Page 1 of 8 bilimport tkrath: importer din egen drømmebil! [ ImportGuide ImportForum (nyt vindue) Kontakt ] Importguide Mange bilkøbere spørger mig; hvordan importerer jeg selv min egen drømmebil fra udlandet til Danmark? Da vi (min far, bror og jeg) selv har importeret mange biler til Danmark samt rådgivet mange bilkøbere om samme, har jeg herunder i punktform oplistet hvordan Du selv importerer din drømmebil. De biler vi selv har erfaringer med, er blandt andet følgende: - 1995 Alfa Romeo 164 Q4 (fra Østrig) - 1992 Audi S2 Hohenester (fra Tyskland) - 1993 BMW 325i Cabriolet (fra Tyskland) - 1999 BMW 328i Limousine (fra Tyskland) - 2001 BMW 525iA Limousine (fra Tyskland) - 2003 BMW 530DA Touring (fra Tyskland) - 2001 Ferrari 456M GT (fra Sverige) - 1992 Ferrari 512 TR (fra Tyskland) - 1992 Ford Sierra Cosworth 4x4 Final Edition (fra Italien) - 1986 Ford Sierra RS Cosworth (fra Østrig) - 1991 Opel Omega 3000 24v (fra Tyskland) - 2001 Porsche 996 Turbo (fra Tyskland) - 2001 Porsche Boxster 2,7 (fra Tyskland) - 2004 Porsche Cayenne Turbo (fra Italien) - 1998 Volvo V70 T5 (fra Tyskland) Efter udarbejdelsen af denne importguide, har vi derudover hjulpet flere hundrede bilkøbere med import af biler fra udlandet til Danmark! Denne importguide er udarbejdet på baggrund af reglerne pr. 1. januar 2008 og er en vejledning til bilimport. Forfatteren af denne side kan ikke stilles til ansvar, idet der blot er tale om en guide og deling af informationer ud fra egne erfaringer. Omtalt som bedste danske hjemmeside om bilimport i følgende medier: DR P3, DR Pengemagasinet, DR Rabatten, TV2 Nyhederne, Jyllands-Posten, Alt om Biler, Nyt om Biler, Bil Magasinet samt på bilpriser.dk. Importguiden indeholder i alt ni punkter og tager udgangspunkt i import til Danmark. Guiden kan dog også anvendes til bilimport til f.eks. Sverige. I så fald skal der blot ses bort fra AD 6-9. Bemærk i øvrigt at importguiden ikke er opdateret med lovforslag "L 217 - forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven og vægtafgiftsloven", som blev præsenteret den 25. april 2007. Lovforslaget er efterfølgende blevet vedtaget! Effekten af den nye lovgivning har ikke ramt hvidpladebiler særligt hårdt, mens effekten på gulpladebiler har været væsentlig større: - hvidpladebiler, effekten er begrænset og har primært haft effekt på meget miljøvenlige biler, hvor afgiften er blevet reduceret. - gulpladebiler, effekten er noget større og har betydet, at fidusen med at importere en bil med en totalvægt mellem 3-4 tons, og derved kunne nøjes med at betale en fast afgift på 56.800 kr., er forsvundet. Afgiften er omlagt således, at personvognslignende gulpladebiler kun afregnes med 50% afgift mod tidligere 95% afgift (OBS! Der er pt. ændringer også omkring dette jf. debatforum!!). I praksis har dette haft betydning for gulpladebiler som VW Touareg, BMW X5 og Porsche Cayenne som er forsvundet ud af gadebilledet, mens almindelige st.car. gulpladebiler som Audi A4, BMW 5-serie og lignende i en væsentlig større grad er kommet til.
Page 2 of 8 AD 1: bilen Der findes en lang række muligheder til at finde den bil Du søger. I Tyskland findes det største udvalg på følgende hjemmesider: mobile.de, autoscout24.de, ebay.de og autorola.de. Leder du efter en lidt speciel bil, kan et godt hint være at besøge mærkeklubbernes egne hjemmesider. Er du f.eks. køber til en Ford Sierra RS Cosworth, kan du med fordel finde bilen via f.eks. cosworth.de. Er du derimod køber til en forholdsvis ny bil, anbefaler vi dig at købe den hos en autoriseret eller anden stor anerkendt forhandler, da der er meget stor forskel på kvaliteten af bilerne i Tyskland. Omsætningshastigheden på biler i Tyskland er væsentlig højere end i Danmark og det er derfor vigtigt, at du kontakter sælger med det samme. Dette bør gøres pr. telefon (opringning eller SMS), idet mange udlændinge forsat ikke anvender e-mail til trods for at e-mail-adresser ofte er angivet i annoncerne. Ring til sælger når du er seriøs og har afklaret størrelsen af registreringsafgiften (se AD 2), forsikring mv. Det er altid en god ide at reservere bilen så snart du har afklaret hvorvidt den pågældende bil er den bil som du ønsker at købe. Det er surt at køre flere hundrede km gennem Europa blot for at konstatere, at bilen er solgt for næsen af dig! Det er derfor også en rigtig god ide, at udvælge flere mulige biler, idet du kan risikere at den bil du har fundet reelt er et sminket lig! Du skal være opmærksom på at man i udlandet har et helt andet forhold til bilens stand end i Danmark. Det er vores erfaring at biler med mindre defekter og ridser ofte annonceres som værende fejlfrie! Det er ofte svært, hvis ikke umuligt, at se fejl og mangler på billeder, og det er netop også derfor vi altid anbefaler at bilerne købes hos en autoriseret eller stor anerkendt forhandler. Du skal i øvrigt være opmærksom på hvorvidt prisen på bilen er en såkaldt 'eksportpris', hvilket er en pris ekskl. moms. I Tyskland annoncerer flere sælgere med denne pris, blandt andet for at tillokke flere købere. Da den tyske momssats er lavere end den danske, kan det ikke betale sig at købe en bil i Tyskland uden moms. Du skal derfor ikke købe en bil til 'eksportpris', idet momsen så skal afregnes i Danmark til en højere sats. Såfremt bilen sælges ekskl. moms påstemples registreringsattesten dette, hvorfor SKAT opdager det ved betaling af registreringsafgift i Danmark. Omkring bilpriserne kan det i øvrigt tilføjes, at der i langt større grad findes svindlere i udlandet. Dette gælder primært for handel med de lidt større biler - Audi A6/A8, BMW 5-serie mv. - hvor man kan finde mange eksempler på meget billige biler. Sælgerne ønsker at du betaler et depositum/forudbetaling og når det kommer til stykket, så eksisterer bilen ikke og sælger kan ikke findes. Et godt råd er derfor altid at gå efter de biler hvor prisen ligger omkring gennemsnitsprisen for den model du går efter. De dyreste biler er normalt i fejlfri stand, mens gennemsnitsbilerne kan have mindre buler og ridser jf. omtale herover. mobile.de autoscout24.de ebay.de autorola.de AD 2: størrelsen af registreringsafgift Der findes tre tilgangsvinkler til at give dig et skøn over størrelsen af den registreringsafgift du skal betale til SKAT. Disse er følgende: A - Du finder en tilsvarende bil inkl. afgift til salg i Danmark - dette kan f.eks. være via bilbasen.dk. Salgsprisen inkl. afgift ganger du med 63 pct., hvor de 63 pct. vil svare til størrelsen af registreringsafgift. Koster bilen i Danmark f.eks. 100.000 kr., betyder det at du skal betale 63.000 kr. i afgift. Bilens totale anskaffelsespris vil i så fald være 63.000 kr. + købspris i Tyskland. B - Du anvender guiden "afgift ved import" på bilpriser.dk. C - Du finder en tilsvarende bil på SKATs hjemmeside (husk at slå din popup-stopper fra), som indeholder en oversigt med betalte registreringsafgifter på importbiler. Du skal i dette tilfælde være særlig opmærksom på dateringen af den betalte afgift samt antal kørte km. Informationerne fremgår på de enkelte afgiftsbetalinger du finder på SKATs hjemmeside. Det er en god ide at anvende et gennemsnit af alle tre metoder for at give dig det bedste skøn. Se eksempel på en sådan beregning her - klik. Der er særlige regler for betaling af registreringsafgift på varevogne. Der er i 2007 vedtaget ny lovgivning for området jf. det indledende afsnit. Lovgivningen har bevirket at det for import af gulpladebiler er blevet uigennemskueligt at beregne afgiften. Du
Page 3 of 8 bliver derfor nødt til at kontakte SKAT for yderligere hjælp. En række brugere af denne hjemmesides debatforum har dog også erfaringer hermed, så kig en gang forbi forumet og se om du kan finde hjælp. Det skal tilføjes at udgangspunktet for størrelsen registreringsafgiften altid er handelsværdien i Danmark inkl. afgift og ikke nyvognsprisen i Danmark eller anskaffelsesprisen uden afgift! Din besparelse skal derfor hentes i anskaffelsesprisen uden afgift - købsprisen i Tyskland! Endvidere ser SKAT ekstraudstyr som fuldt nedskrevet på biler ældre end 8 år. Ekstraudstyret har således, som udgangspunkt, ingen direkte indflydelse på størrelsen af registreringsafgiften, når bilen er over 8 år gammel. Nedskrivningsperioden fremgår af Punktafgiftsvejledning 2008-2, afsnit "E.1.5.2.3 Regulering". Afgiften af ekstraudstyret i en 2 år gammel bil vil derfor være større, end afgiften af ekstraudstyret i en tilsvarende 6 år gammel bil. Det er vanskeligt, hvis ikke umuligt, at beregne sig frem til den helt nøjagtige afgift til SKAT. Anvend ovenstående tre tilgangsvinkler til afgiftsstørrelse, og du vil være godt på vej. bilbasen.dk bilpriser.dk SKAT.dk AD 3: tyske nummerplader til kørsel i udlandet I Tyskland kan du købe eksportplader, som kan anvendes i hele Europa. Disse er markeret med en rød stribe i den højre side af nummerpladen (se billedet herunder), mens nummerpladerne med den gule stribe er indenrigs tyske prøveplader. Anvendelsesområdet begrænses af den ansvarsforsikring, som medfølger prøvepladerne. De tyske nummerplader kan være lidt besværlige at få fat på, idet (1) det tyske motorkontor ikke har åben i weekenden, og (2) har begrænset åbningstid i hverdagene. Du kan i princippet derfor vælge en af følgende fire løsninger: A - du henter bilen på et fejeblad. B - du får en autotransportør (vognmand) til at køre bilen til Danmark. C - du får sælger til at købe eksportplader til bilen, men så binder du dig de omkostninger der er forbundet hermed til den specifikke bil. D - du køber eksportpladerne hos DaniaTruck i Padborg. Vejledning fremgår af DaniaTrucks hjemmeside. Eksportpladerne fra DaniaTruck er ikke udfyldt med oplysninger om en specifik bil. Når du finder den bil du vil købe, udfylder du de resterende felter i papirerne, som følger med eksportpladerne, med oplysninger fra din nye bils registreringsattest. Du kan selv bestemme varigheden af nummerpladerne. Eksportpladerne med den røde stribe koster minimum 150 EUR og gælder som minimum i 5 dage. De tyske prøveplader er som nævnt ansvarsforsikret. Prøvepladerne med den røde stribe er forsikret i hele Europra, mens prøvepladerne med den gule stribe kun er forsikret i Tyskland. Dette er væsentligt at være opmærksom på, hvis du f.eks. skal importere en bil til Sverige - her er det eksportpladerne med den røde stribe, Du skal have fat i! Det skal afslutningsvis nævnes, at du sagtens kan køre på udenlandske nummerplader i udlandet, mens det kun er i Danmark at det er ulovligt for dig som dansk bosat. Såfremt sælger ikke har noget imod dette, kan du spare nogle kroner her. De fleste sælgere er dog ikke med på denne ide, da de risikerer at stå uden nummerplader, hvorved de kan have problemer med at afmelde bilen på motorkontoret.
Page 4 of 8 daniatruck.dk AD 4: danske prøveplader Såfremt du er bosat i Danmark, er det ikke tilladt at føre en udenlandsk registreret bil i Danmark, med mindre at den udenlandske ejer er passager i bilen. Årsagen hertil skal findes i størrelsen af registreringsafgiften i Danmark på 180 pct. SKAT ønsker ikke at der snydes med at bosatte i Danmark kører i udenlandsk indregistrerede biler, og det er netop derfor reglen er indført. Reglerne fremgår af Bekendtgørelsen om registrering og syn af køretøjer mv. paragraf 115: "Personer, der har bopæl her i landet, må ikke benytte et i udlandet registreret motorkøretøj til kørsel her i landet, jf. dog stk. 2, 3, 4, 5, 6 og paragraf 116". Endvidere kan tilføjes nedenstående eksempel (se *). På baggrund af ovenstående regler er det meget vigtigt, at du har danske prøveplader på bilen på det stykke du kører i Danmark. I princippet er der tre forskellige tilgange til at løse problemet, hvis du vælger mulighederne C eller D jf. AD 3: A - Du kan hente danske prøveplader hos SKAT i Danmark. Dette kræver at du kender den specifikke bil, da du (1) skal hente pladerne på forhånd, samt (2) skal have en kopi af registreringsattesten på bilen for at prøvepladerne kan udstedes. B - Du kan hos SKAT/grænsepolitiet, på Toldbodvej 8 i Padborg (oven på den gamle toldstation hvor lastbilerne skal/skulle fortolde), få udleveret prøveplader 24 timer i døgnet. I praksis ringer du blot på døren og siger, at du har hentet bil i Tyskland (import). Det er vigtigt at du har 100 kr. med i KONTANTER, da man ikke modtager Dankort som betalingsmiddel på dette kontor! Bemærk i øvrigt at de 100 kr. kun dækker prøveplader for 1 dag, samt at pladerne altid gælder fra kl. 0:00 til 23:59. Ankommer du en aften kl. 23:00, skal du således (1) enten vente 1 time eller (2) købe prøveplader for 2 dage (derved 200 kr. i alt). C - Du kan låne din mekanikers faste prøveplader (dem som forhandlerne sætter på demobilerne). Disse plader kan anvendes på alle biler og der er typisk tegnet ansvarsforsikring som dækker i hele Skandinavien. De danske prøveplader (A og B jf. herover) er altid ansvarsforsikret og gælder kun i Danmark. *) Det følgende eksempel vedrører kørsel i Danmark på udenlandske plader, og er hentet fra bt.dk den 3. oktober 2005: SPØRGSMÅL: Jeg kender en person, der kører rundt i to biler med samme nummerplade på. Den ene bil er ikke registreret, fordi han har købt den i Tyskland og ikke har råd til at betale afgiften. Så han har blot anmeldt sin nummerplade fra bil nummer ét som mistet og fået en ny, som han nu har sat på den tyske bil. Jeg kan ikke forstå, at der ikke bliver gjort noget ved det. Hvis der sker en ulykke, er bilen jo ikke forsikret. Hvad giver det i straf og bøde? SVAR: Det er naturligvis klart ulovligt at fifle med nummerplader og registreringsafgift - og det bliver dyrt! Overtrædelser af lov om registreringsafgift straffes med op til halvandet års fængsel. I særligt grove tilfælde kan straffelovens paragraf 289 om skattesvig mv. bruges, og den kan give op til fire års fængsel. Retspraksis er, at hvis man snyder for over 100.000 kroner, koster det fængsel, eventuelt betinget, og en tillægsbøde. Ellers vil straffen typisk lyde på en bøde på to gange det beløb, der er snydt for. Den unddragne registreringsafgift skal naturligvis også betales. Så det kan løbe op i meget store beløb. I det tilfælde, du nævner, vil der også være tale om overtrædelser af nummerpladeloven og straffelovens paragraf 163 om urigtig erklæring til en offentlig myndighed, fordi en erstatningsnummerplade kun udleveres mod en tro-og-love erklæring om, at den er mistet. Det er også ulovligt at køre rundt i en bil, der ikke er ansvarsforsikret. Hvis der sker en ulykke, hænger manden selv på regningen, men han kan jo nok ikke betale. Du bør ringe til politiet og anmelde sagen, så det kan blive stoppet! I København blev en 37-årig mand idømt seks måneders betinget fængsel og en bøde på 450.000 kr., fordi han ikke indregistrerede sin tyske Mercedes. Han kørte rundt i den i Danmark først på tyske grænseplader og senere på prøveskilte. SKAT beslaglagde også bilen som sikkerhed for registreringsafgiften på 930.000 kroner.
Page 5 of 8 AD 5: afhentning af bil Når du henter bilen SKAL du have følgende papirer med retur til Danmark: 1 - den originale registreringsattest (denne kaldes på tysk for et KFz-brief). 2 - eventuel afmelding af de udenlandske nummerplader. 3 - papirer på eventuelle eksportplader. 4 - købsaftalen. 5 - eventuel kopi af sælgers pas (til at bekræfte købsaftalen). Ovenstående pkt. 1 er krav fra det danske bilsyn og skal således medbringes ved toldsynet jf. AD 6 herunder! OBS!!! Såfremt du ikke er i besiddelse af den originale registreringsattest kan bilen ikke indregistreres i Danmark! Der er i øvrigt ingen restgæld i tyske biler, da det er den der besidder den originale registreringsattest som reelt ejer bilen. Derved overdrages en eventuel skjult gæld ikke når du køber bilen i Tyskland, såfremt sælger besidder den originale registreringsattest. Omkring restgæld i italienske biler har jeg fået oplyst følgende fra en italiener: In Italy we have a certificate of property which tells if you are the owner of the car or not. On the certificate it is written if the car is totally sold or if it is temporary property of a bank or credit institute. You need the certificate to sell the car, other way it is impossible to sell. I think the best thing would be to contact the agency that usually takes care of that. The name of the certificate is "certificato di propieta" and the name of the agency is "agenzia di pratiche auto". Når du henter en bil i Italien, skal du være særlig opmærksom på at få den originale registreringsattest med hjem, idet italienerne afleverer den originale registreringsattest i forbindelse med at bilen bliver afmeldt! Dette skyldes blandt andet at de italienske plader følger den samme bil gennem hele bilens levetid. Afleveres pladerne anser de italienske myndigheder bilen for skrottet og det vil umiddelbart ikke være muligt at få bilen på italienske plader igen. I Italien er der en mulighed for at få en kopi af den originale registreringsafgift ved at betale et mindre beløb på ca. 40 EUR. Det vil af kopien fremgå at bilen er afmeldt. AD 6: told- og bilsyn For at få bilen indregistreret i Danmark, skal den først gennemgå et toldsyn og dernæst et bilsyn. De to syn udføres i praksis samtidig. Prisen på toldsynet varierer efter hvilket synssted du får bilen synet. Prisen vil typisk udgøre omkring 200-400 kr. Prisen på bilsynet er den samme som for en hvilken som helst anden danske bil. Du skal altså betale for i alt to gange syn. Det er væsentligt at pointere at der er forskel på et (A) toldsyn og et (B) bilsyn. A - ved toldsynet gennemgås bilens typegodkendelse, stelnummer, vægt mv. Bemærk at også bilens stand vurderes ved toldsynet. Toldsynet har derfor afgørende indflydelse på størrelsen af den endelige registreringsafgift, idet en fremvisning af bilen overfor SKAT ikke mulig. Ved toldsynet udfylder bilsyn en importblanket med bilens udstyr og stand. Blanketten bruges til den videre behandling hos SKAT, så husk at få denne med fra synsstedet. Toldsynet udføres i SKATs interesse, men også i din egen, så marker alle de fejl og mangler bilen har (evt. med malertape eller lignende) således det er nemmere for synsmanden at se disse. B - ved bilsynet gennemgås bilens almindelige synsmæssige stand. Bilsynet udføres derfor i ejerens egen interesse. For ældre biler, har bilens vægt en betydning i forhold til betalingen af vægtafgift. For nyere biler har vægten derimod ingen betydning, idet der her betales grøn ejerafgift efter bilens benzinøkonomi. For at den korrekte afgift registreres ved toldsynet, kræves det derfor at der foreligger en typegodkendelse, hvoraf bilens vægt og benzinforbrug fremgår. Såfremt der er tale om en ældre specialbil, er det en rigtig god ide selv at medbringe en vejeseddel. En oversigt over de godkendte vejebode Du kan anvende, fremgår blandt andet på bilsyn.dk. Vejekravet er begrundet med at de udenlandske registreringsattester ikke altid opgiver egenvægten, men derimod driftsvægten, hvilket er inklusiv brændstof, fører og diverse påmonteret ekstraudstyr. Dette har i praksis betydet at der har været en divergens i vægten for blandt andet nogle Mercedes-biler, som har gjort at de er rykket en vægtklasse ned. Vejeseddelen må maksimalt være 48 timer gammel og koster normalt omkring 200 kr. For nye typegodkendte biler er det blot at køre til bilsyn uden vejeseddel, idet bilsyn kan slå typegodkendelsen op elektronisk. Bemærk i øvrigt at din bil skal have monteret sideblink. Visse ældre udenlandske biler, har ikke sideblink monteret, hvilket skal
Page 6 of 8 eftermonteres, for at bilen kan synes i Danmark. Når du har afsluttet bilsynet skal du have følgende papirer med til SKAT: 1 - de tyske papirer jf. AD 5. 2 - en udfyldt indregistreringsblanket (bilsyn). 3 - et udfyldt vurderingsskema (toldsyn). bilsyn.dk AD 7: depositum til SKAT Når bilen har gennemført told- og bilsyn, kan du køre til SKAT og betale registreringsafgiften. Betalingen af afgiften kan kun foretages hos SKAT i Taastrup, Odense, Århus eller Aalborg. Hos SKAT indbetales i første omgang et depositum på registreringsafgiften. Størrelsen af depositummet fastsættes af SKAT. Jf. ovenstående AD 2 kan du selv skønne dig frem til størrelsen af depositummet. Såfremt der er stor afvigelse mellem størrelsen af det depositum SKAT fastsætter og det skøn du selv har lavet, gælder det for dig om at have dokumentation i orden, for at kunne argumentere om et lavere depositum. Den gode dokumentation består af følgende: A - salgsannoncer fra biler til salg i Danmark inkl. afgift. B - vurderinger fra bilpriser.dk. C - tidligere afgiftsfastsættelser fra SKATs egen hjemmeside. Et eksempel på en sådan dokumentation kan ligeledes hentes her - klik. Ovenstående punkter svarer til beskrivelse i AD 2. Du kan beregne et gennemsnit af afgiften ud fra ovenstående kriterier i et regneark. Dette vedlægges som dokumentation. Såfremt en sådan dokumentation fremlægges er det vores erfaringer, at der ikke er problemer med, at overbevise SKAT om, at størrelsen af depositummet skal reguleres i den retning din dokumentation peger. SKAT kan ikke hjælpe dig med en skriftlig forhåndsvurdering af afgiften. Betaling af depositum til SKAT kan som udgangspunkt kun foretages kontant eller via banknoteret check. Enkelte kontorer tager dog imod Dankort. Det er VIGTIGT at være opmærksom på, at der ved betalingen, kun er tale om et depositum og IKKE en afregning af den endelige registreringsafgift (med mindre du får andet oplyst)! Årsagen hertil skal findes i at størrelsen af afgiften i hvert enkelt tilfælde skal vurderes af en 'ekspert' (vurderingsmanden). Afgiften er ikke blot en standard, som kan findes i en database. Den skal vurderes ud fra den specifikke bilmodel, årgang, km og udstyr, mens størrelsen af det betalte depositum primært er fundet ved opslag i en database med oplysninger om tidligere betalte afgifter for tilsvarende biler. Det skal bemærkes, at der først kan udstedes danske plader til bilen, når depositumet er betalt! Du skal i øvrigt være opmærksom på, at du, i det tilfælde hvor du finder SKATs vurdering urimelig, ikke kan få tilbagebetalt det fulde depositum, såfremt du allerede har anskaffet danske plader til bilen inden du klager over størrelsen af afgiften. Såfremt du ønsker at have muligheden for at kunne få det fulde depositum tilbagebetalt, må du derfor ikke anskaffe de danske plader til bilen inden afgiften er endelig fastsat. Såfremt du vælger at anskaffe de danske plader, men finder den endelige afgift urimelig, kan du vælge at eksportere bilen til udlandet og derved få 85% af den vurderede afgift retur. Du skal betale 15% af afgiften i administrationsgebyr til SKAT. Størrelsen af registreringsafgiften tager udgangspunkt i den indbetaling af registreringsafgift, som du tidligere har foretaget, dog reguleret for
Page 7 of 8 eventuelle afskrivninger og lignende. Se dog også nedenstående AD 9 vedrørende klage muligheder. AD 8: danske nummerplader Når depositumet er betalt, kan du vælge at sætte danske nummerplader på bilen. Nummerpladerne hentes hos SKAT og koster 1.180 kr. Husk at medbringe alle papirer fra toldsyn, bilsyn samt for betaling af registreringsafgift. Derudover skal du selvfølgelig medbringe et forsikringsbevis til brug for indregistreringen. Ved indregistreringen afleverer du den originale udenlandske registreringsattest på bilen. Du får derefter tilsendt en ny dansk registreringsattest inden for ca. 10 dage. AD 9: endelig vurdering af registreringsafgift samt klage muligheder Fra du har betalt depositum til den endelige afgift falder, går der typisk 3-6 måneder. Du kan ikke længere fremvise din bil direkte overfor SKAT. Vurderingen foretages ved toldsynet jf. AD 6. Ønsker du at klage over den endelig afgift, er der etableret 4 motorankenævn, som behandler klager over SKATs afgørelser. Motorankenævnenes afgørelser kan påklages til Landsskatteretten. Motorankenævnene kan imidlertid kun træffe afgørelser i den type af sager, som hidtil blev afgjort af vurderingsmænd. Alle andre afgørelser om registreringsafgift, truffet af SKAT, skal påklages direkte til Landsskatteretten. Lovændringen sikrer, at der bliver en forbedret klagemulighed ved værdiansættelser, og at der bliver en adskillelse mellem den myndighed, der klages over, og den myndighed, der klages til. Brug for hjælp til bilimport? Ovenstående er en kort gennemgang af reglerne samt tips til bilimport. Hvis du har spørgsmål til bilimport, bør du kigge forbi hjemmesidens debatforum (åbner i nyt vindue), hvor brugerne blandt andet deler ud af deres erfaringer med SKAT, biltyper, afgiftsstørrelser, bilforhandlere mv. samt svarer på diverse spørgsmål om bilimport. Sidst men ikke mindst så skal det fremhæves at du kommer længst ved at være ærlig hele vejen igennem! importguidens debatforum (nyt vindue) Kontakt Har du tilføjelser eller rettelser til hjemmesiden, er du velkommen til at kontakte mig på min e-mail. Min e-mail skal IKKE anvendes til spørgsmål om bilimport (!) - hertil anvendes forumet, således at fremtidige brugere også kan få gavn heraf. God tur! Med venlig hilsen Thomas Krath
Page 8 of 8 Copyright: Thomas Krath