SPECIALE Modernisering af ægtefællers formueordning - Den legale formueordning og aftalefrihedens grænser efter revisionen af retsvirkningslovens bestemmelser Modernization of the matrimonial property regime - The legal property regime and the boundaries of freedom of contract after revision of the Danish Legal Effects of Marriage Act af MIE BRANDT JØRGENSEN årskortnummer 20062386 Det juridiske Fakultet, Århus Universitet Vejleder Irene Nørgaard Afleveret august 2011
Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 1 1.1 Problemformulering... 2 1.2 Afgrænsning af afhandlingens emne... 2 2. Historisk gennemgang af ægteskabsretlige formueordninger... 3 2.1 Retsvirkningsloven fra 1925... 3 2.2 Udvalgsarbejdet i 1957... 4 2.3 Udvalgsarbejdet i 1969... 5 2.4 Særejereformen i 1990... 6 2.5 Revision af retsvirkningsloven i 2009... 7 3. Den legale formueordning ved indgåelse af ægteskab... 7 3.1 Hovedreglen om formuefællesskab... 7 3.1.1 Retsvirkningslovens 15, stk. 1... 8 3.1.2 Modifikationer til retsvirkningslovens 15, stk. 1 jfr. stk. 2... 9 3.1.2.1 Pensionsrettigheder jfr. retsvirkningslovens 16 a-h... 9 3.1.3 De sociale beskyttelsesregler... 11 3.2 Er den legale formueordning tidssvarende?... 13 3.2.1 Nye samfundsforhold og familiemønstre... 13 3.2.2 Skilsmissehyppighed og ægteskabets varighed... 15 3.3 Forslag til revision af den legale formueordning.16 3.3.1 Legal særejeordning... 16 3.3.1.1 Økonomi er uafhængig af ægteskabet... 17 3.3.2 Skævdeling af formuefællesskabet... 19 3.3.2.1 Fællesboskiftelovens 69a og dens anvendelsesområde... 19 3.3.2.2 Indbragte aktiver og arv og gave holdes udenfor ligedeling... 20 3.3.2.3 Grundlag for erhverv holdes udenfor ligedeling... 23 3.3.3 Optrapning af formuefællesskabet... 25 3.3.3.1 Særeje bliver formuefællesskab over en årrække... 25 4. Ægtefællernes aftalemuligheder ved fravigelse af den legale formueordning... 27
4.1 Stiftelse af særeje ved ægtepagt... 27 4.1.1 Ægtepagt og dens formkrav... 27 4.1.2 Tredjemandsbestemt særeje... 28 4.2 Afgrænsning af ægtefællernes aftalefrihed efter revisionen... 29 4.2.1 Særeje med hjemmel i RVL 28... 29 4.2.1.1 Skilsmissesæreje... 29 4.2.1.2 Fuldstændigt særeje... 31 4.2.1.3 Brøkdelssæreje... 31 4.2.1.4 Kombinationssæreje... 33 4.2.1.5 Aftrapningssæreje... 34 4.2.1.6 Fremtidige erhvervelser, herunder indtægter... 34 4.2.2 Sammenblanding af midler i et aktiv... 36 4.2.2.1 Vederlagskrav til regulering af sammenblandede midler... 36 4.2.2.2 Anpartssæreje til regulering af sammenblandede midler... 38 4.2.3 Sumsæreje og sumfælleseje... 42 4.2.3.1 Ikke-genstandsbestemt sumsæreje... 42 4.2.3.2 Genstandsbestemt sumsæreje... 44 4.2.3.3 Ikke genstandsrelateret og genstandsrelateret sumfælleseje... 47 4.2.4 Aftale om gælds formueplacering... 48 4.2.5 Aftaler om surrogater for anden formueart... 49 4.2.6 Dødsfaldssæreje... 50 5. Konklusion... 51 6. Litteraturliste... 55
1. Indledning Retsvirkningsloven yder et centralt bidrag til dansk ægteskabslovgivning. Siden 1925 har loven reguleret ægtefællernes legale formueordning jfr. retsvirkningslovens 15, stk. 1 og aftalefrihedens grænser ved oprettelse af særeje jfr. retsvirkningslovens 28. Trods lovens centrale rolle er den genstand for en række ubesvarede spørgsmål. Det er årsag til, Justitsministeriet i 2009 har nedsat et udvalg til revision af retsvirkningslovens bestemmelser. Den legale formueordning er formuefællesskab med ligedeling i anledning af skifte. Det eneste egentlige brud, der er sket med dette udgangspunkt siden lovens ikrafttræden, er pensionsreformen fra 2007. 1 I 1990 blev der foretaget en væsentlig liberalisering af aftalefrihedens grænser, men særejehjemlen er uklar og forarbejderne tavse. Disse uklarheder skal udredes med en reform. Familiemønstrene og samfundsstrukturen har udviklet sig frem til i dag. Det er derfor på tide at overveje, om den legale formueordning og aftalefrihedens grænser er tidssvarende, eller om det er på tide med en modernisering. Udvalgsarbejdet skal resultere i alternativer til den legale formueordning og en nærmere analyse af særejeformerne med henblik på klare rammer for aftalefrihedens grænser. Retsvirkningsloven skal fungere i samspil med et større regelsæt. Særlig aktualitet har den nye arvelov fra 2007 samt revision af fælleboskifteloven, som træder i kraft 1.3.2012. Øvrig lovgivning skal inddrages i udvalgets overvejelser i det omfang, det har betydning for ægtefællernes formueforhold, hvilket øger arbejdets kompleksitet. I fællesnordisk sammenhæng er der ligeledes rettet fokus mod en forestående reform. I 2002 blev der nedsat en projektgruppe, hvor der var generel enighed om at begrænse omfanget af de aktiver, der skal deles på skifte. Det var gruppens opfattelse, at der i Norge er taget et væsentligt skridt i denne retning med en generel regel om skævdeling af ægtefællernes formuefællesskab. 2 Det er ikke sikkert, at revisionen af retsvirkningsloven fører til vidtgående ændringer i stil med norske tilstande. Det centrale er, at reglerne analyseres i et nyt familie- og samfundsperspektiv, så der ikke længere rejser sig ubesvarede spørgsmål. Loven regulerer ægtefællernes formue i anledning af skifte, hvor der allerede hersker en anspændt situation. Det er derfor afgørende, at regelsættet er overskueligt og ikke giver anledning til yderligere konflikter parterne imellem. Denne afhandling yder således et bidrag til Retsvirkningslovsudvalgets arbejde ved den forestående reform af retsvirkningslovens bestemmelser. 1 Lund-Andersen, Familieøkonomien, s. 192. 2 Lund-Andersen, Familieøkonomien, s. 196. 1
1.1 Problemformulering Arbejdsopgaverne ifølge kommissoriet for Retsvirkningslovsudvalget ligger også til grund for denne afhandling, hvor ægtefællers formueordninger - den legale formueordning og mulighederne for at fravige denne ved særeje - analyseres og vurderes i overensstemmelse med nutidens normer og behov. Afhandlingen bygger på følgende problemformulering: Er den legale formueordning tidssvarende, og er der grundlag for at udvide eller indskrænke aftalefrihedens grænser ved fravigelse af den legale formueordning? Ægteskabslovgivningen er et følsomt retsområde, hvilket komplicerer regeldannelsen og forudsætter, at særlige hensyn holdes for øje, herunder hensynet til ægtefællens og familiens tilværelse efter skifte. Retsvirkningslovens bestemmelser skal både tilpasses skifte i levende live og skifte i anledning af død. Målet med afhandlingen er således at give et bud på et tidssvarende regelsæt til regulering af ægtefællernes formueforhold med inddragelse af relevante hensyn og aktører. 1.2 Afgrænsning af afhandlingens emne Retsvirkningslovens legale formueordning samt aftalefriheden ved oprettelse af særeje udgør afhandlingens centrale omdrejningspunkt. Der er herudover inddraget bestemmelser fra fællesboskifteloven, dødsboskifteloven, ægteskabsloven, arveloven samt øvrige bestemmelser i retsvirkningsloven, når det er relevant for sammenhængen. Det er formueordningernes indhold og retsvirkningerne i anledning af skifte, der er relevant i nærværende sammenhæng, og afhandlingen vil derfor ikke behandle den processuelle deling af formuen jfr. fællesboskifteloven og dødsboskifteloven. Heller ikke hjemmelsdiskussionerne og praksis vedrørende aftalefrihedens grænser tildeles større opmærksomhed. Det afgørende for en fremadrettet analyse er, hvorvidt der bør skabes hjemmel til fravigelse af ligedelingsprincippet og ikke hensigtsmæssigheden af eksisterende hjemmelsgrundlag. De sociale beskyttelsesregler under skifte har på grund af sondringen mellem fælleseje og særeje også betydning for valg af formueordning, hvorfor beskyttelsesreglerne er inddraget i en nærmere analyse. Der er, i det omgang det anses for relevant, inddraget komparativ ret, men også andre landes lovgivning kunne ved større rammer for afhandlingen med fordel have været inddraget. Fokus er rettet mod de lande, vi kulturelt og socialt kan sammenligne 2
os med, navnlig Norge og Sverige. Særejekonstruktioner med sikker hjemmel og de mest omdiskuterede særejekonstruktioner uden sikker hjemmel behandles i denne afhandling. 2. Historisk gennemgang af ægteskabsretlige formueordninger 2.1 Retsvirkningsloven fra 1925 Retsvirkningsloven er et udslag af familieretskommissionens arbejde i 1918 under et fællesnordisk samarbejde. Omdrejningspunktet i reguleringen er at finde den fine balance, der er mellem parternes selvstændighed og ligestilling mellem mand og hustru. Afvejningen har over tid været genstand for overvejelser og er fortsat central i den ægteskabsretlige debat. Retsvirkningsloven blev til i en tid, hvor manden var den økonomisk overlegne og hustruen hjemmearbejdende. Som følge af kønsrollemønstrene fandt kommissionen, at ligestilling kun kunne ske ved at sidestille arbejde i hjemmet med indtægtsgivende arbejde. Resultatet blev formuefællesskabet, hvis væsentligste retsvirkning er ligedeling ved skifte efter en særlig opgørelsesmetode, hvor ægtefællerne får andel i den anden parts positive nettobodel jfr. fællesboskifteloven. En fuldstændig særejeordning blev overvejet, men afvist af kommissionen, da den ville skabe en mekanisk Lighed, der reelt var en Ulighed. 3 Det bærende bag tankerne var et ønske om reel - og ikke blot formel - ligestilling, idet der henvises til, at ægteskabet er et fællesskab i arbejde og interesser. Ifølge loven skal ægtefællerne således være hinanden til støtte og hver især bidrage til fællesskabet efter evne. Ægtefællernes indflydelse er imødekommet med adgangen til at fravige formuefællesskabet ved oprettelse af særejeægtepagt, mens lovens principper om særråden og særhæften afspejler ægtefællernes individualitet og selvstændighed under ægteskabet. Hertil kommer væsentlige modifikationer i form af de sociale beskyttelsesregler, der beskytter ægtefællens andel i formuefællesskabet og særlige aktiver, som har fundamental betydning for familien. Med udgangspunkt i ovenstående er det interessant at undersøge udvalgsarbejdet siden 1925 i relation til den legale formueordning og aftalefrihedens grænser i takt med samfundsudviklingen og kvindernes nye og selvstændige rolle på arbejdsmarkedet. Udvalgsarbejdet fra 1957 og 1969 med dertil hørende betænkninger skal herefter inddrages. 3 1918-udkastet, s. 116-117. 3
2.2 Udvalgsarbejdet i 1957 Udvalgsarbejdet i 1957 førte til to betænkninger. Betænkning 305/1962 om skifte mellem ægtefæller og Betænkning 415/1966 om ægteskabets retsvirkninger. Allerede på dette tidspunkt blev der sat spørgsmålstegn ved, om formuefællesskabet var tidssvarende. Det blev konstateret af udvalget, at skilsmissehyppigheden var stigende, og der skulle derfor tages stilling til, om ligedeling fortsat var rimelig i anledning af skifte. Ligedelingsbestemmelsen blev kritiseret for at være for absolut og uelastisk med risiko for krænkelse af den bedst bemidlede ægtefælle. Udvalget rejste derfor forslag om, at formuefællesskabet kun skulle gælde erhvervelser under ægteskabet, da denne del alene var udtryk for fælles indsats. 4 Et enigt udvalg nåede til den konklusion, at den legale formueordning ikke skulle revideres, men der skulle åbnes op for fravigelser og fleksibilitet. 5 Formuefællesskabet anerkendtes som en fundamental del af ægtefællernes økonomiske forhold. 6 Til at fremme fleksibiliteten blev der rejst forslag om skævdeling ved kortvarige ægteskaber jfr. den nugældende 69 a i fællesboskifteloven. I kortvarige ægteskaber var der ikke etableret et beskyttelsesværdigt økonomisk fællesskab af betydning og ægtefællerne flyttede fra hinanden efter kort tid, hvis der overhovedet var etableret et fælles hjem. 7 For at undgå retsusikkerhed skulle reglen, ifølge udvalget, kun anvendes i undtagelsestilfælde. Anvendelsesområdet indsnævredes derfor til ægteskaber under fem års varighed, hvor den væsentligste del af fællesboet var indbragt af den ene ægtefælle. Udvalget behandlede også aftalemulighederne ved fravigelse af den legale formueordning. Der var enighed om, at adgangen til ved ægtepagt at indføre særeje for alle aktiver skulle opretholdes af hensyn til ægtefællernes medbestemmelse. Trods komplikationer ved sammenblanding af midler blev der rejst forslag om skilsmissesæreje for én eller begge ægtefæller jfr. lovforslagets 28, stk. 2, 2. pkt. Mindretallet kritiserede skilsmissesæreje for at være uklart, og det befrygtedes at flere ville oprette særeje til ulempe for den svage part. Sammenblandingen af midler blev løst med vederlagskravsreglerne samt en af udvalget foreslået godtgørelsesregel, der skulle kompensere for medvirken til den anden ægtefælles opsparing i særejet. Ægtepagter blev typisk oprettet med separation/skilsmisse for øje, hvorfor konsekvenserne ved død ifølge udvalget blev overset; længstlevende stod uden 4 Bet. 305/1962 s. 15. 5 Bet. 305/1962 s. 18. 6 Bet. 415/1966 s. 44. 7 Bet. 305/1962 s. 21. 4
boslodskrav og adgang til uskiftet bo. 8 Ægtefællerne fik mod deres intentioner ikke oprettet en særejeophævelsesægtepagt og endte derfor i en uønsket situation. Tidsbegrænsning af særejet blev ikke behandlet i betænkningerne. 9 Endelig forslog udvalget, at de sociale beskyttelsesregler i retsvirkningslovens 18-19 også skulle omfatte særejeaktiver. Udvalgsarbejdet i 1957 førte ikke til revision af retsvirkningslovens bestemmelser. 10 En ny ægteskabslov, trådte derimod i kraft d. 1.1.1970. 2.3 Udvalgsarbejdet i 1969 Revisionen af retsvirkningsloven blev sat i bero i en årrække, og først i 1969 blev der nedsat et nyt udvalg. Udvalget afgav Betænkning 716/1974 om formueordningen. De allerede fremsatte forslag blev videreudviklet, og udvalget bidrog med nytænkning. Drøftelsernes begyndelse tog udgangspunkt i reformer om en legal særejeordning, hvilket kunne spores tilbage til familieretskommissionens betænkning fra 1918, hvor omdrejningspunktet - ligestilling - blev sat på spidsen. Ligestilling i sin fulde betydning medførte, at parternes økonomi var uberørt af ægteskabet. Denne fortolkning fandt udvalget ikke ønskelig i ægteskabsretlig sammenhæng. Med ligedeling skulle ægtefællerne ved ægteskabets ophør have lige andel i den fælles oparbejdede formue. Hensynet til den hjemmearbejdende og økonomisk underlegne hustru blev fortsat tillagt betydning 50 år efter lovens ikrafttræden, og udvalgets konklusion blev, at der kun skulle ske begrænsede ændringer. 11 Delvist særeje som legal formueordning blev genovervejet, hvor erhvervelser før ægteskabet eller arv og gave modtaget under ægteskabet blev holdt ude. Et andet mere vidtgående forslag var begrænsning af formuefællesskabet til det fælles hjem. Udvalget påpegede, at ægtefællerne ved delvist særeje kunne spekulere i, hvor forbrug og opsparing blev placeret, hvilket ansås for at være en uheldig konsekvens. Sammenblandede midler medførte skiftetekniske vanskeligheder, når der skulle ledes tilbage til aktivernes erhvervelse. 12 Delvist særeje blev udelukket af de nævnte grunde, og den legale formueordning opretholdes. De tidligere overvejelser om udvidelse af aftalefrihedens grænser fik ny opmærksomhed, og der ønskedes vidtgående aftalefrihed. Skilsmissesæreje var på dagsorden, og som nyt 8 Bet. 415/1966 s. 44. 9 Nørgaard, Formueordninger s. 11. 10 Bet. 415/1966 s. 46. 11 Bet. 716/1974 s. 9. 12 Bet. 716/1974 s. 15. 5
tiltag rejstes forslag om tidsbegrænset særeje, og særeje, hvad angår en del af formuen, herunder brøkdelssæreje. Udvalget overvejede, om særeje skulle kunne betinges af særlige omstændigheder som fælles børn, utroskab eller lignende. Selvom betingelserne krævede en dybere begrundelse, var der risiko for retsusikkerhed og genindførelse af et uønsket skyldsprincip, hvor den ene parts handlinger påvirkede retsstillingen. 13 Betingede særejeægtepagter afvistes af denne grund. Udvalget fandt ikke behov for at stifte dødsfaldssæreje. Udvalget foreslog en afvisning af sondringen mellem særeje og fælleseje i relation til de sociale beskyttelsesregler jfr. 1957-udvalget forslag om en udjævning i relation til retsvirkningslovens 18-19. Lige behandling af fælleseje og særeje i kvalitativ sammenhæng gik ifølge udvalget imod den traditionelle tænkning, men forenklede reglerne ved alene at knytte valg af formueordning til den kvantitative deling. Endelig blev tankerne om godtgørelse ved medvirken til den anden ægtefælles opsparing i sit særeje videreudviklet. Forslaget lød på en samlet rimelighedsregel som supplement til vederlagskravet. Heller ikke i 1969 førte betænkningen til revision af retsvirkningslovens bestemmelser. 14 2.4 Særejereformen i 1990 Det gennemgående ved reformovervejelserne frem til 1990 var, at der ønskedes ret begrænsede ændringer. Fokus var på en større aftalefrihed ved fravigelse af den legale formueordning, men samtidig var det altafgørende at bevare enkelthed og overskuelighed. Først i 1990 blev der foretaget en revision af retsvirkningsloven med særejereformen som led i forenkling og modernisering indenfor Justitsministeriets område. Særejerereformen byggede på lovforslag nr. 23 om ændring af straffeloven og retsplejen mv. fra 1989 og blev senere vedtaget ved lov nr. 396 af 13.06.1990. Med særejereformen blev den legale formueordning bevaret, og der indførtes skilsmissesæreje, brøkdelssæreje og kombinationssæreje, det vil sige en væsentlig liberalisering af aftalefriheden. Der var kun få bemærkninger til lovforslaget, der i det væsentligste byggede på 1969-udvalget. 15 Ordlyden af retsvirkningslovens 28 efter særejereformen var en anden end den foreslåede 17 i Betænkning 716/1974, og ikke alle 1969-udvalgets forslag blev taget til følge. Det gjaldt eksempelvis afvisning af sondringen mellem særeje og fælleseje i relation til de soci- 13 Bet. 716/1974 s. 19. 14 Bet. 716/1974 s. 27 og Nørgaard, Formueordninger s. 17-18. 15 FT 1889-1990, Tillæg A, spalte 777-779. 6
ale beskyttelsesregler. 16 Ordlyden af kombinationssæreje var ikke klar, og hjemlen vedrørende senere omdiskuterede særejeordninger har siden skabt grundlag for debat. Med en mere konsekvent gennemførelse af 1974-betænkningens lovudkast og fornødne bemærkninger til lovforslaget, havde særejereformen været enklere, klare og mere harmonisk. 17 Liberaliseringen af særejeordningerne levede ikke op til dagsordenen om forenkling, men den administrative behandling af ægtepagter blev forenklet med reformen. Det ansås for overflødigt, at statsamtet skulle foretage godkendelse af ægtepagter, da der af hensyn til ligestillingen mellem manden og hustruen ikke skulle føres offentlig censur. 18 Der indførtes ingen vejledningssystemer til erstatning for kontrolsystemet. 19 Der blev blot henvist til aftalelovens ugyldighedsregler, herunder særligt generalklausulen i aftalelovens 36. En mere konsekvent gennemførelse af forslagene fra 1969-udvalget kunne have imødekommet nogle af de problemstillinger, Retsvirkningslovsudvalget står overfor i dag. 20 2.5 Revision af retsvirkningsloven i 2009 Retsvirkningslovsudvalget skal jfr. kommissoriets pkt. 2.1 se nærmere på den legale formueordning om formuefællesskab og dens indpas i samfundet og retssystemet i dag. Som eksempel peges på muligheden for at holde erhvervelser før ægteskabet uden for ligedelingen samt udeladelse af arv og gave modtaget før eller under ægteskabet. Herudover skal der tages stilling til i hvilket omfang, der er grundlag for at fravige de legale delingsregler. Foruden den legale formueordning skal udvalget jfr. kommissoriets pkt. 2.2 behandle retsvirkningslovens særejebestemmelser som opfølgning på særejereformen i 1990. Kommissoriets arbejdsopgaver er formuleret ganske bredt, hvilket giver mulighed for videreudvikling af eksisterende regler, inddragelse af komparativ ret og udvikling af endnu ikke kendte systemer hverken i national eller international sammenhæng. 21 3. Den legale formueordning ved indgåelse af ægteskab 3.1 Hovedreglen om formuefællesskab 16 Bet. 716/1874 s. 27. 17 Nørgaard, Formueordninger, s. 32. 18 FT 1889-1990, Tillæg A, spalte 777. 19 Bet. 716/1874 s. 23. 20 Nørgaard, Formueordninger s. 31-32. 21 Kommissorium for retsvirkningsudvalget s. 1-2. 7
Af hensyn til afhandlingens overskuelighed er den legale formueordning og aftalefrihedens grænser ved oprettelse af særeje behandlet i separate afsnit. Afsnittene har nær tilknytning og skal derfor læses i en større sammenhæng. Indledningsvist redegøres for det nugældende deklaratoriske udgangspunkt, den legale formueordning, formuefællesskab med ligedeling i anledning af skifte og de modifikationer, der er knyttet til lovens udgangspunkt. 3.1.1 Retsvirkningslovens 15, stk. 1 Det følger af retsvirkningslovens 15, stk. 1, at: Alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, indgår i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt det ikke er gjort til særeje jfr. retsvirkningslovens 28. Formuefællesskab er således den deklaratoriske regel ved ægteskabets indgåelse, når ægtefællerne ikke har oprettet ægtepagt, og tredjemand ved arv eller gave ikke har truffet bestemmelse om særeje. 22 Den væsentligste retsvirkning af formuefællesskab kommer til udtryk ved skifte, separation, skilsmisse, bosondring og død, hvor formuefællesskabet ophører, og det beholdne fællesbo deles lige mellem ægtefællerne efter opgørelse af ægtefællernes nettobodele jfr. retsvirkningslovens 16, stk. 2. Ved død er den klare fordel ved formuefællesskab, at længstlevende kan sidde i uskiftet bo, eventuelt med forudgående samtykke fra afdødes særbørn jfr. arvelovens kapitel 4. Det processuelle skifte i levende live reguleres af fællesboskifteloven, mens dødsboskifte reguleres af arveloven og dødsboskifteloven. 23 Særejeaktiver indgår ikke i ligedelingen, aktiverne med tilhørende gæld beholdes af ægtefællerne hver især. Ægtefællerne bevarer fuld dispositionsret over egen bodel uanset, om der er særeje eller fælleseje jfr. de ægteskabsretlige principper om særråden og særhæften jfr. retsvirkningslovens 16, stk. 1 og 25. Modifikationer til særådighedsprincippet følger af de sociale beskyttelsesregler, der nærmere er omtalt i afsnit 3.1.3. Modifikationer til særhæftelsesprincippet følger særligt af retsvirkningslovens 11 og 14, der dog ikke behandles her. Det gælder som deklaratorisk regel, at surrogater og indtægter af fælleseje er fælleseje. 24 Til udgangspunktet om den legale formueordning hører væsentlige modifikationer. 22 Legal formueordning, formuefællesskab og fælleseje anvendes synonymt. 23 Der henvises til fællesboskifteloven nuværende kap. 6 og senere kap. 7 efter lovændringernes ikrafttræden d. 1.3.2012. Lovændringerne knytter sig hovedsageligt til skifterettens behandling af offentlige skifter samt fremrykning af skæringsdagen til tidspunktet for anmodning om separation og skifte. Ændringerne har derfor ikke betydning for denne afhandling, og reglerne vil ikke blive gennemgået nærmere. 24 Retsstillingen er ikke ændret trods ophævelse af retsvirkningslovens 21, stk. 1, nr. 3. 8
3.1.2 Modifikationer til retsvirkningslovens 15, stk. 1 jfr. stk. 2 Formuefællesskabet er altomfattende med de undtagelser, der følger af loven. På rettigheder som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, får reglerne om formuefællesskab kun anvendelse i den udstrækning, hvori det er foreneligt med de for disse rettigheder gældende regler jfr. retsvirkningslovens 15, stk. 2. Fravigelse af skiftereglerne kan følge af anden lovbestemmelse, fortolkning af anden lovbestemmelse eller af friere overvejelser. For disse rettigheder gælder, at de hverken lader sig indpasse som fælleseje eller særeje. Bestemmelsen omfatter livsforsikringer, goodwill, personskadeerstatninger, ophavsrettigheder, pensionsrettigheder m.fl. 25 Retsstillingen er dannet fragmentarisk, og anvendelsesområdet bliver stadig mere omfattende, hvorfor en fastholdelse af formuefællesskabet som legal formueordning vil medføre flere modifikationer ved fortsættelse af denne tendens. Baggrunden for de modificerende regler varierer, og der må tages udgangspunkt i de enkelte aktiver for en nærmere analyse. Konsekvenserne ved, at et aktiv udtages forlods, kan kompenseres med et krav jfr. ægteskabslovens 56, ligesom der kan gives vederlagskrav ved overførelser fra fællesejemidler. Omfanget af 15, stk. 2-rettigheder udelukker en fyldestgørende gennemgang af de enkelte aktiver. Her fremhæves alene behandlingen af ægtefællernes pensionsrettigheder i anledning af skifte. 3.1.2.1 Pensionsrettigheder jfr. retsvirkningslovens 16 a-h Særligt pensionsreglerne jfr. retsvirkningslovens 16 a-h har ved den seneste revision af retsvirkningsloven den 1.1.2007 ændret flere ægtefællers retsstilling. Pensionsreformen er det første egentlige brud med det ligedelingsprincip, loven tager udgangspunkt i. 26 Foruden en kort redegørelse for reglernes indhold og baggrund afspejler gennemgangen konsekvenserne ved omfattende lovændringer og generelle udviklingstendenser i ægteskabsretten. En nærmere analyse af pensionsreglerne er derfor interessant i forhold til en kommende revision, som kan føre til flere brud med retsvirkningslovens centrale udgangspunkt, ligedeling. Pensionsreglerne blev indført uden overgangsbestemmelser med store konsekvenser for de ægtefæller, der havde indrettet sig efter det tidligere regelsæt, hvilket beroede på en fortolkning af retsvirkningslovens 15, stk. 2. 27 Udgangspunktet efter pensionsreformens 25 Nielsen, Familieretten 2006 s. 205 ff. 26 Lund-Andersen, Familieøkonomien, s. 192. 27 Før 2007 kunne løbende livsbetingede pensionsrettigheder som udgangspunkt udtages forlods, mens kapital- og ratepensioner indgik i ligedelingen mellem ægtefællerne. Denne ordning er fundet urimelig, når ægte- 9
ikrafttræden er, at ægtefællerne udtager egne rimelige pensionsordninger ved separation, skilsmisse og bosondring, herunder også udbetalte kapitalpensioner og supplerende engangsydelser, medmindre der oprettes ægtepagt om deling. 28 Ekstra pensioner indgår derimod i formuefællesskabet med ligedeling i anledning af skifte. Ved død udtager længstlevende egne pensionsrettigheder og lignende ydelser, mens førstafdødes pensioner reguleres efter hidtidige regler. 29 Der er dermed i pensionsretlig henseende ægtefællevenlige tendenser med styrkelse af længstlevendes retsstilling. Tilsvarende tendens findes i arveloven fra 2007, hvor længstlevendes retsstilling blandt andet er forbedret med øget arvebrøk i forhold til livsarvinger fra 1/3 til 1/2 jfr. arvelovens 9. Herudover er grænsen for suppleringsarv jfr. arvelovens 11, stk. 2 øget, 30 der er givet udvidet adgang til arvehenstand jfr. arvelovens 35-39 og udvidet testationskompetence til fordel for længstlevendes arveret. 31 For at bløde op for de konsekvenser pensionsreglerne kan medføre, er der indsat to modifikationer. Det gælder muligheden for fællesskabskompensation ud fra et samlivsskadesynspunkt jfr. retsvirkningslovens 16 d og muligheden for rimelighedskompensation ud fra en billighedsbedømmelse jfr. retsvirkningslovens 16 e. Reglerne er underlagt en længere række betingelser, hvilket indskrænker anvendelsesområdet. Det er dermed ikke i alle tilfælde, der gives kompensation, selvom der er ydet et bidrag i hjemmet, eller ægtefællen i øvrigt er urimeligt stillet. Pensionsreglerne virker derfor indgribende, selvom tankerne bag bygger på konkret rimelighed mellem ægtefællerne jfr. også 1957- og 1969-udvalget. 32 Reglerne medfører, at ægtefællen med den mindste pension ikke risikerer at skulle dele med ægtefællen med den største pension, hvis ordning måske oven i købet kan udtages forlods af fællesboet. Reglerne tager dog ikke hensyn til ægtefæller uden eller med en mindre pension i et længerevarende ægteskab med en ægtefælle, der har opsparet en betydelig pension, der kan udtages forlods. Gives der ikke kompensation, er der væsentlig forskel i ægtefællerne har forskellige typer pensioner jfr. blandt andre Nørgaard, Pensionsrettigheders behandling, s. 11, se desuden betænkning 1466/2005 om ægtefællers pensionsrettigheder. 28 Der skelnes ikke mellem de forskellige pensionstyper, når blot de er rimelige. Af pladsmæssige hensyn, er en nærmere analyse af reglernes anvendelse udeladt. 29 Livsbetingede egenpensionsregler bortfalder, kapital- og ratepensioner samt forsikringer udbetales som udgangspunkt til begunstigede eller dødsboet jfr. Nørgaard Pensionsrettigheders behandling, s. 93 ff. 30 Til gengæld skal forsikringer og pensioner indgå i beregningen (modsat arveloven af 1964). Hertil kommer afdødes mulighed for, at begrænse børns tvangsarv til 1.100.000 kr. 31 Længstlevendes arv kan ved testamente forhøjes til 7/8 (jfr. arveloven af 1964 arver længstlevende i konkurrence med livsarvinger 1/3, hvilket kan reduceres ved testamente til 1/6 og forhøjes til 2/3). Ægtefællen vil få 15/16 af hele fællesboet og børn skal dele 1/16. Kombineres testamente med ægtepagt, kan længstlevende få op til 31/32 og børnene må nøjes med 1/32 til deling. 32 Lund-Andersen, Familieøkonomien, s. 193. 10
fællernes aktiver. Da det ikke er fundet hensigtsmæssigt med to parallelle regelsæt i en lang periode, skal konsekvenserne løses med ægtepagt, hvilket også er årsag til, antallet af ægtepagter steg i 2006. Ægtefællerne kan ved ægtepagt aftale, at pensionerne skal ligedeles ved skifte jfr. retsvirkningslovens 16 h. Individualisering af parterne i pensionsretlig henseende er en følge af kvindernes øgede erhvervsfrekvens med der tilhørende egenpension. Der er sket en generel stigning i antallet af pensioner, og pensionsformuerne er blevet gradvist større, hvorfor flere midler er bundet heri. 33 At ikke kun lovgiver, men også ægtefællerne selv i højere grad tænker individuelt understreges af en tendens til nedprioritering af ægtefælledækningen. 34 Ægtefællernes individualiserede indstilling er interessant i forhold til den kommende revision af retsvirkningsloven. Reglerne får ikke kun konsekvenser fremadrettet med oprettelse af nye ægtepagter til følge, også allerede eksisterende ægtepagter skal fortolkes efter gældende ret. Ægtepagters varierende indhold gør det vanskeligt at opstille klare retningslinjer for fortolkningen. Tilsvarende komplikationer vil uundgåeligt opstå, hvis den forestående reform fører til ændringer. 2009-udvalget skal dermed både tages stilling til overgangs- og fortolkningsregler. 3.1.3 De sociale beskyttelsesregler Formuefællesskabet er, modsat ægtefællernes særeje, omfattet af de sociale beskyttelsesregler. Valg af formueordning har derfor også betydning for, om beskyttelsesreglerne finder anvendelse, hvorfor de er relevante at inddrage i en nærmere analyse. Bestemmelsernes indhold er kort beskrevet, det er sondringen mellem fælleseje og særeje, der er relevant. Under ægteskabet er formuefællesskabet omfattet af de kvalitative beskyttelsesregler jfr. retsvirkningslovens 18, 19 og 20 samt lejelovens 72, 74 a, stk. 3, 78 og 81, stk. 2, der navnlig beskytter ægtefællens erhverv, bolig og indbo. Beskyttelsesreglerne værner mod ejerægtefællens uhensigtsmæssige dispositioner ved salg, pantsætning, udlejning eller lignende af de aktiver som er omfattet og forudsætter ikke-ejerægtefællens samtykke. 35 Ved skifte er formuefællesskabet omfattet af de sociale beskyttelsesregler jfr. fællesboskiftelovens 68 a, 70 a, stk. 2, 2. pkt. og 70 b samt lejelovens 77, der behandler den fysiske deling af aktiver. Skifteretten er overladt en vurdering af, om der er grundlag for at tilsidesætte ejerægtefællens fortrinsret via den krydsende udtagelsesret. Børns ting følger 33 Nørgaard, Pensionsrettigheders behandling, s. 15. 34 Nørgaard, Pensionsrettigheders behandling, s. 13. 35 Nørgaard, Familieret 2003, s. 343. 11
med den forælder, der har forældremyndigheden, og personlige genstande kan udlægges, selvom de tilhører den anden ægtefælle, når de ikke står i misforhold til formuen. 36 Ved den kvantitative deling har ægtefælles råden over egen bodel betydning for den anden ægtefælles boslod ved skifte. Beskyttelsesreglerne ved misbrug følger af retsvirkningslovens 17, 23 og 38. Ægtefællerne er forpligtet til at råde forsvarligt over formuen, og i tilfælde af misbrug gives vederlag til den, hvis boslod er nedbragt. Endelig gives adgang til deling af fællesboet ved bosondring, mens ægteskabet fortsat består. Ved særejeaktiver relaterer begrænsningerne i særrådighedsprincippet sig i hovedsagen til opsigelse af lejede lokaler. Konsekvenserne ved valg af formueordning øger dermed ægteskabsreglernes kompleksitet. Problemstillingen er belyst af 1957-udvalget i betænkning 415/1966 og videreudviklet af 1969-udvalget i betænkning 716/1974 hvoraf fremgår, at de kvalitative sociale beskyttelsesregler bør være uafhængige af, hvorledes der senere skal deles på skifte. Spørgsmålet er, om der er grundlag for at videreudvikle udvalgenes arbejde, således at sondring mellem fælleseje og særeje i kvalitativ henseende afvises? Hensynet til ejerægtefællen taler ifølge 1969-udvalget ikke imod lige behandling af fælleseje og særeje i kvalitativ henseende, da en urimelig nægtelse af samtykke til salg af ejendom eller bohave kan tilsidesættes af skifteretten, og det er skifterettens afgørelse, om der er grundlag for krydsende udtagelsesret. 37 Der er dermed mulighed for at føre en vis kontrol med reglernes anvendelse. Den traditionelle sondring mellem fælleseje og særeje er derimod årsag til, at 1957-udvalget ikke vil bryde endeligt med begreberne. 38 De fundamentale sociale behov anses i denne afhandling for at være det væsentligste, og den traditionelle begrebsmæssige sondring fremlagt af 1957-udvalget må derfor stå tilbage herfor. Lige behandling af særeje og fælleseje vil i denne sammenhæng gøre ægteskabslovgivningen mindre uoverskuelig. Diskussionen vedrørende de sociale beskyttelsesreglers indflydelse på skilsmissesæreje under ægteskabet vil med en forenkling af systemet eksempelvis ikke længere være aktuel - et spørgsmål der ikke er behandlet under særejereformen. De fleste ægtefæller har den kvantitative deling for øje, når der indgås aftale om formueordning uden overvejelser om den kvalitative deling ved et eventuelt senere skifte. 36 Nørgaard, Familieret 2003, s. 344. 37 Bet. 716/1974 s. 27. 38 Bet. 305/1962 s. 19. 12
Afvises sondringen er der omvendt ikke mulighed for, at den ægtefælle, der ønsker at vide sig sikker på sin kvalitative ret, kan sikre sig imod indgreb. Dette hensyn tillægges imidlertid begrænset vægt i denne afhandling, da de kvalitative beskyttelsesregler knytter sig til aktiver af fundamental betydning for ægtefællen og værner om familiens og børns fortsatte trivsel. Da må den enkeltes personlige interesse i bestemte aktiver vige for fællesskabet. Af hensyn til familiefællesskabet og reglernes overskuelighed forslås derfor en afvisning sondringen mellem fælleseje og særeje, hvad angår de kvalitative sociale beskyttelsesregler ved reformen. Hensynet til familiens eksistensgrundlag gør sig ikke gældende i forhold til de kvantitative beskyttelsesregler. Særeje udløser ingen deling i anledning af skifte, og der er derfor heller ikke mening i at kompensere og beskytte imod misbrug af særejeformuen. 3.2 Er den legale formueordning tidssvarende? Siden retsvirkningslovens ikrafttræden er der sket en væsentlig samfundsmæssig udvikling. Det er interessant at se nærmere på, i hvilket omfang ændringerne har forrykket og eventuelt undermineret forudsætningerne for formuefællesskab. Folketinget har ved en beslutning d. 14.5.1987 opfordret til, at al fremtidig familieretlig lovgivning skal afspejle individualitet. 39 En analyse af samfundsforholdene og familiemønstrene samt skilsmissehyppigheden og ægteskabets varighed giver et billede af, om formuefællesskabet er tidssvarende. 3.2.1 Nye samfundsforhold og familiemønstre Familiens funktion er indsnævret, og ægtefællerne er i langt mindre grad økonomisk afhængige. I 2009 er beskæftigelsesfrekvensen for kvinder mellem 15-65 år 73,4 % og for mænd 77,8 %. 40 Kvinder med en kort videregående uddannelse tjener i gennemsnit 35.176 kr. om måneden i den private sektor, mens mænd i gennemsnit tjener 42.398 kr. Kvinder med en lang videregående uddannelse i den private sektor tjener i gennemsnit 45.964 kr. om måneden og mænd 56.636 kr. 41 Om end der ikke er fuldstændig ligestilling, er forsørgelseshensyn dermed ikke længere et tungtvejende argument for bevarelse af formuefællesskabet. Der er ikke længere et væsentligt hensyn at tage til en økonomisk svag hustru, hvor formuefællesskabet er altafgørende for at sikre den fortsatte tilværelse efter et skifte. Formuefællesskab er derimod velegnet til at løse uheldige konsekvenser ved ægtefællers fordeling af løbende udgifter. Hvis hustruen afholder husholdningsudgifter, mens manden 39 Nørgaard, Formueordninger s. 20. 40 http://www.dst.dk/sites/kvm/arbejdsmarkedet%20og%20familieliv/erhv_besk_frekv.aspx. 41 http://www.dst.dk/sites/kvm/arbejdsmarkedet%20og%20familieliv/gnstloen_priv_udd.aspx. 13
afdrager gæld på fast ejendom tilhørende sin bodel, opnår manden en opsparring, mens hustruens formue er forbrugt. Her sikrer formuefællesskabet, at der sker ligedeling af ejendommens nettoværdi. Det kan være mindre gennemtænkt, at alene manden er noteret på skødet og en legal særejeordning vil i det nævnte tilfælde betyde, at manden udtager et væsentligt aktiv, mens hustruen intet ejer. Formuefællesskabet har derfor fortsat økonomisk betydning i relation til ægtefællernes fordeling af udgifter under ægteskabet. En anden tendens af betydning for den legale formueordning er alderen ved indgåelse af ægteskab for første gang. I 1960 var den gennemsnitlige alder for kvinder 22,9 år og mænd 26 år. I 2009 er den gennemsnitlige alder for kvinder 32,1 år og mænd 34,5 år. 42 Alderen ved indgåelse af ægteskab har betydning for ægteskabets længde og omfanget af indbragte aktiver. Parterne har opbygget en hverdag inden ægteskabet med aktiver af større værdi. Ejendelene er uden forudgående samliv ikke resultat af fælles indsats, og det virker da urimeligt at foretage ligedeling. Det gælder særligt, hvor den ene ægtefælle har indbragt væsentligt mere end den anden. En separation eller skilsmisse kan betyde, at grundlaget for en parts indkomst tages bort, eksempelvis hvor en virksomhed er indbragt i formuefællesskabet. I relation til ægtefællernes erhvervsgrundlag og indbragte midler fra tiden før ægteskabets indgåelse, er formuefællesskabet ikke længere tidssvarende. Ugifte samlevende har siden 1970erne, reduceret ægteskabet til én samlivsform blandt flere med den konsekvens, at ægteskabsreglerne ikke kun skal forholde sig til et traditionelt familiemønster. 43 Flere indgår ægteskab mere end en gang og har børn fra tidligere forhold, hvilket gør familiemønstrene komplekse. Alene indenfor de sidste 10 år er antallet af vielser faldet fra 38.388 i 2000 til 32.934 i 2010. 44 Selvom ugift samliv ikke er omfattet af formuefællesskabet, skal familiemønstret inddrages i analysen. Et langt samliv kan eksempelvis reducere konsekvenserne ved, at parterne gifter sig i en sen alder. Lovgivningen har på flere områder tillagt samlevende rettigheder, herunder samlevertestamentet jfr. arvelovens 87-89. Arvelovens 88 stiller nærmere krav til de ugifte samlevende og deres forhold. Samlevende par er defineret som par, der har levet sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold i to år og som venter, har haft eller har fælles børn. I lovreguleringen af samlevende er der derfor også en tendens til, at regelsættet må forholde sig til samlivets karakter og længde. Arvelovsudvalget foreslog i Betænkning 42 http://www.statistikbanken.dk/vie1. 43 Nielsen, Familieformueretten s. 62-63. 44 http://www.dst.dk/sites/kvm/befolkning/vielser.aspx. 14
1473/2006 at der skulle indføres en legal arveret for ugifte samlevende i den nye arvelov. Den vedtagne lov indeholder dog ikke en legal arveret for ugifte samlevende. 45 Hertil kommer flere overvejelser i teorien om en generel lovregulering af samlevendes formueordning, dog med mulighed for fravalg af visse regler, når parterne er enige om, de ikke skal finde anvendelse. 46 Den manglende lovgivning bunder i et samfundsønske om at opfordre parterne til at indgå ægteskab med mulighed for retlig regulering af formuen. Det reducerede antal af indgåede ægteskaber viser dog, at ønsket ikke er opfyldt. 47 I Sverige og Norge er retsstillingen for samlevende i højere grad reguleret med sambolagen og lov om rett til felles bolig og innbo når hustandsfellesskap ophører. 48 Lovregulering sikrer den svagest stillede ved samlivets ophør. Den legale formueordning skal heller ikke regulere ugifte samlevendes formue efter revisionen af retsvirkningsloven, da parterne fortsat skal have mulighed for at vælge ægteskabet med dets retsvirkninger fra. Skal der foretages en retlig regulering af samlevende til beskyttelse af den svagest stillede, må overvejelserne om en dansk sambolov derfor videreudvikles med inspiration fra Sverige og Norge. 3.2.2 Skilsmissehyppighed og ægteskabets varighed Selvom færre i dag indgår ægteskab, bliver flere skilt. I 1960 blev 6,4 % af de indgåede ægteskaber opløst ved skilsmisse mod 22 % i 2009. 49 I 1960 blev relativt få par skilt efter kun få års ægteskab, og ægteskabet byggede dermed på et langt liv med fælles indsats. I dag er skilsmissehyppigheden væsentlig større efter få års ægteskab, og bygger ægteskabet ikke på forudgående samliv, har ægtefællerne kun haft økonomisk fællesskab i en kort periode. Skilsmissehyppigheden sammenholdt med ægteskabets kortere varighed tyder på, at den legale formueordning ikke længere er tidssvarende. Det skal da understreges, at den legale formueordning også har konsekvenser ved død, hvor særligt længstlevendes mulighed for at sidde i uskiftet bo er et tungtvejende argument for formuefællesskab jfr. også tankerne bag skilsmissesæreje. Ligesom den legale formueordning skal rumme mange familiemønstre, skal den derfor også rumme flere anledninger til formuefællesskabets ophør. 45 Bet. 1473/2006, s. 161-169. 46 Lund-Andersen, Familieøkonomien, s. 558-559. Forfatteren har fremsat forslag til ændringer i ægteskabslovgivningen og udfærdiget en skitse til en dansk sambolov jfr. kapitel 20. 47 Lund-Andersen, Familieøkonomien, s. 165 ff. 48 Lund-Andersen, Familieøkonomien, s. 165 ff., forfatteren er fortaler for en dansk sambolov. 49 http://www.statistikbanken.dk/hisb3. 15
Den øgede skilsmissefrekvens bunder til dels i en holdningsændring. Hvor det tidligere ikke var velset at blive skilt, er det i dag en naturlig konsekvens, når ægteskabet ikke fungerer. Hertil kommer at ægtefællerne begge har indtægter med økonomisk mulighed for at klare sig efter ægteskabets ophør. Sammenlignes skilsmissehyppigheden derimod med resten af Europa, er hyppigheden for Danmark faldende. Det skyldes i følge Ingrid Lund- Andersen blandt andet, at flere par flytter sammen i 20erne, hvor forholdet under uformelle former testes, inden der tages skridt til økonomisk samliv eller ægteskab. 50 Prøveforholdet træder i stedet for tidligere tiders forlovelse og kan på sigt reducere skilsmisseantallet. 51 De mange aktører i en skilsmissesituation komplicerer også den retlige regulering. Der skal tages hensyn til ægtefællerne, eventuelle børn og samfundet. Samfundet har interesse i, at ægtefællerne kan klare sig uden økonomisk bistand og danne rammen for deres børns liv. Imødekommer den legale formueordning ikke forudsætningerne herfor, bliver skilsmisser en væsentlig samfundsmæssig byrde. 52 Kun når parterne indgår ægteskab, har lovgivningen indflydelse på formueordningen. Samfundet har derfor fortsat interesse i indgåelse af ægteskaber trods skilsmissehyppigheden og ægteskabernes korte varighed. 3.3 Forslag til revision af den legale formueordning Nye familiemønstre og øget skilsmissehyppighed gør det nødvendigt at spore sig ind på hvilke hensyn, der særligt skal tilgodeses med en legal formueordning. Den erhvervsdrivendes interesse i fortsat erhverv? Den deltidsansattes økonomiske sikring? De lange eller kortvarige ægteskaber? Trods brede lovmæssige standarder kan alle behov ikke tilgodeses. Velstillede ægtefæller har interesse i og økonomisk mulighed for at søge rådgivning og ønsker selv at præge deres retstilling. Økonomisk svage ægtefæller kommer derimod til kort i et forum, der ligger langt fra det, der ellers præger livsførelsen. Den legale formueordning skal stemme med, hvad ægtefællerne gennemsnitligt må antages at være bedst tjent med jfr. 1969-udvalgets indledende bemærkninger i Betænkning 716/1974. Herudover må hensynet til retfærdighed være det mest generelle hensyn, der kan tænkes. Hensynet er vagt i juridisk sammenhæng, men bygger på den almene retsfølelse, der gælder på et givent tidspunkt. I de følgende afsnit redegøres der indledningsvist kort for retsvirkningerne af de alternative løsninger til formuefællesskabet som legal formueordning. Herefter er fokus rettet mod, 50 Lund- Andersen, Familieøkonomien, s. 45. 51 Lund- Andersen, Familieøkonomien, s. 45. 52 Nielsen, Skilsmisseret, s. 17. 16
hvorvidt der er grundlag for at lovhjemle alternativerne ved den forestående revision af retsvirkningsloven med inddragelse af de fordele og ulemper, der er forbundet hermed. 3.3.1 Legal særejeordning 3.3.1.1 Økonomi er uafhængig af ægteskabet Formuefællesskabets modpol er en legal særejeordning, der sætter de nugældende retsvirkninger ud af spil både kvantitativt og kvalitativt. Legalt særeje betyder, at ægtefællerne udtager egne aktiver ved skifte i levende live, og ved dødsboskifte indgår formuen i dødsboet til deling jfr. arvelovens regler uden beregning af boslodder. I dødsfaldssituation tilgodeser en særejeordning derved afdødes arvinger, herunder særligt afdødes særbørn. Den efterlevende ægtefælle kan samtidig udtage sin formue, uden en del heraf tilfalder afdødes arvinger eller kreditorer, når afdøde efterlader sig gæld. 53 Kun i de teoretiske tilfælde, hvor ægtefællerne har indbragt lige store aktiver, opnås ligestilling med en legal særejeordning. 54 En særejeløsning går imod internationale tendenser. 55 Trods dette foretages der i det følgende en analyse af, om en legal særejeordning udgør et egnet alternativ til formuefællesskabet som legal formueordning ved den kommende revision af retsvirkningsloven? Fordelen ved en legal særejeordning er, at hver ægtefælle får fuldt udbytte af egen indsats både før og under ægteskabet. Ejer den ene ægtefælle en virksomhed, kan den udtages uden likviditetsproblemer eller tyngende gæld. Erhverves arv eller gave, kan aktivet udtages uden ligedeling. Særligt i kortvarige ægteskaber med stor forskel i indbragte midler er ligedeling urimelig - måske er den uformuende part endda årsag til ægteskabets forlis med udsigt til andel i den anden ægtefælles formue. Ægtefæller med et langt forudgående samliv komplicerer igen retsstillingen, da der her ikke et særligt hensyn at tage til urimeligheden ved ligedeling i kortvarige ægteskaber, og ovenstående argumentation mister sin tyngde. Ved skifte kan en legal særejeordning skabe væsentlige problemer. Ved uenighed om aktivers placering, er skifteretten efter nugældende regler ikke kompetent til at løse konflikten, da skifterettens kompetence er betinget af, at der foreligger et bo jfr. fællesboskiftelovens 82. 56 Der eksisterer ikke et bo ved særeje. Derudover må der med en legal særejeordning være mulighed for ved ægtepagt at aftale fælleseje, det vil sige en bestemmelse i stil med 53 Bet. 716/1974, s. 14. 54 Bet. 716/1974, s. 15. 55 Lund.-Andersen, Familieøkonomien, s. 203 ff. 56 Nielsen, Skilsmisseret, s. 105. 17
retsvirkningslovens 28 med omvendt fortegn. Ændring til en legal særejeordning kræver dermed både revision af fællesboskiftelovens og retsvirkningslovens bestemmelser. Der er stor forskel på, om særeje er en aftalemulighed eller den deklaratoriske hovedregel. De ægtefæller, der indgår ægteskab uden nærmere indsigt i gældende ret, sikres ikke økonomisk ved en legal særejeordning, og en ægtefælles medvirken til den andens opsparing belønnes ikke. Kun hvis der til særejeordningen knyttes væsentlige modifikationer, kan der opnås en vis beskyttelse af ægteskabets svage part. Med modifikationer vil særejeordningen miste sin fulde retsvirkning, og det er vanskeligt at forestille sig bestemmelsernes indhold og anvendelse i praksis, uden overskueligheden og retssikkerheden sættes over styr. Vederlagskravsreglerne omfatter ikke den situation, hvor ægtefæller har fuldstændig særeje, og midlerne herimellem sammenblandes eksempelvis, fordi begge parter har bidraget til værdistigningen på en særejeejendom. Ægtefæller har gensidig forsørgelsespligt jfr. retsvirkningslovens 2, der indebærer, at løbende overførsler fra den ene ægtefælle til den anden ikke udløser et krav, medmindre der er indgået en låneaftale. Overskrider beløbet rammerne for 2, kan der ved et konkret skøn tilkendes godtgørelse jfr. ægteskabslovens 56. Bestemmelsen er en vilkårsregel, og spørgsmålet om godtgørelse skal derfor være afgjort ved bevilling til separation eller skilsmisse i et særejeægteskab. Opnås ikke godtgørelse i en situation som ovenstående, får den ene ægtefælle fuldt udbytte af værdistigningen på ejendommen, hvilket også gælder værdistigninger som følge af inflation. 57 Ægteskabslovens 56 signalerer med sin ordlyd, at formålet er at lempe en særejeordning. Bestemmelsen har fået et videre anvendelsesområde end tilsigtet, da der i praksis er en tendens til at give godtgørelse ud fra rene rimelighedsbetragtninger, hvor den ene part ikke nødvendigvis er stillet ringe økonomisk. Tildeling af godtgørelse i stil med ægteskabslovens 56 vil bløde op for konsekvenserne ved en legal særejeordning, således at der fortsat tages et vist hensyn til den svage part. Omvendt udmåles beløbets størrelse skønsmæssigt, hvilket slører retsstillingen for begge parter. En legal særejeordning vil formentlig udvide anvendelsesområdet for en godtgørelsesbestemmelse i overensstemmelse med domstolenes nuværende tendens ved fortolkning af 56 med et stigende antal retssager til følge. 58 57 Bet. 716/1974 s. 15. 58 Ingrid Lund-Andersen, Familieøkonomien s. 567, forslår en ændret udformning af ægteskabslovens 56, hvor reglen overføres til retsvirkningsloven og indsættes som 24 a. Bestemmelsens ordlyd stemmer i højere grad overens med praksis på området. I stk. 2 er der indsat en særskilt medvirkensregel, der afklarer retsstillingen for medvirken og rækker videre en godtgørelse jfr. stk. 1. Forslaget ændrer imidlertid ikke på den usikre retsstilling en skønsmæssig godtgørelse medfører ved konkret urimelighed mellem ægtefællerne. 18