Boligejerskabsmodeller I Danmark findes syv forskellige typer boligfællesskaber, hvor beboerne er medejere af ejendommen de såkaldte boligejerskabsmodeller: Andelsboliger, Boligaktieselskaber, Boliganpartsselskaber, Boliginteressentskaber, Boligkommanditselskaber, Ejerlejligheder og Ideelle anparter/anpartslejligheder. Modellerne har meget forskellig udbredelse, og en systematisk sammenstilling af modellerne viser, at beboerens sikkerhed i boligen og hele ejendommen både økonomisk og organisatorisk er størst i ejerlejligheder. Næst efter ejerlejligheder er hhv. anpartslejligheder og andelsboliger mest fordelagtige for den enkelte beboer 1. Ejerlejligheder vil netop også for mange være det foretrukne boligfællesskab, men begrænsninger i ejerlejlighedsloven umuliggør ejerlejlighedsopdeling i mange ejendomme, og netop derfor er flere af de øvrige boligejerskabsmodeller opstået. Set i lyset af at ejerlejligheder anses for at være den mest attraktive ejerskabsmodel, er det interessant at undersøge, hvor langt det er muligt at etablere ejerlejlighedslignende forhold i de ejendomme, der er afskåret fra ejerlejlighedsopdeling. Artiklen er udarbejdet på baggrund af et afgangsprojekt fra sommeren 2007 på landinspektøruddannelsen. Anpartslejligheder Anpartslejligheder er ikke selvstændige faste ejendomme, men derimod et sameje om en fast ejendom, hvortil den enkelte anpartshaver har skøde og eksklusiv brugsret over en bestemt del af ejendommen. Reglerne for ejerlejlighedsopdeling blev skærpet i 1972, hvorefter anpartslejligheder blev brugt som surrogat for ejerlejlighedsopdeling, idet ejendomme, der ikke længere kunne opdeles i ejerlejligheder, i stedet blev opdelt i anparter. Metoden var efter dagældende lovgivning fuldt lovlig, men den politiske holdning var dog, at anpartslejligheder var en omgåelse af reglerne i ejerlejlighedsloven. Derfor blev det i 1976 vedtaget, at der ikke måtte etableres anpartslejligheder i ejendomme med mere end to beboelseslejligheder. Anpartslejligheder og ejerlejligheder ligner hinanden meget, idet der er mange lighedspunkter mellem selve opdelingen, mulighed for pantstiftelse og beboerens dispositionsret over boligen. De oprettes dog efter forskellige love, hhv. andelsboligforeningsloven og ejerlejlighedsloven. Opdeling i ejerlejligheder har, jf. ejerlejlighedsloven 10-10a, sine begrænsninger, idet loven kun giver mulighed for opdeling på udvalgte ejendomstyper. Oplistningen af bygninger, der ikke kan opdeles i 1 De resterende fire modeller kan kun oprettes i samme type ejendomme som enten anpartslejligheder eller andelsboliger, og de er derfor uinteressante alternativer i denne sammenhæng.
ejerlejligheder vil derfor overordnet være: Beboelsesbygninger opført før 1. juli 1966 dog undtaget bygninger med netop to beboelseslejligheder og tilhørende rum, blandede bygninger med bolig og erhverv, landbrugsejendomme og andelsboligforeninger. Forholdet mellem anpartshavere reguleres på grundlag af en tinglyst samejekontrakt, der er en privatretlig aftale. Samejekontrakten kan sidestilles med normalvedtægten for ejerlejligheder, og såfremt samejekontrakten udarbejdes på baggrund af denne og med fokus på latente problemstillinger, har anpartshaverne stort set samme retssikkerhed som ejeren af en ejerlejlighed. Det er bl.a. afgørende for parterne at vide, hvad deres eksklusive brugsret omfatter, hvilket derfor skal være defineret i kontrakten, ligesom ledelse og vedligeholdelse af ejendommen er vigtige elementer i kontrakten. Særligt for anpartslejligheder er, at også panthaverne stiller krav om indflydelse på indholdet i samejekontrakten vedrørende de forhold, som kan udgøre en risiko for pantsikkerheden i anparten. Derfor kræver panthaverne som regel at være påtaleberettiget i forbindelse med en eventuel ændring af kontrakten. Det er panthavernes afgørelse, om der kan optages lån i anparten, og dette betyder implicit, at det er panthaverne, som afgør, hvorvidt opdelingen kan foretages. Det er derfor vigtigt at inddrage dem tidligt i processen samt under udarbejdelsen af samejekontrakten. Anpartsopdeling af enfamilieshus Opdeling af en ejendom i ideelle anparter stiller ikke noget krav om registrering af flere boliger. Det er netop kendetegnet ved sameje, at ejerne sammen ejer hele ejendommen, dog med hver sin eksklusive brugsret til en del af ejendommen. Såfremt det er muligt at få en ejendom registreret i BBR som indeholdende flere beboelseslejligheder, vil det i mange tilfælde være mest attraktivt at opdele ejendommen i ejerlejligheder. Opdeling i anpartslejligheder forudsætter derimod ikke, at der i den pågældende ejendom er flere særskilte boliger, hvorfor anpartslejligheder med fordel kan bringes i anvendelse, eksempelvis hvis flere generationer af en familie ønsker at bo i samme hus, men samtidig ønsker fysisk og økonomisk adskillelse. Det helt afgørende for, hvornår der kan være tale om lejlighedsskel, er konstruktionsmæssige forhold. Det betyder i praksis, at bygningsreglementets bestemmelser om brand- og lydmæssige kvalitetskrav skal være opfyldt, inden boligerne kan registreres som selvstændige. Kommunen har som planmyndighed ikke hjemmel til at bestemme ejerforholdet på en ejendom, selvom det i en lokalplan fastlægges, at der i et område kun må være énfamilieshuse. Derfor vil der ikke være noget
i vejen for, at en ejendom i et lokalplanområdet udlagt til énfamilieshuse opdeles i to anparter med hver sin beboelse. Anpartsopdeling af blandede bolig og erhvervsejendomme Bygninger, som er opført før 1966, og som indeholder lejligheder eller rum, som udgør arealer udover to beboelseslejligheder, er jf. ejerlejlighedsloven 10, stk. 1, nr. 2 afskåret fra ejerlejlighedsopdeling. Loven indeholder kun mulighed for ejerlejlighedsopdeling i blandede ejendomme med højst 20 % beboelse, jf. 10a. Opdeling i anparter kan lade sig gøre på ejendomme, der indeholder maksimalt to beboelseslejligheder og et passende antal erhvervsanparter. Netop fordi der sondres mellem erhverv og bolig, er det afgørende, at anvendelsen af de enkelte anparter fremgår af samejekontrakten 2. Selve opdelingen adskiller sig ikke fra andre typer opdelinger, idet såvel inde- som udearealer skal defineres som fælles- eller særeje/eksklusiv brugsret for den enkelte anpartshaver. Derimod bør der være større bevågenhed i forbindelse med udformningen af samejekontrakten, idet denne udgør den eneste regulering mellem de to typer anvendelse. Herunder hører også fastlæggelse af en husorden indeholdende de aftaler og retningslinier, der skal gælde for ejendommen. I særdeleshed bør forhold om beslutningskompetencer gennem generalforsamling, bestyrelse og revision være afklaret passende detaljeret, eftersom der er flere parter med forskellige interesser, der skal træffe beslutninger. Anpartsopdeling af landbrugsejendomme Et andet område, hvor anpartslejligheder kan have et fortrin, er i forbindelse med opdeling af ejendomme i landzone. Grundet den generelle prisstigning på fast ejendom kan landejendomme ofte være økonomisk tunge. Der kan derfor være fordele ved at opdele en landejendom og dele udgifterne mellem flere, hvilket særligt vil være interessant på nedlagte eller mindre landbrugsejendomme, der drives som fritidslandbrug. På ejendomme i landzone har det siden 2002 været lovligt at indrette overflødiggjorte landbrugsbygninger til erhvervsformål samt til én bolig, jf. planloven 37. Der stilles ingen betingelser om ejendommens status som landbrugsejendom og heller ingen mindstekrav for
ejendommens størrelse for at være berettiget til at gøre kravet gældende. Derfor kan man således benytte muligheden på både eksisterende landbrugsejendomme og nedlagte landbrugsparceller. Det kan dog ikke forventes at opnå tilladelse til udstykning af en boligenhed fra en ejendom i landzone, og særligt ikke hvis boligen er indrettet efter planlovens 37. Derfor vil ejerlejligheder eller anpartslejligheder være gode alternativer til opdeling af en ejendom i landzone. Som det indledningsvis blev nævnt, afskæres alle landbrugsejendomme, jf. ejerlejlighedsloven 10, stk. 9, nr. 1, fra ejerlejlighedsopdeling. Såfremt ejeren af en landbrugsejendom efter planloven 37 har etableret yderligere en bolig i en overflødiggjort driftsbygning, vil han både være afskåret fra udstykning og ejerlejlighedsopdeling på ejendommen. Det er derved ikke muligt at etablere boligerne som hver sin faste ejendom. Ejeren har trods disse umiddelbare hindringer flere muligheder for at opdele ejendommen, hvilket beskrives i det følgende. Under 2 ha Nedbringes en landbrugsejendom til under 2 ha, bortfalder landbrugspligten jf. lov om landbrugsejendomme 6, stk. 3. Hvis det ønskes at dele ejendommen op i ejerlejligheder, kan den del af ejendommens arealer, som overstiger 2 ha f.eks. arealoverføres til en naboejendom. Herved kan ejeren udnytte både muligheden for indretning af en bolig i en overflødiggjort driftsbygning uden landzonetilladelse og muligheden for ejerlejlighedsopdeling, således hver boligenhed udgør hver sin selvstændige faste ejendom. Opdelingen i ejerlejligheder på ejendommen vil formodentlig ske efter enten ejerlejlighedsloven 10, stk. 1, nr. 1, som gælder for nyere bygninger opført efter 1966 eller 10, stk. 1, nr. 2, som gælder for bygninger med op til to boliger. Hvis ejeren udover disse to ønsker flere boliger i bygningerne, vil det, jf. planloven 35, kræve en landzonetilladelse, at få tilladelse til opførelse af den/de ekstra boliger i bygningerne. Hvis det lykkes, kan ejeren efterfølgende lade ejerlejlighederne videreopdele jf. ejerlejlighedsloven 10, stk. 10, og derfor frasælge flere boliger. Det kan imidlertid langt fra forventes, at kommunen vil give en sådan tilladelse. Ejeren af en ejerlejlighed har dog altid mulighed for at opdele denne i to anpartslejligheder, da det som beskrevet ikke er ulovligt at bo flere familier i samme bolig. Der kan således opnås en opdeling i dobbelt så mange anpartslejligheder som antallet af ejerlejligheder på ejendommen.
Over 2 ha Såfremt ejeren af landbrugsejendommen ikke ønsker at give afkald på sine arealer fra ejendommen eller landbrugsejendommens rettigheder, bevares ejendommen som hidtil med et areal større end 2 ha. Dette betyder, at der fortsat er en række krav i lov om landbrugsejendomme, som skal opfyldes af ejerne i særdeleshed omkring erhvervelse i 12-16 og krav til beboelsesbygning i 9. Eftersom en landbrugsejendom overordnet er afskåret fra såvel udstykning som ejerlejlighedsopdeling af flere boliger på samme ejendom, kan den ekstra bolig sælges særskilt, hvis ejendommen opdeles i to anparter med eksklusiv brugsret til hver af boligerne. Der vil ikke være efterfølgende mulighed for at etablere mere end to beboelseslejligheder, grundet bestemmelserne i andelsboligforeningsloven 12 og 13. Både ved opdeling af ejerlejligheder og ideelle anparter anvendes ofte muligheden for at oprette eksklusiv brugsret på de udendørs arealer. Disse brugsrettigheder kan jf. udstykningsloven 16, stk. 1, nr. 1 ikke aftales for en periode over 30 år, da der ellers er krav om udstykning. For landbrugsejendomme sætter lov om landbrugsejendomme særlige begrænsninger for indgåelse af sådanne brugsretsaftaler, hvorefter muligheden for opdeling af udenomsarealer begrænses væsentligt. Lov om landbrugsejendomme opererer med begrebet ankermand. Vedkommende står inde for hele landbrugsejendommens drift og risiko, og kan som udgangspunkt ikke fraskrive eller aftale sig fra andet. Det betyder, at der normalt ikke kan indgås en aftale om, at en anden person kan stå inde for drift af en mindre del af ejendommen, med mindre det naturligvis bortforpagtes til samdrift med en anden landbrugsejendom. I en anpartsopdeling kan begge ejerne blive ankermænd, men må så i fællesskab påtage sig ansvaret for driften. Driften af en landbrugsejendom vedrører alene landbrugsjorderne, som defineres gennem lov om drift af landbrugsjorder 2. Herigennem udelukkes også arealer, som slet ikke anvendes til enten dyrknings- eller naturformål. Dette betyder, at ejeren af en anpart af en landbrugsejendom har mulighed for at få tillagt arealer som gårdsplads, have o. lign, der anvendes i forbindelse med beboelsen, til sin eksklusive brugsret i skødet. Men når det gælder ejendommens landbrugsjorder, vil disse pga. ovenstående ikke være mulige at tillægge nogen eksklusiv brugsret gennem skødet på anparten af ejendommen. Der er dog ikke noget til hinder for, at anpartshaverne indgår en privatretlig aftale om at opdele den fælles landbrugsjord mellem sig, således de hver har ret til at anvende en bestemt del. Aftalen vil kun medføre en fordeling i anvendelsen mellem ejerne, men den vil hverken have nogen juridisk betydning for ankermændenes fælles hæftelse eller for en køber af den ene anpart.
Andelsboliger Andelsboligsektoren har gennem de senere år gennemgået en stor udvikling, og i dagspressen blev det igennem efteråret 2006 belyst, at en andelsbolig ikke længere nødvendigvis er et billigt alternativ til en tilsvarende ejerbolig. Der er mange årsager til dette, bl.a. er mange nye andelsboligprojekter finansieret med afdragsfrie flexlån, der med lav rente sikrer en lav ydelse. De seneste rentestigninger har dog medført betydelige stigninger i renteudgifterne for disse lånetyper. Konsekvensen af dette afspejles ved en højere husleje. Samtidig er andelsboligforeninger ikke så fleksible som privatpersoner til at omlægge fra flexlån til fastforrentede, da sådanne beslutninger skal træffes på foreningens generalforsamling. Det kan derfor være fordelagtigt for mange andelsboligforeninger at konvertere foreningens lejligheder til ejerboliger ved en opløsning af foreningen og salg af dens ejendom til de enkelte andelshavere. En konvertering forudsætter, at en række forhold er i orden, og at der er visse procedurer, der altid vil være gældende: Det er på foreningens generalforsamling, at beslutningen om likvidation skal godkendes, hvilket skal ske med mindst 4/5 stemmeflertal. På generalforsamlingen skal der desuden udpeges to likvidatorer, som med fuldmagt fra foreningen skal forestå selve opløsningen, sikre økonomien, salget og den efterfølgende udlodning af salgsprovenuet. Førend provenuet kan uddeles, skal foreningens lån naturligvis indfries, og, såfremt foreningens bygninger er opført med offentlig støtte, kan der være krav om, at denne skal tilbagebetales ved likvidationen. Desuden skal diverse rådgivningshonorarer fratrækkes provenuet. Et eventuelt resterende provenu kan herefter udloddes til de tidligere andelshavere i samme forhold som deres andels størrelse af foreningen. Udlodningen kan ske med fritagelse af ejendomsavancebeskatning, såfremt andelshaverne har beboet deres andele. Selve andelsboligforeningen er fritaget for selskabsskat, såfremt foreningen ikke har haft erhvervsmæssige aktiviteter såsom udlejning af dele af ejendommen til andre end andelshaverne. En yderligere, men meget vigtig, betingelse for skattefrihed ved opløsning er, at udlodningen jf. ejendomsavancebeskatningslovens 8 stk. 4 skal ske i samme kalenderår som andelsboligforeningen opløses. Det kan derfor være fordelagtigt at selve nedlæggelsen og salget planlægges til at foregå i årets første måneder, for dermed at mindske risikoen for et skattesmæk. Konvertering af andelsboliger skal adskilles i to grupper: foreninger i rækkehuse eller anden bebyggelse, der med lodrette skel kan adskilles via udstykning, og foreninger i etagebyggeri med
minimum ét vandret skel. Ved opdeling af et boligfællesskab til særskilte ejendomme, er der en klar sondring mellem de to forskellige typer opdelinger, der kan foregå. Udstykning går pr. definition forud for ejerlejlighedsopdeling, og af denne årsag opdeles det efterfølgende afsnit mellem udstykning og ejerlejlighedsopdeling. Udstykning Udstykningsloven indeholder ingen begrænsninger for konvertering af andelsboligforeningers ejendomme til selvstændige parceller, hvorfor udstykning som udgangspunkt ikke er problematisk. Der kan dog være retlige hindringer, som eksempelvis lokalplaner med bestemmelser om mindste grundstørrelser, bebyggelsens afstand til skel eller andre bindinger, der kan hindre udstykning. Det er desuden vigtigt at være opmærksom på de restarealer, der ikke kan tillægges de enkelte parceller, og det kan derfor være nødvendigt at etablere en grundejerforening til at tage sig af fællesarealer. En grundejerforening skal alle ejerne af de nye ejendomme være medlem af, hvilket kun kan lade sig gøre, hvis medlemspligten tinglyses som deklaration på samtlige nye ejendomme. Dette bør gøres inden parcellerne overdrages til beboerne. Idet købere og sælgere i denne konstellation er de samme personer, er salgsprisen naturligt ikke den afgørende faktor for salget af ejendommen. Der kræves dog en vis årvågenhed omkring overdragelsessummen, idet denne kan få betydning for beboerne i forbindelse med et senere videresalg til tredjemand. Hvis prisen for den nye ejerbolig sættes efter andelens faktiske værdi af ejendommen, vil denne pris være væsentligt lavere end en tilsvarende ejerbolig, da andelsboligforeningen, jf. andelsboligforeningslovens 5, værdifastsættes som en udlejet udlejningsejendom. Andelshaveren kan derved købe sin bolig for billigt, hvilket af skattevæsenet betragtes som internt salg. Et internt salg betragtes netop ikke som almindelig handel, hvorefter ejeren beskattes af fortjenesten ved et senere salg af boligen til tredjemand. Prisfastsættelsen på boligerne skal derfor forsøges tilstræbt almindelige handelspriser for tilsvarende boliger. Det medfører imidlertid en forhøjet tinglysningsafgift på boligerne, men en beskatning af fortjenesten vil langt overstige de øgede tinglysningsomkostninger. Den ulige fordeling mellem andelens faktiske værdi af andelsboligforeningens ejendom i forhold til boligens værdi som ejerbolig, medfører således et behov for en større pengerotation for at sikre
andelshaverne mod et efterfølgende skattesmæk. Pengestrømmen i en sådan udstykningssag vil principielt se ud som vist på figuren. Figuren viser pengestrømmen i forbindelse med udstykning af en andelsboligforeningsejendom. Andelsboligforeningens ejendom har jf. andelsboligforeningslovens 5, stk. 2 en salgsværdi som udlejningsejendom. Andelshaverens del af ejendommens værdi udgør 1 mio. kr., hvilket vil svare til at vedkommendes lejlighed havde en værdi af 1 mio. kr. Værdien af lejligheden som ejerbolig på det fri marked er imidlertid meget højere, i dette eksempel dobbelt så høj. Da SKAT ved efterfølgende salg til tredjemand vil kunne kræve ejendomsavanceskat af fortjenesten på 1 mio., er andelshaveren nødt til at købe sin lejlighed til markedsprisen på 2 mio. Det er derfor vigtigt at have bankerne involverede i udstykningen fra begyndelsen, da det vil være fordelagtigt at få dem til at stille en bankgaranti for køb af lejligheden. Andelshaverne køber alle på baggrund af bankgarantier deres lejlighed til markedspris af andelsboligforeningen. Når andelsboligforeningens likvidatorer modtager pengene fra andelshaverne, kan foreningens udeståender afvikles, hvorefter overskudssummen fordeles ud på de tidligere andelshavere efter deres andels størrelse af ejendommen. Andelshaverens kreditor får således 1 mio. kr. tilbage, og andelshaveren har købt sin ejendom til 1 mio. kr. den oprindelige værdi af lejligheden.
Andelshaverne mister på denne måde ikke nogen penge og undgår ved denne transaktion at betale skat af fortjenesten på 1 mio. kr. ved et senere salg til tredjemand. Etageejendomme Med hensyn til ejendomme der ikke kan udstykkes, er situationen en anden, eftersom ejerlejlighedslovens 10, stk. 9, nr. 2 afskærer andelsboligforeninger i at omdanne deres ejendomme til ejerlejligheder. Det er således ikke umiddelbart muligt at omdanne andelsboliger til ejerlejligheder, og det kan derved fremhæves, at der er stor forskel på mulighederne for en andelsboligforening, idet ejendommens fysiske inddeling afgør, hvorvidt den falder ind under udstykningsloven eller ejerlejlighedsloven. Såfremt der ved opdelingen skal etableres minimum ét vandret skel mellem to boliger, er en andelsboligforening afskåret fra muligheden for at konvertere til ejerboliger. Man kan undre sig over denne forskel, eftersom det umiddelbart blot er den diversitet, at boligerne fysisk er placeret forskelligt i forhold til hinanden. Bestemmelsen er indskrevet i ejerlejlighedsloven i 1977 i forbindelse med en ny bestemmelse, der ved salg af en ejendom gav lejere forbedrede muligheder for at overtage den på andelsbasis. Derfor blev der indført en bestemmelse med den hensigt at sikre, at lejerne ikke kunne spekulere i at overtage en ejendom på andelsbasis for efterfølgende at omdanne den til ejerlejligheder og derved høste værditilvæksten på ejendommen. Bestemmelsen kom imidlertid til at omfatte alle andelsboligforeninger, og ikke kun de andelsboligforeninger, der er etableret som konsekvens af, at lejerne har overtaget ejendommen. Årsagen hertil er stadig uklar. Uanset ordlyden i bestemmelsen har landsretten taget stilling til, hvordan den skal fortolkes, idet der i sommeren 2006 blev efterprøvet, hvorvidt andelshavere selv kunne foretage konverteringen. Sagen omhandlede en andelsboligforening, som solgte sin ejendom gennem en betinget købsaftale til et anpartsselskab, hvor samtlige anparter i dette selskab ejedes af andelshaverne. Anpartsselskabet ville efterfølgende videreopdele ejendommen til ejerlejligheder og sælge disse til anpartshaverne. Retten fandt, at der var direkte identitetssammenfald mellem andelshaverne, anpartshaverne og køberne af ejerlejlighederne, og anpartsselskabet kunne derfor ikke ses som en uafhængig investor. Ydermere skete overdragelsen mellem de forskellige ejerskabsformer på samme tidspunkt, hvorved anpartsselskabet kun eksisterede formelt og blev nedlagt med det
samme. Konstruktionen med anvendelse af et anpartsselskab som juridisk mellemled kan derfor betegnes som omgåelse af forbudet i ejerlejlighedsloven. Sagen her viser, at andelshaverne ikke selv kan foretage og styre konverteringen, eftersom der lægges vægt på, at en uafhængig investor udfører selve opdelingen i ejerlejligheder. Konverteringen skal således ske gennem et regulært salg til en investor, der er uafhængig i forhold til andelsboligforeningen. Ellers vil en ejendom, der på et tidspunkt har været ejet af en andelsboligforening, aldrig kunne ejerlejlighedsopdeles, skønt den i øvrigt opfylder betingelserne i ejerlejlighedsloven. Efterskrift I forbindelse med udarbejdelsen af vores afgangsprojekt vil vi gerne takke de personer, der har stillet sig til rådighed med deres viden indenfor emnet. Særligt vil vi gerne rette en tak til Jens Bruun Andersen, som vi gennem vores projekt fik fornøjelsen af at stifte bekendtskab med. Jens Bruun Andersen var med sin venlige og imødekommende person en stor hjælp i forbindelse med indsamling af empiri til rapporten. Referencer Lovbekendtgørelse 2006-01-30 nr. 53 om ejerlejligheder Lovbekendtgørelse 2006-09-19 nr. 960 om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber Lovbekendtgørelse 2004-08-18 nr. 883 om planlægning Lovbekendtgørelse 2007-01-19 nr. 16 om landbrugsejendomme Lov 2005-06-09 nr. 434 om drift af landbrugsjorder Lovbekendtgørelse 2006-08-17 nr. 891 om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom Lovbekendtgørelse 2003-06-12 nr. 494 om udstykning og anden registrering i matriklen Andersen, A.P. & Skieller, B.H., 2007, Boligejerskabsmodeller, Aalborg Universitet: http://projekter.aau.dk/projekter/research/boligejerskabsmodeller(10219565)/ Skrevet af: Landinspektør Anders Præst Andersen, ansat i Landinspektørfirmaet Vestergade 8, Århus, e-mail: apa@landinspektoerfirmaet.dk og Landinspektør Bolette Helms Skieller, ansat i LIFA Landinspektører, Vissenbjerg, e-mail: bhs@lifa.dk