Læsøs nye vartegn i Vesterø Havn Læsø Kur & Helse Læsø Kattegats Perle - i cykelhøjde

Læsøs nye vartegn i Vesterø Havn Læsø Kur & Helse Læsø Kattegats Perle - i cykelhøjde Frede Lauritsen

SIDE 2 Forord: Årets cykelferie, den fjortende i rækken, var noget kortere end i de tidligere år. Og skulle den i de kommende år blive endnu kortere, kan vi næsten ikke tillade os at kalde den for en cykelferie Til gengæld var der ingen jag over noget som helst, en ganske afslappet cykelferie. Læsøs beskedne størrelse taget i betragtning, dækker de godt 100 km, vi cyklede, langt de fleste af øens landeveje. Vejrguderne var os derimod ikke alt for venlige stemte, der var ikke en eneste dag, hvor vi, som vi havde håbet, kunne slænge os i bar figur ved en af øens mange lækre sandstrande, bade og nyde solens varme stråler. Og ikke et eneste måltid blev der lejlighed til at nyde udendørs i Læsøs herlige natur. Men alligevel gik det dog nogenlunde under cykelturene, hvor der kun få gange var regnvejr. Jo, det danske sommervejr er uforudsigelig og lunefuld, men lun står i anførselstegn. Velkommen med på turen Hanne og Frede Lauritsen Her lidt fakta om Kattegats Perle : Læsøboerne synes, at Læsø er det bedste sted i verden Læsø dækker 116,4 km 2, kun 5% af arealet er bebygget Læsø har derfor Danmarks laveste befolkningstæthed Læsø strækker sig Ø-V max 21 km og N-S max 12 km Læsø hæver sig 5 mm over havet hvert år Læsøs højeste punkt er 24 m over havet i Højsande i N Læsøs kystlængde er 100 km, af dem er 25 km god badestrand Læsøs skove er alle under 90 år gamle Læsø det bedste sted i landet at studere dagsommerfugle og svampe Læsø Fiskeindustri er Europas største eksportør af jomfruhummer Læsø havde Danmarks første storindustri - salt Læsø Saltsyderiet har årligt 50.000 gæster Læsø er Danmark mindste kommune med 2.100 indbyggere i 2007 Læsøboerne stiller op til kommunalvalg - i hvert fald 1,6% af dem Læsø Kommune har 25% af sit areal fredet Læsøboerne spiller meget golf - i hvert fald 10% af dem Læsø har mange jægere - 13% af indbyggerne Læsø har mange lystfiskere. Rekord - Danmarks største havørred 9 kg

SIDE 3 Med Afgang fra Ringkjøbing tidlig morgen onsdag 18. juni 2008, når vi efter 250 km. Læsøfærgen i Frederikshavn. Selv om vi er på vej til en cykelferie, foregår dette første trip i bil. Men så skal vi jo finde et sted at parkere bilen. Valget falder på toppen af Scandic Hotel, her kan vi nemlig holde gratis, og det er jo ikke en uvæsentlig faktor. Fra dette sted er der kun få hundrede meter til færgelejet. Færgen skulle afsejle kl. 11:30, men av min arm, netop som vi ser den største af selskabets to færger Margrete Læsø lægge til kaj og aflevere en sværm af passagerer og biler, lyder det: Færgen sejler i dok grundet en nødvendig reparation, og vi stod ellers lige klar til ombordstigning. Derfor må vi vente på den noget mindre Ane Læsø, der fulgte kort tid efter sin storesøster. Afsejlingen blev dermed forsinket med godt en times tid, men hvad, vi er jo på ferie, så der er ikke noget, der javer. Overfarten for en person tur/retur koster 140 kr. og for cyklen 50 kr., det står der i hvert fald i prislisten, men igen av min arm, på billetten står der yderligere - olieafgift 30 kr., som om det er en ny opdagelse, at der bruges olie til en overfart, det synes at være en lovlig smart måde at hæve billetprisen på. Allerede på færgen fornemmes den afslappede ro og sindighed, der kendetegner de mindre danske øsamfund. Under den 1½ time lange overfart nyder vi, for en investering på 101 kr., en øl og et enkelt stykke smørrebrød. Vi skal bo på Hotel Havnebakken, der ligger næsten som nærmeste hus, når færgen har lagt til kaj i Vesterø Havn. Men værelset er ikke klar, da vi kommer, for de har håndværkere, der skal nemlig installeres tv på værelserne, og vores værelse står netop for tur. En forsinkelse vi accepterer uden protester. Så vi starter vores cykelferie med en cykeltur, mere naturligt kan det vel næppe heller være. Turen går ad Strandvejen mod S og i strid modvind. Efter knap tre km kommer vi til den rødkalkede Vesterø Kirke. Den blev bygget i romansk stil af munkesten i 1250-erne. Det kamtakkede tårn er dog bygget ca. 300 år senere i 1550, og tårnets gavl vender mod sædvane N-S. I kirkemuren ude som inde ses flere indmurede ligsten, en del af dem har ligget i kirkegulvet. Kirkeskibet har bjælkeloft, og korets hvælvinger er prydet med kalkmalerier fra 1500-tallet. Den smukke trefløjede farverige altertavle er typisk katolsk. Der ses tre epitafier, døbefont fra 1300-tallet, prædikestol fra 1600-tallet, fine lysekroner og flotte kirkeskibe. Kirken gennemgik i 1995 en større restaurering. Kirkegården er speciel derved, at der stort set ikke findes hække, gravene omkranses i stedet af kantsten. Vi får en snak med graveren, de er nemlig for det meste normale, flinke, åbenhjertige og særdeles vidende folk. Hun forklarer, at jorden på Læsø er for mager til, at hække kan gro, det bliver stort set fiasko, hver gang de forsøger. Vi fortsætter turen mod S og når efter 7-8 km gennem klitplantager ud til den godt 3 km lange krumodde Stokken, en ø der danner mur mod Læsø Rende eller Vesterrende, som den kaldes lokalt, mod V-SV. Kun en smal vandstribe i vadeafstand skiller Stokken fra Læsø, kort mod SØ ligger den lille ø Sdr. Nyland. På ældre kort, der kun går under 100 år tilbage i tiden, fandtes Stokken slet ikke, det fortæller meget om, hvor omskiftelig Læsøs natur er. Den sydlige del af Stokken benyttes af nudister, men da dagen er kølig og blæsende, oplever vi ikke dette natursyn. I det øde landskab betragter vi et rigt fugleliv specielt af vadefugle. Derfor er den nordligste del af Stokken fredet i sommerperioden, hvor fuglene yngler. Tilbageturen er betydelig mere behageligt, nu det er blevet medvind. Der er endnu en lille times tid, til vort værelse er lovet

SIDE 4 klar. Så vi går en rundtur langs havnekajerne på Vesterø Havn. Her er kaj til færger, til lystbåde og til fiskekuttere, hvoraf mellem 12-15 hører hjemme i Vesterø Havn. Men det må indrømmes, der er bestemt ikke meget liv i havneområdet en sådan onsdag eftermiddag, ikke meget der kan friste et par oplevelseshungrende turister. Så den skrivende part nødsages at hive lidt frem fra historien. Iflg. kgl. privilegium af 1738 er det tilladt læsøboerne at brænde brændevin til eget forbrug: Thi brændevin må sømanden have, som der står. Ordningen blev afskaffet i 1851 mod en erstatning på 5.000 rigsdaler, der blev brugt til bygning af Vesterø Havn. På havnen var Dolmers Værft en betydelig virksomhed i årene 1897-1931, hvor de byggede 40 kuttere, men det er en saga blot. På Hotel Havnebakken får vi nu vore nøgler med en beklagelig besked: Håndværkerne kom desværre ikke i dag. Vi forstår, at læsøboerne, i større grad end os på fastlandet, er vant til, at der pludselig forsvinder en dag, håndværkeren har ikke nået færgen, og da der kun er fire afgange fra Frederikshavn i døgnet, og tilsvarende i modsat retning, er det ikke praktisk muligt blot at tage den næste færge. Oplevelser som denne er, forstår vi, noget Danmarks mindre øer må leve med. Nogen betragter det som en ekstra charme, mens andre opfatter det som en irriterende gene. Det får mig til at tænke på, at dengang Egypten havde de 10 plager, som beskrevet i 2. Mosebog, fandtes der ikke håndværkere, for så ville der have været 11 plager. Ja, det påstår i hvert fald en af vore venner, lad os blot for neutralitetens skyld kalde ham for - Niels. Værelset er rent og pænt, men bestemt ikke luksuriøst, skønt prisen er 850 kr. pr døgn inklusive morgenmad. Et par skilderier pryder de bleggrønne vægge, et skab, en lille reol, to almindelige stole, et bord med bordlampe og en håndvask, men bad og toilet er på gangen, det må vi affinde os med. Til gengæld er udsigten eminent, ud over havnen skuer vi mod Jylland langt ude i horisonten. < Udsigt fra Havnebakken I restaurationen og på gangen hænger flere skilderier af Per Kirkeby med motiver af årets måneder. Der er lidt læsøbo over Per Kirkeby, han ejer i hvert fald et slot på Læsø og et rigtigt slot ved Arnasco i Italien. (Se 1938) Aftenens menu vælger vi på hotellets restauration. Og da vi er så tæt på hav, falder det naturligt at prøve Havnebakkens rødspætte 159 kr. Det var et godt valg, en velsmagende frisk rødspætte flot og dekorativt serveret med citron, gulerod, forårsløg, broccoli, kartofler og sauce. Til den velsmagende fisk spenderer vi en flaske Tommasi Rose fra Chile - 175 kr. En vellykket middag. Der er ikke mange gæster i restaurationen, men da nabogæsterne forlader bordet, stopper de op ved vort bord og spørger, om ikke vi er fra Ikast og har noget med IKAMARKED at gøre. Jo, det kan jo ikke nægtes, så vi får en lille snak om det hedengangne IKA, og at vi senere er flyttet til Ringkjøbing. Birthe er en datter fra smeden i

SIDE 5 Grøde, og Erik Schollert har tidligere været ansat i Ikast. De ejer i dag Læsø Bryghus, hvor vi lover at gøre et besøg senere på ugen. Da vi er midt i EM-fodboldfeberen, og ikke har tv på værelset før tidligst i morgen, får vi lov at følge aftenens kamp i et tilstødende lokale. Her får vi serveret en kande kaffe formedels 50 kr., den nydes sammen med det artistiske fodboldspil til lidt medbragt mundgodt. Og hvorfor hedder øen Læsø? Kloge hoveder mener, at navnet stammer fra det urnordiske lasio, der via det engelske sprog betyder græsgange. Derfor tror samme kloge hoveder, at Læsø i gammel tid i sommermånederne har været brugt til græsning af husdyr fra fastlandet, en slags dansk sæterdrift. Og det lyder jo ikke usandsynlig. Et andet bud er et sagn, der siger, at navnet stammer fra den usynlige havgud Ægir, der kun åbenbarede sig i bølgernes brus mod kysten. Her efterlignede Ægir havets lyde for at kalde guderne til deres mødested. Og hvorfra stammer navnet Kattegat? Vi skal tilbage til 1600-tallets mange strandinger. En hollandsk skipper brugte navnet som billedsprog, fordi der kun var et lille hul, gat, for at komme gennem det frygtede hav fra Vesterhavet til Østersøen. Et hul, der svarer til det hul, der er lavet nederst i en ladeport, for at katten kan smyge sig igennem. Og det lyder vel heller ikke usandsynlig. Og hvorfra kender vi ellers Læsø? Kunstmaleren Asger Jorn ejede de sidste ti år af sit liv en lille gård på Læsø. Her havde han besøgt sin ven kunsthandler Børge Birch i dennes sommerhus. Jorn kom til at holde meget af Læsø, derfor købte han en ejendom på øen. I Birchs sommerhus malede Jorn i 1965 et vægmaleri. Maleriet fik en anselig størrelse på ikke mindre end fire sammenhængende vægge. (Se 1914) Den tidligere borgmester i Aarhus, Thorkild Simonsen er gift med Edny fra Læsø. (Se 1929) Forfatter Christian Kampmann blev i 1988 myrdet af sin ven og samlever i et sommerhus på Læsø. (Se 1939) Efter en god nats søvn og et upåklageligt morgenmåltid gøres de velpumpede cykler klar til dagens tur. Ad Plantagevej går det mod Ø, der er jo ikke så mange muligheder på den beskedne ø, til gengæld gør vi et stop, hver eneste gang der er noget, der bare lugter af en mulig oplevelse. Og lang tid går der ikke, før vi i klitplantagen ser en stor mindesten: Jagtselskabet Kærene Læsø stiftet 23. nov. 1946 Lidt længere inde i klitplantagen møder vi endnu en mindesten - Læsøstenen: Her fødtes Læsø af havet Er den klare tekst på den flotte sten. På en planche fortælles Læsøs geologiske historie. Den er dog her suppleret med en hel del yderligere oplysninger primært fanget fra Torbjørn Ydegaards bog Læsø rundt og sædvanen tro fra leksikon og Internet. < Læsøstenen passende dekoreret For 15.000 år siden:

SIDE 6 Læsø var, som det meste af Danmark, dækket af et op til 5 km tykt islag For 10.000 år siden: Læsø var landfast med Jylland, og Danmark var landfast med England. For 8.000 år siden: Klimaet blev markant varmere For 4.500 år siden: Læsø fødtes af havet. I andre publikationer kan læses, at det skete for 5-6.000 år siden. Men alle er enige om, at Læsø er en af Danmarks yngste øer. Øen blev taget i brug af grubekeramikerne, et sælfangersamfund der også fandtes i Nordjylland, Norge og Sverige. Men så sank Læsø igen i havet. Fra 1700-700 fvt.: Læsø var totalt oversvømmet, men som et lavvandsområde, hvor det eneste liv, udover havets fisk, var sømus og sandorm. Fra 700 fvt. til 800 evt.: Læsø genopstod Fra 800 til 1050: Læsø fik nogenlunde sin nuværende form I 1100- og 1200-tallet: Tre kirker bygges på Læsø, Hals - igen nedlagt, Byrum - og Vesterø Kirke År 1200: Læsø gives til Viborg Domkapitel af Kong Knud IV. Det er første gang Læsø står på skrift. Siden har der været utallige stridigheder mellem kannikkerne i Viborg og læsøboerne, om retten til græsning af kvæg, træhugst, strandinger, salt og jagt. År 1523: Læsø lyses i band af bispen i Børglum - Stygge Krumpen. Grunden var, at læsøboerne ikke ville betale afgift til Christian II s krige. År 1667: Sandflugten kulminerede efter den ret ubetænksomme skovhugst til saltsydning Videre går det gennem de tætte klitplantager, der efter de mange års skovrydninger blev plantet i 1931. Vidtstrakte hedearealer råber ud mod Kattegats flyverandsklitter med navne som Flaget, Holtemmen og Storedal. I det fjerne øjner vi et ganske ensomt hus, ad særdeles ujævne stier cykler vi derud og finder Redningshuset fra 1891, der ikke bruges som sådan, men nu er indrettet som et minimuseum om stenalderfolk, forlis, strandinger, redningsvæsenet, fæstningsanlæg og stedets natur. Fx læser vi, at Læsø holdt sig fri af 1800- tallets englandskrige med forsvarsanlæg og kanoner, og at der op gennem Kattegat går en jordskælvsrand, hvorfra der stadig siver gas op. Læsø er ikke nogen stor ø, den strækker sig Ø-V max 21 km og N-S max 12 km. Øens areal er 116,4 km 2 og rimelig flad, kun 5% af arealet er bebygget. Højsande i N er med 24 m øens højeste punkt. Sæby øjnes 24 km mod V, Gøteborg i Sverige 50 km mod NØ og Anholt 64 km mod SØ. Det står der i hvert fald i den tilgængelige litteratur om øens geografi. Den ensomme beliggenhed ude i havet gør, at læsøboerne grundet højere fragtpriser må acceptere dyrere priser i butikkerne. Og tænk engang det var her fra Læsø, at Jenny Kammersgaard (se 1918) i 1959 svømmede til Jylland på 15 timer. Det havde trods alt været hurtigere at tage færgen. Læsø består hovedsageligt af fri natur i form af heder, plantager, moser, strandenge og klitter, der tilsammen udgør 3/4 af øens areal, heraf er en tredjedel fredet. I år 1800 var 20% af Danmarks areal hede, i dag er tallet 2%. Men man har indtryk af, at her på Læsø er 20% hede bestemt ikke helt skævt vurderet. Landbrug har aldrig været særlig givtigt på Læsø, øen har knapt nok været selvforsynende med landbrugsvarer. Det eneste område, der er egnet som

SIDE 7 landbrugsjord, ligger omkring byerne Byrum og Vesterø og udgør den sidste fjerdedel af øens areal. Det betyder, at Læsø er et sandt paradis for en righoldig flora og faunakultur. Svampe og alger lever her i symbiose. Der findes orkideer og insektædende planter som soldug og vibefedt. Læsøs trævækst er meget varieret. Øens fornemste træ er en gammel femstammet eg i Byrum, den står i en privat have og kan derfor kun ses på en vis afstand. Her findes sjældne arter af lav og mange typer, fx skarlagenrød bægerlav, der siges at være effektiv mod tømmermænd, og derudover bliver brugt til mad, olie, parfume og til dekoration. Der er også islandsk kruslav, der under hungersnød blev brugt til at drøje melet. Vi læser også, at den plantekyndige kan finde den fredede plante skotske lostilk på stranden, men vi kender ikke skotske lostilk, og finder den derfor heller ikke. Der er observeret 225 fuglearter på Læsø, af dem yngler knap halvdelen på øen. På Knotten i Ø findes en koloni af svartbag, Danmarks største mågefugl, der kun yngler få steder i Danmark. S for Knotten er der fredet i fuglenes yngletid april-juli. Trods et kommunalt forbud blev rådyr i smug indført på Læsø i 1953, bestanden har i dag udviklet sig betydeligt. Fra gammel tid fandtes der ikke hugorm på Læsø, men i 1961 fangede man ikke mindre end 14. Ingen ved med sikkerhed, hvordan de er kommet til øen, men formentlig er det sket med tørvebrændsel fra Nordjylland under Anden Verdenskrig. Vi er nu nået til Horneks Odde. Det er sket ad stier, der bestemt ikke bliver meget brugt. Horneks Odde er kendt for de mange sæler, der her holder rast på de store sten, der er vandret hertil med isen for 15.000 år siden - eller deromkring. Men skønt vi skuer, så vidt vi kan, ser vi ikke en sæl, og det hjælper heller ikke, at forlænge øjnene med den medbragte kikkert. På stedet er også her bygget et minimuseum, Hornekshuset, der fortæller om stedets og ikke mindst sælernes historie. Den spættede sæl er den almindeligste, den vejer omkring 75 kg. Hvorimod gråsælen kan veje op mod 300 kg. Et størrelsesforhold der forbavser os noget. Her ligger også et par små fiskerhytter, der tjener til opbevaring af hummertejner, andre fiskeredskaber og rasteplads for fiskerne. På den videre vej må vi acceptere blæsende vejr og byger, så ind imellem må regntøjet i brug. Det ville da også være ærgerligt, hvis vi helt overflødigt havde slæbt det med. Vi kommer nu til Foldgårdssøen, hvor vi stopper op for en pause og nyder de smukke åkander. I denne sommer er søen tydelig at se, men i særlig tørre somre løber den tør. Foldgårdssøen er kendt for sit rene vand, idet ingen forureningskilder når søens bred, der bor ingen mennesker Åkandeidyl ved Foldgårdssøen i området, industri findes ikke her og ej heller landbrug.

SIDE 8 Naturen her i Nordmarken, som området kaldes, er betagende og storslået, men pludselig er vi ved en golfbane - 18 huller endda, de er da også alle vegne. Lidt efter viser et skilt til Hals Kirkeruin, som vi finder ad lidet cykelvenlige stier ind gennem skovtykningen. Og Hals Kirke har sin helt egen historie. Sandflugt har hærget Hals Sogn op gennem 1600-tallet. I 1642 blev gårdene i Hals forpligtet til at plante piletræer for at mindske sandflugten. Men dette tiltag kom åbenbart alt for sent, for i 1683 var ikke mindre end 30 gårde i Hals lagt øde grundet sandflugt. De følgende 12 år blev yderligere 27 gårde lagt øde af samme grund, og alene i 1697 blev 6 gårde lagt øde grundet sandet. Gennem de seneste syv år har sandet føget ekstra stærkt, kan vi læse. Præsten kunne ikke ernære sig med indtægter fra præstegårdens jorder, derfor fraflyttede han sognet og øen. Hals Kirke bestod dog stadig, men øens tre kirkesogne skulle fremover betjenes af en og samme præst. Præstegården blev derefter beboet af en kapellan. I 1722 ophørte gudstjenesten i Hals Kirke, der på dette tidspunkt nærmeste lignede en ruin, Mindestenen for Hals Kirke suppleret med en glad cykelturist og menigheden besluttede, at Hals Kirke skulle nedbrydes. Herefter skulle menigheden bruge Byrum Kirke til de kirkelige handlinger. Kirketårnet i Hals stod dog i yderlig 100 år og tjente som sømærke. På byggetomtens top står i dag en sten, til minde om den tid der var, med den meget klare og utvetydige tekst: Her stod Hals Kirke nedlagt 1730 Det er blevet frokosttid, så iklædt det nødvendige regntøj cykler vi rundt i Østerby Havn, Læsøs største fiskerihavn med ca. 40 hjemmehørende kuttere, vort formål er at finde et tiltalende sted til en minifrokost. Af forskellige omtaler i div. brochurer har vi fået opfattelse af, at Smagen af Læsø netop er et tiltalende sted, der lige passer til os. Men ak, de åbner først til aften. Næsten overfor ligger et andet spisested Læsø Marina Park, her får vi samme svar - åbner først til aften. Midt i byen finder vi Havne Cafeen, her er vi mere heldige, de har nemlig åbent, så vi bemægtiger os et bord og studerer stedets kulinariske formåen. Da vi begge er både kolde og klamme grundet blæst og regn, havner vi ved hummersuppe, hertil bestiller vi velskænket fadøl, som det så romantisk kaldes. Begge dele viser sig at være velsmagende og fornuftige valg, som vi samlet må bøde 241 kr. for. Efter at vi igen er kommet til varmen og befinder os vel tilpas, både hvad mæthed og kropstemperatur angår, gør vi et besøg i byens kombinerede turistbureau og bibliotek.

SIDE 9 Biblioteksdamen har god tid, hun er snakkevillig, så vi får en lille information om byens status. For få år siden ville Læsø Kommune nedlægge biblioteket. Men en gruppe entusiaster tog initiativ til at danne et korps af frivillige, der ulønnet var villige til at passe biblioteket, der ellers ville være tabt for det lille bysamfund. Anstrengelserne lykkedes til stor tilfredshed såvel for de frivillige som for den øvrige befolkning. Læsø Kommune er Danmark mindste kommune med 2.100 indbyggere pr. 1. okt. 2007. Kun 5% af Læsøs areal er bebygget, og derfor har Læsø Danmarks laveste befolkningstæthed. Kommuneskatten er 25,6% Sundhedsbidrag er 8,0% Kirkeskat er 1,3% Vi får også en orientering om byens aktiviteter, en af disse starter om en halv time: Byrundtur med havnefogeden, Erik Møller Sørensen. Jo, det er bestemt vigtigt at holde biblioteket i live, så vi turister kan få en fyldig her og nu information. Vi bukker og takker og iler til næste oplevelse. Havnefoged Erik Møller Sørensen viser sig at være en hyggelig fortæller for os ca. 20 fremmødte turister. Han starter med fortællingen om den første havn i Østerby, der blev anlagt i år 1900. Beboerne havde indsamlet 45.000 kr. fra private, dette beløb blev fordoblet af staten, så havnen blev bygget for 90.000 kr. Hurtigt blev havnen for lille, og allerede i 1903 byggede man den næste havn, men det var til en noget højere pris nemlig 200.000 kr. For få år siden fik Østerby sin tredje havn, men da var prisen 12.000.000 kr. Østerby Havn har omkring 40 hjemmehørende kuttere, der fisker for ca. 55 mio. kr. årligt. Men der har aldrig været nogen fiskeauktion på Læsø. Uden humor var Havnefogeden bestemt ikke. Således fortalte han om sømandshjemmet, der blev startet for et beløb indbragt for en skudt ræv. Han serverer flere små anekdoter påhæftet de forskellige huse omkring havnen, og nogle af de skibe der ses. På havnen ligger A/S Læsø Fiskeindustri, som er Læsøs største virksomhed med 45 ansatte. Jomfruhummer er det bærende i fiskerierhvervet, men også hornfisk rager lidt op over de mere almindelige arter. Hvert år holdes der en kapsejlads for sejlskibe mellem Læsø, Strømstad i Sverige og Frederiksstad i Norge. Normalt deltager der op mod 40 skibe. I år starter denne sejlads her fra Østerby Havn. Da nu cyklerne er velpumpede, vælger vi at cykle helt ud Ø for Østerby Havn, hvor stranden hedder Jegens Odde, Sælhunderev, Danzigmand og Syrodde. Navnet Danzigmand er opkaldt efter et skib fra Danzig, der strandede her i 1741. Også her er der store hedearealer, de er stærk på vej til at springe i skov. Det er specielt birk, der er den store synder, hvis man altså er af den opfattelse, at det kaldes for synd. Mod S ligger Bløden Hale, der hvert år vokser længere mod S, samt de små øer Store Knot og Lille Knot, der er at betragte som verdens ende. Det er her, de tidligere nævnte kolonier af svartbag findes. Den her nævnte del af Læsø har været fredet siden 1963, og det er bestemt meget forståeligt. Nu kan vi ikke komme længere mod Ø, så vi vender cykelsnuderne. Næste seværdighed er Hedvigs Hus, der er opført i 1675, og ligger højst to km. S for Østerby Havn. Hedvig arvede huset og flyttede ind i 1941. Gården ejede 12 tdr. land plus 47 tdr. land af det mindre frugtbare og fattige Nordmarken. Hedvigs husdyrhold var 2 grise, 2 får, 10 høns og 1½ ko. 1½ ko? Ja, det står der virkelig, men hvordan de har lavet den udregning, er der ingen forklaring på. Hedvig flyttede fra gården i 1988 til Byrum. I 1994 købt Læsø Museum gården, der blev restaureret med hjælp af en flok frivillige i 1999.

SIDE 10 Og hvorfor så al den snak om Hedvigs Gård, jo, det er nemlig en af de gårde på Læsø, der har det berømte tangtag, men dem hører du mere om på vores tur i morgen. Desværre kan vi ikke komme ind på Hedvigs Gård, der kun har åbent, når der arbejdes på restaureringen samt enkelte gange i sommerens løb, hvor en læsøbo holder fortælleaften. Så vi må nøjes med at skue ind af vinduerne til det museumsagtige hjem. Næste stop er Østerby Kirke, der er bygget i 1867 og indviet året efter som en afløser for Hals Kirke, der som tidligere nævnt blev nedbrudt i 1730. Midlerne kom fra regeringen, øens beboere og en speciel gave på 200 rigsdaler fra storfyrstinde Marija Fjodorovna bedre kendt som Prinsesse Dagmar (se 1847) en datter af Dronning Louise og Christian IX "Europas svigerfar." Prinsesse Dagmar blev gift med den russiske zars søn Aleksandr og blev dermed kejserinde af Rusland. Østerby Kirke, der i dag også kaldes for Hals Kirke, er kalket gul og har rødt tegltag. Tårnet blev dog først opført i 1928. Døbefonten kommer fra den lukkede Havnekirke i Vesterø, dåbsfadet er fra 1694 og arvet sammen med kirkeklokken med årstallet 1658 fra den nedbrudte Hals Kirke. Altertavlen, en kopi af Carl Blochs Opstandelsen, og to andre malerier er udført af lokale kunstnere. En del af det øvrige inventar, også kirkeskibet Trindelen, er skænket af lokale beboere. Vi får en god snak med den samme graver, som vi traf ved Vesterø Kirke. Hun nyder at fortælle om kirkernes særpræg, om de hække der ikke kan gro, og hvor svært det er at holde alle kantstenene snorlige. Igen får vi øje på en af de charmerende gårde med tangtag, derudover et skilt Læsø Uldstue. Og er der noget, der kan få Hanne af cyklen, så er det netop et sted, hvor de fremstiller varer af naturprodukter. At de i samhør med deres produktion også har et salgssted, bliver i Hannes øjne bestemt ikke mindre tillokkende. Denne gang vælger jeg at gå rundt og glædes over den smukke bindingsværksgård, dens landbrugsredskaber og hvor mange forskellige planter der faktisk vokser på det unikke tag. Og det er ganske overraskende, at der på et tangtag kan gro 23 forskellige planter. Da Hanne efter en times tid kommer ud, udstråler Den smukke gård der huser Læsø Uldstue hun stor begejstring. Hun har set et smukt og enestående udvalg af forskellige strikvarer i uld. Ja, hun er virkelig duperet over stedets kreativitet og de fine forarbejdede varer. Mine 23 forskellige planter på tangtaget falder helt til jorden. Og her kommer så en lille indrømmelse af snyd. Der kun fremkommer, for at du som læser kan få en mere sammenhængende historie. Da vi i formiddags havde passeret Foldgårdssøen med sit rene drikkevand, og inden vi nåede golfbanen, mødte vi et skilt med teksten - Lærkely. Hanne huskede straks, at hun havde læst om Lærkely, som et af de udsøgte madsteder på Læsø. Derfor besluttede vi, at cykle den lille afstikker på en kilometers penge

SIDE 11 for at se på lokaliteterne. Da vi nåede frem til den smukke gamle gård og lige så tiltalende parklignende have, gik en mand og puslede med sin bil. Han spurgte, om han kunne være behjælpelig med noget, og vi sagde, som sandt var, at vi havde læst ganske rosende ord om Lærkely og dets fortræffelige mad, og derfor var lidt nysgerrige efter at se, om de fine ord holdt vand. Den bilpuslende mand viste sig at være stedets indehaver, så han fortalte beredvilligt om Lærkely, der både er hotel og restauration. En ting tiltalte os særlig meget nemlig, at de har dagens menu og kun denne ene mulighed, og i dag var det fisketallerken. Det har vi gode erfaringer med, det borger for en høj kvalitet, at køkkenet koncentrerer sig om en enkelt menu frem for et spisekort med 10-20 muligheder. Specielt de steder hvor restaurationen har et beskedent Haveparti fra Lærkely antal gæster, er det temmelig umuligt, at alle varer kan være superfriske. Den venlige vært besnærede os, og vi aftalte at komme til dagens middag ca. kl. 18, under forudsætning af at han måtte acceptere vores tilstedeværelse udklædt i svedig cykelkostume og altså før dagens bad, der ellers er obligatorisk efter en dags cykeltur. Det er værten alt indforstået med, og nu er vi her altså. Dagens blæst med spredte byger har den seneste time ændret sig til en stiv modvindskuling og tæt regn. Derfor sidder vi meget krumbøjet på cyklerne og nyder ikke naturen her langs Bovet Bugt, som den ellers har fortjent. Men vi kan læse, at der i for- og efterår er store mængder knopsvaner, knortegæs og andre trækfugle i Bovet Bugt området, der i sommermånederne er et uendeligt stort lavvandsområde. Ude i bugten ligger Lerstenen, der ifølge overtroen er kastet af en trold i arrigskab mod Hals Kirke, da den blev bygget. Ved siden af første klasses biler parkerer vi vore første klasses cykler. Hurtigt entrer vi Lærkelys entre, i spejlet konstaterer vi, at vi bestemt ikke ligner restaurationsgæster på vej til en kulinarisk oplevelse, men mere et par tarveligt klædte anden klasses turister, der skønt fint og dyrt regntøj er pjaskvåde, og nok kunne trænge til et antal behandlinger på en opfriskende skønhedsklinik. Værtinden tager trods vor lurvede udseendet pænt imod os, hænger vort regntøj til tørre, stikker os hver et håndklæde og viser os til toilettet. Efter en grundig håndklædemassage og en børste gennem håret genkender vi igen os selv. Vi drister os forsigtigt ind i restaurationen heldigvis som aftenens første gæster. Roligt kan vi slappe af, menuen er jo bestilt, så vi kan nøjes med at vælge vinen, og her falder valget, ikke usædvanlig for os, på en rose, og den skuffer bestemt ikke. Efter at seks andre gæster, der bor her på stedet, har indfundet sig, oprinder det store øjeblik, hvor værten kommer med dagens menu - syv slags fisk. De serveres på en ca. 40 cm lang tallerken, hver for sig kreativt dekoreret med forårsløg, gulerødder, rogn, citron, friske krydderier og pesto. Værten fortæller om hver enkelt fisk, men efter den fjerde går han lidt i stå og erkender: Nu kan jeg ikke huske mere. Så hiver han en lille seddel op af lommen, hvor han, eller måske hans kone, har nedskrevet de faktiske kendsgerninger. Denne seddel fik

SIDE 12 jeg fingre i, ellers kunne jeg heller ikke huske de mange betegnelser for retterne. Her stavet præcist som på denne seddel: Baconsurred skrubba Parmesangratinert lange Havtaske med citron og timian Havkat med røget laks o dijon Læsøskinke svøbt lange Hummer og reje farseret rødspætte Kolmule med pesto Til herlighederne serveres kartofler og sauce. Det blev en enestående kulinarisk oplevelse, stor og velfortjent ros til fruen i huset. Men fisk er utrolig mættende, så jeg truede med at måtte levne et par smagsbidder, men værten protesterede skrapt, at hvis jeg ikke spiste op, kunne han desværre ikke servere desserten bestående af jordbær med fløde og chokoladeis. Se det var jo en trussel, der ramte mit ømme punkt, hvor vidste han mon det fra, så hver en stump gled ned. Skulle vi igen besøge Læsø, er der næppe tvivl om, at vi også næste gang vil gøre Lærkely et besøg. Og så vil vi sikkert møde op i tøj, der passer bedre til det høje Cykelturens kulinariske oplevelse - syv slags fisk kulinariske niveau. Efter denne enestående oplevelse må vi igen i sadlerne og cykle de godt 10 km tilbage til vort hotel i Vesterø Havn. Heldigvis har vejret fuldstændig skiftet karakter, så det bliver en tør og behagelig tilbagehyggetur gennem klitplantagerne. Godt trætte får vi dagens sene bad og endnu en god nats søvn. Hvornår mon Læsø blev befolket? Ja, det er formentlig sket i de første århundreder efter vor tidsregnings begyndelse, på en dag hvor vinden blæste den rigtige vej, for fra himlen er de vel næppe faldet, og flyvemaskiner fandtes ikke. Men øen kan, som andre mindre danske øer, ikke prale med befolkningstilvækst, skønt enkelte tal i herværende skema er meget positive. 1800 er indbyggertallet 1.600 1955 er indbyggertallet 3.251 fordelt på 1000 husstande 1970 er indbyggertallet 2.718 1985 er indbyggertallet 2.647 2000 er indbyggertallet ca. 2.000 2007 er indbyggertallet pr. 1. okt. 2.100

SIDE 13 Indbyggertallet hænger nøje sammen med skolemulighederne på Læsø, der kun har en eneste kommuneskole Læsø Centralskole beliggende i Byrum. Den blev opført efter sammenlægningerne i 1960-erne. Skolen har i dag 225 elever og 25 lærere. Men da skolen slutter med 9. klasse, er størsteparten af de unge nødsaget til at drage til fastlandet mange som kostskoleelever, og en meget stor del af dem kommer aldrig tilbage. Fiskeri har altid været en af Læsøs vigtigste erhverv. Under Første Verdenskrig steg prisen for fisk betydeligt, til stor gavn for alle læsøboerne. Men ved Tysklands sammenbrud sluttede dette eventyr. I dag er fiskeri sammen med turisme de absolut vigtigste erhverv på Læsø. Læsø er Europas største eksportør af jomfruhummer. Og skal vi her nævne, hvad der gør Læsø kendt, så rager jomfruhummer næsten op på højde med sydesalt og tangtage, herefter følger uld, honning og måske kommer øllet også med. I 1915 kom der el til Læsø, det blev dengang af mange betragtet som en overflødig luksus. En mere forståelig protest, ja, et sandt ramaskrig lød, dengang Elsam kom med planer om at føre højspændingsledninger fra Sveriges vandkraftværker hen over Læsø til Mellemeuropa, det ville fuldstændig ødelægge Læsøs herlige natur. De mange protester hjalp ikke, højspændingsledningerne er der, men egentlig har vi ikke tænkt meget på dem, de er der bare. I dag bestemmer vi at cykle mod SØ, det er faktisk også eneste mulighed, hvis det skal være en ny vej, udvalget af veje er jo ret begrænset på den lille ø. Vejret ser væsentlig venligere ud end i går. Igen cykler vi i læ gennem plantager og kun få landbrugsarealer. Indimellem ses enkelte hungrige majs- og hvedemarker, der bærer tydelig præg af Læsøs fattige sandjord kombineret med et underskud af vand i foråret. Tidligere måtte landbrugsjorden højst tilsås 5 år i træk, hvorefter den helst skulle ligge brak andre 5 år, før den igen var klar til at yde. Hundetudevej står der på et vejnavneskilt - underligt navn på en vej, enes vi om. Men der dukker flere mærkelige vejnavne op Kokvadgårdsvej, Flarumvej, Himmerigvejen, Fædrelandsvej, Hornfiskrønvej, Nissebakkevej og sikkert mange flere sjove navne, som er forbigået vores opmærksomhed. En charmerende mark ved Hundetudevej > Hvent Keramik - lukket - fortæller et skilt, så vi må nøjes med at beundre de særdeles kreative keramikfigurer i haven og på terrassen. Lidt senere dukker Krogbækgård Ferie- og Kursuscenter frem, de har, som flere andre gårde på Læsø, ridning på islandske heste som deres speciale og derudover ture på Rønnerne med hestevogn. Gårdejer Poul-Erik Jensen, Krogbækgård er æresinstruktør i Dansk Islandshesteforening. Der findes ca. 300 islandske heste på Læsø, og ca. 120 heste af andre racer. Heste har vist sig at være bedre i naturplejen på Rønnerne, de æder græsset tættere på jorden, derfor har antallet af køer gennem de senere år været dalende. Dertil kommer, den

SIDE 14 stigende interesse for ridning som hobby, specielt blandt piger. Så en rideferie på Krogbækgård Ferie- og Kursuscenter nydes af mange. Vi er nu nået til det, som Læsø i dag er allermest kendt for - Læsø Salt. Først entrer vi Rønnertårnet, hvorfra der er en vid udsigt over de naturfredede Rønner, hvor der stadig foregår en landhævning på 5 mm om året. Mod S over de udstrakte Rønner går Hornfiskrønvej en ebbevej mod øen Hornfiskrøn. Ved denne vej ligger Pigestenen. Den har fået dette navn, fordi nogle piger engang reddede livet ved at klatre op på stenen, da de blev forfulgt af vilde stude. Også en del af Hornfiskrøn er fredet i fuglenes yngleperiode. Mange planter kan ikke gro i saltvand, men det gælder ikke kveller, hindebæger, engelskgræs og strandmalurt, de er eksempler på smukke blomster, der trives godt i området. I saltsyderiet fortæller tidligere skolelærer Poul Syder på professionel og humoristisk vis om Læsø Saltsyderi og fremstilling af sydesalt. Også her er fortællingen krydret med oplysninger fra flere forskellige informationskilder. Fra middelalderens begyndelse, dvs. fra år 1.050 og godt 500 år frem, har saltudvindingen spillet en afgørende rolle i Læsøs historie og sat sine synlige spor i landskabet. Øen havde nemlig de nødvendige forudsætninger såsom Poul Syder i arbejde flade strandenge på Rønnerne mod S, der netop her havde særlig saltholdigt grundvand og begrænset afstand til de store skovarealer mod N, idet saltkogning kræver store mængder af brændsel, der blev brugt omkring 2.500 rummeter træ om året. Kong Valdemar den Store skænkede i 1157 Viborg bispen retten til at udvinde salt på Læsø. Dermed startede vitskølmunkene saltsydningen, og Viborg bispen blev hovedrig. Salt var nemlig en meget efterspurgt og dyr vare i middelalderen, for saltning var eneste mulighed for opbevaring af kød over længere tid. Læsø var leveringsdygtig af salt af meget høj kvalitet, og saltfremstilling har da også gennem flere hundrede år været øens vigtigste erhverv. Og læsøbønderne betalte med salt, når skatten skulle betales til munkene fra Vitskøl. At kirkens mænd var korrupte, kan vel næppe overraske nogen. Det fortælles nemlig, at biskop Tyge i Børglum i 1330 godkendte nogle forbudte ægteskaber, prisen herfor var, at de involverede betalte ham 14 læster salt, hvad der svarer til 28 tons. Da saltsydningen på Læsø var på sit højeste, havde den karakter af industri. Dermed blev det faktisk Læsø, der havde Danmarks første storindustri. Flere gange kom der klager over ulovlig skovhugst på Læsø, det skete i årene 1476, 1524 og 1544. En overgang brugtes også de knap så effektive lyngtørv. Men så kom regningen, i midten af 1600-tallet var skovene tømt for brændsel og hederne for lyngtørv med en voldsom sandflugt til følge. Det satte en stopper for den blomstrende industri, og i 1652 blev alt

SIDE 15 saltkogeri standset. Det store salteventyr var slut, og der måtte nu kun fremstilles salt til eget forbrug. Læsø blev lagt øde, de store skove i N var forsvundet, det samme var flertallet af gårdene, kirken og menneskene, kun ørken var der tilbage. Men problemet var selvskabt ved en alt for grov udnyttelse af naturen, blot for at kunne betale kirken sin skat. Andre problemer hobede sig også op. Krigene mod Sverige i 1600-tallet kostede mange af Læsøs skuder. De få, der var tilbage, begynder at sejle træ fra Norge og Sverige. Andre af de ledige mænd tog hyre i den hollandske handelsflåde. Resultatet blev, at der på Læsø var et stort overtal af kvinder, de måtte sørge for alle gøremål på de gårde, der var tilbage. I 1991 genoptog man saltsydningen på Læsø, startende som et mindre beskæftigelsesprojekt for øens arbejdsløse. Men det har udviklet sig til, at Læsø Salt i dag er en virksomhed med 20 ansatte. Læsø Sydesalt udvinder op mod 100 tons sydesalt om året, og det er verdens dyreste salt, 140 kr. for et kilo, noget de ligefrem praler med. 100.000 kg a 140 kr. = 14.000.000 kr. - Et så ring endda. Læsø Sydesalt er en rekonstrueret saltlandsby, hvor man kan følge arbejdet med fremstilling af det smagfulde havsalt, der indeholder flere mineraler og sporstoffer. Udover at saltet har en speciel smag, bruges det også til forskellige hudplejeprodukter og badesalt. Den del af saltlagen, der bliver til rest, har et ekstra stort indhold af jod og magnesium og anvendes specielt til bade for patienter med hudlidelsen psoriasis. Havvandet omkring Læsø er 2% salt. På de lave strandenge, der bliver oversvømmet af 10-20 cm vand, og hvor sol og vind udtørrer vandet, stiger saltindholdet til 4%. I gravede brønde kan saltindholdet komme helt op på 15%. Fra brøndene bliver det saltholdige vand suget op i tankvogne, kørt hjem til saltsyderiet, hældt i store jernpander og inddampes ved højst 85 0 C. For kommer saltvandet i kog under sydningen, bliver saltet bittert. Noget læsøboerne har lært af tyskerne, der igen har lært det af romerne. Under denne proces opnås 26% salt. Ved sydning dannes pyramideformede krystaller, der øses op i store kurve til afdrypning, hvorefter saltet sol- og lufttørres. Saltvandet skiftes ud hver 6. dag. Det er den saltlagen, der bruges til psoriasis patienter. Læsø Tårnet Cyklerne retter nu kursen mod N til Læsøs administrationsby Byrum, der blev grundlagt af munkene fra Vitskøl Kloster i 1200-tallet. På afstand kan vi se det 17 m høje, røde Læsø Tårnet, den stiler vi mod, for der må vi op. Det kommer vi, formedels fem kr. som puttes i en dertil indrettet spand. Læsø Tårnet er bygget i 1927 af sømand, blikkenslager, cykelreparatør og træskomand Thorvald Hansen bistået af Chr. Østergaard. Det var Thorvald Hansen, der fik ideen, hans første reaktion var at tage en tur til Skagen for at studere deres fyr. Han målte højden med en snor, i den ene ende havde han bundet en sten, som han lod falde til jorden, så slog han en knude på snoren, der hvor han stod, og dermed havde han højden med sig hjem - enkelt og effektivt, og så begyndte byggeriet. På en anden planche læser vi, at Ellen Rasmussen 12. aug. 1930 svømmede fra Læsø til Sæby, en strækning på 24½ km., på 11 timer 25 min. Nå da, så kom Jenny Kammersgaard jo alt for sent.

SIDE 16 I Byrum sigter vi efter byens gamle mejeri, der for nylig er købt af Læsø Saltsyderi. Her har de etableret et Spegeri, hvor de selv siger, at de forædler Læsøs gode råvarer med læsøsaltet, det må vi prøve. Med tørst i bagagen glæder vi os til en god lille oplevelse, som vi er ganske enige om, at vi bestemt har fortjent. Efter at have erobret et af stedets fem borde bestiller vi to stykker rugbrød med spegepølse og to glas Læsø Øl med betegnelsen pils og ale, for denne bestilling må vi straks bøde 160 kr. Måske var serveringsdamen på begynderniveau, det vil vi bestemt håbe for Spegeriets skyld. Pølsemaden blev serveret så flad, som det kun er muligt for en pølsemad, og her har en pølsemad jo gode muligheder. Der var ikke disket op med nogen som helst form for pynt på maden. Med synsindtrykket som en mulig påvirkning kan smagen allerhøjst opnå betegnelsen rimelig, og i hvert fald ikke rimelig til 35 kr. Men værre gik det næsten med øllet, der i de beskedne ølglas, hvad størrelse angår, kun ragede halvt op i glasset, den anden halvdel var flot skum. Jo, ganske rigtig, flot ser det ud skummet altså, men bestemt en meget beskeden sjat øl til 45 kr. Men da vi havde suget os ned gennem skummet, må det siges, at øllet smagte fortræffeligt. Spegeriet omtales som et meget anderledes madhus, det har de bestemt også ganske ret i, men det er så absolut i negativ betydning. Det gamle mejeri blev etableret i 1895 og var Læsøs eneste mejeri, dens tid var omme i 1960-erne, hvor den, såvel som mange andre mejerier i vort land, blev nedlagt. Mens vi sidder og gør vores bedste for at skjule dagens frokostskuffelse, betragter vi de kunder, der løbende kommer i butikken. De fleste køber et stykke ost eller en pølse, men pludselig kommer der en dame: Jeg vil gerne bede om 5 kilo Læsø Salt. Uden et eneste overflødigt ord siger vores serveringsdame: 700 kr. Mange tak, siger kunden, betaler med syv hundredkronesedler og går med sin nyerhvervede saltrigdom. Serveringsdamen siger intet - hverken tak eller farvel. Jeg er rystet. Rystet over to ting. For det første at kunden uden at blinke giver 700 kr. for fem kilo salt og for det andet, at ekspeditricen er så total blottet for ganske almindelig høflighed. Et kursus i service og kundepleje synes at være stærkt påkrævet. Efter disse Spegede oplevelser er vi igen på farten. Det bliver et besøg hos Læsø Kunstforening, der blev etableret i 1996, og har til huse i Luddes Hus her i Byrum. Huset er bygget i 1904 og generøst skænket foreningen af frederikshavnerkunstneren Erik Skjoldborg. På vort hotelværelse hænger et litografi af Erik Skjoldborg og på færgen Margrete Læsø, har han en udstilling af sine arbejder. I Luddes Hus holdes der skiftende udstillinger sommeren igennem. Byrum Kirke er bygget i 1200-tallet i romansk stil af munkesten. Med sine 35 m er den Læsøs største kirke. Den er bygget af munke fra Vitskøl Kloster under Viborg bispen, idet Valdemar den Store skænkede en fjerdedel af Læsø til Viborg bispen. Byrum Kirke har kamtakkede gavle, rødt tegltag og er, som en af de få kirker i Danmark, desværre blevet rødkalket. Tårnet er fra 1773, den har i dag automatisk klokkespil, hvad der er usædvanlig for en landsbykirke. Den katolske altertavle fra 1450 er trefløjet med udskårne figurer. De tolv apostle og tolv helgener er i spraglede farver. Barbara er læsøboernes helgeninde. Her skal vi huske, at i middelalderen var helgener den tids forsikringer. Kirken ejer en af Frederik II s bibler og en charmerende fattigblok Under restaurering år tilbage fandt man under kirkegulvet en skat på 273 mønter fra 1200-tallet og derudover adskillige skeletter. I skibets

SIDE 17 højre side, mandesiden, ses en lang knagerække, den er beregnet til mændenes høje hatte, der hørte med til læsøboernes pæne påklædning. Ved kapellet på kirkegården er lavet en lille tilbygning, et såkaldt lapidarium, hvor gamle sten og gravminder samles, her er opsat seks kæmpestore ligsten fra 1600-1700-tallet. Også på kirkegården her er der næsten udelukkende granitsten som kanter omkring gravstederne. Tæt ved kirkepladsen ligger TineZ sy & design, en butik der sælger egne designede tekstiler og forskellige mere turistprægede souvenirs. Men virksomhedens økonomiske grundlag er saltposer til Læsø Salt. I alt syer de 200.000 saltposer om året i fire forskellige størrelser. I butikken sidder en travlt optaget dame, hun fodrer symaskinen med stof, og med sekunders mellemrum spytter den en saltpose bagud. Et par km. NØ for Byrum finder vi Museumsgården. På Lynget eller Lynggården som er gårdens rigtige navn, men alle kalder den for Museumsgården. Det første vi bemærker, da vi nærmer os den smukke, veltrimmede firlængede bindingsværksgård, er dens meget særprægede, ejendommeligt udseende tangtækket tag, de tage som Læsø er så kendt for. Det metertykke tangtag går visse steder næsten til jorden, og ser derfor mægtig tungt ud, men er faktisk let. Et velplejet tangtag hævdes, at kunne holde i op til 300 år, velplejet vil sige, at der år efter år fyldes mere tang på taget. Taget er uhyre isolerende og rådner ikke. Grunden til disse tangtage var mangel på strå og siv til almindeligt stråtækning. Derfor fandt man ud af at bruge ålegræs, der tidligere fandtes på Læsø i store mængder. Tangen tørres på stranden og køres herefter til den gård, hvor det skal bruges. Og der er tale om store mængder 10-15 læs tang til hvert fag og 20 læs til en gavl. Tangen rulles i lange pølser og lægges på langs af taget. Når en gård skulle tækkes, hjalp naboerne hinanden, op mod 50 personer kunne godt møde op til en aktiv arbejdsindsats. Det var kun tængemanden (tækkemanden) på taget, der fik løn for sit arbejde. Koner og piger tæsede ålegræsset, og når Museumsgården med det charmerende tangtag og en frisk cykelturist tangen var blevet lagt op på taget, satte de kraftigste koner sig på tangen, indtil de stærke piger havde tvundet en lang, tynd hals af ålegræs, som de stak op til tængemanden, der med den bandt taget fast til spærene. Der findes i dag kun ca. 20 tangtage tilbage på Læsø, vi ser senere et par steder, hvor taget er i stærkt forfald, og hvor det synes, som har de givet op. I dag er det største problem, at der er blevet mangel på ålegræs omkring Læsø. Dertil kommer, at næsten ingen kan tagtækkerhåndværket, arbejdsgangen må derfor først studeres i de gamle bøger.

SIDE 18 Gårdens ældste dele stammer tilbage fra 1600-tallet, det hævdes endda, at tangtaget over vognporten blev lagt på i 1650. Ja, de gamle har fortalt, at tangtage kan holde lige så længe, tagkonstruktionen kan bære. De har også fortalt, at der skal 17 gode strandinger til at opføre en hel gård. Og rigtig er det, at store dele af tømmeret her stammer fra strandinger, hvad der ses af naglehuller i træet. For netop på den tid gården blev bygget, var Læsø tømt for træer, der var blevet fældet og brændt til saltsydning. Under gulvet har man dog fundet en gammel møllevinge, der har fungeret som strø. En del af murværket er bygget af munkesten, som menes at stamme fra den nedlagte Hals Kirke. Dengang blev de fleste huse bygget direkte på jorden uden sokkel, derfor var de ret klamme. Enkelte steder, på den sydlige del af øen, er det ret almindeligt, at vandet står ind i stuerne både forår og efterår, så lægger man nogle tørv som trædesten, og bekymrer sig ellers ikke mere om det. Omkring år 1800 blev gården delt mellem to familier. I kontrakten er gården delt op i et antal gulv, og det læses præcist, hvor mange gulv indhus og gulv udhus henholdsvis Ole Kokvad og Niels Madsen Marck hver skal tildeles. Men brændevinstøjet, væven og ploven skal de være fælles om. Gårdspladsen er belagt med piksten, og i midten ses en vippebrønd. I 1938 blev gården erhvervet for 13.500 kr. af den institution, der senere blev til Museumsforeningen. Gårdens sidste ejer, Sine Krogbæk (1865-1949) blev boende på gården til sin død i 1949, og virkede i disse år som kustode i sit barndomshjem, der var blevet til et frilandsmuseum. I køkkenet blev maden tilberedt over åbent ildsted, hvor gryder og potter hang i kedelskeder, mens pander måtte stå på en trefod. Fra ildstedet spredte varmen sig til bilæggerovnene i stuer og kamre. Den pæne storstue var dog uden varme, den blev kun brugt til de store fester, hvor der blev danset. Blev det aktuelt med en begravelse fra gården, stod kisten på bukke midt i storstuen. De første mange år var der ingen skorsten, men kun en lyre i taget over ildstedet. I bryggerset stod bageovnen, den kom i brug til brødbagning hver anden uge. Ind imellem blev ovnen også brugt til at tørre, hvad de fandt på stranden, eller byg blev tørret til malt, når det var på tide, at brygge nyt øl, hvad der naturligvis også foregik i bryggersets store gruekedel af kobber, hvor der blev fyret med lyngtørv. Bryggerset blev også brugt som badeværelse, det skete i den store vaskebalje. Her blev vasket tøj i gruekedlen af jern, her blev grisen slagtet og parteret, her blev dyppet lys og kærnet smør. Jo, rigtig mange arbejdsopgaver foregik i bryggerset, og med hygiejnen tog man det ikke så nøje. Spisekammeret var placeret under det tykkeste del af tangtaget, her var nemlig det køligste sted i huset, her stod mælk i fade, smør i bøtter og kød i saltkar. Alkoverne synes ret korte, det skyldes ikke beboernes lidenhed, men at man tidligere næsten sad op, når man sov, godt støttet af puder. Læsøboernes smukke festdragter og folkedansedragter, er udstillet i montre, her ser vi hvide tørklæder, under navnet hæklæde, der dækker kvindens hår og hals. Hvis museet får besøg af Pia Kjærsgaard, bliver hæklæderne sikkert beordret fjernet, de signalerer jo noget fremmed og noget meget farligt. Der er udstillet sølvspænder og smykker og fint forarbejdede ravsmykker. Væven blev i vintermånederne flyttet ind i dagligstuen. Her lå oppe over døren den lange søkikkert, der altid skulle være indenfor rækkevidde, hvis et skib skulle komme kysten for tæt. Efter en god nats storm var det første husherren gjorde om morgenen at tage kikkerten under armen og gå op på taget for at spejde efter strandinger. Var der bid, hejste han en kurv op i flagstangen, eller i fløjstagen som man her siger, det var tegn til naboerne, at der var

SIDE 19 en stranding, og alle måtte ile til hjælp, og ikke uvæsentligt få del i bjergelønnen, der kunne være ret så indbringende. En god storm var ikke at foragte. Mange af gårdene havde værelser stående klar beregnet til udlejning til strandede sømænd. Alle tog med - kvinder og mænd med heste og vogne. Mange er gennem årene blevet reddet, men også mange blev derude i det kolde vand. Det skal her lige bemærkes, at man på Læsø ikke brugte at flage med Dannebrog. Nej, man flagede med de forskellige udenlandske flag, som var bjerget ved strandinger. Ved bryllupper var det skik, at flagene skulle hejses fem gange. 1. gang: Når manden flyttede til pigen 2. gang: Når der blev bestilt lysning i kirken 3. gang: Når der blev indbudt til bryllup 4. gang: På selve bryllupsdagen 5. gang: Dagen efter brylluppet, flagede gæsterne som tak for bryllupsgildet I dag følger læsøboerne dog de almindelige danske flagregler. Men de taler gerne om skikkene fra dengang. I udhusene er der lyng-, tørv- og forskellige markredskaber, de er alle beregnet til brug af kvinder, for manden var jo for det meste ude at sejle. I hestestalden er der seletøj og plads til to heste og et føl. Hestene tilhørte kvinderne, og når der blev kørt til kirke, var det hende, der holdt tømmen. Rundturen på Museumsgården er en særdeles spændende oplevelse. Mange oplysninger om fortiden er der her at hente, en del af dem har du her fået serveret. De par timer vi trisser rundt, er vi de eneste gæster på Museumsgården. Men på årsplan kommer der over 25.000 besøgende. Fra den velplejede Museumsgård går det igen mod vort udgangspunkt Hotel Havnebakken. Efter få km kommer vi til Læsø Flyveplads, der ligger lige midt på Læsø N for Byrum. Den 920 m lange landingsbane er asfalteret og har lysanlæg. Om sommeren er der rundflyvning over øen med en Cessna 172. Men der er ingen fast rutetrafik, og lige nu synes der ikke at være megen trafik. Miljøet omkring den lille flyveplads og så netop Cessna 172, det vækker naturligvis en del minder. På hjemvejen bemærker vi, at der overalt på Læsø vokser siv i grøfterne langs vejene. Et synligt bevis på at grundvandet kun få steder på øen ligger mere end en meter under overfladen. For at vi ikke skal blive alt for meget luksusturister, beslutter vi, at i aften skal vi spise billigt. Så vi køber to halve grillkyllinger på Havnegrillen og en flaske rødvin til 90 kr. i Brugsen, ja, det er den eneste butik der har åbent. Måske lugter en butikspris på 90 kr. for en flaske rødvin lidt af luksus, men det er jo alligevel væsentlig billigere end en halvgod rødvin i restaurationen til 190 kr. Der bliver også investeret i et par øl til aftenens fodboldkamp, de er også væsentlig billigere end en kande kaffe til 50 kr. Mens kyllingen syder i olien, får jeg en snak med grillmanden. Han forstår udmærket, at vi ikke kan spise på hotel hver aften, det er jo dyrt. For øvrigt siger han, så er det mig, der ejer Hotel Havnebakken, jeg har forpagtet den ud for sommeren. Hjem til Hanne på værelse nr. 3 på Hotel Havnebakken med denne nyhed og 2/2 grillkyllinger. På to foliebakker hiver og slider vi med tyve tommelfingre de halve grillkyllinger fra hinanden. Heldigvis har jeg lånt to ægte vinglas i restaurationen, så trods tyve fedtede fingre holder vi fint på glassets stilk og nyder den herlige rødvin, der, trods købt i Brugsen, er af en særdeles god kvalitet. Derimod er vi temmelig skuffet over kyllingen, der i

SIDE 20 kvalitet og smag er på niveau med fem for en hund. Når man lever på discount, bliver kvaliteten som oftest derefter, så vi kan ikke tillade os at kritisere. Mere acceptabelt er øllerne til den efterfølgende gode fodboldkamp. Da timerne bliver små, er det sengetid. Lørdag 14. juni 2008, altså fem dage før vi entrede Læsø, åbnede en ny turistattraktion på øen. Den lukkede Havnekirke i Vesterø er blevet omdannet til et kur- og behandlingscenter Læsø Kur & Helse - førende i Skandinavien, står der at læse. Kirken ligner en gammel landsbykirke, men det er snyd, den blev bygget så sent som i 1954 efter en storstilet indsamling i Vesterø Havn og omegn. En indsamling der startede allerede i 1928. Kirkens klokker ringede sidste gang nov. 2003, hvorefter man i stedet brugte den gamle Søndre Kirke tre km S for Vesterø Havn, der i dag kaldes Vesterø Kirke, og som vi besøgte den første dag herovre. Læsøs nye vartegn i Vesterø Havn Læsø Kur & Helse set fra S Det er første gang i Danmark, at en kirke er blevet ombygget til verdslige formål. At omdanne en kirke til noget ganske andet er en stor og kompliceret opgave, mange følelser er i spil. Men lad det være sagt med det samme, arkitektfirmaet Friis & Moltke har løst den vanskelige opgave til bravur og skabt en enestående smuk arkitektonisk helhed, hvor vi bestemt ikke fornemmer noget som helst blasfemisk. Kun kirketårnet er bevaret, det står som et vartegn for byen. Ja, for hele øen. Taget er af glas, som man kikker lige igennem. Græs og grus føres op over taget på det nye byggeri, og bugter sig som et klitlandskab omkring tårnet. Foran indgangen står en smuk dekoreret syv tons tung flækket sten skabt af Peter Ejlerskov, der også har tegnet dekorative mønstre på indgangspartiets glas. Kirkens historie knytter sig til øens hvide guld - saltet gennem tusind år, idet viborgbispen engang ejede Læsø og dermed også saltsyderiet, der gjorde ham hovedrig. Ildsjæle som Jens Vellev, Hans Langballe, sydemester Poul Christensen og saltfoged Torsten B. Jakobsen har været overbevist om, at Læsøs fine salt kombineret med ler og havalger kunne anvendes til kurpleje og behandling af patienter med psoriasis. En anden af forkæmperne er overlæge Kragballe, Marselisborg Hospital, Aarhus der overvåger psoriasis behandlingerne med restsaltlage gennem et firårigt projekt. Læsø Kur & Helse tilbyder i samarbejde med Helserejser og Marselisborg Hospital behandlinger, der kan sammenlignes med dem, der tilbydes ved Det Døde Hav.

SIDE 21 Kirkens ombygning har kostet 30 mio. kr. Heraf har daværende Nordjyllands Amt og Realdania Fonden bidraget med 25 mio. kr. Der kalkuleres med underskud det første år, balance andet år og overskud tredje år. Kravet er 10-12.000 gæster om året. Ganske mange i forhold til øens indbyggertal på 2.100. Kur & Helses samlede areal er 3600 m 2 med plads til 60 gæster. Der er 15 ansatte med Marian Jacobsen som daglig leder. I dag starter vore oplevelser med et besøg i Læsø Kur & Helse. Entreen er 240 kr., så kan du blive der hele dagen. Du får udleveret en badekåbe, et badehåndklæde og har mulighed for at boltre dig i et havvandsbassin, der indeholder 4% salt, to bassiner med 12% saltlage og et bassin med 30% saltlage. Saltlagen er på det nærmeste brun og specielt i den med 30% saltlage, er det så godt som umuligt at dykke, det har du næppe heller lyst til, for jeg mærker saltlagen svie i huden, hvor jeg i morges blev barberet. Så det kan bestemt ikke være en smertefri behandling, patienter med psoriasis må igennem. Du har også mulighed for besøg i saunaer, dampbade, saltinhalation, udendørs varmtvandsboblebad, ler- og havalgerum og et drivhuslignende rum, hvor du kan slænge dig i bløde liggestole. Fra en skranke kan du forsyne dig med frugt, juice og vand. Jo, der hersker en vis luksus over stedet, skønt alle faciliteter endnu ikke er helt up to date. For yderligere 240 kr. kan du få ½ time behandling i form af massage, hvad Hanne benytter sig af. Der tilbydes også velværepakker og længere kurforløb, som primært er dem, centret satser på. Efter næsten tre timers ophold i de nye luksuriøse omgivelser er vi rene på såvel sjæl som legeme. Næste besøg gælder Søfarts- og Fiskerimuseet i Vesterø Havn. Museet er indrettet i Vesterøs ældste hus et lille stråtækt bindingsværkshus fra 1872. Museets klenodie er en betydelig sølvskat, man fandt 6. sept. 1982 på Bogøgård, hvor der i dag er bryghus. Ikke mindre end 1857 sølvmønter lå i en jydepotte, fordelt med 565 kroner, 244 halvkroner, 332 markstykker, næsten 500 toskilling samt en del udenlandske mønter. Tilsammen vejede de 22 kg. Alle mønterne var slået under Christian IV, Frederik III og Christian V. De mange mønter og jydepotten ses i en montre. Vi ser også en meget solid gammel dør fra Hals Kirke med årstallet 1706 indridset. Ellers viser museet det maritime liv på og omkring Læsø. Malerier af skibe, skibsmodeller, færgernes historie, fiskeriredskaber, redningsudstyr og de mange dramatiske beretninger om strandinger. Læsøs mange rev og lavvandede områder var farlige i en tid, hvor sejlskibe ikke havde teknisk udstyr til at manøvrere som i dag. Gennem flere hundrede år har strandinger været en af de bærende indtægtskilder for øens befolkning. I årene 1780-1800 var der 86 strandinger omkring Læsø, fra 1858-88 var der 624 strandinger, af dem var de 239 total forlis. En gammel læsøbøn afslører i uhyggelig grad, hvilken økonomisk betydning strandingerne har haft for læsøboerne: Vi ber til Gud for de stakkels sømænd - men er det Herrens vilje, at de skal strande, så lad det da ske på vore revler. Der sker stadig strandinger omkring Læsø, de fleste ud for Østerby Havn, men i dag er det mest lystbåde og med nuværende højt udviklede navigations- og kommunikationssystem, sker der kun sjældent alvorlige uheld. For en gangs skyld er der lidt sol på himlen og et ganske tiltalende vejr. Så vi snupper cyklerne og cykler mod S ud til Bogøgård for at gøre et visit hos ejerne af Læsø Bryghus. Læsø Bryggeri er ikke en ny opfindelse, i 1893 grundlagde Chr. Laursen Bryggeriet Læsø i Vesterø. Dengang var det mest hvidtøl, der blev brygget. Mange forskellige bryggere og købmænd har siden ejet virksomheden, men i 1954 lukkede bryggeriet. Men her gennem de senere år er små bryggerier som bekendt kommet på mode, så i 2005 blev der genoptaget

SIDE 22 forsøgsbrygning. Det var Erik Schollert, der gik ombord i den store opgave. Han kalder sig selv projektmager og har en fortid i det private erhvervsliv bl.a. i Ikast. Nogle har måske den forestilling, at ølbrygning kan læres ved at låne et par bøger på biblioteket, så går det nok. Men nej, at fremstille øl er ikke bare, det kræver interesse, omsorg, håndelag, viden og engagement, og hvis bryggeriet skal hæve sig op over hobbyniveauet, kræver det en betydelig investering, der tales om mindst 1 mio. kr., og det er uden bygninger. Derfor er det bydende nødvendigt, at produktion, økonomi og markedsføring går op i en højere enhed. Erik Schollert og Læsø Bryghus har fået hjælp fra en af Danmarks dygtigste ølbryggere, nemlig brygmester Peter Klemensen fra Thisted Bryghus, der som mentor har rådgivet og vejledt undervejs. Som smagsdommer erklærede Peter Klemensen i 2006, at ølkvaliteten nu var så stabilt og tilfredsstillende, at øllet Elegant og fristende Læsø Øl måtte blive solgt. For som han sagde: Skal det blive en succes, skal øllet være af god kvalitet - hver eneste gang. Læsø Bryghus er et af Danmarks mindste bryggerier, med en ugentlig produktion på hen mod 1000 liter. Det tager 60 dage at brygge øllet, alle processer foregår som håndarbejde, kværning af belgisk malt, kogning af humle, portionering med bl.a. porse, lyng og honning og tapning på fustager og flasker. Da vi ankommer til Bogøgård, sidder der en del gæster ved de opstillede borde udenfor bryghuset. En lille gruppe motorcykelentusiaster samt turister som vi andre. Der fornemmes en hyggelig og afslappet stemning i gården, vel ikke mindst fordi vi netop i dag aner solens tilstedeværelse, så vi føler os velkomne i det lille selskab. Næsten alle gæster sidder med en lille træholder med fire huller, heri sidder fire ølglas med hver sin øltype. Naturligvis må også vi forsøge os med dette sortiment til en pris af 50 kr. I bryggeriets salgsbod får vi igen en snak med stedets ejere, hvorefter vi bænker os ved et af bordene. Her får vi selskab af turister fra Aarhus og Fredericia. Det bliver til en rigtig god og omsiggribende snak, hvor også Erik Schollert er ivrig deltager. Ikke kun Læsø og øllet bliver diskuteret, med også politik, handelslivet og meget andet. Det viser sig endda, at vi har Turister hygger sig ved Læsø Bryghus fælles bekendte fra den merkantile verden. Efterhånden er en del af Bryggeriets gæster forsvundet, og de fire øl er skrumpet til næsten ingenting, med det resultat at enkelte må ind i salgsboden for at supplere. Erik Schollert sponsorerer et par poser Læsø Chips, hvad der er meget populært. Igen bliver øllet