AMBULANCEHYGIEJNE Den centrale afdeling for sygehushygiejne & Epidemiologisk afdeling Statens Serum Institut 1999/2005

AMBULANCEHYGIEJNE Den centrale afdeling for sygehushygiejne & Epidemiologisk afdeling Statens Serum Institut 1999/2005

INDHOLD FORORD...4 1.0 HVORFOR HYGIEJNE OG HVAD ER DET?...5 2.0 HVILKE PATIENTGRUPPER ER SÆRLIGT MODTAGELIGE FOR INFEKTION?...5 3.0 BAKTERIER OG VIRUS...5 4.0 SMITTEMÅDER...6 4.1 SMITTESPREDNING...6 4.2 SMITTEKILDER...6 4.3 KONTAKTSMITTE...7 4.4 LUFTBÅREN INFEKTION...7 4.4.1 Dråbesmitte...7 4.4.2 Støvbåren smitte...7 4.5 VEHIKELBÅREN SMITTE...8 4.5.1 Blodbåren smitte/inokulationsinfektion...8 4.5.2 Alimentær smitte...8 4.5.3 Insektbåren smitte...8 5.0 GENERELLE HYGIEJNISKE FORHOLDSREGLER...8 5.1 HÅNDHYGIEJNE...8 5.2 HANDSKER...9 5.3 HÅNDDESINFEKTION...9 5.4 HÅNDVASK...9 5.5 MASKE/BRILLER...10 5.6 PLASTFORKLÆDE/BESKYTTELSESDRAGT...10 5.7 OPTØRRING AF SPILD...10 5.8 DAGLIG RENGØRING AF AMBULANCEN...10 6.0 FORHOLDSREGLER FOR MANDSKABET VED UHELD...11 6.1 FORHOLDSREGLER VED SPRØJT AF BLOD I ØJNE/MUND...11 6.2 FORHOLDSREGLER VED STIKUHELD FRA KANYLER ELLER LIGNENDE...11 6.3 FOREBYGGELSE AF STIKUHELD...11 7.0 FAKTA OM HIV/AIDS...12 8.0 FAKTA OM LEVERBETÆNDELSE (HEPATITIS)...13 8.1 HEPATITIS TYPE A...13 8.2 HEPATITIS TYPE B...14 8.3 HEPATITIS TYPE C...15 9.0 FAKTA OM LUNGETUBERKULOSE...16 10.0 FAKTA OM MENINGOKOKSYGDOM...17 11.0 FAKTA OM DIFTERI...18 2

12.0 FAKTA OM MRSA (METHICILLINRESISTENTESTAPHYLOCOCCUSAUREUS)...19 13.0 ERHVERVSMÆSSIG RISIKO...20 REFERENCER...21 3

Forord Ambulancehygiejne 1999 erstatter den tidligere udgave fra 1989. Ambulancehygiejne 1999 er udarbejdet af: Sygeplejerske Annette Hartvig Christiansen Epidemiologisk afdeling, Statens Serum Institut Hygiejnesygeplejerske Mette Christensen Den centrale afdeling for sygehushygiejne, Statens Serum Institut. Vejledningen er revideret på foranledning af ambulancehygiejnekomitéen, som består af repræsentanter fra: Den centrale afdeling for sygehushygiejne, Statens Serum Institut Epidemiologisk afdeling, Statens Serum Institut Falcks Redningskorps Hygiejneorganisationen, Rigshospitalet Klinisk mikrobiologisk afdeling, Rigshospitalet Københavns Brandvæsen Stadslægen, København. Foranlediget af de aktuelle problemstillinger vedrørende MRSA er kapitel 5.0: Generelle hygiejniske forholdsregler samt kapitel 13.0: Erhvervsmæssig risiko, revideret i juni 2005. Der er desuden tilføjet et kapitel 12.0 vedrørende MRSA. Ovenstående revision er foretaget af: Sygeplejerske Annette Hartvig Christiansen Epidemiologisk afdeling, Statens Serum Institut Hygiejnesygeplejerske Marie Stangerup Det centrale afsnit for sygehushygiejne, Statens Serum Institut I samarbejde med repræsentanter fra: Falcks Redningskorps, Københavns Brandvæsen, Infektionshygiejnisk Enhed, Rigshospitalet, Embedslægen, København Hele materialet forventes revideret efterår 2005. J.nr. 3335.26 4

1.0 HVORFOR HYGIEJNE OG HVAD ER DET? Allerede de gamle grækere og romere opdagede vigtigheden af at nedsætte muligheden for smittespredning i et samfund, hvor mennesker lever i nær kontakt med hinanden. Uden at kende til hverken bakterier, virus eller andre smittekim fandt man ud af at isolere syge mennesker, bygge kloaksystemer og indføre andre hygiejniske forholdsregler. Så sent som i midten af 1800-tallet troede man dog stadig på, at smitte var forårsaget af dunster i luften, onde ånder og andet godt så smitteforebyggelsen blev derefter. En fødselslæge ved navn Ignaz Semmelweis opdagede i 1848, at man ved at indføre håndesinfektion kunne reducere dødeligheden ved datidens frygtede barselsfeber fra 18% til 2,5%. Håndvask og hånddesinfektion er også i dag en af de vigtigste ting man kan gøre for at forebygge smitte. Man kan sige, at ambulancehygiejne er en række af forholdsregler, der tager sigte på at forebygge infektion og hindre smittespredning både til personalet, og mellem de patienter de transporterer og behandler. 2.0 HVILKE PATIENTGRUPPER ER SÆRLIGT MODTAGELIGE FOR INFEKTION? Både i og udenfor sygehusene findes der mennesker, hvis naturlige resistens (modstandskraft) er meget lav eller midlertidig nedsat. Groft set kan man inddele disse risikogrupper i følgende kategorier: spædbørn (især for tidligt fødte) personer med kronisk eller ondartet sygdom (kræft, AIDS, sukkersyge m.v.) ældre mennesker (over 60 år). Netop disse grupper vil ofte være udsat for at blive samlet tæt sammen i institutioner (vuggestuer, hospitaler, plejehjem), hvor muligheden for overførsel af bakterier fra den ene til den anden er stor. På sygehusene ved man, at ca. 8% (1999) af alle patienter, som bliver indlagt til undersøgelse, pleje eller behandling pådrager sig en infektion. En hel del af disse infektioner kan forebygges ved at overholde nogle enkle hygiejniske regler. Under transport af syge mennesker er kontakten oftest af relativ kort varighed og personalets smitterisiko er derfor væsentlig mindre end under en indlæggelse eller i en familiesituation. Til gengæld har man ingen eller få oplysninger om patientens smittestatus og smitteforebyggelsen må derfor tage højde for alle smitteforhold. 3.0 BAKTERIER OG VIRUS Bakterier er meget udbredte og findes overalt i naturen i rigelig mængde. 1 gram afføring indeholder fx ca. 1000 millioner bakterier. De allerfleste bakterier og svampe er 5

uundværlige og nyttige for hele naturens kredsløb. Uden disse kunne vi fx ikke lave øl, bage brød, lave oste- og surmælksprodukter, kompost etc. I dag er det muligt at fremstille enzymer, vitaminer, antibiotika og diverse andre lægemidler ud fra bakterier. Det er kun en forsvindende lille del af disse, som forvolder sygdom hos mennesker. Normalt lever vi i et harmonisk og fredeligt samspil med vore egne og omgivelsernes bakterier - takket være vores naturlige forsvarssystem. Bakterier har, alt efter deres art, forskellige livskrav, som skal være opfyldt, for at de kan trives og formere sig. De fleste bakterier formerer sig bedst ved 37 0 C og formerer sig sjældent ved > 60 0 C og < -10 0 C. Nogle bakterier kræver ilt for at overleve, andre tåler det slet ikke og andre igen kan leve både med og uden ilt. Nogle arter dør efter få dages udtørring, andre tåler indtørring i årevis og andre igen kan kun trives i vand/fugtighed. Specielt er stillestående vand i kar og lignende formeringsstation for milliarder af bakterier. De fleste bakterier foretrækker mørke, men for mange bakterier virker sollys og UV-lys hæmmende. Nogle bakterier er i stand til at producere giftstoffer (toxin), som er langt farligere og vanskeligere at behandle end selve bakterien. Virus er mikroskopiske organismer, så små at de end ikke kan ses i et mikroskop, men kun kan identificeres ved dyrkning eller ved særlige undersøgelsesmetoder. Virus formerer sig ved at trænge ind i celler for at placere sin arvemasse inde i cellen, hvorefter nye viruspartikler udvikles indtil cellen til sidst sprænges og processen gentager sig. Virus har også forskellige livsbetingelser. Nogle er mere modstandsdygtige overfor fysiske og kemiske påvirkninger end andre. 4.0 SMITTEMÅDER Det er vigtigt at vide, hvordan mikroorganismerne overlever og kan føres rundt mellem mennesker og i et system. Kender man smittemåder, smitteveje- og kilder, har man mulighed for en effektiv forebyggelse ved hjælp af enkle hygiejniske regler. 4.1 SMITTESPREDNING For at der skal kunne opstå en infektion, skal følgende forudsætninger i princippet være til stede: der skal være en smittekilde der skal være en smittevej der skal være et modtageligt individ. 4.2 SMITTEKILDER Smittekilden kan være en patient med en smitsom sygdom i aktiv fasen eller i inkubationsfasen (fra smitten finder sted til sygdommen bryder ud). En person kan også i kortere eller længere tid supplere sin normale flora med andre potentielt sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Vedkommende er ikke syg og har ikke symptomer af nogen art. Man taler om, at personen er blevet en sund smittebærer. 6

For at forhindre smitte er det nødvendigt at have kendskab til de forskellige måder, som smitten eller sygdommen kan spredes på (jvnf. 4.3-4.5), så den aktuelle smitte kan afbrydes. 4.3 KONTAKTSMITTE Overførsel af smitte kan ske ved direkte kontakt, der forudsætter en fysisk, direkte kontakt mellem smittekilden og den modtagelige person. Normal, sund hud yder en god beskyttelse over for indtrængen af mikroorganismer, mens slimhinder og beskadiget hud derimod kan være indgangsport for infektioner. Overførsel af smitte kan også ske ved indirekte kontakt. Det sker, når den modtagelige person får overført bakterierne via et mellemled, altså kommer i kontakt med genstande, der er forurenede. Personalets hænder, linned eller instrumenter, der er utilstrækkeligt desinficeret, kan overføre mange bakterier fra sårsekreter, luftvejs-sekret, urin, afføring og blod. 4.4 LUFTBÅREN INFEKTION 4.4.1 Dråbesmitte Ved nys, hoste og tale udslynges dråber fra de øvre luftveje. De store dråber kan ikke holde sig svævende i særlig lang tid eller bevæge sig langt væk fra kilden, før de falder til jorden på grund af deres tyngde. Det kan fx dreje sig om pneumokokker og tuberkelbakterier. Hvis dråberne med de smitsomme mikroorganismer imidlertid rammer slimhinden i øje, næse eller mund hos en modtagelig person, kan smitten overføres. I praksis eksisterer denne risiko kun, hvis smittemodtageren befinder sig inden for en arms længde fra smittesprederen. Små dråber, der udslynges fra luftvejene, når hurtigt at tørre ind, mens dråberesten = dråbekernen kan holde sig svævende i timevis. Dette betyder, at der er en smitterisiko, ikke alene hvis man er i samme rum som smittekilden, men også hvis man er i samme hus. Denne dråbekerne kan medføre mikroorganismer som fx influenzavirus. Dråbekernerne er så små, at de kan trænge forbi det almindelige forsvarssystem i modtagerens luftveje. 4.4.2 Støvbåren smitte Nogle bakterier spredes via støv. Hvor der er mange mennesker samlet og stor aktivitet, vil luften indeholde mange partikler. Hvert menneske afgiver omkring 25.000.000 hudpartikler pr. døgn, og man regner med at ca. 10% af dem er bakteriebærende. Desuden afgives der støvpartikler fra tæpper og kropstøj. Tuberkulosebakterier er særlig modstandsdygtige og kan overleve i lang tid indtørret i støv og sekret. Inhalationssmitte via støv er dog ikke særligt almindeligt. 7

4.5 VEHIKELBÅREN SMITTE Ved vehikelbåren smitte forstås spredning af infektioner gennem forurenet blod, vand, fødemidler m.v., hvori mikroorganismerne under uheldige omstændigheder kan overleve og formere sig. Vehikelbåren smitte kan omfatte flere smittemåder. 4.5.1 Blodbåren smitte/inokulationsinfektion Ved blodbåren smitte kan smitstoffet indpodes i læsioner i væv, hud eller slimhinde. Eksempler herpå er hepatitis B og HIV. Smitten sker fx ved uheld, hvor personen stikker sig på brugte kanyler. Se afsnit 8.0 og 9.2. HIV smitter primært ved seksuel kontakt. Virus findes i blod, sæd og vævsvæsker. 4.5.2 Alimentær smitte Ved alimentær smitte (fødemiddelbåren smitte) smittes personen ved at indtage forurenet mad eller drikke. Kendte eksempler på dette er infektioner forårsaget af salmonellabakterier og hepatitis A virus. Se afsnit 9.1. 4.5.3 Insektbåren smitte Smitte kan overføres med blodsugende insekter, fx kan myg overføre malaria. I Danmark kan skovflåten overføre Borreliose. Kontaktsmitte (hyppigst), luftbåren smitte og blodbåren smitte er de tre mest aktuelle smittemåder indenfor ambulancetjenesten. 5.0 GENERELLE HYGIEJNISKE FORHOLDSREGLER 5.1 HÅNDHYGIEJNE Håndhygiejne er den vigtigste enkeltstående procedure, der kan forebygge smitte. Håndhygiejne bør altid foretages: efter man har været i kontakt med en patient efter kontakt med slimhinde, blod, pus, afføring, urin, fostervand eller opkast, også selv om man har haft handsker på efter berøring af forurenede genstande. Man kan vælge imellem to former for håndhygiejne: Hånddesinfektion og almindelig håndvask. Som hovedregel foretrækkes hånddesinfektion frem for håndvask. Dog foretages håndvask, evt. efterfulgt af hånddesinfektion, når: hænderne er våde og/eller synligt forurenede der er tale om udbrud af Roskildesyge (hvor sprit ikke er særlig effektivt) 8

5.2 HANDSKER Handsker anvendes ved enhver situation, som indebærer en risiko for, at man kan få forurenet sine hænder med patientens blod, pus, fostervand, urin, afføring og opkast. Handskerne bør i alle arbejdssituationer være indenfor rækkevidde. Handsker med synlige huller kasseres. Undgå at berøre udstyr og lignende med de forurenede handsker, såfremt dette ikke er absolut nødvendigt. Så snart handskerne ikke mere er nødvendige, skal de kasseres og umiddelbart efter desinficeres/vaskes hænderne. Dels fordi der kan være små huller i handskerne, dels fordi varmen i handskerne betyder, at der kan ske en opformering af ens egne hudbakterier på hænderne i tætsluttende handsker. Hvor ambulancepersonalet har risiko for skære- eller stikskader (eks. færdselsuheld) benyttes skærefaste handsker. Handsker må aldrig henkastes på skadestedet! 5.3 HÅNDDESINFEKTION Hånddesinfektion med et spritholdigt middel er mere effektivt til at fjerne mikroorganismer end håndvask og skal derfor foretrækkes i de tilfælde, hvor hænderne ikke er synligt forurenede eller våde. Er hænderne synligt forurenede vaskes hænderne med sæbe og vand, hvorefter der foretages en hånddesinfektion. Der skal bruges minimum 2 ml hånddesinfektionsmiddel (ofte op til 5 ml for at have tilstrækkeligt til både hænder og håndled) Hånddesinfektionsmidlet fordeles og indgnides overalt på hver finger, mellem fingre, på håndryggen, på håndfladen og omkring håndled. Huden holdes fugtig i mindst 30 sekunder Gnides ind i hænderne, til de er tørre 5.4 HÅNDVASK Almindelig håndvask kræver adgang til håndvaskefaciliteter. Hænder og håndled fugtes inden sæbe påføres. Sæbe fordeles på hver finger, mellem fingre, på håndryggen, på håndfladen og omkring håndled. Fingerspidser, tommelfingre, fingermellemrum, håndflader og håndled bearbejdes i mindst 15 sekunder. Skyl sæben af under rindende, koldt eller lunkent vand. Dup hænderne tørre i engangshåndklæder. Flergangshåndklæder bliver fugtige og danner grobund for bakterier. Derfor anbefales engangshåndklæder. Omhyggelig pleje af hænderne med brug af en god håndcreme er vigtig for at holde huden stærk. Tør og sprukken hud er mere modtagelig for bakterier og kan fungere som indgangsport for en infektion eller som reservoir for mikroorganismer. Tildæk friske sår og rifter med vandfast plaster eller lignende. 9

5.5 MASKE/BRILLER Ved risiko for stænk eller sprøjt i ansigtet med blod, pus, fostervand m.v. anvendes maske eller briller. En maske kan kun anvendes en gang og skal derefter kasseres. Ved transport eller behandling af patienter med kraftig hoste eller ved nær kontakt med patienters opspyt fra luftvejene bruges éngangsmaske. 5.6 PLASTFORKLÆDE/BESKYTTELSESDRAGT Når der er risiko for forurening af uniformen med blod, pus, fostervand, urin, afføring og opkast anvendes plastforklæde eller beskyttelsesdragt. Er der risiko for gennemvædning, er plastforklæde mest velegnet. Hvis der er tale om meget forurenende typer ulykker/skader benyttes beskyttelsesdragt. 5.7 OPTØRRING AF SPILD Spild af blod, pus, fostervand, urin, afføring og opkastning optørres straks eller snarest muligt med cellestof eller sugende engangsmateriale, så al synlig forurening fjernes. Efter spild af større mængder kan stedet desinficeres med et egnet desinfektionsmiddel eller der overtørres med rengøringsmiddel. Såfremt ambulancen er oversprøjtet med blod desinficeres hele bårerummet efterfulgt af en rengøring. Beskyttelse af øjne kan være påkrævet, hvis der er risiko for sprøjt og stænk i forbindelse med desinfektions- og rengøringsproceduren. Husk altid at anvende handsker, efterfulgt af håndvask eller hånddesinfektion. 5.8 DAGLIG RENGØRING AF AMBULANCEN Ambulancen skal rengøres dagligt i bårerummet med almindeligt rengøringsmiddel. Desinfektionsrobot kan overvejes ved desinfektion. 10

6.0 FORHOLDSREGLER FOR MANDSKABET VED UHELD 6.1 FORHOLDSREGLER VED SPRØJT AF BLOD I ØJNE/MUND Afvask straks eller snarest muligt med rigeligt vand. Brug eventuelt den isotoniske saltvand i infusionspakken. Kontakt læge snarest muligt, mhp. risikovurdering i forhold til HIV- og hepatitissmitte. Se afsnit 8.0 og 9.0. Skal anmeldes som arbejdsskade. 6.2 FORHOLDSREGLER VED STIKUHELD FRA KANYLER ELLER LIGNENDE Lad det bløde lidt (men pres ikke blodet frem). Desinficer stikstedet hurtigst muligt med 2,5% jodsprit (brunt jod) eller hospitalssprit (70-85%). Det skal gøres 2 gange og tørre imellem hver gang. Desuden kan håndesinfektionsmidlet i ambulancen bruges. Kontakt læge snarest muligt, mhp. risikovurdering i forhold til HIV- og hepatitissmitte. Se afsnit 8.0 og 9.0. Skal anmeldes som arbejdsskade. 6.3 FOREBYGGELSE AF STIKUHELD 5 gode regler. Brug skærefaste handsker ved opsamling af større mængder kanyler eller ved anden særlig risiko for stiklæsion. Stik aldrig hænderne ned i en affaldspose/beholder. Forsøg aldrig at sætte beskyttelseshætten tilbage på kanylen. Brug kun brudsikre beholdere til skarpe/stikkende genstande. Overfyld aldrig en kanylebeholder. 11

7.0 FAKTA OM HIV/AIDS Smitteforhold: HIV er et virus (Human Immundefekt Virus) som smitter via blod, sæd og andre vævsvæsker. Smitten sker ved seksuel kontakt, ved at blod eller blodholdigt materiale kommer ind i organismen via stik- eller skæreuheld eller via sprøjt på slimhinder/læderet hud. Desuden kan HIV smitte fra mor til barn før eller under fødslen. Sygdom: Symptomer på akut HIV-infektion optræder en til fire uger efter smitte hos 25-75% af de HIV-smittede. Symptomerne kan være hovedpine, hævede lymfekirtler, synkesmerter, hududslæt og muskelsmerter. Kun ca. 1/4 diagnosticeres med HIV-infektion på dette tidspunkt. Antistoffer kan påvises 6-12 uger efter smitte, og patienten er smitsom resten af livet. Efter den akutte infektion vil patienten opleve en kortere eller længere symptomfri periode, hvorefter der vil optræde symptomer/infektioner, som tegn på virus s påvirkning af immunforsvaret. HIV-patienten siges at have udviklet AIDS, når han/hun får nogle bestemte infektioner eller sygdomstegn. De fleste HIV-positive patienter tilbydes speciel antiviral behandling, som nedsætter virusforekomsten og forsinker sygdomsudviklingen. Langtidsstudier pågår. Forebyggelse: Forebyg stik- og skæreuheld. Undgå blodkontakt/sprøjt på hud, øjne og i mund. Brug handsker og evt. andre nødvendige værnemidler. Tildæk friske rifter/sår med plaster el. lign. Ved arbejdsskade med risiko for HIV-smitte i sundhedssektoren kan der efter vurdering af infektionsmedicinsk læge, eventuelt gives antiviral behandling. Behandling skal påbegyndes hurtigst muligt efter uheldet, helst indenfor 1-2 timer. 12

8.0 FAKTA OM LEVERBETÆNDELSE (HEPATITIS) 8.1 HEPATITIS TYPE A Smitteforhold: Hepatitis A er en virusinfektion, som spredes fra person til person via forurenet mad og vand, men også via dårlig håndhygiejne. Virus udskilles i afføring de sidste uger af inkubationstiden og forsvinder lige før eller kort tid efter, at patienten bliver gul. Smitterisikoen er størst ved tæt kontakt, og hvis de hygiejniske forhold er dårlige. Sygdom: Det er i den akutte fase ikke muligt at skelne mellem de forskellige hepatitisformer. Inkubationstiden, som for hepatitis A er mellem toseks uger, og smitteveje vil pege på diagnosen. Den endelige diagnose stilles ved en blodprøve. Symptomerne er diarré, kvalme, feber, evt. opkastninger og evt. gulsot. Hepatitis A forløber ofte uden symptomer hos børn. Sygdommen kan især hos voksne kræve indlæggelse, men fører sædvanligvis til fuld helbredelse. Der er ingen specifik behandling Forebyggelse: I arbejdstiden: Brug handsker og god håndhygiejne. Udenfor arbejdstid: Undgå at indtage ukogte grøntsager, skaldyr og vand i lande med dårlig hygiejnisk standard. Til udlandsrejse og ved udbrud af hepatitis A kan gives: Gammaglobulin, som giver kortvarig beskyttelse (måneder) eller hepatitis A-vaccine, som giver længere-varende beskyttelse. Vaccinen gives to gange med 6-12 måneders mellemrum og personen er herefter beskyttet i 10 år, måske mere. 13

8.2 HEPATITIS TYPE B Smitteforhold: Hepatitis B er en virusinfektion som smitter via blod, sæd og vævsvæsker. Det vil sige via seksuel kontakt eller via blod eller blodholdigt materiale, som kommer ind i kroppen via stik - eller skæreuheld - eller via sprøjt på slimhinder eller læderet hud. Hepatitis B kan smitte fra mor (hvis kronisk bærer) til barn. Inkubationstiden er mellem seks uger og seks måneder. Sygdom: Hepatitis B medfører akut sygdom hos ca. 50% voksne, sjældnere hos børn. Symptomerne kan være almen sygdomsfølelse, gulsot, evt. kvalme, opkastninger og madlede, evt. feber og smerter ved leveren. Sygdomsvarighed er fra få uger til flere måneder. Enkelte dør af akut leversvigt. Af voksne bliver ca. 5% kroniske smittebærere. Et barn, der smittes af moderen under fødslen, har stor risiko for at blive kronisk smittebærer. Der er set smitte ved tæt kontakt mellem nogle bærerbørn og andre børn i daginstitutioner, hvorfor man nu anbefaler, at vaccinere børn, der har tæt kontakt til særligt smitsomme bærerbørn, med hepatitis B vaccine. Forebyggelse: I arbejdstiden: (Som ved HIV). Forebyg stik- og skæreuheld. Undgå blodkontakt/sprøjt på hud, øjne og i mund. Brug handsker og evt. andre nødvendige værnemidler. Tildæk friske rifter/sår med plaster el. lign. Udenfor arbejdstid: Hepatitis B vaccination: Både forebyggende og efter smitteudsættelse bruges hepatitis B-vaccine. Vaccinen gives tre gange (dag 0, efter 1 md. og efter 6 mdr.) Vaccination giver beskyttelse i mange år. 14

8.3 HEPATITIS TYPE C Smitteforhold: Hepatitis C er en virusinfektion, som smitter ved blodtransfusion og via forurenede injektionssprøjter. Mange narkomaner er bærere af dette virus. Smitte ved stikskader forekommer, men risikoen er mindre end ved hepatitis B. Risiko ved seksuel kontakt, samt risiko for overførsel af smitte fra mor til barn er yderst lille. Sygdom: Den akutte infektion forløber hos langt de fleste uden symptomer. Inkubationstiden er meget varierende på 15-150 dage. Hos de der bliver syge ved den akutte infektion, er symptomerne almen sygdomsfølelse, gulsot, og feber. 70-80% udvikler kronisk infektion. Medicinsk behandling til forebyggelse af kronisk infektion er mulig i visse tilfælde. Forebyggelse: Forebyg stik- og skæreuheld. Undgå blodkontakt/sprøjt på hud, øjne og i mund. Brug handsker og evt. andre nødvendige værnemidler. Tildæk friske rifter/sår med plaster el. lign. 15

9.0 FAKTA OM LUNGETUBERKULOSE Smitteforhold: Tuberkulose er en bakteriel infektion. Smitte sker ved dråbeinfektion fra patient med åben lungetuberkulose. Dvs. indånding af dråber fra patient som hoster tuberkulosebakterier op. Smitte sker ved langvarig og tæt kontakt. Personen er smitsom så længe vedkommende hoster bakterier op og indtil ca. 2 uger efter, at behandling er påbegyndt. Sygdom: Tuberkulosebakterien indåndes i lungerne. Ca. 10% af de smittede udvikler aktiv tuberkulose indenfor de første år efter smitte. Risiko for at blive syg senere er til stede resten af livet. Tuberkulose inddeles i tuberkulose i lungerne og tuberkulose udenfor lungerne. Lungetuberkulose inddeles igen som smitsom (åben lunge tuberkulose) og ikke smitsom. Symptomer på tuberkulose er langvarig hoste evt. blodtilblandet, almen sygdomsfølelse, vægttab, nattesved og evt. feber. Sygdommen kan også forekomme i fx lymfekirtler, knogler, led og nyre, hvorfra der så vil være symptomer. Patienterne tilbydes behandling med tre forskellige slags antibiotika. Behandlingen varer i seks måneder. Forebyggelse: Maske bør bæres ved tæt kontakt med patienter med symptomer på åben lungetuberkulose. I forhold til patienten: Smitteopsporing udføres i patientens omgangskreds. 16

10.0 FAKTA OM MENINGOKOKSYGDOM Smitteforhold: Meningokokker er bakterier som spredes fra person til person med små dråber, der opstår ved hosten eller nysen. Meningokokker findes i svælgsekret hos raske smittebærere, og den syge er som regel smittet af en tilfældig rask smittebærer og ikke af en patient med meningokoksygdom. Sygdomsudvikling er let øget i patientens nære omgivelser (husstanden) og mest udtalt i begyndelsen af sygdommen. Udenfor kroppen dør bakterien, og der er ikke grund til speciel rengøring. Sygdom: Sygdommen kan i begyndelsen ligne influenza. Indenfor 1-2 døgn stiger feberen til 39-40 eller mere. Feberen kan indtræde pludseligt og være ledsaget af kulderystelser eller kramper. Der er ofte hovedpine, opkastninger og ulyst til at spise og drikke. Den syge kan blive døsig eller urolig, forpint og irritabel, måske uklar. Forekomst af små punktformede røde pletter på huden kan være tegn på bakterier i blodet, som altid er en livstruende tilstand. I nogle tilfælde er der spændinger i nakke og ryg, så foroverbøjning af hovedet bliver smertefuld og vanskelig. Meningokoksygdom behandles med antibiotika og sygdommen kan næsten altid helbredes, hvis behandlingen indledes tidlig i forløbet. Tegn på meningitis og bakterier i blodet skal altid betragtes med stor alvor. Hurtig behandling kan være livreddende. Forebyggelse: I arbejdstiden: Ved tæt kontakt med patienter til observation for meningokoksygdom anbefales brug af maske. I forhold til patienten: Antibiotika tilbydes til patientens nærmeste kontakter, oftest husstanden. Ved flere tilfælde af meningokoksygdom inden for samme personkreds (fx familie, skoleklasse, daginstitution, militærenhed) iværksættes evt. forebyggende behandling. De fleste tilfælde af meningokoksygdom skyldes en bakterietype, man ikke kan vaccinere imod. Men i nogle tilfælde er der mulighed for vaccination. Det er oftest de personer, der har fået forebyggende behandling, der tilbydes vaccination. Forebyggende behandling og vaccination varetages af den behandlende læge og embedslægen i det pågældende amt. 17

11.0 FAKTA OM DIFTERI Smitteforhold: Difteri er en bakteriel infektion, der smitter via dråber der opstår ved hosten eller nysen. For at blive smittet skal man have tæt kontakt med en smittet person, fx som i en husstand. Der går typisk under en uge fra smitte til sygdomstegn. Sygdom: Pludseligt indsættende synkesmerter og let feber. Der ses belægninger på mandlerne som kan vise sig fra en enkelt plet til tykke grå fastsiddende belægninger, der kan brede sig til drøblen, den bløde gane og bagsiden af svælget. Der kan ses hævede og ømme kirtler på halsen, som i sjældne tilfælde kan være så voldsomme, at patienten kan blive hæs og få besværet vejrtrækning. Senere kan ses kredsløbskolaps, nyre- og hjertepåvirkning eller død. Diagnosen stilles ved de klassiske sygdomstegn samt halspodning. Behandlingen er bl.a. antibiotika under indlæggelse. Forebyggelse: I arbejdstiden: Ved tæt kontakt med patient til observation for difteri anbefales brug af maske. I forhold til patienten: Forebyggende undersøgelse og evt. behandling af omgangskreds varetages ved samarbejde af behandlende læger, embedslægeinstitionen og epidemiologisk afdeling på SSI. Vaccination: Der har siden 1950 været vaccineret mod difteri i det danske børnevaccinationsprogram. For at være dækket mod difteri anbefales, udover børnevaccinationsprogrammet, revaccination hvert 10. år. Revaccination gives som regel sammen med tetanus (stivkrampe). 18

12.0 FAKTA OM MRSA (Methicillin Resistente Staphylococcus Aureus) Smitteforhold: Staphylococcus aureus (S. aureus) er en bakterie, der findes som normalflora på huden og i næsen hos 20-30 % af raske mennesker. Det vil sige, at de er bærere af bakterien og som sådan ikke er syge. MRSA er en S. aureus, der er modstandsdygtig over for penicillinlignende antibiotika samt ofte over for andre antibiotika. Direkte og indirekte kontakt er den altovervejende smittevej for stafylokokker, men stafylokokker kan også smitte gennem støv- og dråbeinfektion. Både personer, der kun er bærere og personer, der er syge, udgør en smitterisiko. Personer, der har kroniske hudproblemer (eksem, sår) eller er svækket af sygdom, er særlig modtagelige og udsat for smitte. Det er særligt vigtigt at undgå smittespredning på sygehuse, da i forvejen syge er mest udsatte for at få alvorlig sygdom ved smitte med MRSA. Sygdom: Stafylokokker kan give en lang række af infektioner. Oftest i form af lettere hudinfektioner, så som almindelige bylder, bulne fingre og børnesår. Men bakterien kan også forårsage sårinfektioner, lungebetændelse og andre alvorlige infektioner. Behandlingen kompliceres, hvis bakterien er methicillinresistent (MRSA), hvilket er årsagen til, at det er særlig nødvendigt at hindre spredningen af MRSA ved brug af værnemidler samt isolation (sygehuse). Forebyggelse: I arbejdstiden: Håndhygiejne er den vigtigste enkeltstående procedure til afbrydelse af smitteveje. Ved tæt kontakt fx løft og behandlingsopgaver skal handsker anvendes, og arbejdsdragten skal beskyttes ved brug af overtrækskittel (beskyttelse af hår, øjne og mund er generelt ikke nødvendig). Overtrækskittel skal derimod ikke anvendes i forbindelse med transport af patient på båre. Ambulancebåre og andre kontaktflader desinficeres efter transporten. I forhold til patienten: MRSA-infektioner behandles med bredspektret antibiotika efter dyrkningssvar. Indlagte patienter isoleres for at hindre smittespredning på sygehuse. 19

13.0 ERHVERVSMÆSSIG RISIKO Erfaringer fra både Danmark og udlandet viser, at risikoen for at blive smittet via sit arbejde i ambulancetjenesten er uendelig lille. I Danmark er der ingen, der under deres arbejde i sundhedsvæsenet er blevet smittet med HIV. Til og med 1999 var der på verdensplan rapporteret om 102 sikre tilfælde, hvor personale er smittet med HIV i sundhedsvæsenet samt 217 tilfælde, der regnes for stærkt sandsynlige. Vævsvæsker fra alle personer betragtes i hospitalsvæsenet som smitsomme. Dvs. at der i alle procedurer indarbejdes forholdsregler, så blodsmitte undgås, og personalet derved ikke udsættes for HIV, hepatitis B eller C. Smitsom lungetuberkulose er en sjælden sygdom i Danmark. I 2003 blev der fundet smitsom lungetuberkulose hos 149 ud af 286 personer med tuberkulose. Brug af maske ved transport og behandling af patienter med kraftig hoste og opspyt beskytter dog udmærket mod inhalation af smitstof. Meningokoksygdom optræder hyppigst i enkelttilfælde. Der ses sjældent flere tilfælde i samme personkreds. Der er kun i yderst sjældne og under meget specielle omstændigheder overført meningokoksygdom til sundhedspersonale. Difteri er en sjælden sygdom i Danmark. Indenfor de seneste år er der konstateret et tilfælde i 1985 og to tilfælde i 1998. Smitterisikoen for den enkelte medarbejder i ambulancetjenesten er meget lille, men for at undgå smitteudsættelse, er det vigtigt et indarbejde hygiejniske arbejdsprocedurer i det daglige arbejde. 20

REFERENCER 1. Råd og anvisninger om desinfektion i sundhedssektoren. Den centrale afdeling for sygehushygiejne, Statens Serum Institut, 7. reviderede udgave, 1. oplag 2004. 2. Råd og anvisninger om forholdsregler ved isolation og pleje med smitsomme sygdomme. Den centrale afdeling for sygehushygiejne, Statens Serum Institut, 3. udgave 1996. 3. Vejledning om forebyggelse mod hepatitis. Sundhedsstyrelsen 1996. Nyeste udgave Sundhedsstyrelsen 2002. 4. Vejledning om human immundefekt virus HIV og forebyggelse af blodbåren smitte. Sundhedsstyrelsen 1992. 5. Krogsgaard K, Dahlerup JF et al. DSIM Klaringsrapport 1998, Viral hepatitis. Nr. 2, 1998. 6. Til forældre med børn i... Sundhedsstyrelsens folder om meningokok sygdom. 7. Styring af infektionshygiejne i sundhedssektoren - Del 2: Krav til håndhygiejne DS 2451-2. Dansk Standard. 8. Værd at vide om håndhygiejne http://www.ssi.dk/sw9345.asp 21