ALHAMBRAS LØ VÆRET PÅ SKØ

ALHAMBRAS LØ VÆRET PÅ SKØ Alhambra er Spaniens berømteste bygningsværk, og inden for Alhambras mure har Løvegården altid været fotografernes yndlingsmotiv. De fleste af os nikker genkendende til gårdens springvand med 12 løver, der ligesom Københavns havfrue er et verdenskendt ikon for turismen. Men hvis du også fornemmer noget nyt i artiklens foto ta r du ikke fejl. Springvandet er blevet genindviet efter en tiårig restaurering, som har vendt op og ned på vores ideer. De grå løver er blevet befriet for en centimetertyk skorpe af 600 års snavs, som fik turisterne til at spørge, om de var lavet af cement. Nu kan man se den skinnende hvide macael-marmor, der passer meget bedre til omgivelserne. Den virkelige sensation er dog en anden. I århundreder har alle skribenter kommenteret løvernes grove tilhugning, men de figurer, som kom Ankomst Tag motorvejen til Granada. Ved byens indkørsel tager du omfartsvejen Ronda Sur og følger skiltene til Alhambra. Afstand fra Málaga: 130 km. Åbningstider Alhambra har åbent 8.30-18 alle dage i vinterhalvåret undtagen 25. december og 1. januar. Det tilrådes at bestille billetter på forhånd, fordi der af bevaringshensyn kun lukkes et vist antal personer ind hver dag. Information www.alhambra-patronato.es Tlf. 958 027 971 38

VER HAR NHEDSSALON Ti års restaurering har gengivet Løvegården dens oprindelige udseende 39

På dette foto fra Løvepaladsets indre (Sala de los Reyes) ses de vigtigste dekorative elementer. Flisemosaikkerne nær gulvet afløses af gipsens store vægflader, hvis geometriske udsmykning bliver tredimensionel i de nedhængende mocárabes. Foroven falder lyset ind gennem vinduernes fine jalousier. Kuplen i Sala de dos Hermanas regnes for et af islamisk kunst største mesterværker i hele verden. til syne under aflejringerne af mineraler og mikroorganismer, er alt andet end grove. De er fulde af fine detaljer, og ingen er helt ens. På nær hold beundrer man mankernes forskellige frisurer, hudens markerede folder, gabets skarpe tænder og tåren der triller ned ad kinden på et af de store kattedyr. Billedhuggerne har også forstået at udnytte marmorets farvede årer til at fremhæve detaljer som bagbenenes svulmende muskler. Dette springvand var et sandt luksusarbejde og et værdigt centrum for Alhambras smukkeste gårdsplads. Efter restaureringen er Løvegården ført så meget tilbage til sit oprindelige udseende, som det er muligt at komme. Svanesangen Vi er tilbage i perioden, hvor islam oplevede sin sidste opblussen på Den Iberiske Halvø. Det fremmede herredømme så ud til at være dødsdømt, da de kristne generobrere i 1212 trængte over Sierra Morena og etablerede et brohoved i Andalusien. Kaliffen i Sevilla havde mistet sin autoritet, men muslimerne kiggede sig om efter andre ledere, og i den lille by Arjona (Jaén-provinsen) greb guvernøren chancen og lod sig hylde som sultan. Arjona var et minirige af den slags, som ellers kun forekommer i eventyrene, men den nye fyrste Muhamed I udvidede hurtigt grænserne på naboernes bekostning, og i 1238 flyttede grundlæggeren af det såkaldte nazarí-dynasti residensen sydpå til Granada. Det var i sidste øjeblik, for få år senere blev Arjona løbet over ende af de kristne tropper. Sultanatet i Granada var sikkert også blevet en døgnflue, hvis ikke Muhamed I havde været en dreven diplomat. Han erklærede sig vasal af den kristne konge Fernando III og hjalp ham med erobringen af Sevilla. Til gengæld fik han selv et pusterum, som han benyttede til at forskanse sig i Granadas bjerge. Herfra regerede efterkommerne i 250 år et land på størrelse med Danmark. Granada var en skrøbelig overlever, klemt inde mellem det kristne Spanien og benimerinernes lige så hurtigt voksende imperium i Nordafrika. Begge de nye magter begærede det lille sultanat. Men situationen kunne også udnyttes til at spille dem ud mod hinanden, og mulighederne mangedobledes, da de kristne inden længe blev splittet i flere partier. Nazarí erne balancerede dygtigt mellem alle disse interesser. En smuk anekdote, som desuden er sandfærdig, fortæller at de valgte rigets bedste poet til førsteminister ved en talentkonkurrence. Den mest veltalende mand blev stillet i spidsen for de vanskelige forhandlinger om skiftende pagter, der var overlevelsens grundlag. Det er som om den samme poesi og skrøbelighed gennemsyrer paladserne i Alhambra, som sultanerne opførte på højen over for Granada. Når man en sjælden gang får chancen for at nyde bygningerne i fred og ro, kan de næsten forekomme at være konstrueret uden andre materialer end illusioner og lyden af stille rislende vand. Nogle kendte temaer i islamisk arkitektur blev forfinet i en grad, der aldrig er overgået, og udviklingen kulminerede i Løvepaladset, hvis fire hovedbygninger vender ud til søjlegangen omkring Løvegårdens centrale rektangel. Glansen kom fra gips Der var gået halvandet århundrede siden sultanatets grundlæggelse, da Løvepaladset stod færdigt i 1300-tallets sidste årti. Bygherren var Muhamed V, hvis lange regeringstid også var den bedste periode i politisk henseende. For en gangs skyld havde Granada initiativet i de evige grænsekrige, men selv på toppen kom Alhambras glans ikke fra det dyre marmor, der var reserveret knaldeffekter som gårdens springvand. De fleste steder måtte håndværkernes dygtig- 40

41

hed råde bod på den relative fattigdom. I salene er væggenes nederste del beklædt med flisemosaikker. Over skulderhøjde består dekorationen af gips - det er alt. Mønstrene af stiliserede planter og ren geometri dækker vægge og lofter med en tæt vegetation, afbrudt af båndene med arabisk skønskrift, hvor Koranens citater veksler med sultanernes valgsprog Kun Allah er sejrherre. Midt i fromheden er der indskudt lange panegyrikker om sultanernes fortræffelige egenskaber. Det var de poetiske førsteministres værk. De dyrkede også diplomatiets kunst på hjemmebane, for versene af denne type var simpelthen eksamensopgaverne, som skaffede dem brød og embede. Enevoldsherskere har altid ment at have krav på dyrkning, men i orientens kulturer nåede det højder, som selv solkongen Ludvig XIV ville have betragtet som smagløs. Blandingen af den firkantede kufiske skrift med en afrundet kursivskrift er derimod et yderst smagfuldt element i dekorationen. Den grundlæggende orden Trods dekorationernes overlæssethed virker helheden harmonisk, fordi man fornemmer en grundlæggende orden. Den enkle base for al islamisk kunst og arkitektur er to af geometriens mest simple former: en firkant indskrevet i en cirkel. Vil du se, hvordan det fungerer, er det nemmest at gennemskue i væggenes flisemosaikker. Ved at dreje firkanten inden i cirklen skabes en stjerne med et variende antal punkter. Stjernerne anbringes ved siden af hinanden, og forlængelsen af deres sider skaber korridorer i den store komposition, hvor nye mønstre kommer til syne, når mosaikken betragtes på afstand. Stjernernes mellemrum udfyldes med andre geometriske elementer. Det kan blive overordentlig kompliceret, men selv når de oprindelige former er helt udviskede, er der bag det hele en formel af ren matematik som umiddelbart virker behagelig på øjet. I vestens kunst kan det sammenlignes med det gyldne snit, som man siden grækerne har brugt til at skabe matematisk harmoni. Denne harmoni er særlig vigtig for den muslimske kunstner, som på grund af islams kulturelle tradition stort set er afskåret fra at afbilde levende væsener. Til gengæld får den geometriske udsmykning en særlig symbolsk værdi, fordi det evigt gentagne motiv er en måde at udtrykke ideen om verdens guddommelige enhed. For at arbejde med disse motiver skulle man på en gang være 42

Alhambras strenge ydre står i grel modsætning til den indre luksus. Det er også noget meget arabisk: Facaderne vender indadtil. kniplingsmønsteret foran 16 vinduer, inden salen omsider munder ud i kuplens perfekte cirkel over bundens kvadrat. Denne kuppel uden lige rummer en skønhed som både er skjult og åbenbar, står der i et af versene, som Muhamed V s minister Ibn Zamrak efterlod på væggen. kunstner og matematiker, så paladsets udsmykning er også vidnesbyrd om et højt videnskabeligt niveau. Tog man springet fra to til tre dimensioner blev det rigtig svært. Dørkarme og kupler er udsmykket med såkaldte mocárabes, der engang imellem også kaldes stalakit-arkitektur. En mocárabe er en hængende klynge af afkortede prismer med udhulede mellemrum. Disse små prismeklynger samles i meget større klynger, og når man nede fra gulvet kigger op på dem, får man fornemmelsen af noget let og æterisk som aldrig før var lykkedes i arkitekturen. Det store tårn i Løvepaladsets vigtigste bygning, Sala de Dos Hermanas, er et genialt eksempel på mulighederne. Halvvejs oppe ser den bastante firkantede sal ud til at dreje omkring sig selv i hjørnerne ved hjælp af de første fremspringende lag af mocárabes, der forvandler tårnet til ottekantet inden mødet med en stor åben stjerne af de kunstige drypstensformationer. Oven over stjernen falder lyset ind gennem En bleg afglans Man skal være blasert for ikke blive påvirket af mødet med den skjulte skønhed i matematikkens verden. Den åbenbare skønhed er heller ikke vanskelig at få øje på, men det skal tilføjes at vi kun møder en bleg afglans af den. For disse sale var fulde af stærke farver. De er nogenlunde bevaret på flisemosaikkerne, men oven over dem må vi tage fantasien til hjælp for at dekorere den brunende gips med en kombination af sorte og røde og blå og grønne farver på hvid baggrund. Ind imellem var Koranens ord fremhævet med bladgulv. Salenes lys var også helt anderledes, dæmpet og spillende i alle regnbuens farver gennem vinduernes forsvundne glasmosaikker. Tidens tand har sat sine spor, og det er ikke alle restaureringer som har været lige vellykkede. Allerede en uge efter den kristne generobring af Granada i 1492 beordrede dronning Isabel den første istandsættelse af paladsernes indre. Det var kun godt, og man kan heller ikke indvende så forfærdelig meget mod de senere ombygninger. De blev foretaget med god smag, og til syvende og sidst overlevede Alhambra, fordi det stadig tjente et formål. Granadas kongebolig måtte følge med tidernes skiftende krav. Det gik først rigtig galt i perioden fra 1750. Først blev kongeboligen husvildebolig, og halvvejs inde i det nye århundrede rykkede restauratorerne ind med alle de mislykkedes ideer, som kom på mode under nyklassicismen og romantikken. Antikkens verden var den store 43

reference, og man havde en falsk forestilling om at grækerne og romerne gik rundt i snehvide dragter mellem snehvide templer med snehvide statuer. Sådan skulle det antikke se ud. I det meget yngre Alhambra var farverne ikke skyllet bort endnu, men man hjalp processen på vej ved at raspe dem af væggene. I dette tilfælde kunne man naturligvis ikke undskylde sig med en misforståelse, men romantikerne gik heller ikke af vejen for bevidst historieforfalskning. Tværtimod bekendte de sig frejdigt til den. Princippet var at gamle bygninger skulle restaureres for at leve op til et ideal, og det spillede ingen rolle, om dette ideal havde eksisteret i virkeligheden. Således blev løvepaladset offer for et andet groft overgreb, da en af de karakteristiske pyramider over pladsens små pavilloner blev revet ned for at give plads til en kuppel, som arkitekten fandt mere arabisk. Mere arabisk end araberne selv! I forrige århundrede blev denne skade udbedret, men andre kommer man til at leve videre med. Åbne spørgsmål Alhambras restaureringer er også en del af Alhambras historie, konstaterer den ansvarlige arkitekt for paladsbyens vedligeholdelse, Francisco Lamolda. I dag restaurerer vi tingene efter andre principper, som er baseret på informationen fra arkæologiske udgravninger og gamle dokumenter. Løvegårdens restaurering er resultatet af tre årtiers arbejde med disse spørgsmål, men vi hævder i øvrigt ikke, det er en perfekt rekonstruktion - blandt andet fordi det ganske enkelt er umuligt at finde svar på alle spørgsmålene, siger han. Siden 1800-tallets start har Løvegården flere gange været indrettet som en lille have omkring springvandet. Haven var en anden af de romantiske tvangstanker, men efter de nye udgravninger er arkæologerne sikre på, at den ikke eksisterede på muslimernes tid. Det understøttes af den første beskrivelse af Løvegården, som blev givet af den østrigske humanist Hieronymus Münzer i året for Gra- ET ARBEJDE DER BLIVER EN BESÆTTELSE Carmen Tienza lagde for nogle måneder siden sidste hånd på ti års arbejde. Arbejdet har taget ti år af Carmen Tienzas liv, så man forstår at chefen for holdet som restaurerede Løvegårdens springvand har fået et specielt forhold til sine løver. Det ender nemt som en besættelse, fordi tingene skal kontrolleres uhyre grundigt for at forhindre at du laver en uoprettelig fejl. I dette tilfælde gælder det, at jo langsommere, jo bedre, siger Carmen Tienza. Størsteparten af tiden er gået med forstudier af løvernes helbredstilstand. De er for eksempel blevet røntgenfotograferet med et særlig kraftigt apparat, hvis stråler var i stand til at skyde igennem marmorblokkene på 250 til 300 kilo. Holdet på ni personer har også studeret gamle fotos, som blev taget kort tid efter fotografiets opfindelse for snart 200 år siden. De gamle fotos havde en fremragende kvalitet og viste mange detaljer, som senere forsvandt under aflejringerne af mineraler og mikroorganismer. Det var afgørende for at genskabe løvernes oprindelige former og volumen. Løverne er nemlig blevet synligt mindre efter restaureringen. Skorpen havde en tykkelse, der varierede fra fire til 23 millimeter på de mest udsatte steder. Den var hårdere end marmoret selv, og det yderste lag blev fjernet med et instrument, der minder om et tandlægebor. Richard Fords graffiti. Når skorpen skiftede farve og blev lysere, gik restauratorerne over til en endnu finere laser. Undervejs dukkede overraskelserne op. Den største var at løverne kan inddeles i tre hovedgrupper efter deres design. De kom åbenbart fra tre forskellige værksteder, og til slut er de blevet monteret rundt om springvandet i rækkefølgen abc-abc, så der blev symmetri og harmoni, fortæller Carmen Tienza. En anden overraskelse dukkede op på kummens kant, hvor englænderen Richard Ford i 1831 efterlod en graffiti med sit navn. Efter hjemkomsten skrev han Manual for spaniensrejsende, der formodentlig er alle tiders mest indflydelsesrige rejsebog. På godt og ondt har den fastlagt udlandets syn på Spanien indtil i dag. En af de ting, Ford harcelerede over, var den manglende beskyttelse af Alhambras monumenter, og åbenbart tog han ikke fejl! Hans graffiti har undtagelsesvis fået lov til at blive stående på det restaurerede springvand. Ydmyghed På afstand kan det se nu som om springvandet er nyt igen, men tæt på ses alderens spor. Disse løver har tilbragt mere end 600 år i et ekstremt klima med hedebølger om sommeren og frost om vinteren. Det kan ses, og vi synes det skal respekteres. Mange skader er i øvrigt opstået som følge af tidligere restaureringer, hvor man blandt andet brugte meget skadelige jernsøm. Dem har vi fjernet igen, og alle vores egne nye indgreb er udført, så de også kan gøres om, hvis man en dag skulle fortryde. Du bliver ydmyg af arbejdet med disse løver, siger Carmen Tienza. 44

nadas fald. Münzer siger at Løvegården var belagt med marmorfliser, og sådan møder vi den atter - en stor hvid flade omkring det hvide springvand med løverne. Denne gård har udgjort en effektfuld kontrast til de omliggende bygningers mangefarvede fantasier, men det sidste store spørgsmål står dog åbent: Var springvandet med løverne farvelagt? Det har mange nemlig taget for givet indtil for nylig. Under restaureringen har vi ikke fundet spor af denne bemaling, og min personlige mening er at den ikke har eksisteret. Billedhuggernes store arbejde med at udnytte marmorets naturligt farvede årer ville være spildt, hvis det hele alligevel skulle males over bagefter. Man skjulte de fattige materialer under maling, men ikke marmoret, mener den ansvarlige for løvernes restaurering, Carmen Tienza. Hun citerer desuden Ibn Zamraks digt, der står graveret rundt om den store kumme over løvernes ryg. Her sammenlignes skulpturen med perler af gennemsigtig klarhed. Det er første gang i 15 år, at der atter er vand i alle Løvepaladsets kilder. Og vandet er Alhambras vigtigste dekorative element. Vandet og ørkenfolket Vand og marmol ser ud til at flyde sammen, og ingen tør sige hvem der glider hen over den anden, lyder et andet vers af den poetiske minister, og det er en glimrende beskrivelse af springvandet. Det klare vand løber stille ud af munden på de tolv løver, og oven over løverne breder ringene sig lige så roligt i kummens vand. Dette opfanges af en sindrig tilbageløbsmekanisme, inden det løber ud over kanten med de derved forbundne associationer om at gå til spilde. Vandet er alle steder i Alhambra, men det er en stille glæde som aldrig trænger sig på. De kristne beboere løftede i starten den store kumme op på piller, og siden anbragte de en lille kumme over den store sammen med et ekstra springvand. De satte tryk på vandet, så det sprøjtede højt og festligt - der var vand nok, hvor de kom fra. Det savnedes heller ikke i Alhambra ved Sierra Nevadas En del af Løvepaladsets bygninger er stadig under restaurering, for det er en proces, der aldrig stopper. fod, men efter 800 år havde de fremmede fra ørkenen ikke vænnet sig til det endnu. Vandet behandledes med religiøs ærbødighed. Koranens paradis er et sted, hvor fire floder mødes og vandet altid flyder. Derfor er der fire kanaler, som krydser Løvegården og mødes i springvandet. Inde i bygningerne er der andre små kildevæld, som fornøjer sindet om dagen og klukker beboerne i søvn om natten. Desuden køler vandet bygningerne af i den varme sommer. Mange århundreder inden man opfandt ordet blev den bioklimatiske arkitektur opfundet i Alhambra, hvor paladsernes vigtigste sale altid ligger i bunden af de højeste tårne. Den varme luft suges op gennem skorstenen og ud gennem vinduerne under taget. Overalt i Alhambra er vandet den vigtigste dekoration. Derfor var det en stor dag, da Løvepaladsets elleve springvand for nogle måneder siden atter fungerede på samme tid for første gang i 15 år, efter at undergrundens sindrige system af forbundne kar også havde fået et serviceeftersyn. Vandet kommer stadig fra den seks km lange akvædukt, som var det første, Muhamed I konstruerede til sin paladsby på den golde klippeknold. Tingene fungerer perfekt den dag i dag. Løvegårdens store springvand er dog koblet til byvandet nu, indrømmer Francisco Lamolda. Det er lidt snyd, men det rensede byvand er bedre for løvernes helbred end bjergenes vand. Efter det enorme arbejde med restaureringen skal de holde så længe som muligt denne gang! pod. Fotos: Patronato de la Alhambra og andre. 45