Patientinformation Artrodese af fingerled Stivgørelse af fingerled kvalitet Døgnet Rundt Ortopædkirurgisk Afdeling Håndkirurgisk Sektor, Sønderborg
årsag Undertiden opererer man med stivgørelse af fingerled, hvilket vil sige, at man fjerner leddet mellem to fingerknogler og efterfølgende får de to knogler til at vokse sammen. En sådan operation kan f.eks. komme på tale, hvis et fingerled er blevet ødelagt som følge af en tidligere skade, eller som følge af leddegigt, slidgigt eller andet. En stivgørende operation har til formål at fjerne smerte og/eller at stabilisere området.
Behandling Der er flere måder, på hvilke man kan udføre en stivgørende operation. 1) Man kan stabilisere det fjernede led med metalpinde (K-tråde), som efterlades under huden. Man behøver efterfølgende kun igen at fjerne disse tråde, såfremt de generer. 2) Man kan stabilisere det fjernede led med metalpinde (K-tråde), der stikker ud igennem huden. Disse metalpinde bliver efterfølgende fjernet 6 uger efter operationen i forbindelse med besøg i ortopædkirurgisk ambulatorium. Mange er ofte bekymrede for, at fjernelsen af metalpindene vil medføre smerter, men smerterne er sædvanligvis ubetydelige. 3) Man kan stabilisere det fjernede led med en eller to små skruer, som sjældent behøver at fjernes senere.
Efter operationen Efter operationen bliver der anlagt en gips. Patienten ses i ortopædkirurgisk ambulatorium 1, 2 og 6 uger efter operationen. Ved første kontrol skiftes bandagen. Ved anden kontrol skiftes bandagen, og stingene fjernes. Ved sidste kontrol fjernes gipsen, og metalpinde, der går igennem huden fjernes ligeledes. Der foretages desuden røntgenundersøgelse. Ofte vil patienten på dette tidspunkt blive henvist til ergoterapeutisk optræning. Efter gipsfjernelsen, starten patienten med aktive øvelser og let belastning og gradvist øges belastningen. Det stivgjorte led vil sædvanligvis først være 'solidt' ophelet 12 uger efter operationen, og tunge aktiviteter skal vente til da.
Råd og vejledning Arret Arret er lidt fast og ømt i de første 6-8 uger efter operationen. Man kan få arret blødere og mindre ømt ved at massere dette med fugtighedscreme. Infektion Infektion kan opstå efter en hvilken som helst operation. Typisk vil man i et sådant tilfælde føle ømhed og kunne se rødme omkring fiksationspindene. Opstår der infektion, vil man ofte kunne få den til at gå i ro ved at behandle med antibiotika. Der kan dog i visse tilfælde blive behov for at fjerne fiksationsmaterialet tidligere end planlagt. Stivhed Ca. 5 % af patienterne er følsomme overfor håndkirurgi, og disse patienter vil efter en hvilken som helst håndoperation kunne få hævelse, smerter og stivhed. Man kan ikke forudse, hvilke patienter, der får dette problem; men hvis det opstår, vil det blive søgt behandlet med ergoterapi. Manglende heling Undertiden heler det stivgjorte led ikke. Det kan f.eks. skyldes infektion eller for voldsom aktivitet. Der kan i disse tilfælde blive behov for en supplerende operation. Forkert heling Undertiden heler det stivgjorte led i en dårlig stilling. Det kan f.eks. skyldes infektion eller for voldsom aktivitet. Der kan i disse tilfælde blive behov for en supplerende operation.
I gang igen Genoptræningsfasen efter operationen er ofte først afsluttet 3-4 måneder efter operationen. Sædvanligvis vil man kunne køre bil 8-12 uger efter operationen, hvis man da på dette tidspunkt har det godt og har fuld fingerbevægelighed. Tidspunktet for, hvornår man kan vende tilbage til sit arbejde, er variabelt og afhænger af, hvilket arbejde, man har. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis der er noget du er i tvivl om, eller hvis du har spørgsmål. Venlig hilsen Personalet Ortopædkirurgisk Afdeling Håndkirurgisk Sektor Specialeansvarlig overlæge Barbara Kulinsky Mail: Barbara.Kulinski@shs.regionsyddanmark.dk Tlf. 7418 2134 eller tlf. 7418 2224 mellem kl. 9-11 Sygehus Sønderjylland, Sønderborg
Sygehus Sønderjylland Egelund 10, 6200 Aabenraa Tlf. 74 63 15 15 www.sygehussonderjylland.dk regionsyddanmark.dk ID 15766 08/2009 udarbejdet af: B. Veber, B. Kulinsky og L. Carstensen. Godkendt af afdelingsledelsen