[Nyt fra maj 2016] Af Mette og Alex Bjergbæk Klausen, udsendt af Mission Afrika [NB. Alle kan tilmelde sig vores åbne nyhedsbrev Dagbog fra Sierra Leone. Nyhedsbrevet bliver sendt ud én gang om måneden direkte til din mailboks. Du må meget gerne opfordre interesserede til at sende en mail til: abk@missionafrika.dk.] Vi samarbejder med Det Anglikanske Stift i Bo om at træne kirkeledere til menigheder i stiftet, som dækker et område på størrelse med Jylland. Projektet har fået titlen Teologisk Førstehjælp. Bo 16.05.2016 Kære alle, Her er lidt mere tomt end sædvanligt. Mette er i Danmark på lynvisit og kommer tilbage om halvanden uge, så jeg er alene hjemme! Men helt alene bliver man alligevel aldrig. Vi er omgivet af mennesker dagen lang. Vores hus ligger i et kvarter, hvor der er masser af liv. Det er nærmest som en lille landsby midt i byen. Derudover har vi en masse mennesker, som kommer til huset i løbet af dagen. Hver eneste morgen (undtagen søndag) kommer Steven klokken otte. Han er så præcis, at vi ligefrem kan stille uret efter ham og når han en enkelt gang er ti minutter forsinket, bliver hunden ulykkelig og urolig. Det er dejligt at have pålidelige mennesker omkring sig, som vi ved, at vi kan regne med. De mange år han har 1
arbejdet for os (tre år) har gjort, at vi nu kan betro ham flere og flere opgaver. Han løber ikke om hjørner med os og tager ikke af kassen. Han er en af kirkens folk og meget er på spil, mens han uddanner sig til at blive præst. Om alt går vel modtager han sin første ordination (til diakon) sidst på året, måske første søndag i advent. Mattia Bockarie er her også normalt i dagtimerne, inden han skal i skole om eftermiddagen. Dagfolkene er her frem til klokken 16, hvorefter der er et par timers ro, inden nattevagten tjekker ind klokken 19, når mørket er ved at falde på. Så det er svært at være rigtig alene hjemme og uanset hvad, så går livet udenfor kompounden aldrig stille forbi. Latter, skænderier, kalden, børn der leger, tøj der vaskes og huse der bliver repareret. Der er liv! I troperne foregår meget af hverdagslivet uden for husene og derfor deltager man i hinandens liv på godt og ondt. Lige nu bliver der hamret og banket ved naboens hus. Det gamle bliktag holder ikke tæt og skal skiftes. Det er også ved at være på tide, for der kan falde regn når som helst. Der er mørke skyer på himlen og man har bestemt ikke lyst til at sove uden tag over hovedet på denne tid af året. Men derfor er det selvfølgelig også først nu, at man bliver opmærksom på, at taget trænger til at blive skiftet. Det er noget af det, som det kan være vanskeligst at vænne sig til i Afrika at ting først bliver klaret i sidste øjeblik, når det er blevet bydende nødvendigt og det uanset om det handler om at få skiftet tag, blive tilset af en læge eller få forberedt en gudstjeneste. Det er her kulturene for alvor støder sammen. Måske er vi også alt for velforberedte og effektive i Danmark (og vesten generelt) og de mange forventninger til os og vores dagligdag har sine omkostninger i form af stress. Vi halser efter tiden og vil altid føle os bagefter og en lille smule utilstrækkelige. Selvom vi måske kan lære lidt af Afrika og lade tiden komme til os i stedet for at jagte den, så er det nok alligevel bedst med en fornuftig balance mellem det at være afslappet og velforberedt. Måske skal vi bare lære at sige til os selv og hinanden, at ok nogle gange er godt nok og at vi ikke altid behøver at være så overforberedte! 2
I denne udgave af vores dagbog har jeg tænkt mig at tage jer med på en tur til en af vores yderområder i stiftet. Det er ikke fordi det er så langt væk i afstand, men i Sierra Leone måler vi ikke kun i kilometer og mil, men også i tid. Hvor lang tid tager en tur, hvis man kører i bil og hvor lang tid, hvis man tager motorcyklen og hvordan er forskellen mellem regntid og tørtid. De fire nye kirkeledere i Monghere-området. De bliver missionslæglæsere, forudsat at de også består den mundtlige eksamen! I fredags gik turen til Monghere. Her har stiftet været i gang med mission igennem de sidste fire år. Først og fremmest er der blevet arbejdet med landbrugsudvikling, som bl.a. er blevet støtte via midler fra USA, men sideløbende hermed har man været i gang med at etablere en række menigheder. I 2012 deltog et team fra Mission Afrika i grundstensnedlæggelse af den første kirke i området og i dag har vi fem menigheder. Det er et primært muslimsk område og derfor tager missionen tid. Samtidig er vi også helt afhængige af at få trænet nogle solide kirkeledere, som kan stå for de nye menigheder. Missionsafdelingen bærer ansvaret for denne træning. Igennem det sidste halve år har fire stærke mænd været i gang med træningen. De har mødtes én gang om ugen og er blevet vejledt og støttet af Steven, den unge mand ved vores hus, som også er en del af Missionsafdelingen. Steven har taget turen på motorcykel én gang om ugen. Nogle gange har han overnattet i landsbyen og andre gange kørt frem og tilbage samme dag. Han har gjort en kæmpe indsats og takket være Stevens vedholdenhed har vi nu fire gode kandidater klar til eksamen. Vi tog til Monghere for at mødes med de fire og for at få et 3
indtryk af deres arbejde med undervisningsmaterialerne. Vi mødte dem netop som de skulle i gang med deres allersidste session inden eksamen. Undervisningen foregår via Pilgrim-materialet, som er blevet udviklet i England og som vi har fået lov at tilpasse til en sierraleonsk kontekst og anvende til træning af vores læg-ledere. De fire gode kandidater kæmper lidt med deres læsefærdigheder. Men med støtte fra Steven lykkes det at komme igennem materialerne. Her ville det være oplagt at foreslå materialer skrevet på deres eget modersmål. Men desværre er de færreste i stand til at læse mende og krio. Langt de fleste foretrækker stadig den engelske bibel, selvom der er gode nye bibeloversættelser på både mende og krio (vi sælger begge dele i vores mobile boghandel). Vi motiverer altid til, at man benytter modersmålet, så vidt det Undervisningen er indsat i en liturgisk ramme og her er bønnen en vigtig del af fællesskabet! er muligt også i gudstjenesterne. Men det går trægt, bl.a. fordi regeringen ikke rigtig 4
motiverer til modersmålsundervisning. Fra regeringens side satses der først og fremmest på engelsk, som er det sprog, der binder landet sammen, i hvert fald administrativt. Steven styrer undervisningen af de kommende kirkeledere og det hele foregår gennem samtaler og diskussioner. Der er ivrig debat og uenigheder bliver luftet. På et tidspunkt synes stemningen lidt ophedet. Men det er kun et godt tegn på, at de har en mening om tingene og at det de arbejder med ikke er ligegyldigt for dem. Undervisningsformen er meget vigtig. Der er hverken én lærer eller faste svar på spørgsmålene. Det handler om dialog og den kan udvikle sig meget forskelligt i de forskellige grupper. Efter undervisningen er der en kort orientering om den kommende eksamen. Det er mest for at berolige dem. Man er ikke vant til mundtlige eksaminer, så for de fleste er det noget helt nyt. Vi har mange som kæmper med at læse og skrive på de lave niveauer af læg-læser uddannelsen. Derfor vil en skriftlig eksamen være helt urimelig. Udfordringen for os bliver at få trænet vores kollegaer i at håndtere en mundtlig eksamen uden at det bliver inkvisitorisk og dermed ubehageligt eksaminanden. for Efter en positiv oplevelse med gruppen kommer næste punkt på Austin er hovedansvarlig for visitationerne. Der bliver stillet en lang række spørgsmål og svarene udfyldes i et fire siders dokument. dagsordenen i Monghere: Visitation. Målet er, at alle moderkirker har visitation hvert år 5
Vi parkerer bilen og går den sidste vej til Kpetema. Uden Mettes kyndige vejledning balancerer jeg ikke på tvivlsomme broer! I Sierra Leone (kirkestatistik) og mindre kirker ca. hvert andet år, eller når det er muligt. Vi har samlet kirkelederne fra fire forskellige menigheder, så der er en god mulighed for at få lavet visitation. Med statistikken kan vi se, hvordan kirken udvikler sig i et område fra år til år, både i antal medlemmer, indsamlede midler og aktivitetsniveau. Det er også visitationerne som afslører, hvor der bliver drevet mission og hvor der evt. dukker nye menigheder op. Normalt holder vi visitationerne i lokalkirkerne, men ikke denne gang. Vi har allerede besøgt de fleste menigheder, undtagen én. Menigheden i Kpetema har vi endnu ikke besøgt, så vi beslutter os for, at det skal være målet for eftermiddagens udflugt. Hvis man kunne køre hele vejen, ville turen til Kpetema tage ca. 20 minutter og det var også hvad vi forventede. Men ca. 2 kilometer fra Kpetema er broen noget tvivlsom og uden Mette som navigatør tør jeg ikke vove mig ud på brædderne af frygt for at sidde uhjælpelig fast eller simpelthen falde igennem! Man har dårligt udsyn fra Vi vandrer to kilometer igennem smuk natur inden vi kommer frem til Kpetema! 6
bilen kan derfor ikke se, hvad der sker umiddelbart foran. Derfor er man helt afhængig af andres fagter og den slags fagter kræver lidt øvelse. Vi vælger derfor at efterlade bilen og gå de sidste kilometer til Kpetema. En varm og fugtig Landsbyens børn er nysgerrige tur, men samtidig en smuk tur igennem frodigt landskab med kakao- og kaffeplantager og masser af ananas. Efter en rask travetur når vi vores mål og får taget den lille kirke i øjesyn. Den bliver gennemfotograferet både indefra og udefra. jeg falder for den fine graffiti på en af kirkens vinduer et slags positivt hærværk, formentlig begået af en af kirkens medlemmer! Det bliver kun et kort besøg i Kpetema, men vi tager os lige tid til at hilse på landsbyens høvding det Graffiti af den positive slags! er nærmest at regne for en pligt, hver gang man besøger en ny landsby. Høvdingen, en yngre mand med et stort smil, hedder David og er muslim. Ikke noget typisk muslimsk navn men som bekendt kan der være mange grunde til, at man får et bestemt navn. F.eks. hedder vores nabos lille dreng Alex og en lille pige i Baiima hedder Mette. En eller anden dag er der 7
helt sikkert nogen, som kommer til at undre sig over, hvorfor de fik disse besynderlige navne. David er meget imødekommende og glæder sig over, at der er kommet en kirke i hans landsby. Ingen grund til bekymring over forholdet mellem kristne og muslimer i Kpetema! Vi vandrer de ca. to kilometer tilbage til bilen og efter nogen møje og besvær lykkes det os at få vendt bilen på den smalle vej. Tilbage i Monghere har Austin næsten afsluttet alle visitationerne og mangler nu kun den sidste. Maden er serveret. Lokale ris, kylling og sovs, det hele serveret på én stor fælles tallerken. Vi er alle godt sultne, for klokken er over fire og vi har ikke spist siden tidligt om morgenen, inden vi begav os ud på den bumpede vej til Monghere. Der bliver sunget og danset ved aftenens gudstjeneste! Dagens næste og sidste programpunkt er nok også det vigtigste. Målet for vores besøg er bl.a. at skabe positiv opmærksomhed omkring kirken, som ligger i et missionsområde. Sidste efterår fik vi en transportabel open-airbiograf og sidste uge kom lærredet herned sammen med en delegation fra kontoret i Højbjerg (Peter Fischer-Nielsen og Maria Haahr) og en repræsentant fra bestyrelsen (Anders Bjørnkjær Nielsen). Nu kan vi for alvor få glæde af udstyret og få det hele prøvet af i praksis. Nyheden om film-fremvisning havde for længst bredt sig og allerede i løbet af formiddagen 8
begynder der at komme folk fra de små landsbyer i nærområdet. De må dog væbne sig med tålmodighed i adskillige timer, for det skal være mørkt, før man kan få glæde af en open-airbiograf! Før filmfremvisningen holder vi gudstjeneste med sang og Steven sætter udstyret op, mens en flok tålmodigt følger med! Med det nye lærred er det muligt at lave open-air-fremvisninger. Tidligere brugte vi et hvidt lagen, som krøllede og blæste i vinden. I Sierra Leone dans. Det skaber en masse opmærksomhed og flere og flere mennesker strømmer til. Vi præsenterer missionsafdelingen og de nye kirkeledere og opfordrer andre interesserede til at melde sig. Derefter sætter vi filmen i gang. Steven har sat det hele op. Han har øvet sig hjemme men det er alligevel lidt angstprovokerende at skulle gøre det foran en hel folk nysgerrige børn og voksne. Systemet er forholdsvis enkelt at sætte op. Der er farvekoder på alle ledninger og kun én måde at sætte det sammen på. Jeg er imponeret over Stevens måde at arbejde på. Han går til det med stor forsigtighed og er meget lærenem. Det 9
er meningen, at han fremover skal stå i spidsen for et team, som skal rejse rundt for at evangelisere og vise film i de små landsbyer, hvor der ikke er elektricitet og dermed heller ikke noget fjernsyn! Jesus-filmen er ikke af nyere dato. Den blev produceret før jeg blev født og det er ikke nødvendigvis sådan, at film bliver bedre med årene. Jeg tvivler på, at den ville sælge særlig Flere og flere strømmede til i løbet af aftenen. Imamen helt ude til venstre i billedet (hat og stribede bukser) var med under hele filmfremvisningen. Der var stuvende fuld i den åbne retsbygning, som vi havde fået lov at låne til denne lejlighed. godt i et moderne konfirmandlokale med smartboard. Derfor tænkte jeg også, om den ville leve op til forventningerne. Men det fantastiske ved filmen er ikke de lettere stereotype karakterer eller de lidt kiksede special effects, men derimod at filmen er synkroniseret til mende (ligesom den er synkroniseret til en lang række andre lokalsprog verden over). Det er måske den eneste film, som faktisk er synkroniseret til mende og det gør den til noget ganske særligt. Jesus taler mende, så alle kan forstå det (altså lige med undtagelse af mig!). 10
Mine betænkeligheder bliver gjort til skamme. Man er ikke vant til at se film og generelt ser man noget helt andet i film og har andre forventninger til en god film. Flere og flere mennesker dukker op i mørket. Mere end 200 deltager ved vores første filmfremvisning, til sidst opgiver vi at tælle. Der er stuvende fuld af mennesker i alle aldre børn, kvinder og mænd, muslimer og kristne. En imam står udenfor og kigger nysgerrigt med. Men han vover sig ikke helt ind i bygningen, selvom han ligner en, der har lyst. Han bliver dog stående og ser hele filmen på sikker afstand. Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe succes. Vejret er med os. Ingen regn, ingen blæst, ingen truende lynglimt i det fjerne, bare en flot nattehimmel med klare stjerner. Flagermus jagter insekter, som bliver tiltrukket af projektorens lys og cikaderne synger om kap med lyden, som vælter ud af højtaleren. Undervejs bliver filmen diskuteret ivrigt og et par muslimske mænd spørger skeptisk, om man da virkelig kan tro på, at Jesus stod op af de døde. Filmen varer i to timer. Klokken 21 er vi færdige og kan begynde at pakke sammen. Alligevel bliver klokken 22, inden vi er klar til at køre fra Monghere til Bo. Vi er alle trætte, men den gode oplevelse har givet os ekstra energi, som vi kører på hele vejen hjem. Der bliver talt og hygget i bilen og uret viser midnat, da vi endelig kommer hjem til huset. Nu skal der laves planer for fremtidige filmfremvisninger, for der er ingen tvivl om, at det er et instrument, som kan hjælpe kirken til at udbrede det glædelige budskab. Det er blevet aften i Bo. Dagen er gået hurtigt og naboen er vist blevet færdig med sit nye tag. Næste uge venter store begivenheder. Der er indvielse af den nye sognekirke i Moyamba på næste fredag, noget som både Mette og jeg skal deltage i. Det skal nok blive festligt. Dagen efter er der eksamen for vores læglæsere på højeste niveau. Ja, de næste måneder bliver travle og gode, der er nok at se til og glæde sig over. Guds Fred, (Mette og) Alex 11