Her og nordpå: Professoren med russisk forskerskib i Nordatlanten Verden er også Danmark og Grønland 1 Der ligger et russisk krigsskib lige udenfor I 1990 bemærkede vi, at Skallerup Klit i en periode kun kostede halvt så meget som andre, tilsvarende feriesteder. Jeg ringede til dem og spurgte, hvad der var i vejen, siden de var så billige, og fik svaret: Vi foretrækker at have udlejet til halv pris fremfor at stå tomme til hel pris. Det lød jo fornuftigt, så vi tog derop og blev ikke skuffet. En fantastisk natur. Da vi havde fået os installeret og så ud ad vinduet: Der lå et russisk krigsskib, som var stødt på grund! Det måtte vi selvfølgeligt hen og se nærmere på, men oplevelsen i den uges tid, vi var der, var langt mere vandreturene i den nordjyske natur. Bette ved Skallerup Klit Gensidig interesse
Ture i Danmark var mest knyttet til camping eller familiebesøg. Og selvfølgeligt især for mig utallige besøg i arbejdsmæssig sammenhæng, både mens jeg var ved Venstres Sekretariat og senere fra Socialstyrelsen/Socialministeriet. Men det skete dog også, at vi indlogerede os nogle dage blot for at opleve en by eller en egn. Mange steder i Danmark kan naturen fuldt ud leve op til verden derude. Familiebesøgene kunne også bringe os en del omkring. Med en søster i Børnebørn og geder hører sammen Ringkøbing og en datter (Vibeke) i Viborg var Midt- og Vestjylland nogenlunde dækket. En periode boede Berit i Oslo, og siden var Vibeke vikar på et sygehus i Grønland (Qaqortoq). Vi benyttede naturligvis lejligheden til at besøge dem. Grønlandsbesøget vender jeg tilbage til. Vort guldbryllup benyttede vi til at samle børn, sviger- og børnebørn i Fåborg. Det lå nogenlunde centralt, dvs. lige besværligt for alle. Og Knuthenborg Park var selvfølgeligt et must med skiftende børn og børnebørn. Blandt alle de eksotiske dyr er geder altid spændende. 2 Rosinen i pølseenden: Grønland. I august 1995 var de nordiske socialstyrelsers årlige møde nået til Grønland, så det var tjenesterejse, men Bette tog med. Egentligt skulle vi have været hele ugen i Ilulissat, men de nordiske miljøministre kom på tværs, så vi veg og tog det sidste par dage i Sdr. Strømfjord. Naturen var en hård konkurrent til det faglige indhold. Det var spændende at vågne op og se, hvilke isbjerge der nu passerede uden for vinduet. Turen bød både på helikoptertur ind på indlandsisen just dér, hvor statsminister P. Nyrup Natur ved Ilulissat Ud for Ilulissat
Landskab ved Søndre Strømfjord Isbjerg ud for Ilulissat Rasmussen kort forinden havde været. Sneharerne måbede endnu. Og på sejltur blandt isbjergene ud for Isfjorden, foruden naturligvis gåture i og omkring Ilulissat. 3 Også ved Sdr. Strømfjord mødte vi natur og moskusokser. Det er imidlertid en helt anden, pudsig episode, jeg husker. Om respekt for alderdommen. I aftenens løb blev det mig, der skulle hente øl. Der var lang kø ved baren. Bag mig stod to meget store, brede grønlændere. Den ene prikker mig på skulderen og siger: Du er gammel! Ja. Og ved du, hvad det betyder? Næh. Og med en tak til Lise Nørgård svarede jeg: Det betyder, at jeg har overlevet mange vintre. Han vendte sig mod kammeraten og sagde med beundring i stemmen: Han har overlevet mange vintre!. Køen blev ryddet, og jeg kom straks til udskænkningen. Derefter hang jeg på at hente øl den aften, indtil vi noget senere bestilte en taxi. Efter lokal skik fik vi først plads i taxien, et folkevognsrugbrød, som så blev fyldt godt op med andre, som Qaqortoq: Fodtur i fjeldene skulle i samme retning. Lige inden den kørte, så jeg et ansigt nede ved dørtrinet. Jeg fik fat i nakken på kræet og hev ham indenbords. Det var min gode ven fra baren. Jeg takkede ham med det gode råd: Hvis du fortsætter sådan, bliver du ikke gammel. Han smilte taknemmeligt så godt han nu kunne. Nogle år senere, dvs. i 2003, fik vi chancen for at gense Grønland, da Vibeke, medbringende de fire børnebørn, i nogle måneder var vikar ved sygehuset i Qaqortoq. Moskusokser ved Sdr. Strømfjord Fly til Narsarsuaq, helikopter til Qaqortoq, afhentet med Grisebilen, der iblandt også brugtes som ambulance. Men vi måtte selv klare trapperne. Der er mange trapper i Qaqortoq. De boede på toppen.
Vi var på fiske-/sejltur. Fiskene forstyrrede ikke turen, men vi passerede forsøgsstationen, der med godt resultat tilpasser en række afgrøder til det sydgrønlandske klima, og vi beså ruinerne af en kirke og en gammel gård. Men hvalkødet fra Planken smagte bedst den første dag! En dag skulle Vibeke hente en patient i Narsarsuaq. Det ville Trapper i Qaqortoq koste 30.000 kr. med helikopter. Det var imidlertid ikke akut, så i stedet gik Vibeke, der altid har været meget økonomisk, ned i havnen og hyrede en båd for 3.000 kr. 27.000 kr. sparet er jo også en slags penge. Da båden alligevel skulle sejle turen, spurgte Vibeke, om vi ville med. Selvfølgeligt. Det blev en fantastisk tur. 23 timer hver vej. Jeg har hørt, at Vibeke siden fik problemer med den tur. En ambulance og det var båden jo ved den lejlighed tager ikke turister med! Det kunne genere patienten. Patienten havde nu udtrykt stor tilfredshed med, at der var nogen at snakke med undervejs. Da sagen nåede lidt op i systemet, syntes man ikke, der var meget kød på den, men hun skulle nok ikke gøre det igen. 4 Udsigt over Qaqortoq Vi måtte tidligt lægge en tur omkring en butik, der solgte hatte med myggenet. De små grønlandske myg er ret hidsige! Det kom os især til gavn på en fodtur over fjeldene, hvor der også var en del at se på. Én side af Grønland, den rene, klare luft, bliver man først helt opmærksom på, når man kommer hjem og skal trække den tunge, klamme luft, man herhjemme ellers havde vænnet sig til. Skiture til Optungården I en del år gik den årlige skitur til Optungården ved Tretten i Norge. For en familie på 5 personer havde den mange plusser. Den delte løjper med Skeikampen og Gausdal, men dens døgnpris svarede nogenlunde til Optungården
prisen på den obligatoriske rødvin til middagen på Gausdal. Det ved vi ret nøje, for på løjpen traf vi Bent Petersen og hans to børn. Bent var dengang borgmester i Birkerød, og jeg har omtalt ham i bogen om Venstre i 60 erne. De havde hjemmefra reserveret plads i en hytte i nærheden af Gausdal. Ved ankomsten fik de besked om, at der desværre var sket en fejl, men at de i stedet havde fået værelser på Gausdal uden ekstrabetaling. Jo tak. Gausdal er et fint hotel med omklædning i galla og med obligatorisk rødvin til middagen. Den var ikke omfattet af uden ekstrabetaling, og Bent og børnene havde naturligt nok kun medbragt skitøj de skulle jo på skiferie. Optungården var som navnet antyder en gård, som manden drev med kvægbrug, mens konen stod for det særdeles hyggelige pensionat med plads til godt og vel en snes gæster, fortrinsvis faste kunder fra år til år, så det var gensyn og genkendelse. Gode vaner overlevede fra år til år, som når vi efter en lang dag på løjperne deltes om de medbragte strikkeposer i muntert lag om aftenen. Det skete, at strikkeposerne måtte suppleres. Så lød det fra manden og lad det være sagt nu, da enhver konflikt med regler for længst er forældet -: Det kniber med vandet. Køerne skal have først. Men er der nogen, der absolut skal have bad i morgen, eller skal der være vand til maskinen? Pudsigt nok, ingen skulle bade den dag, og aftenen efter kunne vi så nyde maskinens produkter. Safari i Nordatlanten 5 Med russisk forskerskib nord om Skotland og Færøerne I maj 2003 stod vi ud af Aberdeen med et russisk forskerskib, Professor Multanovskiy, som ved denne lejde var ret ligeglade med fotograferne lighed var chartret af Albatros til at bringe en Politiken Plus-gruppe rundt mellem Shetlandsøerne, Færøerne og Hebriderne. Det var absolut en anderledes safari, end vi kendte fra Afrika. Naturligvis var naturen en helt anden, og Afrikansk massage (kendt fra kørsel på hullede, bumpende veje) afløst af Atlantens bølgegang. Men at Zodiac erne
Fugl og fuglefjeld bo på et skib er anderledes end at bo i en teltlejr eller på en lodge. Det var et godt og stabilt skib, indrettet til, at forskere i arktiske forhold kunne bo, arbejde og mødes til diskussioner. Den russiske besætning var hjælpsom og meget serviceorienteret. Den russiske kaptajn var meget gæstfri på broen, hvis vi ville nyde udsigten derfra. Han var desuden allergisk mod havneafgifter. Måske også derfor medbragte skibet 3-4 Zodiac er, dvs. store gummibåde, som med en kran kunne svinges ud fra fordækket. De gav os nem adgang til kysten, når vejret ellers tillod det. Selv ved Thorshavn ankrede skibet op uden for havnen, og vi blev fragtet ind i Zodiac er. Færøerne i brænding og dis 6 Ved Shetlandsøerne var vi begunstiget af godt vejr og fik set på natur, historie og ikke mindst fugle på flere øer. Ved Færøerne var vejret blevet mere færøsk med blæst, tåge og regn, så ruten jævnligt måtte justeres og landgangene blev skuffende få, nemlig Thorshavn og Bøur. Det var også på de kanter, at jeg gik glip af den særegne oplevelse, at nogle af gæsterne, inkl. Bette, havde drukket bartenderen så fuld, at vi dagen efter måtte skyde til, for at han ikke alene skulle hænge på det betydelige underskud, festlighederne havde efterladt baren med! Buler på Atlanten Oliefelt nord for Skotland
Hvaler kom ikke i sigte, men undervejs til Hebriderne mødte vi et par hundrede delfiner. Selv om betingelserne for fotografering var særdeles ugunstige, forsøgte jeg. Ved nattetide passerede vi desuden et olieborefelt. Det lignede mest pyntede juletræer med lys i toppen. Ved Hebriderne fik jeg for første gang på en rejse den besked, at jeg var blevet for gammel (og affældig?) til en udflugt! Rejseleder og Zodiac-fører vurderede, at brænding og landgang ville blive for hård til, at jeg ville kunne klare den. Det var dog en vis tilfredsstillelse, at jeg havde adskillige yngre lidelsesfæller, og da det kom til stykket, Én blandt et par hundrede delfiner tog kun et lille prøvehold af de stærkeste af sted og kom tilbage med uforrettet sag (bortset fra en flaske vodka, som en lokal beboer var kommet ud med!). Vi sluttede i Oban på Skotlands vestkyst bortset fra busturen til flyet i Glasgow gennem et af Skotlands skønneste landskaber. 7