En artikel fra KRITISK DEBAT Selvmordsterrorisme undertrykkelsens spejl Skrevet af: Mikkel W. Kaagaard Offentliggjort: 01. november 2009 Efter 19 selvmordsterroristers angreb på amerikanske mål den 11. september 2001 erklærede George W. Bush krig mod terrorismen. Paradoksalt nok er de tre lande som primært har lagt jord til denne krig - Irak, Afghanistan og Pakistan - i dag de lande, hvor der udføres flest selvmordsangreb og terroraktioner. Alene i 2005 blev der udført 460 selvmordsaktioner i Irak mod både civile og militære mål. Det er flere end det samlede antal selvmordsaktioner udført før den 11. september i lande som Libanon, Sri Lanka og Israel/Palæstina. Krigen Mod Terror kunne heller ikke forhindre angreb i Vesten som eksempelvis terroraktionen i Madrid den 11. marts 2004 og selvmordbomberne i London den 7. juli 2005. Selv om Irak og Afghanistan fortsat er under vestlig besættelse, er Krigen Mod Terror da også blevet afblæst af Barack Obama og den britiske udenrigsminister David Miliband, som mener, at den medvirkede til en forfejlet politik, som har fokuseret næsten udelukkende på militære løsninger og desuden sat retssikkerheden under pres. Denne artikel vil præsentere en forklaring på fænomenet selvmordsterrorisme, som måske kan bidrage til, at fremtidige tiltag vil være mere effektive. Jeg har i mit speciale, Hvorfor selvmordsterrorisme? - En komparativ analyse af baggrunden for selvmordsterrorisme i Libanon, Sri Lanka og Israel 1, kigget på selvmordsterrorismens 2 politiske kontekst og udviklingen i årtierne før de første selvmordsaktioner. Det viser sig, at der er flere markante fællestræk for de tre konflikter: Der er tale om etniske konflikter. Der er tale om asymmetriske konflikter. Selvmordsbomberne er del af en omfattende martyrkult. Der er tale om en langvarig og gensidig radikaliseringsproces. Etniske konflikter: Konflikterne i Libanon, Sri Lanka og Israel/Palæstina handler om mange ting - eksempelvis om adgangen til politiske og økonomiske ressourcer som arbejde, uddannelse, landbrugsjord, politisk repræsentation, selvstændighed og selvstyre. Men de primære skillelinjer er etniske, og både regeringsstyrker, partier og væbnede grupper er etnisk "rene". Således er de israelske muslimer undtaget for værnepligt, og der er stort set kun singalesere i den srilankanske hær, selv om tamiler og muslimer udgør næsten 25 % af befolkningen. Der er næsten udelukkende palæstinensere i Fatah og Hamas, tamiler i De Tamilske Tigre (LTTE) og libanesiske shiamuslimer i Hizbollah. Asymmetriske konflikter: Selvmordsterrorisme er kun blevet benyttet af konflikternes svageste og ikke-statslige part. I en periode havde LTTE ganske vist held med også at føre konventionel krig mod regeringshæren, men generelt har Hamas, Fatah, Hizbollah og LTTE kæmpet en asymmetrisk kamp med en blanding af terror og guerillakrig. Martyrkult: Det er velkendt, at islamistiske organisationer som Hamas og Hizbollah står bag en meget omfattende martyrkult. Formålet med denne martyrkult er dels at hverve rekrutter til nye selvmordsaktioner og dels at styrke organisationernes image. Hvis unge mennesker er villige til at ofre deres liv for en organisation, vil den ofte kunne udkonkurrere rivaliserende oprørsgrupper. Organisationer som PFLP og Fatah var tidligere sekulære og venstreorienterede. Men i slutningen af 1990'erne var de ved at blive udkonkurreret af Hamas. Det medvirkede til, at de blev stadig mere præget af islamistisk ideologi og terminologi, og herefter begyndte de også at benytte 1 / 5
selvmordsaktioner. LTTE havde også et sekulært-socialistisk udgangspunkt men udviklede sin helt egen ideologi og udbredte forestillinger om, at martyrerne - der i strid med hinduistisk tradition blev begravet - ville genopstå, når tamilerne fik deres eget land. Gensidig radikaliseringsproces: Et fjerde vigtigt fællestræk ved konflikterne er, at der var tale om en gradvis radikaliseringsproces, hvor både den stærkeste og den svageste part brugte stadig mere voldsomme metoder. Først efter flere års konflikt tog medlemmer af den svageste part selvmordsterrorisme i anvendelse. I alle tre tilfælde har radikaliseringsprocessen for den svageste part følgende trin: 1. 2. 3. 4. 5. Fredelig politisk kamp Væbnet kamp Terror og andre angreb på civile Selvmordsaktioner Selvmordsterrorisme (selvmordsaktioner mod civile mål). I Israel/Palæstina var der to radikaliseringsprocesser. Den første startede med iværksættelsen af det zionistiske projekt i 1880 og sluttede med Israels sejr i 1949. Den anden startede med Seksdageskrigen i 1967. Som bekendt endte kun den anden radikaliseringsproces med selvmordsaktioner og selvmordsterrorisme. Det er stort set glemt i dag, men i 1970'erne deltog den palæstinensiske befolkning i Gaza og på Vestbredden ikke i de guerillaangreb og terroraktioner, som blev udført af palæstinensiske flygtninge fra baser i navnlig Libanon. I stedet deltog de i strejker og demonstrationer, og ved lokalvalg stemte de på moderate nationalister, som ønskede en to-stat- -løsning på et tidspunkt, hvor det endnu ikke var PLO's officielle politik. Men Israel forbød strejker og demonstrationer, og de palæstinensiske borgmestre blev angrebet af bosættere og afsat af Israel. Hermed kunne en ny radikaliseringsproces begynde. Etnisk eksistenskamp Tilsammen betyder disse fire forhold, at medlemmer af konflikternes svage part har oplevet, at de var del af en etnisk eksistenskamp. Både tamilerne, palæstinenserne og de libanesiske shiamuslimer er relativt små grupper med en befolkning på nogle få millioner mennesker. Disse befolkningsgrupper har været ekstremt hårdt ramt i de borgerkrige, de har været en del af. Titusindvis af civile er blevet dræbt, og mere end en million mennesker er blevet drevet på flugt i hver af de tre konflikter. Efter et forsigtigt bud blev 30 % af tamilerne, 60 % af palæstinenserne og 40 % af shiaerne drevet på flugt - ofte i forbindelse med etniske udrensninger, massakrer og bombardementer af boligområder. Den gensidige brutalisering har nået et omfang, hvor mange har opfattet modpartens civilbefolkning som kollektivt ansvarlig og dermed et legitimt mål. For langt de fleste medlemmer af de tre grupper har der været tale om en langvarig, konkret trussel mod deres og familiens liv. Samtidig har der været tale om en trussel mod gruppernes eksistens som etnisk gruppe med tilknytning til et bestemt geografisk område. Det paradoksale selvmord Det forekommer paradoksalt, at personer, som oplever, at både gruppens og deres egen eksistens er i fare, vælger at blive selvmordsbombere. Ifølge den amerikanske psykolog og antropolog George De Vos er etnisk identitet udtryk for en subjektiv, emotionel og til tider irrationel følelse af tilknytning. Samtidig hævder han, at individ og gruppe på et identitetsmæssigt plan kan smelte sammen, så en trussel mod gruppens eksistens opleves som en trussel mod individets eksistens: "Ethnicity, therefore, is in its narrowest sense a feeling of continuity with the past, a feeling that is maintained as an essential part of one's self-definition. Ethnicity is also intimately related to the individual need for collective continuity. The individual senses to some degree a threat to his own survival if his group or lineage is threatened with extinction. Ethnicity, therefore, includes a sense of 2 / 5
personal survival in the historical continuity of the group" George De Vos (University of California, Berkeley) 3. For personer, som tilhører en meget individualistisk, vestlig kultur, forekommer det måske stadig uforståeligt, at selvmordsterrorisme, som per definition inkluderer selvmord, skulle være udløst af eksistentiel frygt. Ifølge den amerikanske professor i psykiatri Irvin D. Yalom kan dødsangst imidlertid godt medføre selvmord i almindelighed: "Hvor paradoksalt det end virker, at nogen skulle begå selvmord på grund af dødsangst, er det ikke ualmindeligt... Tanken om at begå selvmord dulmer noget af rædslen. Det er en aktiv handling; den giver en vis magt over det, i hvis magt man er. Dertil kommer, som Charles Wahl har fremført, at mange selvmordere har en magisk opfattelse af døden og betragter den som midlertidig og reversibel. Et menneske, der begår selvmord for at vise sin fjendtlighed mod andre eller vække deres skyldfølelser, forestiller sig måske, at bevidstheden lever videre, således at han eller hun vil kunne nyde frugten af sin død" Irvin D. Yalom (Stanford University) 4. Denne mekanisme understreger martyrkultens centrale betydning for rekrutteringen af selvmordsterrorister. Med løfter om forskellige former for genopstandelse og hinsides belønning underbygger organisationerne de potentielle udøveres magiske opfattelse af døden som noget midlertidigt og reversibelt. Det ser altså ud til, at frygten for udslettelse er den eneste drivkraft, som er stærk nok til at drive mennesker til selvmordsterrorisme. Og kun i de sidste grusomme stadier af asymmetriske etniske konflikter kan en stor gruppe mennesker opleve denne frygt stærkt nok til, at selvmordsterrorisme tages i anvendelse. Disse konklusioner gælder tilsyneladende også for konflikterne i Tyrkiet (Kurdistan), Rusland (Tjetjenien) og Indien (Kashmir), hvor den svageste part i langvarige etniske borgerkrige også har benyttet selvmordsterrorisme. Men spørgsmålet er, om de også gælder for al- Qaeda og såkaldte 'home grown' terrorister fra Vesten. Al-Qaedas globale Jihad Flere forskere hævder som Assaf Moghadam og Scott Atran, at selvmordsterrorisme i dag primært er resultatet af al-qaedas og andre islamistiske gruppers offensive religiøse mission 5. Således afviser Moghadam, at al-qaedas selvmordsangreb kan være udløst af nogen form for besættelse eller undertrykkelse. Til fordel for dette standpunkt nævner han: a) Mange af de islamistiske gruppers selvmordsangreb foretages i lande uden besættelse og uden vestlige tropper. b) I lande med besættelse er det ofte ikke besætterne, som angribes. c) Langt de fleste selvmordsangreb i besatte lande udføres af udlændinge, som altså ikke er under besættelse. Men Moghadam overser, at mange muslimer ikke føler nogen stærk tilknytning til de nuværende statsdannelser i Mellemøsten. Flere af disse statsdannelser er mindre end 70 år gamle, og grænserne er trukket af vestlige kolonimagter. For al-qaeda og tilhængerne er det ikke afgørende, om USA har tropper i Saudi-Arabien, Bahrain eller Irak, og for dem er en jordaner, som kæmper i Irak, eller en saudiaraber, som kæmper i Afghanistan, ikke en udlænding. Samtidig er islamisterne meget bevidste om vestlige staters samarbejde med regimer i den muslimske verden som eksempelvis Saudi-Arabien, Marokko, Iran under shahen og Irak i 1980'erne. Med vestlig accept, og ofte også direkte støtte, har disse regimer undertrykt både fredelige og væbnede islamistiske bevægelser med ekstremt hårde midler. Eksempelvis blev ca. 160.000 mennesker dræbt, efter at militæret tog magten i Algeriet, da det islamistiske FIS havde vundet første valgrunde. Kampen mod vestligt støttede regimer og kampen mod konkret vestlig besættelse er derfor begge 3 / 5
led i en overordnet kamp mod vestligt overherredømme. Ifølge islamisternes analyse er der tale om én overordnet konflikt mellem kristne og muslimer. Konflikten ses i et langt tidsperspektiv fra Poitiers og Reconquistaen over korstogene og koloniseringen af muslimske områder til opbrydningen af det sidste muslimske storrige efter 1. Verdenskrig og mere nutidige hændelser. Man kan være helt eller delvis uenig med denne analyse, men det er nu engang islamisternes egne opfattelser og følelser, som motiverer dem. Havde der ikke været elementer af sandhed i analysen, ville islamisterne ikke få opbakning i nævneværdigt omfang. Shahen i Iran fik massiv støtte fra vestlige stater med interesse i landets olieindustri. Samtidig blev oppositionen og herunder også islamisterne udsat for massiv undertrykkelse. Efter islamisternes erobring af magten blev Iran angrebet af Irak med vestlig støtte og vestlige våben. Den langvarige krig kostede mindst 500.000 mennesker livet. Al-Qaeda bygger trods alt også på det netværk af islamister, som kæmpede mod Sovjets meget håndgribelige besættelse af Afghanistan, og antallet af selvmordsaktioner udført af islamister steg eksplosivt efter vestlige troppers besættelse af Afghanistan og Irak. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at islamisterne oplever, at de kæmper en langvarig, blodig og etnisk (religiøs) asymmetrisk kamp mod vestlig besættelse og undertrykkelse. Denne oplevelse bygger på en lang række konkrete eksempler på krig, borgerkrig, massakrer, flygtningestrømme, besættelse og undertrykkelse, som har ramt millioner af familier i Mellemøsten. 'Home grown' terrorister I vestlige lande har der været en særlig interesse for såkaldte 'home grown' islamistiske terrorister. Terrorister, der trods opvækst i vestlige lande udfører terroraktioner i vestlige lande eller mod vestlige mål i muslimske lande. Disse terrorister har i en lang række tilfælde givet offentlige forklaringer på deres handlinger. Shehzad Tanweer var en af de fire unge muslimske selvmordsterrorister fra Leeds, som den 7. juli 2005 sprængte sig selv i luften i London. I en afskedsvideo fortalte han, at vantro briter fortjente at blive angrebet, fordi de havde stemt på en regering, som "continues to oppress our mothers, children, brothers and sisters in Palestine, Afghanistan, Iraq and Chechnya", og hævdede desuden, at angrebene ville fortsætte, "until you pull your forces out of Afghanistan and Iraq 6 ". Forklaringen er ganske typisk og helt i overensstemmelse med islamisternes politiske analyse. Det forekommer mange vesterlændinge usandsynligt, at en så upersonlig oplevelse af blodig undertrykkelse skulle kunne motivere så ekstrem en handling. Man bør dog huske på, at også danske soldater melder sig til tjeneste i Afghanistan på et lige så abstrakt grundlag. Men kombinationen af selvmord og bevidst drab på civile er en mere ekstrem handling end krigstjeneste. Hvis selvmordsterrorisme kun er muligt, når udøveren oplever eksistentiel trussel, så er spørgsmålet, om 'home grown' terrorister gør det. Som nævnt ovenfor mener De Vos, at individet kan opleve trusler mod gruppens eksistens som trusler mod individets egen eksistens. Denne mekanisme kan meget vel være stærkest hos nogle anden- og tredjegenerationsindvandrere i Vesten. En del af disse befinder sig i et rodløst ingenmandsland. Tidligere generationers identitetsmæssige holdepunkter kan ikke overføres til et moderne liv i Vesten. Det får nogle til at søge tilbage til noget traditionelt, som dog må omformes til den nye situation. Gananath Obeyesekere har formuleret fænomenet således: "It is my view that when an individual's commitment to his other identities have weakened, his commitment to his ethnic identity will be enhanced... With the dissolution of these other identities the ethnic identity, often revitalized and refashioned to suit the changed social conditions, helps to give a sense of meaning and coherence to the individual's identity 7 " Gananath Obeyesekere (Princeton University). 4 / 5
Nogle muslimer i Vesten vil derfor føle en meget stærk tilknytning til den etniske gruppe, og takket være islamistiske hjemmesiders konstante udpensling af overgreb mod muslimer vil en del islamister desuden opleve truslen som mindst lige så nærværende, som mange vesterlændinge gjorde efter den massive dækning af angrebet den 11. september. Konklusion Intet kan retfærdiggøre selvmordsterrorisme - hverken juridisk eller moralsk. Men LTTE, Hamas og Hizbollah er ikke opstået ud af den blå luft, og deres brutalitet og fanatisme er resultatet af radikaliseringsprocesser, som har efterladt undertrykte befolkningsgrupper med få alternativer. Den gode nyhed er, at man ikke behøver at vælge mellem sikkerhed og menneskerettigheder eller mellem retssikkerhed og tryghed. Uanset om selvmordsterrorismen udføres af mennesker i borgerkrigshærgede stater eller af rodløse unge fra Vesten, som kobler sig på disse konflikter, så opstår fænomenet selvmordsterrorisme kun i forbindelse med etnisk eksistenskamp, hvor civile gøres til mål for etniske udrensninger, massakrer og andre direkte angreb. Selvmordsterrorister forsøger at ramme modpartens civilbefolkning, fordi deres egen civilbefolkning har været udsat for uhyrlige angreb. Både i Israel/Palæstina, Libanon og Sri Lanka blev der ført etnisk bosættelsespolitik sideløbende med de etniske udrensninger. Etniske konflikter handler i sidste ende om demografi, og hermed bliver civile uundgåeligt gjort til mål for angreb. Hvis man forsøger at bekæmpe udøverne af selvmordsterrorisme med våbenmagt, vil der altid være risiko for, at man blot forstærker etniske gruppers frygt for udslettelse. Derimod er der ingen eksempler på selvmordsterrorisme i forbindelse med konflikter, hvor udøverne havde en reel mulighed for fredelig politisk kamp. Noter 1Specialet er afleveret og godkendt på Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet, hvorfra det er offentligt tilgængeligt. 2Selvmordsterrorisme er efter artiklens definition politisk motiveret vold, som har til formål at skabe frygt, som er rettet mod civile og som medfører at udøveren velvilligt lader sig dræbe under udførelsen af handlingen. Selvmordsaktioner kan derimod være rettet mod både civile og militære mål. 3George De Vos (red.): Ethnic Identity - Cultural Continuities and Change, The University of Chicago Press, 1982, s. 17. 4Irvin D. Yalom: Eksistentiel psykoterapi, Hans Reitzels Forlag, 1998, s. 134 f. 5Assaf Moghadam: "Suicide Terrorism, Occupation, and the Globalization of Martyrdom: A Critique of 'Dying to Win'". I: Studies in Conflict & Terrorism. 29. 2006. Scott Atran: "The Moral Logic and Growth of Suicide Terrorism". I: The Washington Quarterly. 29:2. 2006. 6The Guardian, 7. juli 2006: One year on, a London bomber issues a threat from the dead (internetartikel). 7Gananath Obeyesekere i De Vos, George (red.): Ethnic Identity - Cultural Continuities and Change, The University of Chicago Press, 1982, s. 256. 5 / 5