1 4. søndag efter trinitatis søndag II. Sct. Pauls kirke 13. juli 2014 kl. 10.00. Salmer: 748/13/436/579//688/439/726/475 Åbningshilsen I dag er det barmhjertighedens søndag. Vi siger somme tider: Det skal gå retfærdigt til! I dag hører vi: Det skal gå barmhjertigt! Vi skal elske også dem, vi ikke bryder os om at elske. Elske, når det er svært. Elske, så det gør ondt. Elske dine fjender. Det er det, denne søndag handler om. Det er svært for os, det byder os imod og dog: vi ved, at det er godt, når kærligheden sejrer. Og vi har selv brug for mennesker, der ikke elsker os efter hvad vi har fortjent. Nu går vi til Gud, som vi kender gennem Jesus. Han er den levende kærlighed. Derfor bekender vi for Ham de gange, hvor vi har undladt at gøre det gode og de gange, hvor vi har gjort det, der onde. Vi søger Guds kærlighed, så vi kan sættes fri til at elske. Lad os sammen bede syndsbekendelsen, side fire i programmet Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Matt 5,43-48
2 Bøn. Lad os bede! Ja, Herre, sæt din kærlighed igennem i vort liv. Amen. Prædiken Vi skal være gode ved hinanden, vi skal opføre os ordentligt og anstændigt. Det hører til god stil. Vi kan godt lide næstekærlighed. Vi kan selvfølgelig ikke elske alle, for vi kender ikke alle. Men dem vi er knyttet til og møder og kan gøre noget for og som har brug for vores hjælp, skal vi være gode imod. Nu er det ikke altid så let at elske sin næste. Ikke alle er lige elskværdige. Vi bryder os ikke om alle, vi kender og alle, der kender os, bryder sig ikke om os. Og vi sårer hinanden nogen gange hårdt. Så er det svært at elske. Da er det, vi tænker: Der må være en kant, der er en grænse for hvem vi skal elske. Jeg er i min gode ret til at ligge ham der på hylden. Hende der er jeg færdig med. Det er slut. Men Jesus siger: Elsk jeres fjender. Et stærkt ord: Fjender. Har vi fjender? Måske ikke, men så dem du ikke bryder dig om, ham, der har såret dig, hende, du ved, ikke bryder sig om dig. Du ser måske en eller person for dig i dit liv nu
3 Somme tider siger man om en person, efter at han er død: Han havde ingen fjender, det lyder godt, men det kan være, fordi han var tandløs og konfliktsky, en vatnisse, som ikke stod for noget og som bare ingen vrøvl ville have. Men Jesus regner med, at vi får fjender. I mindre målestok og nogle gange i større: fjendskaber mellem grupper og lande, magtmennesket, psykopaten, den, der ikke kan udstå kristne. Men Jesus siger: elsk dem! Det siger Han ikke, fordi fjenderne dybest set er gode, heller ikke fordi der ikke er forskel på godt og ondt. Det kan være nødvendigt at lægge afstand til det, en person gør, fordi det er ondt, og siger, fordi det er løgn, men ham selv skal du elske. Der er nogle, vi skal barmhjertige imod med frygt, skriver en af apostlene, og føjer til: så I endog afskyr den kjortel, der er plettet af deres syndige krop (Judas v. 23). Men vær barmhjertige mod dem! Men hvordan dog? Læg mærke til, at Jesus ikke siger: Føl en masse for ham. Næstekærlighed bliver for os ofte et spørgsmål om følelser. Jeg føler intet for ham, altså kan jeg ikke elske ham. Men Jesus ser efter handling, når Han siger: gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer (Luk 6,27f) og Paulus:
4 forband dem ikke gengæld ingen ondt med ondt Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede hævnen tilhører Gud. Hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode (Rom 12,14.17-20). Altså elsk din fjende i handling. Det er godt liv i spil, men på den anden side: Skal vi spilde kræfter på det, skal vi ikke bare gøre os færdige med dem og bruge krudtet på noget andet? Er det ikke også et svaghedstegn, at vi knokler for at elske en vi ikke udstå synet af? Hvorfor i al verden skal vi elske vores fjender? To svar. Først: For sådan er Gud. Han gør ikke forskel på folk. Sol og regn sender Han til både onde og gode uden nogen antydning af forskelsbehandling. Fordi Han elsker mennesker og ethvert menneske har Han skabt og tillige i sit billede. Din fjende er et menneske. Og Jesus selv gik foran og handlede selv efter de her ord, da Han bad for sine bødler, mens de hamrede sømmene i Ham: Tilgiv dem, de ved ikke, hvad de gør. Han har ikke elsket det, de gjorde mod Ham. Men Han elskede dem. Eller Marius Fihl, da han skulle henrettes, hvor han siger cirka sådan til en tysk soldat: Vi hader ikke jer, men vi kæmper for frihed.
5 Din fjende har gjort dig og andre ondt. Han er menneske, som kan have fyldt sig med ondt. Det onde har fået tag i ham og han gør ting, som er afskyeligt og som Gud også gør op med, men han er et menneske og elsket af Gud. Derfor: elsk ham. Dernæst: Vi er Guds børn. Derfor er vi forpligtet på at elske som Gud. Han elsker igennem uden grænser. Sådan er ånden i Guds familie. Behandl dit medmenneske som du gerne selv vil behandles. I dåben blev vi Guds børn, så skal vi også være det. Vi kan ikke på den ene side leve af Guds godhed mod os og så på den anden side gøre os færdig med et menneske, som Gud er god imod. Vi skal elske, også når vi ikke bryder os om det. Din fjende skal have din kærlighed. For vi skal være som Gud. Vær fuldkomne, som jeres himmelske far er fuldkommen. Jesus siger et parallelt sted: Vær barmhjertige, ligesom jeres far er barmhjertig (Luk 6,36). Fuldkomne på barmhjertighed. Det er sådan, vi skal være. Jamen, det kan vi jo ikke. Rigtigt. Det her er beskt og surt og døden for vor natur, synger vi om lidt. Vi er ikke gode til at elske vores næste, når det koster. Vi elsker nok kun dem, der elsker os. Det er der ikke
6 noget særligt i. Men: Jesus døde for os, mens vi var svage, ugudelige, syndere, fjender (Rom 5,6-8), ikke først efter at vi havde forandret os. Så barmhjertig er Han mod os, sine fjender. Og når Han siger, at vi skal elske vore fjender, er det fordi, Han ser, at vi kan komme til det! Men hvordan dog? Vi skal ikke fortrænge vores modvilje mod vores fjende, del den med en god sjælesørger og tag så din fjende med til Gud. Se Jesu sind for dig, mediter over det, smag på det, bad dig i det, til det går ind i dig. Så der sker der noget. Hans kærlighed overvinder virkelig vores svaghed og sætter sig igennem hos os endog mod den, som er os bitter, gram og vred, som vi sang. Guds Ånd skaber det. Det fører en masse godt med sig. En af velsignelserne er, at din fjende mister magt over dig. Han sidder ikke på dig, når du beder for ham, hilser ordentligt på ham, viser ham respekt. Hvorfor? For sådan elsker Gud. Du er Hans barn og har kærligheds og sandheds ånd i dig. Amen.
7