Hvordan sikrer vi et barns værdi?

Hvordan sikrer vi et barns værdi? Memorandum fra konferencen og høringen på Christiansborg d. 23. april 2015: Hvad så med et barns værdi? Se også dias fra konferencen på SUELL Teams hjemmeside og opfølgning på Facebook. Indhold Konference... 2 Indledning ved Hans Jørgen Jønsson... 2 Oplæg... 4 Søren Kaare-Andersen direktør Bikukenfonden... 4 Ulrik Holmstrup producent og journalist... 4 Lisbeth Zornig Andersen - stifter af Huset Zornig og formand for den sociale tænketank SIF... 5 Speakers Corner... 6 Hanna Andreasen, leder - GADEMIX... 6 Steen Møller Laursen, landsleder - Indre Missions Familiearbejde... 6 Esben L. Kullberg, sekretariatsleder LIGEVÆRD... 7 Lone Møller, landskoordinator Home-Start Familiekontakt Danmark... 7 Bertil Michael Mahs, direktør - Fonden VITA - center for socialt arbejde... 8 Amy Hill - Director, KATSJ.... 9 Mikael Skak Pedersen Forstander, Den Matrikelløse Døgninstitution... 9 Høring... 9 Trine Mach (SF)... 9 Julie Skovsby (S)... 9 Eyvind Vesselbo (V)... 10 Dialog... 10 Konklusion ved Dorthe Suell og Hans Jørgen Jønsson... 12 1

Konference Indledning ved Hans Jørgen Jønsson Hvad så med et barn værdi? Det er dagens tema. Men hvordan vil vi angribe det? Taler vi om udsatte børn, eller taler vi kun om sunde børn? Temaet er indlysende, det er vigtigt, så vigtigt, at det måske bliver overset og det er låst af, at alle mener det godt. Der rejser sig mange spørgsmål, når der tales om børns værdi. Samfundet har sine spørgsmål. Familien har sine spørgsmål. Pædagogen har sine spørgsmål. Den frivillige har sine spørgsmål. Har vi som samfund taget de rigtige beslutninger, der sikrer et barns værdi? Der udspiller sig mange paradokser, og der er mange myter. En af de ting, der har undret mig, der har arbejdet i 40 år med udsatte voksne, børn og unge er det, at i alle årene har diverse politikere, fagfolk mm., talt om at knække den sociale arv. Ligeledes har man talt om samarbejde på tværs af faggrænser. Nu hvor jeg kan se tilbage på et utroligt spændende arbejdsliv, så kan jeg ikke få øje på, at det er sket. Alle vil som udgangspunkt børn det godt. Alle der arbejder med børn og unge, har lavet værdigrundlag, som er implementeret. Der er arbejdet med værdierne og de står på diverse hjemmesider osv. Jeg undrer mig så over, hvad der sker med dem, for det ser ikke ud til, at det altid er de værdier, der styres efter, når hverdagen trykker. Der foregår en skjult omstilling i forhold til de hårdest ramte og ressourcesvage børn og unge ja, i forhold til alle børn. En del af omstillingen handler om økonomiske besparelser men hvorfor det? Har vi ikke råd til, at vores børn får det bedste? Ingen synes for alvor at stille disse besparelser på et sårbart felt til diskussion. De ansatte er stik-i-rend-drenge for regnedrengene, siger Cand.Psyh Louis Fole Dresbøll i en kronik i Fyns Stiftstidende. De kolde hænder planlægger og de varme er gidsler i, at udføre, fortsætter han. Men hvorfor er regnedrengene kolde? De har også børn, men mangler måske indsigt i andre børn og unges hverdagsliv og/eller ligger under for deres arbejdsgiveres pres om effektive løsninger. Arbejdsgiverne er folkevalgte politikere der har de bedste intentioner men noget går galt. Hvor er vi som velfærdssamfund på vej hen? 2

Hvis der er noget, der burde have vores fælles interesse, så er det da vores børns ve og vel. Brutalt kan man antyde, at der kun satses på de børn, hvor man ved, vi får noget ud af pengene og indsatsen, og resten tabes på gulvet. Tiden i dag skaber tabere i normale familier, fortælles der fra blandt andet fra forsorgshjemmene. Signaler man bør tage alvorligt, er det vi kalder Peter Pan kulturen, hvor de unge klynger sig til ungdommens frihed. Hellere frihed og fester end flexlån og forpligtelser. Sådan er tankegangen hos en del 25-40-årige, som hellere vil klynge sig til ungdommen, end de vil træde ind i voksendommen, forklarer Jens Christian Nielsen, ungdomsforsker på Aarhus Universitet og hvorfor gør de det? I 1973 var vi 24 år, når vi etablerede os, nu er vi i 30erne. Det er hårdt, at få børn så sent ungdommens vaner er blevet internaliseret og er svære at aflægge. Vis behov komme i første række? Forældrenes eller børnenes? Vi ældre vil også være unge og ikke bedsteforældre, der stiller op eller vil vi? Der er gået skuddermudder i livsfaserne: barndom, ungdom og voksendom. Politikken skrev for nylig, at mennesker over 35 år, er den sidste generation, der har været voksen uden Internet. Mange af offlinelivets glæder går tabt. Børn og unge har deres skærme, men lærer ikke at bearbejde ensomhed og social kontakt. Debatten om unge det ikke har det godt har fyldt medierne. I den virtuelle barndom er forældre mere optaget af at style og fotografere baby til de sociale medier, så de går glip af at SE, det første skridt. Heldigvis glæder langt de fleste familier sig til at få børn. Og så rejser spørgsmålet sig igen, har vi indrettet samfundet rigtigt for familierne? Siden 1960 har politikkerne stået på nakken af hinanden for at lave familiepolitik. Var den altid lavet for børnenes og dermed familierne skyld? Begreber som garantipasning opstod og børn kom i institutioner og dagplejer. Garanti for hvad? Vi har set omskiftelige børnesyn, og børn har ofte været en brik i et spil i en bredere politisk dagsorden. Nogle fremførte, at det var bedst for børn at være i en daginstitution, man talte om et jævnaldrene -savn. Så man bevægede sig fra modersavn til jævnaldrendesavn i følge Sine Grumløse - ph.d. medafhandlingen: Den gode barndom dansk familiepolitik 1960-2010 og forståelsen af småbarnets gode liv. Over det frie valg, som var på tapetet i 90, er mantraet nu, at børn skal opdrages til at være produktive, vi har brug for jer. Sat på spidsen: Produktive så vi kan forbruge mere og smide mere væk. Hvad er et godt børneliv? En visionær familiepolitik handler om, at få bedre belyst, hvad familien gerne vil anno 2015, og få belyst fra eksperter, hvad dur. Hvis vi stopper op, visker tavlen ren, hvordan vil set så se ud? Hvor er de politikkere og beslutningstagere, som tør se i øjnene, at alt for mange børn og unge centrifugeres ud af samfundsmøllen og aldrig får fodfæste? 3

Heldigvis er der tendenser til en forebyggende indsats for de 0-6 årige men overvej indsatsen hvad er det for værdier, den bygger på? At vi har brug for børnene til produktion? Eller fordi vi elsker dem? Kan besparelserne i et velfærdsamfund nå til et punkt, hvor det får den modsatte virkning af det, der var intentionen? Her har jeg lyst til at stille et af de allervæsentligste spørgsmål, hvorfor er det nødvendigt at sætte fokus på et barns værdi? Har børn mistet troen på, at de er noget værd? Påstand: Hvis vi som samfund, forældre og omsorgspersoner får det under huden, at hvert barn er en unik skabning, med uendelig værdi, vil det forandre vores syn på barnet. Så må Facebook vente mens vi opbygger fællesskabstraditioner og arbejdsmarkedet bliver mere familievenligt. Oplæg Søren Kaare-Andersen direktør Bikukenfonden Vi har et socialt system på business-class, men vi får monkey-class. Kan vi brug pengene på en anden måde? Så vi skaber varige forbedringer. Lige nu er indsatser præget af en projektkultur med mange enkeltstående og gode indsatser. Men projektdeltagere og brugere hopper fra den ene projekt til det anden. Indsatsen er ikke sammentænkt. Vi skal sikre forbedringer og ikke bare endnu et projekt. Der bliver ikke skabt langvarige effekter. Bikubenfonden vil være forandringsagent og arbejde for en kollektiv effekt, hvor centrale aktører fra forskellige sektorer indgår i et forpligtende samarbejde om en fælles agenda til løsning af sociale problemer. Vi skal alle arbejde sammen politikkere, embedsmænd, fonde, sociale institutioner, forskere osv. Der skal være god governance og et fælles sekretariat dette sker f.eks. p.t. i et partnerskab (model) mellem Københavns Kommune og Bikubenfonden i en indsats for unge hjemløse. Ulrik Holmstrup producent og journalist TrygFondens journalistiske fellow 2014/2015 (6 mdr.) Der er mange alarmklokker og undren? Men hvordan reagerer vi? Omsorgsmedarbejdere har den forforståelse, at børn arver forældrenes sociale status og stiller ikke så store krav til lavstatus børn som til højstatusbørn, og den sociale arv bliver ikke brudt. Der sker en automatisk stigmatisering. Hvordan er sammenhængen mellem journalistik og politikskabelse? Hvad er virkeligheden og hvem tegner den? I de spektakulære sager er det ofte politiet. Sager kommer frem i pressen og politikkere oplever et handlingspres, og lovgiver uden forskningsbaseret viden. Der sker moralsk panik: Pressen fortegner et problem og politikkerne reagerer. Politikskabelse sker på baggrund af enkeltsager. F.eks. afstedkom Tønder-sagen ny lovgivning, men ville denne sag kunne være fanget af de nye regler? Højst sandsynligt ikke lovgivningen fanger ikke de såkaldte nomadefamilier. 4

Antallet af underregninger er eksploderet. Almindelige skilsmissesager og fogedsager bliver til sociale sager nærmest pr. automatik. Systemet stivner, og bliver rigidt, når pressen er på. Sagsbehandlere/socialrådgivere er rædselsslagne for, om der ligger en Tøndersag i bunken. Vi har fået skabt en nulfejlskultur. Hvordan kan vi gøre det bedre? Konstruktiv journalisme, hvor journalistik er videns- og/eller forskningsbaseret, og hvor politikkere er tålmodige. Lisbeth Zornig Andersen - stifter af Huset Zornig og formand for den sociale tænketank SIF Der er sket et skred: Da min ældste søn gik i børnehave måtte han løbe på rulleskøjter. Det måtte min yngste ikke vi pakker dem ind i vat, men hvordan opdrager vi dem og ser på dem? Skal vi have GPS på børnene eller skal børnene have GPS på forældrene? Børn skal motiveres, opleve kærlighed og være inddraget. Der er forskel på, hvordan vi ser på udsatte og normale børn. Dokumentarfilmen Plejemor overfalder sit plejebarn afstedkom en diskussion af magtanvendelse eller ej. Hvad var det sket, hvis det var sket i en daginstitution (normalområdet)? Der er et forskelligt børnesyn! På normalområdet er det et overgreb. På udsatte området er det en diskussion om magtanvendelse. Vi har ikke magtbeføjelser nok, og der blev nedsat et udvalg, der skal se på magtanvendelsescirkulæret! Ifølge regeringens 2020 mål, så er forventningen at 50% af anbragte børn får en uddannelse. Inden for normalområdet er forventningen 95 %. Men anbragte børn er lige så kloge som andre! Vi sender de forkerte signaler til fagpersoner. Den er også gal med børnesamtalerne. Det er bare et spørgsmål om at kunne krydse afholdte tamtaler af. Kun få kommuner ved hvad en børnesamtale handler om. Pr. definition lyver anbragte børn. Men normale børn lyver også. Eksempler på systemfejl: En barn anbragt i familiepleje bliver student, hvilket er superflot. Plejeforældrene vil ikke betale for et studentergilde. Plejefamilien modtager kr. 24.000 pr. mdr. og har barnet hver anden weekend. Barnet søger kommunen om en enkeltydelse, men kommunen siger, at plejefamilien skal betale. Hvad tænker den unge, om det børnesyn hun møder hos kommunen? Et barn, der er misbrugt modtager erstatning, men såfremt barnet ikke er selvforsørgende ved det 18. år, modregner kommunen kontanthjælp i erstatningen. Værdikompassset: Ethvert barn stræber efter lyset og udvikling det heliotropiske menneske. Vi skal vise dem det lys, de stræber efter. Filosofisk: Alle børn har intentioner. Det er de voksnes ansvar at finde frem til disse intentioner. Løsninger: Ifølge FN s Børnekonvention skal børn beskyttes, men der er brug for at fagpersoner undervises i menneskesyn. Børn skal motiveres, roses, have kærlighed og tid. Ellers møder vi dem forkert. Magt og møder hjælper ikke. 5

Der er brug for kvalitetsstandarder. Der er for megen frihed inden for lovgivningen. KL s udspil om: De udsatte børn - fremtiden er deres varsler et paradigmeskifte i den rigtige retning. Vi skal arbejde i netværk, på tværs og hente hjælp fra forandringsledelse. Speakers Corner Hanna Andreasen, leder - GADEMIX GADEMIX er for ca. 40 børn og unge i et tidligere kvarterløftprojekt i Kolding. Der arbejdes ud fra omvendt inklusion. GADEMIX arrangerer et årligt cirkus i efterårsferien, hvor såvel vanskeligt stillede og velfungerende børn og unge deltager. Et cirkus tiltaler også velfungerende unge, og der sker omvendt inklusion. Der skabes fælles oplevelser, der har afsmittede effekt på de vanskeligt stilledes trivsel f.eks. i skolen. GADEMIX har opstillet en trampolin, hvilket også tiltrækker velfungerende børn og unge. GADEMIX har iværksat et kunstprojekt, hvor børn i den lokale børnehave tegner tegninger ud fra et tema, som unge i GADEMIX tegner videre på og som en professionel kunstner færdiggør. GADEMIX arrangerer hele tiden aktiviteter, som børn og unge kan være stolte af, så de retter ryggen og opnår selvværd. De har meget at kæmpe imod og med. At være anderledes, forældrenes sociale forhold, ensomhed osv. Steen Møller Laursen, landsleder - Indre Missions Familiearbejde Hvert barn er unikt fra undfangelsen og fødes med retten til at føle sig elsket og værdisat. Men vi vurderer ud fra præstationer, og allerede på daginstitutionsniveau bliver børn testet, målt og vejet. Opvæksten er præget af konkurrencementalitet og fejlfinding. Hvis børnene ikke består en test, er de ikke gode nok. Det giver et hak i selvfølelsen. Børn og unge oplever ikke at kunne leve op til forventningerne. De savner forældre, der fortæller dem, at de er elsket som de er. Bare fordi de er unikke og værd at elske. De skal være sammen med mennesker, der betyder noget for dem og som viser interesse for barnet, sætter pris på det og tager det alvorligt. Børn skal ikke være et projekt for omsorgsmedarbejdere og forældre. En tanke: Kan de høje skilsmissestatistikker føres tilbage til, at børn oplever et svigt ved at blive afleveret i institution`? At det ikke går an at satse helhjertet på andre mennesker. Der skal lovgives, så familierne kan indrette sig anderledes, så tiden i institution minimeres. Pengene skal følge barnet. Omsorgspersoner vil barnets bedste. Det er et arbejde på godt og ondt, men det er ikke den samme kærlighed for forældrene kan give. Vi skal optimere trivslen i skole og institution, når vi som forældre er ude at tjene penge eller i fitnesscenter. Der skal være plads til, at barnets værdi kommer frem i mødet med kærlige voksne. Det går ikke, at børn ikke bliver set og ikke tror, at de er elsket. De kommer ind i en negativ spiral og presses til at præstere for at føle sig elsket. Kærlighed for præstationer holder ikke i længden. 6

I skilsmissesager opstår der had og mistro mellem far og mor, og det sker ikke det bedste for barnet. Barnet at stadig unik og værdifuldt og skal behandles som sådan. Esben L. Kullberg, sekretariatsleder LIGEVÆRD Jeg blev forstyrret af konferencens titel et barns værdi? Kan børn prissættes og gøres til genstande? Børn og unge er vores fælles ansvar og kan ikke gøres op i penge. Alligevel snakker vi om værdi og har et økonomisk sprogbrug. Det økonomiske og rationelle tager menneskesynet som gidsel. For det handler om etik og medmenneskelighed. Vi bruger sproget fra økonomien. I LIGEVÆRD måler vi på det, de unge kan, men i samfundsøkonomisk sammenhæng, så skal de have 2 i matematik, for at samfundet vil investere i dem. Kan de unge ikke tage en ordinær uddannelse, er de henvist til en kamp for at få et alternativt forløb, hvor faktorer som pris og sted er i fokus. Hvad vil vi som samfund betale? Det er en skævvridning af samfundsansvaret. Vi kan enten sidde i en krog og være fornærmet eller gå frontalt ind i diskussion på økonomiske vilkår. Vi ved, at en stabil voksen i et barns liv kan være udslagsgivende Vi ved en hel del om, hvor vigtigt tidlig indsat er, og hvor stor forskel det gør på langt sigte. Vi ved det også fra Skandia-modellen. Hvis vi investerer tidligt, så kaster det af sig. Men det er svært at få opbakning. Når vi diskuterer et barns værdi, så må vi gå linen ud og sætte tal på, hvad et barn i mistrivsel koster. LIGEVÆRD er ved at analysere, hvad det koster at lade stå til eller investere i et godt stabilt forløb. Civilsamfundets organisationer kan noget som det offentlige ikke kan. Vi evner at fastholder unge i nærværende, vedholdende og helhedsorienterede indsatser. Vi skal investere i børn og unges vilkår. Lone Møller, landskoordinator Home-Start Familiekontakt Danmark Home-Start Familiekontakt Danmark støtter alle familier fra Hellerup til Gellerup. Der er ghettoer begge steder og kaos i alle dele af landet. Vi hjælper med vasketøj og frikadeller! Vi går ind i det hverdagskaos, som ingen taler om. Naboer er smuttet, bedsteforældre er i arbejde eller bor langt væk. Der er tomt omkring familien. Vi får tusindvis af henvendelser. Vi kan ikke gøre det alene. Den viden vi har i dag, havde vi også for 40 år siden. Hvis problemerne ikke bliver løst, så er der nogen, der ikke vil have dem løst. Vi skal handle og samarbejde. Hvorfor gør vi det ikke? Det handler om banale hverdagsproblemer med stressede forældre, krav om perfekthed, at skulle lave mad fra bunden, krav fra arbejdsmarkedet osv. Og det lykkes ikke. Der er kommet mere viden til, men ikke mere handling. Det mærkelige er, at vilkårene er blevet meget bedre. 7

Der er sket en fantastisk udvikling inden for IT, medicin osv. men det sociale område står stille. Jeg forstår det ikke. Hvad kan grunden være til, at der er så lidt progression på børneområdet? Bertil Michael Mahs, direktør - Fonden VITA - center for socialt arbejde Hvilke menneskesyn skal råde? Hvordan kan vi udbrede kærlighed i familieplejer eller offentlige institutioner? Familiepleje/netværk virker frem for anbringelse på institution. Samarbejde mellem det offentlige og private er en af mine kæpheste. Men kommunerne lukker sig om sig selv og ønsker ikke at samarbejde med organisationer som VITA. Søren Kierkegård sagde: Vi fødes ikke som mennesker, men med mulighed for at blive det. Vi har værdi som spædbarn og et potentiale, der skal nurses og samfundet skal vise, at det ønsker barnet. Der er alt for mange regler og procedurer. Kommuner skal inddrage os og vi skal samarbejde og knytte tætte bånd til hinanden. Inger Chercka, Psykolog, projektleder - Barnets Blå Hus Barnets Blå Hus er for børn fra alkoholhjem. Barnets Blå Hus er støttet af satspuljen. Vi er et metodeudviklingsprojekt og kommunernes laboratorium. Det er svært at spotte børnene fra alkoholhjem. De kæmper for at gøre sig usynlige. Hellere tie stille og holde på familiehemmeligheden. Vi vil tale om det og byde tabuet. Vi skal inkludere frontpersonalet til at se/spotte børnene. Vi skal tænke på tværs og i helheder. Børnene har svært ved at skabe relationer og få beskæftigelse og familie, når de bliver voksne. De får psykiske vanskeligheder. Selvmord, skilsmisse, misbrug osv. Listen er lang. Der er brug for en tidlig indsats, så der spares menneskelig smerte og økonomi. Hvis man spørger børnene om at rate deres eget liv i forhold til, hvor meget de er værd på en skala fra et til 10, hvor 10 er højest, så ligger de på 1 eller går i minus. De oplever at far og mor vælge flasken frem for dem. De oplever, at de ikke kan konkurrere med en grøn flaske. Det er et dagligt svigt. Alle er traumatiserede. Der er brug for terapi og sociale aktiviteter på sammen tid. I Barnets Blå Hus har vi udviklet praktisk baseret evidens. En mor siger: Hvor er jeg glad for at møde jer. Jeg har rendt panden mod en mur i flere år. Havde der bare været et sådan sted, da jeg var barn. Vi har kæmpet for behandlingsgaranti til børn som pårørende. Fra 2016 bliver det en realitet. 8

Amy Hill - Director, KATSJ. Vi skal møde hinanden med medmenneskelighed og ligeværd. Vi skal fremme de gode historier. Tid er det mest dyrebare vi har. I KATSJ er der 180 børn og 60 frivillige. Vi ser et voksende behov for at vi kan facilitere plads til, at familier kan være mere sammen. Nogle er introverte og andre ekstroverte. Vi vil italesætte begge dele og imødekomme behovet for mangfoldighed. Forældre har så travlt, at de ikke har tid til at bare at være sammen. Forældre og børn vil gerne være sammen, også på tværs af generationer. Vi giver luft i familiernes hverdag. Vi har slettet andre aktiviteter, og dermed taget konsekvensen af, at forældre har travlt. Vi passer på vores frivillige, så de ikke brænder ud. Vi laver partnerskaber med andre foreninger og slår vores ressourcer sammen. Vi har familiefrivillige, hvor hele familien deltager. Vi vil ikke gøre mindre, men opnå større effekt. Mikael Skak Pedersen Forstander, Den Matrikelløse Døgninstitution Når ildsjæle samles så spredes engagementet. Jeg vil dele et eksempel: Borup, hvor jeg bor, skulle modtage syriske flygtninge. Kommunen indkaldte til borgermøde. Vi er nu 600 frivillige, der hjælper. Familien Danmark vil gerne hjælpe. Jeg vil opfordre til, at man tilbyder sin hjælp og støtte. Så der ikke kommer børn og unge fra Syrien på døgninstitution. Høring Hans Jørgen Jønsson indledning: Er det rigtigt, at der i det politiske system kun er fokus på økonomi, konkurrenceevne og vækst? Er velfærd lig med velstand? Mangler vi en samfundsvision for velfærd? Hvordan sætter vi børn i første række så økonomi og systemer kommer i anden række? Indledninger Trine Mach (SF) Myndighederne er ikke gode nok til at opspore børn og unge i problemer. For mange falder igennem. Kommunerne lever ikke op til spillereglerne i Barnets Reform. Meget dur ikke. SF s tilgang er, at vi vil diskutere, hvordan børn lever et godt liv. I daginstitutioner, og hvad siger sundhedspersonale, socialrådgivere og folkeskolen. I alle områder er det vigtigt at inddrag social udsathed. Alle vil børn det bedste. Vi arbejder med Barnets Reform 2. Staten kan ikke fange alt. Det kræver et samspil med andre, der kan noget, staten ikke kan. Vi skal have større succesrate. Julie Skovsby (S) Lisbeth Zornig var inde på børnesyn, og det spænd, der er mellem normal- og udsatte området. Opdelingen viser, at vi har forskelle tilgange til at se på børn. 9

Det er skræmmende, at vi ikke ser på et barn som bare at være et barn, men behandler dem forskelligt, hvis de har været anbragt eller ikke. Det er en form for racisme. De blåøjede eller de brunøjede de sorte eller hvide. Som i USA. Det er uhyggeligt, hvis det er det, vi gør. Ulrik Holmstrup var inde på, hvordan vi som politikkere reagerer på de sager, der er i pressen. At vi som politikere ønsker at reagere hurtigt og konsekvent. Vi bliver nødt til at finde fælles fodslaw i Folketinget. Vi må ikke tænke i siloer. Der er ingen nemme løsninger. Vi har i Danmark et godt fundament, som vi kan bygge videre på. Vi har taget initiativ til at bryde den negative sociale arv. Vi har så meget vi er enige om. Eyvind Vesselbo (V) Min konklusion efter mange år som socialordfører er, at det er derude, det sker. Det er ikke det, at man laver socialpolitik herinde, der rykker noget. Vi kan lave love og paragraffer, men det der virker er, når nogle tager fat i virkeligheden og viser den menneskelighed som er ved at gå tabt i Danmark. Som Esben Kullberg sagde, så tænker vi kun økonomi. Det gør mit eget parti også. Hver gang der sker nytænkning, så er det første ord, der bliver råbt: Finansiering! Det er grotesk. Ulrik stillede spørgsmål ved mediernes samspil med politikkere. Sagen er, at systemet med embedsmænd og kommuner lukker sig om sig selv. Jeg har 10 eksempler, hvor børn bliver misbrugt og der sker ikke noget. Det går nok. Det cykler rundt. Vi er nødt til at få sager ud i verden, for at der sker noget og journaliser får sat det på dagsordenen. Det er grotest, at det er medierne, der skal grave sagerne op. Nu skal der ske noget, og vi politikkere er enige om et forlig om noget, der ikke kan bruges alligevel. Man har meget større indflydelse uden for Folketinget. Det er de netværk man skaber som menneske, der rykker. Puljer og fonde har stor betydning for at der sker noget. Satspuljen er de udsattes finanslov, men hvor bliver pengene af? Alle pengene er gået til Barnets Reform og kun 5 % er havnet hos de udsatte grupper. Der er brug for en reform på puljeområdet og det sociale områder, så det sker noget. Dialog Trine Mach: Der kan ikke lovgives om svigtende empati, respekt, omsorg og vilje over for mennesker, der lever i udsathed. Det at sparke ned af er blevet en folkesport. Det er sket et skred. Der mangler en grundlæggede menneskelig forståelse for at man ikke selv vælger udsathed. Det bekymrer mig meget. Julie Skovsby: Alle kan komme i en udsat position. Vi har jo et velfærdssamfund og vi skal være der for at støtte op. Jeg elsker udtrykket: Omvendt inklusion. Alle børn skal være på hjemmebane engang imellem. Der er fokus på dette, vi er på vej ud af en krise og der er politisk vilje til at komme videre. Eyvind Vesselbo: At tager penge fra folk giver ikke flere arbejdspladser. Det hjælper ikke at tage penge fra familier, der i forvejen ikke har penge, når børnene ikke opfører sig ordentligt. 10

Lone Møller: Det er ikke rigtigt, at der ikke er nogle nemme løsninger. Hvad med at indføre en forsøgskommune? Det undrer mig, at der ikke sker mere på området. Esben Kullberg: Vi har et godt social system som griber, men det bærer ikke opad. Som for alvor understøtter de styrker som børnene og de unge har. Som bringer barnet videre i dets udvikling. Som politikkere har I magt til at satse noget mere. Vi skal væk fra debatten, hvor det handler om at politikkere skal markere sig. Giv ikke så meget til de sultne journalister. Langsomhed, grundighed og omhyggelighed skal fremmes. Trine Mach: Forsøgskommune er fed idé som jeg vil arbejde videre med. Der er allerede frikommuneforsøg i gang. Der ligger noget i systemerne, der gør dem Titanic-tunge, og de synker nogle gange. Der er for store huller. Systemet har lukket sig omkring sin egen systemdynamik. Julie Skovsby: Jeg er også med på forsøgskommuner. Der må gerne komme flere ord på hvilke områder og hvilken lovgivning. Der er ingen tvivl om at investeringer i børn så tidligt som muligt er en god idé. Hellmann-kurven viser det. Familiepolitik en af vores tids store udfordringer og vi gør det at være familier til et individuelt ansvar. Pengene skal ikke følge barnet det er et fælles ansvar. Det er ikke fordi vi prioriterer forkert, at vi er så pressende - det er samfundsstrukturen, der ændrer sig. Bedsteforældre er på arbejdsmarkedet. Vi arbejder meget og en høj erhvervsdeltagelse har gjort os til et rigt land. Det er et fælles ansvar for at få det til at fungere. En af vejene kunne være at komme væk fra den debat, hvor vi peger fingre og siger: Det er jeres egen skyld. Eyvind Vesselbo: Hvorfor sker der ikke noget - hvorfor rykker det ikke? Der har været hjemløse og prostituerede i mange år og der ligger så megen viden. Men viljen er stækket af systemet. Systemet er modvilligt. Pengene går til forskning og projekter. Mogens Mathiesen: Der bliver set på barnet med særlige behov, men ikke på hele familien. Forældre bryder sammen og mister deres arbejde. Der er brug for en kordinerende person i kommunen for hele familien. Ligesom på sygehusene, hvor en læge koordinere indsatsen. Søs Kjøller: Pengene skal følge barnet fra 0-3 år. Barnet har brug for sine forældre. Det kan forebygge skilsmisse og booste familierne. Socialrådgiver: Der er ikke noget galt med lovgivningen. Det handler om hvordan der arbejdes ude i kommunerne. Der er ikke ressourcer nok. Socialrådgiverne frygter, at der ligger en Tønder-sag i bunken. Drop mere lovgivning det ødelægger mere end det gavner. Kommuner skal arbejde helhedsorienteret. 11

Bertil Mahs: Kommuner har ikke ressourcer det er den store udfordring. Vi tilbyder samarbejde og hjælp som NGO, men kommunerne lukker sig om sig selv. Vi bliver ikke involveret i samværssager fra starten. Julie Skovsby: Vi skal følge op i stedet for at lave ny lovgivning. Jeg vil kigge på implementering af lovgivningen for Barnets Reform. Der kommer måske ikke flere ressourcer, men måske noget kan ændres. Kommunalt selvstyre er godt. Det skal lykkes at lave en koordineret indsats helt ned på sagsniveau. Vi kan lære af sygehusvæsenet. Eyvind Vesselbo: Hvis loven blev ført ud i livet som den var tænkt og skrevet, så ville det se bedre ud. Hvis vi pålægger socialrådgiverne mange og tunge sager, så er det svært at gøre det optimale. Der er sket et skred i holdningen til socialt udsatte og i de arbejdsvilkår, man giver socialrådgivere. Tydeligt at man gennemføre besparelser inden for det sociale område, hvor det gør ondt. Hvis der skal købes 12 kampfly til 31 mia., så råber ingen finandering - de er der bare. Det er et spørgsmål om prioritering. Medarbejdere knokler og sætter fagligheden højt. De har lyst til at arbejde med mennesker, men bliver straffet af kommunernes beslutninger. Leif Krabbe: Familieanbringelse, hvor hele familien anbringes er vejen frem, men halvdelen af familieinstitutionerne er lukkede. I England arbejder man efter et Troubled Families programme, hvor man tidligt spotter problemfamilierne. Alle får besøg og bliver spurgt, om de har brug for støtte. Konklusion ved Dorthe Suell og Hans Jørgen Jønsson Der er god vilje hos alle, men samfundsstrukturer og systemer bremser de gode hensigter og tiltag. Samtidig er der sket et holdningsmæssigt skred i forhold til udsatte mennesker, hvor samfundet sparker nedad. Dagen har peget på følgende løsningsforslag/udviklingstendenser: Private fonde bliver større og større medspillere, og vil være dagsordensættende og katalysator for løsning af de sociale udfordringer. Konstruktiv journalistik kan forhindre, at lovgivning bliver skabt på baggrund af sager i pressen, hvor politikkere oplever et pres til at handle. Fagpersoner skal undervises i menneskesyn. Der er brug for fælles kvalitetsstandarder. Der skal tænkes i omvendt integration, hvor sociale aktiviteter også tiltrækker velfungerende børn og unge. Der skal skrues ned for konkurrencementalitet, forventningspres og testning af børn, og skrues op for omsorg og kærlighed, så barnet oplever sig god nok. Tidlig opsporing af problemer og en efterfølgende indsats er et must. Vi skal bruge økonomiske argumenter og regne ud, hvad det koster at lade stå til eller sætte en tidlig indsats i værk. 12

Der skal være prestige i det sociale område på linje med IT, medicin osv., så der investeres i området. Kommuner og NGOér SKAL samarbejde. Vi skal italesætte børn og unges problemer der er stadig tabuer. Terapi og sociale aktiviteter skal gå hånd i hånd. De gode historier skal frem i lyset. Familier skal være frivillige som familie dvs. ressourcestærke familier tager afsted som familie og er sammen med f.eks. ressourcesvage familier i en indsats. Vi skal se ens på alle børn. Der skal indføres flere forsøgskommuner og der skal vælges indsatser til implementering både i de nuværende og fremtidige forsøgskommuner. Hele familien skal inddrages, når et barn eller ung får problemer. Der skal være en koordinerende tovholder i kommunen. Der er brug for en analyse af, om familiepolitikken er rigtig. 13