Min 3. tur til Indien begyndte sådan:

Min 3. tur til Indien begyndte sådan: Dit job er aflyst, men du kan få returbilletten til Delhi. Jeg syntes da ikke, den skulle gå til spilde, så jeg ændrede lidt på indholdet af min kuffert væk med det noble tøj og tilhørende sko med hæle og ind kom en kabinekuffert med afslappet tøj. Anbefalet hotel og afhentning i lufthavnen kl. 01:30 var bestilt, så trygheden var der fra starten, men den skulle hurtigt smutte. Hvad jeg ikke havde tænkt på at undersøge var, at jeg var landet i Kumba Mela. Begivenheden samler den største forsamling af religiøse pilgrimme i verden. Op til 100 mio hinduer mener, de skal på pilgrimsrejse til Ganges ved byen Haridvar, hvor legenden siger, at honning flød ud i floden fra den hellige kande. Formålet med denne rituelle badning hvert 12. år er at vaske sine synder væk for at kunne opnå Moksha, dvs. udfrielse fra karmas lov og dermed fra reinkarnationens cyklus. Haridvar var netop den by, jeg skulle igennem for at komme på den rejse, jeg havde planlagt. Hotellet prøvede at skaffe en bil til at køre mig dertil fra Delhi. Derefter prøvede de med bus og sidst med tog. Alt var umuligt, og hverken busser eller biler kunne komme ud eller ind af Haridvar. Somme tider kan turister komme med toget, når de står på stationen. Hotelbilen kørte mig til et sted i nærheden af stationen, hvorfra toget gik nordpå. Du skal bare gå i den retning, sagde den unge chauffør. Min lette oppakning var en hjælp, men menneskemængden syntes enorm som altid i Indien. Efter megen skubben, som jeg har lært ved tidligere rejser, kom jeg hen til en luge den 3. og fik besked på at gå ned på perron 1 og tale med

the stationmaster. Efter at have undret sig over mig ældre kvinde, som rejste alene fik jeg en billet til 2. klasse. Da toget kom, så jeg, at der stod 2. klasse og A/C på en af vognene. Det lokkede lidt, og jeg stod på. Da vi var kørt fra stationen, kom kontrolløren forbi et par gange i det fyldte tog med middelklasse indere i min vogn, hvor jeg havde sat mig på en plads i gangen. Jeg betalte lidt ekstra og kunne blive. Vi nåede Haridvar kl. 05 om morgenen, og ikke kl. 21 samme dag, som jeg havde fået oplyst på stationen, men det var jo Indien. Jeg stod ud af toget, og havde set i Lonely Planet, at der var et hotel i nærheden af stationen. Hvordan kommer man lige gennem en perron, hvor sovende mennesker ligger side ved side uden at træde på dem? Gaden mellem hotellet og stationen var delt i to, så man måtte går langt for at komme over til den side, hvor menneskestrømmen gik den rigtige vej. Efter hotellet forgæves havde forsøgt at skaffe en bil, sagde de, jeg skulle tage en richshaw til busstationen. Fin tur ud og ind mellem folk. På busstationen fik jeg modsat rettede beskeder, når jeg spurgte efter bussen til Rishikesh, som var mit foreløbige mål. Den by hvor The Beatles tilbragte tid sammen med deres yogi. Endelig var der en, som skulle samme vej, og han viste sig at være min hjælper og beskytter. Vi tog en tuktuk til et sted, hvorfra man kunne krydse en bro og komme til en busstation, så man undgik Haridvar mylderet. Efter gåsegang hen til broen og over den skulle vi prøve at komme med en bus. Det var helt umuligt, da alle var fyldt, og man skulle hoppe på i farten. Vi gik så udenfor området og fandt en bus på vej tilbage til stationen, og den kunne vi nemmere hoppe på i farten. Det tog så 2 timer at komme rundt til

udgangspunktet, 100 m fra det sted, vi stod på bussen. Så kunne jeg jo nyde folkelivet siddende i bussen imens. Den venlige inder viste mig lige sit ID kort fra militæret, så jeg ikke skulle være bange for, hvad han var for en person! Efter en køretur på en time i bussen gennem et landskab med skov, kom vi til en by, hvor min følgesvend ikke skulle længere. Men selvfølgelig fandt han en person med en knallert og aftalte en pris med ham. Efter en halv times tid ad bjergveje uden hjelm - kom vi til byen på den forkerte side af Ganges i forhold til den asram, jeg havde tænkt mig at bo på. Uden mad eller særlig meget at drikke i et par døgn gik jeg ind i en butik og købte noget flaskevand og sandkage! Min knallert chauffør havde peget i den retning, jeg skulle gå og var taget af sted igen. Da jeg spurgte efter min asram, var der 2 amerikanere, som kendte området og lovede at vise mig broen over floden. De sagde, at de havde været i området i en måned, men aldrig set så mange mennesker. På vejen ud af Haridvar havde jeg set flodbredden med terrasser, hvorfra man kunne bade, og her ved asrammen var der også et livligt badeliv. Vi gik ned ad gaden mod broen, og heldigvis var den kun for gående og i den retning, jeg skulle, da broen var lukket for folk fra den anden siden. Da jeg et par dage senere skulle videre, tog jeg en båd over til den anden side af floden. Jeg gik så i gåsegang over broen med min lille kuffert og så navnet på min asram lidt til højre. Jeg fik et værelse med bad og balkon, hvor jeg kunne sidde og se ned på folk, som badede og ofrede i floden eller

vaskede de mange meter lange sarier og hængte dem til tørre. Det var ikke et sted med ligbrændinger! Det var et sted med bøn og håb om udfrielse men også en folkefest. Ankommet til asrammen var det første jeg gjorde at tage et bad (under bruseren) og spise et stykke sandkage med cola til, og efter lige at have nydt udsigten, gik jeg ned til asrammens restaurant hvilket måltid! Her kunne jeg godt være blevet mere end de 2/3 dage, jeg havde afsat. Disse dage brugte jeg bl.a. til at gå de 2 km hen til byen, hvor the Beatles havde holdt til, men jeg havde lidt svært ved at finde det asketiske. Flere asrammer var lavet om til private boliger, og der var bygget hoteller i noget nær vestlig standard. Om aftenen var der en særlig ceremoni ved solnedgang, og den måtte jeg jo deltage i, hvilket betød, at solen faktisk gik ned, og jeg måtte gå i mørke ad en sti langs floden de 2 km tilbage alene. Min alder gør mig tryg, og jeg har ikke været ude for andet end venlighed, når jeg har bedt om oplysninger, selvom der ikke altid har været et fælles sprog. Jeg nåede at få en fantastisk massage med flere typer olie, som det var svært at få vasket ud specielt i håret, men så var alle muskler også blevet æltet. Min asram var en yoga asram, og selvom jeg ikke dyrker yoga, skulle jeg da deltage i et par lektioner, hvilket betød, at jeg fik nogle positive ord efter seancen, om at jeg fulgte godt med og kunne bevæge mig korrekt. Egentlig var det jo ikke positivt, for hvad havde de forventet? Nå, affældigheden indfinder sig jo nok engang. Jeg havde tidligere sagt, at jeg ikke ville rejse alene i Indien, hvilket jeg heller ikke gjorde på de 2 første ture, hvoraf en var som rejseleder på en rejse, jeg selv havde arrangeret for Handelsskolernes Engelsklærerforening og en, hvor jeg blev fulgt rundt af den agent, min skole brugte til at interviewe studerende, som gerne ville studere i Danmark. Denne gang var det alene, uden nogen viste, hvor jeg var undervejs. Det giver en vis frihedsfølelse, kan jeg fortælle. Min største frygt var, at jeg skulle blive syg og ikke kunne klare mig selv. Jeg klarede mig fint i de 12 dage. Når man rejser rundt alene, møder man jo mange mennesker, måske fordi man er mere åben og har brug for social kontakt. Samtidig er det også lettere at hjælpe en enkelt person, ligesom jeg blev. Fra Rishikesh tog jeg med taxa til byen Debra Dun ad mindre veje gennem bjergene. Med bus ville det have været en stor omvej. Flink chauffør, som gerne ville fortælle, og også lige havde nogle varer med til en købmand på vejen hans familie så der smuttede vi lige indenom. Debra Dun er en by delt i 2, og da jeg blev sat af i den forkerte ende, måtte jeg tage en hestevogn til den anden del ad bjergvejen. Da byen ligger højt, er det et sted med mange hoteller og en del penge, da det er et godt sted at tage hen for at undgå varmen om sommeren. Byen var præget af et stort Lyons klub møde med bannere og folk overalt. Der skulle vælges en ny præsident for Lyons Indien. Jeg boede på et lille familiehotel, med udsigt over et skovbeklædt landskab. Her kunne jeg også godt være blevet! Efter 2 nætter havde jeg bestilt en taxa videre til Chandigarh, hvor jeg skulle med en bus, som udgik derfra til Simla, områdets tidligere engelske regeringsby, og derfor ikke allerede var fuld. Taxaen var en time forsinket, så jeg kom til bussen 5 minutter før den kørte, men det var jo også tidligt nok. Problemet var min meget tætte rejseplan og en flybillet tilbage til Delhi, som ventede på mig, men med lidt lykke og lidt held ville jeg nå frem og nu var det værste transportproblem overstået troede jeg. Da jeg kom ind i fællesrummet på KFUM i Simla, sad flere turister klinet til TV skærmen, og det var ikke cricket eller fodbold, de så, men et fænomen, som jeg ikke kendte, nemlig askeskyen fra Island. Problemet

ved at rejse uden sikkerhed med en pakketur er, at i sådan en situation, er der ingen, som hjælper med at betale evt. udgifter eller skaffe transport hjem. Og arbejdet ventede derhjemme. Dagen før jeg skulle rejse hjem fra Delhi, blev lufthavnen åbnet for fly til Danmark. Fra Simla med bus til Dharamsala, hvor jeg skulle møde buddhisterne og Dalai Lamas eksilregering. Møde Dalai Lama eller se hans hus kunne man ikke, men museet og hele regeringsbyen lidt ned ad bjerget kunne man godt besøge. Der var gang i byggeriet, og bygningsarbejderne var til dels indiske kvinder, som slæbte sten rundt på byggepladsen. Da de tibetanske kvinder går anderledes klædt, var det nemt at se forskel på kvinderne. Tibetanerne gik med deres traditionelle dragter med forklæde, mens inderne havde deres farvestrålende sarier på, også til dette snavsede arbejde. Det er i denne by, som ligger 2 km fra McLoed Ganj, hvor det åndelige centrum ligger, at man finder de forskellige ministerier, og derfor kaldes dette sted for lille Lhasa.

Det åndelige centrum tiltrækker mange, også vesterlændinge, som her finder et fristed, hvor de bare kan være til uden tanke for morgendagen, og det fremgår klart af deres adfærd. Det er også her i McLoed Ganj, at de mange eksiltibetanere bor, og de prøver at klare sig ved bl.a. at leve af turismen med vesterlændingene og buddhistiske turister. Jeg mødte her en ældre kvinde, som jeg besøgte og også tog med ud at spise, og hun fortalte mig om livet i byen, hvor hun havde boet i mange år. Hendes liv gik med at studere diverse filosofiske buddhistiske bøger, og jeg fik forslået nogle. Hvis man går så langt ind i sig selv, som hun tilsyneladende gjorde, kan man måske ændre sig. Det var i hvert fald svært for mig at følge hende og forstå hendes liv. Her endte denne min 3. rejse til Indien med, at jeg nåede mit bestilte og betalte fly til Delhi, selvom jeg ikke stod på listen over passagerer. De fandt dog oplysninger nok, til at jeg blev lukket ind i lufthavnsbygningen. Det var så lidt sværere i Delhi. Jeg havde forestillet mig at tilbringe de 6 ventetimer i min lounge, men på grund af det store kaos indtil dagen før, blev jeg først lukket ind, umiddelbart inden mit fly afgik mod Danmark. Selvom denne rejse var den mest fysiske og psykisk anstrengende, jeg har foretaget, tager jeg selvfølgelig gerne til Indien igen, når der byder sig en lejlighed.