Tale i Bedsted Missionshus d. 28/12 2011 Emne: jul; lyset, der kommer til verden Tekst: Joh 1,1-18 Varighed: 30 minutter Indledning: For nyligt havde jeg en snak med min søn, Levi. Han kom ud til mig på badeværelset, hvor jeg stod og børstede tænder. Det var tidlig morgen, og det var stadig mørkt uden for. Han fortalte mig, at han var lidt bange for mørke. Vi snakkede lidt frem og tilbage om det med at være bange, og jeg fortalte ham, at jeg faktisk også godt kunne være bange for mørke. Det er nemlig helt normalt for os mennesker. Der er noget ved mørket, som skræmmer os. Hvad det er, er svært at sætte ord på, men jeg tror, de fleste kender til at skulle gå over gårdspladsen i mørke med skraldespanden eller at skulle gå alene hjem, når det er mørkt. Selvom man forsøger at overbevise sig selv om, at der ikke er nogen andre i mørket, så er der alligevel en lille angst inderst inde. Jeg ved ikke med jer, men jeg kender i hvert fald til denne angst. Det er den, der får mig til at gå lidt hurtigere, når jeg går op til bussen mandag morgen ad den lange mørke vej til Segalt, og det er den, der nogle gange får én til at synge på cyklen på vej hjem fra arbejde. Lige om lidt vil jeg læse juleevangeliet, som det står hos Johannes. Han fortæller os, hvordan lyset, Jesus, kom til verden, og hvordan mørket ikke greb det. Julen handler om lys, men ikke et eller andet tilfældigt, diffust lys, nej, julen handler om det lys, der skinner over os fra himlen ned. Det lys oplyser vor verden, så vi ikke mere skal frygte mørket. Lad os bede kort sammen. Bøn Tale: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Johannes vidner om ham og råber:»det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.«af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk. (Joh 1,1-18)
I modsætning til Matthæus og Lukas, så begynder Johannes ikke ved Jesu fødsel. Han begynder langt tidligere. Jesus var/er det ord, som udgår fra Guds mund. Han var der fra begyndelsen af: Gud sagde:»der skal være lys!«og der blev lys. (1 Mos 1,3). Sammen med Ånden og Faderen var/er Sønnen, og de tre udgør den mystiske enhed, som vi kalder Treenigheden. Læg mærke til, at det første Gud skaber er lys. Men ikke et hvilket som helst lys. Mange igennem tiden har undret sig over, hvordan det kan være, at Gud skaber lyset allerede i vers 3, men først solen og månen i vers 14. Hvordan vi skal forestille os det, ved jeg ikke, men jeg tror, at det lys, Gud skaber i vers 3, er udtryk for det gode, for livet. Videre hører vi, at han adskiller det fra mørket (v. 4). Johannes fortæller os altså, at Jesus var til før han blev født. Han er det ord, der udgår fra Guds mund, og det ord, der skabte mennesket: Gud sagde:»lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.«gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. (1 Mos 1,26-27) Mennesket blev til, det blev skabt i Guds billede. Salmisten siger det således: Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. (Sl 8,6). Mennesket er prikken over i'et i Guds skaberværk, ja, forholdet mellem Gud og menneske er helt særligt. Mennesket kunne ikke leve uden Gud, for I ham var liv, og livet var menneskers lys.. Sådan var det fra begyndelsen af, men der skete noget... Mørket kom ind i verden. Ikke mørke, som i neej, hvor er det mørkt i dag, nej, ondskabens mørke, synden, det mørke, der ødelægger og slår ihjel, der hader lyset, og alt, hvad der kommer deraf. Mennesket åbnede porten for det ved at handle imod Guds vilje, ved at spise af det træ, som Gud havde sagt, de ikke måtte spise af. Mennesket åbnede porten for mørket ind til paradis på klem, men Giv Djævelen en lillefinger, og han tager hele armen!. Mørket skyllede ind i verden og har gjort det lige siden. Det adskilte mennesket fra Gud. Det tætte forhold, som de havde, blev revet itu, og Gud så sig nødsaget til at sende mennesket ud af Edens have, ud i mørket. Der gik tid fra den dag, og mørket så ud til at have magten i verden. Kun glimt af Guds lys trængte igennem mørket i verden. Mørkets fremmarch mod lyset ses mange steder i bibelens fortællinger: ondskaben i Sodoma og Gomorra (1 Mos 18-19), Israels fangenskab i Egypten (2 Mos), de onde gerninger i Nineveh (Jon 1), og man kunne blive ved. Synden og ondskaben så ud til at have sejret.
Men Gud havde ikke glemt mennesket. Det ypperste i hele skaberværket havde Gud hele tiden for øje. Han så det mørke, der strømmede frem fra deres hjerter, og han greb ind i historien og talte til dem igennem sine profeter: Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. (Es 9,1) Det folk Gud havde udvalgt sig, Israel, dér skulle lyset bryde frem, dér skulle det ske. Der ville Gud bryde mørkets kraft. Dette håb om lysets komme, var givet af Gud gennem profeterne. Israel håbede: Hvornår sker det? Hvornår griber Gud ind og sender det lys, som kun kan komme fra ham og bryde mørket i verden?. Skønt mørket så ud til at have magten i verden, så greb mørket ikke lyset, skriver Johannes. Jesus, lyset fra Gud, kom til verden. Ordet, som havde været med fra begyndelsen af, blev kød og tog bolig iblandt os.. Matthæus skriver således: Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde:»josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger:»se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel«det betyder: Gud med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus. (Matt 1,18-25) Immanuel, Gud med os. Jesus var det lys, som udgik fra Gud, og som skulle skinne for dem, der bor i mørkets land. Det lille barn, som ikke så ud af ret meget, det skulle bryde mørket i verden. Det er dét vi fejrer i julen. At lyset, Jesus, kom til verden, men hvis det blot bliver ved hans fødsel, hvad så? Det er jo kun begyndelsen på Guds kamp imod mørket (ja, det er det vel ingengang, da begyndelsen jo sker langt tidligere). Nej, julen, Guds bliven menneske, Sønnens nedstigen til vor verden, skal ses i lyset af resten af Jesu liv. Ellers bliver det tomt og kun udtryk for romantiske krybbespilsforestillinger. I advent tændte vi lys og ventede på lysets komme, i julen fejrer vi, at lyset kom/kommer til verden, at Jesus blev menneske, men lader vi ham blive i krybben som et lille barn, så er troens indhold hult. Julen må ses i lyset af påsken. Historien knudrer sig nemlig sammen der. Mørkets fremmarch i verden kulminerer, da Jesus bliver sømmet fast på korset. Markus skriver således:
Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:»eloí, Eloí! lamá sabaktáni?«det betyder:»min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:»hør, han kalder på Elias.«Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde:»lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han:»sandelig, den mand var Guds søn.«(mark 15,33-39) Jesus, som kom til verden, den verden, der blev skabt ved ham, Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham., som Johannes udtrykker det. Han, som aldrig havde syndet, ham slog man ihjel på den mest frygtelige måde ved at nagle ham til korset, og da han opgav ånden, flængedes forhænget i templet. Jesus måtte dø for at mørket kunne overvindes. Det var hele tiden Guds plan. Derfor blev han født julenat, for at han kunne vokse op som menneske og tage hele verdens skyld på sig. Det flængede forhæng symboliserer at mørket, der siden tiden i paradis havde adskilt mennesket og Gud, nu ikke længere var en barriere. Der var nu adgang direkte ind til det allerhelligste. Mørket langfredag står i stærk kontrast til det lys, der påskemorgen sprænger graven. Påskemorgen, da Herren opstod, da livstræet fæsted i graven rod!. Matthæus skriver således: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne:»frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«(matt 28,1-7) Jesus sprængte graven. Han opstod fra de døde! Mørket er overvundet. Det er evangeliet, og det er i dette lys, vi skal se julebudskabet. Julenat kom lyset til verden, i form af et lille barn, og allerede fra første færd, forsøgte mørket at gøre det af med lyset, da Herodes slog drengebørnene ihjel i håb om at ramme Jesus (Matt 2,16-18). Det lykkedes ikke. Da han blev voksen, så det ud til, langfredag, at mørket havde fået ramt på lyset, men påskemorgens budskab vidner om noget andet. Lyset har sejret! Og vi har del i denne sejr! Johannes siger jo, at alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.. Vi, der tror på Jesus Kristus, vi er Guds børn, ja, vi er lysets børn (Joh 12,36).
Hvad betyder det nu, at vi er lysets børn, Guds børn, og vi har del i lysets sejr? Jo, ligesom et tændt stearinlys jager mørket på flugt, således jager livets lys, Jesus, også synden og ondskaben på flugt. Han kaster lys over det onde, der bor i vort indre, og han renser os for synden, når vi beder om tilgivelse. Synden adskiller os ikke mere fra Gud. Han har lovet os, at han vil være med os indtil verdens ende (Matt 28,20). Det betyder også, at synden og døden ikke længere har den endelige magt over os. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. (Rom 6,5). Livets lys skinner også ind i dødens mørke, så vi ikke længere skal frygte dette. At være lysets børn betyder tillige med det netop nævnte, at vi også er verdens lys (Matt 5,14). Vi er det lys, som skinner i verdens mørke. Ikke i os selv er vi det, men fordi vi reflekterer det lys, som kommer fra Gud. Når mennesker ser lysets børn, så ser de i glimt, hvem Gud er. Derfor skal vi ikke sætte vores lys, vores tro, under en spand, så man ikke ser det. Vi skal være stolte af, hvad vi tror på. Vi skal være stolte i Herren, som Paulus siger det. Her er der ikke alene tale om ord. Her er der også tale om handling. Hvordan skal mennesker opleve den kraft, der er i Guds lys, hvis de kun ser skæret fra det, men aldrig mærker dets varme? Ord og handling hører sammen i troen. Afslutning: Julen handler altså om lysets komme til verden. Jesus er dette lys, som altid er og har været. Hvis ikke dette budskab skal blive hult, så må vi se det i lyset af korset. Det lille barn i krybben er verdens frelser, det lys, som jager mørket på flugt. Enhver, der tror på Jesus, er et Guds barn og har del i lysets sejr over mørket. Derfor må enhver kristen glæde sig over julens budskab, at lyset kom til verden. Men evangeliet bringer mere med. Ethvert lysets barn er også med Jesu ord et lys for verden. Det betyder, at vi må huske på vor næste, hvem han eller hun end er i ord og handling, og vi må huske på, hvorfor vi egentlig holder jul: Fordi Jesus blev født for vores skyld. Det var af kærlighed til os: Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os. (1 Joh 4,7-12) Lad os gå ind i det nye år med disse vers i tankerne, og lad os takke Gud, for hvad han har gjort. Bøn Glædelig Jul og Godt Nytår!