Prædiken til sidste søndag efter H3K, Matt 17,1-9.. tekstrække

Transkript

1 1 Urup Kirke Søndag d. 25. januar 2015 kl Steen Frøjk Søvndal Prædiken til sidste søndag efter H3K, Matt 17,1-9.. tekstrække Salmer DDS 417: Herre Jesus, vi er her DDS 62: Jesus, det eneste DDS 161: Med strålekrans om tinde DDS 601: Herlighedens Gud Altergang: Herre, at se dig + DDS 208: Skriv dig, Jesus, på mit hjerter DDS 217: Min Jesus, lad mit hjerte få Tekstlæsninger GT-læsning: 2 Mos 34,27-35 Epistel: 2 Pet 1,16-18 Prædiketekst: Matt 17,1-9

2 2 Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus:»Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.«Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen:»det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!«da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde:»rejs jer, og frygt ikke!«og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem:»fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«prædiken I fredags var jeg ude at løbe en tur rundt om Engsøen. Det var først på formiddagen, solen skinnede og hele naturen stod i et betagende syn. Nærmest et Narnia-landskab. Jeg havde næste søndags prædiketekst i hovedet, som jeg tit har, når jeg løber. Og da jeg kom godt halvvejs rundt, fik jeg solen lige imod mig, og jeg måtte stoppe, ikke bare for at få luft, men for at opleve det nærmere, og jeg tænkte: Var det sådan, det så ud på bjerget? Det var vidunderligt, og jeg satte mig på en bænk og takkede Gud og sagde til ham: Alt dette har du lavet for vores skyld. Var det forklarelsen? Nej, selv om det var stort, så var det ikke det det var det. Forklarelsen på bjerget var meget større og den er stor for os alle sammen. Man kunne også sige forklaringen på bjerget. Der har været en del debat omkring ordet forklaring. Folk, der ikke tror på ret meget af det overnaturlige i Bibelen, har en god advarsel til os, der læser Bibelen bogstaveligt, når de siger: I er kun interesseret i at bevise, at det skete. Bevise opstandelsen, bevise jomfrufødslen, bevise

3 3 vandringen på søen. Det vigtigste er ikke at bevise, at det skete, men tale om, hvorfor det skete. Og det er en god advarsel. Vi skal ikke nøjes med en forklaring på, at det skete og hvad der skete, men skal gå efter forklarelse, betydningen, herligheden. I det hele taget er det en god fremgangsmåde, når vi læser Bibelen at gå målrettet efter, hvad forklarelsen er i det, jeg læser. Modsat kan man så også svare tilbage, at det er svært at tale om betydningen af det, der skete, hvis man ikke tror på, at det er sket i virkeligheden. Jeg læste følgende sætning i debatten: Det vigtige er ikke, om Jesus gik på vandet, men hvorfor han gik på vandet. Undskyld, men jeg kan ikke få forstå det! Sætningen giver ikke mening for mig. Det vigtige er ikke, om Jesus stod op fra de døde, men hvorfor han gjorde det. Og når man ikke tror på, at det skete, så er det en meningsløs sætning. En god ven og kollega, som jeg hørte i TV2, sammenlignede med frihedsbudskabet efter 2. verdenskrig. Forudsætningen for, at budskabet skabte glæde i hele Danmark var, at sejren var vundet. At tyskerne havde kapituleret, og at det, der blev fortalt, var sandt. Forudsætningen for, at forklarelsen, ikke forklaringen, på bjerget, har betydning for os, er at det skete. Det gør Peter det også klart i epistlen, vi hørte: det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. Jeg tror, pennen har været brændende i Peters hånd, da han skrev det og mindede menigheden om det store, der skete den dag. Vi var der. Vi så ham. Vi hørte Guds røst. Vi oplevede Jesus forklaret. Det er noget tilsvarende Johannes, der indleder sit første brev med at sige: Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord Jo, det har været noget særligt at være øjenvidne, og hvem ville ikke ønske at have oplevet det, de tre disciple oplevede?!

4 4 Spørgsmålet er: Hvorfor tog Jesus de tre disciple med sig op på bjerget for at give dem dette glimt af sin herlighed? Hvad så de på bjerget? Og hvad betyder det for os? Og efterhånden som vi udfolder det vil vi se, at det var større end det, jeg oplevede ved Engsøen i fredags selv om det også var stort! Vi har slet ikke mulighed for at udfolde bare en brøkdel af, hvad der ligger i den store begivenhed, fx hvordan forklarelsen er en virkeliggørelse af GT s åbenbaringer af Gud og i selve sprogbrugen minder om dem den brændende tornebusk, åbenbaringen på Sinajs bjerg, de store visioner i Ezekiels og Daniels bog, eller betydningen af skyen, der omsluttede dem på bjerget. Skyen var i GT en demonstration af Guds herlighed, af Guds fylde. Alt det må man selv gå hjem og studere eller spørge til det bagefter. Vi vil blot koncentrere os om to spørgsmål: Hvad er Jesu herlighed? Og hvordan oplever vi denne herlighed? Hvad er Jesu herlighed? Tre ting: For det første: Hans herlighed er Guds herlighed. Jesus har den levende Guds herlighed. Hebr siger, at Jesus er Guds herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Sådan som disciplene så Jesus, så Israels ledere Gud på Sinaj. Vi læser i 2 Mos: Moses gik op sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds af Israels ældste, og de så Israels Gud. Under hans fødder var der som et flisegulv af safirer, så rent og klart som himlen selv De skuede Gud og spiste og drak. Det er også derfor, disciplene bliver grebet af frygt. De opdager dette: Vi ser den levende Gud selv! Der er Gud, og her er jeg, syndige menneske, han er hvid, jeg er sort, han er ren, jeg er beskidt, han lyser, jeg er i mørke. Ingen kan se Gud og leve, lyder det i GT og NT, men de overlever. Jesu herlighed er hans nåde! Gud viser nåde til os, som ikke har noget at håbe på. Han tilgiver vores synder, uanset hvor mange vi har og hvad slags de er. Vi har det i velsignelsens ord: Herren lade sit ansigt lyse på dig og være dig nådig.

5 5 For det andet: Jesu herlighed overgår al anden herlighed. På bjerget var der to mennesker mere. Ikke to tilfældige mennesker. Nej, to afgørende personer i Israels historie: Moses og Elias. De fik begge to en lidt underlig afslutning på jorden. Moses vandrede i ørkenen sammen med folket i 40 år, men kort tid før de skulle tage landet Israel i besiddelse, fører Gud ham op på et højt bjerg for at skue over det forjættede land. Han fik lov til at se derind, men han kom ikke selv med over. Han døde på bjerget, og som der står i 5. Mosebog: Gud begravede ham den dag i dag ved ingen, hvor hans grav er. Om Elias læser vi i 2. Kongebog, at han i en storm blev taget op til himlen i en ildvogn med ildheste. Der er altså ingen, som ved, hvor de to mænd er stedt til hvile, eller om de nogensinde er blevet det eller måske ganske enkelt hviler i Guds hænder! Moses er repræsentant for loven. Det var ham, der fik de 10 bud på Sinajs bjerg, som vi hørte om i læsningen før. Det var ham, hvis ansigt skinnende som solen, da han kom ned fra bjerget som et tegn på den herlighed, han havde. Det var Moses, der indskærpede loven for hele folket igen og igen. Elias var en profet, sendt af Gud for at råbe folket op og kalde dem tilbage til Gud. Der står om Elias i den sidste bog i Gammel Testamente, Malakias bog, at Gud vil sende profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige. Det er ikke underligt, at disciplene synes, det er stort, da de ser de to mænd komme til syne. Loven og profeterne til stede på samme bjerg sammen med Jesus. Stort og herligt har det været. Jesu herlighed er Guds herlighed, den overgår al anden herlighed, og for det tredje: Jesu herlighed er hans virkelige identitet, helt fra evighed af. Disciplene så Jesus, som han er i virkeligheden og som han er nu! Der er derfor sådan set ikke noget under på bjerget, for sådan er Jesus. Det store under skete alle de andre dage, hvor folk så Jesus som et almindeligt menneske. Han gav afkald på sin guddomsherlighed og blev mennesker lig. Han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Dét er underet!

6 6 Vi trænger ind imellem til at se Jesus, som han er. Tit og ofte fokuserer vi på ham som menneske et godt menneske, en stor morallærer, et eksempel for os, og det kan vi også lære af. Særligt Jesu død på korset taler til os, når vi hører de dybe ord fra Jesus: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Det var synden og syndens løn, døden, der lå på Jesu skuldre, da han råbte de ord. Lukas kommenterer i sin beretning om forklarelsen, at Moses, Elias og Jesus talte sammen om Jesu udgang i Jerusalem. Dvs. de talte om korset, om døden. Desværre har vi ikke ordene fra den samtale. Forklarelsen på bjerget er en forsmag på opstandelsen, dvs. sådan som Jesus er nu. Og disciple, som går rundt i dalen, skal vide, hvor herlig Jesus i virkeligheden er. Og det er det andet spørgsmål, vi vil ind omkring: Hvordan ser vi Jesu herlighed? Hvor er den kristen, som ikke ville juble over at få den mulighed? Det sker almindeligvis ikke med vores fysiske øjne, selv om nogle mener, det sker. KD havde i går en lang artikel om en dansk kvinde, der er overbevist om, at hun har set Jesus lyslevende foran sig flere gange i et kapel i Spanien. Er det rigtigt? Har hun set Jesus? Nogle af os reagerer med skepsis, men vi kan ikke vide det. Et under er det, hvis det er rigtigt men Paulus mødte også den opstandne Jesus. Jeg har aldrig set Jesus alligevel har jeg set hans herlighed. Kan man ikke tale om at se ham med troens øjne? Jo, Jesus sagde selv til Thomas efter opstandelsen: Salige er de, som ikke har set, og dog tror. Men hvorfor er det sådan? Hvorfor giver Gud os ikke lov til at se som disciplene så, eller som kvinden, jeg fortalte om? Det er et svært spørgsmål at svare på. Mon ikke der er et svar i, at Gud vil lade os leve her i dalen med troens længsel, som netop vækkes ved at se med troens øjne og ikke med vores fysiske øjne?! Ligesom disciplene i øvrigt skulle alle de andre dage i dalen. Tænk på, at denne dag på bjerget var én dag ud af formentlig tre års vandring med Jesus. Det er ikke underligt, at Peter tænkte: Hold da op, bare det her kunne blive ved for altid! Herre, det er godt, at vi er her, siger han. Han foreslår lidt ude af sig selv at

7 7 bygge tre hytter på bjerget: En til Moses, en til Elias og en til Jesus. Jo, hvis man har en hytte, så kan man jo blive der. Så kan man bo der. Så kan det vare ved. Jeg forstår Peter vældig godt. Når man sådan oplever Jesu herlighed helt tæt på, hvem ville så ikke gerne lade det fortsætte for altid? Hvordan ser vi Guds herlighed? Jeg kan faktisk ikke love dig, at du vil se den, når og hvor du vil. Måske sidder du her til gudstjeneste med bøn om, at du må se Jesu herlighed, men det er ikke sikkert, at det sker. Og da har jeg lagt mærke til en lille detalje i teksten, nemlig at det var Jesus, der tog disciplene med på bjerget. Det var ikke disciplenes initiativ, men Jesu beslutning, at de tre disciple skulle med på bjerget og opleve Jesu herlighed. Hvor meget man skal lægge i det, ved jeg ikke, men det er påfaldende, at Jesu et par gange afviser at komme med tegn og undere og siger, at der skal ikke gives andet tegn end profeten Jonas tegn, dvs. korsets tegn. Her tager Jesus initiativet! Og det matcher en dogmatisk læresætning, at vi ikke af egen evne kan gribe Jesu herlighed på grund af synden. Sådan kan du heller ikke beslutte dig for at se Jesu herlighed. På den ene side kan det være frustrerende, men på den anden side løfterigt. Gud har givet os nogle bjerge, hvor Jesu herlighed er til stede på en særlig måde. Dåben, hvor vi blev korstegnet for ansigt og bryst og kom til at tilhøre Jesus. Da var du på bjerget! Nadveren, som vi får muligheden for at deltage i om lidt, er et bjerg. Da Moses var på bjerget og så Gud, står der, at de spiste og drak. Er det ikke en forvarsel om nadveren? Bibelen, Guds ord, er et bjerg med levende ord, som stråler med Jesu herlighed fra ende til anden. Det gælder om at søge de steder. Vores daglige liv foregår i dalen, hvor vi lever med arbejde, slid og slæb og alt det bøvl, Gud giver os. Men midt i det giver Gud os glimt af hans herlighed. Som en forsmag på den evige herlighed, hvor det for altid skal være som på bjerget. Da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Amen!