Døvens dør Skrevet af Cecil Bødker Der var sat noget for vinduet indefra, det var brunt og øde af spindelvæv og gammelt støv. Men døren var åben. Døren var altid åben. Og der kom røg ud. Mærkelig tynd og stille røg der lugtede. Christoffer kiggede forsigtigt på det sorte dørhul i muren overfor, han havde aldrig set Døven, og han brød sig heller ikke om at komme til det. Det var nok, at hun var derinde. Hun var altid derinde, og der kom næsten altid røg ud. Det dirrede i ham, fordi han turde stå i hendes portrum, han var sikker på det var farligt, det lugtede. Han vidste ikke hvad det lugtede af, men alting var anderledes end de andre steder. Han lod sig synke ned i hoften så begge ben kom til at støtte lige meget mod de runde sten i portgulvet. Der var så stille i det her hus. Christoffer syntes han kunne mærke Døven, at hun var derinde i mørket, det gøs i ham. Det var derfor det var noget særligt at turde stå her. Han var sikker på hun også kunne mærke ham. Christoffer vejrede. Hvorfor havde hun sat noget for vinduet? Hvorfor lugede hun heller aldrig på gårdspladsen. Henne foran døren lå det udkastede affald i lange striber til alle sider. Det var en sær gård. Engang havde han prøvet at række tunge efter en af de små halvrunde glugger i udhuset, de lignede griseøjne og så frække ud, men der skete ikke noget. Alligevel turde han ikke gøre det igen. Han så på røgen der kom ud foroven i dørhullet. Udenfor på vejen var der nogen der løb. Mange. Christoffer stivnede. På én gang fattede han hvor han var, gården var lukket. Ikke en åben sprække nogen steder, ikke så meget som lemmen ind til et svinehus, hvor han kunne klemme sig væk. Der var kun døren. Der var kun den åbne dør lige overfor porten, men derinde sad hun. Udenfor på vejen holdt de op med at løbe. Christoffer sank sit spyt somom det brændte ham. Han var fanget. Det var Gert. Når de var stå stille var det altid Gert. Så vidste de hvor han var. 1
Christoffer flyttede sig uroligt længere ind i porten, hans hænder blev våde mod den ujævne væg. Om lidt ville de stå derude og skræve og grine, det var altid sådan de begyndte, og så kom de helt tæt hen til ham så han ikke kunne røre sig. Han lyttede ud mod vejen, men der var ingenting at høre, de skyndte sig ikke mere. De behøvede ikke at skynde sig nu. Om lidt ville de stå derude. Og han havde ingen mulighed for at komme væk. Bagved var kun den lukkede gård, de ville komme til at fange ham her. De listede. Som ét stort sammenhængende væsen kom de langsomt nærmere, lurende, truende, Christoffer følte det som blev han presset ind i gården. Han ville ikke, men han var ikke stærk nok til at blive stående. Det var værre når de ikke skyndte sig. De gjorde altid nar ad ham fordi han var halt. Det har du godt af, sagde de, det er fordi du er en horeunge. Det er fordi din mor er en tøs. Og så grinede de fordi det heldigvis ikke var deres mor, der var sådan. Føj for satan, hvor er du grim. Man kan vel nok se på dig hvad du er for en. Ved du stadigvæk ikke hvem der er din far? De blev ved indtil han græd. Christoffer tænkte somme tider på om det passede at Gerts far også var hans far. Hans mor havde sagt det engang, men han vidste ikke om det var sandt, hun havde aldrig snakket om det siden. Han turde heller ikke sige det. Gert ville sikkert slå ham ihjel hvis han sagde det, og han brød sig heller ikke om at det skulle være Gerts far. Der var jo også så mange andre der kom sent. Han kunne ikke undgå at høre dem. Det har du bare godt af. Nu var de næsten ved porten. Christoffer skubbede sig længere ind, han var nødt til at vente til de kom. Han fulgte muren af det nærmeste udhus, der var så stille derude, hvorfor mon de ikke kom? Fornemmelsen af den sorte sugende åbning ind til Døven blev stærkere, den var så nærved nu, at han mærkede den som kulde. Hans hud trak sig sammen. Ingen vidste rigtigt hvad Døven foretog sig inde i mørket, for der måtte næsten være mørkt derinde når der var sat noget for vinduet. Også selvom døren var åben. Men det måtte være noget hemmeligt, for alle mennesker var lige ved at hviske når de snakkede om det. De sagde så meget forskelligt, så 2
mange forskellige ord som han ikke forstod, men som måtte betyde noget forfærdeligt når de var nødt til at hviske. Christoffer skævede til hullet der næsten var lige ved siden af ham nu. Han kunne ingenting se, men der lugtede surt derindefra, stramt og krydret på samme tid, og der blev ved med at komme røg ud. Der var farligt inde hos Døven. Det var også farligt at stå her, han kunne lugte hende. Det var kraften, sagde de voksne. Kraften. Der var ikke en lyd at høre nogen steder, kun røgen der kom og kom ganske stille. Hun vidste mere end der var godt, var der nogen der sagde. Pludselig stod drengene allesammen i porten og kiggede på ham. Bare kiggede. De så glade ud. Men de var tavse. Der var aldrig nogen der støjede nærved Døvens gård, der var ingen der vidste hvad hun gemte i sine faldefærdige udhuse, men somme tider gik et lys forbi gluggerne om natten. Og hvem der så det, fik altid hastværk, man sagde hun havde det med at gå ud når ordentlige mennesker lå og sov. Han så på drengene, der var heller ingen af dem der havde set hende, men Christoffer var sikker på hun var stor. Ikke tyk, ikke på den måde, men stor, høj og med et vældig langt og stramt ansigt og stramt hår. De stod og hviskede ude i porten. Hvorfor kom de ikke? Hvad ventede de på? Han duede ikke til bare at stå og lade dem komme, hans hjerte sad både i maven og i halsen, det var alt for stort, og han kunne ikke høre for det. Men han kunne se de hviskede. Hvorfor kom de ikke? De havde ham jo. Hvorfor kom de så ikke og tog ham som de plejede at gøre? Han pressede ryggen fast mod muren og ventede. Det var næsten det værste at vente. Hvis bare han havde været lidt større, eller lidt stærkere eller bare han i det mindste havde turdet bruge ordene. Han kunne mange flere forbudte ord end de andre, mange flere eder og forbandelser, men han sagde ingenting. Han sagde aldrig noget som helst. Han græd. Det var det allerværste, han græd som et pattebarn. Men han ville ikke. Hver eneste gang ville han ikke, alligevel begyndte det at gå i stykker nede i maven, og så gik det op igennem ham indtil det kom ud af øjnene og munden. Sådan var det han græd. Havde han endda bare været lidt større, men han voksede næsten ikke. Han havde et mærke hjemme på væggen, men det var ikke til at se forskel fra den ene gang til den anden. Og han målte endda så tit. Somme tider hver dag. Måske blev han aldrig større? I hvert fald blev han aldrig så 3
stor som de andre. Selv den mindste af dem kunne klø ham alene, hvis det kom an på det. Christoffer havde aldrig forsøgt at sætte sig til modværge, det faldt ham ligesom slet ikke ind. Han kunne jo ikke klare sig alligevel, så hvorfor prøve på det? Men hvorfor skulle det vare så længe i dag? Christoffer følte hvordan enhver smule vilje til at stå imod sivede ud af ham. Han både ønskede og frygtede den bevægelse der skulle gøre en ende på hans venten. Et øjeblik tænkte han på, om de måske ikke brød sig om at komme ind i Døvens gård, at de måske ligefrem var bange, deres øjne var urolige, men så kom de ganske langsomt. Allesammen parate til flugt, hvis noget forfærdeligt skulle vise sig i Døvens dør. Christoffer trykkede sig dirrende ind mod muren, deres langsomhed spændte ham til det yderste, og da endelig den truende halvcirkel lukkede sig om ham, var han kun den stivnende skal omkring et fuldstændigt opløst indre. De rørte ikke ved ham, og de sagde ingenting. Det var Gert. Han havde sit ritual, men de andre var usikre, deres øjne flakkede frem og tilbage mellem Christoffer og det sorte hul i muren, de var akkurat lige så bange for Døven som han var. Hvor skal vi hen, vovede en at hviske. Der var ingen der svarede. Tavsheden blev om muligt endnu mere intens, somom de få ord havde været voldsomme råb, og somom lugten indefra nu optog alle sanser og gjorde dem både døve og blinde. Ingenting skete. Hvor begyndte stemmen igen. De der stod nærmest vendte sig og hyssede arrigt, og spørgeren tav øjeblikkelig. De var tydelig skræmte. Skal vi ikke gå, hviskede en anden. Alle så på Gert der havde stillet sig hen foran Christoffer, han havde begge hænder i lommen og lod aldeles uberørt af omgivelserne. Det var ham der bestemte. Og han svarede ikke. Der var flere der vendte sig mod porten bagved, de ville gerne ud. Både Christoffer og Gert så det, og Christoffer vidste på forhånd hvad den andens afgørelse ville blive. Vi bliver her. Der blev uro i halvkredsen. Skal vi ikke hellere gå et andet sted hen? Fødder bevægede sig nedenunder flokken som i protest. Er der nogen der er bange? 4
Gerts stemme var hård og knap. Er I bange? De kunne ikke lide at se på ham, og de svarede ikke. Hvis I ikke tør være her kan I bare gå. Gert så sig udfordrende om. Der var ingen der gik. Han vidste på forhånd de ikke ville gå, ingen af dem brød sig om at få det som Christoffer. Der var aldrig nogen der gik. Det var prisen for at være med. Vi bliver her, afgjorde Gert og så sig om i den inde- lukkede gård med en egen tilfredshed. Christoffer forstod hvad han mente, han havde fornemmelsen af at der var noget særligt i dag, at Gert havde lovet dem et eller andet. Det var hans overrumplende måde at gøre ting på der bandt dem, hans mærkelige sans for det pirrende. Christoffer frygtede Gerts smalle hårde øjne mere end noget andet. Alting hos Gert var smalt og hårdt, hans læber, hans hænder, hans lange benede fødder i de gabende vide sko. Hele hans krop. Christoffer følte sig dobbelt vanskabt overfor ham, dobbelt klynkevorn, og Gert vidste det. Han havde føling med den slags og udnyttede det. Du var ikke i kirken i søndags. Gerts stemme havde den rette tørre voksenhed, som havde Christoffer forulempet ham personlig ved at unddrage sig en kirkegang. Det gav et sæt i Christoffer. Du var ikke. Der var en snert af utålmodighed i ordene. Christoffer så ned. Ikke fordi han følte sig brødebetynget på grund af sin forsømmelighed, men fordi han kendte Gert. Han kunne bruge alt. Du skal i helvede. Det var en dom og den blev udtalt med al mulig overbevisning. Men helvede havde ingen virkning på Christoffer, han var meget mere bange for det, der var ved at ske nu, end for noget andet. Og helvede, det var jo bare et af ordene. Men du skal først gøre bod, sagde Gert. Han skal synge, sagde en ophidset stemme. Han skal først bekende, ligesom de gør på møderne, afgjorde Gert. Det var ham der bestemte, og han tålte ingen indblanding. Tag trøjen af, sagde han kort. Christoffer krympede sig, ville de slå ham? Slå ham og sige han skulle synge imens? Han stirrede værgeløst på den anden. 5
Tag trøjen af, kommanderede Gert. Christoffer løftede hænderne for at knappe op, men lod dem synke igen. Der var dødsstille i gården. De kunne da ikke gøre det her, Christoffer var usikker. De kunne da ikke her. Men samtidig vidste han at de kunne. Gert kunne, de andre spillede ingen rolle, det var ligemeget med dem, det var Gert det kom an på. Og Gert kunne. Netop her. Lige opad døren ind til Døven. Det var meget mere farligt her, de plejede altid at tage ham med hen et sted hvor ingen kunne høre ham. Få så den trøje af. Gert talte højt, og de andre så forskrækket på ham, han kunne vel hviske i det mindste. Også det andet hviskede de. Også bukserne Det hele. De var selv lige ved at glemme Døven i deres ophidselse. Christoffers trøje dalede lydigt ned om hans hæle, den havde de før taget fra ham, og han magtede ikke at stritte imod. Han vidste hvad de havde under bluserne. Allesammen undtagen Gert. Han legede en anden leg som de ikke forstod. Men Christoffer forstod det. Mellem ham og Gert var der noget de andre ikke kendte til, noget der næsten var had, og Christoffer tænkte undertiden på om Gert også vidste de måske havde samme far. Du skal bekende, sagde drengen foran ham. Ja, hviskede Christoffer uden stemme, han kunne ikke standse det der skred sammen i ham. Læg dig på knæ. Christoffer gjorde det og følte tilfulde ydmygelsen ved det. Men sådan var det altid. Bukserne bukserne Du glemmer bukserne, sagde de. Skuffelsen fik dem til at bryde forbudet mod indblanding. Christoffers blod stod stille i ham. Havde han lovet dem det også? Havde han sagt Gert tøvede. Christoffer kunne mærke spændingen mellem denne tøven og de andres krav, han havde altså sagt det. Og nu vaklede han mellem at gøre det og lade være med at gøre det, mellem at vise at han kunne tvinge Christoffer til hvad som helst, og at hans magt kunne tåle at han brød sit ord. 6
Gert så undersøgende på Christoffer der tilsyneladende var fuldstændig medgørlig, men han mærkede instinktivt at denne gang var der noget andet, en slags modstand. Drengenes krav var ikke at se almindelig nøgenhed, de ville se Christoffer fordi han var vanskabt. Og ad sine egne hemmelige veje Følte Gert sig frem til den kerne af rædselsblandet trods der voksede i Christoffer. Rejs dig op igen, sagde han. Der gik et åndedrag over drengene i gården og Christoffer blev hed. Nej, ikke det. Ikke bukserne. Han rejste sig meget langsomt op, ikke det, ikke bukserne. De samme ord hamrede i ham indtil han ikke mere forstod dem, indtil de tabte meningen og kun var et udtryk for hovedløs skræk. Det susede i ham som dengang de hængte ham med hovedet nede i åen, og han følte vild og hæmningsløs trang til at skrige. Men han skreg ikke. Foran ham stod Gert og stirrede på ham, stirrede ind i ham, og Christoffer vidste Gert kunne se det hele. Hvordan han havde det, hvor rædselsslagen og ynkelig han var. Og for første gang var der noget i Christoffer der ikke bukkede under for den andens vilje, ikke helt. Det var som havde han nået bunden i sin elendighed og fået fodfæste. Og hadet rejste sig i ham som en pæl. Gert kunne ikke undgå at mærke det også. Det glimtede i hans sammenknebne øjne. Tag bukserne af, sagde han. Nej, sagde Christoffer. Han åndede tungt, forfærdet over hvad han gjorde. Det var aldrig før sket han sagde nej, men han måtte gøre det nu. Det var ikke ham selv der svarede, men noget stort, fast der var i ham. De skulle ikke se hvordan han så ud. De skulle ikke vide det. Han var nødt til at sige nej. Du skal, sagde Gert. Nej. Christoffer rørte sig ikke. De måtte godt slå ham ihjel for det. Drengene så på Gert. Kunne han ikke? Deres øjne var bobler der når som helst kunne briste i spot. Gert kneb læberne endnu mere sammen, hans mund blev en vred streg i ansigtet, og hans blik fik den farlige glans der gjorde Christoffer blød i leddene. Men han kunne ikke gøre det. Spænd remmen op, sagde Gert. Nu skal jeg Et par hænder gled hjælpsomt frem mod Christoffers livrem. 7
Idiot, hvæsede Gert og slog ubehersket de fremrakte arme til side. Idiot. Han skal selv, at du ved det. Han skal selv, ellers er det forkert. Han fejede den anden tilbage, så drengen tabte en rebstump ud under blusen. Gert sparkede rasende efter rebet. I begriber faneme heller aldrig noget, snerrede han og vendte sig mod Christoffer med et hidsigt ryk. Se så at få de bukser af, og lad det gå lidt villigt. Drengene bag ham trak sig uvilkårligt længere væk, sådan havde de aldrig set ham før. Ikke så desperat. Jeg gør det ikke, sagde Christoffer. Det kommer ikke jer ved hvordan jeg ser ud. Vi skal nok få dig til det, sagde Gert mellem tænderne. Vi skal nok få dig til det. Skulle du være for køn til at se på, måske? Sådan en vanskabt horeunge. Din far er også min far, fór det ud af Christoffer. Gert snappede efter vejret. Og Christoffer vidste at nu var der ingen vej tilbage, men det var ligemeget. Din far kommer også om natten, fortsatte han. Jeg har set ham. Han undrede sig over sin egen stemme. Var det ham der sagde alt det? Og han gav ikke en lyd fra sig, da Gert snuppede rebet på jorden og slog ham over det nøgne bryst med knuden. Tror du skal du din forbandede Christoffer værgede for sig med hænderne. Men han græd ikke. Det gjorde ondt. Det gjorde meget ondt endda, men han behøvede ikke at græde. Det var underligt. Christoffer syntes selv det var underligt, og Gert syntes det og slog så hårdt han kunne. Christoffer skulle græde, og han skulle tage bukserne af. Havde han måske ikke lovet dem allesammen havde han måske ikke sagt at Christoffer skulle tage det hele af i dag så de kunne se hvor skæv han var? Og stod Christoffer ikke der og var fræk? Og sagde ting om hans far han var nødt til at få ham til at gøre det. Gert var hvid ved næsefløjene, han var nødt til det nu. Hold hans arme, sagde han. Alt for mange greb fast i Christoffer og spændte ham ud mod muren som en korsfæstet. De skubbede til hinanden af ivrighed for at komme til. For at tækkes Gert i hans vrede. Skrub så til side, snerrede Gert. Han rørte sig ikke før han igen kunne se Christoffer. Det skulle alligevel nok blive som han ville have det. 8
Når du ikke vil, så må jeg, sagde han og spændte Christoffers livrem op. Der stod et fnis fra halvkredsen da bukserne øjeblikkelig gled ned om den smalle drengekrop. De rakte sig for at se. Slip ham så, sagde Gert. De gloede nysgerrigt op og ned ad Christoffers blege forvoksede krop. Sådan var han altså. Alligevel var det ikke sådan som de havde ventet. Det var ligesom de ikke rigtig kunne se ham for hans ansigt, hans hadefulde øjne holdt dem fast. I stedet for det hjælpeløse hundeblik han plejede at rette mod dem, mødte de et par øjne der brændte sig ind i deres. Selv Gert hummede sig lidt ved det. Var det Christoffer? Christoffer blev ved med at se på Gert, han havde overtaget mærkede han. Køter! Beskidte køter, han borede blikket ind i den anden. Du kunne ikke. Gert tav. Du er en pjalt! Christoffer holdt ham nede med sin totale mangel på frygt, han var stærkere end Gert, og nu kom alle ordene sådan som han altid havde ønsket det. Han var ikke i tvivl om at det var fordi han skulle dø bagefter, men det betød ingenting nu. Om lidt ville de slå ham ihjel for det han gjorde. Han stirrede stift på Gert, der stod som lamslået. Du kan selv være en horeunge, sagde han. Min mor har byttet om på os da vi var små. Det ved du godt. Christoffer havde aldrig tænkt den tanke før, det kom helt af sig selv. Han var skræmmende sikker da han sagde det, overrumplende, som han stod der i al sin uhyrlige nøgenhed. Gert blev lidt bleg. Han var rasende i sin afmagt. Men i Christoffer ulmede en hensynsløs glæde, der fik ordene til at strømme let og frit. Og han blev ved med at sige noget, det hele kom af sig selv. Alle de mærkelige ord, som drengene aldrig før havde hørt, og som Christoffer næppe selv kendte betydningen af. Ord han havde hørt eller læst og gemt som klenodier, fordi de var mærkelige. Ord der var fulde af ting han kun kunne ane, han øste af sine skatte. Og uden han lagde mærke til det fik hans stemme et messende tonefald somom han fremsagde forbandelser. Eller somom han var slået med vanvid. Ordene, tænkte Christoffer. Alle ordene. 9
Han har mistet forstanden, tænkte de andre. De var stumme af uhygge. Alle ordene. Indeni Christoffer fødtes en lethed han aldrig før havde kendt. Det er fordi jeg skal dø, tænkte han. Men det gjorde pludselig ondt at skulle dø. Det var alligevel ikke så let som det forekom ham før. Og da han tav blev stilheden stående længe i gården, før drengene kom i tanker om at bevæge sig igen. Det var som måtte de først befri sig for noget. En tyngde han havde lagt over dem. Der blev en skraben med fødderne og en flytten ben, men det undgik dem ikke hvordan Gert krummede sig til spring. Men Christoffer flyttede sig bare, han var stadigvæk ikke bange for Gert, og han var let og klar, næsten gennemsigtig inde i hovedet. I samme øjeblik Gert sprang løs på ham med al den dårlige tabers trang til at ødelægge, tog han et skridt til siden og et til ind i Døvens døråbning. Så var han væk. De lyttede. Måbede sekunder med øjnene ved den lyse firkant af gulvet der var at se. Der var fuldstændig stille. Christoffer var væk. Kun den beske duft af ukrænkelighed smøg sig ud under karmen. Han var gået ind til Døven. På samme tid gjorde hele flokken omkring og styrtede ud af porten i vild panik. 10