DET POSTOMDELTE FAGBLAD FOR FORENINGEN AF DANSKE SCENEINSTRUKTØRER FAGBLAD FOR FORENINGEN AF DANSKE SCENEINSTRUKTØRER Nr. 68 - september 2014
Udgiver: Danske Sceneinstruktører Nørre Voldgade 12 2.th. 1358 København K Tlf. 33 33 08 88 www.stagedirectors.dk email: info@stagedirectors.dk Deadline næste nummer: 3. november 2014 Redaktion: Inger Birkestrøm Juul, FDS Kamilla Bach Mortensen, FDS Fie Nørman Johansson, FDD Rasmus Malling Skov Jeppesen, FDD Steen Madsen Layout: Jakob Brandt- Pedersen Forside Performance Sense Laboratory, Roskilde festival 2014 Foto: The I of Sisters Academy, Sisters Hope. Diana Lindhardt FÅR 302: Sympati for djævelen Instruktion: Kamilla Bach Mortensen Pressefoto 2
formandens klumme Kære medlemmer Efter en vidunderlig dansk sommer, er vi nærmest spurtet ind i sensommeren med masser af spændende opgaver og tiltag. Scenekunsten er som altid kendetegnet ved at være en levende, dynamisk organisme, hvor stort og småt fletter sig sammen for at danne nye billeder. Af de større tiltag er de nye chefansættelser på Nørrebro (læs fagbladets samtale med Mette Wolf inde i bladet) og Betty Nansen og om ganske kort tid, kommer der også ny chef på Det Kongelige Teaters Skuespil. Og i den anden ende af hierarkiet, er arbejdet med at modernisere de kunstneriske uddannelser i fuldt sving. Samtidig med at vi som instruktørforbund, hilser tilnærmelsen til resten af Europa velkommen, mener vi også at det er vigtigt at huske at scenekunsten i høj grad er baseret på erfaring, tradition og viljen til at søge ud på de vildveje, hvor de nye kunstneriske ideer også findes. Et andet papir, der er landet på bestyrelsens bord hen over sommeren, er bekendtgørelserne om bestyrelserne på de store teatre. På papiret lyder det godt: Medlemmerne af bestyrelsen skal tilsammen repræsentere juridiske, ledelsesmæssige, økonomiske, markedsføringsmæssige og teaterfaglige kompetencer. Men fungerer det i praksis? Er vægtningen af teaterfaglig kompetence er en anelse for lav? Hvem er de teaterfaglige medlemmer i bestyrelsen og på hvilken måde får de lov til at påvirke teatrets udvikling? Og valget af den nye chef? Og netop chefvalget er interessant for os som forbund. Historisk set er det ofte instruktørerne, der varetager chefjobbene rundt i landet. Men er vi et sted, hvor bestyrelser og efteruddannelsessystem bremser for instruktørens mulighed for at opbygge chefkompetencer? Er det derfor man søger til udlandet eller andre faggrupper for at finde egnede lederemner? Eller trænger der til at blive rokeret oftere på egnsteatrene? Disse og helt sikkert mange andre spørgsmål, vil blive taget op i bestyrelsen dette efterår. Men efteråret har også mange andre tiltag. Når dette læses, har der forhåbentlig været rigtig mange medlemmer til Sommerfest i Langelinie Pavillonen, hvor der er opstået nye netværk og kontakter til medlemmerne fra Danske Filminstruktører og Danske Dramatikere. Og om nogle dage rejser 25 instruktører til Berlin for at opleve pulsen i en af Europas helt store teaterbyer. Vi der ikke kan være med, glæder os til at læse mere i næste fagblad.. 3
Den gode idé og historie skal plejes En samtale med Mette Wolf om dramaturgen i chefstolen, Nørrebro Teater LEDELSE Mødet er sat på Buenos Kaffebar på Vesterbro til en lille snak om Mette Wolfs planer for Nørrebro Teater, når hun i januar 2015 indtager chefstolen. Arbejdet er dog allerede i gang, med møder på teatret og bunker af endnu ulæste manuskripter, der hober sig op på skrivebordet. Med en baggrund i dramaturgi og en stor læselyst må hun dog allerede nu erkende, at hun som chef ikke har den samme tid til at sætte sig ind i alle manuskripterne. Det er ikke nyt for Nørrebro Teater at have en dramaturg som teaterleder. Mette overtager ledelsen efter Kitte Wagner, der ligeledes har en dramaturgisk baggrund. Til spørgsmålet om Mette tror, at baggrunden som dramaturg har spillet en rolle i hendes ansættelse, lyder svaret: Jeg håber da, at det har været en af mange kvalifikationer, men jeg ved det reelt ikke. Men forhåbentlig har det betydet noget, lige som det har betydet noget, hvad jeg har været med til at lave, og at mit teatersyn og mine ideer virker gangbare. ( ) Det er jo i hvert fald et sted, hvor de ikke er bange for at have dramaturger i chefstillingen. Det betyder rigtig meget. Det er ikke en ukendt titel på Nørrebro Teater, så det håber jeg har haft en indflydelse, for jeg er meget stolt af at være dramaturg. Men hvad er det efter Mettes mening, der gør en dramaturg til en god teaterchef? Her fremhæver hun, at dramaturgen kan noget særligt, nemlig at bevæge sig mellem to verdner. Dramaturgen er vant til at sidde med teatrets kunstneriske vision, men også teatrets forretningsmæssige virkelighed, med krav til belægningsprocent mv. Som dramaturg er man inde over repertoiret på flere planer, både med et kommercielt blik hvordan kan det sælges? - men også med et kunstnerisk blik, der handler om at tage stil ling til en udvalgt teksts relevans og tematiske fokus osv. Samtidig er dramaturgen vant til at indgå i mange forskellige relationer og er i kontakt med forskellige faggrupper i arbejdet, på gulvet, for at få forløst teatrets vision. Så jeg tror, at dramaturgens evne til at foretage analyser og forstå de forskellige aktører i en proces, men også at kunne omsætte analysen til konkret arbejde, er et ret godt bud på, hvorfor man begynder at se flere og flere dramaturger i lederstillinger. Og så tror jeg, at man som dramaturg har utrolig stor respekt for de kunstneriske kræfter vi stræber jo alle efter at kunne lave det sublime, og når der er nogen, der lykkes med det, hvad enten det er en skuespiller, 4
og udvikles Af Fie Nørman Jakobsen Foto: Natasha Thiara Rydvald instruktør, dramatiker elle scenograf, så er man på røven over det. Samtidig har man jo sit eget kvalificerede blik. Dramaturgen er det kvalificerede publikum. Men lysten til at fremkalde det sublime er det, der driver det i hvert fald for mig. Når dramaturgen som chef ikke har mulighed for selv at varetage alle de dramaturgiske opgaver, hvor finder man så sparing og udfordring af sin faglighed fx i forhold til valg af repertoire og tekst bearbejdelser? Som ideal mener Mette, at der burde være en dramaturg på alle teatre i Danmark, og hun tager engang imellem sig selv i at tænke: Jeg har brug for sådan en som mig at sparre med, fordi jeg ikke selv har tiden Men som altid handler det jo om en økonomisk prioritering, og lige nu er der ikke en dramaturgstilling på Nørrebro Teater. Det er klart, at når mit ønske er at blive ved med at udvikle nye teaterformater og præsentere nye tiltag - ikke bare på scenen men også bag scenen ville det give god mening at have en udviklingsstærk dramaturg med mig. En som forstår og som kan være med til at skabe bevægelsen fra idé til virkelighed. Der eksisterer en Tænketank på teatret nu, og den har jeg tænkt mig at fortsætte. Den fungerer som et dramaturgiat, men er jo på den måde ikke en del af det daglige arbejde. Men jeg glæder mig rigtig meget til at møde Tænketanken og høre deres mening om mine ideer. Nørrebro Teater har en profil under det Københavnske Teaterfællesskab, der skal sikre et udbud af forestillinger indenfor moderne musik- og morskabsteater. Mettes håb er, at hun kan brede begrebet morskabsteater lidt ud til at rumme flere stilarter. LEDELSE 5
LEDELSE Det vil sige, at man måske i højere grad vil se flere forskellige typer forestillinger indenfor profilen. Jeg vil gerne afprøve, hvor langt man kan strække humoren. Hvor alvorlig kan man gøre den? Hvor mange stilarter rummer den? Man skal dog ikke være i tvivl om, at når man kommer i teatret på Nørrebro Teater, så ser man noget, der er sjovt og har en tone af lethed og opløftethed i sig. Latteren er for mig en sindssyg god brobygger. Dét, at man sidder i et rum sammen med 600 andre og bryder sammen af grin over det samme dét er for mig helt fantastisk. ( ) Selve dét at opleve sammen ligger jo i teatrets natur, og latteren er en uhyre forstærkende effekt. Det er jo sjældent, at man sidder sammen med alle de andre i teatersalen og bryder kollektivt sammen af gråd. Selv om det nu også kunne være interessant. Under Kitte Wagners syv år på Nørrebro Teater udviklede og forfinede hun en crossover genre med brug af stand-uppere på scenen i teaterforestillinger. En tradition Mette gerne vil bibeholde samtidig med, at hun sætter sit eget præg på teatret. Netop crossover forestillinger har været med til at åbne døren til et andet publikum, og det ser Mette som værende helt unikt. Den røde tråd i mit arbejde har de sidste mange år været at få så mange forskellige publikummer i teatret som muligt og give folk en følelse af, at de er inviteret indenfor uanset, hvad de har af baggrund og forudsætninger. Og for mig rummer Nørrebro Teater i høj grad potentialet for at fortsætte det arbejde. Musikteatret, som også er en del af profilen, er også utroligt spændende, fordi det appellerer til så mange forskellige publikummer ( ). Jeg kunne med andre ord ikke være mere lykkelig for, at det netop blev mig og Nørrebro Teater. Hvad angår musikteaterdelen har Mette ingen planer om at begive sig ud i de helt store forkromede musicals. Det er der andre, der er meget bedre til, mener hun. Hun ønsker snarere musikforestillinger, der også har bund i en vedkommende fortælling, og det samme gør sig gældende for teaterdelen. Den store forskel man kommer til at se, når man for efter tiden slår vejen forbi Nørrebro Teater, kommer til at ligge i valget af tekster. Mit store håb er at præsentere nye, store samtidskomedier, der afspejler vor tid og vor tids aktuelle både menneskelige og samfundsmæssige problematikker ( ) Det spændende bliver, hvor tungt, komplekst og politisk det kan blive tematisk i en let og tilgængelig form. Der, hvor jeg synes, at latteren kan mest er, når den har en klangbund af noget meget sørgeligt og trist. En dobbelthed i humoren. Vi kan altså godt tage nogle ret alvorlige temaer eller ret komplekse historier og så folde dem ud på en anden måde. Man kan også sige, hvad er morskab? Er det, at man har grinet en gang eller ti gange. Er det nok bare at have grinet inde i munden? Eller er det, at vi går løftede og på en underlig måde befriede ud af teatret? Det har hele tiden været ønsket med anneksscenen på Frederiksberg, at den har kunne få sit eget liv og sin egen profil, fortæller Mette. Den har haft succes med at være en del af fødekæden, hvor mindre forestillinger er startet ud her for senere at flytte til Nørrebro Teaters store scene. Men det er stadig for tidligt at tale om en egentlig profil, og hvad der skal spille på scenen om aftenen. 6
Betty Nansen: Tørklædemonologerne Instruktion: Vibeke Bjelke Foto: Alexander Lind bl.a. at kunne etablere laboratorier og skriveworkshops, simpelthen fordi vi lever af de gode tekster. Og de gode tekster har indenfor teatret, generelt dårlige betingelser for at få liv. Fx har tv-branchen en meget større tradition for at hjælpe forfatterens tekst til live, og forfatteren er bakket op af kvalificerede folk, der er en del af selve udviklingen. Der er selvfølgelig en anden økonomi i de brancher, men jeg håber at kunne være med til at skabe platforme for nye og lystfulde samarbejder og fællesskaber. Som chef ser Mette ikke sig selv, som den der har patent på de gode ideer eller den gode historie. Med inspiration fra film og tv branchen håber hun at kunne åbne op for, hvordan de gode ideer skabes og udvikles. Jeg ved så meget, at jeg gerne vil vise endnu flere eksempler på, at fødekæden fungerer. Og at jeg også gerne vil give plads til nogle kunstnere, man ellers ikke lige forbinder med morskabsteatret. Og så vil jeg også rigtig gerne præsentere tekster, der udfordrer morskabsteatret. I dagtimerne har Mette dog mange drømme og ideer til at få scenerne i brug: Jeg har et hav af ideer til at åbne teaterrummene i dagtimerne for nye publikumsgrupper og er i fuld sving med at konkretisere dem og gøre dem til virkelighed. Når vi taler om tiltag, der peger indad i miljøet, håber jeg Jeg er sikker på, at man som teaterdirektør skal have en særlig næse for de gode ideer, de nye samarbejder og bl.a. have en vandtæt fornemmelse for at kunne sætte det rigtige hold. Men det er ikke mit privilegium at få en god ide i badet. Med inspiration fra film- og tv-branchen drømmer jeg om, at ideerne i teatret var mere i front. At der var LEDELSE 7
Arvingerne DR1 2013 - dramaturg Mette Wolf - Foto: DR Det kræver selvfølgelig, at de sætter sig ind i, hvad det er for et sted, og hvad jeg vil med det. ( ) Mit ansvar er jo bl.a. at kunne stå inde for, hvad vi viser på scenen, men jeg oplever det jo også som et samarbejde. ( ) Ideudvekslingen og ideudviklingen skal finde sted i et fællesskab. Jeg tror, teatrene har brug for at skabe de her miljøer, hvor ideerne opstår og kan udvikles. Og her tror jeg, at min dramaturgiske baggrund hjælper mig til at kunne gå ind og se kernen i ideen og hjælpe den på vej. Mette ser også gerne, at hun åbenlyst kan gå ud og kontakte tre forskellige instruktører, og bede dem pitche deres konkrete greb på en tekst eller en idé. Det tror hun vil give en fælles forståelse for forestillingen, og hvordan LEDELSE en større generøsitet omkring ideudveksling og en større tillid og et klarere kodeks om, at ideerne følger ophavsmanden. ( ) Jeg kan af og til synes, at der er alt for få ideer i spil i dansk teater. Måske er der bare for få til at lytte!? Mette har en fornemmelse af, at det ofte er fx de samme 10-15 instruktører, der er i rotation til de store scener, før der så sker en udskiftning. Det mener hun for så vidt ikke, der er noget galt i, men hun har alligevel en følelse af, at der går mange rundt som ikke kommer til fadet. Hun håber derfor at kunne skabe et miljø på Nørrebro Teater og gøre teatret til et sted, hvor bl.a. instruktører har lyst til at komme forbi og dele eller pitche deres gode idé. den skal laves, der kommer processen til gode senere. Samtidig håber hun, at det vil åbne op for hvilke instruktører, der kommer i spil, så man også får instruktører at se, som man ellers ikke forbinder med morskabsteater. Under hele vores samtale vender Mette gentag ende gange tilbage til den gode idé og historie, eller måske manglen herpå og 8
løsningsforslag til, hvordan der kan komme flere og bedre historier og ideer i spil. En historie skal hjælpes på vej, plejes og udvikles, og det har teatret, og for den sags skyld dramatikerne selv, ikke været gode nok til, mener Mette. Det hun tit selv savner, når hun går i teatret er at kunne mærke nødvendigheden af at få fortalt netop denne historie. Det er altafgørende at vide, hvad man fortæller og hvorfor. Der går vi nogen gange lidt for meget på kompromis. Vi skal være meget bedre til at fortælle en historie. Måske har vi stolet på formen og det fantastiske ved at side i en teatersal. Og nu taler jeg om teatret generelt. Og man kan se, at det er det, vi alle leder efter i dag. I sådan en grad, at vi henter filmmanuskripter til scenen. Vi leder efter den gode historie. Men den gode historie kommer ikke af sig selv.. Foto: Natasha Thiara Rydvald LEDELSE 9
TUE BIERING Instruktør - tirsdag d.2.september 2014 Café ENGLEN i Aarhus LEDELSE TUE BIERING instruerer lige nu: BRUN MANDS BYRDE på AARHUS TEATER og rejser umiddelbart herefter til OSLO for at varetage en adaption og instruktion af ET DUKKEHJEM sammen med Jeppe Kristensen fra 7. september i NORGE så mødestedet blev Aarhus, i en venlig café, om morgenen. Bænket med kaffe og roligt morgenlys, tales der om Norge, om ET DUKKEHJEM, der skabes som et samarbejde mellem D.KGL.TEATER og OSLO NATIONALSCENE, hvor opførelsen som tidligere, hver aften finder sted i en ny, almindelig lejlighed, hvor der bor et par som skal medvirke i forestillingen sammen med 3 norske, professionelle skuespillere. Adaptionen fra opsætningen i Kbh. er: at de almindelige lejligheder og par der bor i dem, researches frem, med plads til ca. 30 publikummer hver aften. - Ønsket er at parrene ikke kender stykket på forhånd, og ikke arbejder med - eller har særlige teatermæssige forudsætninger: de skal ikke gøre sig umage, have ambitioner eller spille roller! Parret fremstiller NORA og HELMER med deres egne personlige grænser, sårbarhed og udvirker en genkendelighed og ofte rørende oplevelser hos publikum. - De tre skuespillere spiller henholdsvis: FRU LINDE, KROGAARD og DR. BANG. Det professionelle hold af spillere og instruktører møder ikke parrene i forvejen! Inspirationen er: Ibsens ønske om at det skal virke så ægte som muligt. Nora og Helmer skal være som rigtige mennesker, scenografien skal være, så publikum føler at de er i et rigtigt hjem. Det med teatret, startede i gymnasietiden, på SANKT ANNÆ GYMNASIUM, hvor der er en årlig tradition for at eleverne selv laver en stor forestilling. - TUEs håbløse forelskelse i en af de medvirkende dansere, ansporerede ham til at skrive et helt stykke til hende. Det blev hel 10
Af Inger Birkestrøm Juhl NyAveny: Friends - an the one with the asylum seekers credit: Jonas Jongejan digvis aldrig til noget med stykket men han endte som en af de mange instruktører på de følgende års forestillinger. Som det erindres handlede teaterarbejdet dengang meget om praktiske opgaver, at fungere som en slags forestillingsleder som skulle skaffe alt, planlægge og være med i samtlige processer. Så egentlig begyndte teaterarbejdet ved et tilfælde men efter gymnasiet i 1992 blev TUE voluntør på BETTY NANSEN TEATRET hos Bølle og Peter, og arbejdede som tekniker, med lys og lyd, indblik i klipning af bånd på en gammel Revox, pudse lamper og oprydning af en masse skidt, da EDISON blev etableret. Tanken om hvad skal jeg egentlig lave når jeg bliver voksen!?...bevægede sig egentlig i retning af et lille rum hvor Tue skulle sidde og skrive bøger, men virkeligheden indtil nu viser, at jeg har absolut ingen talenter for at skrive men elsker at udvikle forestillinger i rum sammen med mange andre mennesker En 4-årig uddannelse på som instruktør blev valgt. - TUE mener selv han var en helt umulig elev, var selvhøjtidelig og arrogant, havde utrolig svært ved at modtage undervisning fra andre. Han overvejede flere gange at holde op, ligesom skolen vist også over vejede det Vendepunktet kom, og en vigtig lektie blev lært, da.. GEIR SVEAAS, det søde, elskelige menneske som var Tues vejleder, en dag eksploderede i raseri, og bød ham at holde op med sin arrogance, og gå ned i kantinen og starte med og øve sig i at lytte til andre mennesker! At finde sig selv, sin originale personlighed, selvfortællingen, virkeligheden og forskelligheden, at undgå at gentage sig selv, genopdage og opfatte mange muligheder, at kaste sig ud, er en stadig stræben. Han bruger venner gennem mere end 20 år til konkret at bedømme om selvudviklingen LEDELSE 11
er på rigtig vej og der er kontant afregning, hvis han gentager de samme kunster alt for meget. At arbejde sammen med andre, der kan og vil arbejde i et åbent rum, i kaos og stor frihed indenfor en ramme, er en gave, det giver mig muligheden for at skabe noget jeg ikke selv kunne have tænkt mig til på forhånd At blive anerkendt og elsket er rart, men må ikke bevirke at man stivner og holder fast i det man allerede ved virker ellers bliver det ligegyldigt og meningsløst. udelukker dog ikke hans egen lyst til at kaste sig over klassikere, for det ville nok være det mest udfordrende for mig nu, eftersom jeg ikke har prøvet det i hundrede år. Friheden i at være sammen med kreative kunstnere der frigør energi, slipper kontrollen og skaber forestillingerne sammen, er det lykkeligste sted; ikke at arbejde med marionetter men at få folk til at gøre det de er gode til, og være åben for løsninger. LEDELSE Foto: Jonas Jongejan Om fremtidens teater er det svært at vide hvor han begiver sig hen, men på trods af at han selv arbejder med en af de store gamle klassikere nu: så kunne det være interessant at forbyde klassikere de næste 10 år. Det skulle være forbundet med bøde og lang fængselsstraf. Ikke fordi der er noget galt med klassikerne men de kan komme til at stå i vejen for at der sker noget nyt. Ønsket om klassikere i repertoiret virker oftes som et ønske om at præsentere noget, publikum vil købe billet til fordi det er trygt med kendte titler. Det ville være interessant med 10 år hvor vi udelukkende må kaste os over nye tekster og måske skabe nye klassikere. Det At lave det rette hold og et kreativt rum er afgørende! ALLE kan være medskabende og byde ind hvis alle kender og forstår den fælles præmis. Umærkeligt er tiden blevet mere end halv elleve. Det er bemærket og der er lidt tid endnu Stemningen i caféen er mere formiddagsagtig, med flere kaffegæster og et stigende smukt dagslys, og samtidig en fornemmelse af, at det rum, den åbenhed og det lykkelige sted TUE beskriver, er lige her - i dette nu, og der ikke kan sættes punktum - men fortsættes. 12
Danskdansk: Oprørt - Instruktion: Tue Biering - Foto: Per Morten Abrahamsen LEDELSE 13
Under Langsteds Lup Teateravisen.dk 05-08-2014 Af Jørn Langsted LEDELSE I dag vil lupholderen riste en rune. En minderune. Over den kollektive ledelse, som stille og roligt er sevet bort. Nogle ikke lupholderen ville måske sige: Feset ud i sandet. Gruppeteatret, hvor det var gruppen, der i fællesskab besluttede, og hvor man udgjorde et ensemble, er ved at blive en ren historisk parentes i dansk teater. I stedet har vi fået en række mindre ofte meget små direktørteatre. Når det er nu, minderunen skal ristes, hænger det sammen med, at markante og gamle teatre, som Teatret Møllen og Det Lille Teater nu også er gået bort fra kollektiv ledelse og har fået sig en teaterleder. Hver sin, förstås. Teaterchef eller -direktør kalder man det ikke i denne lave rangklasse. Tilbage med kollektiv ledelse er vel efterhånden kun Batida. Og man slipper altså nu for at holde mandagsmøder eller hvad dag de nu blev holdt hvor alt stod til diskussion, og hvor alle partout skulle have en mening om stort og småt. Man slipper for bøvlet og får klarere kommando- og ansvarsveje. Og man hænger ikke på et fast ensemble. Teaterlederen kan hyre folk ind til en enkelt rolle, og så er det ud af vagten igen. Det er helt ligesom i den øvrige teaterverden. Alt er gået tilbage til det gamle. Man kan roligt give de sidste 45 års erfaringer en fodnote i dansk teaterhistorie. Det er helt det samme som på universiteterne: fra udstrakt medarbejderdemokrati, indflydelse på eget arbejde og på institutionens retning til hierarkisk-bureaukratisk ledelse. Det startede ellers som et opgør med det gamle teater i slutningen af 1960 erne. Lupholderen, der dengang var et ungt menneske og ikke anede, at han mange år senere skulle blive lupholder, skrev fx en opflammende kronik i Information i 1968. Den var en del af den sommers teaterdebat, hvor der blev gjort op med det hele. Det, lupholderen der, som I husker, kære læsere, endnu ikke var lupholder gjorde op med, var det institutionelle teater: hierarki, teatrets selvtilstrækkelighed og selvhøjtidelighed, dets markedsgørelse. Det var nogle af stik- og fyordene. Og den fik ikke for lidt! Hør bare: I samme omfang som det institutionelle teater indadtil etablerer hierarkiet, i samme omfang låser det sig udadtil fast i en konservativ selvtilstrækkelighed, der som væsentligt kendetegn har, at en fortløbende diskussion af teatrets plads i og forhold til det omgivende samfund ikke finder sted. 14
Man kan selvfølgelig godt i dag gøre sig lystig over den unge, oprørske og idealistiske (endnu ikke) lupholder. Men hans flammetale var jo båret af en ægte bekymring for, hvad teatret dog skulle og kunne i vor tid. Den kollektive ledelse blev ét af svarene på, hvordan ansvarlighed og involvering kunne styrkes, og hvordan et fælles teater- og samfundssyn kunne udvikles. Og denne form for ledelse bredte sig i de følgende år. Også med bagsiden af medaljen, der bestod af på den ene side skjulte ledere, der ikke var det formelt, men søgte at blive det og måske også var det reelt, og på den anden side af en dødbringende holden-hinanden-i-skak, når konflikterne truede og laveste fællesnævner fremstod som løsningen. Ind i det hele kastede Ralf Långbacka i 1980 sine otte teser om det kunstneriske teater, teatret som ensemble, godt nok med en leder, men hvor de involverede var samlet om et fælles mål, en fælles idé. Denne mellemform blev aldrig rigtig realiseret. At evaluere årene med kollektiv ledelse vil lupholderen ikke give sig af med. Men han tror på, at den her ledelsesform har været med til at styrke nærhed og tæthed i teatrenes forestillinger, ikke mindst i børneog ungdomsteatrenes. Teatrets særegenhed det direkte, her og nu er blevet genopdaget på ny. Og de nye skuespillere hvoraf nogle jo efterhånden er blevet halvgamle, det må indrømmes, der er blevet opflasket i kollektivt ledede teatre, har nogle erfaringer om fælles mål, om hvad vi skal og vil med teatret og om kunst og publikum. Det er ikke så ringe. Tidsånden eller hvad man nu vælger at kalde den vil noget andet end kollektiv ledelse. Man kan godt vælge at begræde det, og gamle, sure mænd ingen nævnt, ingen glemt er måske nok grædekoneagtige af natur og ville måske nok hellere have en mere altmodisch tidsånd, men lupholderen tror, at der på et tidspunkt igen vil komme et teateroprør, og at erfaringerne med den kollektive ledelse vil blive bragt på banen igen. Kort og godt: Lupholderen tror ikke på, at vi her og nu lever i den bedste af alle verdener. Verden kan gøres bedre, frem for alt mere menneskelig at være i. Og her kan teatret yde sit bidrag, både med sine forestillinger og med sin indre måde at være sammen på. Indtil da: Sov sødt!. LEDELSE 15
WIR / NOSOTROS / VI Tre lande, tre sprog, tre mennesker, tre teaterkontekster, tre venner. Et umuligt eksperiment: At skabe én teaterforestilling, som kan fungere både i Berlin, København og Buenos Aires. Uden at bruge engelsk En kollaboration hvor vi selv er forfattere, performere og instuktører, med et minimum af ansatte rundt om os. Et projekt som har taget 2 år at realisere. Et unikt projekt, som på mange måder har været som en global langstidsperformance, hvis man ser det ud fra den synsvinkel at proces og værk er et. Venskabets historik Jeg besluttede mig for sammen med koreografen Hermann Heisig i november 2011 at besøge vores ven skuespilleren og danseren Marina Quesada i Buenos Aires for at finde ud af om det efter 5 års pause var tid til at lave et nyt projekt sammen. Vi tre har mødt hinanden i Berlin i perioden 2002-05 da vi studerede på samme skole hhv. dans og skuespil. Dengang har vi lavet flere stykker og performances sammen på kryds og tværs i forskellige konstellationer. I årene fra 2005-2011 er der for hver enkelt af os sket meget nyt fagligt og erfaringsmæssigt. Vi har professionaliseret os på hvert vores kontinent. Jeg har skiftet fokus fra skuespil og performance til instruktion efter fire år på Statens Teaterskole og Hermann Heisig er, fra primært at have arbejdet som performer, blevet koreograf. Marina er efter 6 år i Europa taget tilbage til Buenos Aires og har arbejdet med både film, TV og egne iscenesættelser, samt produktion og undervisning. Allerede efter de første dages intensive føren hinanden up-to-date med hvad der var sket kunstnerisk og privat for os hver især i de sidste fem år, viste vi, at det nok var her vi skulle blive ved med at grave. Måske skal det for en gangs skyld ikke være et stykke om noget, men om os selv, vores livshistorie og venskab. Som et live-poesialbum, der tematiserer os : Hvordan fremstiller vi os selv, med de vidt forskellige baggrunde vi har? Hvilken betydning har det, at vi har tre forskellige nationaliteter? Er det ligegyldigt? Er den krop jeg har bedre til at repræsentere bestemte ting end noget andet? WIR/NOSOTROS/ VI (ordet vi på vores tre modersmål tysk, spansk og dansk) blev titlen på projektet som i efteråret 2013 med midler fra Berliner Senat, den argentinske fond Prodanza og FDS blev vist på Sophiensaele i Berlin, på CaféTeateret (nu S/H) i København og på El Extranjero i Buenos Aires. 16
Af Anne Zacho Søgaard Realisering i tre lande og tre teaterkontekster Et kollektivt selvportræt med os selv som testpersoner, i forsøget på at beskrive en hel generation. Det startede som et uoverkommeligt stort projekt. Vi var optaget af at arbejde selvbiografisk, men ikke for at lave tre individuelle fortællinger, men mere for at at væve et klude tæppe som fortæller en bid af en kollektiv fortælling. Vi interesserede os for at undersøge vores udsagn om os selv og om hinanden. Med Roland Barthes bog Roland Barthes par Roland Barthes (på dansk Af mig selv ) som største inspirationskilde gik vi i gang med at lave lister, som kunne betegne vores forhold til familie, hjem, udseende osv. Vi fandt ud af, hvordan det scenisk var interessant at lege med at lade de to andre fortælle om den tredje og fratage hinanden retten til at forsvare sig når portrættet ikke Foto fra generalprøve af Laura Deschner repræsenterede, det han eller hun ønskede at fortælle om sig selv. At fremstille sig selv med forsimplede udsagn, som man ikke egentlig ønsker at andre skal fortolke én ud fra. ANNE: Jeg er datter af to gymnasielærere var svært at sige, som noget af det første jeg sagde om mig selv. Men netop den spænding til det pinligt banale var god at arbejde med. Vores ønske var at lave en forestilling, som kunne fungere i alle tre lande uden de store ændringer. Det var en udfordring, da der er meget stor forskel på konteksten de tre steder. Vi tog primært afsæt i selvbiografisk materiale og allerede der, bliver det komplekst for det som er eksotisk i ét land, er gennem trawlet allemandseje i et andet. F.eks. Marinas fortid som barn af militærdiktaturet i Argentina i slut 70erne er eksotisk i Europa, mens det i Argentina er normalt. Hermanns DDR fortid er 17
i Tyskland gennemarbejdet i utallige værker, i Danmark interessant, mens det i Argentina er meget meget langt væk. Vi fandt ud af at det fungerede bedst at bruge personlige, tilsyneladende banale detaljer fra vores opvækst, som på skæve måder kontrasterede hinanden, i stedet for at gå efter de store generations portrætterende events som murens fald og 9/11. Med lysdesigneren Sandra Blatterer og drama turgen Anna Katharina Becker fandt vi frem til et simpelt set-up med en gammel analog lysbilledfremviser og tre mandshøje trærammer og vores tre kroppe og en pose udklædningstøj som de sceniske virkemidler. Trærammerne skulle produceres på ny hvert sted, men ellers var det ligetil at rejse med forestillingen. At producere alt selv, er hårdt fordi der ikke er timer nok i døgnet, men giver også en stor tilfredsstillelse og det er på mange måder godt at mærke at mindre produktionsformer giver benspænd, som også kan påvirke det kunstneriske resultat i en positiv retning. Fokus kom til at ligge på det, som udsprang fra os, og det var sjovt og udfordrende at prøve. Lige fra selv at skulle shoppe kostumer til sig selv ugen inden premieren til at transportere lysbilledapparatet med Easyjet i håndbagagen. Benspænd I selve prøveforløbet var det største bespænd, at Hermann og jeg havde en lille seks måneder gammel baby sammen. Vores datter skulle starte i dagpleje, men med 4 ugers indkøring (sådan er det i Tyskland) og det gav den udfordring, at vi dagligt kun kunne prøve 2-3 timer sammen alle tre, så skulle én hente. Et andet benspænd var sproget. Vi arbejder på tysk, og det er uproblematisk, da det er vores venskabs sprog. Marina er halvt jøde Foto fra generalprøve af Laura Deschner 18
og hun har både tysk og argentinsk statsborgerskab. Hendes morfar var berliner som med 5 dollars og en værktøjskasse ankom til Buenos Aires i begyndelsen af 1930erne inden det blev umuligt at forlade Nazityskland. Vi skabte altså forestillingen på tysk med dele på hvert vores modersmål. I København oversatte vi alt til engelsk for at slippe for at skulle lave undertekster og beholdt scenerne med vores modersmål utekstet. I Buenos Aires var vi tvunget til at tekste forestillingen med spanske undertekster, da vi ikke kunne forvente at publikum kunne engelsk. Det betød at vi kunne spille på hvert vores modersmål hele forestillingen igennem. Da vi kendte hinandens tekster så godt var tresprogede dialoger ikke noget problem, det var mere underteksternes timing som gav en ret kaotisk premiere. Alejandro, som kørte underteksterne, havde haft for få prøver til at få timingen rigtig hver gang. Men da det kom til at fungere næste dag og reaktionerne kom lige når pointerne faldt på scenen, var det en fryd. Forholdene for det fri teater i Buenos Aires er benhårde. Da der ikke er store statslige støtteprogrammer i Argentina resulterer det i at teatrene (som der er uendelig mange af) er tvunget til at leje salen ud så mange timer i døgnet, som overhovedet muligt for at få forretningen til at køre rundt. Ofte spiller der også 2-3 forestillinger per aften og indryk i salen er ca. 1-2 timer inden man skal spille. Vi skulle leje El Extranjero og betale for al den prøvetid vi kunne få. Vi fik samlet 2 formiddage og en aften at lave genopsætningen i og da vi bad om mere tid lød svaret at det kunne blive efter kl. 23 og frem. En nat måtte vi tage i brug, men så havde teknikeren, som skulle køre premieren også prøvet det en gang før... Der ligner forholdene i København og Berlin hinanden en del mere. Det er sundt at mærke hvilke luxuriøse arbejdsforhold vi har i Europa. Mødet med sig selv på scenen En måned efter at vi spillede den sidste forestilling i Buenos Aires tiltrådte jeg stillingen som kunstnerisk leder af Borgerscenen på Aarhus Teater. På Borgerscenen arbejder jeg som instruktør med byens borgere som autentiske hverdagseksperter. I den kontekst var det en god ballast at have med, at jeg lige havde prøvet selv at stå på scenen som en version af mig selv. Det gav mig en ny forståelse af hvilken proces det er, at gå fra det pinligt private og gøre det til en kunstig tekst, som kan gentages og fungere hver gang. Det kan anbefales for instruktører at tage ud og møde andre måder at producere på og. for en stund at mærke den anden side af scenekanten. 19
Performance Sense Laboratory et kuratorisk eksperiment. Roskilde Festival var i år udsat for et performancekuratorisk eksperiment. Som en del af Art Zone-området, kunne man opleve performanceinstallationen The Performance Sense Laboratorium (PSL). Fire i forvejen eksisterende, og én til lejligheden dannet performancegruppe(r) var kurateret ind i laboratoriets overordnede koncept: En undersøgelse af sanselighedens væsen. Hvordan aktiverer man det sanselige gennem forskellige kunstneriske tilgange? sådan lød opgaven til Savage Amusement (AUS/DE), Kata Halasz (UK), Lilibeth Cuenca Rasmussen (DK) og Sisters Hope (DK). Kvinden bag eksperimentet er performancekunstner, ekstern lektor og kurator Gry Worre Halberg, der fungerer som Roskildes performance(kunst)kurator. En funktion som hun også varetog, da hun i 2013 stod bag performanceinstallationen The Velvet State. Hun er også en af de to kvinder bag performancegruppen Sisters Hope, som dog i denne anledning var anført af Anna Lawaetz. Ud over de fire forholdsvis etablerede grupper, blev der samlet en femte gruppe af performere til at varetage konceptets ydre form, og være de gennemgående værter for hele oplevelsen. Som Evokers var deres primære opgave at igangsætte den eftersøgte sanselighed hos de deltagende gæster (der til lejligheden blev omtalt som Human Research Objects/Subjects). Laboratoriet var åbent cirka seks timer pr. dag i festivalens fire primære dage, dvs. torsdag til søndag. Konceptet indebar en begrænset deltagerkapacitet, men ikke desto mindre (eller netop derfor) var søgningen stor, og flere dage var der en lang kø for at komme ind. Laboratoriet havde hjemme i en stor, midlertidig bygning konstrueret af stilladser og træplader, og omdannet til et poetisk sanselaboratorium af hhv. lysgruppen Ungt Lys, scenograferne fra Sisters Hope samt performerne selv. The S Selv deltog jeg i PSL som en del af Sisters Hope. Her har jeg gennem længere tid arbejdet med at manifestere den poetiske karakter The S (The Silence), en stilheds(under)søgende sansemunk. Som nogle vil vide, er der ikke meget regulær stilhed på en musikfestival af Roskildes omfang, men måske netop 20