Prædiken 1. Søndag efter påske

Prædiken 1. Søndag efter påske Salmer: Indgangssalme: DDS 403: Denne er dagen, som Herren har gjort Salme mellem læsningerne: DDS 356: Almagts Gud, velsignet vær Salme før prædikenen: DDS 238: Det er så sandt, at ingen så Salme efter prædikenen: Det er påske! Alting springer ud, fra Syng Nythæftet, s.18f. Nadversalme: DDS 232: O salig påskedag! Udgangssalme: DDS 634: Du ved det nok, mit hjerte Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Korsvar Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter:»Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?«han svarede:»ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.«jesus sagde til ham:»vogt mine lam!«igen, for anden gang, sagde han til ham:»simon, Johannes' søn, elsker du mig?«han svarede:»ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.«jesus sagde til ham:»vær hyrde for mine får!«jesus sagde til ham for tredje gang:»simon, Johannes' søn, har du mig kær?«peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham:»har du mig kær?«og han svarede ham:»herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.«jesus sagde til ham:»vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.«med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham:»følg mig!«joh 21,15-19 Amen! Som det vil være i hvert fald enkelte af jer bekendt har jeg været syg. Altså ikke bare sådan som jeg var i påsken. På arbejde med feber, hoste og ondt i halsen. Men rigtig syg sådan med sygemelding, og kollegaer, der af provsten var 3/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

beordret til at tage over, hvis noget måtte hænde - hvilket der til alt held i øvrigt ikke gjorde. Hele to dage tog det. Med lidt god vilje to en halv. Før jeg igen syntes, at jeg kunne tillade mig at melde mig rask igen. Nu, hvor hele dette, forekommer det mig, ret voldsomme maskineri var blevet kørt i stilling. Og hvordan er det så at være sygemeldt. Sådan rigtigt, efter alle de forskrifter, der åbenbart hører med, når man har drevet det så vidt som til at blive statsansat akademiker. Ja, det var på nogen måder bedre end at gå syg på arbejde. Pludselig var der ikke konfirmandandagter, kirkeblade og gudstjenesteplaner at forholde sig til. Og man kunne næsten glemme, at det alt sammen skal indhentes senere. Der var også med ét plads til at høre musik med hovedtelefonerne på og næsen pænt nede under dynen. Og ikke mindst til at læse ikke tung teologisk faglitteratur, men også alt det sjove. I første omgang en lille essaysamling af digteren, Søren Ulrik Thomsen, som jeg for et par måneder siden købte på bogudsalg, og som siden har ligget og samlet støv i reolen. Ovenpå de andre bøger. Fordi der efterhånden ikke er plads til at stille flere bøger i den, og så fordi fruen har modsat sig, at jeg indkøber flere. Reoler altså. De andre, bøgerne, er ligesom nemmere at liste hjem i det skjulte. Det er noget forunderligt, næsten magisk over at læse en så stor sproglig begavelse som Søren Ulrik Thomsen. Man kan ligge dér under dynen og forundres over den måde, som ordene, sætningerne og syntaksen smyger sig ind og ud. I ærefrygt kan man erfare, hvordan motiverne læner sig op ad hinanden og næsten skaber det, de nævner. Hvordan han er i stand til at åbne verdener op, som man ellers aldrig ville have fået lejlighed til at træde ind i. I et af essaysene beretter Ulrik Thomsen om en rundrejse, han har foretaget i USA. Udsendt af et dagblad, og nu krystalliseret i en sammenhængende fortælling. Sigtet med rundrejsen var at beskrive den amerikanske kirkelighed. Og det er i sandhed en mangfoldig kirkelig virkelighed, som den gode Ulrik Thomsen træder ind i og siden lader træde frem for os. Vi kunne selvsagt have dvælet længe ved disse beretninger. Tegnet op imod vores hjemlige folkekirke, som de er. Det er både opløftende, til tider lidt komisk og af og i mere end en forstand skræmmende at høre beretningen om lovsange, der i det uendelige stiger til himmels ledsaget af hede trommerytmer; om social 3/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

nød stillet over for mastodont-kirker, der synes at have vokset sig ud af enhver form for kontakt med de mennesker, der kommer i dem; og om tv-prædikanter, der ikke lader noget uprøvet in the business of saving people. I en lille beskeden baptistkirke langt ude i det amerikanske bibelbælte, der skærer sig igennem Sydstaterne nogenlunde dér, hvor Sheridan i sin tid skar sig igennem borgerkrigens dynd på sit togt mod havet, møder Ulrik Thomsen en umiddelbar og ligefrem kristen taknemmelighed. Den træder så meget tydeligere frem, fordi det er åbenlyst, at de mennesker, der hører til denne menighed, ikke har meget at være taknemmelige for. I hvert fald ikke i denne verdens øjne. Hvad er det, der får mennesker, der lever i det dybeste armod, til at ofre deres sidste dollars på en stilfuld habit eller en fornem kjole, så de kan gå velklædte i kirke, filosoferer han. Måske er det det, at de ikke har fået noget forærende. Og derfor ikke tager tingene for givet. Fordi de intet har fået, men dog må kæmpe for den smule, de møjsommeligt har skaffet sig. Først dér, midt i nøden og udsatheden, fremhæver Ulrik Thomsen, oplever mennesker en umiddelbar taknemmelighed og en vilje til at tage vare på livet, sig selv og hinanden på trods af vilkårene (REPREMIERE i mit indre mørke, p. 107). Det er en virkelighed, der ikke er vores. Og det er nok godt det samme. I Danmark er det, i hvert fald materielt, langt sværere at synke til bunds, end det er i USA. For i USA ender langt fra alle samfundets svage som en del af det sociale fællesskab, som kirkerne i de udstødtes områder repræsenterer. Langt flere går til bunds i det afgrundsdybe selvdestruktive morads, som hersker i en verden uden et basalt socialt sikkerhedsnet, som vi tager for givet. Derfor er de, der i kraft af kirken formår at holde sig flydende, også udstyret med så meget mere værdighed og taknemmelighed. Som pastor Douglas i den lille sydstatskirke kan slå fast: Man skal ikke begynde dagen med at gå ud til køleskabet, men med at takke Gud for endnu en dag. Han vækkede os til en ny dag i morges, skønt vi måske opførte os forkert i går. Han gav os en chance til at gøre det rigtige i dag Gud er Gud. Lad ingen narre jer. Han våger over prostituerede, såvel som over en mor i kirken. Lad ingen fortælle dig, at Gud vil fjerne sin kærlighed fra dig, for Hans kærlighed er din for altid. Jeg véd, at der ikke findes den synd, jeg ikke kan tilgives, for Jesus døde på korset for mine synders skyld, og mennesket slog ikke Kristus ihjel: Det var Gud, der besluttede at ofre sin søn for vore synders skyld. (REPREMIERE i mit indre mørke, p. 91). 3/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

Det er rammende og udstillende på samme tid, hvad den gode pastor Douglas hér siger. I mødet med Gud er der grund til at føle sig taknemmelig, glad og befriet. Ikke fordi det i verden nødvendigvis går os specielt godt. Ikke fordi vi får lov til at udmærke os eller nyder nogen særlig succes. Men fordi Jesus er død for vores skyld. Ikke for sin egen. Ikke kun for alle de andres. Men også for vores. For din og min. Gud er selv gået ind i døden for at etablere et fællesskab med os. På tværs af tid og sted. Et fællesskab i ham, der på samme tid er altings begyndelse og afslutning. Et fællesskab, der er i stand til at transcendere vores tilværelses grænser. Det er opstandelsens nyskabende virkelighed, som Søren Ulrik Thomsen lader træde frem i pastor Douglas ord. Det er ikke bare noget, der skete engang. Det sker nu. Opstandelsens nyskabelse sker for dig og mig, hvis den overhovedet skal have betydning. I luthersk teologi er det en afgørende iagttagelse, at Kristi opstandelse først kan betyde noget, når den bliver virkelighed for mig. Det bliver først virkeligt, når den enkelte i troen griber, at Kristus er død for min skyld. Sat på spidsen betyder det, at hvis det ikke var for mig, pro me, at Gud gik ind i verden for at bryde dødens magt, betød det slet ingenting. Det ville være inderligt ligegyldigt, hvis det bare var noget, der skete engang. Historiske begivenheder, selv en opstandelse fra de døde, kan aldrig være afgørende for os, hvis de er begrænset til deres historiske sammenhæng. Kristi opstandelse får først mening, fordi den skaber en ny virkelighed; også i dag. Først som noget, der giver os en måde at leve vores liv på, har opstandelsen betydning. Tror du, så har du, skriver Luther et sted. Det kan og er bestemt også blevet forstået på mange forskellige måder. Jeg tror, at det i hvert fald kan forstås sådan, at vi i troen tilbydes en særlig adgang til tilværelsen. Troen er en særlig måde at være i verden på. Den en autentisk livsmulighed, der gør det muligt at leve livet som et egentligt liv. I troen får vi del i en menings- og betydningshorisont, i hvilken vi kan forstå os selv i verden. I kraft af den slipper vi fri fra at skulle skabe os selv. Vi sættes fri fra alene at skulle forstå os selv i forhold til os selv. I troen indtræder vi i en relation og får dermed muligheden for at forstå os i et forhold. Ikke til os selv, men til Gud. I troen er vi nemlig ikke længere overladt til os selv. Troen indlejrer 3/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

os i et forhold til Gud. Og igennem forholdet til ham også til det andet menneske, der ikke længere alene er en anden, men bliver en næste for os. Troen er en gave. Den er Guds handlen med os. Altid afhængig af, at Gud har handlet først. Troen er gave, hvis giver er den gode Gud. Men også en gave med en bestemt modtager. For troen er altid pro me, for mig. Den er først virkelighed, når den gælder for den enkelte. Ikke som noget abstrakt, ikke som noget, der skete engang, men som en levet virkelighed. Troen gør alting nyt. I den bliver alt anderledes. Og det, der er at sige om os, er i den ikke længere kun det konkrete. Som døbte er vores liv aldrig alene det, der hænder os. Aldrig kun, hvad vi gør eller undlader at gøre. Vores liv i Guds øjne er altid langt mere end det konkrete. Fordi det også altid er et liv levet i Gud. Fordi vi i dåben er kommet til at høre ham til. Fordi vi i den er blevet iklædt den korsfæstede og opstandne frelser, så vi ikke længere skal stå for Gud, som vi er. Men som Kristus er. Tror du, så har du. Dagens evangelium er hentet fra den såkaldte lange Johannes-slutning, det senere tilføjede kap. 21, hvor vi hører en række beretninger om den opstandnes møde med disciplene. I dag støder vi på en fortælling om en discipel, der i høj grad ikke har haft troen og har været helt derude, hvor han slet intet har haft. En discipel, der var blevet så stærk; ikke i troen, men i vantroen, at han tre gange havde nægtet ethvert kendskab til Jesus. Vi møder Peter. Apostlen Peter. Den apostel, som den opstandne alligevel fastholder som den første blandt sine disciple. Tre gange hører vi Peter bekræfte, at han har Jesus kær. Og det er ikke tilfældigt. Det er ikke bare en bekendelse til den opstandne. Det er en kærlighedserklæring. Gentaget tre gange. Ligeså mange gange, som han havde fornægtet Jesus, inden hanen galede. Og nu så kærlighedserklæringen. Tre gange. Tre gange, der gør fornægtelsen om ikke ugjort. Så dog i hvert fald omgjort. Disciplene er egentlig nogle dårlige eksempler, hvis det stod til at være faste i troen. De er utaknemmelige og opfører sig ualmindeligt tåbeligt, kan vi synes. Helt grundlæggende forstår de intet af det, der udspiller sig lige foran deres øjne. Alligevel er det dem, Jesus sender ud for at fortælle om Guds nye virkelighed. 3/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

Åbenbart gør det ikke den store forskel. For det er ikke dem, det kommer an på, men Gud. Det er Gud, der handler. Det er altid Gud, der handler først. Det er også en replik til os talt ind i vores liv. Det kommer ikke an på os, men på Gud. Det er ikke noget, vi skal præstere. Forholdet til Gud kommer altid i stand i kraft af det, Gud gør mod os. Først. Det er Guds nye virkelighed med os. Hans nye guddommelige virkelighed pro nobis, der både rækker ud over vores liv og helt ind i Guds evighed. Og samtidig rækker hele vejen ind over vores tilværelse. Som den nye livsmulighed, vi har fået lov til at leve i nu og hér. Tror du, så har du. Amen! 3/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6