Prædiken til d. 6. marts 2016 v/brian Christensen Lemvig Bykirke kl. 10.30 og Herning Bykirke kl. 15.30 Tekster: 2 mos 16, 11-18; 2. Pet 1,3-11; Joh 6,24-37 Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham:»rabbi, hvornår er du kommet hertil?«jesus svarede dem:»sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.«så sagde de til ham:»hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?«jesus svarede dem:»guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.«da sagde de til ham:»hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: Brød fra himlen gav han dem at spise. «Jesus sagde så til dem:»sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.«de sagde til ham:»herre, giv os altid det brød!«jesus sagde til dem:»jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort; Bøn:
Ser man rundt sig rundt omkring i verden, så findes der ældgamle bygningsværker der står som monumenter over en svunden tid. Pyramiderne, Den kinesiske mur, Grædemuren i Jerusalem. Men det er kun nogle ganske få vidnesbyrd om de store civilisationer som har været engang for 2-3- 4000 år siden alt andet er ødelagt af tidens tand. Ved arkæologiske udgravninger kan man finde smykker, værktøj, indskriptioner, skeletter og meget andet, som kan vise os, hvordan man har levet, men det liv som de levede kan vi ikke opleve det er smuldret væk. Vi kan se at nogle var velhavende, der var konger som fik en fyrstelig begravelse med mange gravgaver, men de endte ligesom tiggeren på gaden - i graven. Og selvom man om mange år vil finde billeder, film og masser af bøger om, hvordan man levede i Danmark i begyndelsen af 2000-tallet,
så vil alle os der lever nu være døde og borte. For menneskelivet er forgængeligt. Det er derfor Jesus i dag minder os om at vi skal arbejde for det som består, som varer ved, når alt andet er blevet til støv. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give Jer. Dét som forgår afgør ikke vores evige skæbne. Ligenu diskuteres det, hvordan imamerne prædiker i de 150 danske mosker og hvordan muslimerne lever i det danske samfund. Men tørklæder og svinekød er ydre ting, ting som forgår og det har ingen betydning i forhold til den evige salighed. Muslimerne kommer ikke tættere på Gud ved at have ærefrygt for Ham og bede 5 gange om dagen, når de fornægter hans søn. De er ikke klar over at det er
troen på Jesus, som alene kan give dem et liv efter dette. Mange af dem der kritiserer muslimerne for deres tro, har selv en urokkelig tro på velværds-samfundet. Det er vigtigt at vi alle bidrager og kommer ud på arbejdsmarkedet og efterhånden skal vi vel blive ved til vi bliver over 70. For det er ved at arbejde, arbejde og arbejde at vi holder væksten i gang? Men selvom man efterlader sig en stor arv til sine efterkommere og har arbejdet for at vi kan have et godt dansk samfund, så nytter det arbejde ikke noget i forhold til det evige liv. 1. move I stedet skal vi arbejde for den mad som består, den som Jesus vil give os. Vi skal i dag med hjælp fra Simon Peter høre om, hvordan vi kan gøre det. Han har nemlig i sit brev en meget konkret beskrivelse af, hvad det er for et arbejde vi skal udføre som kristne.
Hvilken opgave vi har fået som disciple af Jesus. Men Jesus sætter ikke først sine disciple i gang med at arbejde. Først skal de lytte. Høre og tage imod. For Jesus før vi får en opgave, skal vi tage imod gaven. Den gave, som Gud rækker os. Gave For enhver kristentro begynder med at tage imod. At række sine tomme hænder frem mod Jesus og komme til ham. Ja, hvad kristentro er, kan næsten ikke siges mere tydeligt end Jesus gør det til skaren ved Genesereth sø: Tro er at komme til Jesus. Han er livets brød og derfor skal den som tror på ham, komme til ham for at spise og få det evige liv. At være en kristen er en gave og gaver som man får skal man ikke betale for. Jesus blev menneske for at give sig selv, til enhver som ville tage imod.
I vores lutherske kirke er vi jo vant til at understrege at det er ved dåben, at et menneske bliver kristen. Det er her man bliver en del af Guds rige og får både syndernes forladelse og det evige liv. Denne understregning af dåben er vigtig. Den minder os om at kristenlivet er en gave og derfor aldrig nogensinde kan eller skal være noget som vi selv fortjener. Men når vi lægger så stor vægt på dåben, så er der en risiko for at vi gør det til noget passivt at være en kristen og at tro. Det er kristentroen langtfra. Den er tværtimod altid i bevægelse. I bevægelse hen imod Kristus. Læg mærke til at Jesus siger: Den som kommer til mig vil jeg aldrig vise bort. Det er en aktiv handling. At komme. Ligesom Jesus har gjort den aktive handling at komme til verden, uden det var der ingen frelse for os, sådan består troen i den aktive handling at
komme til Jesu kors, at skynde sig ind i hans favn hvis vi ikke gør det, så risikerer vi at miste troen. Når Jesu omtaler sig selv som Guds brød, så omtaler han ikke sig selv i datid. Han er jo kommet til jord, faktisk så har han været menneske i over 30 år da han siger det her: Guds brød er det som kommer ned fra himlen og giver liv til verden. Det skal minde os om at Jesu komme er kontinuerlig, vedvarende. Det er ikke en afsluttet handling, for ligesom mannaen i ørkenen blev ved med at komme, der var nyt brød hver morgen, sådan bliver Jesus ved med at komme til os. Når vi holder gudstjeneste kommer han med sit ord, når vi er i nød kommer han med trøst, når vi fristes, så giver han os styrke, osv. Han er den som er kommet til verden og den som stadig, vedvarende kommer til os. Han banker på. Han er til stede. Han er den som vi aldrig bliver færdig med. Som bliver
ved med at åbenbare nye sider af Guds rige og sig selv for at vi skal lære Gud bedre at kende. Når vi skal leve som kristne, så må vi have den samme bevægelse i os. Vi må kontinuerlig, vedvarende komme til Jesus og lægge vort liv i hans hænder, både det som vi glæder os over og det som mislykkedes for os. Tro er bevægelse det er at søge og banke på. Hver dag måtte israelitterne samle nyt brød i ørkenen, for hvis de gemte det til dagen efter, var det blevet fordærvet. Sådan går det også med vores tro. Hvis vi prøver at leve af det vi engang troede og den gnist vi engang havde, så fordærves kristenlivet for os. Hele tiden, hver dag må vi komme til Jesus og tage imod den gave han giver os - evigt liv og fællesskab med den levende Gud.
2. move. Nu skal vi så vende os til den anden del af troen, nemlig den del som består af opgaven. Man kan sammenligne det lidt med en pendul. At være en kristen er bevæge sig hen til gaven, tage imod den og så svinge tilbage til opgaven det daglige arbejde med at elske Gud og elske næsten. For at vi kan lære den opgave at kende, som ligger foran os, så skal vi have hjælp af Simon Peter. Han beskriver i sit 2. brev en hel perlerække af gode ting som vi skal arbejde for som kristne. Da epistel-teksten blev læst hørte vi fra vers 3 i det første kapitel, men jeg vil gerne læse de første to vers her, for de beskriver, hvad der er målet for os som kristne hvorfor skal vi arbejde for at være kristne. Fra Simon Peter, Jesu Kristi tjener og apostel. Til dem, der ved vor Guds og frelsers, Jesu Kristi, retfærdighed har fået den samme dyrebare tro som
vi. Nåde og fred være med jer i stadig rigere mål i erkendelsen af Gud og Jesus, vor Herre! Han skriver til dem der har fået troen som en gave, og det er sket i kraft af Jesu Kristi retfærdighed, altså det som han har gjort på korset. Ved Jesu død har vi fået nåde og fred med Gud. Og så beskriver han, hvordan vi i stadig rigere mål, altså mere og mere må opleve denne nåde og fred. Vi skal ikke lade os nøjes med lidt. Det er ikke en skrabet udgave af kristendommen han præsenterer. Han taler om vækst i troen. Om at Guds nåde og fred må fylde mere og mere i vort liv. Det kan ske, når der er en sund vekselvirkning mellem gave og opgave. Når vi tjener Gud og vores næste, så kan rigdommen ved at være en kristen bliver endnu større.
Og så kommer Peter med denne perlerække af ting som vi skal arbejde for. 7 ting, som vi skal arbejde for og stræbe efter. Man kan virkelig fornemme den energi, som Peter sætter ind på det. Det er ikke bare ligegyldigt for ham. Han bruger et herligt udtryk: at vi skal sætte al vores iver ind på det her. Når jeg nu tager disse 7 perler frem én for én, så er det for at vi skal få lidt af den samme iver for disse ting ind over vort eget liv. Det tror jeg vi har brug for. Til vores tro skal vi føje dyd. Dyd lyder lidt gammeldags og ikke mindst kedeligt. Skal kristne være dydsmønstre? Nej, man behøver ikke at være artig og sidde pænt for at være en kristen, der er også plads til humor og rebelske sjæle. Med dyd menes der noget andet. Det handler om at være et moralsk forbillede.
At man afholder sig fra at stjæle, lyve, hore og lever et liv med respekt for loven. At være en kristen er også at være et ordentligt menneske. Den anden perle er erkendelse. Erkendelse er det samme som visdom. Der er megen udvikling i samfundet, hvor det er det nye og smarte, der bliver efterspurgt. Man skal være med på moden og parat til at omstille sig og der bliver for lidt tid til omtanke. Som menneske om som kristne har vi brug for at søge visdommen. Jeg tror, vi går glip af megen velsignelse, fordi vi ikke lytter nok til dem der har vandret et helt liv med Gud. Den erkendelse af troens sorger og glæder, som andre før os har fået, kan vi øse af, hvis vi vil spørge efter den. På samme måde rummer den hellige skrift ufattelig megen visdom, fordi den fortæller om menneskers liv med Gud.
Det er godt, at få viden om bibelen og om kristendommen, men det er en endnu vigtigere opgave at søge efter visdom og få en dybere erkendelse af Gud. Den tredje perle er selvbeherskelse. Det er nok ikke så svært for en vestjyde, som det er for en københavner at have selvbeherskelse. Det ligger lidt i blodet hos os jyder, at vi ikke sådan lige farer op. Det kan vi godt, men så skal der være en god grund til det. Okay jeg skal indrømme at jeg ikke havde megen selvbeherskelse, da Pione Sisto scorede til 1-0 for FCM på Old Trafford. Alligevel kan også en jyde have brug for at stræbe efter mere selvbeherskelse. For det handler ikke kun om, hvad man giver udtryk for i det ydre under overfladen kan der godt være mere oprør og ufred end man lige regner med. At beherske sig selv er at finde hvile i sig selv.
Det er at vide med sig selv, hvem man er og kende sin egen værdi. Når man gør det, så behøver man ikke at gøre så meget opmærksom på sig selv og sine egne synspunkter. Så gør det ikke så meget, hvad de andre tænker om mig. Det betyder ikke, at man bare skal finde sig i alt og bare holde mund. Men en god selvbeherskelse giver den ro der skal til, så man ved, hvornår man skal tale og hvornår man skal tie - og dét er guld værd. Den fjerde ting som Peter nævner er udholdenhed. Det er måske den af de syv som vi kan have det sværest med i vor tid. Vi vil gerne se resultater. Vi vil gerne engagere os og lægge et stykke arbejde, men så skal det også gøre en forskel. Vi sætter os et mål, så arbejder vi og til sidst evaluerer vi. Og hvis der ikke er kommet et godt resultat eller der er for mange problemer, så prøver vi noget nyt eller vi giver helt op.
Men nu mindes vi altså om, at som kristne må vi snøre skoene og gå af sted og blive ved med at gå, selvom vi ikke ved, hvornår vi når målet eller om vi når det. Og så gå lidt længere. Vi må blive ved med at bede, også når det ser håbløst ud. Vi må blive ved med at gå til gudstjeneste, selvom vi er få. Vi må blive ved med at forkynde og undervise og lave aktiviteter og vide at der måske er andre der skal høste det vi sår. I bønnen, til Alpha-kursus, i børnearbejdet eller hvor din udfordring nu ligger, så hold ud. Efter udholdenheden kommer Gudsfrygt. Som regel har vi mere menneskefrygt end gudsfrygt. Derfor skal vi øve os i at regne Gud for den største og den vigtigste. Det er ham vi skal elske med hele vort hjerte, sind og styrke. Gudsfrygt handler ikke om at være bange for Gud, men i stedet om at han skal have den ære som tilkommer ham.
Det kan lyde som en floskel, når man siger: giv Gud æren, hvis man får tak for noget godt man har udført. Men hvis man mener det af hjertet, så er det den slags Gudsfrygt vi skal stræbe efter. At man kender sin egen værd, men også véd, at det jeg kan, skyldes Guds kraft og magt. Den sjette perle er brodersind. Brodersind er det samme som broderkærlighed og her tænker Peter på den omsorg som man har for hinanden i en kristen menighed. Det er utrolig værdifuld, når man i en kirke og et menighedsfællesskab kan opleve den fælles omsorg og interesse. Man hjælper hinanden på troens vej, når man har nogen at dele sorger og glæder med. Den sidst ting som Peter nævner er kærlighed. Det er det sidste og samtidig det største. Alle de andre kunne være sammenfattet i dette ene at elske Gud og elske sin næste. Det er så selvfølgeligt, at det kan undre at Peter synes det skal nævnes.
Men når man så ser på det kristenliv vi lever hver især, så kunne der godt bruges noget mere kærlighed, ikke sandt. Lidt mere tilgivelse og lidt mindre jalousi. Lidt større accept og lidt mindre fordømmelse. Lidt mere samtale og lidt mindre omtale. Også ind i kristne familier kan der blive koldt, hvis den indbyrdes kærlighed ikke er blevet passet og plejet som den skulle. Derfor skal vi stræbe efter mere kærlighed, at vi fyldes mere og mere med Jesu sindelag, når vi omgås hinanden. Til sidst. Dyd, erkendelse, selvbeherskelse, udholdenhed, gudsfrygt, brodersind, kærlighed. Der er nok at tage fat på. Ihærdigt, med flid skal vi søge disse perler og arbejde for den mad som består til evigt liv.
Men det kan vi kun hvis vi samtidig tager imod gaven, den kærlighed Gud giver os. Døren ind til himmeriget åben for enhver der vil komme til Jesus. Kom som du er. Kom i dag og hver dag. For den som går ind ad porten vil der være en ufattelig rigdom af nåde og fred. Amen