PRÆDIKEN TIL KRISTI HIMMELFARTSDAG, VOR FRUE KIRKE, 13. MAJ 2013 Stine Munch. Det sværeste ved at skrive eller fortælle en god historie er at finde en god afslutning. Der er mange eksempler på gode romaner eller en god fortælling, der er blevet ødelagt, ved at forfatteren har valgt enten en alt for banal afslutning, så fortællingen fuser ud,- en happy ending hvor alt slutter i fryd og gammen, eller en usandsynlig afslutning, så at læseren eller tilhøreren har svært ved at tage det hele alvorligt. Tænker vi nu på evangelierne, er det tydeligt, at hvor de fire evangelister er temmelig enige om, hvordan de skal fortælle historien om Jesu liv og om hans død, så har de været i vildrede med, hvordan de skulle finde en passende afslutning på deres evangelium. Kun to af de fire evangelister, Markus og Lukas, slutter med at fortælle om Jesu himmelfart. Og evangelisten Markus, hvis slutning vi hører i evangeliet i dag, har sandsynligvis i den allerførste udgave af sit evangelium sluttet med at fortælle om kvinderne ved graven påskemorgen med disse ord: de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. For: hvordan skulle man dog slutte fortællingen om Jesus, når den fik et 1
helt andet forløb og en anderledes udgang, end man havde ventet? Hvordan skulle man forklare for alverden, at den Messias, som man havde ventet på i århundreder, blev en konge af en anden slags, end man havde drømt om? Ville der overhovedet være nogen, der ville tro på den historie? Han havde jo ikke - som forventet af alle - overtaget kong Davids trone. Og der var ingen, som på en troværdig måde kunne gøre rede for, hvor han var blevet af efter sin død og opstandelse. I de fyrre dage der var gået siden påsken, havde disciplene gået rundt og ikke rigtig vidst, hvor de skulle gøre af sig selv, eller hvad de skulle tro og mene om det hele. I det evangelium, vi har hørt, står der rent ud, at Jesus bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde fortalt om hans opstandelse. Der var sandelig ikke ret meget at bygge på! II. Evangeliet, som vi har hørt i dag, er det som undertiden kaldes den uægte Markus-slutning. Vi kan se det, hvis vi slår op i vores egen bibel, at der står en fodnote her ved de 12 sidste vers, som fortæller at denne slutning findes ikke i de ældste håndskrifter. Det glædesbudskab, som Markus indvarsler i sit evangeliums første vers, kunne da ikke slutte med ordet bange. Så noget måtte der føjes til det forfærdelige slutord bange. 2
Det da godt være, at denne slutning på Markus evangeliet er uægte i den forstand, at den ikke har hørt med til evangeliet i sin oprindelige skikkelse, men det er ikke det samme som at sige, at den er usand. Overhovedet ikke. Her får vi netop at vide, at disciplene ikke var helte eller nogen der havde bestået alle prøverne til hvad-ved-jeg, men at de med alle deres fejl og svigt var troværdige budbringere for evangeliet. Igennem hele Markusevangeliet fremstilles disciplene som lidt dumme og fatsvage.. så én af pointerne med dagens tekst til os er, at disse helt almindelige, og almindeligt tumpede mænd, blev udvalgt som dem, der skulle udbrede evangeliet om Vor Herre... Det gør dem troværdige og det giver håb til alle os andre der kom bagefter.. Et andet vigtigt budskab i teksten er naturligvis selve himmelfarten.. Opfaret til himmels..? Hvis man prøver at forestille sig, hvordan det har set ud, og hvordan det har været at stå lige der, hvor Jesus forsvandt op i himlen, så synes jeg ærlig talt, det er lidt svært. Da Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Hvordan skal det forstås? Er det billedtale? Eller skete det virkelig sådan? Jeg tror, det vigtige i beretningen om Kristi Himmelfart er, at det endnu en gang slås fast, at Jesus er Guds søn, at han selv er Gud og ikke kun menneske. Med andre ord: at han er lige med Gud. Nok var Jesus et menneske, der gik omkring i Israel for omkring 2000 år siden. Fuldt og helt et menneske. Men han var også Gud. Fuldt og helt. Og 3
Gud kan være alle steder på én gang. Jesus er overalt, ja, han er midt iblandt os, og det har han været, siden det var Kristi Himmelfart og pinse første gang. Efter opstandelsen var Jesus sammen med sine disciple i 40 dage. Så var hans tid på jorden forbi og han skulle tilbage til Gud i himlen. Jesus havde givet disciplene løftet om Helligånden, der skulle sendes til dem. Han havde givet dem besked om at starte i Jerusalem med at vidne om Jesus og om alt det, der er sket Men mon ikke de alligevel blev ret overraskede over, at Jesus forsvandt op i himlen..? På den anden side er der vel snart ikke mere, der kan komme bag på dem. At Jesus kunne opstå fra de døde, og at han derefter kunne stå lyslevende iblandt dem, det må da alligevel være noget i retning af topmålet af, hvad man kan undres over.. I Apostlenes Gerninger, som jeg læste fra ved alteret, står, at disciplene stod og kiggede op mod himlen, forstenede og noget forvirrede. De har, som sagt, fået en kæmpeopgave: at forkynde, at Jesus er Guds søn. Og nu har Jesus forladt dem, og de har ikke længere hans guddommelige nærvær at støtte sig til. Hvad nu?? 4
Disciplene står og stirrer efter Jesus, mens han løftes op i himlen og forsvinder. De står og ser efter Jesus for at holde ham tilbage, eller i det mindste holde ham i syne så længe som muligt - måske også med et ønske om, at de selv kunne komme med. Og pludselig står to engle hos dem og siger: Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen." Ja, det er netop, hvad de føler: at Jesus er taget fra dem. Derfor stirrer de så intenst efter ham, at de næsten ikke ænser, at englene står ved siden af dem. Jesus er vigtigere, og nu er han væk. På samme måde kan også vi længes efter Guds nærvær. Hvor blev Gud af, da vi havde brug for ham? Hvorfor blev Jesus ikke her på jorden, så han med sine undere og tegn kunne hjælpe os i vore trængsler og hjælpe med at bringe evangeliet ud til alle? Hvorfor skal vi af og til være til grin blandt mennesker, fordi vi tror på en kompliceret, treenig Gud, der ikke kan ses og hans søn, som vi hævder opstod fra døden? Hvorfor kan Jesus ikke bare selv komme og stå her, lyslevende iblandt os, så alle kan se at han er Vor Herre? ( ) 5
Kristi Himmelfart forkynder for os præcist det modsatte af, at Kristus skulle være taget fra os, og at vi derfor er uden Ham. Kristi Himmelfart vil lukke op for betydningen af hans opstandelse, og det er, at han er os nær. Du kan derfor godt gå vidt omkring, søge vidt og bredt for at finde Gud og lede efter Kristus, men han er dig nærmere end du tror. Da han gik på jorden, på Israels støvede landeveje, kom han nær til nogle få, rørte ved dem, helbredte dem, hjalp dem, talte livets ord til dem, men hans rækkevidde var begrænset. Mange rørte han ikke, mange blev ikke helbredt, og mange nåede aldrig at høre ham. Men nu er hans ord udstrakt til alle, nu gælder de bare ikke kun den enkelte, der var heldig at komme indenfor hans rækkevidde. Nu er budskabet hverken begrænset af tiden eller stedet. Det fortælles og høres helt til jordens yderste ender, til store og til små, til fattige og til rige. Nu gælder hans ord om Guds rige, der er åbent, og hans ord om barmhjertighed, fred, glæde og retfærdighed for ethvert menneske uden undtagelse. Det skulle begynde i Jerusalem, men ordet om Kristus, der skulle lide og opstå fra de døde, skulle fra da af forkyndes for alle folkeslag. 6
Den opgave fik disciplene tildelt. De skulle sørge for, at ordet om Jesus, blev båret af sted. Og hvilken opgave! At forkynde evangeliet til verdens ende og gøre alle folkeslag til Jesu disciple! Hvordan skulle de klare det? Disciple var jo netop almindelige, jævne mennesker, ikke skarpslebne retorikere eller klarsynede strateger.. De havde hverken spindoktorer eller pr-marketing-specialist-ekspertkonsulenter til deres rådighed. Men i pinsen modtog de til gengæld Helligånden, som gav dem mod og evner til at magte opgaven. ( ) Kristi Himmelfartsdag er en del af det, der skete i tiden omkring pinsen. En himmelfart og tunger af ild, det er forunderlige, underlige ting, som det kan være svært at forholde sig til, men de fortæller os, at Jesus ikke lader sig begrænse af noget, ej heller af den menneskelige fornuft. Han er her med sin Ånd. Under os og over os og ved siden af os. Han ved, om vi sidder eller står, alle vore veje er han fortrolig med.. Men hvordan kan vi mærke at Jesus er os nær? Hvordan kan vi mærke Helligånden i vores liv? 7
Guds ånd har været her fra skabelsen af, ja vel før endnu, fordi Gud er uden for al tid og rum. Og Guds ånd, der svævede over vandene ved skabelsen, er den samme Ånd, som kom over disciplene på pinsedagen. Så det med Guds Ånd er på en måde helt almindeligt, i betydningen: sådan har det altid været. Og på den anden side er det noget helt særligt og ekstraordinært, fordi det netop er det guddommelige i verden, det hellige, som er så svært at få begreb om.. Gud indblæste livsånde i Adam, og Adam blev til et levende menneske. Det betyder, at vi har fået livet af Gud. At vi kan mærke den hellige Ånd hver dag, hele tiden, i os selv, gennem vores åndedræt. Helt konkret er det Guds hellige Ånd, der får os til at leve, og også stadig giver os vilje og styrke og mod til det. Og det var Helligånden, der gav disciplene mod til at forkynde evangeliet. Helt grundlæggende kan vi altså sige, at Bibelen fortæller, at Helligånden giver liv. Helligånden er - i hvert fald ikke kun - noget mystisk, uhåndterligt, udefinerbart noget. Helligånden er nærværende i selve det almindelige liv hos hver eneste af os. 8
Nogle gange kan livet synes mere gråt og kedeligt end helligt, men altid er det opretholdt af Gud selv - af den hellige Ånd. Det er også det, Kristi Himmelfart illustrerer. Når Jesus løftes ud af tid og rum ophører alle afstande. "Opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd" betyder ikke, at Jesus har indtaget en flot 2. plads, men at han som Gud kan være overalt med sin Hellige Ånd, som det, der giver os mod og lyst til at leve. Kristi Himmelfartsdag skal minde os på håbet om, at Gud aldrig vil lade sin Ånd slippe forbindelsen til os, uanset hvad der sker. Glædelig Kristi Himmelfartsdag. Amen. Lovprisning Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Kirkebøn Gud, vi beder dig: kom os i møde som den, der ingen grænser kender. 9
Fortæl os, at din himmel er kommet til os og møder os her på jorden - midt i vores liv. Giv os tro, når vi ikke kan se udveje - og kærlighed, når vi føler os fortabte. Lær os at bruge vor forstand til at hjælpe andre og os selv videre Grib ind i vor verden, overalt hvor der er brug for det: Skab lys i mørket - liv i livet og i døden - håb i sorgen - tro i afmagten - kærlighed i ensomheden Vi beder for alle, der har magt til at regere - og for dronning Margrethe og hele hendes familie. Send os din Helligånd, så vi ikke savner ord eller mod til at gå dine veje, når vi rejser os og går herfra. Lad os, som bor blandt dødens torne, nu vidne om din sejerskrans, til Gud engang er alt i alle, og riget fremstår i sin glans! Amen. 10