Dokumentation af workshop den 9. maj 2007 om: Forandringsteori for selvhjælpsgrupper Formålet med dagens workshop var, at udvikle en forandringsteori for FriSe s selvhjælpsgrupper. I det følgende beskrives og diskuteres de overordnede elementer i forandringsteorien. Forandringsteorien er blevet til som et resultat af en proces hvor FriSe har sat sig for at eksplicitere hvorfor man ønsker at have selvhjælpsgrupper, hvad det er for en problemstilling, man ønsker at rette projektet mod at forandre, hvordan man ønsker at opnå denne forandring og hvem der er målgruppen for projektet. Formål og målgruppe Det overordnede formål med selvhjælpsgrupperne er at skabe mening med livet for brugerne. At give livsmod og livsglæde og at skabe så meget overskud hos brugeren, at denne kan give noget videre. Der kan være mange grunde til at et menneske befinder sig i en vanskelig periode af sit liv og mange oplever, at det er en lettelse at møde mennesker, der har samme problem eller har gennemgået den samme krise. De emner, mennesker samles om i selvhjælpsgrupper er mange: sorg, manglende netværk, sygdom, overgreb, ensomhed og skilsmisse er blot nogle eksempler. Selvhjælp handler om at lære at leve med et livsvilkår. Ifølge foreningen kan brugerne, lidt groft inddeles i fire grupper på baggrund af hvad deres problem er: Meningstabet Herunder er sorggrupper, pårørendegrupper og sygdomsgrupper. Fælles for brugerne i denne gruppe er, at de oplever en meningsløshed med livet på grund af tab og/eller traume. Ofte er der tale om mennesker der har mistet en nærtstående pårørende eller er blevet ramt af en alvorlig sygdom. Generel meningsløshed brugerne af denne gruppe oplever en generel meningsløshed. Det er svært at overskue verden og livet med alt hvad deraf følger. Disse grupper handler ofte enten om selvværd eller selvudvikling. Grupperne handler for det meste om at få sparring, for at kunne navigere og komme videre med livet efter for eksempel en skilsmisse. Ensomhed kendetegnet for brugerne i denne gruppe er at de er ensomme og mangler et netværk. Side 1 af 7
Relationer indenfor formen aktivitetsgrupper. Deltagerne i denne gruppe mødes for at få oplevelser i fællesskab. Eksempler er: strikkeklubber, vandreklubber, madklubber, debatgrupper eller lignende. Fælles for grupperne er, at brugerne ønsker at indgå i sociale relationer præget af de værdier, der ligger til grund for selvhjælpsgruppeformen. De fire grupper kan yderligere inddeles i to typer af selvhjælpsgrupper på baggrund af hvilke behov, selvhjælpsgruppen skal være med til at opfylde: Problemløsningsgrupper: Deltagerne mødes med jævne mellemrum og taler om deres livssituation og problemer. De udveksler erfaringer og løser problemer i fællesskab. Samværs- og aktivitetsgrupper: Deltagerne mødes for at få gode oplevelser, bryde deres isolation og danne netværk. I denne type af selvhjælpsgrupper kan der være et udtalt socialt element. Fælles for mennesker i grupperne er, at de ønsker at indgå i sociale relationer, der er præget af de værdier selvhjælpsgrupperne bygger på og at de ønsker at skabe en positiv og konstruktiv forandring i deres liv. En selvhjælpsgruppe bygger på en række værdier, der har metodisk betydning for den måde gruppen arbejder på: Ligeværdighed. Deltagerne mødes ligeværdigt for at tale om et fælles emne eller problematik i deres liv. Alles erfaringer og oplevelser tæller lige meget. Gensidighed. En af selvhjælpens forcer er, at man ikke kun hjælper sig selv, men også andre. Det er i fællesskab, gennem en udveksling af oplevelser og erfaringer, at gruppedeltagrene gør deres tilværelse bedre. Frivillighed. Deltageren vælger selv at komme i en selvhjælpsgruppe. Dette betyder at personen på den måde tager ansvar for at forbedre sin situation. Alle deltagerne har taget den samme beslutning og udgangspunktet er derfor et fælles engagement. Tavshedspligt. For at skabe den nødvendige tryghed i gruppen afgiver alle gruppedeltagerne og igangsætteren et etisk forpligtende tavshedsløfte om, at samtalen i gruppen er fortroligt. Tavshedsløftet gælder også efter gruppens ophør. Side 2 af 7
Efter grundig overvejelse nåede foreningen frem til at målgruppen for selvhjælpsgrupperne kunne defineres som: Alle over 18 år, der ønsker og evner at indgå i sociale relationer, der er præget frivillighed, ligeværdighed, gensidighed og fortrolighed fokuseret om at skabe en bestemt forandring. Det blev på workshoppen diskuteret, hvad det er forsvarligt at lave selvhjælpsgrupper omkring og der var enighed om, at deltagerne ikke må være ubehandlede behandlingskrævende. For nogle er selvhjælpsgrupper ikke den rigtige løsning. Mennesker, der for eksempel har et misbrugsproblem, er i akut krise eller alvorligt syge, kan have svært ved at deltage i gruppen, fordi det kræver et vist overskud. I disse tilfælde er professionel hjælp en bedre løsning, og det påhviler selvhjælpsprojektet at henvise disse videre til det offentlige system. Virkninger Forandringsteorien viser, at det forventes at den dynamik og spejling, der sker i selvhjælpsgruppen vil skabe en handlekraft og en udvikling hos den enkelte bruger således, at denne får skabt mening med livet, får fornyet livsmod og livsglæde samt skaber overskud og ressourcer og lyst til at give noget videre. For at opnå de langsigtede virkningsmål er fem mere kortsigtede resultater nødvendige: Forandret selvbillede. De fleste mennesker, der lever med en eller anden traumatisk oplevelse, for eksempel en nærtstående pårørendes død, en pårørendes misbrug, en sygdom eller en skilsmisse eller lignende, oplever ofte at problemet kommer til at optage meget plads i hverdagen. Ofte tror de, at de er ene om at have det problem og de følelser og oplevelser de slås med. Det betyder, at de føler sig alene og anderledes. Det er foreningens erfaring, at de ofte har et billede af sig selv som mindre acceptable og unormale sammenlignet med alle andre. Det er en nødvendig forudsætning for at skabe livsmod, livsglæde, en mening med livet samt overskud til at give det videre, at personen opnår en ændring i selvbilledet således at man opnår et billede af sig selv som, ligeværdig med andre mennesker, normal og acceptabel. Der skal være sket en mægtiggørelse af personen. Det er nødvendigt for at skabe livsmod, livsglæde, mening med livet og overskud til at give det videre, at der sker en mægtiggørelse af personen. Ofte har personer, der har problemer og er midt i en krise, svært ved selv at Side 3 af 7
finde ressourcerne til at komme videre. Følelsen af afmagt er allesteds nærværende for disse personer. Det er en nødvendig forudsætning for at opnå de langsigtede mål, at personen tilegner sig noget ny viden og nogle nye færdigheder / kompetencer også af mere social karakter. Ofte kan personer med problemer have svært ved at begå sig socialt. Problemet fylder meget hos personen også i relationen til andre mennesker. Følelsen af at man er helt alene med netop denne type problem gør, at man føler sig anderledes og har svært ved at udtrykke sig overfor andre, der ikke har samme type problem. Man er bange for ikke at blive forstået. Det betyder at personerne ofte lever med en følelse af isolation, hvilket ofte gør det svært at finde livsglæden. Aktivitet Selvhjælpsgruppen Selvhjælpsgruppen udgør den måde, hvorpå der arbejdes i forhold til at opnå de tilsigtede virkninger og resultater. Mange mennesker får et positivt udbytte af at deltage i en selvhjælpsgruppe. Den spejling og dynamik, der sker i gruppen skaber ofte udvikling og handlekraft hos den enkelte. Ifølge foreningen fremhæver gruppedeltagerne ofte, at det netop er mødet med andre mennesker, der står i samme livssituation, de profilere mest af. I selvhjælpsgruppen møder deltagerne andre ligestillede, der deler de oplevelser og erfaringer den enkelte troede han/hun var alene om og dermed brydes den isolation de befandt sig i. Selvhjælpsgruppen virker dermed som et virkelighedtjek og er med til at modvirke den (selv)stigmatisering gruppens deltagere ofte har følt. I selvhjælpsgruppen er virkeligheden fortættet omkring fælles erfaringer og derfor skabes et rum, hvor gruppen selv kan definere hvad der er det normale i forhold til disse erfaringer. Alle i gruppen kender til problemet og de tilhørende følelser og fortroligheden i gruppen baner vejen for en fælles normalitet. Den værdibaserede metode for selvhjælpsgrupper, der blandt andet bygger på gensidighed, ligeværdighed og fortrolighed, betyder, at alle i gruppen har følt emnet på egen krop og alles erfaringer og oplevelser tæller lige meget. Det betyder, at den enkelte deltager oplever, at det er acceptabelt at føle som man gør og man er lige meget værd af den grund. Dermed fremmer selvhjælpsgruppen et forandret selvbillede hos deltagerne. Side 4 af 7
Selvhjælp skaber samfundssind: Selvhjælpsgruppen mægtiggør og udvikler deltagerne og skaber stærkere og mere livsduelige mennesker. Ved at deltage i en selvhjælpsgruppe tager det enkelte menneske fat om sine følelser og problemer og danner erfaringer med at kunne håndtere og løse egne problemer. Deltagerne udvikler sig ofte til robuste mennesker, der tror på og kan tage vare på sig selv egenskaber man kan have stor glæde af løbende i livet og især, såfremt man møder nye kriser. Ved at mødes i grupperne styrker deltagerne ikke kun sig selv, men er ligeledes med til at hjælpe og styrke de andre i gruppen, fordi alle i gruppen er ansvarlige for, at gruppen fungerer. Man bliver en del af et bæredygtigt netværk. Dermed fremmer selvhjælpsgrupper solidaritet og forståelse for andre. Det er foreningens erfaring, at deltagelse i en selvhjælpsgruppe styrker troen på, at man har ressourcer til at arbejde sig ud af problemerne og dermed komme videre. Mange af deltagerne oplever at finde ressourcer hos dem selv, som de ikke vidste de havde. I gruppen deler man erfaringer og støtter og hjælper hinanden. Dermed giver selvhjælpsgruppen nogle deltagerne nogle færdigheder og kompetencer, der øger deltagerens evne til at tage ansvar for eget liv, så de i mindre grad bliver klienter og modtagere af hjælp. En selvhjælpsgruppes start bliver i reglen organiseret af et selvhjælpsprojekt eller af for eksempel en patientforening. Der bliver så vidt muligt startet de grupper op, der bliver efterspurgt. Når foreningen får en henvendelse, forsøger de at finde deltagere nok til at danne en gruppe. Indledende / afklarende samtale Inden man begynder i en selvhjælpsgruppe, bliver man, i de fleste tilfælde, inviteret til en indledende samtale. Den indledende samtale er en en-til-en samtale mellem deltageren og en enten frivillig eller en ansat på selvhjælpsprojektet. Samtalen foregår under afslappede og hyggelige forhold og formålet er at informere deltageren om, hvorledes en selvhjælpsgruppe fungerer og samtidig at klarlægge det problem, som personen ønsker at deltage i en gruppe om. Ind imellem finder foreningen efter den indledende samtale, at personen har brug for hjælp af mere professionel karakter, hvorfor det ikke er forsvarligt at lade personen deltage i en selvhjælpsgruppe. Side 5 af 7
Foreningen understreger, at de altid sørger for at henvise sådanne personer til andre mere relevante tilbud og ikke bare efterlader dem uden nogen steder at gå hen. Igangsættere Når et selvhjælpsprojekt har et tilstrækkeligt antal mennesker, der ønsker at starte i en selvhjælpsgruppe med samme emne, kan gruppen starte. De første gange er der en eller to frivillige igangsættere med til møderne. Igangsætterens rolle er at hjælpe gruppen i gang ud fra principperne i selvhjælpsgrupper og sørge for det praktiske. Når gruppen er klar træder igangsætteren ud. Det sker at igangsætteren bliver i gruppen i længere tid, såfremt deltagernes overskud er begrænset. Det giver plads til at gruppedeltagerne kan koncentrere sig om gruppen og ikke spekulere på praktiske forhold. Grupperne aftaler selv mødehyppighed og mødetidspunkt. Mødestedet er oftest i selvhjælpsprojektets lokaler eller andre neutrale lokale og som udgangspunkt ikke hos gruppedeltagerne privat. Gruppen fortsætter så længe deltagerne ønsker det. Det er foreningens erfaring, at det er vigtigt, at igangsætteren er en frivillig og ulønnet person, da det giver en større ligeværdighed mellem gruppen og igangsætteren. En ulønnet igangsætter er samtidig med til at signalere en antiklientgørelse af gruppen, hvilket styrker gruppens følelse af mægtiggørelse. En professionel igangsætter øger risikoen for at gruppen får svært ved at tage ansvar for sig selv. Jo mere gruppen har oplevelsen af, at det er arrangeret af systemet desto svære er det for gruppen at opnå følelsen af fælles normalitet. Når en frivillig henvender sig til selvhjælpsprojektet og ønsker at blive igangsætter, bliver vedkommende indkaldt til en samtale med koordinatoren. På baggrund af denne samtale vurderes det om personen er egnet til at fungere som frivillig igangsætter. Er det tilfældet skal personen deltage i et kursus og efterfølgende indgå i en følordning, hvor vedkommende i en periode følger en erfaren igangsætter. Foreningen oplever også at personer, der henvender sig for at blive frivillige i virkeligheden selv har brug for at deltage i en selvhjælpsgruppe. I disse tilfælde finder foreningen sammen med borgeren frem til hvilke type selvhjælpsgruppe der er brug for. Side 6 af 7
Det er foreningens erfaring, at de der henvender sig for at blive frivillige ofte selv tidligere har haft stor glæde af at deltage i en selvhjælpsgruppe. Foreningen understreger dog at frivillige ikke agerer igangsættere i en selvhjælpsgruppe med samme type problem som vedkommende selv tidligere har haft. Side 7 af 7