UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG

- NPB UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG DOM Afsagt den 20. november 2012 N-1-10 Forbrugerombudsmanden (Procedurefuldmægtig Diane Svanholm Kvist) mod Dansk InkassoBrancheforening som mandatar for KGS Europe A/S (Advokat Jane Land) Biintervenient til støtte for sagsøgte: Danske INKASSOadvokater (Advokat Karsten N. Müller) Indledning KGS Europe A/S, tidligere Global Inkasso A/S, (herefter: KGS) driver autoriseret inkassovirksomhed og indgår som led i denne virksomhed aftaler om afdragsordninger med skyldnerne. I den forbindelse anviser KGS skyldnerne forskellige betalingsformer, bl.a. betaling via Betalingsservice, som er gratis for skyldnerne. Hvis en skyldner derimod ønsker at få til-

- 2 - sendt et girokort hver måned, opkræver KGS et gebyr på 25 kr. pr. girokort. Hvis en skyldner er flyttet uden at meddele adresseændring, og KGS kun kan finde adressen ved at rette en forespørgsel til Folkeregistret, opkræver KGS endvidere et gebyr på 52 kr. hos skyldneren til dækning af omkostningerne ved adressesøgningen. Sagens spørgsmål er, om det er i strid med rentelovens 9 a, stk. 1, og bkg. nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlig inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling som ændret ved bekendtgørelse nr. 423 af 28. maj 2009 (inkassoomkostningsbekendtgørelsen) 3, jf. bilag 1, at en inkassovirksomhed opkræver disse gebyrer hos en skyldner, som er forbruger, når omkostningerne ved inddrivelsen af kravet derved samlet overstiger de beløbsgrænser, som er fastsat i inkassoomkostningsbekendtgørelsens bilag 1. Sagen drejer sig endvidere om, hvorvidt Forbrugerombudsmanden har kompetence til at påtale disse forhold. Påstande Forbrugerombudsmanden har nedlagt følgende endelige påstande: Påstand 1: KGS tilpligtes at anerkende, at udgifter til at sende giroindbetalingskort til skyldneren, hvor denne er forbruger, er indeholdt i inddrivelsesomkostningerne i henhold til 3, stk. 1, 1. pkt., jf. 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling som ændret ved bekendtgørelse nr. 423 af 28. maj 2009. Påstand 2: KGS tilpligtes at anerkende, at udgifter til at søge skyldnerens adresse, hvor denne er forbruger, er indeholdt i inddrivelsesomkostningerne i henhold til 3, stk. 1, 1. pkt., jf. 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling som ændret ved bekendtgørelse nr. 423 af 28. maj 2009, bortset fra udgifter til adressesøgning gennem offentlige myndigheder, hvor det enten er nødvendigt for KGS til opfyldelse af lovgivningsmæssige forpligtelser at kontakte skyldneren, eller hvor der foreligger betalingsmisligholdelse.

- 3 - KGS har nedlagt følgende endelige påstande: I forhold Forbrugerombudsmandens påstand 1 har KGS principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse når 1) udsendelsen af girokort sker på skyldnerens udtrykkelige anmodning, og 2) gebyrets størrelse er oplyst overfor skyldneren på forhånd og svarer til de faktiske omkostninger til udsendelsen, og 3) skyldneren har gratis betalingsmåder stillet til sin rådighed, samt afvisning af den øvrige del af Forbrugerombudsmandens påstand, idet der ikke foreligger en konkret og aktuel retstvist. I forhold til Forbrugerombudsmandens påstand 2 har KGS principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse. Sagsfremstilling Inkassobureauet Incassoservice Danmark A/S rettede ved brev af 8. december 2003 henvendelse til Rigspolitichefen med henblik på, at denne tog stilling til, om det ville være i strid med god inkassoskik at pålægge debitorer yderligere omkostninger ud over maksimalsatserne i rentelovens 9 b og 9 a, jf. bilag 1 til inkassoomkostningsbekendtgørelsen, f.eks. i form af et gebyr på 10-30 kr. pr. indbetaling i forbindelse med administration af en afdragsordning. Rigspolitichefen videresendte henvendelsen til Justitsministeriet, som ved brev af 28. april 2004 bemærkede, at man af ressourcemæssige og principielle grunde ikke kunne påtage sig at yde rådgivning til private om retlige spørgsmål, som ikke havde tilknytning til en konkret sag. Justitsministeriet redegjorde dog for reglerne i rentelovens 9 a og 9 b og bemærkede herefter: Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at der ved rentelovens 9 a og 9 b samt bekendtgørelsen om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling er gjort endelig op med, hvilke omkostninger der kan opkræves ved udenretlig inddrivelse i anledning af forsinket betaling. Efter 9 b, stk. 4, i renteloven og 5 i bekendtgørelsen om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling kan andet dog fremgå af aftale mellem parterne, handelsbrug eller anden sædvane, medmindre aftalen er indgået af en erhvervsdrivende som led i sit erhverv, når skyldneren hovedsagelig handler uden for sit erhverv.

- 4 - Advokat Kim B. Ulrich anmodede ved brev af 4. april 2005 Rigspolitiet om en vejledende udtalelse om, hvorvidt det ville være i strid med reglerne om god inkassoskik efter inkassolovens 9, at autoriserede inkassobureauer opkræver et administrationsgebyr ud over de beløb, der var fastsat i bilag 1 til inkassoomkostningsbekendtgørelsen. Rigspolitiet svarede ved brev af 18. oktober 2005 bl.a. følgende: I bekendtgørelsens bilag 1 har man fastsat en række maksimumbeløb, der er forbrugerpræceptive. Som følge heraf kan der i dag ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kræves betaling op til disse maksimumbeløb. Rigspolitiet finder på baggrund af ovennævnte, at en fremgangsmåde, hvorved inkassobureauerne opkræver et administrationsgebyr udover de beløb, der er fastsat i bilag 1 til bekendtgørelse nr. 601, er i strid med rentelovens 9 a og 9 b. Rigspolitiet skal dog bemærke, at den endelige fortolkning af renteloven henhører under domstolene. Ved behandlingen af klagesager over inkassobureauer vurderer Rigspolitiet, om inkassobureauerne har hjemmel til opkrævning af omkostninger og gebyrer. Opkrævning af uhjemlede omkostninger og gebyrer betragtes som brud på god inkassoskik, jf. inkassolovens 9. Den inddrivelsesform, som omtales i henvendelsen af 4. april 2005, vil derfor blive betragtet som stridende mod god inkassoskik. De kan indbringe denne vejledende udtalelse for Justitsministeriet Advokat Kim B. Ulrich opfordrede i brev af 20. februar 2006 Rigspolitiet til at udsende en orienteringsskrivelse til samtlige autoriserede inkassobureauer om Rigspolitiets fortolkning af reglerne. Advokaten oplyste i samme brev, at han uformelt havde forelagt spørgsmålet for Forbrugerombudsmanden, som havde udtalt, at han mente, at der forelå en klar lovovertrædelse, men at han, henset til at forholdet henhørte under Rigspolitiet, ikke mente at kunne gå ind i sagen. Advokat Kim B. Ulrich henvendte sig igen i marts og april 2006 til Rigspolitiet og anførte, at en række medlemmer af Dansk InkassoBrancheforening (herefter: DIB) efter hans opfattelse opkrævede ulovlige administrationsgebyrer. På baggrund af disse henvendelser, som Rigs-

- 5 - politiet betragtede som en klage over, at inkassobureauerne handlede i strid med god inkassoskik, jf. 9 i lov om inkassovirksomhed, anmodede Rigspolitiet ved breve af 9. maj 2006 de pågældende inkassobureauer om en udtalelse. I et brev af 7. juli 2006 til Rigspolitiet oplyste DIBs advokat, at DIBs bestyrelse havde foretaget en intern undersøgelse af medlemmernes praksis for opkrævning af administrationsgebyrer, som viste, at hovedparten af foreningens medlemmer samtidig med et tilbud om afvikling af tilgodehavendet tilbød skyldneren forskellige muligheder for indbetaling af de aftalte ydelser. Indbetalingsmulighederne varierede, men en skyldner kunne altid betale kontant eller ved fremsendelse af check. Derudover blev skyldneren tilbudt betaling via PBSoverførsel, konto-til-kontooverførsel eller betaling i henhold til indbetalingskort, som blev udstedt til og fremsendt til skyldneren af inkassobureauet. Såfremt skyldneren valgte at betale i henhold til et tilsendt indbetalingskort, blev skyldneren opkrævet et gebyr herfor, som fremgik af det frivillige forlig eller betalingsaftalen. Dette administrationsgebyr udgjorde mellem 15 og 30 kr. pr. indbetalingskort og svarede til inkassobureauernes positive udgifter forbundet med udstedelse og udsendelse af indbetalingskortet. Rigspolitiet traf den 14. november 2006 afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår bl.a.: Rigspolitiet har tidligere ved brev af 18. oktober 2005 afgivet en vejledende udtalelse vedrørende opkrævning af administrationsgebyrer i forbindelse med inddrivelse af fordringer. Det er fortsat Rigspolitiets opfattelse, at en fremgangsmåde, hvorved et inkassofirma generelt opkræver et administrationsgebyr udover de beløb, der er fastsat i bilag 1 til omkostningsbekendtgørelsen, vil være i strid med renteloven og dermed i strid med bestemmelsen i inkassolovens 9 om god inkassoskik. Formålet med indsættelsen af bestemmelsen om inkassoomkostninger i rentelovens 9 a var at skabe hjemmel til, at fordringshaveren kan kræve dækning for udgifter, der er opstået som følge af, at det har været nødvendigt at iværksætte inddrivelsesskridt (inkasso). Uden denne hjemmel ville fordringshaveren kun kunne få sine udgifter i forbindelse med inkassationen dækket af skyldneren, hvis dette var aftalt mellem parterne. Tilsvarende ville inkassofirmaer kun kunne kræve inkassoomkostninger betalt af skyldneren, såfremt der var hjemmel hertil i aftalen mellem skyldner og fordringshaver. Efter rentelovens 9 a, stk. 3, kan justitsministeren fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter stk. 1, med henblik på, at udgifterne skal være gennemsigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler om, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan kræves betaling op til visse maksimumbeløb.

- 6 - Sådanne regler er fastsat i omkostningsbekendtgørelsen. Det følger heraf, at det beløb, der kan kræves af skyldneren, maksimalt kan omfatte den oprindelige fordring (beregnet i overensstemmelse med bilag 1 eller bilag 2 til bekendtgørelsen) med tillæg af det (maksimale) inkassobeløb, der ligeledes fremgår af det relevante bilag. Større beløb kan ikke kræves af fordringshaveren eller inkassofirmaet. Det er umiddelbart Rigspolitiets opfattelse, at disse regler ikke er til hinder for, at der indgås aftale om, at der ved valg af en bestemt betalingsform betales et (rimeligt) gebyr for benyttelse af den pågældende betalingsform. Det forudsættes i den forbindelse, at det udtrykkeligt fremgår, at der er andre betalingsmuligheder, og at der er valgfrihed med hensyn til betalingsform. Rigspolitiet må ud fra de foreliggende oplysninger lægge til grund, at der i de konkrete tilfælde åbnes mulighed for at vælge mellem flere betalingsformer, således at der ikke fremsættes et generelt krav om betaling af administrationsgebyr. Det er på den baggrund umiddelbart Rigspolitiets opfattelse, at den anvendte fremgangsmåde, således som den er beskrevet for Rigspolitiet, ikke strider mod de hensyn til gennemsigtighed mv., der ligger til grund for fastsættelsen af maksimumbeløb for inkassoomkostninger. På baggrund af det anførte er det Rigspolitiets opfattelse, at opkrævning af de omhandlede gebyrer i forbindelse med anvendelse af indbetalingskort ikke kan anses for at være i strid med renteloven og omkostningsbekendtgørelsen og dermed heller ikke indebærer en overtrædelse af bestemmelsen i inkassolovens 9 om god inkassoskik. Den endelige afgørelse af de rejste spørgsmål om fortolkning af renteloven og de i medfør af denne fastsatte bestemmelser henhører under domstolene. Denne afgørelse kan indbringes for Justitsministeriet, Slotsholmsgade 10, 1216 København K Advokat Kim B. Ulrich påklagede på vegne af Incassoservice Danmark A/S Rigspolitiets afgørelse til Justitsministeriet, som ved brev af 16. august 2007 udtalte, at Incassoservice Danmark A/S ikke kunne anses for at være part i sagen, hvorfor Justitsministeriet ikke fandt grundlag for at tage stilling til Rigspolitiets afgørelse af 14. november 2006. Justitsministeriet bemærkede endvidere bl.a., at ministeriet ikke havde fundet anledning til at tage de rejste spørgsmål op på andet grundlag. Herefter kontaktede advokat Kim B. Ulrich ved brev af 24. august 2007 Forbrugerombudsmanden og anmodede denne om at gå ind i sagen. Forbrugerombudsmanden rettede på den baggrund den 8. november 2007 henvendelse til medlemmerne af DIB og bad dem redegøre

- 7 - for, om de i deres inkassovirksomhed indgik aftaler med skyldnere, som indebar betaling af et gebyr for administration af aftalen, og om disse gebyrer oversteg maksimumsgrænserne fastsat i medfør af rentelovens 9 a og 9 b. På et møde mellem Forbrugerombudsmanden og DIB den 20. februar 2008 tilkendegav Forbrugerombudsmanden, at inkassovirksomhedernes praksis med opkrævning af administrationsgebyrer hos skyldnerne i tilfælde, hvor der var aftalt en afdragsordning, efter hans opfattelse ikke var lovlig. Han skitserede samtidig to muligheder for det videre forløb, hvorefter DIBs medlemmer enten kunne tilslutte sig Forbrugerombudsmandens retsopfattelse og for fremtiden ændrede deres praksis, eller Forbrugerombudsmanden kunne lade spørgsmålet prøve for domstolene med forbehold for at kræve tilbagebetaling af ulovligt opkrævede gebyrer. Efter yderligere drøftelser mellem parterne underskrev DIBs medlemmer et tilsagn om, at de fremover ikke ville opkræve omkostninger hos skyldnerne, inkl. eventuelle administrationsgebyrer ved betalinger i henhold til frivillige forlig, ud over de maksimumsbeløb, der var fastsat i bilag 1 til bekendtgørelsen om udenretlige inddrivelsesomkostninger. Af beslutningsreferatet fra mødet fremgår endvidere bl.a.: Fra [DIBs] side var man forundret over Forbrugerombudsmandens opfattelse og henviste herunder til, at Rigspolitiet i den ene af to skrivelser har tilkendegivet, at reglerne i inkassobekendtgørelsen ikke er til hinder for betaling af et gebyr for benyttelse af en given betalingsform, forudsat at debitor tilbydes andre betalingsmuligheder. Henrik Øe var uenig i denne fortolkning. Den 8. august 2008 kontaktede Forbrugerombudsmanden de øvrige autoriserede inkassobureauer, som ikke var medlem af DIB, herunder KGS, med anmodning om bureauernes bemærkninger, herunder at redegøre for deres opkrævninger af gebyrer hos skyldnerne. KGS fik i den forbindelse også tilsendt et tilsagn til underskrift, som KGS imidlertid ikke underskrev, idet virksomheden ikke var enig i Forbrugerombudsmandens fortolkning af reglerne. Under den videre korrespondance om sagen oplyste KGS advokat i brev af 15. april 2009 til Forbrugerombudsmanden, at KGS i særlige situationer ville opkræve inddrivelsesomkost-

- 8 - ninger hos debitorer ud over de maksimumbeløb, der er fastsat i inkassobekendtgørelsen. KGS advokat medsendte et eksempel på den standardtekst, som KGS ville sende ud til skyldnerne ved indgåelse af frivilligt forlig. Af standardteksten i formularen fremgik bl.a. følgende: Jeg er forpligtet til straks at meddele adresseændring til inkassofirmaet. Hvis adresseændring ikke er meddelt, vil der blive opkrævet positive afholdte udgifter til adressesøgning, pt. kr. 52,00. Jeg er indforstået med, at betaling skal ske via PBS eller kontant på inkassofirmaets adresse. Hvis jeg ikke anvender den angivne betalingsmåde, er der tale om en misligholdelse af den indgåede aftale. Sker betaling på anden måde end aftalt, f.eks. via girokort, er inkassofirmaet berettiget til at opkræve kr. 25,00 pr. indbetaling. KGS har siden ændret ordlyden af standardteksten i de frivillige forlig, som i maj 2012 bl.a. indeholder følgende tekst: FRIVILLIGT FORLIG Alle indbetalinger skal ske under henvisning til KGS Europe A/S konto hos Den Jyske Sparekasse med reg.nr. 8224 og konto nr. 6440239526. Jeg er til enhver tid forpligtet til straks at orientere KGS om enhver adresseforandring. Orienterer jeg ikke KGS om adresseændring, og skal KGS bruge min adresse, er jeg indforstået med, at der afkræves mig et gebyr svarende til de faktiske omkostninger (p.t. kr. 52), hvis adressen ikke kan findes på anden måde end ved adressesøgning hos de offentlige myndigheder. Undertegnede AFDRAGSORDNING tilbyder herved at afdrage min gæld på kr. til: med betaling fra den / -2012 hver måned kr. eller hvert kvartal kr. Betalinger Jeg vil gerne betale beløbet således (sæt X):

- 9 - Jeg indbetaler via overførsel til konto med reg.nr. 8224 konto nr. 6440239526 (pris kr. 0,00). Jeg skal selv holde øje med antal betalinger, og med hvornår min gæld er betalt. Der vil efter indsendelse af denne erklæring blive fremsendt amortiseringstabel til brug for dette. Beløbet skal trækkes via Betalingsservice på reg.nr. konto nr. (pris kr. 0,00). Jeg kan på betalingsserviceoversigten følge gældens løbende nedbetaling hver måned. Jeg vil have girokort tilsendt hver måned. (pris per fremsendelse af girokort kr. 25,00). Jeg kan på de fremsendte girokort følge gældens løbende nedbetaling hver måned. Uanset den valgte betalingsmåde, kan afdragsbeløbet til enhver tid overføres til KGS konto reg.nr. 8224 konto nr. 6440239526, eller betales kontant på KGS adresse (pris kr. 0,00). Adresseændring Jeg er til enhver tid forpligtet til straks at orientere KGS om enhver adresseændring. Orienterer jeg ikke KGS om adresseændring, og skal KGS bruge min adresse, er jeg indforstået med, at der afkræves mig et gebyr svarende til de faktiske omkostninger (p.t. kr. 52), hvis adressen ikke kan findes på anden måde end ved adressesøgning hos de offentlige myndigheder. Forbrugerombudsmanden anlagde sag mod KGS den 26. maj 2010 og udsendte i den forbindelse en pressemeddelelse, hvoraf fremgik, at KGS opkrævede ulovlige gebyrer ved inkasso hos forbrugere, idet KGS udover at opkræve de beløb, der er hjemmel til i renteloven og inkassoomkostningsbekendtgørelsen, også opkrævede gebyr for fremsendelse af girokort og gebyr i forbindelse med adressesøgning, selvom forbrugeren betalte alle afdrag til tiden. Forbrugerombudsmanden har under sagen erklæret sig enig i, at KGS ud fra et erstatningsretligt synspunkt kan opkræve et gebyr hos skyldneren for adressesøgning i den situation, hvor skyldneren har adressebeskyttelse, og det derfor er nødvendigt skriftligt at anmode kommunen om adresseoplysning. Det er forudsat, at adressen ikke har kunnet skaffes på anden vis, og at det er nødvendigt for KGS at kontakte skyldneren enten til opfyldelse af lovgivningsmæssige forpligtelser, eller fordi skyldneren har misligholdt afdragsordningen.

- 10 - Sideløbende med drøftelserne med inkassobranchen havde Forbrugerombudsmanden den 10. juli 2008 rettet henvendelse til Advokatsamfundet og anmodede om, at Advokatsamfundet som tilsynsmyndighed for advokatbranchen undersøgte om en tilsvarende praksis med opkrævning af administrationsgebyrer hos skyldnere blev fulgt inden for advokatbranchen. Under korrespondancen meddelte Advokatrådet bl.a., at det var Rådets opfattelse, at det falder uden for Forbrugerombudsmandens kompetence efter markedsføringsloven at iværksætte søgsmål eller udstede påbud rettet mod advokaters eventuelle overtrædelse af inkassoomkostningsbekendtgørelsen. I et brev af 19. maj 2009 svarede Forbrugerombudsmanden, at han ikke var enig i Advokatrådets synspunkt, bl.a. under hensyn til, at markedsføringsloven finder anvendelse på samtlige erhvervsdrivende, medmindre de er særligt undtaget fra dens anvendelsesområde i medfør af markedsføringslovens 2. Forklaringer Kurt Schmidt har forklaret, at han er direktør i KGS, der udøver autoriseret inkassovirksomhed. Autorisationen er udstedt af Rigspolitiet. Endvidere opkøber selskabet fordringer, som man forsøger at inddrive. KGS opkræver et gebyr på 25 kr. for at sende et girokort til en skyldner. De lavede i sin tid beregninger, der viste, at de 25 kr. modsvarede deres faktiske omkostninger. KGS sender kun et girokort, hvis dette enten er aftalt i et frivilligt forlig eller på et møde i fogedretten, og skyldneren får altid at vide, at det koster 25 kr. at få det tilsendt.. KGS har altid kun opkrævet gebyr for at sende girokortet og ikke for at håndtere betaling via giro, selvom det kan have stået anderledes i forligsteksten. KGS stiller altid alternative, gratis betalingsmåder til rådighed. Efterhånden som flere og flere betaler via netbank, er det blevet mere almindeligt, at skyldnerne bruger det samme girokort igen og igen ved indbetaling af afdrag, og det koster ikke yderligere gebyr, når girokortet genanvendes. De lavede forligsteksten om, så den var mere klar og i overensstemmelse med den praksis, som KGS benytter.

- 11 - KGS opkræver endvidere et gebyr på 52 kr. for adressesøgning, hvis det er nødvendigt at få adressen fra Folkeregistret, fordi KGS ikke selv har kunnet finde skyldnerens adresse på anden måde, f.eks. via cpr-registret. KGS får cirka 100.000 kroner ind om året på gebyrerne for girokort og adressesøgning. Gebyret for at udsende girokort går til KGS, og KGS nedsætter ikke sit salærkrav. KGS opkræver ikke gebyret hos kreditor, hvis skyldneren ikke betaler. Fogedretterne har altid godkendt, at gebyr for fremsendelse af girokort og gebyr for adressesøgning medtages som en ekstra omkostning, når KGS opgør et krav mod en skyldner. KGS er undertiden blevet bedt om at redegøre for sådanne gebyrer, men han kender ikke til domstolsafgørelser, der har underkendt gebyrerne. Hvis KGS ikke må opkræve gebyr for udsendelse af girokort, vil KGS holde op med at tilbyde denne service til skyldneren. Da han blev bekendt med svaret af 14. november 2006 fra Rigspolitiet om, at inkassovirksomhederne måtte opkræve gebyrerne, indrettede KGS sin virksomhed efter det. Da KGS modtog henvendelsen fra Forbrugerombudsmanden med opfordring til at underskrive tilsagnet om, at KGS fremover ikke ville opkræve gebyret, tænkte han, at det ikke kunne være rigtigt, at Forbrugerombudsmanden skulle blande sig i det, når Rigspolitiet havde tilladt det. Det var underligt og ikke betryggende, at to myndigheder kunne sige hver sin ting. Han valgte derfor at undlade at underskrive tilsagnet. KGS var først for nylig blevet autoriseret til at drive inkassovirksomhed og havde endnu ikke opkrævet de omhandlede gebyrer. Risikoen ved at blive mødt med et tilbagebetalingskrav fra Forbrugerombudsmanden var derfor ikke så stor. Vedrørende datterselskabet Global Inkasso A/S var situationen en anden. Global Inkasso havde gennem en årrække opkrævet gebyrer for udsendelse af girokort og adressesøgning for i alt omkring 1 million kr. fordelt på 25.000 betalinger. Udover selve det beløb, som skulle tilbagebetales, ville også omkostningerne til en gennemgang af det store antal betalinger være betydelige. De anslog dengang, at det kunne løbe op i 1 million kr., så de turde derfor ikke andet end at underskrive tilsagnet på vegne af Global Inkasso. Han forstod det sådan, at hvis virksomheden underskrev tilsagnet, ville Forbrugerombudsmanden ikke rejse krav om tilbagebetaling for tiden forud for tilsagnets virkningsdato den 1. juli 2008.

- 12 - I forbindelse med, at Forbrugerombudsmanden udsendte en pressemeddelelse, hvor det blev oplyst, at KGS opkrævede ulovlige gebyrer, modtog de en del henvendelser, også fra skyldnere, som ikke ønskede at betale gebyrerne. Desuden mistede KGS tre kunder på grund af presseomtalen. Forbrugerombudsmanden har på intet tidspunkt oplyst offentligheden om, at KGS fremgangsmåde er i overensstemmelse med Rigspolitiets tolkning af reglerne. Da Forbrugerombudsmanden ændrede sin egen fortolkning af reglerne om gebyr for adressesøgning, blev dette heller ikke offentliggjort. Global Inkasso opkræver fortsat ikke gebyr for adressesøgning, selvom Forbrugerombudsmanden har ændret holdning, da man vil afvente udfaldet af sagen. KGS har ca. 15.000 inkassosager og udsender girokort i ca. 500 af disse sager hver måned. Hvis de taler med en skyldner, oplyser de om, at vedkommende kan bruge det samme girokort flere gange, men de skriver ikke noget herom. KGS har vel cirka 100 skyldnere, der betaler ved at genbruge girokortet hver måned. Det er ikke muligt at se af indbetalingerne, om en skyldner bruger samme girokort eller et nyt. Når KGS udsender det første inkassobrev til en skyldner, er der vedlagt et girokort uden beregning, som både kan bruges til indbetaling af det fulde beløb og til betaling af afdrag. Han er ikke beskæftiget med arbejdet med adressesøgning, men det er hans fornemmelse, at der er flere og flere, der har hemmelig adresse. Det er hans vurdering, at KGS højst sender 100 adresseforespørgsler til kommunerne om måneden. KGS har til sammenligning 500-1.000 adressesøgninger om måneden i cpr-registret. Hvis et brev kommer retur, og de ikke kan finde adressen, laver de en adressesøgning hos kommunen. De laver ikke adressesøgning på nye sager. KGS underrettes automatisk om nye adresser, hvis adresserne ikke er hemmelige. Henning Gericke har forklaret, at han er formand for DIB og selv direktør i en inkassovirksomhed. Han har en baggrund som erhvervsjurist fra Handelshøjskolen i København. DIB har 15-16 medlemmer, der alle er autoriseret af Rigspolitiet, ud af i alt ca. 75 autoriserede inkassovirksomheder. De valgte at gå ind i sagen som mandatar, da sagen har stor økonomisk betydning for foreningens medlemmer. Det er DIBs vurdering, at fjernelsen af muligheden

- 13 - for at opkræve gebyrer for udsendelse af girokort og adressesøgning har betydet mistet omsætning på et trecifret millionbeløb for foreningens medlemmer. Der er ingen af medlemmerne, der har taget forbehold for at anlægge et erstatningssøgsmål mod Forbrugerombudsmanden. Rigspolitiet fører tilsyn med inkassovirksomhederne, og klager over virksomhederne henvises til Rigspolitiet. Han ved ikke, hvor mange klager Rigspolitiet modtager, idet afgørelserne ikke er offentligt tilgængelige. Hans egen virksomhed har pt. en klage, som endnu ikke er afgjort. Rigspolitiet kan inddrage en virksomheds autorisation. På baggrund af udtalelsen fra Rigspolitiet om anvendelsen af gebyrer meddelte DIB i 2006 sine medlemmer, at det var i orden at opkræve gebyr for udsendelse af girokort, hvis der samtidig var andre betalingsmuligheder. Han hørte først om, at Forbrugerombudsmanden var gået ind i sagen, da den inkassovirksomhed, hvor han er direktør, fik brev om, at gebyrerne efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var ulovlige. Han var dengang endnu ikke formand for DIB. Forbrugerombudsmandens udmelding kom som en overraskelse. Spørgsmålet havde jo været behandlet af Rigspolitiet. Forbrugerombudsmanden skrev ud til samtlige medlemmer, uden at de forinden var blevet spurgt, om de faktisk opkrævede gebyrerne. Da DIB modtog Forbrugerombudsmandens udspil til et forlig, opfattede han indholdet som en klar trussel om, at der ville blive rejst et tilbagesøgningskrav, hvis medlemmerne ikke gik ind på forliget. Det ville være en ren katastrofe for branchen. DIBs medlemmer følte sig derfor presset til at skrive under. Medlemmerne var alle af den opfattelse, at der med deres underskrift blev slået en streg i sandet, og at der ikke ville ske tilbagesøgning af gebyrer, som var opkrævet, inden tilsagnene var underskrevet. Det er senere kommet frem, at Forbrugerombudsmanden vil tilbagesøge en del af gebyrerne. DIB har ikke hørt fra Forbrugerombudsmanden, at han har ændret holdning med hensyn til opkrævning af gebyr for adressesøgning. Når inkassovirksomhederne opkræver gebyrerne, får kreditor ikke pengene. Salæret bliver ikke nedsat i forhold til kreditor, og hvis skyldneren ikke betaler gebyret, opkræver inkassovirksomheden ikke beløbet hos kreditor.

- 14 - Winnie Carrasco har forklaret, at hun er ansat som teamleder hos inkassofirmaet Intrum Justitia A/S og tidligere har arbejdet hos Aktiv Kapital. Hun var frem til 2007 formand for DIB og har deltaget i udformningen af inkassolovgivningen. Inkassobranchen holder en gang om året møde med Rigspolitiet for at drøfte praksis for god inkassoskik. Rigspolitichefen forholder sig meget detaljeret til god inkassoskik, bl.a. med hensyn til service og telefontider, og fx at breve skal indeholde en række specifikke oplysninger. Rigspolitiets fortolkning af reglerne i relation til opkrævning af gebyr for udsendelse af girokort blev sendt ud i branchen til DIBs medlemmer og er blevet fulgt af disse. Domstolene har hende bekendt ikke behandlet spørgsmålet. Det kom derfor som et chok for branchen, at Forbrugerombudsmanden pludselig blandede sig i sagen. Det var ikke deres opfattelse, at Forbrugerombudsmanden havde tilsynskompetence i forhold til inkassobranchen. De holdt møder med Forbrugerombudsmanden om gebyrspørgsmålet, hvor også foreningens advokat deltog. Forbrugerombudsmanden sagde imidlertid, at det var ham, der havde lavet loven, så han vidste, hvad han talte om. Forbrugerombudsmanden krævede, at de skrev under på et tilsagn om, at de fremover ikke ville opkræve de omhandlede gebyrer, ellers ville de blive mødt med et tilbagesøgningskrav. Han sagde også, at kravet ville være ude af verden, hvis de skrev under. Intrum Justitia A/S valgte på den baggrund at skrive under på tilsagnet, men tilkendegav samtidig over for Forbrugerombudsmanden, at de ikke var enige i hans fortolkning. Hvis Intrum Justitia A/S blev stævnet, ville det have meget store økonomiske konsekvenser. Det ville være en katastrofe. Intrum Justitia A/S har ikke modtaget meddelelse fra Forbrugerombudsmanden om, at han har ændret holdning til gebyret for adressesøgning, og foreningen har ikke meldt noget ud. Intrum Justitia A/S tør ikke opkræve dette gebyr, før denne sag er afgjort. Skyldnerne flytter meget, og ikke alles adresseoplysninger kan findes i cpr-registeret. Fra 1. juni 2008 til 1. januar 2012 har Intrum Justitia A/S haft udgifter på 2,5 mio. kr. til kommunerne for adressesøgning, som ikke er opkrævet. Intrum Justitia A/S henvender sig kun til kommunerne, hvis en skyldner har glemt at oplyse, at han er flyttet, og Intrum Justitia A/S ikke kan finde en ny adresse i cpr-registeret. I de fleste tilfælde får de den nye adresse fra debitorerne eller via cpr-registret. De gebyrer, som er blevet opkrævet for at udsende girokort, er tilfaldet inkas-

- 15 - sovirksomheden, ikke kreditor. Inkassovirksomhederne har ikke nedsat salæret i forhold til kreditor og har ikke opkrævet gebyret hos kreditor, hvis skyldneren ikke betalte. Parternes synspunkter Forbrugerombudsmanden har anført, at sagen er anlagt som led i Forbrugerombudsmandens tilsyn efter markedsføringsloven, jf. lovens 22, stk. 1. Det er fast antaget, at tilsynet også omfatter overholdelse af den civilretlige forbrugerlovgivning, hvilket også følger af forarbejderne til markedsføringsloven. Renteloven og inkassoomkostningsbekendtgørelsen er en del af denne forbrugerbeskyttelseslovgivning, og der er således ikke tvivl om, at Forbrugerombudsmanden har kompetence til at føre tilsyn med, om inkassovirksomhederne overholder disse regler og dermed handler i overensstemmelse med god markedsføringsskik efter markedsføringslovens 1. Markedsføringsloven finder anvendelse på alle erhvervsdrivende, medmindre de er specifikt undtaget fra lovens anvendelsesområde. Dette gælder kun finansielle virksomheder, jf. markedsføringslovens 2. Det er således irrelevant at sammenligne med forholdene for finansielle virksomheder. Det bestrides ikke, at der er en overlappende kompetence mellem Forbrugerombudsmanden og Rigspolitiet i forhold til inkassovirksomhederne. Der er imidlertid den afgørende forskel, at Rigspolitiet modsat Forbrugerombudsmanden ikke har søgsmålskompetence, hvis en inkassovirksomhed ikke overholder reglerne. Det er derfor nødvendigt, at Forbrugerombudsmanden også kan tage spørgsmål som omhandlet af denne sag op efter markedsføringsloven. En tilsvarende overlappende kompetence findes inden for andre af erhvervslivets områder, bl.a. vedrørende radio- og tv-reklamer, miljø og kosttilskud. I forhold til advokater er der også en overlappende kompetence mellem advokatmyndighederne og Forbrugerombudsmanden, jf. bemærkningerne til lovforslag nr. L 123 af 4. februar 2009 om bl.a. ændring af markedsføringsloven.

- 16 - Det bestrides, at Forbrugerombudsmandens påstande er for brede og upræcise og savner aktualitet. KGS opkræver gebyr for udsendelse af girokort på en måde, som efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er i strid med renteloven og inkassoomkostningsbekendtgørelsen. Der foreligger således en konkret tvist om lovgivningens rækkevidde, som Forbrugerombudsmanden har en klar retlig interesse i at få afklaret.. Opkrævning af gebyr for adressesøgning er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse som udgangspunkt også i strid med reglerne i renteloven og inkassoomkostningsbekendtgørelsen, hvis de samlede omkostninger derved overstiger beløbsgrænserne i inkassoomkostningsbekendtgørelsens bilag 1. Forbrugerombudsmanden har derfor fornøden retlig interesse i at få spørgsmålet prøvet ved domstolene, uanset at Forbrugerombudsmanden i påstand 2, som Forbrugerombudsmanden omformulerede i sit processkrift 2 af 2. april 2012, nu har præciseret, at opkrævning af dette gebyr under visse betingelser er i orden. Hvis KGS er enig i påstand 2, som den foreligger, må KGS tage bekræftende til genmæle over for den nedlagte påstand. Rentelovens 9 a og 9 b samt inkassoomkostningsbekendtgørelsens 3 med bilag 1, som er præceptive i forbrugerforhold, gør udtømmende op med, hvilke inddrivelsesomkostninger en kreditor kan overvælte på en skyldner, som er forbruger, når kreditor har anmodet en anden om at inddrive en fordring på sine vegne (fremmedinkasso). Det fremgår af bestemmelserne, at hjemlen til at opkræve omkostninger tilkommer kreditor. Ved fremmedinkasso opkræver inkassator således omkostningerne på vegne af kreditor. Ud over at inddrivelsesomkostningerne efter rentelovens 9 a skal være relevante og rimelige, er der ved inkassoomkostningsbekendtgørelsen fastsat nærmere regler for, hvilke omkostninger en kreditor kan kræve betalt af en skyldner, og inden for hvilke beløbsgrænser. Formålet med disse beløbsgrænser er at skabe øget gennemsigtighed om størrelsen af inddrivelsesomkostningerne og at sikre, at omkostningerne står i et rimeligt forhold til fordringernes størrelse. Der er tale om absolutte beløbsgrænser, som betyder, at en kreditor ikke kan pålægge en skyldner at betale et højere beløb i omkostninger end fastsat i bekendtgørelsens bilag 1, selvom kreditor kan dokumentere, at de faktiske udgifter til inkassator har oversteget dette beløb. Der er utvivlsomt tale om en udtømmende opregning.

- 17 - Udgiften til at udsende girokort i forbindelse med administration af et frivilligt forlig er en inddrivelsesomkostning, og der kan derfor ikke opkræves et særskilt gebyr for dette hos skyldneren, hvis de samlede inddrivelsesomkostninger derved kommer til at overstige beløbsgrænserne i bilag 1 til bekendtgørelsen. I inkassoomkostningsbekendtgørelsens 4 om egeninkasso er det specificeret, at en kreditor kan kræve betaling for rimelige omkostninger ved udarbejdelse og indgåelse af en betalingsaftale med skyldneren og ved administration heraf. Justitsministeriet ønskede med denne specificering at sikre, at der ikke skete en sammenblanding af en virksomheds udgifter til almindelig administration med udgifterne til inddrivelse. Ved fremmedinkasso blev det i inkassobekendtgørelsens 3 bestemt, at kreditor kunne kræve betaling for et rimeligt salærkrav forbundet med inddrivelsen. Ved salærkrav forstås herved det krav, som inkassator (inkassovirksomheden eller advokatfirmaet) fremsætter over for kreditor som følge af inddrivelsen. Kravet omfatter således alle de inddrivelsesskridt, som gennemføres af inkassator på vegne af kreditor, også udgifter forbundet med administrationen af et frivilligt forlig. Den manglende specificering af inddrivelsesskridt i 3 betyder således ikke, at der kan sluttes modsætningsvist fra 4. Det er en misforståelse, når KGS henviser til, at gebyret for udsendelse af girokort er betaling for en service, som KGS yder over for skyldneren. KGS yder en service over for en kreditor, og kan omkostningerne herved ikke holdes inde for beløbsgrænserne i bekendtgørelsens bilag 1, må KGS opkræve de yderligere omkostninger hos kreditor, ikke hos skyldneren. Det er en omgåelse af de beskyttelsespræceptive regler i inkassoomkostningsbekendtgørelsens 3, når KGS henviser til, at der er indgået en særskilt aftale med skyldneren om gebyr for udsendelse af girokort. For så vidt angår udgifterne til adressesøgning har Forbrugerombudsmanden tiltrådt, at KGS ud fra et erstatningsretligt synspunkt kan opkræve et gebyr herfor hos skyldneren, hvis skyldneren har adressebeskyttelse, og det derfor er nødvendigt at anmode kommunen om adresseoplysning. Udover disse afgrænsede tilfælde er opkrævning af gebyr for adressesøgning hos skyldneren i strid med reglerne i renteloven og inkassoomkostningsbekendtgørelsen, hvis de samlede inddrivelsesomkostninger herved overstiger beløbsgrænserne i bilag 1 til bekendtgørelsen.

- 18 - Forbrugerombudsmanden er enig i, at et frivilligt forlig er omfattet af kreditaftaleloven. Kreditaftaleloven har imidlertid ikke betydning for spørgsmålet om, hvilke inddrivelsesomkostninger en kreditor kan opkræve hos en skyldner. Dette er udtømmende reguleret i renteloven og inkassoomkostningsbekendtgørelsen. Forbrugerombudsmandens forhåndsbesked om betalingsgebyr ved betaling med kreditkort er ikke relevant for nærværende sag. Forhåndsbeskeden vedrørte den situation, hvor skyldneren i forbindelse med gennemførelse af en betaling har udgifter til tredjemand, nemlig kreditkortudstederen eller pengeinstituttet. Disse udgifter falder uden for inkassoomkostningsbekendtgørelsens anvendelsesområde, som vedrører betaling til kreditor. Vedrørende sagsomkostninger bør der henses til, at KGS har ført en række vidner uden betydning for sagen, som drejer sig om lovfortolkning. KGS har endvidere inddraget irrelevante oplysninger i sagen, idet der ikke er tale om afgørelser om finansiel virksomhed og om arbejdsretlige forhold. De ændringer, som Forbrugerombudsmanden har foretaget af påstandene, skyldes skiftende oplysninger fra modparten og ændrede påstande fra denne i løbet af sagen. Der har alene været tale om præciseringer, som ikke skal have betydning ved fastsættelse af sagsomkostningerne. KGS har gjort gældende, at Forbrugerombudsmanden ikke har kompetence til at påtale de forhold, som sagen angår. Markedsføringsloven indeholder både en civilretlig og en offentligretlig regulering. Det følger af markedsføringslovens 22, at Forbrugerombudsmanden fører det offentligretlige tilsyn med lovens overholdelse. Som led i dette tilsyn kan Forbrugerombudsmanden anlægge sag om forbud og påbud efter 20, stk. 1, jf. 27, stk. 1, ligesom han kan anlægge sager om civilretlige krav og indtræde i verserende civile retssager. Forbrugerombudsmanden har imidlertid i denne sag anlagt et anerkendelsessøgsmål med henvisning til tilsynsbestemmelsen i markedsføringslovens 22, stk. 1, men det er uklart, om Forbrugerombudsmanden har gjort gældende, at KGS har handlet i strid med god markedsføringsskik efter markedsføringslovens 1. Forbrugerombudsmanden har derfor allerede af den grund ikke kompetence til at anlægge sag. Forbrugerombudsmandens påstand er ikke en betalingspåstand, og det kan allerede af den grund lægges til grund, at sagen må være an-

- 19 - lagt som et led i Forbrugerombudsmanden tilsynskompetence, men en sådan har Forbrugerombudsmanden ikke i denne sag. Af inkassoloven og bekendtgørelsen om autorisation og sikkerhedsstillelse m.v. ved udøvelse af inkassovirksomhed (bkg. 752 af 26. september 1997) fremgår, at det er Rigspolitichefen, som udsteder autorisation til at drive inkassovirksomhed og fører tilsyn med, om inkassovirksomhederne overholder inkassolovens regler om god inkassoskik. Det følger af princippet om lex specialis, at Forbrugerombudsmandens kompetence efter markedsføringsloven må vige, hvor der i en branche er opstillet særlige regler for god skik, hvis overholdelse påses af et specialiseret tilsyn. I forhold til inkassovirksomhederne fører Rigspolitiet et reelt og effektivt tilsyn med, at reglerne om god inkassoskik overholdes, og kan inddrage en virksomheds autorisation, hvis dette ikke er tilfældet. I den situation har Forbrugerombudsmanden ikke kompetence til at rejse sag efter markedsføringslovens 22, men kunne have rejst et civilretligt tilbagesøgningskrav. Tilsvarende gælder for finansielle virksomheder, hvor det offentligretlige tilsyn føres af Finanstilsynet, og i forhold til advokater hvor tilsynet med, at advokater handler i overensstemmelse med god advokatskik, føres af Advokatnævnet. Der kan herved også henvises til Rigspolitiets udtalelse af 6. april 2009 i en konkret klagesag: Rigspolitiet skal endelig bemærke, at klager over inkassovirksomhed foretaget af advokater, herunder spørgsmålet om, hvorvidt der er handlet i strid med god advokatskik, henhører under Advokatnævnets kompetence. Advokatrådet har da også selv givet udtryk for, at Forbrugerombudsmanden ikke har kompetence til efter markedsføringsloven at rejse søgsmål mod en advokat for overtrædelse af inkassoomkostningsbekendtgørelsen. Der foreligger således en klar sondring mellem det offentligretlige tilsyn om overholdelse af god skik og et civilretligt krav. At sondringen er helt central, illustreres også ved, at Forbrugerombudsmanden har fuld kompetence inden for området egen inkasso, hvor spørgsmålet om overholdelse af god markedsføringsskik er relevant. Det fremgår ingen steder i forarbejderne til inkassoloven, at Forbrugerombudsmanden fortsat skulle have et offentligretligt tilsyn med inkassobureauerne. Det var et direkte formål med inkassoloven, at Forbrugerombudsmanden ikke fortsat skulle have tilsynet på dette område.

- 20 - At tilsynet med inkassovirksomheders overholdelse af standarden god inkasssoskik ligger hos Rigspolitiet, er tiltrådt af Forbrugerombudsmanden, som på sin hjemmeside har oplyst, at erhvervsdrivende, der udfører inkassovirksomhed, skal overholde markedsføringslovens regler, herunder god skik. For virksomheder, der udfører inkassoforretninger for andre, gælder inkassoloven Her gælder god inkassoskik. Inkassobureauer skal have autorisation af Rigspolitiet, som samtidig fører tilsyn med, at loven ikke overtrædes. Og endvidere under overskriften Markedsføringsloven i forhold til særbestemmelser : Markedsføringslovens anvendelse påvirkes af særlovgivning. Er et område indgående reguleret af særlovgivning, bringes markedsføringsloven som udgangspunkt ikke i anvendelse. I den foreliggende situation har Rigspolitiet som tilsynsmyndighed truffet afgørelse om spørgsmålet om, hvorvidt det er i strid med god inkassoskik, at en inkassovirksomhed opkræver gebyr for udsendelse af girokort til en skyldner. I den situation er Forbrugerombudsmanden under alle omstændigheder udelukket fra at få det samme forhold bedømt efter markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik, selvom han ikke er enig i Rigspolitiets fortolkning af reglerne. I modsat fald kommer man i den situation, at en virksomhed indretter sig i tillid til en afgørelse fra branchens tilsynsmyndighed, hvorefter Forbrugerombudsmanden ændrer afgørelsen, hvilket ikke har været hensigten. Der henvises til U.2009.1618S. KGS har endvidere gjort gældende, at Forbrugerombudsmandens påstand 1 er formuleret for bredt og ukonkret og mangler aktualitet. Påstanden er i et vist omfang hypotetisk, idet KGS ikke opkræver gebyrer som beskrevet i påstanden, men kun hvor skyldneren udtrykkeligt har anmodet om at få tilsendt girokort. KGS har altid oplyst skyldneren om omkostningerne herved og har stillet andre gratis betalingsmåder til rådighed. Forbrugerombudsmanden savner derfor retlig interesse i at få spørgsmålet prøvet ved domstolene. Gebyret for udsendelse af girokort er ikke en inkassoomkostning omfattet af inkassoomkostningsbekendtgørelsen, men et vederlag for en selvstændig serviceydelse til skyldneren. Girokortet tjener som en påmindelse om betaling og et redskab til betaling. Det er skyldnerens

- 21 - eget valg, om han ønsker at benytte denne serviceydelse, og skyldneren har andre betalingsmåder til rådighed Gebyret på 25 kr. er rimeligt og dækker kun de faktiske omkostninger, der er forbundet med udsendelse af girokortet. KGS er ikke forpligtet til at yde denne service til skyldnerne, men stiller den til rådighed for skyldneren til gavn for denne. Der er ikke tale om omgåelse af de præceptive regler, da skyldnerne ikke påtvinges at benytte girokortet. Retspraksis indeholder flere eksempler på, at præceptive regler kan fraviges. Det må endvidere kræves, at præceptive regler er klare, hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag. Dette illustreres af uenigheden mellem Rigspolitiet og Forbrugerombudsmanden om forståelsen af reglerne. Forholdet kan sammenlignes med en situation, hvor KGS påtager sig at afhente et afdrag på skyldnerens bopæl mod betaling af et gebyr. Heller ikke dette er KGS forpligtet til, og betaling for en sådan ydelse må kunne kræves ud over beløbsgrænserne i inkassoomkostningsbekendtgørelsen. Forbrugerombudsmanden har selv erkendt, at afgrænsningen af, hvad der er inddrivelsesomkostninger omfattet af inkassoomkostningsbekendtgørelsen, kan være vanskelig. Forbrugerombudsmanden har således i en forhåndsbesked tilkendegivet, at gebyr for betaling af afdrag med kreditkort via internettet kan væltes over på skyldneren, selvom beløbsgrænserne i inkassoomkostningsbekendtgørelsen bilag 1 derved overskrides. Desuden har Forbrugerombudsmanden anerkendt, at KGS ud fra et erstatningssynspunkt kan opkræve erstatning hos skyldneren for udgifter til adressesøgning gennem kommunen, hvor sådan adressesøgning har været nødvendig. Det er også ulogisk og urimeligt, at man i den oprindelige låneaftale kan aftale et gebyr for girokort, men at tilsvarende ikke gør sig gældende i inddrivelsessituationen. Vedrørende påstand 2 gøres det gældende, at der ikke foreligger en konkret og aktuel retstvist, efter at Forbrugerombudsmanden har anerkendt, at KGS ud fra et erstatningssynspunkt kan opkræve et gebyr for adressesøgning svarende til de faktisk afholdte udgifter under visse nærmere angivne omstændigheder. KGS har altid kun opkrævet gebyr for adressesøgning, når dette har været nødvendigt, som beskrevet i Forbrugerombudsmandens påstand 2. KGS ser ingen grund til at tage bekræftende til genmæle over for denne påstand. Det er Forbrugerombudsmanden, som har ændret holdning, og som kunne have valgt at frafalde påstanden, da der ikke længere foreligger en egentlig tvist om dette spørgsmål.

- 22 - Ved fastsættelse af sagsomkostninger skal retten tage højde for, at sagen, ikke alene for KGS men også for brancheforeningen, har haft store omkostninger, og at sagen har medført en væsentlig indskrænkning i inkassovirksomhedernes indtjening. Danske Inkassoadvokater har udtalt sig til støtte for KGSs påstande og har anført, at der består et tresporet tilsynssystem med hensyn til erhvervsdrivendes inkassovirksomhed. For så vidt angår inkassovirksomhederne fører Rigspolitiet tilsyn. Rigspolitiet udsteder og tilbagekalder autorisation til at drive inkassovirksomhed og påser, at virksomhederne overholder god inkassoskik. Da der i henhold til inkassoloven således består et specialiseret offentligretligt tilsyn med inkassovirksomhederne, medfører princippet om lex specialis, at inkassovirksomhedernes eventuelle tilsidesættelse af god inkassoskik ikke er en overtrædelse af god markedsføringsskik, og Forbrugerombudsmanden har derfor ingen tilsynskompetence efter markedsføringslovens 22, jf. 1. I forhold til advokater, som driver inkassovirksomhed, påser advokatmyndighederne, at dette sker i overensstemmelse med god inkassoskik, og dermed tillige om det er i overensstemmelse med god advokatskik. Det er forudsat i forarbejderne til markedsføringsloven, at Forbrugerombudsmanden ikke rejser sager, der drejer sig om bedømmelsen af advokaters faglige standarder. Advokatrådet har da også anfægtet, at Forbrugerombudsmanden skulle have tilsynskompetence i forhold til advokater. Der er en åbenlys parallelitet mellem spørgsmålet om Forbrugerombudsmandens tilsynskompetence i forhold til advokater og inkassovirksomheder. Ved egeninkasso fører Forbrugerombudsmanden med hjemmel i markedsføringsloven tilsyn med de erhvervsdrivende kreditorers egne inkassoskridt. Såfremt retten når frem til, at Forbrugerombudsmanden også har en tilsynskompetence i forhold til inkassovirksomhederne, vil det have den konsekvens, at to myndigheder kan føre et sideordnet tilsyn med inkassovirksomhederne med risiko for, at de to myndigheder træf-

- 23 - fer uforenelige afgørelser. Dette vil føre til en uhensigtsmæssig retstilstand og er uacceptabelt i en retsstat. Inkassoomkostningsbekendtgørelsen regulerer kun forholdet mellem kreditor og skyldner, men ikke inkassators selvstændige aftaler med skyldnerne, for så vidt der ikke er tale om en omgåelse. Gebyr for udsendelse af girokort er ikke omfattet af rentelovens 9 a eller inkassoomkostningsbekendtgørelsens 3, da der er tale om inkassovirksomhedens vederlag for at sende et girokort. Skyldneren kan vælge andre, gratis betalingsformer. Gebyret opkræves ikke på vegne af kreditor, og det salær, der opkræves hos kreditor, nedsættes ikke med henvisning til det betalte gebyr. Gebyret er således alene betaling for anvendelse af en bestemt betalingsform, ikke betaling for et egentligt inkassoskridt. Ingen har pligt til at være behjælpelig med påmindelser til skyldner, og girokortet er ikke en for inkassationen accessorisk og nødvendig ydelse. Det er en selvstændig serviceydelse i skyldners interesse. Sø- og Handelsrettens afgørelse Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelse af markedsføringsloven og de i medfør af loven udstedte bekendtgørelser, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne, jf. markedsføringslovens 22, stk. 1. Om Forbrugerombudsmandens tilsyn mv. fremgår det af betænkning nr. 1457/2005 om Markedsføring og prisoplysning under pkt. 7.2.2., Generelt tilsyn og sektortilsyn med markedsføringsregler og pkt. 7.2.3, Snitfladen mellem tilsyn efter markedsføringsloven og speciallovgivning bl.a. at Markedsføringslovens overordnede formål er at medvirke til et velfungerende marked inden for sit anvendelsesområde. Loven fastlægger en generel minimumsstandard, idet loven kræver, at virksomhederne skal handle i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Lovens generalklausul og det generelle vildledningsforbud fungerer samtidig som residualbestemmelser eller opsamlingsbestemmelser i forhold til anden lovgivning. Loven udspænder et sikkerhedsnet, som supplerer særlovgivningen og gælder ved siden af særregulering, medmindre det udtrykkeligt ved lov er bestemt, at markedsføringsloven eller visse af dens bestemmelser ikke skal finde anvendelse. Tilsvarende