Licens Til At Drikke

Licens Til At Drikke

Visse begivenheder og personer i denne bog er opdigtede. Resten er det rene fiktion. - 3 -

TOM HALLENBECK PRIVATDETEKTIV Licens til at drikke Gå lige ind! - 4 -

Kapitel 1 En morgen på kontoret Jeg hørte en gang en historie om en mand, der vågnede op med hukommelsestab på et snusket hotelværelse. Da manden rejste sig fortumlet op fra sengen, fik han øje på den blodige kniv, som han stadig knugede i sin højre hånd. På gulvet ved siden af sengen, lå et hovedløst kvindelig. Mens han skreg over det frygtindgydende syn, fik han øje på sig selv i et stort spejl, der hang på væggen. Men det var ikke hans eget ansigt han så, men derimod et ansigt han havde lært at hade siden den pinefulde skilsmisse for tre år siden; sin ekskones. Det var hendes ansigt. Eller i hvert fald en ret overbevisende kopi. Han tumlede forvirret om på gulvet. Hvad var der sket? Det var et godt spørgsmål og en af den slags sager, jeg havde forberedt mig selv på at møde og løse, da jeg startede mit eget detektivbureau. Men indtil videre havde det været småt med den slags glamoursager. Navnet er Tom Hallenbeck. Det er i hvert fald det navn, som står på døren til mit kontor. Lige - 5 -

over Privatdetektiv. Nu er Hallenbeck naturligvis ikke mit rigtige navn. Da jeg kvittede jobbet som filetdame på en fiskefabrik og skiftede til den mere beskidte detektivbranche, benyttede jeg chancen til et navneskifte. Tommy Marie Archibalder Holm lod meget tilbage hvad det mundrette navne angik. Tiden hos min tidligere abejdsgiver på fiskefabrikken havde været dejlig, men til sidst var jeg nødt til at sige op, fordi de obligatoriske stilet-sikkerhedssko ødelagde både ryg og rygte. Jeg burde nok ikke have gået med dem udenfor arbejdstiden også. Min karriere indenfor detektivbranchen havde som nævnt indtil videre ikke været overvældende glorværdig, skønt det helt udelukkende var min strålende indsats, der havde løst forbrydelsen med det defekte parti Volta støvsugerposer. For ikke at nævne sagen med de illegale Karaoke-haller og mysteriet om Baronesse von Vinthels bortkomne bogmærke. Alle sager som ikke havde fået den pressebevågenhed, jeg følte de fortjente. I branchen var jeg respekteret blandt mine - 6 -

kollegaer for at holde min sti ren og ikke bolle sekretæren efter fyraften. Det sidste skyldtes dog mest, at min sekretær hed Jonathan og var en langtidsledig, overvægtig slagtersvend fra Grønland. Desuden skyndte han sig altid hjem når han havde fri. Men jeg kunne ikke klage. Kvalificeret arbejdskraft var svært at skaffe når lønnen mestendels bestod af procenter af hvad jeg nu end fik i dusør, hvilket oftest var naturalier. Det seneste jeg havde aflønnet Jonathan med var fire fribilletter til en pornobio og en oppustelig sexdukke, der tilmed så umanerligt slidt ud. Med disse tanker in mente, følte jeg at denne dag skulle udvikle sig til noget ganske særligt. Jeg følte noget stort var undervejs. Skyndsomt rejste jeg mig fra min stol og begav mig med hastige skridt i retning mod toilettet. Efter dagens tiende toiletbesøg placerede jeg med yderste forsigtighed min bagdel på kontorstolen igen, mens jeg svor aldrig at spise indisk på Restaurant Chutney Curry Harmageddon igen. I hvert fald ikke før de havde fået oversat menukortet til dansk. Femten kander vand og to - 7 -

toiletter pr. kunde burde have advaret mig, men ak nu havde min bagdel en rimelig præcis fornemmelse af hvordan kaklerne på undersiden af Discovery havde det, netop som rumfærgen brød gennem jordens atmosfære. Lugten fra toilettet, der lå i forbindelse med mit ydmyge kontor, sagde mig, at den nysindkøbte spraydåse med Kill-It kunne være sparet. Ud af øjenkrogen skimtede jeg kontorets myrekoloni begå kollektivt selvmord ved at springe ud af vinduet fra vindueskarmen. Hellere den hurtige, barmhjertige død ved at blive knust mod jorden, end den langsomme kvælningsdød fra toilettets stank. Jeg rejste mig op og stak hovedet ud af vinduet for at trække lidt frisk luft og følge myrernes endeligt, da jeg hørte Jonathan kalde. Jeg gik over til mit skrivebord og trykkede nonchalant på knappen til samtaleanlægget. Mest af gammel vane, eftersom samtaleanlægget ikke havde virket de sidste tre måneder. En Fru Diana Lumbers vil gerne snakke med dig, råbte Jonathan igen fra forkontoret. Send hende ind, råbte jeg tilbage og fejede - 8 -

skyndsomt stakken af ubetalte regninger og en tom whiskyflaske ned i skrivebordsskuffen, tidsnok til at se døren gå op. I åbningen stod nu de skønneste ben, jeg endnu havde set i mit liv som mand. Et par ben som man udmærket kunne tilbringe to uger i selskab med, uden at se ejerens ansigt. En kvinde, som jeg havde på fornemmelsen jeg ville komme til at se meget mere af. Mest af alt fordi hun endnu kun havde stukket benene gennem døren, mens hun tilsyneladende sagde et eller andet til Jonathan. Kvinden trådte nu helt ind på mit kontor, hvor jeg til min glæde konstaterede, at resten af kroppen passede overordentligt godt til benene. Bløde og velformede kurver, og bryster der i trods mod en vis fysiker ved navn Newton havde været en tur gennem hænderne på flere dygtige plastikkirurger. Selve ansigtet var klassisk smukt. Med en diskret makeup, der fremhævede lidt og skjulte endnu mindre. Langt over standarden af de kvinder jeg normalt omgik, hvis umådeholdne forbrug af dækcreme, pudder og spartelmasse ikke tillod dem at bevæge sig udendørs i solskin, - 9 -

af hensyn til størkningsfare. Sådan var Diana Lumbers ikke. Det kunne jeg se med det samme. Hendes parfume var diskret, men alligevel mærkbar. Og literprisen satte jeg til det samme som prisen på et middelstort parcelhus. Fuldt møbleret. Spadseredragten var fra Lacroix og kostede garanteret mere end min årsløn. Jeg kunne dårligt forestille mig, at denne kvinde ville være nødsaget til at betale i naturalier, og håbede det heller ikke, eftersom jeg ved et hurtigt øjemål havde konstateret, at spadseredragten ikke var min størrelse. Min egen beklædning bestod som sædvanligt af brune lærredsbukser, golfsko, en hvid skjorte, seler og slips. Slipset havde jeg desværre forlagt i arkivsystemet sammen med selve systemet, og den hvide skjorte havde Jonathan netop sendt til rensning, og skoene havde jeg aldrig på når jeg var på kontoret. Alt i alt havde jeg brune lærredsbukser og seler på, da jeg rakte hånden frem for at hilse på kvinden, der skulle komme til at ændre hele mit liv og min stenografi. Diana Lumbers, sagde kvinden og trykkede min hånd på en gang både blidt og fast. - 10 -

Ja, det ved jeg, sagde jeg og pegede på stolen. Værsgo at sidde ned! Tak! sagde Diana, mere af refleks end egentlig taknemlighed. Jeg satte mig ned og trak den nederste skrivebordsskuffe ud. Vil De have noget at drikke? Diana Lumbers rystede afvisende på hovedet. Hvilket var meget godt, eftersom der kun lige var nok til en person i portvinsflasken. Jeg tog flasken og skænkede mig et 3/4 fuld glas, som jeg tømte begærligt. Aahh, sagde jeg og tørrede en dråbe af den dyrebare vædske væk fra hagen. Hvis Diana Lumbers var forarget, så skjulte hun det godt. Jeg er ikke typen, der spilder tiden, hr. Hallenbeck, sagde hun så og kiggede direkte på mig. Det er jeg heller ikke, svarede jeg og rejste mig hurtigt, mens jeg trak de lurvede gardiner for med et forventningsfuldt glimt i øjet. Diana Lumbers kiggede forvirret på mig et kort øjeblik, hvorefter jeg hurtigt trak gardinerne fra - 11 -

igen og vendte tilbage til min plads. Jeg er meget rig, forstår De. På en måned bruger jeg flere penge på stolaer end De kunne drømme om at komme til at tjene! Ha, fnys jeg. De ville blive forbavset over hvor mange penge jeg drømmer om at tjene. Og De ville blive chokeret over hvor mange stolaer jeg har derhjemme! Et kort øjeblik var der tavshed i lokalet, når man så bort fra Jonathans infernalske grønlandske sang og trommedans fra forkontoret. De dyrt betalte timer hos pyskologen og mine egne hjemmelavede elektrochok, havde åbenbart ikke hjulpet på min sekretærs maniske trang til at slå på tromme, tænkte jeg bittert, mens jeg lovede mig selv at finde ud af om de hersens stolaer på nogen måde var en truet dyreart. Når jeg henvender mig til Dem, så er det for at hyre Dem til at passe på min datter. Ja så. Hvorfor skal jeg passe på hende? Er hun da farlig? brummede jeg lettere irriteret. Med mit sædvanlige held ville datteren veje125 kg, være grimmere end et trafikkvæstet - 12 -

bæltedyr, og nylig hjemvendt med en guldmedalje fra de åbne Russiske mesterskaber i hammerkast. Jeg har grund til at tro nogen vil hende til livs, sagde Diana Lumbers og tog et stykke papir frem fra hendes lille sorte lædertaske. Dette her kom med posten for 2 uger siden. Lad mig se, sagde jeg og tog papiret ud af hendes hånd, der syntes at dirre ganske let. Jeg læste papiret, hvorpå der stod: Invitation Partnerbytte på Swedish Sauna Club. Stor temaaf t emaaften Blonde besøgsvenner enner & husholdningsartikler ler Jeg stirrede vantro på brevet, før jeg rakte det tilbage til Fru Lumbers. Hvad skal dette her betyde? Hun kiggede kort på brevet og derefter på tasken. Fordømt, jeg må have taget min mands taske med ved en fejltagelse. Diana Lumbers så ilde berørt ud ved - 13 -

situationen. Ja, ja, det kan jo ske for enhver, beroligede jeg hende. Men kom nu til sagen! Jo, som sagt har jeg grund til at tro, at min datters liv er i yderste fare. Brevet jeg ville havde vist dem, var et sygeligt trusselbrev, der fortalte min datter, at der var 19 dage til hun skulle dø! Hvorfor 19 dage? spurgte jeg og forsøgte at se snedig ud, uden held. Om 19 dage fylder Camilla 25 år, og på dagen får hun rådigheden over hendes familiefond. Hendes farfar - min mands far - lavede i sin tid to klausuler på fondens udbetaling til Camilla. Dels skulle den først forfalde ved hendes fyldte 25. år og dels skulle hun beviseligt være jomfru til den tid. Og nu er jeg bange for at nogen vil hende til livs. Tankerne begyndte straks at snurre i mit hoved, mens jeg overvejede situationen nærmere. Hvilken pige kunne være jomfru som 25 årig? Med mindre hun altså passede til det billede, jeg havde dannet mig i hovedet. Nu var spørgsmålet blot om hun havde fem eller syv lange sorte hår på vorten på overlæben? - 14 -

Barberede hun sig én eller to gange om dagen? Kunne hendes ånde slå større husdyr ihjel? Klippede hun den hårde hud på hendes fødder med en havesaks i sengen? Kunne hun finde på at binde... Hr. Hallenbeck? Hr. Hallenbeck! Har De overhovedet hørt noget af det jeg har sagt? Jo da, svarede jeg hurtigt, De var ved at sige noget om hvor meget lyst De havde til at elske med mig vildt og inderligt på skrivebordet her og nu... Diana Lumbers stirrede måbende på mig. Nå, ikke. Men det var forsøget værd. De er jo en smuk kvinde og jeg kommer ikke meget ud. I hvad der forekom som en evighed sagde ingen noget. Jeg har allerede hørt nok, sagde jeg så for at bryde tavsheden og rejste mig melodramatisk op. Jeg påtager mig opgaven med det samme, men jeg bliver nødt til at snakke med Deres datter, før jeg kan udtale mig med sikkerhed om truslernes alvor. Mit honorar vil være $10.000 plus alle udgifter betalt, og det kan ikke forhandles! Diana Lumbers rejste sig hurtigt op og kiggede - 15 -

på mig, som kun en kvinde kan. Okay, okay, hvis jeg i det mindste kunne få mine udgifter dækket!, sagde jeg, da jeg så hendes bistre blik, Jeg har trods alt mine ansatte at tænke på. Og jeg skal vel også have masser af makeup, nye bukser og større sko, hvis sagen pludselig skulle udvikle sig i en uventet retning og jeg var nødt til at gå undercover i et cirkusmiljø. Eller hvis jeg skulle infiltrere en ondsindet ring af menneskesmuglende transvestitter. Tro mig, den slags sker tit og det er ikke billigt! Hr. Hallenbeck! Penge er ikke noget problem. Jeg var bare begyndt at betvivle Deres evner som detektiv. Ærlig talt har jeg ikke set noget fra Deres side, der kan imponere. Vi har jo heller ikke klædt om sammen endnu, replicerede jeg kækt. Igen kiggede Diana på mig som om hun havde overrasket mig, mens jeg tissede i den lave ende af børnebassinet til en familiefest. Jeg kendte det blik alt for godt. Jeg var uvenner med mange bademestre i omegnen. Kom ud til vores landsted i morgen. Camilla - 16 -

er hjemme hele dagen. Diana Lumbers trykkede min hånd til afsked; Jeg håber for Deres egen skyld, at De er så god som rygtet siger, sagde hun, idet hun spankulerede ud af kontoret. Jeg er langt bedre! råbte jeg så tilpas højt, at hun ikke kunne undgå at høre det. Denne sag tegnede meget meget spændende. Nu var det om at komme i gang. - 17 -