Med salatslyngen på kryds og tværs af Europa

Camping for sjov Med salatslyngen på kryds og tværs af Europa Tour de France kom forbi. Fartbøde på autobahn. Jajce her blev Jugoslavien blev skabt. Gøglertræf i Avignon. Strømpebukser som kilerem. På gamle vulkaner i Pau. Obelix havde været der. Fodbold-VM med vandsprøjt og kirkeklokker. 1 Godsvognen i Alperne Indhold 1. SAAB og camping hænger uløseligt sammen... 2 1.1. Jydekrogen var rustet fast - derfor... 2 1.2. Godsvogn med gas og jydekrog - og Bettes sammensyede... 3 1.3. Op og ned med SAAB s nuller... 6 2. SAAB + salatslynge = Camping + oplevelser... 7 2.1. Vi startede småt dagsmarcher på 20 km... 7 2.2. Vi kørte efter godt vejr... 9

2.3. Tre gange sendte vejret os til Jugoslavien... 10 2.4. Jajce: Her blev Jugoslavien skabt!... 12 2.5. Mange herlige ture - korte klip fra Frankrig, Italien, Spanien og England... 13 1. SAAB og camping hænger uløseligt sammen 1.1. Jydekrogen var rustet fast - derfor 2 I 1978, da vi havde haft godsvognen (SAAB 95) i 5-6 år, fandt jeg ud af, at den havde jydekrog, og at vi derfor betalte forsikring for en imaginær anhænger. Jeg forsøgte at afmontere krogen, men den var rustet uhjælpeligt fast. Bettes bemærkning: Så må vi jo købe noget at hænge på den. Altså kørte vi samme dag til Hornsherred, hvor vi købte en Combi Camp, som udvidede godsvognens aktionsradius (og muligheder som flyttevogn) stærkt. Så vi blev campister. Gennem mere end 20 år var skiftende SAAB ér ikke kun til arbejds- og dagligt brug. De var også hver sommer trækdyr for skiftende udgaver af CampLet'er og CombiCamp'er. Det er ikke lykkedes at skille det, men først mest om SAAB erne og derefter mest om Campingturene med SAAB'erne. De er ikke kun rustet sammen. De hænger sammen! Biler var gennem årene i princippet arbejdsredskaber. Det hindrede ikke, at de samtidigt udvidede familiens råderum og åbnede for mange festlige oplevelser på kryds og tværs af Europa. Som arbejdsredskab var de der bare til møder over det ganske land. Det er der ikke meget at skrive om her. Derudover spandt de imidlertid et broget tæppe af fornøjelige episoder og ferieture. Men bilerne fortjener nu også en minderune, som går lidt på tværs af kronologien. Det startede omkring ved den tid, hvor vi flyttede til Birkerød, med en Morris Maskot, det lille hundehus med en krybbe/bagagerum bag bagsædet, præcist afpasset til en babylift. Nå, det har jeg vist allerede nævnt. Og at den udløstes af mit bijob ved Venstres Sekretariat. En SAAB fulgte med jobbet - den herlige totakter Senere da jeg blev fuldtidsansat i 1962 blev den afløst af en SAAB, den herlige gamle totakter med friløb. Siden har vi holdt os til SAAB, for som reklamefolk udtrykker det den har holdt til os. Den første SAAB havde i øvrigt den baggrund, at Kurt havde en Volvo som tjenestebil og derfor mente, at jeg også skulle have en Volvo. Jeg ville gerne være lidt, men heller ikke for meget anderledes. Og så var SAAB en 1.000 kr. billigere! Måske spillede det lidt ind, at SAAB dengang var det fremherskende bilmærke i Birkerød, formidlet af den daværende forhandler, Gamle Hansen, og hans gode værksted. Å ja, da Gamle Hansen trak sig, gik det for hvert ejerskifte jævnt ned ad bakke for begge dele. Vi har haft næsten alle SAAB-modeller gennem årene, og vi har haft utallige oplevelser med dem. To gange blev de købt som nye, selvfølgelig de to tjenestevogne ellers har vi holdt os til erfarne biler.

I 1970, da Venstre købte hus i Søllerød, havde totakteren vel set sine bedste dage den gik i arv til Kristian, yngre medarbejder ved sekretariatet. Han boede dengang i Kastrup og havde god gavn af den i nogle år, indtil motoren en dag satte sig i asfalten på Amager Landevej med betydelig bremseeffekt. Kristian lånte en jernstang og noget ståltråd hos en nærtboende smed, halede motoren på plads og kørte videre. Da Kurt Sørensen hørte historien, syntes han slet ikke, den var morsom. Hvad kunne pressen dog ikke få ud af, at sekretariatet lod sine medarbejdere køre rundt i biler, der tabte motoren? Det blev dens endeligt. En 99 er med alle børnesygdommene 3 Da havde jeg for længst fået en afløser, en SAAB 99. Bette forligede sig aldrig med den og kaldte den en stivbenet traktor. Nå, sådan nogen havde hun jo også kørt i sine unge dage på Katholmgårds marker. Jeg syntes, den kørte fortræffeligt i de perioder, hvor den ikke var på værksted. Det var en af de første af modellen, som var sluppet ud af Sverige, inden den helt var kommet af med børnesygdommene, så jeg blev en slags prøvekanin. I løbet af de ca. 1½ år, jeg kørte dyret, løb værkstedsregningerne op nær det, hele bilen havde kostet. Jeg ved det, for jeg skulle attestere regningerne fabrikken betalte for garantien og erfaringerne. Bl.a. revnede motorblokken to gange. En af de brist, fabrikken vist hurtigst lærte af, var, da en lille drevpind mellem de to vinduesviskere knækkede. Af regningen så jeg, at pinden kostede 2,50 kr., mens det kostede fabrikken 800 kr. at få den sat i! Hele motoren skulle afmonteres for at komme til pinden, så det var en konstruktion, der hurtigt skulle rettes! Et kort sidespring Godsvognen på udebane Berit inspicerer den "sammensyede" Med jobskiftet i 1972 skulle vi til selv at stå for bilkøb, så siden har vi holdt os til erfarne biler. I et par måneder svigtede vi SAAB. Det blev en FIAT 128. Den kørte fortræffeligt, rent legetøj. Det var nødvendigt for at nå hjem, før den rustede væk. Heldigvis havde Robert Hjelm Jensen, der dengang arbejdede på Atlas i Lyngby, en kollega, der netop stod og skulle af med en SAAB 95 Herregårdsvogn den tids og mærkets betegnelse for en varevogn, og samtidigt en kollega, der lige manglede en FIAT 128. Så det gik op. 1.2. Godsvogn med gas og jydekrog - og Bettes sammensyede 95 eren skulle give os mange oplevelser, herhjemme og på kryds og tværs af Europa. Den var praktisk også når børnene skulle flytte, og det gjorde de hyppigt i dens levetid. Den kørte i øvrigt på gas, men kunne om fornødent lige switches over til benzin. Det med gassen gav en fornøjelig oplevelse, da vi i begyndelsen af 1980'erne vendte tilbage fra en ferietur sydpå, hvor vi dengang ikke kunne købe gas. Da gassen slap op, slog vi over på benzin, men efter 14 dage med tom gastank, var - det skulle det vise sig - pakningerne tørret ind. Vi passerede grænsen ved - vist nok - Rudbøl og fik straks efter øje på en brugs, hvor de solgte gas. Uddeleren kom til og begyndte tankningen - og gassen Somme tider drillede bagklappen

fes ud ved de utætte pakninger. Når gas fra højt tryk slipper fri, bliver den meget kold og danner nærmest isskyer. Jeg har ikke før eller siden set en uddeler løbe så stærkt og få evakueret butikken så hurtigt. Han troede naturligt nok, at det var farligt. Jeg fik viklet en klud om hånden, så jeg kunne få lukket for diverse ventiler uden at få forfrysninger. Der gik lidt tid, før isen i motoren var smeltet, så vi kunne køre videre - på benzin. Det var for resten på samme tur og næsten samme sted, vi havde endnu en munter oplevelse. Vi lagde os ind på Møgeltønder Campingplads og besøgte dagen efter Nolde museet. På vej tilbage passerede vi grænsen ved et overgangssted nogle km fra Rudbøl og blev standset af tolderen. Han fortalte levende om folk, der drog over den ene dag og dagen efter ved en anden overgang - om han måtte undersøge bilen? Naturligvis! Det gjorde han med stor omhu. 4 Vi kom fra 14 dage i regn og pløre i Ditmarsken. Det havde sat sine spor i bagagen, bl.a. på mine gummistøvler. Han fiskede den ene op, tog med hånden fra næsen og kørte op, så den anden: "Heller ingen flasker", lød det skuffet. Han undskyldte ulejligheden. Bette sagde, at han jo blot gjorde sit job, og jeg tilføjede: "I er jo en slags kolleger".??? "Jo, hun er pantefoged". Med forfærdelse lød det fra ham: "Da vel ikke her i området?" Dengang var biler knapt så elektroniske som nu. Det betød, at vi nogle gange købte udtjente SAAB ér, ribbede dem for de brugbare dele, vi havde brug for og lod resten skrotte. Eller da Bette købte to halvgode SAAB'er og fik en mekaniker til at sy det bedste fra hver sammen til en fuldgod SAAB 96. Derfor kunne vi starte hver morgen på arbejde i hver sin SAAB - Bette mod nord og jeg mod syd. Engang havde en mand været inde hos en mekaniker i Allerød og for 3200 kr. fået en ny udstødning. Han betalte de 1600 og skyldte de 1600 kr. Han kom vel knapt 100 meter fra værkstedet, da han blev stoppet af politiet, der konstaterede, at bilen bund var så rådden, at de klippede pladerne. Han gik tilbage til mekanikeren - "Du kan tage bilen for de 1600 kr.". Bette havde set bilen uden for værkstedet, så jeg tog op for at snakke med mekanikeren. Han ville have sine 1600 kr. for den. Jeg syntes, det var lidt rigeligt, så jeg bød 1000 kr. - så kunne han tage de fire hjul med næsten nye dæk, som jeg ikke havde brug for, men så skulle han også løfte motoren ud af bilen. Den passede til Bettes "sammensyede" og havde gået væsentligt mindre. Mekanikeren greb til en sammenligning: "Hvis du køber en pistol hos slagteren (dvs. en kvart ko med bagfjerding) og vil have den parteret, må du betale 200 kr. for det." Det lød rimeligt, så dér sluttede vi. At vi så også havde brug for den nye udstødning og flere andre reservedele, gjorde jo kun handlen bedre. En anden gang løb jeg ind i en udtjent 95'er personvogn, dvs. med bagsæde. Nu skulle vores godsvogn ophøjes til personvogn med bagsæde (og diverse andre reservedele fra den udtjente). Det betød, at godsvognen skulle en tur omkring toldvæsnets vurdering. Jeg var så heldig, at vurderingsmanden var SAAB-fan, så vi fik en snak om, hvor svært det var at få reservedele til så gammel en bil. Jeg mente, at den havde fortjent et par nemme år i sin høje alderdom. Det blev en fornuftig vurdering, så tillægsafgiften blev overkommelig. I Annecy traf vi et meget fint veteranbilstævne. Da vi var kørt op i bjergene bag byen, mødte vi veteranernes optog. Det blev åbenbart for meget for godsvognen - den gik i strejke. Dynamoen var brændt sammen, så kileremmen lod sig ikke rokke. Et norsk ægtepar tog os på slæb - en kilometer eller to, så brød også deres bil sammen, heldigvis lige uden for et værtshus. Værtinden ofrede et par strømpebukser. Med halvdelen af dem som reserve-kilerem gik det nedad, heldigvis ned ad bakke, for vi kørte på batteriet. Dog de sidste 300 meter op til campingpladsen i St Jean De Sixt gik det opad. Vi nåede lige ind på pladsen, så var motoren absolut død.

Ved Annecy mødte godsvognen rigtige veteraner Det blev for meget vi måtte ty til strømpebukser Tour de France kom lige forbi 5 Men vi kunne da gå neden for pladsen og se Tour de France passere. Alle veje var lukkede fra om morgenen, selv om Tour de France først passerede over middag. Naturligvis så vi cykelrytterne, ca. 20 sekunder. Det væsentlige var reklameoptoget. Det varede vel et par timer. Publikum var heller ikke kedeligt, f.eks. en ældre, kraftig og meget påklædt dame, som satte sig på sin klapstol i vejkanten og sommersolen, og der blev hun til alt var passeret. Blandt ture på kryds og tværs af Europa nåede den engang til Ungarn, hvor den samlede opløb af unge, beundrende mennesker på en tankstation. De spurgte venligt til dens alder. Jeg svarede "dreizehn". De misforstod det: "Ah, dreizig" uden at undre sig. Venter på Tour de France Sidenhen blev den lidt spraglet - en følge af at bruge dele fra andre SAAB er. På et tidspunkt var skærmene blå, og andre steder blandede andre farver sig. Fortrinsvis grønt, men også lidt gult Det var Bette ikke så glad for. Selv godsvogne får en ende Den fik en trist ende. En dag - det må have været i 1985 - kom Bette kørende i den fra Holte mod Birkerød. Halvvejs nede ad bakken fra Lollikhus skulle Bette til venstre, ind til Inger og Robert. Hun havde lagt sig ud i midtersporet med blinklyset tændt. I bakspejlet kunne hun følge en ny Golf GTI i fuld fart i midtersporet, mens føreren var travlt optaget af udsigten over Vaserne. Først 10 meter før så han hende. Bette havde travlt med at holde Godsvognen i midtersporet til en modkørende lastbil var passeret, men så landede hun også ovre i grøften. Bette fortalte bagefter, at hun var i tvivl, om hun var levende eller død, da hun steg ud af bilen, men hun opdagede, at hun stadigt røg på sin cigaret - så måtte hun jo være levende! Godsvognen klarede den ikke. Den var blevet 10-20 cm kortere og tilsvarende bredere. De indkøbte varer, inkl. en pose mel, var spredt over det hele. Kun en flaske SAAB 900 med Bette og "salatslyngen" på den kommunale campingplads i Avignon i 1989 til 200 års-jubilæum Tour de France er et reklameshow Gl. Dansk var uskadt - det kunne

ellers have været en spændende duft for politiet. Den helt nye Golf GTI var direkte til fejebladet, men føreren nogenlunde uskadt. Hans hovedbekymring, da politiet kom, var, om han risikerede, at denne sag nåede at komme med, når han dagen efter skulle møde i retten - for spritkørsel. 1.3. Op og ned med SAAB s nuller 6 SAAB havde skiftet nummersystem, så afløseren hed "900" og var en personbil med 3 års "erfaring", nu enebil for os, hverdagsbil, indkøbsbil, arbejdsbil - og naturligvis feriebil. Den var behageligere end godsvognen på de lange stræk i Europa, men havde vel knapt godsvognens personlighed. Derfor er der også mindre at sige om den her - mere i senere afsnit om de steder, hvor den bragte os hen. Den tjente os pænt i 9 år. Det var ikke længere en bil, man selv reparerede med lidt ståltråd eller strømpebukser. Det havde vi lært. Så da vi fik brug for et SAAB-værksted i Sydfrankrig gik jagten. Vi fandt det langt ude på en mark, fjernt fra alfarvej. I hestefolden bag værkstedet lå reservedelslageret - en stor samling udtjente SAAB'er. Han fandt de nødvendige dele til trianglen. Prislisten var 15-20 år gammel, men vi fik det til en fornuftig pris. Vor "gamle" 900 var nu blevet 12 år og nærmede sig de 300.000 km. Den begyndte at trække på reparationskontoen. Handlen til den næste i rækken blev ganske fornøjelig. Bette var - efter afskeden fra Allerød - begyndt at følge aktiemarkedet. Og med ganske gode resultater. Et par år før havde hun købt nogle Novo-aktier. Nu skulle de sælges, så fortjenesten kunne finansiere bilskiftet, der kom til at koste 233.000 kr. (Vi rykkede op i den dyre ende!). Bette mellem vores luksus-saab gennem 13 år og Combi Camp'en Da handlen nærmede sig sin afslutning, havde vi besøg af sælgeren, Leif Thygesen, SAAB-forhandler i Tåstrup. Bette nævnte, at han måtte vente en uges tid på pengene, for hun skulle lige have taget fortjenesten hjem på nogle aktier til dækning. Nå, sagde han, "købte du Novo-aktier i rette tid. Ja, jeg tænkte på det." Hver gang vi i årene efter mødtes, mindedes han Bettes svar: "Det er vist forskellen på os. Du tænkte. Jeg handlede." Fartbøde på autobahn - med vejledning Det var en luksusbil, limousine, og kun 2 år gammel. Den må have været lidt genert, for det er forbavsende få billeder, jeg har kunnet finde af den. Den nød vi i 13 år og mange tusinde km. Selv Autobahn med "salatslyngen" var en lyst. Det indbragte mig en fartbøde, for selv på Autobahn måtte man dengang kun køre med 80 km's fart, når man havde anhænger. Vi havde ganske vist dagen før kørt gennem hele Tyskland med 130-140 km's fart, fordi vi ville gense og overnatte på en campingplads lidt nord for den schweiziske grænse. "Tag den som en souvenir" - så det gør vi

Undervejs fra campingpladsen mod den schweiziske grænse sad Bette og læste i Vejdirektoratets manual og nævnte, at når vi nu kommer ind i Schweiz, må vi kun køre 80 - og så tilføjede hun: "Det må vi også kun her!". "Så er det nok derfor, den politibil har fulgt efter os et stykke tid," sagde jeg. Og meget rigtigt. Vi blev dirigeret ind på den sidste rasteplads før grænsen - de ville vel ikke have at vi lå og sneglede os af sted til gene for den tyske trafik. Jeg fik en hyggelig snak på mit hessich-tyske med færdselsbetjenten, der mente, at jeg kunne slippe med den laveste takst, han havde (5 DM), gav mig kvitteringen - "Tag den som en souvenir" - og gav os et kort kursus for den videre færd: "Kør rimelig pænt i Schweiz. Pas meget på med farten i Italien, for de har lige haft et par store ulykker, så de er helt oppe på dupperne. Eller drej til højre ind i Frankrig - der kan I køre, som det passer jer!" Så det blev Frankrig som så mange andre gange. SAAB 9000 fyldte 15 7 I 2007 var SAAB 9000 blevet 15 år. Vi var også blevet ældre, havde begge været gennem canceroperationer og måtte erkende, at det nok var slut med de helt lange ture. Så vi gik et nummer ned i SAAB-størrelse. Endnu engang havde SAAB skiftet nummersystem, så nu hed den 93 og var allerede fra købet en erfaren bil med 7 år på bagen. Vi har da heller ikke givet den mange udenlands-erfaringer. Og dog: I sommeren 2011 var den en tur i Auvergne, hvor jeg var sammen med Ulla og de to yngste børnebørn, Asbjørn og Louise. Bilen klarede det fint. Det kneb mere for mig. Børnebørn i 8-10 års alderen er sprængfyldt med energi fra morgen til aften. Og i et terræn med utallige gamle vulkaner, vulkansøer og høje bjerge bliver det en udfordring! Guldbryllup med SAAB 1962-2012 Til dagligt trillede bilen pænt på de hjemlige veje med afstikker i ny og næ til Jylland. Den klarede også "guldbrylluppet med SAAB" ved nytår 2012. Da var det 50 år siden, vi fik vor første SAAB. Nå ja, et par måneders utroskab engang i 1970 erne med en FIAT tæller vel ikke. Det hører man jo om også i andre forhold, uden at guldbrylluppet udsættes. Og for os må det tælle, at vi til gengæld i perioder har haft to SAAB er. I efteråret 2013 fik den sin afløser, en SAAB 93 med turbo, også kaldet: fra 0 til tabt kørekort på 6 sekunder. Den kører selvfølgeligt godt, upåvirket af, at SAAB s fremtid pt tegner noget usikker. Kinesisk eller hvad? Viborg har den klaret et par gange. Men Frankrig? Som manualen til vor første SAAB indledtes: En bils køreegenskaber afhænger bl.a. af bilen. 2. SAAB + salatslynge = Camping + oplevelser 2.1. Vi startede småt dagsmarcher på 20 km Med jydekrogen rustet fast var der som sagt intet valg. Vi måtte anskaffe noget til krogen. Det blev i første omgang en CombiCamp. Den gav mange oplevelser - så mange, at de færreste skal med her som illustrationer. Helt husker jeg ikke kronologien, så de udvalgte eksempler kommer lidt hulter til bulter. Pudsigt nok er det den sidste halve snes års ture og oplevelser, det er sværest at huske og at holde rede på, selv om turene tyndede ud og til dels blev afløst af rejser. Hukommelsen er måske ikke, hvad den har været.

CombiCamp en og dens lignende efterfølgere blev straks døbt Salatslyngen og husede os på mangfoldige europæiske campingpladser. Det var vist på dens første udenlandstur (1979?), at vi måtte lægge ud med dagsmarcher på ca. 20 km, fordi SAAB en gav sig til at koge æg. Det gik fint til Rødby og med færgen til Femern, men så begyndte kvalerne. Første stop blev Neustadt i Holsten, en jævnt kedelig plads helt domineret af dauer-campere, den tyske form for sommerhusghettoer, men egentlig en hyggelig, lille by. Dagen efter bragte os til Reinfeld lidt øst for Lübeck, hvor vi drejede ind til et autoværksted. De kunne ikke klare køleren, men vi kunne da slå CombiCamp en op i deres baghave. Morgenen efter blev vi vækket ved, at et par får kom på besøg i CombiCamp en. 8 Den venlige mekaniker rådede os til at overtale SAAB en til at klare turen de få kilometre til Lübeck, til Køler-Nielsens specialværksted. Mens de kæmpede med vor genstridige køler, fik vi en hyggelig dag i Lübeck, og deres indsats gjorde os i stand til at nå næsten til Hamborg dagen efter! Nå, vi fik anskaffet os en ordentlig vanddunk og begav os modigt mod Kassels frygtede stigninger. Og mirakuløst vi klarede dem ved maksimal udnyttelse af selv det mindste nedadgående vejstykke til at køle ned, så vi fik set både Bad Ems og en spændende campingplads, Irrel, nær ølbyen Bitburg. Der lærte vi, at det tager tid at skænke en fadøl korrekt, men vi kunne da få en pilsner i ventetiden. Det var vistnok på samme tur, vi lagde vejen ind om Alsace. Et par ting husker jeg især derfra: Vi fandt Det tabte paradis, en hyggelig campingplads i haven bag et værtshus. Da vi 13 år senere (1992) var på samme egn, kiggede vi ind da var paradis virkeligt tabt, og vi kørte videre. Det andet minde var: Vi var en dag i Strasbourg, kikkede på den hyggelige by og blev naturligvis på et tidspunkt sultne. Vi kikkede på de udstillede spisekort på et par restauranter men åbenbart ikke godt nok. Det ene spisekort så tiltalende ud og til en rimelig pris, så vi gik ind og valgte menuen. I denne tosprogede by så vi det lille gryn mellem retterne som det franske or, altså at vi skulle vælge. Men det var det tyske u., så vi fik alle ni retter! Det var et par tunge maver, der slæbte sig tilbage til Det tabte Paradis. Et par af årene regnede det over hele Europa. Så kunne vi jo lige så godt tage et par steder, hvor det normalt alligevel er vådt. Så det blev Ditmarsken og Sydengland. Jeg er lidt usikker på årstallene, vistnok henholdsvis 1985 og 1993. I det hele taget kan der godt være lidt slinger i årstallene. Vi var ikke så flittige til notater. Men bag på enkelte fotos er dog skrevet årstal. Alligevel vover jeg en liste, som vist nogenlunde viser, hvor vi tog hen hvornår. Når der er huller i årrækken, betyder det ikke nødvendigvis, at vi ikke var af sted, men at jeg ikke kan huske, hvor vi var henne. Senere kom vi lidt længere omkring

År Hvorhen? Særlige huskepunkter 1979 Rheinland-Pfalz, Alsace, Vogeserne Godsvognen koger, Det tabte paradis 1982 Novograd, Plitvice, Venedig (Dei Fiori) Fodbold VM: Italien vandt 1983 Zadar Bettes klipning 1984 Savoyen, Annecy, Aosta, Alsace St Jean de Sixt, Veteranbiler, Tour de France, Paradis var tabt I kanaltunnellen 1985 Ditmarsken Kielerkanalen, bekymret tolder, frygtsom brugsmand, Nolde Museet 1986 Ungarn, Trogir Ungarsk grænsekontrol, Titos forsamlingshus 9 1987 Provence, Aosta Fernet Branka en slap op med svære følger 1988 Ardèche, La Malene, Provence, Avignon Gøglertræf, fyrværkeri(nedfald) - ikke på "den kommunale" 1989 Avignon, Arles, Camarque 200 års jubilæet, fyrværkeri, gymnastikdamer, bådkampe 1990 Normandiet, Bretagne, Loire, Sancerre, Alsace 1991 Sydfrankrig: Pyrenæernes nordside, hjem via St Jean de Sixt Stanken af Bayeux, østersæderi, tidevandsdæmningen, skibselevator Baskerland 1992 Alsace, Lorraine, Vogeserne Velkomst i Alsace: "Bravo Danmark" (VM i 1992), glad vinbonde 1993 Kanaltunnel, Sydengland Astors ctr. Indisk byggeri, lam i rgnfrakker, Stonehenge 1994 Normandiet, Loire 50 år for landgangen, kortsluttede campingplads, lys & lyd-show: "Le Roy est mort" 1995 Rundt i Danmark Viborg, Rebild, regnvejr 1998 Sydfrankrig, Pyrenæernes østende Fuglereservat nær Bourg en Bresse, Kirkeringning for fodbold-vm, afstikker til Dali-museum i Figueras 1999 Sydøstfrankrig, "Fransk Venedig" Bæver på menukort - "udsolgt" 2000 Sydfrankrig og Nordspanien (tilsammen: Catalunya) Gamle vulkaner i Santa Pau, landkort over Catalunya på tværs af "sognegrænse". Camping på kryds og tværs af Europa - Mit forsøg på en huskeliste 2.2. Vi kørte efter godt vejr Vore campingture fik hurtigt et ret fast mønster: Vi kørte efter godt vejr! Det betød f.eks., at vi nogle gange tog en overnatning i Kirchheim, hvor autobahn deler sig syd for Kassel. Så kunne vi om morgenen studerer skyerne: Skal vi mod Frankrig eller mod Jugoslavien? Kirchheim var også på anden vis en plads for studier. Afstanden var sådan, at mange danske campister, vist især fra Jylland, tog den første overnatning her også en del, som skulle slå teltet op eller klargøre campingvognen for første gang. Her blev grundlagt mange skilsmisser. Et andet fast mønster var, at vi blev på en plads 2-3 dage, lidt mere eller mindre bestemt af, hvor meget der var at se på egnen, for når vi havde placeret Combi Camp en (eller Camp-let en i de peri-

oder, hvor det var sådan en), havde vi basen, hvorfra vi kunne udforske omgivelserne. Derefter benyttede vi os af, at Combi-Camp en/camp-let en var så nem at klappe sammen og køre videre med. 2.3. Tre gange sendte vejret os til Jugoslavien 10 Ofte ledte skyerne os mod Frankrig, men et par gange dog også mod Jugoslavien. En af gangene mod Jugoslavien undrede vis os: Vi havde autobahn gennem Østrig helt for os selv. Forklaringen fik vi, da vi på en rasteplads havde brug for at gøre et indkøb. Kassedamen havde knapt tid til at tage mod vore penge. Hun var helt opslugt af et lille fjernsyn under disken. Det var den aften, da Østrig og Vesttyskland spillede uafgjort ved fodbold-vm, en senere så omtalt "skandalekamp", hvor det uafgjorte resultat bragte begge hold videre i turneringen. Så det må have været i 1982. Dette VM skulle følge os videre på turen. Vi kom til Novograd i Istrien. Jugoslavien var dengang på mange måder et spændende land. Når vi vekslede til den lokale valuta, dinaren, fik vi den i form af nogle kuponer, som gav os 20 % rabat på alt, hvad vi købte. Vi fandt hurtigt ud af, at der var en praksis. Man delte med sælgeren, 10 % til hver. Men det var nu ganske spændende at købe morgenbrød med en 2000 dinar-kupon og få 2200 tilbage. Campingpladsen lå inde i en tæt pinjelund. Den var knastør som en krudttønde og viste sig også at være ferielejr for Adria-fabrikkens arbejdere, som bestemt ikke var campingvante. Vi valgte en plads tæt på den 2 m høje skrænt til Adriaterhavet, så vi hurtigt kunne springe i vandet, hvis deres mange madbål skulle starte en skovbrand. Siden da har vi altid haft en skarp kniv liggende i sovekabinen, så vi hurtigt kunne komme ud. Vi har set, hvor hurtigt et telt brænder. Festligt fodbold-vm i Istrien og Postojna Pladsen udmærkede sig ikke ved den højere hygiejne. Ved toiletbesøg havde vi god gavn af gummistøvler. Nå, det var nu noget andet, jeg husker pladsen for. Den lå nær et hotel, hvor vi gik hen for at se fodbold-vm semifinalen mellem Brasilien og Italien. (Kvartfinalen havde vi set i vinduet til en TV-forretning i Venedig) Istrien er gammelt italiensk land. Der var ikke tvivl om, hvor sympatien lå - og Italien vandt. Bagefter satte vi os ud ved den store swimmingpool - heldigvis i anden-tredje række. To ting var ved store skilte forbudt: at springe i poolen og at spille bold. I en halv time sprang og spillede de begejstrede ungdommelige, så poolens vandstand faldt med 30 cm. Vi drog videre via Plitvice (fantastisk søområde) til Postojna med de berømte og fantastiske grotter. Ved parkeringen blev vi afkrævet en helt ublu afgift, men da de fandt ud af, at vi ikke var tyskere, faldt afgiften til en tredjedel. Men også til campingpladsen ved Postojna fulgte den os: Fodbold- VM finalen mellem Italien og Vesttyskland. Igen formidabel italiensk jubel. Denne gang på biler og bilhorn i et par timer. Mens stille tyskere rugede i campingvognene. Som en spøg sagde jeg til Bette, at jeg lige havde hørt, at Brenner-passet var blevet lukket for at undgå kamphandlinger. I betragtning af stem- Plitvice I en "krudttønde" ved Novograd

ningen syntes hun ikke, det lød usandsynligt. Allerede året efter sendte skyerne ved Kirchheim os til Jugoslavien, lidt længere nede ad Adriaterhavskysten til Zadar. Vi undlod at slutte os til danskerkolonien på en stegepande af en sandstrand. I stedet ryddede vi lidt plads til salatslyngen inde mellem nogle skyggefulde træer. Det passede bedre til os. 11 Høst i Ungarn Som så tit, når vi var på tur, ville jeg klippes. Intet er så forskelligt fra sted til sted som procedurerne for en klipning. Denne klipning er med i Se verden mens tid er. Tredje gang gennem Ungarn, kontroller og uvejr Tredje gang, vejret sendte os til Jugoslavien, blev det via Ungarn. Skyerne ved Kirchheim viste øst. På en campingplads kort før grænsen til Østrig traf vi et dansk par på vej hjem. De fortalte om uvejr i Jugoslavien, så vi holdt lidt til venstre mod Ungarn. Vi havde naturligvis ikke sikret os visum til Ungarn hjemmefra, så det blev lidt bøvlet ved grænsekontrollen med meget lang ventetid i bagende varme. Vi nåede dog frem til skranken. Vi blev spurgt ud om alt muligt, inkl. bedstemors ungpigenavn. Og de ville have betaling - i dollars. Med vort Visa måtte vi efter den tids regler kun betale i danske kroner eller lokal valuta. Nuvel, der var en undtagelse for Ungarn. Men så havde vi ikke medbragt de fornødne portrætfotos. Jeg var efterhånden godt sur og udtrykte "at der faneme er andre lande i Europa, så nu vender vi om!". Det tog mindre en 10 sekunder, så stod der en fotograf, der tog de fornødne fotos, og vi blev budt velkomne til Ungarn. Europæiske bisoner i Ungarn En times kørsel inde i Ungarn holdt vi ind på torvet i en lille by for at finde et sted at spise. Straks stillede 3 smådrenge og markerede med tegn og kropssprog, at de ville veksle penge. Nu var vi tidligere blevet advaret om, at i Ungarn er hver tredje "pengeveksler" en forklædt politimand, så Bette spurgte: "Hvem af jer er den forklædte politimand?" Vi fandt et sted, hvor vi spiste godt og særdeles billigt i en sal, der nærmest lignede et folkekøkken. Et par medgæster forklarede os, at spisesteder, barer og restauranter i Ungarn fordeler sig på 22 forskellige betegnelser, der hver for sig siger, hvad man kan forvente af stedet. Men alt viste sig at være meget billigt i Ungarn. Hen under aften drejede vi ind på en campingplads ved Balaton-søen. Vor vane tro slog vi en tur ind om pladsens toilet- og badefaciliteter, før vi skrev os ind. Vi havde et system for vurdering af campingpladser: 1, 2 eller 3 kroge alt efter antallet af kroge til tøj og toiletpose ved vaskepladsen. Pladsen var særdeles primitiv, men vi faldt for dens ærlighed. Som regel er der to vandhaner markeret én for koldt og én for varmt vand, men fra begge kommer kun koldt. Her var der én hane - og den var kold. Tilmelding skulle ske ved et lille, frønnet træskur ved indkørslen. Da vi bankede på det, blev en lille lem åbnet. Vi blev spurgt ud - bl.a. om bedstemors ungpigenavn. Jeg kikkede ind gennem åbningen i

det frønnede skur og så en pc-skærm med oplysningerne fra grænsen om formiddagen! Jo, kontrollen var avanceret. Efter nogle dage, hvor vi bl.a. så på en af de meget få tilbageværende bestande af de europæiske bisoner, hørte vi i en tysksproget vejrmelding, at en front med en voldsomt uvejr var på vej fra Jugoslavien. Nuvel, så måtte det jo være væk fra Jugoslavien, så vi krydsede endnu engang den stærkt bevogtede grænse. Denne gang gik kontrollen mest på, at vi ikke gemte personer i den sammenklappede salatslynge. Vejen var væk ud over skrænten! 12 Undervejs passerede vi uvejret, og det var voldsomt. Men det klarede op. Vi kørte ad en vej langs en bjergside i Bosnien og spejdede ned i dalen efter en campingplads. Efter kortet skulle den være der og en vej til venstre skulle føre derned. Vi kørte nogle kilometre, vendte og kørte tilbage. Et sted var der en stump afkørsel, vel 10 m, nærmest en vigeplads. Vi kørte derind for at overskue kortet og situationen, men en lille Renault-lignende bil gav sig til at dytte hidsigt bag os. Godsvognen, SAAB 95'eren, var rimeligt terrængående, så vi valgte at tage turen ud over skrænten, gennem en have og ud til det, der viste sig at være vejen - mellemstykket havde uvejret skyllet væk. Den hidsige Renault forsøgte at følge med, men var knapt så heldig og blev hængende undervejs. Vi kom frem til campingpladsen. Der var vand overalt - undtagen i vandhanerne. For uvejret havde revet en dæmning og et kraftværk med, så der var ingen strøm. 2.4. Jajce: Her blev Jugoslavien skabt! Næste formiddag holdt vi ind på en bar i den nærliggende by Jajce for at restituere os med en Slivovic. En ung mand var ivrig efter at vise os byen og især en forsamlingshuslignende bygning: "Her blev Jugoslavien skabt!" Jo, i november 1943 havde Tito samlet partisanlederne i denne sal. Her havde de aftalt det fremtidige Jugoslavien. Stolene stod der endnu, og sedler angav, hvor hvem havde siddet. Vi måtte godt sætte os - dog én stol var der snor for. Dér måtte vi ikke sætte os. Det var Titos. Efter nogle dage i Trogir ved kysten nær Split drog vi nordpå til Bovec lige ved grænsen til Italien. Her skulle vi erfare, at ét uvejr var ikke nok på denne tur. Vi nød den flade slette lige ved foden af Dolomitterne, så på "White Water Drafting" og tog en tur ad serpentinevejen til toppen af Kranjska Gora. 26 barske hårnålesving på vejen op og samme tal på vejen ned. Godt, at vi havde efterladt salatslyngen på campingpladsen! En formiddag blev skyerne meget sorte. Vi klappede skyndsomt salatslyngen sammen og drog af sted. Vi var just begyndt opstigningen i Dolomitterne, da regnen begyndte, og var næsten nået toppen af passet, da det holdt op med at regne småt. Det blev voldsomt. Torden og hagl. Det larmede skrækkeligt, og man kunne kun se et par meter frem. Der var ikke andet at gøre end tæt ind til den opadgående skrænt af vejen og håbe på, at jorden ikke skred. Det gik godt, og vi kørte ind i den italienske dal, der nok så noget ramponeret ud, men først, da vi var hjemme, læste vi, at uvejret også her havde taget en dæmning og et kraftværk med, og at en flodbølge havde givet alvorlige skader ned igennem dalen.

2.5. Mange herlige ture - korte klip fra Frankrig, Italien, Spanien og England 13 Jeg falder for fristelsen til at brede mig alt for meget. Med mængden af ture og mængden af oplevelser bliver det ulæseligt. Oplevelserne på Jugoslavien-turene var måske anderledes, men egentlig ikke utypiske for vores Afslapning mellem hårnålesvingene opsøgende aktiviteter andre steder. Men skal det ikke fylde ulideligt, må jeg skifte til de korte, spredte indtryk på tværs af ture, tid og sammenhæng. Som den gamle, sortklædte og meget fyldige kone, der havde sat sig på sin klapstol i vejkanten fra tidlig morgen for at opleve de 10 sekunder, da Tour de France passerede. Eller den sene aften i Pyrenæerne, da Frankrig havde vundet fodbold-vm og kirkeklokkerne op igennem dalen tog fat. Eller: Jubilæum og gøglertræf i Avignon I Avignon - vi havde heldigt valgt den kommunale campingplads, for fyrværkeriet på Bastilledagen var rettet, så resterne faldt ned i den private og brændte et par telte af - blev vi så begejstret for gøglerfestivalen, at vi kom igen året efter til revolutionens 200 årsdag og bl.a. så en gymnastikopvisning af et hold satte husmødre sur le pont d'avignon. På sprøjten i dei Fiori På luksuscampingpladsen dei Fiori kaldte vagterne (og dem er der mange af på italienske campingpladser - og man betaler for dem!) os ind og gennede os hastigt væk fra stranden. Et par minutter efter passede en drabelig skypumpe. Og vi nød at tage vandsporvognen, linje 14, til Venedig, mens de 3 gange om dagen kørte rundt med store vogne og sprøjtede hele pladsen mod insekter uden tvivl med fæl gift. Carnac: Obelix har været der I Bayeux havde byrådet fundet et ledigt areal til campingpladsen klods op ad rensningsanlægget. Der stank! Vi skyndte os at se tapetet og drog videre, bl.a. til østerskalas ved Bretagnes nordkyst og videre til Carnac ved Bretagnes sydkyst. Vi slog salatslyngen op og vanen tro satte vi os med en kølig pilsner og kastede et blik på omgivelserne. Og dér var det: Asterix og hans tro væbner Obelix havde været der! Kilometer efter kilometer af store sten på højkant. Tabt hjul, hjælpsomme grænsevagter og CombiCamp-klub I en periode havde vi problemer med hjulene eller rettere hjulboltene til salatslyngen, på det tidspunkt en Combi Camp. En gang blev vi overhalet af det ene hjul på Autobahn i Sydtyskland. En anden gang var det lige ved. Tæt på grænsen Italien-Jugoslavien gjorde en Obelix har været her

14 anden bilist os opmærksomme på, at hjulet var ved at falde af. Det italienske FDM kunne først være fremme med de fornødne løsdele dagen efter. Vi stod nok lidt fortabte ved vor stationære og ubrugelige salatslynge, da de jugoslaviske grænsevagter med hænderne som skygger over øjnene gjorde forståeligt, at de nok skulle passe på den. Så vi efterlod den, kørte nogle km ind i Jugoslavien og overnattede i et fortræffeligt Bed and Breakfast. Da vi dagen efter vendte tilbage, var der et par km kø ved grænsen, men en vagt vinkede os uden om køen og hen til salatslyngen, hvor den italienske FDM-mand kort efter kom med de rette bolte. I Nordfrankrig opdagede jeg i tide, at 2 af de 4 bolte i salatslyngens hjul var gået. Med meget forsigtig kørsel nåede vi frem til campingpladsen i Caen. Der blev vi spottet af en deltager i Combi Camp Fredensborgs årlige udflugt. Han tilkaldte en anden deltager, der var kendt i gruppen for at medbringe alt i løsdele og værktøj - selvfølgelig også hjulbolte. Så var vi reddet. Der er minsandten også hollændere i Holland Vi havde bemærket, at der altid var masser af hollændere på alle campingpladser på kryds og tværs af Europa. Så måtte der da være god plads på hollandske campingpladser. Så et år forsøgte vi os der - men nej. Det var også masser af hollændere. Ikke noget med at åbne motorhjelmen - de stiller straks med alskens værktøj og splitter bilen ad. Af bare hjælpsomhed. Tysk nedtur i Lyon kroaterne vandt Da vi fra Tyskland engang nærmede os den franske grænse, bemærkede vi, at der var meget politi på vejene. Næsten alle biler blev stoppet, og nogle sendt tilbage. Vi blev ikke - vi var åbenbart over den "farlige" alder. Der var fodbold-em eller VM i Frankrig, og Vesttyskland skulle spille mod Kroatien i Lyon, og et par dage før havde tyske hooligans dræbt en fransk politibetjent. Vi kom frem til en campingplads nær Lyon. En udmærket og velplaceret plads var ledig på den ellers fyldte campingplads - den lå midt i den talstærke tyske koloni. Der var linet op til stor fest med masser af øl. I en sal blev kampen vist på TV. Opstemte tyskere havde besat de første 3-4 rækker. Kroaterne fik det første mål. Nå ja, en lille skønhedsplet. Kroaterne fik mål nr. 2 og nr. 3. Der var blevet meget stille på de forreste rækker. Det var der også i den tyske koloni, da vi gik tilbage til salatslyngen. Vi var enige om, at her skulle ikke provokeres. Catalan satte sig på landkortet Efter en uges tid i et fantastisk vulkanområde ved Santa Pau i det nordøstlige Spanien fik vi en afskedsgave fra campingpladsen: et landkort, så vi kunne finde videre. Vel at mærke et kort over Catalan, dvs. et område, som strakte sig over det nordøstlige Spanien og et godt stykke ind i Frankrig. Den "kunstige" landegrænse var diskret antydet ved en meget tynd stiplet linje, og vi lagde mærke til, at f.eks. vareudvalg i butikker, lokale specialiteter osv. var meget ens over landegrænsen. Et glimt fra italiensk Venedig

15 Fransk Venedig rotter på menuen I "Fransk Venedig", et spændende område ved Biscaya-kysten med et væld af kanaler, hvor den meste trafik sker med småbåde, reklamerede en kro med bæverbøf. Det kunne vi godt tænke os, men kromanden forsøgte ihærdigt at få os på andre tanker. Først var det udsolgt. Så: "Er I klar over, at det er store rotter?" Bette beroligede ham med, at hendes far blandt I Bretagne mæskede vi os i østers sine utallige aktiviteter havde opdrættet bævere i baghaven, så hun vidste udmærket, hvad det var. Til sidst måtte han give sig. Vist på samme tur kom vi til fransk Baskerland, just som baskerne havde gang i en kampagne, hvor alle vejskilte på fransk var væltet. Vi fik brug for at huske løsningen på den gamle gåde: Hvordan finder man vej i ukendt terræn, når korsvejens vejskilt er væltet og drejet et par omgange? Man finder pilen mod den by, man netop har passeret - så giver resten sig. Men vi måtte gennem Pyrenæerne helt over på den spanske side af grænsen for at finde en butik, der solgte baskerhuer. Engelske lam i regnfrakker En regnvejrssommer i England vejret var så dårligt, at lammene fik plasticposer på som regnfrakker for ikke at fryse ihjel så vi, hvor forskelligt Astor-familien og en forgyldt indisk tegrosserer kan finde på at bygge et engelsk herresæde, når det skal være rigtig stort. Efter det var det nærmest afslappende at se Stonehenge og besøge et Outlet ved Wilton Castle. Tunnelpriserne betød, at Salatslyngen blev på fastlandet, så vi fik prøvet en række fortræffelige Bed & Breakfast. Velkomst - før Bette grinte Le Roi est mort I Loire-dalen med dens mange historiske slotte skulle vi naturligvis overvære et af de store lys- og lydshows, hvert slot med respekt for sig selv byder på. Og det var storslået. Velkomst ved mænd i middelalder-skrud, dramatisk galop over egnens middelalderhistorie med en hel kongerække med stærk musik og store stemmer. Men da de store stemmer for tredje gang med tragisk bravour forkyndte: Le Roi est mort. Vive le Roi!, gik det galt, Bette kom til at grine, højt og længe. Omgivelserne forargede blikke rummede ingen forståelse eller tilgivelse!