ALLE HELGENS DAG (2. TEKSTRÆKKE). Kirke Værløse Kirke, den 4.11.2012. Salmer: 26 - (Musik) - 571 / 277-192, 7-787. Læsninger: Esajas Bog 49:8-11. Johannes Åbenbaring 21:1-7. Matthæusevangeliet 5:13-16 (Saligprisningerne). Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres, siger Jesus. Han er gået op i bjergene. Han og disciplene har slået sig ned. Han taler særligt til dem. Da Jesus først trådte frem og begyndte at prædike for mennesker, sagde han: Himmeriget er kommet nær. Det var det allerførste vi hørte: I ser mig, I hører mig, jeg er hos jer, og når I ser mig og hører mig, og jeg er hos jer, er Himmeriget kommet nær. Himmeriget er ganske tæt ved jer. Men hvordan kommer vi ind i Himmeriget? Hvordan kommer vi ind under Guds magt og Guds barmhjertighed? Hvordan bliver tæt ved til ind i og ind under? Det er det Jesus taler til disciplene om. Det er det han nu taler om til os. Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Hvad vil det sige? Her er jeg nødt til at forklare lidt: Vi ved hvad det vil sige at være fattig. Men at være fattig i ånden? Hvad betyder det? Vi skal huske at ånd er kraft. Da Jesus skal forklare Nikodemus hvad det vil sige at blive født af Ånd, siger han: Vinden blæser hvorhen den vil. Vind er i den græske tekst det samme ord som ånd. Så Jesus siger: Ånden blæser hvorhen den vil. Ånd er kraft, og ånd kan være som en sagte susen, men ånd kan også være som en storm. Ånden driver. Ånden bevæger. Ånden virker. Guds Ånd er Guds drivende og bevægende og virkende kraft. Når vi er fattige, så mangler vi det der er nødvendigt for at leve som mennesker i denne verden. Når vi er fattige i ånden, så mangler vi det der er nødvendigt for at leve med Gud og hos Gud og for Gud. Så er vi ikke dem vi er bestemt til at være. Så er vi ikke sande mennesker. Derfor lover Jesus os salighed. Gud kommer med sin kraft og sin salighed til det menneske hvis kraft er brudt, det menneske der har mistet sin sandhed, det
menneske der ikke kan blive menneske uden at det netop får givet Guds Ånd. Gud kommer til det menneske der er fattigt i ånden. I forhold til Gud er vores fattigdom det samme som vores rigdom. Ikke bare talen til disciplene på bjerget i Galilæa, men alt det Jesus siger, handler om at vi der ikke har noget at give, får liv og salighed givet af Gud. Det handler om at Gud heler mennesket, ja, at uden Gud kan mennesket slet ikke blive helt. Der begynder at aftegne sig et billede af mennesket - af os mennesker - som er helt anderledes end det vores tid lærer os og indprenter os. Vi hylder det selvberoende menneske. Det menneske der er sig selv ved sig selv. Men både Den Gamle Pagts og Den Nye Pagts skrifter siger noget andet. Gud taler sit ord gennem fortællinger og profeternes og ord og de gamles lovprisninger og bønner, og når Gud således taler sit ord til os, så er det noget andet end tidens stemme vi hører: Gud, du er min Gud, jeg søger dig, min sjæl tørster efter dig, min krop længes efter dig i det tørre, udpinte, vandløse land, siger Salmisten. Gud er den vi ikke kan leve uden. Uden Gud er vi ikke levende mennesker. Uden Gud vandsmægter og dør vi. (Og omvendt: Hvis vi holder noget eller nogen for Gud som vi sagtens kan leve uden - og leve sandt - så kan det ikke være Gud der er tale om!) Og et andet sted: Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig en ny fast ånd! Uden Gud har jeg ikke virkelig hjerte. Uden Gud har jeg ikke ånd og kraft der kan holde sandheden og kærligheden i live i mig. Vi er afhængige. Vi er ufuldstændige. Ikke bare ufuldkomne, men ufuldstændige. Vi er så at sige livløse. Uden Gud. Med Gud er vi hele. Vi er levende. Vi får hjerte og ånd. Vi kan leve dette liv i denne verden som Guds mennesker. Vi har håb - levende håb, håb der har sine stærke grunde - håb om at Gud også vi bevare os og fuldende sit liv med os i hans evige salighed. Netop Guds evige salighed, for uden Gud er der ingen salighed, men kun mørke og tomhed. Vi bekender at vi tror på Gud og på det evige liv. Men tro på Gud og på det evige liv er mere end tro. Også den Onde selv tror på Gud. Tro er ikke ord og begreber og det rigtige medlemskort. Tro er at række ud og tage imod Gud og det Gud giver os.
Hvad giver Gud os? Gud giver os liv. Gud giver os til hinanden. Gud giver os mennesker og dyr og fugle og træer og alle slags vækster. Gud giver os frost og sol og bjerge og dale og have og floder. Gud giver os det nyttige og det unyttige. Gud giver os leg og skaberevne. Gud giver os skønhed. Gud giver os denne verden og en anden verden. Det synlige og det usynlige. Gud giver os sin himmel og sine engle og sine helgener og sit lys og sin herlighed. Gud giver os nyt og nyt og nyt. Se, jeg gør alting nyt! Gud giver os mere end vi har ord for. Mere end vi kan forestille os. Gud giver os sig selv så vi bliver hele og sande og salige. På Alle Helgens Dag mindes vi vore døde. Vi kommer til kirken med tanker og minder om mennesker der havde særlig plads og særlig betydning i vores liv. Mennesker vi har haft liv og stunder sammen med. Mennesker hvis godhed og kærlighed vi har levet af. Mennesker vi fik givet, og som vi kun kan sige tak for: Forældre. En ægtefælle. Et barn. Et familiemedlem. En ven og fortrolig. Måske også mennesker vi ikke blev forsonet med. Mennesker vi gjorde ondt, eller som gjorde os ondt. Der er sorg og savn og vemod i vore tanker og minder. Det kan være kærlighedens sorg. Men det kan også være sorgen over det der blev brudt og aldrig helet. Over det ufærdige og uforløste. Der er bedrifter, og der er skibbrud. Sådan er vores skrøbelige liv med hinanden. Også på den måde er vi til syvende sidst kun fattige tiggere - som Luther helt sandt skrev kort før sin død. Liv som vi fik givet. Liv som vi fik det levet. Mennesker der har været her for en tid. Alt det som har fyldt i vores tilværelse, og som nu er minder og historie. Sådan er det på jorden. Salige er de som sørger, for de skal trøstes, siger Jesus. Jamen, hvordan? Sorgen og savnet kan ingen tage fra os. Heller ikke Gud. Alt det uforløste og ufærdige kan ikke fuldendes og gøres godt. Heller ikke Gud kan ændre det der blev gjort og det der blev forsømt. Hvad kan Gud da gøre? Igen: Gud kan give sig selv til os. Gud kan drage os ind i Himmeriget. Os der sørger. Os der hungrer og tørster efter retfærdigheden. Os der er fattige i ånden. Netop os der sørger og hungrer og tørster og er fattige i ånden. Netop os vil Gud med sin salighed gøre til hele og sande mennesker. For det der er umuligt for os, er muligt for Gud.
Det er evangelisten Matthæus der gengiver Jesu ord til disciplene på bjerget, og til sidst i sit evangelium beretter Matthæus - ligesom de andre evangelister - om korsfæstelsen på Golgata. Dér hører vi at Jesus til sidst på korset råber med høj røst og opgiver ånden. Jesus bliver altså selv til allersidst den fattige i ånden. Han tager vores gudsforladthed og fattigdom på sig. I sin uendelige rigdom bliver han den uendelig fattige. Han bliver fattig for at gøre os rige. Han dør og bliver lagt i graven. Han bliver lagt på de dødes sted, dér hvor der ikke mere er liv og håb, men på tredjedagen erfarer kvinder at han ikke mere er i graven. Han er opstået fra de døde. Det er det der skal siges på denne dag og på alle andre dage: Ved ham og i ham og hans opstandelse fra de døde, ved og i den korsfæstede og opstandne Kristus, og ikke ved nogen eller noget andet, har vi fået givet troen på evigt liv hos Gud. Han er det eneste håb for vore døde og for os. Tænk på at alle må have været overbevist om - og med god grund overbevist om! - at da Jesus blevet dømt og henrettet og var lagt i graven, var alt forbi. De der dømte ham og ville hans død, må have regnet med at de nu ikke behøvede at bekymre sig mere om ham, og at han snart ville være glemt. Og der var ingen grund til at forestille sig at det skulle blive anderledes. Og de der var hans disciple, og alle de der havde sat deres lid til ham, må have ment at nu blev det alligevel ikke som de havde håbet. Der kom alligevel ikke nogen ny tid. Der kom alligevel ikke til at ske noget stort. Det med Himmeriget var alligevel ikke sandt. De havde ikke andet at gøre end at vende tilbage til det de kom fra, og igen tage fat hvor de slap. Der var ikke noget at tro på. Der var ikke noget håb. Der var kun livets korthed og skrøbelighed. Der var kun det samme og det samme og det samme. Indtil det utænkelige og umulige skete. Indtil Gud gjorde alting nyt. Indtil Jesus Kristi opstandelse fra de døde. Han og han alene er svaret på al vores sorg og alle vore spørgsmål. Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Vi er de fattige i ånden. Kristus er Guds salighed i går og i dag og til evig tid. For os og vore døde. Amen.