Prædiken til Alle Helgen 2014.

Transkript

1 Prædiken til Alle Helgen Indledning før gudstjenesten: Hvad er det, der fylder mit hjerte med stilhed, hvad er det, der sker? Hvad er det, der fylder dit øje med mildhed, hvad er det, du ser? Hvad er det, der fører på kirkegårdsgangen de langsomme fodtrin mod lyset og sangen? Det er Allehelgen, den dag, hvor vi mindes de døde, som trods de trusler, det mørke, den smerte, der findes, blev livslys for os. Den dag, hvor vi standser vor køben og sælgen og mindes de døde, det er Allehelgen. Sådan stod der i indbydelsen til i dag, som nogen af jer har fået tilsendt. Vi skal mindes de døde. Med savn, men forhåbentlig også med glæde og tak. For det hænger sammen. Efter 1. salme: I 1000 år er folk kommet her i kirken med sorg og med glæde i livets store stunder. For her mærker vi at livet er større end os. Her kommer vi, når vi mangler ord. Dagen i dag kan måske virke trist og vemodig. Sådan må det også godt være. I en verden hvor der er så meget jagen efter idel lykke og hvor der er mange hurtige løsninger og sjældent plads til mørke og modgang. Herinde er der plads til det hele. Og her er der håb og trøst. I Gud. Vi skal lytte til ord og musik. Vi skal synge, tænke, takke og bede. Så vi forhåbentlig kan gå herfra i dag med nyt mod og lyst til livet. (Insp. M. Skovsted) Bøn Læsning Trosbekendelse

2 Salme Prædiken: Det er allehelgen. Her, hvor vi mindes dem, vi har mistet. Mange af jer har været til begravelse eller bisættelse i det sidste år. Andre af jer har været med i tankerne. Og alle sammen bærer vi minder om dem, som VI selv har mistet i det sidste år og igennem årene i vores liv. Så forskellige minder er det, vi bærer med, omkring dem, vi kendte så godt eller dem, som vi ikke synes, vi fik tid nok til at lære at kende! Men fælles, altid, når et liv var gået til ende, var det de samme, tre håndfulde jord. Dem, der minder os: om det, der har været: Af jord er du kommet. Og mindes om det, vi står i, når vi tager afsked. Til jord skal du blive. Og mindes om det, vi har lov at håbe og tro på, kommer. Af jord skal du igen opstå. En dag, da jeg inden højtideligheden gik forbi kassen med jord, strejfede tanken mig: måske kunne graveren også si den jord, vi bruger. Så det blev endnu pænere. Uden ujævnheder og hårde dele eller ligefrem små sten. Men: hvad er det egentlig, vi mindes? De mennesker, vi sørger over at have mistet var de dyrebare for os, fordi de var pæne og uden ujævnheder? Fejlfri? Var det sådan, vores liv med hinanden var? Eller: giver vi os selv lov til at mindes dem, som dem, de var og mindes det, der var vores liv med hinanden? Der er plads til det. Vi har lov til det. Og når vi er kommet dertil at måtte tage afsked og sande at: ja, det er altså sådan, det er: til jord skal du blive har dét bare været let og ligetil, pænt og jævnt? Eller har vi mon ikke mærket sindets ujævne bevægelser op og ned for nogen som milde bølgeskvulp og for andre som en piskende storm over havet, der truer med at rive alt fra hinanden? Alt sammen: Fordi vi ved, at de var lys og salt i vores liv.

3 Der er plads til det. Vi har lov til det. Og engang: på opstandelsens morgen. Det evige liv. Paradiset. Det, der handler om, at: Af jord skal du igen opstå. Det, vi ikke rigtig ved, hvad er, men som vi må håbe på. Er dét gaven til dem, som fik siet tilstrækkeligt mange ujævnheder og sten væk fra deres liv og som magtede at fremstå pæne nok, glatte nok til at kunne smutte med? NEJ! Bliver der sagt til os. Og dét bliver sagt af Kristus selv. Han har givet os sit løfte om at det er for alle, som vil tage imod. Ikke fordi vi var glatte nok, men fordi Gud er kærlighed! Han har plads til os. Vi har lov til at håbe og tro. Af jord skal du igen opstå. Vi ved ikke rigitg hvad det er. Vi må bruge billeder for at nærme os det. I Johannes Åbenbaring er der store stærke billeder af det de handler om, hvordan Gud endegyldigt skaber en ny himmel og en ny jord. Det er store, smukke billeder, som fortæller om Guds troskab helt til verdens ende. Dét verdens ende det er den ene ende. Den anden ende, det er her hvor vi er og stadig skal leve vores liv med vores sorger men jo også med alle vores glæder og med håb og med vores medmennesker. Her, hvor vi skal være salt og lys for jorden. Vores liv vrimler med glæde og håb det er bare forskelligt, om vi lige ER der, hvor vi kan se det og rumme det. Nogen gange må vi måske komme til kirken for at mindes om, at det ikke bare er noget, vi skal stampe frem i vores eget sind, men at det også er noget, der rækkes til os;

4 Håb og glæde, salt og lys kan vi f.eks. også finde i evangeliet om at Guds troskab ikke kun rækker fremad men også rækker TILBAGE FRA evigheden og hen til os, hvor vi er, NU. Han bliver ved med at kalde: Kom ud! Lys! Vær salt, der kalder smag og kraft frem i verden. Min kærlighed og tilgivelse lyser dig i møde og lyser dig op dét må du tro! Jeg betror dig at leve dit liv, med de ujævnheder og de sten, der også bliver en del af dig. Jeg vedkender mig hele dig! Kom ud og vær en del af jorden, som du blev skabt af og som du blev skabt til af mig! Sådan taler Gud til os, kalder på os, hver dag, livet igennem. Og det glædelige er, at vi må tro, at når vores livs lys engang slukkes her og vores salt kun er minder om en smag og kraft, for dem, som mindes os, og når vores salt igen bliver en del af den jord, det kom fra, og bliver en del af den jord, som gav os hjem her - da lyser hans kærlighed os stadig i møde. Når vores liv forstummer her, så taler han stadig: Han siger: Velkommen på min nye jord. Der er plads til dig. Du har lov til at være her fordi Jeg er kærlighed. Du er ikke hjemløs. Det har du aldrig været. Du er min! Lov og tak her Oplæsning af navne. For hvert navn tændes et lys + 1 Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen. Musik den næste salme x 3 Salme: 551: Der er en vej (61) Ordene fra Johs. Åb. Lyder: Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere.

5 Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:»nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.«og han, der sidder på tronen, sagde:»se, jeg gør alting nyt!«og han sagde:»skriv! For disse ord er troværdige og sande.«og han sagde til mig:»det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.«åb 21,1-7 Bøn: (Gud:)Vi håber, at den kærlighed, du har givet og som overlever det menneske, vi har mistet må åbne vores stille veje og finde nye virkesteder vi håber, du vil give os kræfter og livsmod fra de minder, vi bærer med os vi håber, at du vil gå ud med os i det liv vi ikke kan bære alene(iben Krogsdal) Fadervor Velsignelse Salme