Kapitel 13. 6. december Planen På et advokatkontor i København Vi gik alle sammen indenfor i advokatens kontor. Her var også de to advokater, som havde været med under afhøringerne af Sven og jeg. Elverkongen så ud som om han var ved at eksplodere. Han hadede når han følte at der var noget han ikke havde kontrol over. Han spekulerede som en rasende over hvad der var i gære. Det eneste der hindrede ham i at komme med et højlydt udbrud, var tilstedeværelsen af Dragerådets jurist. Et dragemenneske, som vel var det ældste nulevende dragemenneske. Han sad i en lænestol, og så uendelig gammel og skrøbelig ud. Men man skulle blot kigge ind i han stålgrå øjne for at vide, at det ydre måske var noget forfaldent, men det indre og hjernekapaciteten var så stor som nogen sinde. Jeg havde kun mødt Syl - som juristen hed - et par gange i hele mit liv, og han hørte til den type, der altid kunne give mig dårlig samvittighed, uanset om man havde gjort noget eller ej. Mødet startede med at Syl fremlagde sagen og dens betydning for de forskellige samfund. De to advokater forklarede sagen i flere detaljer. Dette var for at Elverkongen og Mia også vidste hvordan sagen stod. Efter den noget langsommelig- og for os kedelige fremstilling, vi kendte den jo ligesom i mindste detaljer - så var det vores tur. Det var nu hele teamet skulle fremlægge deres resultater. Jeg sad som på nåle og kunne ikke sidde stille på stolen, men kartede rundt, uden at kunne finde den mindste smule hvile. 1.
Jakobsen var den første der lagde ud. Af hensyn til Elverkongen og Mia forklarede han hele forløbet frem til dags dato, men set fra vores side og uden alt advokateriet. Da denne meget korte og præcise fremførelse var tilendebragt, spurgte Jakobsen Mia direkte: Mia, sendte du det anonyme brev til politiet?. Mia, som gennem hele Jakobsens forklaring var blevet blegere og blegere, havde nu faktisk brug for at klamre sig til Elverkongens arm, for ellers ville hun nu glide ned af den stol hun sad på. Ja fik hun fremstammet, og så ændrede hun fuldstændig karakter og sprang direkte på mig, med hendes lange plastiknegle, fuldstændig som en vildkat. Det er på grund af den dumme kælling, som ville tage min mand fra mig. Elverkongen fik fat i en af Mias arme, mens hun råbte og skreg skældsord efter mig af sine lungers fulde kraft. Sven fik hevet i min stol så den væltede, hvilket var et smart træk, for så slap jeg for at blive ramt af Mia s vildt krassende negle. Alt var kaotisk på advokatkontorer og larmen var helt sikkert højere end normalt. Syl sad ovre i sin stol og små klukkede og syntes at det hele var ganske underholdende. Elverkongen var stille i et par sekunder, og så smilede han bredt, tog Mia i sine arme, selvom hun stadigvæk spruttede som en våd kineser en regnfuld Nytårsaften, kyssede hende og sagde, at der aldrig havde været en anden som hende i hele hans liv. Se, det troede jeg gerne på. Derefter stillede Elverkongen en hel række spørgsmål, som alle afdækkede Mia s skyld i det anonyme brev. Jakobsen så helt glad ud, for så slap han for at foretage den afhøring. Da Elverkongen var færdig med at stille alle sine spørgsmål, havde selv Jakobsen ikke noget at spørge yderligere om. Det var noget af en bedrift fra 2.
Elverkongens side, at kunne stille alle de spørgsmål som også Jakobsen havde tænkt sig at stille. Syl spurgte om Elverkongen ville indvillige i, at Mia overfor anklageren erkendte at det var hende der havde skrevet brevet og at vi brugte Sigurd s fløjteri også ved den præsentation. Det havde Elverkongen ingen problemer med. Mia var overhovedet ikke til sinds at komme til nogen anklager og fortælle nogen noget der overhovedet kunne hjælpe mig ud af denne her suppedas. Hun rev sig ud af Elverkongens arme og råbte og skreg totalt hysterisk. Hysteriske kvinder var ikke Elverkongens kop the. Men hvem synes om dem? Elverkongen beordrede os alle samme ud af kontoret, undtagen Sigurd som fik en direkte ordre om at spille noget beroligende musik. Vi skyndte os alle samme ud, så hurtigt at det næsten endte med en trafikprop i døråbningen. Uden for den lukkede dør, kunne vi høre Sigurds spil ganske svagt. Karen sad derud og sagde Det går hårdt for sig der inde. Den stakkels receptionist var totalt forvirret, men blev beroliget af sin arbejdsgiver - vores advokat. Efter knapt 10 minutter kom også Sigurd ud. Vi sad alle samme tavse og tænkte hvert sit, indtil døren igen blev åbnet. Hvor lang tid der var gået, havde jeg ingen anelse om, for jeg havde været langt væk i mine tanker. Vi gik alle ind i kontoret igen, undtagen Karen og Sigurd, som var færdige med deres del af opgaven. Freja havde instrueret receptionisten, så hun ringede efter en taxi, og de to ældre drager tog af sted. Karen med nogle indvendinger, som blev fejet væk af Sigurd, som havde skruet al tænkelig charme på. Karens tøssefnis da de gik, havde fået Freja til at føle, at det var en succes. Jeg for mit vedkommende opfattede intet. 3.
Inde på kontoret mødte vi igen Mia, hvis øjne var røde og ophovnede af gråd. Hun var nu stille og forklarede at hun nok skulle fortælle, at hun havde skrevet brevet. Jeg var nu ikke så sikker, så jeg ville være mere tryg hvis Sigurd alligevel spillede sin melodi, inden hun skulle ind til anklageren og erkende sin skyld. Men under alle omstændigheder, så havde vores advokat hele sceneriet optaget. Der var i hvert fald masser af følelser involveret, der ville bekræfte ægtheden i udsagnene. Første del af beviser var nu slået til jorden ved Mia s tilståelse. Anden del startede Sven på at præsentere. Planen var lige så enkel som den var genialt. Vi skulle fortælle helt præcist hvad vi lavede sidste år. At vi ville besøge nisserne i Saltminerne og gå på jagt efter en romersk skat. Viggo skulle supplere med de myter der er om dette. Hallo, hvor mange tror du egentlig - af menneskerne - der ville tro på, at vi rent faktisk havde gjort det? Det hele ville blive lagt frem som om, at det var en sjov temarejse i myternes verden. Så kunne politiet afhøre både mig, Torben, Viggo og Freja uden at de behøvede at sige det mindste forkerte. Selv det med glaskuglen kunne forklares, for den havde jeg jo set i kælderen. Den havde Viggo vist mig. Da jeg jo havde denne interesse for glaskugler, ville jeg bare have en kopi, og den fik jeg lavet i Sverige hos glaspusteren. Når alt blev forklaret på denne måde, så virkede alting pludselig ganske sandsynligt. En fjollerejse, bevares, men bestemt ikke usandsynlig og bestemt ikke noget med terrorisme. Med den forklaring, som var dokumenteret med kvitteringer fra flyrejser og benzin regninger, var der en stor del af politiets sag der var forsvundet. En anden del af sagen var hele optoget. Det havde vi også en forklaring på. Det var Agathe, dragekvinden fra Tyskland, som havde hjulpet os sidste år. Agathe var en kendt skuespiller i Tyskland og var meget velhavende. Hun havde 4.
tid og ofte doneret penge til teaterprojekter, og denne gang var det blot til et teaterprojekt i Danmark. Da vi besøgte hende på vores jule fjolle rejse, havde det inspireret Agathe til at fortsætte med julehistorien via juleoptoget i Danmark i hvert fald ifølge vores historie her. Hvis nogen ville ringe til Agathe ville hun bakke den historie op - hundrede procent. Da det var os der havde inspireret hende, så var det meget naturligt, at det blev min familie der var forbindelsesleddet på dette teaterprojekt. Det forklarede hele involveringen i teaterskolen og optogene i gaden. Så var der den sidste del, nemlig at der var nogle videooptagelse, hvor Karen og jeg skulle havde været på, men ikke var det. Den valgte vi ikke at give nogle forklaring på, andet end at sige, at det måtte være en teknisk fejl, for vi var bevisligt blevet anholdt i vores bil meget kort tid efter, også under indflydelse af det her mærkelige stof fra glaskuglen. Alt dette, sammenholdt med at vi havde en tilståelse fra Mia, burde få hele sagen til at smuldre. Alt materialet, alle forklaringerne, alt blev samlet sammen, så alt var klar til at fremvise for anklageren i morgen kl. 10. Vores advokater så meget tilfredse ud, selv Syl den gamle jurist ræv nikkede anerkendende. Det tegnede ganske godt. Advokaterne afsluttede med at instruere os i, hvad der skulle ske næste dag, hvordan vi skulle forholde os og meget mere. Vi var først færdige omkring kl. 16.00 hvor vi alle sammen tog hver til sit. Vi tog hjem til os selv, men fandt ingen ro, for huset var ikke helt vores, det var underligt. Resten af dagen gik vi rundt rastløse som løver i et bur, uden rigtigt at kunne foretage os noget. Edb udstyret var endnu ikke kommet tilbage fra politiet. 5.
Vi endte i biografen og nød juleudsmykningen i byen. Det var en dejlig aften, men vi var på en eller anden måde ikke helt nærværende. Om aftenen sad vi alle tre og talte om morgendagen. Lyspunktet var at Syl var tilfreds. For at få tankerne lidt ind på et andet spor, begyndte vi at tale lidt om mødet i Paris, UFO gruppen og nissernes projekt med destrueringen af glaskuglestumpen. Men jeg var stadigvæk nervøs for dagen i morgen. Det ville afgøre om jeg skulle forsvinde fra min familie, så jeg aldrig kunne se dem igen. 6.