De Gule Sider Ådalen Lilleskolernes Efterskole gult hus - november 2010 Mikrolån hjælper kvinder med få muligheder Hvad betyder begrebet fattigdom FOTO: Jonas Tufvesson/POLFOTO FOTO: IBIS/Hanne Selnæs FOTO: IBIS/Claus Kjærby Filippinerne det smukke helvede FOTO: Ditte Sofie H. Laursen Hvad er lykke - kom ind bag Filippinernes smukke facade og oplev den hjerteskærende fattigdom og det stærke fælleskab
Sæt fattigdommen på De Gule Sider Ådalen Lilleskolernes Efterskole gult hus - november 2010 - side 2 FATTIGDOM kan defineres på mange måder. Der kan være tale om relativ eller absolut fattigdom, men også fattigdom på de materielle og sociale områder. Den absolutte fattigdom omhandler umiddelbart folk med mangel på resurser til de basale levevilkår. Det er, hvad vi her i et land som Danmark vil betegne som menneskerettigheder i form af adgang til mad og drikke, tøj, husly og lægehælp. Den absolutte fattigdom ses i U-lande som Filippinerne og områder i Sydamerika og Afrika. Man taler om relativ fattigdom ved mangel på resurser i det pågældende samfund, man lever i. At man ikke har råd til de goder, der ses som standarden i eksempelvis det danske hjem. Man har lige med nød og næppe råd til de basale levevilkår, som defineret tidligere. Verdensbanken har defineret en generel fattigdomsgrænse på trods af, at der ingen fastsat fattigdomsgrænse er i Danmark. For U-lande med meget lave indkomster ligger grænsen på 1 US dollar pr. dag (helt præcist $1,25), mens den for lande med middel indkomster ligger på 2,15 US$. SELVOM der ikke er fastsat nogen fattigdomsgrænse her i Danmark, hvornår betegnes man så som værende fattig? Kan man overhovedet tillade sig at kalde sig selv fattig, i forhold til kontrasten: U- landene? Måske er vi bare forkælede. Måske kan man slet ikke bruge begrebet "fattig" i forbindelse med vores mangel på materielle goder. Er det god morale? Det er meget individuelt, hvordan man opfatter fattigdom i Danmark. Hvis man sætter fattige i Danmark i kontrast til fattige i diverse U-lande, er de danske "fattige" jo rige. Misbruger vi så ordet "fattig" her i Danmark? Betydningen af ordet fattig får en helt anden mening. I Danmark, som jo er et I-land, er det efterhånden normalen at tage på badeferie og købe en ny mobil årligt - fordi vi har råd. Men betyder det, at vi sætter pris på disse goder, vi giver os selv? For manges vedkommende bliver en mobiltelefon til en playstation, og playstation til luksuriøs bil. Vi er på vej til at blive amerikaniseret. De sidste skillinger. FOTO: JUDITH WAGNER/POLFOTO I ARTIKLEN "Smart tøj afgør, om dit barn er populært", Politiken d. 2. november 2010, refererer journalist Pernille Mainz, til en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Børnerådet der viser, at hver tredje elev i 4. klasse oplever, at det er lettere at få nye venner, hvis man går i mærketøj eller har en dyr mobiltelefon. Undersøgelsen viser også, at hvert syvende barn bliver holdt uden for fællesskabet, fordi forældrene har økonomiske problemer, og dermed ikke har råd til mærketøjet. Det er som om, at det er blevet et krav med dyre mærkevareprodukter for at blive accepteret. Er dette ikke en lige så stor fattigdom på tolerance? At man først opnår accept i samfundet, hvis man har de rette materielle goder. Denne mangel på tolerance er helt modsat den værdighed og gæstfrihed, man ser hos fattige i U- landene. Her er de absolut rige på livet, og deler glædeligt ud af deres i forvejen minimalske resurser. De forstår virkelig, at værdsætte livet på trods af deres hårde levevilkår. Kan vi her i Danmark lære noget af dette livsbekræftende folkefærd, og sætte pris på vores materielle rigdom, uden at glemme vores menneskelige værdier? VI BLIVER som samfund nødt til at hanke op i os selv, sætte de gule advarselslamper op, stramme an og tænke over vores overdrevne materielle forbrug - sætte pris på det vi har. Vi kan lære af disse livsglade fattige, man ser i diverse U-lande, og tage denne medmenneskelighed til os. AF ALBERTE KLYSNER STEFFENSEN OG AMALIE LILLIENTHAL BØNDING Hvad gør dig lykkelig Vi har spurgt fire forskellige mennesker i henholdsvis Bazar Vest og Viby Centret i Århus om, hvad der gør dem lykkelige. FOTO: DITTE HOLTEGAARD Studerende, Viby-centret: Jeg er lykkelig når jeg har penge, og når kæresten siger han elsker mig. AF: DITTE HOLTEGAARD, MATHILDE HOCHHEIM, NIKOLINE KRUUSE Kunde, Bazar Vest: Det gør mig lykkelig at være her i Bazar Vest. Der er et stort fællesskab, og det elsker jeg. I Århus snakker jeg ikke med ekspedienten i butikkerne, her snakker vi alle sammen sammen, det gør mig glad. Alle mine bekendte kommer her, og her er jeg lykkeligst. Elev, Lykkeskolen: Jeg er lykkelig her i Gellerup Parken og Bazaren, og når jeg går i skole for det har jeg været vant til siden 0. kl. Det er ikke så vigtigt med materielle ting og penge, det er mere kærligheden, venner og familie der betyder noget for mig. Det er det der gør mig lykkelig. Pensionist, Viby-centret: Det gør mig lykkelig at min familie, og især mine børn og børnebørn trives, at kunne gøre det jeg har lyst til, som for eksempel at rejse. Det er også vigtigt for mig at være sund og rask. Penge betyder jo en del, men mest så jeg kan sørge for at mine medmennesker er glade og tilfredse, og så jeg har råd til at rejse og opleve en masse ting. Ansvarshavende redaktør for denne avis er: Tore Liltorp. Ansvaret omfatter ethvert krav, som i forbindelse med medieansvarsloven kan eller skal rettes mod den ansvarshavende redaktør, herunder alle krav, som strafferetligt, medieretligt, ophavsretligt eller lignende måtte blive rettet imod udformningen og anvendelsen af tekst og illustrationer i såvel redaktionelle tekster som annoncer. Ekstra Bladets redaktør er uden ansvar for nærværende blads indhold. Indland: Ditte Sofie Holtegaard Laursen, Frederik Ravnsborg, Frederik Saarik, Mathilde Hochheim, Nikoline K. Hansen, Therkel Bromand Lorenzen, Valdemar Hundebøll Benzon. Kritik, debat og kultur: Alberte Klysner Steffensen, Amalie Lillienthal Bønding, Esther Agnethe Ejskjær Gravholt, Frida Østerby Berg, Iben Filtenborg Mikkelsen. udland: Caroline Gabrièlle Schlappi, Julie T. Nielsen, Melissa Bojsen, Pierre Lund Bendtsen, Sebastian K. Harvej, Vicky Yde Krei. Økonomi: Rasmus Gilbert Lausen, Rick William Nielsen.
Ådalen Lilleskolernes Efterskole gult hus - november 2010 - side 3 Rigdom i ghettoen Er danskerne verdens lykkeligste folkefærd? AF FREDERIK SAARIK & FREDERIK RAVNSBORG Ved et socialt boligbyggeri, Møllevænget, nær Århus er der mange familier med anden etnisk baggrund. Vi er taget der ud for bl.a. at spørge beboerne, om de føler sig fattige socialt, og om de føler, at danskerne er verdens lykkeligste folkefærd. En bil nærmer sig, den parkerer tæt ved boligblokkene. Vi hører et ordenligt smæld. Vi vender os forundret om og ser en udenlandsk kvinde træde ud af en rød, gammel Suzuki Alto. Vi går hen mod hende, og spørger om hun vil interviewes. Til vores held er hun meget rar, imødekommende og har intet imod at blive interviewet. Hun hedder Samira og er 32 år. Vi spurgte hende bl.a., om hun følte sig fattig rent socialt. Hun svarede: "Da jeg lige var kommet til Danmark, følte jeg mig fattig socialt mest pga., at jeg ikke kunne sproget. Da jeg blev integreret og lærte det danske sprog, fik jeg en masse danske venner og veninder." De fleste indvandrere vi interviewer tjener ikke ligeså mange penge som danskerne. De mener ikke, at penge er alt. De mener nemlig, man kan være rig på andre måder end på penge. "Danskerne går for meget op i deres arbejde og alt det materialistiske. De værdsætter ikke deres familie nok" Vi diskuterede bl.a. emnet lykke, og hvorfor de tror, Danmark er verdens lykkeligste folkefærd. De fleste er enige om, at danskere ikke er de lykkeligste i verden. Selvom de dog mener, at forholdene og velfærden er super god, hvilket kan gøre folk lykkeligere. Flere mener også, at danskere bruger for lidt tid på deres familie. De bruger mere tid på arbejde, så de kan købe nye ting. Med nye ting føler danskerne sig nemlig lykkeligere. Det mener Ali i hvert fald: "Danskerne går for meget op i deres arbejde og alt det materialistiske. De værdsætter ikke deres familie nok." De interviewede mener også, at man kan være rig på kærlighed og på livet. De mener, at mange indvandrerfamilier er Møllevænget. FOTO: FREDERIK SAARIK rigere på kærlighed end de etniske familier. Det er pga,. at de ofte tilbringer mere tid sammen med familien, da familien er første prioritet. Nogen af de interviewede mener også, at de er mere rige på livet end mange andre. Det har været svært for mange indvandrer at bo i Danmark. Da de har været fattige på sprog, og det gør også, at de har været fattige rent socialt. Da man ikke kan sproget eller har svært ved det, er det svært at få venner. Når man ikke har nogen venner, er man ofte fattig rent socialt. Da vi går hjem mod skolen myldrede tankerne frem i hovedet. Vi synes det er smukt, at man kan være så rig på kærlig og livet. Vi synes, det var fantastisk, at nogen mennesker ikke kun går op i det materialistiske. Det er så let at sige at rigdom ikke medfører lykke, men efter at have været her føler vi, at sandheden er blevet sagt. FATTIG PÅ PENGE OG RIG PÅ KÆRLIGHED AF MATHILDE HOCHHEIM, DITTE HOLTEGAARD OG NIKOLINE KRUUSE. Penge er absolut ikke lig med lykke, fordi man sagtens kan være lykkelig på andre ting, som for eksempel kærlighed til venner og familie. Vi køber og køber og tænker slet ikke på vores store materielle forbrug som får konsekvenser for vores generation senere hen. Det vil måske gå hen og blive normalt at kalde sig lykkelig hvis man ejer ting som er købt for penge fordi vi netop har alt for mange penge til os selv og vores eget forbrug. Og hvor bliver den ægte lykke så af? Den lykke som vores omgivelser skaber. Lykke der kommer af kærlighed, familie og livsglæde. Hvor skal den lykke placeres hvis det hele pludselig går op i hvor mange penge vi tjener. Hvordan skal vi få tid til at pleje vores forhold med familie og venner hvis vi kun tænker på at arbejde og tjene penge? I dag samles familier foran fjernsynet i stedet for rundt om spisebordet. Vi spiller computer, taler i telefon og arbejder hele tiden. I et uland vil man typisk opleve at familien er meget tæt og alle gør en indsats for at få det hele til at køre rundt. Det gør at deres fællesskab bliver stærkere. De bygger huse af affald og lever næsten af ingenting, men alligevel samles de hver aften om bålet hvor de danser og synger; et sammenhold vi nok aldrig vil opnå hvis vi fortsætter denne sørgelige materialisme som præger vores hverdag. Det kan give en form for tomhed hvis man opfylder alle drømme og ikke længere har nogle ønsker i livet. Vi bilder os selv ind at lykke er penge og karriere, men med alle de muligheder vi har i dag for at få en god uddannelse og tjene mange penge er det let at opnå hvad vi vil have. Det kan give en form for tomhed hvis man opfylder alle drømme og ikke længere har nogle ønsker i livet. Når man når der til tror man måske at man har fundet ægte lykke i materialer og penge, men hvor er så den lykke man får fra sammenholdet med familien og vennerne? Man kan nærmest dele folk op i to grupper. Dem der er fattige på penge og materialisme og rige på kærlighed og liv, og dem der er rige på penge og materialisme og fattige på kærlighed og liv. Der er mange mennesker i verden der udenpå kan se ud til at være lykkelige fordi de har mange penge og gode muligheder for en uddannelse. Det kan være en facade de bygger op for ikke at virke svage, men de godt selv ved at de ikke er rigtig lykkelige fordi de mangler kærlighed. De mennesker der lever et forfærdeligt liv måske på gaden, eller på en losseplads i et fattigt land, kan have så meget livsglæde at de ikke vil bruge den tid de stadig lever i, til at tænke over de vilkår de lever i. Er vi i Danmark lykkelige på den rigtige måde? De fleste mennesker ville nok helst være lykkelige på alt. Både Materielle ting, penge, kærlighed og livsglæde. Men kan man det? Kan man overhovedet være lykkelig på penge? Kan man købe sig til alting? Er det så ikke bedre, at leve med ikke ret mange penge, og så være enormt livsglad og modig på livet, og have masser kærlighed omkring sig, masser af venner og et godt fællesskab. FOTO: NIKOLINE KRUUSE
Ådalen Lilleskolernes Efterskole gult hus - november 2010 - side 4 Landminer er hverdag Læger Uden Grænser støtter Ulandene og hjælper dem gennem problemramte tider Af VICKY YDE KREI Læger Uden Grænser arbejder med alle Ulande. De arbejder med medicin og lignende. Der har været mange grusomme og helt ufattelige hændelser, både naturkatastrofer og menneskekatastrofer, og det er det at Læger Uden Grænser hjælper til med. De er uddannede læger som hjælper de syge og hårdt ramte, fx i Angola ligger der en slags landminer spredt udover et stykke terræn, og kommer folk til at træde på dem, bliver deres fødder og ben sprængt i stykker, og der kommer Læger Uden Grænser ind i billedet. Kurt Wolther er en af lægerne der arbejder for organisationen, som har amputeret et par ben og fødder på grund af landminerne, han er uddannet læge og er med til at gøre en stor forskel for Ulandene. De arbejder dog ikke kun med amputationer, men også med normale konsultationer, fx når der er en der har lungebetændelse eller lignende, de små næsten uskyldige sygdomme. Når de er i gang med deres konsultationer, fortæller de nogle af folkene fra landene om hvordan det foregår, og hvad de gør, for at kunne føre nogle fra landet ind i praksissen, så de kan arbejde videre med at redde folk, selv når de praktiserede rejser hjem igen. Læger Uden Grænser hjælper kun de allerhårdest ramte lande, fx de lande hvor mange lever under fattigdomsgrænsen, som ligger på en dollar om dagen. Læger Uden Grænser ser sig selv som den bedste organisation, da de er dem der sender flest læger og sygeplejersker ud til Ulandene. De helt akutte situationer er når der er menneskeskabte problemer, også betegnet som slagsmål eller krig, eller Organisationer ved de naturskabte problemer som Tsunami, orkan eller oversvømmelser, der arbejder de rigtig hurtigt. De har lagere af madvarer som kan være sukker, mel, ris og sådan noget mad der ikke kan mugne eller blive ødelagt af at stå i noget tid, så de er klar med det samme, til at pakke nogle madvarer og rejse ned til det problemramte sted. Dem der arbejder for Læger Uden Grænser arbejder frivilligt, det vil sige at de selv har valgt det, men at de stadig får en løn, som staten giver organisationen penge, som de så fordeler ud til løn, som ligger på mellem 4000 og 5000 kr, hvilket ikke er særlig meget, men derudover får de nogle af indsamlingspengene, som de samler ind ved huse som bliver brugt til eventuelle ting. Her ses en bedstemor med sit underernærede barn, inde på Læger Uden Grænsers hospital i Somalia. FOTO: KAREL PRINSLOO, CREDIT: POLFOTO Velkommen på gaden Hjemløs på gaden. FOTO: VALDEMAR BENZON Hjemløse i Danmark er et stigende problem. AF VALDEMAR BENZON OG THERKEL BROMAND Der er i dag mere end 15.000 hjemløse. Vi ser dem hver dag, selv om vi ikke altid lægger mærke til dem. Og selvom at den skandinaviske velfærdsmodel gør sit, er der alt for mange, der falder igennem. Mange hjemløse er misbrugere af alkohol og andre rusmidler. For de yngste hjemløse er det oftest blandingsmisbrug som hash, heroin, kokain og alkohol. For de ældste overvejende alkohol alene. Danmark har varmestuer, som er tilegnet hjemløse, hvor man kan få kost og logi, men de er ofte underbemandede. Østervang forsorgshjem. FOTO: VALDEMAR BENZON Interview med Marianne Vogt, der er socialrådgiver på forsorgshjemmet Østervang i Århus. Østervang hjælper hjemløse som enten har et stofmisbrug eller ikke har noget sted at bo. Hvor mange pladser har I: Det er jo stort sted, så der er jo forskellige afdelinger med 129 interne og eksterne pladser. Vi har også nogle pladser uden for huset nede i byen. Hvilken hjælp kan I give de besøgende: Vi kan tilbyde folk at komme her ud og blive stabiliseret og få noget ro og fred og få noget mad og alle de basale ting. Og så tilbyder vi at udrede folk og finde ud af, hvad det er, der ligger til grund for, at vedkommende bliver ved med gentagende gange at få det så skidt og ryge tilbage i misbrug og ikke kunne blive boende i egen bolig. Så det er primært udredningen, vi kikker meget på her ude, fordi det er et midlertidigt ophold. Folk de bor jo her ude i kortere perioder med henblik på at skulle ud og bo i egen bolig eller et botilbud igen. Hvor mange er alkoholikere eller afhængige på anden vis: Det er jo næsten hoved-parten, der har et misbrugsproblem i en eller anden grad, men også psykisk sygdom eller begge dele kombineret. Kildeoplysning:www. husforbi.com, Preben Brandt, og Østervang forsorgshjem.
Fattigdom i Filippinerne Ådalen Lilleskolernes Efterskole gult hus - november 2010 - side 5 Filippinerne på kanten Fattendommen i Filippinerne er barsk. Man kan aldrig være sikker på at få mad. De rige og de fattige er delt op, det er ligesom de lever i to forskellige verdener. AF: CAROLINE GABRIELLE SCHLAPPI OG JULIE NIELSEN FOTO: Børn på gaden FOTO: CAROLINE LETH-NISSEN Filippinerne er delt op i mange områder. I de store byer bor den rige befolkning, der sætter en facade op over for de fattige, som de ikke mener hører til i de store byer. Et historisk billede Filippinerne ligger i det østlige Asien. Spanien havde i 333 år overherredømme i landet indtil 1898, hvor efter det blev en amerikansk koloni indtil 1946. De rige lever i et helt andet miljø end de fattige. De fattige kommer ikke, hvor de rige er, fordi de ikke er velkomne. I det fattige miljø hjælper man hinanden, og der er et fællesskab omkring det. De har ikke råd til at bo, hvor de rige er. I de steder, byer og lossepladser, hvor de fattige bor, har de et tæt fælleskab. Alle hjælper hinanden. Blandt andet med at få føde til børnene, og de deler gerne ud til hinanden, turister og fremmede. Fædrene arbejder ofte med at køre i cykeltaxaer eller sælge varer. Kvinderne arbejder stort set altid hjemme med at ordne hjemmearbejdet. Der er lavet et børnehjem til de fattige børn, der bliver fundet på gaden efterladt af deres forældre eller afgivet til børnehjemmet. Vi har talt med en der har været nede i Filippinerne for 2 år siden, som fortalte os om en organisation, der hedder Rise Above. De hjælper de fattige nede i Filippinerne både børn og vokse. De arbejder med at forbedre deres levevilkår, sundhed, uddannelse og livskvalitet. Befolkningstilvækst: 2,4 % pr. år Fødsler: 27,2 pr. 1000 indbyggere Dødsfald: 5,2 pr. 1000 indbyggere Spædbarnsdødelighed: 29,0 pr. 1000 fødsler Forvente levetid: mænd: 68år, kvinder: 72år 96 % af mændene og 95 % af kvinderne over 15 år kan læse Et hjem på en losseplads - FOTO: CAROLINE LETH-NISSEN Indbyggetal: omkring 90 mio. Filippinerne består af tusindvis øer De taler Engelsk, spansk og Filippinsk Der er 37 vulkaner hvoraf 18 er aktive I 1991 oplevede befolkningen på Luzor et voldsomt vulkanudbrud 1 mio. mennesker blev hjemløse Filippinerne er inddelt i 4 lag 1. Der er de rige, som bor inde i storbyen. De har hus, arbejde og føde på bordet hver dag. Kvinderne arbejder derhjemme med husligt arbejde. 2.Der er de fattige. De har stadigvæk råd til lidt mad og har deres egne huse med små butikker uden for huset. Der sælger de mad og andre småting for at kunne overleve. 3. De næstfattigste er dem som bor i de gravtempler formet som huse, som de rige har bygget. Derefter er de fattige fra gaden flyttet ind og bosat sig. 4.De, der er de fattigeste, bor ofte på en losseplads i huse af skrald, som de selv har bygget og bosat sig i. Familiens forældre finder mad til deres børn og dem selv i skraldet. Går dine penge til formålet AF PIERRE LUND BENDTSEN I størstedelen af nødhjælps-organisationer trækker man penge fra indsamling og projektsponsorater, til lønninger. I 100% til Børnene derimod, har de delt sponsoraterne op, så du kan vælge at støtte med et projekt sponsorat, eller med et administrativt sponsorat. De ansatte skal selvfølgelig også kunne leve af arbejdet, derfor går en del af de administrative sponsorater til lønninger, samt transport, kost og hvad der ellers hører med. Dette er også en af grundende til navnet på organisationen 100% til børnene, da det du donerer som projektsponsor går direkte til formålet. Dette styrker også gennemsigtigheden, sådan at sponsorerne ved præcist hvad de donerer til. Årets hovedpris fra Fun Fearless Female Award gik dette år til den 34 årige Signe Møller. Ville gerne starte en organisation, hvor man vidste præcist hvad pengene gik til. Fun Fearless Female Award er en konkurrence der honorerer kvinder under 35 år, der har gjort noget ekstraordinært i lokalt eller globalt miljø. Signe Møller var årets vinder, fordi hun i 2008 grundlagde non-profit organisationen 100% til Børnene, som i 1010 blev en NGO. De går ind og støtter op om børn i Afrika for at hjælpe dem til bedre vilkår. Organisationen sigter efter at holde en langsigtet støtte til landets lokale projekter for senere at blive selvforsynende. Hun fik idéen da hun arbejdede som konsulent for en engelsk organisation i Kenya som ikke ville støtte op om disse børn. Hun ville gerne starte en organisation der havde større gennemsigtighed, hvor folk vidste præcist hvad de penge de donerede, gik til. Signe færdiggjorde i 2005 sin uddannelse som Kaospilot. Udover uddannelsen som Kaospilot, har hun en bachelor i kreativ proces-design og projekt ledelse samt social forretnings entreprenørskab. Fotokredit: 100% til Børnene. Signe deltager aktivt i organisationens projekter og ligger 100% i for børnenes velfærd.
Ådalen Lilleskolernes Efterskole gult hus - november 2010 - side 6 Skeletterne rasler i skabet Tvangsforflyttelse. Nedlægning af boder. Løfter om nye huse, der aldrig kom. Disse hændelser var nogle af de ting, det Sydafrikanske folk måtte finde sig i, da VM kom til Sydafrika i sommeren 2010. AF FRIDA BERG & IBEN MIKKELSEN VM i fodbold. En begivenhed set på som en stor ting af mange mennesker på denne jord. Lande kæmpede om retten til at få lov til at være værtsland, og da Sydafrika blev valgt, vakte det megen begejstring hos det afrikanske folk, da det gav rig mulighed for at vise, hvordan landet var i udvikling og var klar til at holde disse events. Et af værstbyerne var Johannesburg, hvor 2 af de 10 stadioner skulle være. Problemet med disse sportspladser var, de blev placeret oveni arealer, hvor Johannesburgs beboere boede. Derfor blev den Sydafrikanske regering tvunget til at tvangsfjerne fattige dele af befolkningen. En historisk gentagelse: Folk blev flyttede fra deres huse i nærheden af stadioner og træningsbaner til midlertidige shantitowns. "Regeringen havde simpelthen valgt forskønnelse frem for lokalbeboernes behov." Dette skete over hele Sydafrika. Fattige blev fjernet fra de steder, hvor turisterne ville komme. Deres boder blev nedlagt, og nye butikker blev sat op. Samme form for tvangsforflyttelse sås også under OL, i Beijing og Seoul, men for Sydafrikas fattige, sorte i slummen var det en historisk gentagelse, som ikke burde ha' fundet sted; under Apartheid-systemet blev dele af den sorte befolkning tvunget fra hus og hjem på grund af samfundets raceadskillelse. Handlingen indbyder til tanker om, hvor stort et tabu fattigdom i virkeligheden er for Sydafrika under fodboldfestens magt og pragt. Regeringen havde simpelthen valgt forskønnelse frem for lokalbeboernes behov. Løftet om nye huse: Sydafrika selv bidrog med 282 milliarder pund til opførslen af stadioner, mens Fifa donerede 100 milliarder oveni, så de 10 nye stadioner kunne opføres. Jacob Zuma, præsidenten for Sydafrika, havde udtalt, at VM-investeringen, med bygning af nye stadioner, ville betyde økonomisk fremgang og jobmuligheder for lokalbefolkningen. Dette kom dog ikke til at betyde noget for de mest trængende, som nu sad i shacks med lang vej til bycentrummet og få midler til bustransport. Skeptikere spørger, om de store stadioner er en god investering, da de nu bare vil stå der. Er sport og FOTO : ILAN GODFREY/POLFOTO 2 drenge spiller fodbold i en baggård forventninger fra Vesten af højere prioritet end almene menneskelige behov som rent vand, mad og husly? Tabu? Sydafrikas (samt Kina og Sydkoreas, mm.) handling, har belyst en ny problemstilling: Er fattigdom pinlig? Handlede det for Sydafrikas vedkommende mest om æstetik, eller spillede presset fra dagens vestligt orienterede verdensorden også en stor rolle? Det er i hvert fald klart, at regeringen under VM gemte deres fattige væk. Ud fra dette kan vi spørge os selv, om fattigdom også er et tabu i den danske befolkning? Velgørenhedsbal Glade publikummer med god samvittighed. FOTO: TimTadder/CORBIS FOTO AF AMALIE LILLIENTHAL BØNDING I anledning af Operation Dagsværk blev der, onsdag den 3. november kl. 14, afholdt en velgørenhedskoncert på den gamle Godsbane i Århus, Institut For X. Man kunne donere en 10'er og få en øl til tak, mens al overskud gik ubeskåret til Operation Dagsværks Uddannelsesprojekt i Burma. En succes og en god måde at tjene ind til velgørenhed på en underholdende måde. Kilde: Begivenhed. Facebook FOTO: MELISSA BOJSEN Messi giver 53 mio. Verdens bedste fodbold hold, FC Barcelona spillede tirsdag aften 1-1 mod det dansk tophold FC København. Man kunne forstille sig at en klub som Barcelona væltede sig i sponsormillioner, men den 7. sept. 2006 indgik Barcelona en aftale med Unicef om at give dem gratis annonceplads på deres trøjer. Barcelona har aldrig haft en trøje sponsor, selvom de har fået mange tilbud fra store AF: FREDERIK SAARIK OG SEBASTIAN HARVEJ firmaer. Udover den fri annonceplads giver de også 53 mio. kr. over fem år til bekæmpelse af HIV og AIDS. Desuden donerer Barcelona også 0,7% af deres årlige overskud til Unicef. FOTO: CREDIT FCBARCELONA Verdens bedste spiller Navn: Lionel Messi Position : angriber Alder : 23 år Nationalitet: Argentiner Klub: FC Barcelona Årsløn ca : 247 mio.kr Forventet salgspris:1,86 mia. kr. Højde: 169 cm Vægt: 67 kg
Et supplement til den klassiske ulandshjælp Du og jeg kan låne penge til fattige kvinder, og give dem muligheden for at skabe et nyt liv for dem og deres familie. AF ESTHER GRAVHOLT "Microkredit" eller mikrolån er blevet et væsentligt udtryk, der bruges om de små lån, du kan tage som fattig studerende i Danmark, eller de lån du kan tage, når du skal have et nyt tv, men mikrolån har også en anden funktion. "Grameencredit" er betegnelsen for små lån fra private investorere til primært fat-ige kvinder i I-landene. Kvinderne kan søge disse lån, som har til formål at bekæmpe fattigdom ved at give lånerne muligheden for at starte egen virksomhed, sende deres børn i skole, give dem råd til lægehjælp osv. Forskellen fra almindelig velgørenhed er, at disse lån skal betales tilbage, før der kan optages et nyt lån. Det vil sige, at man ikke giver penge væk, og dette giver lånerne et ansvar og en individualitet ved at hjælpe dem til at tjene deres egne penge, så de ikke skal være afhængige af nødhjælp resten af livet. Lånene gør, at de Ibis' nye skolesystem giver håb AF : FRIDA HEDWIG Ø. BERG I lande, som inden for de seneste år har været præget af borgerkrig, er analfabetisme grundet deres turbulente fortid, mere markant end i andre udviklingslande. For eksempel i Sierra Leone, hvor over 50% af befolkningen er under 18 år, og i alt kun 35% kan læse og skrive. Landet har gennemlevet 10 års borgerkrig, kup, politiske uroligheder og korruption, og de 10-18 årige har aldrig fået chancen for skolegang, og er nu for gamle til at begynde. Derfor har Ibis startet et projekt, hvor 6 års skolegang forvandles til 3. Første omgang var 2006- En kvinde har gang i sine daglige pligter. POLFOTO kan stå for deres egen udvikling. Mohammad Yunus fik idéen til at starte en bank for de fattige, da han var i Bangladesh. Chok førte til handling Her oplevede han, at en kvinde havde lånt få penge af en penge-udlåner på betingelse af, at udlåneren måtte købe de ting, hun producerede til en pris han selv bestemte. Dette chokerede Yunus, og han bestemte sig for at give kvinden det tilsvarende beløb af egen lomme. Det skabte så megen glæde, at han gav sig til at undersøge muligheden for, at disse mennesker kunne låne 2009, hvor 3000 unge og 75 lærere gennemførte. De unge kan derefter tage en praktisk uddannelse, som frisør, skrædder, mekaniker osv. Dette vækker håb for landet, hvis hovedindkomst ligger i de mange diamantminer, som giver en årlig eksportværdi af 1,5 millioner kr. Branchen er dog i modgang, da industrialisering er en realitet, og depoterne efterhånden tømmes. I 2007 afholdtes det første fredelige valg i Sierra Leone, og den nye regering ledet af Ernest Bai Koroma og All People's Congress, har meget at tage fat på; Ådalen Lilleskolernes Efterskole gult hus - november 2010 - side 7 penge i bankerne. Dette blev blankt afvist, da bankerne ikke mente, at de var kreditværdige, og kunne betale lånene tilbage. Først da han satte sig selv som garant for lånene, kunne han få lov at hjælpe dem med at låne penge. Det blev en succes, og han oplevede at alle penge blev betalt tilbage til tiden - hver gang! Dette inspirerede ham til at åbne en bank for de fattige. "Grameen Bank" blev en realitet i 1983, og er siden hen vokset, så der nu findes mikrolån i næsten alle lande. Omkring 7 mio. mennesker har lånt penge, og man oplever, at 99% af pengene bliver betalt tilbage. Lånene fremmer udvik- landet ligger som #180 på FNs Human Development Index, og de mange overgreb på kvinder samt mangel på elektricitet og infrastruktur er bare nogle af landets problemstillinger. FOTO: WESSEL WESSELS/ ling og uddannelse for lånerne. I 2006 fik Mohammad Yunus Nobels Freds Pris for sit arbejde med mikrolån. Anderledes bank CREDIT: IBIS - FOTO: ANNE HEFTING Lånene i Grameen Bank er ikke baseret på regler og love, men troen på, at pengene vil blive betalt tilbage. Man tager lånene kollektivt i grupper på fem, hvilket skaber en form for gruppepres, da lånerne ikke for lov til at optage nye lån, hvis pengene ikke bliver betalt tilbage. Et vigtigt princip er, at banken forsøger selv at opsøge de fattige, og give dem håbet om en lysere fremtid. Ligestilling i form af mikrolån Tanker fra fortiden "Generelt er det et problem, at kvinder er undertrykte" AF: ESTHER GRAVHOLT I år 2000 blev FN og 189 statsledere enige om 8 mål for udvikling, som skal være indfriet i år 2015, de såkaldte 2015 mål. Disse mål er til for at påbegynde en verden, hvor landene er mere ligeværdige, når det kommer til økonomi, politik, borgernes vilkår og rettigheder osv. Mål nr. 3 på denne liste hedder "Ligestilling". I Danmark er vi kommet langt. Nogle af vores mest fremtrædende politikere er kvinder. Mænd har mulig-hed for barselsorlov, og det er normalen, at både mænd og kvinder har en karriere. Helt anderledes står det til i u-landene, hvor kvinder stadig er undertrykte og undervurderede. 97% af Grameen Banks mikrolån går til kvinder i verdens fattige lande. Banken oplever, at det er mest gavnligt for familierne og samfundet, at kvinderne får pengene at råde over. Måske fordi mange af u- landene sidder fast i traditioner og gamle rollefordelinger, hvor kvinderne står for husholdingen, mens mændene bestemmer. På nettet findes lister over de ti værste lande at bo i som kvinde. AF: ESTHER GRAVHOLT Jeg har interviewet Thilde fra Ibis, som har rejst rundt i Afrika og Latin-amerika. Hun har deltaget i skoleprojekter med Ibis, været på sprogskoler og rejst rundt på egen hånd. Oplever du ligestilling mellem kønnene i den tredje verden? Det er meget forskelligt alt efter hvor man er. Generelt er det et problem, at kvinder er undertrykte. Her er eksempler på uretfærdighed overfor kvinder i en så ekstrem grad, at man får det dårligt på deres vegne. Men kan det ikke ændres nu? Hvis kvinderne får disse lån og kan begynde at tjene penge til familien, vil det så ikke give dem mere magt? Vil det ikke vende rollerne en smule, så mændene vil blive afhængige af kvinderne på en anden måde end til at bære slægten videre. "97% af Grameen Banks mikrolån går til kvinder i verdens fattige lande." Ligesom kvinderne siden første dag har været afhængige af mænd som beskyttere og forsørgere? Og kan man ikke håbe at det vil give kvinderne lidt mere værdighed og status? Jeg tror, at disse mikrolån kunne være en lille brik i et puslespil med hensigten, at forandre den, til tider, kvindediskriminerende behandling u-lands kvinder får, og som gennemsyrer mange samfund i den tredje verden. Hvordan oplever du at ulighed kommer til udtryk? Ulighed kommer til udtryk via uddannelse især. Der er flere drenge, der kommer i skole, og får en udingen eller meget lidt skole-gang. Dette præg er resten af samfundet, da uddan-nelse giver mulighed for bedre jobs og mere indflydelse. "[..]Generelt har mænd bedre jobs og derfor højere status" Har mændene højere status end kvinderne? Det er meget forskelligt. Men generelt har mænd bedre jobs og derfor højere status. Jeg oplever, at det er ved at ændre sig. Ibis arbejder på højere uddannelser til kvinder. Fortsættes på bagsiden
Det poetiske hjørne Snavs på glorien AF RICK SCRIVENS Som støvet under vore fødder Lagt med moders hånd På de kolde storbysten med kun kys af bitter kulde som et tæppe for tilflugtens søvn ligger udbyttet mennesker i samfundets syn Vore hjerte bløder ved mødet af det ensomme blik det eneste vi genkender Med ligegyldig hånd og tungt hjerte smider vi samfundets guld i deres hænder Guldet gives som vand, men modtages som ild mønt til at betale enhver mands synd djævelens vin til en trøst, der aldrig slukkes magiske piller med bedragende smil af gule hugtænder kvinder som giver sin krop, men ikke sit navn. Dræb samvittigheden AF: RICK SCRIVENS OG ESTHER GRAVHOLT Der bliver ustandseligt samlet penge ind til verdens fattige og katastroferamte. Helt klassisk er indsamlinger noget med Røde Kors frivillige, der en kold søndag morgen beder om penge ved folks hoveddør, mens de lirer en remse af om, hvor forfærdeligt det hele er - og ja, det er det Og ja, vi skal da hjælpe. Men hjælper indsamlinger overhovedet? Er det ikke et mediestunt for at skabe et godt image, når der bliver lavet et kæmpestort indsamlingsshow, på DR1, i primetime hvor hele familien Danmark kan se på, når megakoncerner viser goodwill ved at donere 0,01% Ådalen Lilleskolernes Efterskole gult hus - november 2010 - side 8 af deres årlige indtægt? Og derefter får flere kunder fordi de "simpelthen er så sympatiske." Bliver vi ikke ved med at melde os som frivillige og donere penge for at få det bedre med os selv? For at kunne klappe os selv på skulderen, dræbe den dårlige samvittighed og så skyde ansvaret over på andre - nu har vi hjulpet. Personligt tror jeg ikke på indsamlinger. Hvis de virkede så godt, som vi håber på, burde vi så ikke for længst have kunnet se kæmpe fremskrift, når der hvert år bliver doneret flere mio kr? Jeg tror ikke, at det hjælper at sende nogle penge ned til alle dem, der lider, og så ellers gøre dem afhængige af vores velgørenhed. Jeg synes, det er smukt og flot, når Danmarks udvik- lingsminister, Søren Pind, siger at i de næste tre år vil Danmark donere 15,2 mia kr. i udviklingsbistand, men jeg tror ikke, at pengene gavner lige så meget, som man ønsker sig. Undersøgelser viser, at de fattigste lande er de mest korrupte lande, og at ca. 11% af de donerede penge går til militæret, mens de resterende 89% går til landets rigeste. Jeg synes ikke man skal droppe bistanden men jeg synes, man skal nedsætte et råd, der sørger for, at pengene bliver fordelt retfærdigt. Derudover er jeg overbevist om at Grameencredit, altså mikrolån, er et godt supplement, hvis ikke alternativ til den klassiske form for velgø-renhed. Fortsat fra s. 7 Hvorfor er synet på kvinder som det er? Jeg tror, at samfundet er fastgroet sådan, og at dette tankemønster bliver fastholdt via mændenes højere uddannelse. Derudover er mændene ofte forsørgerne. "Jeg tror at samfundet er fastgroet sådan [..]" Hænger ulighed og fattigdom sammen? Ja, det tror jeg, men det er ikke de eneste faktorer. Jeg tror, at kvinder ville være mindre undertrykte, hvis de tjente flere penge, og ikke var så afhængige af mændene. Derudover ville landene også blive rigere, hvis kvinderne var med til at tjene penge. Jeg tror at man ville opnå meget ved at udligne uligheden mellem kønnene. DE GULE SIDER Nu med lette punge hjerte fyldt med stolthed med gavmildheds ofre i fortiden og med vore blik mod fremtiden pudser vi plastik glorien alt for menneskeheden selv, hvis den bliver mindre menneskelig. Vore handlinger blæser fra beskidte rendesten til fremmede kyster, hvor en rigmand er en mand med mad til en. Her ender samfundets guld og menneskets hjerteblod i geværløbet på grådighedskongers soldater som skyder den iskolde kugle i ryggen på mennesket, der overlever som et dyr, men griner som et menneske.