1 P a g e K a p i t e l : T i d t i l T e B oge n : F r a N i l e n s h j e r t e Tid til te -Velkommen. Kom indenfor. Te? Lyder den overstrømmende hilsen, da jeg nærmer mig butikken. Utallige gange i mine foregående sæsoner i Egypten er jeg blevet budt på te. Det er kerneritualet i et af de mest basale sociale livsmønstre i landet, og mange udlændinge har helt sikkert gennem tiderne afslået tilbuddet af frygt for at blive tvangsindlagt til en handel. De der har taget imod tilbuddet er sjældent blevet skuffet. De som har læst Jacobians hus eller andre skønlitterære bøger, der fremstiller essensen af den egyptiske folkesjæl, vil nikke genkendende til og formodentlig have forståelse for denne nationaldriks karakter. Et glas, tre teskefulde sukker, en teskefuld mere eller mindre pulveriserede teblade og kogende vand udgør ingredienserne, i nævnte rækkefølge. Voila! De snedige, eller måske sarte, har allerede lært sig, at her hælde teen over i et andet glas og dermed få bortelimineret de for nogle meget kraftfulde teblade. Og så er det tid til at ordne verdenssituationen. Alverdens regeringer begyndte fire dage ind i den egyptiske revolution at fraråde deres landsmænd at rejse til det gamle vigtige kultur- og turistland. Da jeg en uges tid senere har sendt mine revolutionsgæster hjem, kan jeg gå på opdagelse i min vinterby Luxor og hengive mig til den egyptiske tradition. Det er en stor glæde for mig endelig at kunne takke ja til de mange téinvitationer. Og nu giver det dobbelt mening! Efter morgenens vandring på de kendte, og nu så anderledes stemningsprægede gader, er jeg kun blevet endnu mere nysgerrig. I den tidlige morgensol har jeg vandret ad Nilpromenaden, Cornishen, og iagttaget de mange krydstogtskibe, der er tvunget til kaj. Samtidig har jeg smugkigget på soldaterne, der er placeret på de mest strategiske steder. Ligesom på min allerførste Luxor-morgenvandring i denne revolutionstid møder jeg et par soldater, der holder til ved byens anden militære tank. Den første er placeret ved vejen ud til lufthavnen mod nord-øst. Den så jeg, da mine gæster rejste hjem og vi kørte rundrejsens sidste tur sammen. Her i den sydlige del af centrum er dens bror så flyttet hen. Den ligner en gammel forkølet tank og hvis den en af disse kølige vintermorgener pludselig har fået et halstørklæde om røret, så vil det ikke overraske mig. Gammel er den, fra 2. verdenskrig. Den er ørkensandfarvet, og motoren bliver prøvestartet en gang hver dag, som en slags kunstigt åndedræt der sikrer at den er i live. I de næsten tre måneder, som den bor på hjørnet ved Iberotel Hotel, ser vi den aldrig bevæge sig så meget som én centimeter. Røret er pakket ind i en kæmpe sandbestøvet tidligere klar plastsæk! Så fik den næsten halstørklæde på. Soldaterne sludrer allerede med nogle af de lokale morgenvågne, vel vidende, at lige på den anden side af rundkørslen holder blokvognen. Deres gamle ven skal nok komme helskindet væk igen, når den tid kommer.
2 P a g e K a p i t e l : T i d t i l T e B oge n : F r a N i l e n s h j e r t e Livstemaet for alle lidt over 80 millioner egyptere og udlændinge i landet er givet. Alt andet bliver underordnet. Også alle praktiske ting rutcher markant ned ad prioriteringlisten. Kun det nødvendige ofres opmærksomhed. Den afsluttende rundrejserapport sendes hjem til rejsebureauet, lidt revolutionstøj fra rundrejsen vaskes, og frokosten spises, inden jeg igen nysgerrigt vender snuden mod centrum og nogle af de mennesker, jeg vil kigge ind til i dag og over en kop te udveksle så meget som muligt om det, der optager os alle. Byturen bringer mig selvfølgeligt til torvet ved Luxor tempel, centrum af byen. I baggrunden plejer man at kunne se Nilens store vandoverflade. Lige nu er den spækket med skuffede og ensomme, næsten tomme, krydstogtskibe, der ligger side om side, og nogle steder dækker en stor del af flodens bredde. Undervejs til min første revolutionsté kigger jeg overrasket på teltdugen, der hænger beskyttende ned foran mange butiksruder. Mange af dem er nærmest som en markise, så butikkerne alligevel kan besøges. De lokale har anbragt de typisk brede bænke lavet af planker på kørebanen lige ved fortovet. Der holder de vagt, der sover de om natten. Det er en del af den udvidede nabohjælp, som man med rette kan kalde egypternes hurtigt og af klar nødvendighed dannede grupper til beskyttelse af familie og ejendom. Hvor jeg dog beundrer det initiativ og den effektivitet, der blev lagt for dagen af den civile egypter i disse kaotiske uger. Ikke kun gader og stræder ved familiens hjem og forretninger, men også checkpoints, turistseværdigheder, hospitaler og politistationer i stor udstrækning blev bevogtet af civile. Det tog tid inden militæret var helt på plads og kunne overtage efter det politi, der blev trukket væk fra gaden på revolutionens fjerde og mest voldelige dag, om aftenen fredag den 28.januar 2011. Inden jeg når frem til mit mål, møder jeg som sædvanlig nogle børn fra den gruppe, der holder til på pladsen. I moskeen har mine gæster fået fortalt, at en gruppe forældreløse børn overnatter i nogle af de rum, der hører til moskeen. Jeg tror, det er disse børn, jeg møder på pladsen her. De er dårligt klædte, ikke særligt rene, og de falbyder varer. Typisk er det papirslommetørklæder, bogmærker måske lavet af papyrus, og andre små varer. I dag er de endnu mere insisterende end før. Der er få turister tilbage, og også mange fastboende udlændige har forladt landet. En af pigerne genkender mig og stopper de andre. - Hun er rejseleder. - Lad hende være, siger hun irriteret til en meget ung dreng, som jeg ikke har set før. Hendes otte-årige autoritet er nok til at han fortrækker. Jeg slipper. Som rejseledere befinder vi os i en slags ingenmandsland. Vi er hverken turister eller lokale. Vi balancerer midt imellem, hvad angår priser på taxaer og varer, og altså også hvad angår den pågående holdning mange sælgere har. Heldigvis bor jeg tæt ved et par af de større supermarkeder, hvor tingene faktisk scannes ind, samme priser for alle! Jeg når frem, bliver hilst hjerteligt velkommen i den lille butik, der er et fast punkt både for mig selv og mine gæster på vores tur gennem byen. Teén bliver hentet. Hældt over i nyt, friskt glas. Og så bliver der ellers refereret og udvekslet tanker fra de dage, der er gået siden 25. januar. Den 25. januar var bevidst valgt. Det er Politiets dag og fridag for egypterne. Det der senere blev døbt det arabiske forår var allerede startet i Tunesien den 20 december. I ugen op til den egyptiske
3 P a g e K a p i t e l : T i d t i l T e B oge n : F r a N i l e n s h j e r t e demonstrationsdag havde jeg lejlighed til at tale med en tidligere politichef i Luxor. På mit spørgsmål om, hvorvidt demonstrationerne i Egypten ville kunne gribe om sig og udvikle sig til noget større, lød svaret, - Hvis de kan organisere sig. Og det ved vi nu, at de kunne, i de store byer. I Luxor var det vist ikke særlig organiseret og de referater jeg indtil mit første glas te har fået af de to dramatiske dage her, har været meget forskellige, ligesom de har afveget meget fra hinanden. Nu skal jeg love for at dette ændrer sig. En nøje gennemgang rulles op hen over det meget smalle bord i den lille butik. Jo, der blev brugt tåregas, jo, der blev brugt gummikugler og jo, der blev skudt varselsskud i luften. Det sidste har jeg selv personligt kunnet inspicere følgerne af hos min underbo, den kollega der lørdag d. 29. januar ringede til mig. - Hvor er du? Lyder det i telefonen. - Øh, på Nilen, hvorfor? - Du skal ikke komme hjem lige nu, de skyder i gaden. Og ja, det gjorde de, også dagen inden var der sammenstød i gaden. Forklaringen er, at min kollega og jeg har udsøgt os en meget strategisk placering for vores boliger, nemlig lige mellem to politistationer. På tv så vi politiet slås med demonstranterne i Suez, Cairo og Alexandria, det politi der i 30 år har udøvet den magt, som en undtagelsestilstand giver, det politi der på denne baggrund er blevet meget upopulære. Nu så nogle i befolkningen chancen for at få lidt hævn. Senere kunne vi inspisere de to politibygninger og se, at alle glasruder var sønderslagne på lige fod med de fleste lamper i gaden. Og min underbos balkonloft, ja, det var ødelagt af riffel-varselsskud. Den 1. sal i en bygning i udkanten af byen, der husede kontoret for præsident Mubaraks parti, Det Nationaldemokratiske Parti, var totalt udbrændt ligesom kontorerne i mange andre byer. Også flere andre offentlige bygninger havde været udsat for hærværk, men ikke i samme totalødelæggende udstrækning. - Det er mest unge lømler, hører jeg fra flere lokale mellem te-mundfuldene. - Og mennesker udefra som vi ikke kender. Pludselig hører jeg løbende mennesker. Det er som et hurtigt, professionelt indøvet vindpust, der går gennem gaden. Der råbes højt et stykke væk, og lynhurtigt er butiksindehaverne og deres familer og venner fremme foran butikkerne, på vagt. Kvinder og børn fortrækker. - De kommer, lyder oversættelsen af råbet. - De kommer, lyder det igen, denne gang er det lidt nærmere, og de lokale træder et skridt frem på gaden for at se og være beredt. - Du må hellere gå ind i cafeen ved siden af, siger min gode ven, butiksindehaveren, til mig. - De kommer nu. Det er unge lømler, der vil lave ballade. Stolene bliver sat til side, tebakken efterlades ensom og afventende på den smalle disk og han spørger, - Er du bange? - Nej, det er jeg ikke.
4 P a g e K a p i t e l : T i d t i l T e B oge n : F r a N i l e n s h j e r t e Jeg tænker og siger - at min strategi er, at så langt jeg kan undgå mulige risici. Mine få ting er hurtigt samlet og jeg bevæger mig roligt ind i cafeén. Fra caféens balkon på 2. sal har jeg et vist overblik. På sikker afstand kan jeg følge begivenhedernes gang. Referaterne af de to voldsomme og voldelige dage i Luxor gør, at jeg opfatter det fornuftigt at trække mig lidt tilbage, og det normalt så maleriske kig ud over Luxor tempel bare 100 m væk og vestbreddens bjerge i baggrunden, det ligger for en stund upåagtet hen. Mange mænd har nu grebet deres træstokke, det lokale våben, og står klar på kørebanen foran deres bænke. Stokkene er måske 130 cm lange og 4 cm i diameter. I det fjerne hører jeg stadig højtrøstede og ophidsede stemmer, nogle er gået i den retning og vender efter en stund tilbage. Efter nogle minutter ringer min telefon. Selv har jeg også vurderet, at der vist ikke rigtigt sker noget, men jeg vælger alligevel at afvente klarsignalet. - Du kan komme ned nu, siger min ven, mens jeg med mobilen ved øret allerede er på vej ned af trapperne. Teen er blevet kold, så vi bestiller en ny omgang. Tjeneren går på ny de cirka 100 m til det lille teudsalg og efter nogle få minutter vender han tilbage med nye skoldhede glas. Samtalen kan fortsætte. I løbet af måske tre timer kommer vindpustet fra de unge ballademagere flere gange som en hvirvelvind gennem gaden. Råbene gjalder igen, mændene tager deres stokke og er beredte. De voksne og lidt ældre mænd spærrer gaden og opløser dermed tilløbet til balladen, får jeg fortalt. Et andet stort emne kommer op. Fængslerne er blevet åbnet, og mange forbrydere er dermed på fri fod og er med til at destabilisere situationen. Specielt i Cairo er det en meget markant del af hverdagen og natten i byen. Den udvidede nabohjælp tager hurtigt form, vagtgrupper dannes af de mandlige familimedlemmer, der bliver lavet turnusordninger. Alle er klar, ja, tvunget til at være klar, til at forsvare ejendomme, butikker og værdier. Stavene og andre våben gøres klar til brug. Hvem der har åbnet fængslerne, ja se det er der flere rygter omkring. Fangerne selv? Politiet? Andre udefra? Svaret svæver stadig i ørkenvinden, men konsekvenserne er en del af hverdagen i mange måneder efter årtiets mest dramatiske dage i landet. I nærheden af butikken er der en meget bred trappe ud til gaden. Mange mænd sidder ved siden af hinanden og flere af dem er i uniform. Ind imellem kommer en lille frisk jeeplignende sag på fire hjul forbi med to militære overordnede. De tjekker, at alt er ok, og måske giver de ordre om det ene og det anden. Herfra overvåger de torvet. Politiet og militæret. Nej omvendt. Militæret har nu det øverste ansvar i landet, så militæret først og derefter politiet. Vi ser nu hele tiden politiet på anden række, bag i bilen, eller indenfor de manglende glasruder på politistationen. Også de drikker deres té. Fra trappen, og fra mine faste tilholdssteder, er der et fint kig til hele pladsen. Lige bag selve pladsen ligger Luxor Tempel, hvor flere forskellige religioner i tidens løb har haft til huse. Det gamle tempel fra 1300- og 1200-tallet f.kr. er senere i sit indre blevet ændret af Alexander den Store, den romerske kejserkult holdt sit indtog her og senere tog kristendommen over.
5 P a g e K a p i t e l : T i d t i l T e B oge n : F r a N i l e n s h j e r t e Den ældste moske i Luxor, Abu al Hagag moskeen, er bygget ovenpå resterne af det gamle faraoniske tempel. Ja, flere af de gamle søjler er synlige inde i selve moskeen. Under dens fundamentet gemmer sig ligeledes resterne af en kristen kirke. Moskeen er nyrenoveret og dens nye indgang med en stor trappe vender ud mod pladsen. Pladsen selv fremtræder i nye klæder. Da jeg for otte år siden ankom til Luxor første gang, var der sten- og grusbunker på hele området. Siden har jeg erfaret, at der før i tiden var en park med dejlige skyggefulde træer, der har givet megen værdifuld livsrum gennem tiderne. Træerne måtte lade livet og mange af de lokale har stadig gyldne minder om deres barndoms- og ungdoms park. Ja en enkelt fortæller endda, at hans bedstefars familie boede i eller rettere sagt ovenpå templet, inden det blev helt udgravet. Pladsen giver os udlændinge en fantastisk mulighed for at få en dosis hverdags-egypten, og åbner dermed porten til et lille kig ind i den egyptiske folkesjæl. Stedet er stadig et vigtigt åndehul i byen. Den minimale skygge fra de nyplantede træer tiltrækker folk og fæ. Ikke mindst på de køligere aftener vrimler det med mennesker. Madpakken medbringes, der snakkes, hygges, leges og købes sodavand og chips og ved festlige lejligheder sælges også balloner, nødder og slik. Og måske er der musik. En af de store egyptiske fester er forårsfesten Sharm el Nissim. Det er egentlig en gammel faraonisk skik og er derfor fælles for kristne og muslimer. Dagen ligger i forlængelse af den koptisk kristne påske, der i parentes bemærket sjældent sammenfalder med den vestlige kristne påske. Pladsen er som en stor port ind til det lokale liv. Befolkningstætheden og temperaturerne giver udelivet og folkelivet en meget levende karakter. Det samme gør farverne. Godt nok går en del kvinder i sort, men de mange, der vælger farver, giver så sandelig et malerisk tilskud til øjets glæde. Den orientalske farveskala fornægter sig ikke. Pink, klar blå, klar grøn, gul og orange lyser op. Der er ingen douce farver her. Muligheden for at matche tørklæderne til det øvrige dress udnyttes i stor grad ofte med imponerende resultat. At såvel mønstre som farvesammensætninger og design går ud over de fleste europæeres forståelse, smag og fatteevne, ja det er så en anden sag. Alt emmer liv og mange af mændene er i deres lange kjortellignende dragter. En del bruger dem kun på festdage, og de er utroligt behagelige i det varme klima og er næsten altid syet i lækre kropsvenlige naturmaterialer. Børn springer rundt, voksne snakker højrøstet, lydniveaet ligger markant over, hvad vi umiddelbart kan forstille os. Trafikken i sig selv er en altid nærværende lydkulisse. Den lokale kollektive transport, minibusserne drøner osende, i stride strømme forbi, og giver sit bidrag til ørets livsvilkår. Luxor er i dag mange steder en trafiktruet by. Heldigvis alligevel domineret af den lokale specialitet, hestevognene. En anden port til folkelivet er den maleriske nye træportal indtil Souk en, basaren. Den kilometerlange basargade starter med turistbasaren nærmest templet, og jo længere nordpå vi turister går af den smalle gade, jo mere genuine indtryk får vi. Jo flere meget lokale butikker og testeder passerer vi. Vore sanser bombarderes. Røgelse af forskellig karakter siver udfra mange steder, den typisk orientalske musik fra andre, mange taler til en på forskellige sprog, og synssansen, ja den får også en på sinkadusen! Hvad der dog ikke møder ens øje her, den lokale kultur i fuld udfoldelse.
6 P a g e K a p i t e l : T i d t i l T e B oge n : F r a N i l e n s h j e r t e Mine tanker afbrydes, den næste kop te er ankommet, og nu sidder vi på skamler udenfor butikken med teglassene i hånden og lader de aktuelle indtryk vælte ind over os. Pludselig lyder der meget høj musik, den karakteristiske lokale musik. En pickup kommer i hastigt tempo kørende ad gaden fra jernbanestationen og svinger rundt i rundkørslen forbi basarporten. Ladet er tæt pakket. Højtalere og unge dansende og syngende mænd kæmper om pladsen og nærmest vælter ud over kanterne, da pickuppen stopper op på pladsen. Stadig dansende, syngende og klappende bevæger hele gruppen sig op mod den gamle moske. I midten aner vi en ung mand tydeligt i centrum for festlighederne. Polterabend, det er hvad vi ser. Et moskebesøg, eller i nogle tilfælde bare køreturen med et stop på pladsen, indgår i de fleste egyptiske mænds farvel til ungkarlelivet. Brudeparrene er et andet malende indslag, jeg tit ser. I stort antal besøger de moskeen og pladsen, hvor fliserne er lagt i mønster, der efter den korte velsignelse og bøn tydeligt favoriserer en vandring fra moskeen og direkte frem til en cirkel, hvor et klart centrum markerer, hvor parret skal stå. Ofte bliver de fra trappen til moskeen ledsaget af et orkester sammen med familie, venner og bekendte. Lydkulissen er igen kun for de øvede! Og ikke mindst ser vi den altid uundværlige kameramand vimse rundt om parret og musikerne. Video og fotos er ekstremt vigtige. Standard er også et besøg i fotografens atalier. Billederne fremvises siden til alle, der besøger hjemmet første gang. Efter fejringen på torvet venter oftest en festligt smykket bil med brede bånd og blomster, og så bevæger en cortege af biler sig tudende gennem byen. En sjælden gang erstattes bilkortegen af en række hestevogne eller den billige udgave med minibusserne, der til daglig står for byens offentlige transport. Det er på mest torsdage, vi ser og hører brudeparrene. Dagen, eller rettere aftenen, inden den muslimske helligdag, fredagen. Og det er virkelige prinsesser vi ser, i det helt store skrud. For muslimske kvinder er det den eneste dag nogle af dem viser deres hår for fremmede. Nogle har selvfølgelig et brudetørklæde, der dækker håret, og igen andre, nogle få brude fra en mere ortodoks retning, har ansigtet snoet ind med hvidt tyld, så man aner konturerne af ansigtet, men ikke egentlig ser det. I sidstnævnte tilfælde ser vi en brudgom som en tid har ladet sin skæg gro. Som regel er det langt. Det er afslutningen på en laaaaang proces med nøje forhandling og planlægning af praktiske og økonomiske ting. De andre dele af et bryllup er den dag de to familier bringer brudens ting til det nye hjem og pakker ud, mens bruden normalt venter i sit forældrehjem og så brudens kvindeaften, polterabend, et hennaparty. Inden selve den store fest, som regel dagen inden, finder den juridisk afgørende kontraktskrivning sted. De tilstedeværende er normalt alle hankønsvæsener fra familien, samt bekendte og naboer.dette er vigtigt, da det er offentliggørelsen af ægteskabet, og ofte er der så mange mennesker til stede, at der skal mikrofon til at meddele at kontrakten nu er underskrevet. Derefter kan bruden og de øvrige hunkønsvæsener slutte sig til og den nære kreds fester nu. Dagen efter venter typisk den store fest, hvorefter bruden kan indtage sit nye hjem. Teen har jeg glemt for en stund, og også de andre i min nærhed lever med i nuet. Ofte kan jeg ikke lade være at klappe eller i hvert fald bevæge mig lidt til musikken. Karakteristisk her er indlevelse og nærvær og at tiden fyldes ud. Et helt glas te kunne drikkes, mens livsudfoldelsen fylder hjerte og hjerne.
7 P a g e K a p i t e l : T i d t i l T e B oge n : F r a N i l e n s h j e r t e Også varmen, lydene og bønnekaldene fylder ens livsrum. Aftenens første bønnekald høres lige før lysets tilbagetrækning. Langsomt svinder det bort, mens gaden er halvtom. Mange er gået til moskeen, så der er næsten ingen passagerer i de få minibusser, der nu kører i den kollektive trafik. Køligheden lister sig frem og siluetten af Luxor tempel og minereten på den gamle moske træder sammen med bjergene på vestbredden yderligere i karakter og får en ufattelig smuk siluet foran solens nedgang i vest. Den blå time, som vi også kender fra vore nordlige breddegrader, holder sit indtog, lyset svinder og dagen tager af. Her i hedens land, ikke så forfærdelig langt nord for ækvator, kan vi på dette tidspunkt af dagen trække vejret lidt lettere, og aftenlivet, der specielt i de varme tider kulminerer efter midnat og frem til kl 3, kan tage sin begyndelse. Tankerne flyder lettere, og det er tid til nogle af de gøremål, dagens varme har udskudt. Mørkningens time maner sammen med dagens fjerde og næstsidste bønnekald til eftertanke. Der tales sjældent, mens ordene lyder fra minereterne. Og der er hele to moskeer at lytte til her. En yngre er kommet til, og deres kald falder aldrig helt synkront, så det er muligt at nyde nuancerne i de dejligt behagelige stemmer, der heldigvis er repræsenteret her... Allahu Akbar - A.. A.. A.. Ash-hadu an la ilaha ill-allah - A.. Ash-hadu anna Muhammadan rasul Ullah - A.. Hayya alas-salah - H Hayya alal-falah - H Allahu Akbar - A La ilaha ill-allah.. Allah er størst - A.. A.. A.. Jeg bevidner at der ingen anden gud er end Allah - J.. Jeg bevidner at Muhammad er Allahs sendebud - J.. Kom til bøn - K.. Kom til succes - K.. Allah er størst - A.. Der er ingen anden gud end Allah Denne stund er som en guldklump, der falder ned fra himlen. En sjælens ro breder sig, og tankerne kan tage på langfart. Jeg mindes mange gode stunder her og tænker på det utrolige scenarie landet oplever lige nu, på de voldsomme billeder omverdenen ser på tv, og på den ro, der er her og i størstedelen af landet. At mine venner tror jeg står midt imellem kæmpende politifolk og demonstranter og er døden nær. Jeg tænker på, hvad det er for et billede af livet, som medierne formidler og mindes min danske kollegas historie om nogle egyptere hun kender. - Har I ikke lyst til at besøge Danmark, spurgte hun for nogle år siden. - Nej, vi skal ikke til Danmark, var et meget hurtigt og overraskende svar. - Jamen, jeg tænkte i gerne ville besøge landet, I har jo mødt mange danskere her. - Jo, men vi skal bestemt ikke til Danmark, der er jo borgerkrig! Min kollega lignede et stort spørgsmålstegn. - Det har vi set på tv, kom det så fra dem. Spørgsmåltegnet voksede. Nu ikke kun i min kollegas ansigt, men også formuleret i ord. Jo, de havde set klip fra nogle af urolighederne på Nørrebro, og det land skulle de i hvert fald ikke besøge. Det var en af de sjældne lejligheder, hvor Danmark nåede ud til Al Jazeera tv-kanalen i Qatar, som sender til hele Mellemøsten og Nordafrika.
8 P a g e K a p i t e l : T i d t i l T e B oge n : F r a N i l e n s h j e r t e Mine egne venner bliver meget overraskede, og forhåbentlig også glade, da jeg skriver, at der kun har været to dage med reel uro her i syd, hvor jeg er. Inden de når at få mine rapporter har flere af dem tilbudt mig, at jeg rejse til dem. Der er der fred og ro. Flere lande er repræsenteret i de muligheder, der pludselig ligger åbne for mig. Generøse tilbud. Dejligt at have sådanne venner. Interessant er, at situationen tydeligt viser mediers og billeders magt. De viser virkeligheden, men mange gange kun et udsnit og reelt er det nogle gange et meget lille udsnit af det reelle billede. Hvor mange glas te det er muligt at drikke på en egyptisk dag, må ligge hen i det uvisse. Jeg får for vane at kigge forbi mange eftermiddage for at nyde det lokale selskab og følge op på den egyptiske verdenssituation, medens jeg får en uddybet lektion i egyptisk te-kultur på gadeniveau. Der er meget travlt i de små gadekøkkener. Det er der teen hentes og den udleveres på en metalbakke med glas, der er markeret i bunden, så man kan se, hvor de hører til. Ofte er der en tjenende ånd i en butik eller familie, som laver alt forefaldende arbejde, hvori indgår at hente te. Efter en stund har han lært ens vaner og husker at bestille det rigtige antal teskefulde sukker til teen. Midt i dagens første glas får jeg pludselig øje på et nyopsat telt på torvet. Hvad laver det mon der? Jeg er nysgerrig som bare pokker, så min ven sender butikkens og familiens tjenende ånd afsted for at opklare spørgsmålet. - Det er statens telt, rapporterer han. - Hvis man har afsluttet en uddannelse, så kan man møde op med sine papirer, blive skrevet op og med tiden få arbejdsløshedsunderstøttelse! På posthuset lige om hjørnet foregår et andet tiltag, som skal lette de unge familiers start. For at blive gift skal der skaffes en bolig, og det er dyrt. Det er først og fremmest mandens opgave. Nu kan han låne 5000 egyptiske pund (1 pund er cirka en krone), og over en årrække betale halvdelen tilbage. Vistnok med lidt renter. Egypterne er ikke glade for at låne penge generelt, og slet ikke med renter. Der står i koranen, at man ikke må tage renter. Mange tror aldrig pengene vil blive udbetalt. Men allerede to måneder senere taler jeg med en, der kender en, som har fået disse penge til sin nye lejlighed. Gennem flere år er jeg kommet i butikken og har derfor mødt en del af de faste venner og besøgende. Pludselig dukker en besøgende op, som jeg den dag i dag ikke ved hvem er. Vi falder i snak. Han fortæller, at han har fulgt med på facebook og har kunnet se på alle skriverierne, at et stort studiearbejde har fundet sted det seneste år. - Jeg har ikke turdet fortælle det til nogen før nu og ikke turdet tage del i diskussionen, siger han. På min opfordring fortæller han om sine iagttagelser. Hvordan han har kunnet følge, at der er diskussionsgrupper om forskellige emner. Der er helt enkelt dannet faggrupper, som også har deltagelse af egyptere, der bor i udlandet. Det kan være en gruppe, der diskuterer, hvordan sundhedssektoren, skolesystemet etc bør være. Et stort fagligt og politisk arbejde har fundet sted. Endnu engang bliver Khaled Saids navn nævnt. Den unge mand der i juni 2010 blev tævet ihjel af politiet på åben gade i Alexandria. Ham hvis navn blev navnet på en meget vigtig facebookgruppe i månederne op til 25. januar. We could all be Khaled Said vi kunne alle være Khaled Said, underforstået, det havde kunnet være hvem som helst af os, der var blevet tævet ihjel af politiet. En erkendelse der blev et af revolutionens omdrejningspunkteter. Et kraftigt bidrag, der kom til udtryk i et af de markanteste slogans i de 18 dage revolutionen varede: Nok er nok.
9 P a g e K a p i t e l : T i d t i l T e B oge n : F r a N i l e n s h j e r t e Mohamed, den tjenende ånd med samme navn som så ufattelig mange andre egyptere (og en vis profet), tager tebakken og går afsted for at hente afskedsteen. Jeg kan ikke blive hængende hele dagen, selvom det går i den retning. Her kan man helt enkelt studere hverdags- og revolutionsliv i en endeløs strøm, og cafeen ved siden af har allerede i mange år været en af mine foretrukne i byen på grund af hele to balkoner med udsigt til Luxor tempel, Nilen og bjergene på Vestbredden, som rummer en del af faraonernes grave. Det er helt enkelt et unikt kig ind i for- og nutid. I dagene både før og efter præsident Mubaraks afgang er der mindre demonstrationer for præsidenten. En eftermiddag kommer et par politimotorcykler rullende. På torvet er 60-80 unge samlet. Politiet deler flag og bannere ud til dem. De opholder sig på torvet en tid og råber lidt slagord. Med vores halvtomme té-glas skødesløst efterladt på butikkens bord, kigger vi med, og pludselig bliver det ekstra interessant, og vores teglas flytter sig ensomme endnu længere tilbage på bordet. De unge vil forlade pladsen. Det får de ikke lov til! Politiet genner dem tilbage og den lille demonstration fortsætter endnu et kvarters tid. Til fordel for Mubarak. Der er under revolutionen mange rygter om, at der bliver udbetalt penge for at demonstrere for præsidenten. Hvad skal man tro? Den ene overvejelse tager den anden. Også situationen i Cairo bliver vendt. Mulige scenarier for den videre ud- og/eller indvikling oprulles. Hvornår kommer folk til at samles ved det nærliggende parlament? Hvad er sansynligheden for at demonstranterne med tiden vil bevæge sig mod præsidentens palads, der ligger et godt stykke fra centrum? Inden jeg går hjem, konstaterer jeg, at der længe har været udgangsforbud. Det har jeg læst på den danske ambassades hjemmeside.det er der ikke rigtig nogen af de lokale der kender til. I hele denne periode er det aldrig rigtigt blevet overholdt i Luxor og formodentlig ikke i størstedelen af landet, i provinsen. Det er vist egentlig fra kl. 16 og til kl. 8 i denne periode. Det er en storby-ting konstaterer vi. Og her er byen næsten som en stor familie. Landsbyfamilie vil nogen sige. Den provincielle stemning fornægter sig ikke, på godt og ondt. Den sidste slurk te drikker jeg efter, at jeg har rejst mig, sat stolen på plads og taget min taske fra den inderste del af butikken, hvor den har nydt freden. - Tak for nu, tak for te og på gensyn snart, siger jeg. - Kommer du i morgen?, lyder spørgsmålet hurtigt, og - Ja, det gør jeg. Vi må følge op på sagerne. Med rolige skridt går jeg hjemad gennem en by med massiv militær tilstedeværelse. Igen og igen har jeg får jeg bekræftet hovedparten af befolkningens meget positive opfattelse af militæret. Interessant og så utroligt anderledes end min egen og de fleste europæeres automatisk negative respons. Jeg vandrer forbi aftenens ret velbesøgte cafeer. Sishaerne, vandpiperne, lyder boblende fra hvert gadehjørne og røgen svæver gennem luften. Engang imellem kommer æbleduften helt til mine
10 P a g e K a p i t e l : T i d t i l T e B oge n : F r a N i l e n s h j e r t e næsebor. Cafeerne er mændenes samlingspunkt og i nogle cafeer kan man spille forskellige spil og der kan ryges forskellig tobak, i enkelte tilfælde også den specielle og forbudte tobak har jeg hørt. Cafeen nedenfor min lejlighed holder sig til te, juice, vand, kaffe og almindelig sisha. Så det er en af de rolige, sådan da. Mange gange har jeg taget en taxa hjem fra hjørnet ved templet, de kender mig, så jeg undgår den opslidende kampforhandling om prisen. Vel hjemme står jeg så ud af taxaen og vandrer gennem mandeverdenens cafedagligstue til min opgang. Aftenen og natten er deres. Om morgenen, når jeg går den modsatte vej, da er der rigtig mange kvinder her, da er børnene nemlig på vej i skole, og det er kvindernes domæne. Kvinderne er hjemmets centrum. De sætter sig ikke ned på cafeerne og drikker te. De sørger for at børnene kommer i skole og så går de tilbage til lejligheden eller måske til basargaden for at handle. Te kan drikkes døgnet rundt, og det bliver det. Cafeen i gaden lige under mine vinduer lukker mellem 24 og 4 tiden alt efter årstiden. Så er der stille i et egyptisk øjeblik, indtil højtaleren på huset overfor min balkon knaser og det første bønnekald runger gennem gaden, mens mine ører næsten krøller sig sammen. Lyset er på vej og en ny dag holder sit indtog. Og morgenteen, den venter snart på at blive serveret. Solen står op som sædvanlig, den ligner som noget af det eneste sig selv og varmer min østvendte balkon. Den varme dampende te i det store dejlige orange krus står på bordet, mens en anden del af mit morgenritual, nyheder på computeren, har lidt en brat død. Internettet er blevet lagt i et coma, der med tiden viser sig at komme til vare hele ti dage. Jeg koncentrerer mig derfor om morgensolen og fuglesangen, der næsten lyder som den plejer, mens min sjæl prøver at identifisere fraværet af noget mere. Jeg famler i blinde indtil jeg pludselig hører stilheden. Der er intet tog der fløjter! Tog- og busdriften er 30. januar også afgået ved revolutionsdøden. Det skal ikke være for let at rejse til Cairo og demonstrere på Tahrir-pladsen. Men teen den er der. Og den findes med garanti lige så længe, som solen står op over de gamle faraoners land.