Rasmus EjRnæs. Natur

Rasmus EjRnæs Natur æn e au e

NATUR

Tænkepauser 1 FRIHED af Hans-Jørgen Schanz Tænkepauser 2 NETVÆRK af Jens Mogens Olesen Tænkepauser 3 MONSTRE af Mathias Clasen Tænkepauser 4 TILLID af Gert Tinggaard Svendsen Tænkepauser 5 LIVSHISTORIEN af Dorthe Kirkegaard Thomsen Tænkepauser 6 FJENDSKAB af Mikkel Thorup Tænkepauser 7 FOLK af Ove Korsgaard Tænkepauser 8 DANMARK af Hans Hauge Tænkepauser 9 NATUR af Rasmus Ejrnæs Tænkepauser 10 VREDE af Thomas Nielsen Tænkepauser 11 MYRER af Hans Joachim Offenberg Tænkepauser 12 POSITIV PSYKOLOGI af Hans Henrik Knoop Tænkepauser 13 KROPPEN af Verner Møller Tænkepauser 14 KÆRLIGHED af Anne Marie Pahuus Se mere på www.tænkepauser.dk Her finder du også gratis lydbøger og e-bøger T K P S R

RASMUS EJRNÆS Natur ÆN E AU E

NATUR Tænkepauser 9 Rasmus Ejrnæs 2013 Omslag og tilrettelægning: Trefold Ebogsproduktion: Narayana Press, Gylling ISBN 978 87 7124 148 8 Tænkepauser viden til hverdagen af topforskere fra AARHUS AU UNIVERSITET Diskuter bogen på litteratursiden.dk, og find mere materiale på dr.dk/taenkepauser Tak til 15. Juni Fonden for støtte til bogens udgivelse

IRIS OG SAND I ØJET 6 DØDEN I DET GRØNNE 17 MISVÆKSTENS NÅDEGAVE 26 ÅBNE DØRE OG LUKKEDE MAGTER 36 FLERE SLAGS ELEFANTER 49

IRIS OG SAND I ØJET GIGANTISK MEGET PLADS Uden plads havde det ikke været muligt at skrive og læse denne bog. Og her tænker jeg ikke kun på sommerhuset, følelsen af frirum og den tidslomme, bogen blev skrevet i. Eller på det mellemrum i en travl hverdag, hvor du, kære læser, tager en tænkepause. Jeg tænker også på den plads, som dinosaurerne efterlod, da de forsvandt. Hvis ikke disse giganter var blevet ryddet af vejen for 66 millioner år siden, ville pattedyrene aldrig have fået rum til at udvikle sig til heste, giraffer og mennesker. Plads af den ene eller anden slags går forud for alt andet, og derfor kommer denne bog om natur helt naturligt til at handle en hel del om at fylde og om at give plads. Men bare rolig, også om natur. Mest om Danmarks natur, for det er den, jeg kender bedst, og det er her, vi bor. UNDERJORDISKE VÆSENER Jeg tager i skoven efter kantareller. Vi er endnu kun i begyndelsen af juli, så det er egentlig lidt tidligt, men regnen er faldet tæt i juni. Jeg kunne også være gået i supermarkedet, hvor kantarellerne ligger i bakker, pluk- 6

ket af underbetalte samlere et sted i Østeuropas skove. Samme svampeart til en pris, som man ikke kan konkurrere med uden at arbejde gratis. Alligevel er der ikke den samme magi ved at købe hviderussiske kantareller i SuperBrugsen. Kantareller, trompetsvampe, trøfler og rørhatte skal man selv plukke ude i naturen. Man er nødt til at gå i skoven efter dem, for de tilhører den store gruppe af svampe, som i modsætning til champignoner og østershatte ikke kan dyrkes på gartneri, fordi de lever i samliv symbiose med træer. Træ og svamp hænger sammen under jorden og yder hinanden tjenester. Svampen hjælper træet med at optage næringsstoffer og vand, ligesom den beskytter mod angreb fra parasitiske dyr og svampe. Til gengæld får svampen kulstof. Træet danner kulstof ved fotosyntese, og dette kulstof sendes ned i rodspidserne, som er omsluttet af svampetråde. Det er ikke så let at forudsige, hvornår kantarellerne dukker op, og det gælder om at være fremme på pletten, når tiden er inde, helst som den første. Kantarellerne selv er blot frugterne, som viser sig, når vejret er varmt og fugtigt, og de kan plukkes, uden at svampen går til grunde. Resten af året lever svampen som et fint forgrenet netværk af tråde i jorden. MORBUND OG SVAMPE Min lille plet i skoven er et klassisk kantarelsted i en ikke særlig typisk kantarelskov. For vi er i Østjylland på fed morænejord, og kantareller findes typisk på fattig sandbund. Men nogle steder, under spredte gamle bøgetræer, 7

dannes alligevel fattig morbund oven på den fede lerjord. Den opstår, når jordbundsdyrenes nedbrydning af en eller anden grund er gået i stå, og det samme er sket for skov plan ter nes vækst. Måske er næringsstofferne blevet vasket ud af regnen, måske udtørres jorden af sol og vind. Årsagen kan være svær at udpege, men resultatet er til at få øje på: Under bøgetræerne er jorden bar og gold, uden andre vækster end mospuder og spredte tuer af bølget bunke, en græsart med tråd-fine blade i tætte tuer. Måske har træerne særlig gavn af samlivet med svampe netop her, på den fattige morbund. Det er i hvert fald sådanne steder, den trænede svampesamler kigger ud og lagrer i hukommelsen, så de kan besøges i sensommeren og om efteråret, et par uger efter at regnen har blødt skovbunden op. Her kan man finde rørhatte, trompetsvampe, tragtkantareller og spiselige skørhatte. Det er let at se kantarellerne mellem mospuderne og det sparsomme græs, små guldklumper i det brune og grønne. Det er faktisk ikke den almindelige kantarel, som vokser her i bøgeskovene oven på moræneleret. Bleg kantarel hedder den, og ud over voksestedet kendes den på sin flødefarvede overside og på, at den er lidt større og mere kødfuld end den almindelige kantarel. Bleg kantarel smager og dufter som almindelig kantarel, så forskellen er mest for kendere. HØST Jeg har heldet med mig. På 30 meters afstand kan jeg se, at skovbunden er gul af kantareller, og at jeg må 8

være den første samler på stedet. Endelig fremme ser jeg til min gru, at sneglene er kommet mig i forkøbet. Skoven er blevet invaderet af brune skovsnegle de sidste par år, de såkaldte dræbersnegle, som har spredt sig fra villahaverne og ud i skoven. Svampe er næringsrig kost sammenlignet med planter, og de har derfor altid tiltrukket dyr. Mus, egern, snegle, biller og svampemyg guffer ivrigt svampe i sig, og er spisesvampene ikke gnavet ned udefra, kan de let vise sig at være spækket med svampemyggenes små hvide larver. Svampene indgår på den måde i nye samspil, oven i symbiosen med bøgetræet. Det er naturligvis ærgerligt at skulle dele, men jeg vil da hellere afgive lidt af mine kantareller til snegle og egern end til min morgenduelige nabo. Her, ude i naturen, er det et grundvilkår, at man må dele med skovens vilde væsener, og jeg børster tålmodigt jord, bænkebidere og snegle af de pæneste kantareller og ender trods alt med at fylde næsten et kilo i kurven. Man skal huske at stikke næsen i sådan nogle nyplukkede kantareller: Sammen med lugten af skovbund og svampe udsender kantarellerne nemlig en forunderlig duft af abrikoser. Sommer og sol. HAVENS TERRORISTER Det der med at dele er slet ikke så let. Når man er i sin egen have, er det rigtig svært. Her bliver de brune skovsnegle for alvor til dræbersnegle ikke fordi de egentlig dræber noget særligt, de spiser fortrinsvis døde og svækkede planter. Indimellem formaster de sig dog til 9

at nedgnaske et forkælet salathoved, en række spirende ærter eller en flok modne jordbær. Selvom dræbersnegle hverken æder kattekillinger eller spædbørn, er der næppe noget andet dyr i den danske natur, som har trukket flere nyhedsindslag i medierne de seneste 15 år. Det sensationelle øgenavn har sikkert bidraget til artens berømmelse. Den vigtigste grund til at kalde sneglen en dræber er, at det giver os andre license to kill. Dræbersneglen er haveejerens personificerede terrorist, og den må derfor bekæmpes med alle til rådighed stående midler, uden smålige hensyn til dyrerettigheder og buddhistiske livsanskuelser. Nyhedsmedier og hjemmesider bugner med gode råd til, hvordan sneglene kan klippes, koges, druknes, hakkes eller forgiftes. Hjemme i min have myldrer det med snegle: brune, grå, sorte og leopardplettede og dem med sneglehus, som knaser så træls, når man træder på dem. Men den virkelige slange i paradiset er solsorten, som uden at blinke fortærer alle mine store, erotiske spisekirsebær, fjorten dage før de er blevet mørkerøde. Dette drama udspiller sig kun en uge efter, at samme solsort er færdig med at plyndre mit jordbærbed, her kan ikke engang sneglene følge med. De kirsebær, solsortene ikke får has på, klatter de på eller hakker i stykker, så hvepsene kan gå om bord i dem. Når solsortene er færdige, overskider de havemøblerne, og så er det så som så med erotikken. Dog ikke for solsortene, som ser ud til at have mægtig gang i formeringen. Jeg føler mig snydt og har ofte fantaseret om at postere tre raske drenge under 10

kirsebærtræet med skarpladte luftgeværer. Først er jeg naturligvis nødt til at overbevise min omverden om, at solsortene slet ikke er så rare og uskyldige, som de syner, når de sidder på rygningen af huset og synger solen ned. Måske kunne jeg rundsende et ondsindet smædebrev mod solsorte? Nej, det går ikke, jeg ville jo blive betragtet som en skydegal og blodtørstig galning. UVENTET IRIS På vejen tilbage, med kantareller i kurven, bremses jeg i skovbrynet ved synet af en stor mørk sommerfugl med lyse pletter, som svæver forbi mig og sætter sig i en solstribe for at suge fugt af den våde lerjord med sin lange snabel. Jeg er aldrig blevet rigtig god til at kende sommerfuglene fra hinanden, men jeg kan da se, at denne her er noget særligt. Mens jeg spekulerer over, hvad det kan være for én, slår den vingerne ud: Den brunsorte vingeflade, som vender mod mig, oplyses af en solstråle og udsender en lysende klar blåviolet refleks. Da slår det mig, at det er en iris. Jeg har kun læst om denne mystiske sommerfugl, aldrig set den, ikke før nu. Jeg ærgrer mig over, at mine bare tæer i sandalerne er nyvaskede, for iris tiltrækkes efter sigende af gammel ost og andre vederstyggeligheder, for eksempel sure, svedige tæer. Det kunne have været cool med en iris på tåspidserne. Sommerfuglen må være helt nyklækket, for den er slet ikke slidt af de seneste ugers regn. Iris er knyttet til frodige løvskove med seljepil. Den er ikke almindelig, og man ser den sjældent, fordi den mest flyver rundt i træernes 11

kroner. Seljepil er den eneste af vores piletræer, som kan udvikle sig til et rigtigt skovtræ. Seljepil er desværre, ligesom bævreasp, blevet ryddet af vejen i det moderne skovbrug, fordi disse træer ikke har nogen salgsværdi, men bare optager plads. Værdi eller ej: Jeg bobler af lykke, længe efter jeg har forladt skovbrynet og den forunderlige iris. Nu giver det mening, at det græske ord for sjæl psyche også kan betyde sommerfugl. ENSIAN-BLÅFUGL En uge senere er jeg et helt andet sted i den danske natur, ude for at tælle planter i Østerild Plantage med to biologkolleger. Østerild ligger i Thy, nord for Limfjorden, lidt øst for Hanstholm. Nåletræerne skal fældes for at gøre plads til tidligere tiders klitter og til moderne tiders mega-vindmøller, og vi tæller planterne for at overvåge forandringerne i naturen, når plantagerne ryddes. Min ene kollega har fået nys om en lille bestand af den sjældne orkidé thy-gøgeurt. Thy-gøgeurt vokser på meget næringsfattige sure enge og hedemoser, så vi må holde en pause og bevæge os ud af plantagen og ind på en af de få åbne og fugtige klitheder, som ikke er blevet drænet og tilplantet med grantræer. På vejen hen til orkidéen fanger mit blik en blåfugl, og vel at mærke en af de lidt større af slagsen. Sommerfuglen lader sig forstyrre af min nærhed og flagrer af sted mod nye mål. Mit øje fanger planten, hvor blåfuglen lige har siddet. Det er en klokkeensian, som endnu ikke har foldet sine store blå blomster ud, og på de øverste 12

blade omkring blomsterknopperne sidder de fineste små kridhvide æg. Halløjsa, vi har netop forstyrret en ensianblåfugl i færd med at lægge æg! Larven af ensian-blåfugl begynder sin udvikling i blomsterhovedet på klokkeensian, og sådan er der mange insekter, som er knyttet til en enkelt eller nogle få plantearter. Umiddelbart kan det jo lyde ganske smart, at insekterne har fundet ud af at dele planterne mellem sig, men i en natur, som forandres og kultiveres af mennesker, er det surt at have satset hele butikken på én værtsplante, når den pludselig bliver sjælden. Klokkeensian vokser kun i næringsfattige hedemoser, og det voksested har været almindeligt i millioner af år, men i tilbagegang de sidste 200 år. Ensian-blåfuglen har faktisk gjort det endnu sværere for sig selv, fordi den også kræver samliv med myrer. Når ensian-blåfuglens ganske lille larve har mæsket sig lidt i blomsterhovederne af klokkeensian, lader den sig falde til jorden, hvor den pinedød skal opdages af myrer. Myrerne slæber larven hjem til myreboet, hvor den opfodres, som var den myrernes eget af kom. Først da kan den velnærede larve forpuppe sig og forvandle sig til en voksen blåfugl. Efter at vi har krydset lidt rundt i hedemosen mellem klokkelyng, benbræk, djævelsbid og blåtop, dukker den hvidblomstrede thy-gøgeurt op. En ganske lille bestand, måske bare en relikt fra tidligere tiders store klitheder. Thy-gøgeurt er en underart af maj-gøgeurt, og i hele verden findes den kun her, i de våde klitter i Thy. Langt hovedparten af områdets vidtstrakte våde klitheder er blevet drænet og 13

tilplantet med nåletræer, og det er et under, at ensianblåfugl og thy-gøgeurt har formået at overleve i Østerild Plantage frem til i dag. SAND I ØJET Østerild er et af de tyndest befolkede områder af Danmark. Plantagen ligger på flyvesand, og det er et godt sted at plukke kantareller, uden konkurrence fra naboer og bynære dræbersnegle. Men pludselig, midt i juli måned, slår aktivister fra nær og fjern lejr i Østerild Plantage for at kæmpe mod, at træerne skal fældes. Aktionen er en fest, og tv-kanalerne svælger i broget flowerpower fra Thy-lejren, lejrbåls-guitarister, studerende og hattedamer. Det er naturelskere, og de er harme over Folketingets beslutning om at placere et testcenter for kæmpevindmøller i et øde naturområde. Derfor vil de forhindre rydningen af 266 ha nåleskov. I mange dage lykkes det aktivisterne at standse skovningsmaskinerne. Skoven og træerne har, som stærke symboler for naturen, indtaget en central plads i modstanden mod industriens vindmøller. Der rejste sig et ramaskrig, da vindmølleindustriens første intentioner om fældning af mere end 1000 ha fredskov blev kendt i offentligheden. Som så ofte styres nyhedsdækningen dog mere af ord og forestillinger end af viden og kendsgerninger. Det vigtigste ord er her fredskov. Fredskov klinger af uberørthed og fredning og rammer lige ned i en urgammel følelse af respekt og kærlighed knyttet til gamle træer. Men Fredskovsforordningen fra 1805 nu Skovloven 14

havde ikke som formål at beskytte skovens vilde natur. Den skulle derimod sikre samfundet en stabil forsyning med tømmer. Skovbruget har siden lagt sig dette formål meget på sinde og omdannet Danmarks naturlige skove til unge monokulturer af nyttige træarter, ofte plantet i rækker. Siden er arealet med skov mangedoblet, hvilket især er sket gennem omfattende plantning af nåletræer på heder, græsland, klitter, enge og moser. Nåletræsplantagerne har over store arealer skygget den mangfoldige flora og fauna i de lysåbne naturtyper bort. Af samme grund har Danmark i de senere år modtaget økonomisk støtte fra EU til at fælde naturfattige nåletræsplantager og genskabe græsland og klitter, som for bare 100 år siden lå, hvor plantagerne ligger i dag. Fredskoven i Østerild er altså først og fremmest en naturfattig plantage, ikke en dansk urskov. GOD VILJE OG NYTTIG VIDEN På den ene side kan protesterne mod vindmøllerne ses som tegn på en folkelig modstand mod, at naturen fortsat skal vige for samfundets økonomiske vækst. På den anden side er modstandskampen i høj grad båret af lokale beboere i Thy, som ikke ønsker kæmpevindmøller i deres lokale baghave. Det er set før og ikke så perspektivrigt. Hvis man et øjeblik glemmer aktivisternes hensigter og i stedet ser på konsekvenserne for naturen, tegner der sig et andet billede: Det vil utvivlsomt være en stor fordel for den sårbare natur i området for thy-gøgeurt, klokkeensian, ensian-blåfugl og trane at fælde nåletræ- 15

erne, lukke drængrøfterne og genskabe de våde klitheder og moser, som dækkede hele området i 1800-tallet, før plantagerne blev anlagt og moserne tørlagt. Plantagerne i området tager mange gange så meget plads fra den truede natur, som vindmølletestcenteret nogensinde kommer til. I en rationel verden burde naturelskerne altså i samlet flok møde op og kræve, at der blev ryddet meget mere plantage, end der nu er planer om. Hvis hjerterne banker for skovens natur, skal vi i stedet vende harmen mod det nyttefikserede skovbrug og kræve, at langt flere af Danmarks hjemmehørende løvtræer eg, bøg, ask, birk, bævreasp, seljepil, fugle-kirsebær, hæg, avnbøg, navr, spidsløn, skov-elm, småbladet elm og småbladet lind får lov at vokse sig gamle, store og krogede i skovene, med furet bark, begroet med mosser og laver, angrebet af store poresvampe og udstyret med såvel spættehuller som indre hulheder til ugler, flagermus og store farvestrålende biller. Vi skal kræve, at grøfterne lukkes, så skovene igen kan blive våde, og at store dyr som vildsvin, kronhjort, kvæg, bison og hest igen får adgang til at græsse i skovene. Slipper vi de sultne græsædere løs, vil de sammen med vandet genskabe de forsvundne skovlysninger. 16

DØDEN I DET GRØNNE HULLET I HÆKKEN Hvis man lader blikket hvile længe nok uden at anstrenge sig, viser der sig nogle gange en ny vej, et hul i hækken, man ikke havde set, første gang man gik forbi. Det er på høje tid, at vi finder nye veje til en bæredygtig sameksistens med den omgivende natur, og skal det lykkes, må vi se med åbne øjne på verden, som den er. Også selvom mennesket ikke fremstår i det smukkeste lys. MASSEUDDØEN Tabet af biologisk mangfoldighed er en af de mest afgørende forandringer af Jorden, vi mennesker har forårsaget. Det er ikke så let at opgøre antallet af uddøde arter, for vi kender endnu kun en lille del af den samlede mangfoldighed af planter, dyr og svampe, og det kan være svært at afgøre med sikkerhed, at en art ikke længere findes på Jorden. Selv i lille Danmark opdages der hvert år nye arter af insekter og svampe, både nogle som man ikke har fundet på dansk jord før, og nogle som dukker op for første gang overhovedet. Uddøen af arter er ikke noget nyt fænomen, faktisk overstiger antallet af uddøde arter på Jorden langt antallet af nulevende arter. 17

Men forskere vurderer, at den hastighed, hvormed arter uddør, i dag er 100-1000 gange større, end den naturligt ville være i en geologisk fredelig periode som vores. Fem gange tidligere i Jordens historie har man dokumenteret masseuddøen i samme skala, men da har årsagen været voldsomme hændelser som supervulkaner, kæmpemæssige meteornedslag og lignende. Der skal altså temmelig meget til at forårsage en masseuddøen blandt de vilde planter, dyr og svampe. Selv overgangen mellem varmetider og istider, som i vores øjne er voldsomme hændelser, har de fleste arter klaret. PLADSMANGEL Moderne masseuddøen skyldes, at naturen mangler plads. På dette afgørende punkt adskiller vores epokes masseuddøen sig fra de tidligere globale katastrofer, der frigjorde en herlig masse plads og skabte grobund for nye livsformer. Vor tids masseuddøen derimod frigør ikke plads til ny udvikling tværtimod er al pladsen optaget. Men hvordan skal denne mangel på plads egentlig forstås; Danmark er jo ikke blevet mindre siden 1864? Når jeg sidder og kigger ud af vinduet fra mit kontor på Kalø i Østjylland, er det svært at få øje på problemet: Der er grønt, så langt øjet rækker. Grønne marker, levende hegn, grøftekanter, græsmarker og længere væk de mørke tætte skove. Over marken hænger en lærke, langs skovbrynet træder et rådyr, og i grøften blomstrer vild kørvel. Biologerne taler om en masseuddøen af arter på Jorden, den sjette af slagsen i klodens historie, men jeg 18

ser hverken flammer, røg eller flodbølger. For mine øjne bølger grønne Dannevang i morgensolens dis. SUCCES ELLER FIASKO Hver art har sine helt egne behov, sin egen definition af plads. Sommerfuglen hedepletvinge kræver eksempelvis levesteder med masser af djævelsbidplanter, for larverne æder kun djævelsbid. Djævelsbidplanterne skal også vokse lyst og varmt, for at sommerfuglens larver kan trives, og primadonnaens krav slutter ikke her: Der skal der være eng, hede eller græsland med blomstrende urter, hvor hedepletvinge kan søge nektar som voksen sommerfugl. For 200 år siden var det let nok for hedepletvinge at finde naturenge og græsland med djævelsbid. Men selvom der stadig findes steder i Danmark, hvor djævelsbid vokser i rigt mål, udgør de i dag kun få procent af deres tidligere udbredelse, og derfor findes sommerfuglen nu kun i bittesmå lommer i Vendsyssel og Himmerland. Eftersom eng, hede og græsland er blevet til mark og plantage, må der også være arter, som har haft fremgang. Det er der sandelig også. Rådyr klarer sig storartet; de færdes i små grupper og kan hurtigt gemme sig i krat, hegn og småskove. I bytte for fortidens urskovslandskaber har rådyrene fået næsten uhindret adgang til at mæske sig i næringsrige vintergrønne marker og kløvergræsmarker. Succesfulde er også nogle af de små kortlivede insekter som bladlus og trips, som kan nå at gennemføre flere generationer, på den korte tid mellem at markerne 19

pløjes. Der er også arter, som har tilpasset sig mennesket i endnu højere grad: Den brune rotte har erobret kloakker, byer og landbrugsområder, hvor der er spiseligt affald og beskyttelse mod fjender og vinterkulde. Også andre arter har skiftet de naturlige levesteder ud med kunstige ditto. Eksempelvis har flagermus og ugler i et vist omfang skiftet naturlige levesteder i gamle hule træer ud med nye urbane vinterhi på lofterne i utætte bygninger. Held i uheld, når nu skovbruget efterlader så få gamle hule træer i skovene. HÅBLØST GAMMELDAGS Langt hovedparten af arterne i den danske natur er desværre håbløst gammeldags og ikke spor tilpasningsdygtige. De opfører sig, som de altid har gjort haletudser skal have rent vand for at blive til frøer, hedepletvingens larver skal have djævelsbid, og koralpigsvamp vokser kun på døde træstammer. Disse tilpasninger er grundlagt gennem millioner af års evolution, og de har fungeret fortræffeligt i lige så lang tid. Men når miljøbetingelserne forandres radikalt og hurtigt, i løbet af få hundrede år, bliver arterne pludselig levende anakronismer, som forsvinder ud af vores verden, hvis ikke vi giver dem plads. I dag findes pladsen til de sårbare og umoderne arter på en meget lille del af det samlede areal, nemlig de få områder som ikke er blevet pløjet, gødsket, tilplantet, afskovet, asfalteret eller bebygget. Det vil i praksis sige områder langs kysterne, i ådale, på stejle skrænter og i gamle løvskove. 20

DET ØKOLOGISKE RUM Pladsmanglen har altså langtfra blot at gøre med, hvor mange grønne kvadratmeter der findes i Danmark. Vi kan i stedet forestille os plads i form af et økologisk rum. Altså ikke et kølerum med økologiske varer, men et økologisk rum, hvis indhold er bestemt af de varierende levevilkår, naturen byder på. Forestil dig rummet formet som en kasse, hvor de seks sider hænger sammen parvist og udmåler yderpunkterne for naturens tre vigtigste kårfaktorer: næringsstofmængde, vandmætning og fysiske forstyrrelser. Holder vi kassen op foran os, vil venstre side være ekstremt næringsfattig, som en højmose eller lynghede, mens højre side vil være ekstremt næringsrig, som en rådnende tangvold på stranden eller en kokasse på engen. I dybdeplanet vil miljøforholdene i kassen nærmest beskueren være ekstremt tørre, som på en sydvendt bakkeskråning, mens forholdene i dybden vil være meget våde, som i en sø. Fra kassens top til bund vil miljøet variere fra helt uforstyrret, som i den urørte skov, til ekstremt forstyrret, som den vandrende hvide klit, hvor sandet konstant omlejres af vinden. I kassen findes hele den danske natur repræsenteret i form af et utal af kombinationer af næringsrigdom, vandmætning og forstyrrelse. Til hver af disse kombinationer findes et antal planter, dyr og svampe, som trives under netop disse forhold. Gennem evolutionen er pladsen i det økologiske rum blevet fyldt op med forskellige livsformer. 21

INDSNÆVRING AF DET ØKOLOGISKE RUM Tabet af natur skyldes ikke først og fremmest, at der er mennesker, huse og veje. Problemet er snarere, at vi har forvaltet naturen ved at indskrænke det økologiske rum til en brøkdel af dets oprindelige størrelse. Det har vi gjort for at optimere vores eget udbytte. Ikke mindst i landbrug og skovbrug har vi været dygtige til at fremelske optimale forhold for afgrøderne ved at dræne, gødske, pløje, vande, høste, så og plante. Derved klemmer vi det økologiske rum sammen til idealet for dyrkningen af enårige afgrøder som korn, raps, majs og roer. Marken skal være rig på næring, nypløjet og hverken for tør eller våd. Den anden del af pladsproblemet består naturligvis i, at vi også har sået og plantet og derved bestemt, hvilke arter der skal have plads i det indsnævrede økologiske rum. Eftersom næsten alle vores afgrøder er monokulturer, store flader med samme art, giver det sig selv, at det bliver svært for vilde arter at finde fodfæste, selv hvis de kunne trives i netop dette lille udsnit af det økologiske rum. På den måde har vi sikret, at den størst mulige andel af solens energi går til produktionen af mad og tømmer. Vi har været så dygtige, at befolkningstallet i Danmark er mere end femdoblet siden år 1800. I samme periode er naturarealer, som ikke udnyttes til landbrug, skovbrug eller bebyggelse, blevet reduceret tilsvarende. Dræningen har gjort det muligt at afvande, dyrke og tilplante naturligt våde moser og småsøer. Gødningen og brugen af bælgplanter, som fikserer kvælstof fra luften, 22

har forvandlet naturligt næringsfattige heder, græsland og enge til marker. Kunstvandingen har givet bonden herredømmet over selv tørre sandede bakker. Kystsikringen, sandflugtsdæmpningen og indførelsen af hårdføre nåletræer har tilladt os at tilplante og dæmpe de uregerlige klitter og opdyrke heder og moser i læ af plantagerne. Økologisk jordbrug opfattes af mange som løsningen på naturens krise, men selvom det er positivt, at økokøerne kommer på græs, og der ikke bruges sprøjtegifte, så klemmer økologerne også det økologiske rum, ligesom de bekæmper ukrudtet i de dyrkede marker. Økologisk landbrug er altså en naturvenlig form for landbrug, men stadigvæk landbrug, og dermed i åbenbar konflikt med biologisk mangfoldighed. SAMME KEDELIGE OPSKRIFT Skruer vi tiden 100 eller 200 år tilbage, var udbyttet på de dyrkede marker meget mindre, og det økologiske rum var meget større. Markerne havde lange hviletider og der var masser af vilde ukrudtsplanter og tørre og våde pletter, hvor afgrøden slog fejl. Det er fra denne tid, at vi har de første floraer med nedskrevne danske plantenavne, og det er påfaldende, hvor mange planter og dyr der hedder noget med mark eller ager. Markfrytle, agerkohvede, markærenpris, markbynke, marktusindgylden, markarve, agermåne og markkrageklo. Dyrene kan også være med: markfirben, markperlemorsommerfugl, markpiber og markgræshoppe. Kun få af disse arter har klaret transformationen til moderne landbrug ager- 23

tidsel og agerstedmoderblomst fx de fleste har mistet deres levesteder, i takt med at landmanden har tæmmet naturen. Der er ganske enkelt og meget logisk blevet mindre plads, i takt med at udbytterne er steget. Udviklingen i skovene er løbet ad de samme spor. Nyttige træer er blevet plantet, mens unyttige træer og buske er fjernet. Våde moser og enge er blevet drænet, og tørre lysninger er plantet til. Endelig fældes træerne i dag, længe før de bliver gamle, og det døde ved fjernes fra skoven som gavntræ eller brænde. Skovdyrkeren forholder sig til skoven, som landmanden gør til sine marker: Han sikrer, at skoven producerer mest muligt salgbart træ per areal og tidsenhed. For at det skal være nemt at styre og høste træet, plantes træerne i ensformige firkantede bevoksninger. Inspirationen kom i 1800-tallet fra Tyskland, og biologer kalder det i dag drillende for Ritter Sport-skovbrug: Quadratisch, Praktisch, Gut! HAVENS MONOTONI Det er bekvemt at pukke på landmænd og skovdyrkere. Særligt fordi der ikke længere er så mange tilbage af dem. Men i virkeligheden er andre private og offentlige grundejere ikke et hak bedre. Måske snarere tværtimod: I private haver og offentlige parker styres og kontrolleres naturen ofte benhårdt. En velholdt, gødet græsplæne er noget af det mest ensformige og artsfattige, man kan forestille sig, kun undergået af fliser og asfalt. Selv på sommerhusgrunden er det helt normal praksis at erstatte den mangfoldige vilde natur med græs og prydplanter 24

fra planteskolen. Egentlig er det paradoksalt: Vi betaler i dyre domme for at kunne nyde vores fritid ude i naturen, og det første, vi gør, er at bruge selvsamme dyrebare fritid på at lave naturen om til have. Krigen mod den vilde natur er vanskeligere at forsvare i haverne end på markerne, hvor landmanden skal leve af sit udbytte. 25

MISVÆKSTENS NÅDEGAVE GÆSTFRIHED, TAK! Man kan føle sig helt malplaceret som dansker i den tørre middelhavsvarme, når man trasker gennem en støvet tyrkisk landsby. Men pludselig bliver man inviteret indenfor af vildt fremmede og budt på te eller mad i deres hjem. Ikke fordi de har rigeligt, men fordi de har lyst til at dele det, de har. Så bliver man overrasket og glad, fordi det slet ikke indgik i planen, og fordi det giver nyt mod og friske kræfter at blive budt indenfor i den kølige skygge og hvile hoved og fødder. Vi havde næppe fået samme velkomst i Zürich, og sådan er det også i naturen: Nogle miljøer er mere rummelige end andre, mere gæstfri. Der er med andre ord flere dimensioner af plads end det økologiske rum, som vi stiftede bekendtskab med i sidste kapitel. Forskellige levesteder rummer ikke bare forskellige arter, nogle rummer flere arter end andre. Hvis vi vil forstå, hvordan vi kan give mere plads til den vilde natur, må vi lære at genkende og værdsætte rummeligheden. Det er svært, fordi rummelighed er en usynlig, endnu ikke realiseret mulighed. PLANTERNES LIVSFORMER Planterne er grundlaget for næsten al anden mangfoldig- 26

hed. De kan det der trick med at samle energi fra solen og lagre det i blade, rødder, stængler, frugter og frø. Det giver mad til dyrene, og på den måde er hver enkelt planteart en tilbygning på det økologiske rum. Almindelig kællingetand er for eksempel levested for seksplettet køllesværmer, hvis larver æder af bladene, en spidsmussnudebille æder frøene, mens de modner i bælgene, og larven af en glassværmer borer i rodmarven. Faktisk er flere end 140 arter af insekter fundet på kællingetand, og 30 af arterne er helt af hængige af den. Der findes mere end 1000 arter af planter i Danmark, så man kan godt miste pusten ved tanken om al den biodiversitet, der gemmer sig her, som en kasse fuld af kinesiske æsker. Forskere har gennem tiden forsøgt at forstå diversiteten og lave modeller for den. Blandt de mest kendte er Christen Raunkiær, Johannes Iversen og Eugen Warming, som forskede i første halvdel af 1900-tallet. Alle var de danskere og indflydelsesrige langt ud over landets grænser. De delte interessen for planternes tilpasninger til deres vækstmiljø og forsøgte at finde mønstre i form af livsformer eller funktionelle typer grupper af planter med de samme træk og tilpasninger. Raunkiær baserede sit livsformssystem på planternes placering af deres vækstpunkter, knopperne, i den ugunstige årstid, når det er for koldt eller tørt til, at planten kan vokse. De modige træer placerer knopperne højt til vejrs, men de må også give op i rigtig kolde egne. De mere forsigtige dværgbuske og urter placerer knopperne lige over jorden, i jordskorpen eller, som anemonen, under 27