Interview Af Anders Lundt Hansen I FRIVILLIGHEDENS TJENESTE I økonomisk forstand står bundlinjen tom. Hvad får psykologer mon ud af arbejde frivilligt og ulønnet for sociale foreninger og projekter? En form for kompetenceudvikling, hvor man samtidig får den bonus, at man gør noget godt for andre mennesker. Sådan beskriver cand.psych. Lars Lidsmoes det frivillige arbejde, som han og mange andre psykologer yder for forskellige sociale foreninger og projekter. Sammen med sin gamle studiekammerat Tim Holmen Jensen har han i over et år brugt nogle timer af sin fritid hver måned på at arbejdet ulønnet for foreningen Ventilen, der bekæmper ensomhed blandt unge ved at yde hjælp til selvhjælp. Det er slet ikke usædvanligt, at psykologer fra tid til anden stiller deres faglige kompetencer gratis til rådighed for frivillige, der er engageret i sociale projekter. Men er der ikke en konflikt imellem at give sin faglige indsats gratis til nogle grupper, mens andre må betale for dem? Risikerer man ikke at undergrave både sin egen jobsituation og det offentlige velfærdssystem, hvis de private godgørende organisationer overtager opgaver, der rettelig er det offentliges ansvar? Man kan også spørge, hvorfor så mange psykologer går ind i frivilligt socialt arbejde, og hvad det er, de risikerer at blive kastet ud i. Ventilen Lars Lidsmoes og Tim Holmen Jensen fortæller: - Ventilen er et værested for ensomme og stille unge. Det er ikke de udadreagerende unge, som der ofte bliver sat fokus på i medierne. Det er ikke dem, der går og laver ballade, men dem, der går og ikke har det særligt godt med sig selv. Det er de unge, som måske er blevet mobbet i skolen, som ikke har nemt ved at finde venner, og som ikke nødvendigvis har det godt med deres familie eller har noget socialt netværk. - Den primære funktion i Ventilen er at være netværksopbyggende for disse mennesker. De får en mulighed for at komme en til to gange om ugen og mødes med nogle andre, som også kommer i Ventilen. Lars og Tim er tilknyttet Ventilen i København, men der findes Ventiler i flere større byer spredt ud over hele landet. Selv møder de to dog ikke brugerne i værestedet. Ventilen har et princip om, at rådgivningen foregår på ung-til-ung-basis, så kun unge mellem 18 og 30 år kan være frivillige i mødestederne. Psykologernes funktion er i stedet at give supervision til de unge frivillige. - Vores frivillige kommer fx og fortæller, at han har haft en samtale med en af brugerne, der har et problem. Hvordan skal den frivillige rådgive brugeren? lyder et eksempel på, hvordan psykologerne arbejder med de frivillige. Et andet eksempel er, at den frivillige har haft en meget dårlig kontakt med en bruger. I højere grad end at forholde os til den konkrete problemstilling, så går vi ind og hjælper den frivillige med at arbejde med sin egen forholdemåde. Altså vi går ind og spørger: Hvordan havde du det så med det? Eller: Hvad tror du, at brugeren gerne ville have af dig, og hvad var det, der gik galt? - På den måde hjælper vi den frivillige med at analysere episoden, så at han selv finder frem til, hvad han kan gøre i forhold til brugeren, og ikke får et diktat. I Ventilen finder supervisionssamtalerne sted en gang om måneden, når Tim og Lars afholder gruppesupervision for de frivillige. - Det kendetegner de allerfleste so- 30 Nr. 22. 2002
To psykologer Lars Lidsmoes er 31 år, cand.psych. fra Københavns Universitet og har arbejdet frivilligt for blandt andet Dansk Røde Kors, inden han begyndte i Ventilen. Tim Holmen Jensen er 30 år, stud.psych. på Københavns Universitet. Han har tidligere været frivillig på Livslinien og har været i Ventilen København i snart tre år. Til nytår stopper de begge som frivillige i Ventilen for at hellige sig andre opgaver, men de er ikke blege for at anbefale andre at tage tråden op. Modelfoto Nr. 22. 2002 31
- Jeg kender flere i fuldtidsjob, der også arbejder frivilligt, fx som supervisorer, som terapeuter eller som familieterapeuter, blandt andet for servicebutikkerne i Københavns Kommune ciale projekter, at medarbejderne ikke har en fælles uddannelsesmæssig baggrund. De har ikke en profession, de er ikke uddannet til at yde det job, de yder. Så deres metode udvikles undervejs i projektet. Det er så vores opgave at koble os på den metodeudvikling på en måde, som giver mening for de mennesker, som arbejder på projektet, siger Tim og Lars. - Når vi kommer med indspark her, så kommer det fra en psykologfaglig baggrund. Vi taler også om kommunikation, og hvordan man kan være bedre til at føre en vanskelig samtale med brugerne. Og det er klart, at vi bringer nogle faglige begreber i spil om, hvordan man fører sådan en samtale. Frivillighed er pragtfuldt Ventilens brugere er mellem 15 og 25 år og bliver ofte henvist fra studievejledere, læger eller psykologer, der ikke har andre tilbud at henvise de på overfladen velfungerende unge til. De unge er ikke egentlig behandlingskrævende, men oplever en kronisk ensomhed og mangel på nære relationer. De frivillige i Ventilens mødesteder skaber rammerne for, at brugerne kan optræne deres sociale kompetencer og komme ud af deres skal. - Frivilligt arbejde handler ikke kun om at have den gode vilje, men også om at have overskud til at gøre noget uden at få andet igen end at vide, at der er nogen, der har brug for det, man yder. Det er en side af det. Den anden side er, at når vi som psykologer eller som psykologistuderende går ud og laver supervision for Ventilen i København, så får vi også noget igen. Det giver erfaring, og vi bliver bedre psykologer af det, mener Lars. - Jeg kender flere i fuldtidsjob, der også arbejder frivilligt, fx som supervisorer, som terapeuter eller som familieterapeuter, blandt andet for servicebutikkerne i Københavns Kommune. Jeg tror, de gør det, fordi de gerne vil have noget klinisk erfaring, have noget erfaring med terapi, som de ikke kan få via deres daglige arbejde. - Hvis man arbejder med psykisk arbejdsmiljø, med samarbejde, med supervision eller med undervisning i konfliktløsning, så kan man godt føle, at man mangler klientkontakten eller kontakten til det enkelte menneske. Det hele drukner i strukturer og overordnede mekanismer. Man kunne fx forestille sig en neuropsykolog, som sidder og tester folk hver eneste dag, men som har lyst til at lave noget andet ved siden af. Hvis han kan få det til at passe med sit familieliv og med sit liv i det hele taget, så var det ikke utænkeligt, at han fik lyst til en gang at gå ind i frivilligt arbejde. Inden for hans egen faglighed, men med noget, som han ikke får mulighed for at gøre til daglig. En anden forskel på arbejdet med de frivillige og på arbejdet i en professionel organisation mener Lars er den holdning, supervisorerne møder hos klienterne. På en arbejdsplads kan supervisionen ofte være påtvunget oppefra: - Selv om man er sagsbehandler og har en bunke, der er så høj, og i virkeligheden meget heller ville sidde og gøre sit arbejde færdigt, så skal man tage en time ud af sin stramme kalender, til at gå ind og få supervision med en eller anden åndssvag psykolog, der bare kommer og stiller én tågede spørgsmål. Det er jo virkeligheden, på den ene side. - På den anden side har vi en organisation, som er frivillig. De frivillige er der, fordi de gerne vil være der. De kan bare gå, hvis de ikke vil være der længere, og de er glade for den supervision, vi giver dem. Hvis de synes, vi gør åndssvage ting, så fortæller de os, hvad de gerne vil have lavet om. Så kan vi så vurdere, om vi vil lave det om. Under alle omstændigheder er supervisionen på et frivilligt grundlag, og de frivillige er der kun, så længe de får noget ud af det. Og det er jo pragtfuldt! Tim supplerer: - Jeg synes, at i frivilligt socialt arbejde på et sted som Ven- 32 Nr. 22. 2002
tilen, der smelter det egennyttige og det altruistiske sammen. Man gør det jo, fordi man godt kan lide at udføre jobbet, man vil godt udvikle sine kompetencer, man vil godt have det på sit CV eller noget i den stil. Men samtidig indebærer jobbet, at hvis man er god til det, så er man også god til at hjælpe andre. Der er en sammensmeltning af det, som er godt for én selv, altså det egoistiske, og det altruistiske. Ingen løntrykkere Psykologer i privat praksis udbyder ofte betalt supervision. Kan de frivillige supervisorer ikke ende som skruebrækkere, der ved at underbyde deres kolleger tager brødet ud af munden på dem og i sidste ende på sig selv? - Jeg tror ikke, vi tager brødet ud af munden på nogen ved at lave supervision af frivillige projekter, svarer Lars uden tøven. I og med at vi kan give supervision til dem, der arbejder frivilligt, så er vi med til at udbrede kendskabet til supervision og kendskabet til nødvendigheden af supervision i socialt arbejde i det hele taget. Der er jo mange af de frivillige, som er i gang med en uddannelse inden for det sociale felt. Det er stadig sådan rundt omkring på arbejdspladserne, at mange regner supervision for overflødig. På trods af at det er noget, der har været fremme i ret mange år. - Der er også nogen, der er bange for at få supervision, fordi de tror, at supervision er sådan noget gestaltterapeutisk noget, hvor man skal sidde og fortælle om alle sine følelser hele tiden. Jeg tror, at vi som frivillige supervisorer er med til at præge den nye generation af socialarbejdere til at finde ud af, at supervision er ukompliceret og nødvendigt og godt for dem. Tim: - Det ville ikke giver mening for mig at yde supervision frivilligt i professionelle sammenhænge, til lønnede personer, det ville være absurd. Det meningsfulde er, at vi yder det i sammenhæng med projekter, hvor de ellers ikke havde råd. Det er i forlængelse af, at det er et frivilligt projekt, at det giver mening. Frivillige tager ansvar Politisk foregår der løbende diskussion af, hvilke sociale opgaver der skal løses af det offentlige, og hvilke der er privat ansvar. Nogle mener, at man udhuler velfærdsstaten, hvis man lægger for meget ansvar over i privat regi. Men Lars og Tim mener ikke, at det nødvendigvis behøver at gå sådan: - Meget frivilligt socialt arbejde foregår i en harmonisk forlængelse af velfærdsstaten, fordi det handler om noget, som man ikke synes det offentlige Danmark skal gøre, men er noget, som vi har lyst til at gøre. Eller også foregår det som en kritik af, at det offentlige ikke har opfyldt nogle målsætninger endnu, mener Tim. - Da jeg er så begejstret for frivilligt socialt arbejde, så synes jeg, det er logisk, at et sted som Ventilen ikke er i det offentlige. Der sker nemlig noget nyt, når mennesker på den måde tager ansvar for deres samfund. Det vil være meget mere klientliggørende at gå et sted hen i det offentlige, på de sædvanlige offentlige præmisser. Lars: - Jeg ser frivillige sociale projekter som meget nødvendige i vores samfund. Velfærdsstaten har en tendens til at gøre problemerne usynlige. Hvis et sted som Ventilen var en del af Nr. 22. 2002 33
det offentlige tilbud, så ville det hurtigt ende der, hvor klienterne skulle skrive under og registreres for at komme med i tilbuddet. Det er der mange af målgrupperne til de frivillige projekter, som ikke har lyst til. Jeg tror, det ville skræmme nogen væk. Det er også vigtigt, at der er et sted, hvor man kan gå ind som menneske og arbejde frivilligt, så man får et kendskab til mennesker med andre erfaringer end én selv. Hvis man har mulighed for at møde dem og se, at de rent faktisk er meget mere lig os, end vi vil have, så er der ikke den samme fremmedgørelse mod dem, der er udenfor. Det tror jeg er en vigtig ting. Begejstringen for det frivillige arbejde er til at tage og føle på, når man er i selskab med de to frivillige supervisorer. De er ikke et sekund i tvivl, når man spørger dem, om frivilligt arbejde er noget, de vil anbefale andre psykologer at gå ind i. - Hvis man brænder for at få kontakt med den type projekter, hvis man har lyst til at udføre denne form for supervision og arbejde med kompetenceudvikling i øvrigt på et sted, hvor der er en stor form for fleksibilitet, hvor man kan tænke i nye rammer og hele tiden tænke i nye kurser og fremtidsværksteder, så er det oplagt. Anders Lundt Hansen er informationsmedarbejder i Ventilen Ventilen Ventilen er for stille og ensomme unge mellem 15 og 25 år. Ventilen arbejder med frivillig ung-tilung-rådgivning og kan derfor ikke hjælpe unge, der er psykisk syge, bruger psykofarmaka eller på anden måde kræver professionel behandling. Den første Ventil åbnede i København i 1993. Siden er der kommet Ventiler til i Odense, Esbjerg, Aalborg, Nykøbing Falster og Roskilde. Yderligere to er på vej i Herning og i Århus. Læs mere på www.ventilen.dk. 34 Nr. 22. 2002