Allergisk og irritativt kontakteksem

Anne Lerbæk & Tove Agner A L L E R G I 99 Allergisk og irritativt kontakteksem Kontakteksem inddeles i allergisk og irritiativt kontakteksem samt kontakturticaria. Risikofaktorer, udvalgte aktuelle allergener, klinik, udredning og behandling beskrives. BIOGRAFI: Anne Lerbæk er reservelæge og ph.d.-studerende på Videncenter for Allergi, Dermatologisk Afdeling K, Amtssygehuset i Gentofte. Tove Agner er overlæge, dr.med., klinisk forskningslektor på Dermatologisk Afdeling K, Amtssygehuset i Gentofte. ANNE LERBÆKS ADRESSE: Videncenter for Allergi, Dermatologisk Afdeling K, Ledreborg Allé 40, 1., Amtssygehuset i Gentofte, 2820 Gentofte. E-mail: anleso01@gentoftehosp.kbhamt.dk En 40-årig kvindelig smørrebrødsjomfru henvender sig med afskalning og fissurer på fingerpulpae, særlig udtalt på den venstre hånd. Ved epikutantestning viser det sig, at hun har kontaktallergi over for sennepsolie, som findes i flere af de grøntsager og vegetabilske olier, som hun dagligt håndterer. Hun sygemeldes, og forandringerne forsvinder efter et par måneder. En 35-årig mandlig scenetekniker henvender sig med lignende forandringer med afskalning og fissurer på fingerpulpae. Ved grundig udredning og epikutantestning med bl.a. et udvalg af materialer fra arbejdspladsen kan der ikke påvises kontaktallergi(er). Forandringerne tilskrives gentagne irritative påvirkninger i form af friktion fra reb og scenetæpper, som håndteres på arbejdspladsen. Ovenstående to eksempler illustrerer nogle vigtige pointer omkring kontakteksem. Kontakteksem inddeles i allergisk og irritativt kontakteksem, samt kontakturticaria. Allergisk og irritativt kontakteksem forekommer omtrent lige hyppigt, mens kontakturticaria forekommer betydeligt sjældnere. Det er ikke muligt klinisk at skelne mellem allergisk og irritativt kontakteksem, ligesom man heller ikke histologisk kan differentiere mellem de to ætiologisk forskellige typer. Diagnosen bygger på anamnese, epikutantestning og ekspositionskortlægning (1). Kontakteksem er ofte erhvervsrelateret og er den hyppigst anerkendte erhvervssygdom i Danmark (2). Kontakteksem kan afficere huden overalt

100 Fig. 1. Håndeksem er den hyppigste manifestation af kontakteksem. Foto: Venligst udlånt af speciallæge, dr.med. Niels Veien, Ålborg. på kroppen, men den hyppigste manifestation er håndeksem (Fig. 1). Kontakteksemer, især håndeksemer, bliver ofte kroniske, og tidlig diagnostik og behandling er afgørende for at forebygge dette. I denne artikel om kontakteksem beskrives risikofaktorer, udvalgte aktuelle allergener, klinik, udredning og behandling. Allergisk kontakteksem Allergisk kontakteksem er en cellemedieret allergisk reaktion (type IV-reaktion). Allergenerne trænger gennem epidermis og optages i de Langerhanske celler, som derefter aktiverer T-lymfocytter i de regionale lymfeknuder (sensibilisering). Næste gang det pågældende allergen kommer i kontakt med huden, vandrer de aktiverede T-lymfocytter til epidermis og igangsætter en inflammatorisk reaktion (elicitering). De fleste kontaktallergener er kemiske stoffer med en relativ lav molekylvægt (under 400 Da). Der er stor forskel på potensen af de forskellige kontaktallergener. Visse er stærke allergener og fremkalder hos de fleste en allergisk reaktion selv efter en enkelt eller få ganges udsættelse. Andre kræver mere langvarig udsættelse, før der udvikles allergi hos en mindre gruppe af de personer, der eksponeres. Kontaktallergeners potens kan vurderes ved hjælp af forskellige eksperimentelle in vitro-modeller, dyreforsøg, humane eksperimentelle studier og klinisk erfaring (3). Risikoen for udvikling af kontaktallergi afhænger af koncentrationen af allergenet. Jo højere koncentration af allergenet, desto større er risikoen for udvikling af kontaktallergi. Omvendt gælder det, at en faldende koncentration af allergenet betyder, at risikoen for kontaktallergi nedsættes for til sidst at forsvinde. I de fleste tilfælde er det muligt at bestemme en nedre koncentrationsgrænse, hvor allergenet ikke længere vil medføre kliniske problemer. Kontaktallergi forekommer hyppigst hos yngre personer og hos kvinder (4). Der er intet, der tyder på, at alder og køn i sig selv er risikofaktorer. Årsagen er snarere en højere grad af eksponering for allergifremkaldende stoffer. Nogle personer udvikler kontaktallergi lettere end andre, men det totale antal af personer med kontaktallergi i befolkningen afhænger af graden af eks-

101 ponering. Eventuel familiær anamnese med kontaktallergi tillægges ingen klinisk betydning for risikoen for udvikling af kontaktallergi. Personer, som har bestående irritativt eller allergisk kontakteksem, har en større risiko for at udvikle nye kontaktallergier, da allergenerne på grund af den defekte hudbarriere lettere trænger gennem epidermis og optages i de Langerhanske celler. Okklusion af huden, fx under en bandage eller i hudfolder, faciliterer ligeledes indtrængen af allergen. Patienter med atopisk eksem har generelt en øget hyppighed af type 1-allergier over for fx pollen og dyrehår, men har ikke øget tilbøjelighed til at udvikle kontaktallergi (3). Risikoen for at udvikle allergisk kontakteksem stiger med sværhedsgraden af kontaktallergi (5). Jo sværere kontaktallergi, jo større risiko for udvikling af allergisk kontakteksem. Udvalgte allergener Fra litteraturen kendes ca. 3.000 allergener, som kan give kontaktallergi. I praksis er det dog en mindre gruppe af stoffer, som skaber de fleste problemer. Ca. 15 % af befolkningen har mindst én kontaktallergi (6) og kan udvikle kontakteksem, såfremt de eksponeres for det pågældende allergen. De stoffer, som hyppigst giver kontaktallergi, er metaller, konserveringsmidler, parfumestoffer, gummikemikalier, medikamenter, planter samt forskellige plastikmaterialer. Nikkelallergi er den hyppigste kontaktallergi i Danmark (6). Hyppigheden af nikkelallergi blandt unge i Danmark er faldet i de sidste ti år (6). Forklaringen er formentlig, at nikkelindholdet i metalgenstande, beregnet til at komme i direkte og længerevarende kontakt med huden, har været begrænset ved lov i Danmark siden 1990. I praksis betyder det, at det ikke er tilladt at sælge produkter (fx ure, briller eller smykker), som ved direkte kontakt med huden frigiver nikkel. Reglerne har siden 2000 været gældende i hele EU. På apoteket kan man købe en nikkelanalysetest (dimetylglyoximtest) til undersøgelse for evt. nikkelfrigørelse fra metalobjekter. Testen sælges under navnet»nikkeltest«og består af to opløsninger, hhv. en ammoniakopløsning og en dimethylglyoximopløsning. To dråber af hver opløsning dryppes på en vatpind, og vatpinden gnides på metalgenstanden i ca. 30 sekunder. Hvis genstanden eller vatpinden får en rød farve, er nikkelfrigørelsen for høj. Testsættet koster ca. 100 kr. og er nemt for patienterne at anvende. I modsætning til den faldende hyppighed af nikkelallergi er hyppigheden af kontaktallergi over for stoffer indeholdt i kosmetik mere end fordoblet fra 1990 til 1998 (fra 2,4% til 5,8%) (6). Stigningen skyldes primært en øgning i antallet af personer med kontaktallergi over for parfumestoffer. Nye regler vedtaget for hele EU betyder, at 26 udvalgte parfumestoffer fra den 26. marts 2005 skal deklareres. Tidligere skulle

102 der i indholdsdeklarationen på et parfumeret produkt blot anføres, at produktet indeholdt»parfume«, men ikke det eller de pågældende parfumestof(fer). De nye deklarationer henvender sig til parfumeallergikere, som nu får mulighed for at fravælge produkter indeholdende netop de parfumestoffer, som de ikke kan tåle. Hårfarver kan give anledning til meget kraftige kontaktallergiske reaktioner i ansigt og hårbund. I de værste tilfælde kræves systemisk steroidbehandling og evt. kortvarig indlæggelse (7). Det er oftest stofferne para-phenylendiamin (PPD) og toluen-2,5- diamin, som fremkalder reaktioner (8). I en nylig dansk befolkningsundersøgelse blev ca. 2.600 personer interviewet mhp. at undersøge hyppigheden af reaktioner over for hårfarveprodukter. 49% af de adspurgte havde farvet deres hår en eller flere gange. Af disse havde 5,3% haft symptomer forenelige med kontaktallergi efter hårfarvning (9). Der pågår aktuelt studier, som undersøger grænseværdier for PPD mht. dets evne til at fremkalde allergisk kontakteksem. På længere sigt er det ønsket via ændret lovgivning at få nedsat den tilladte mængde af de allergifremkaldende stoffer i hårfarveprodukterne. Konserveringsmidler har i mange år været en hyppig årsag til kontaktallergi. Konserveringsmidler tilsættes bl.a. forskellige kosmetiske produkter (creme, shampo mv.), rengøringsmidler og maling for at undgå kontaminering med bakterier og svampe, hvilket er hensigtsmæssigt. For at opnå den ønskede konserverende effekt og samtidig sikre, at forbrugeren ikke udsættes for en unødig stor risiko for at udvikle kontaktallergi, kan det være nødvendigt at kombinere flere forskellige konserveringsmidler i lavere koncentrationer i stedet for at anvende et enkelt konserveringsmiddel i en høj koncentration. Almindeligt anvendte konserveringsmidler er formaldehyd og formaldehydfrigivende stoffer, iso-thiazolinoner og parabener. De seneste år har især konserveringsmidlet methyldibromoglutaronitril (MDBGN) givet problemer. Hyppigheden af kontaktallergi over for MDBGN steg således på få år til ca. 4% blandt patienter med eksem. På baggrund af indsamling af et stort antal kliniske cases med allergisk kontakteksem pga. MDBGN samt data fra systematiske eksperimentelle eksponeringsstudier har EU-Kommissionen fra september 2005 besluttet at forbyde brug af MDBGN i produkter, som forbliver på huden (fx creme). Eksperimentelle studier fra 2004 har desuden vist, at MDBGN i produkter, som vaskes af huden, også kan give eksemudvikling hos personer med kontaktallergi over for stoffet. Derfor vurderes det nu i EU-Kommissionen, om stoffet også skal forbydes til brug i produkter, som vaskes af huden. Irritativt kontakteksem Gentagen udsættelse for let hudirriterende stoffer eller en enkelt kraftig påvirkning af

103 Fig. 2. Risikoerhverv for udvikling af kontakteksem. Bagere Frisører Tandklinikassistenter Køkkenarbejdere, kokke Slagtere Sundhedspersonale Rengøringspersonale et stærkt lokalirriterende stof kan medføre udvikling af irritativt kontakteksem. Også fysiske påvirkninger som kulde, varme og friktion kan give anledning til irritativt kontakteksem. Hyppige påvirkninger, som giver anledning til udvikling af irritativt kontakteksem, er vand og sæbe, skæreolier, organiske opløsningsmidler og fødemidler. Om vinteren, når luftfugtigheden og temperaturen falder, udtørres huden, og risikoen for udvikling af irritativt kontakteksem øges. Hudbarrieren udgøres af de yderste cellelag i epidermis (stratum corneum). Her ligger keratinocytter og lipidmembraner som»mursten og mørtel«og modvirker indtrængen af irritanter (og allergener). Irritativt kontakteksem opstår ved, at lokalirriterende stoffer ødelægger og gennemtrænger hudbarrieren og udløser en inflammatorisk reaktion i huden (3). Kvinder rammes hyppigere af irritativt kontakteksem end mænd. Undersøgelser af hudens barrierefunktion har ikke kunnet påvise nogen kønsforskel mht. hudens følsomhed for irritanter (10). Forklaringen er formentlig, at kvinder i højere grad end mænd er udsat for irritative påvirkninger både erhvervsmæssigt og privat. De erhverv, som udgør den største risiko for udvikling af irritativt kontakteksem, er våde erhverv og erhverv med kontakt til fødemidler (11). Vådt arbejde defineres som arbejde, hvor hænderne eksponeres for vand i mindst 2 timer daglig, arbejde, hvor der bæres okkluderende handsker i mindst 2 timer daglig, eller arbejde, hvor der foretages mere end 20 gange håndvask om dagen. I en nyligt publiceret opgørelse af arbejdsskadesager omhandlende arbejdsbetinget håndeksem i Danmark udgør ansatte i sundhedssektoren i absolutte tal den største gruppe af personer med irritativt kontakteksem (11). Den relative risiko for at udvikle arbejdsbetinget håndeksem, enten irritativt eller allergisk, er størst blandt bagere, frisører, tandklinikassistenter og køkkenarbejdere/ kokke (11). Se Fig. 2 for prioriteret oversigt over erhverv med høj risiko for udvikling af arbejdsbetinget håndeksem. Tidligere eller aktuel atopisk eksem øger risikoen for udvikling af irritativt kontakteksem (12). Huden hos personer, som har eller har haft atopisk eksem, er kendetegnet ved en øget tørhed og øget følsomhed over for irritanter. Hudens vandindhold er nedsat og sammensætningen af lipiderne i stratum corneum er ændret. Tilsammen betyder det, at hudbarrieren er mindre modstandsdygtig over for lokalirriterende stoffer. Det er vist, at 25 50% af dem, som har haft atopisk eksem som børn, udvikler håndeksem som voksne. Kontakturticaria Der findes både en allergisk (IgE-medieret) og en ikkeallergisk form for kontakturticaria. Den kliniske hverdag domineres af IgE-medieret kontakturticaria, hvorfor kun denne omtales i det efterfølgende. Den

104 IgE-medierede kontakturticaria kræver en forudgående sensibilisering af personen, som derved har dannet specifikke IgE-antistoffer over for det udløsende agens. Ved fornyet kontakt med allergenet reagerer det med IgE-antistoffer bundet til IgE-receptorer på mastceller og andre celler. Herved frigives histamin og andre mediatorer, resulterende i et akut inflammatorisk respons med lokalt ødem, erytem og kløe. I modsætning til kontaktallergi, som oftest skyldes sensibilisering med kemiske stoffer med en lav molekylevægt, udløses IgE-medieret kontakturticaria oftest af kontakt med store proteinmolekyler (proteinkontaktdermatitis). IgE-medieret kontakturticaria opstår hovedsagelig på i forvejen beskadiget eksemhud, idet den beskadigede hudbarriere faciliterer indtrængen af proteinmolekylerne. Kontakturticaria opstår minutter efter kontakt med allergenet. Prototypen på kontakturticaria viser sig klinisk ved urtikarielle kvadler sv.t. det eksponerede område, kvadlerne forsvinder typisk igen efter få timer. Gentagne udsættelser for det udløsende allergen kan imidlertid fremkalde kroniske eksemlignende forandringer, som klinisk ikke kan skelnes fra irritativt eller allergisk kontakteksem. Generaliseret urticaria, angioødem, astma eller anafylaksi er sjældne komplikationer til IgE-medieret kontakturticaria. Fødevareproteiner og latexproteiner er de hyppigste årsager til IgE-medieret kontakturticaria (3). Både mælkeprodukter, frugt, kød og fisk samt især grøntsager og skaldyr kan give anledning til IgE-medieret kontakturticaria. Allergi over for latexproteiner manifesterer sig oftest som håndeksem efter brug af engangshandsker (13). Ved mistanke om kontakteksem udløst af handskebrug, skal der både foretages epikutantest (lappetest) med gummikemikalier og priktest med latexprotein. Det er ikke klinisk muligt at skelne mellem kontakteksem udløst af gummikemikalierne i handskerne (allergisk type IV-reaktion) eller kontakteksem udløst af kontakt med latexproteiner (allergisk type I-reaktion). Personer med atopisk dermatit i udbrud og personer med aktivt håndeksem har en forøget risiko for at udvikle latexallergi og bør derfor anvende latexfri handsker. Klinik Symptomerne ved allergisk såvel som irritativt akut opstået kontakteksem er vekslende grad af rødme, ødem, vesikler, papler og kløe. Kronisk kontakteksem er uanset ætiologi præget af hyperkeratoser, afskalning og fissurer. Eksemets lokalisation kan give mistanke om udløsende årsager. Som eksempel kan nævnes allergisk kontakteksem over for nikkel ved eksem under metalspænde. Kontakteksem er primært en klinisk diagnose. Den ætiologiske diagnose baseres på det typiske udseende og lokalisation suppleret med en anamnese med eksposition af huden for allergifremkaldende

105 og/eller hudirriterende stoffer. Diagnosen allergisk kontakteksem bekræftes ved positiv relevant reaktion på epikutantestning. Ikke sjældent er der tale om et blandet allergisk og irritativt kontakteksem. Systemisk allergisk kontakteksem Systemisk allergisk kontakteksem kan opstå, hvis allergenet indtages peroralt, inhaleres eller injiceres. Systemisk allergisk kontakteksem viser sig ved vesikler i håndflader og fodsåler og eksem i aksiller, albuebøjninger, knæhaser og omkring genitalia. Det er også karakteristisk, at der kan udvikles eksem på områder, hvor der tidligere har været allergisk kontakteksem pga. det pågældende allergen. Det kliniske billede er velbeskrevet, men relativt sjældent. Eksempelvis kan nikkel i nogle tilfælde give anledning til systemisk reaktion hos personer med kontaktallergi over for nikkel. Hvis det kliniske billede giver mistanke om systemisk allergisk kontakteksem pga. nikkelindtagelse, kan forsøges nikkelfattig diæt i 1 2 mdr. Effekten skal følges lægeligt, og diæten skal ophøre efter 1 2 mdr., hvis der ikke er effekt. Udredning Personer med kontakteksem af mere end 1 måneds varighed skal henvises til dermatologisk speciallægepraksis eller hospitalsafdeling med henblik på diagnostik (1). For kontakteksemer lokaliseret til hænderne er tidlig diagnostik og behandling afgørende for prognosen (14). Ved epikutantestning eksponeres huden for små mængder af en række kendte allergifremkaldende stoffer. Omhyggelig ekspositionsanamnese både vedrørende erhverv, hjem og fritid er altafgørende inden udvælgelsen af stoffer, der skal testes med. Eventuelle indholdsdeklarationer og produktdatablade studeres for at sikre, at der testes med de relevante stoffer. Der findes ca. 350 kommercielt tilgængelige allergener til epikutantestning (Chemotechnique Diagnostics, TROLAB- Hermal). Almindeligvis testes med en europæisk standardserie, som indeholder 24 hyppige allergener. Serien indeholder bl.a. metaller, konserveringsmidler, parfumestoffer, gummikemikalier og enkelte lægemidler. Serien revideres jævnligt i takt med, at ekspositionsmønstrene ændres. Hvis der er anamnestisk mistanke, suppleres med specielle testserier eller enkeltstoffer. Der findes fx en frisørserie, en bagerserie, en dentalserie og en gummiserie. Ved positiv reaktion overvejes relevansen af denne. Eksposition for det pågældende stof må være påvist eller sandsynliggjort, hvis en positiv test skal tolkes som havende aktuel relevans. I udvalgte tilfælde foretages kemiske analyser af enkelte produkter for at undersøge, om produktet indeholder bestemte allergener. Udredningen kan suppleres med priktest og/eller RAST-test, hvis der er mistanke om IgE-medieret kontakturticaria. Svampeskrab overvejes hos alle med hånd- eller fodeksem for ikke at

106 overse en evt. dermatofytose eller id-reaktion, som klinisk kan forveksles med kontakteksem. Dyrkning og resistensbestemmelse er relevant ved eksemer, hvor der er mistanke om komplicerende infektion. Biopsi er sjældent indiceret. Efter udredning og behandlingsstart hos dermatolog vil yderligere opfølgning i mange tilfælde kunne foregå hos patientens egen læge. Behandling Fugtighedscreme anvendes altid supplerende til anden behandling af kontakteksem. Det er vist, at fugtighedscreme accelerer ophelingen af hud med eksperimentelt induceret ødelagt hudbarriere (15). Det er vigtigt at vælge en uparfumeret fugtighedscreme med højt lipidindhold. Fugtighedscreme anvendes desuden forebyggende og i efterforløbet for at hindre recidiv. Lokalsteroid er førstevalgspræparat til behandling af kontakteksem (1). Styrken afhænger af eksemets lokalisation og sværhedsgrad. Eksemet behandles i ro, hvorefter behandlingen langsomt udtrappes. Ved kronisk eksem kan der være behov for vedligeholdelsesbehandling eller intermitterende behandling, fx 2 gange ugentlig gennem nogle måneder (16). Pimecrolimus og tacrolimus har ingen plads i rutinemæssig behandling af kontakteksem. Der er kun lavet ganske få og små studier af effekten sammenlignet med placebo og lokalsteroid (17, 18). Kombinationspræparater indeholdende lokalsteroid og antibakterielle og antimykotiske stoffer kan anvendes kortvarigt, hvis eksemet er sekundært inficeret. Cremerne er effektive men kostbare, og efter få ugers anvendelse skiftes til lokalsteroidbehandling alene, idet bakterierne hurtigt udvikler resistens. Erfaringsmæssigt kan kaliumpermanganatbade (»røde bade«) have en udtørrende og desinficerende effekt, og er velegnet i den akutte fase, hvis eksemet er væskende (Fig. 3). Kaliumpermanganatpulver kan købes på apoteket. Såfremt eksemet er svært inficeret, er en kortvarig systemisk antibiotikabehandling (7 10 dage) indiceret. Behandlingen vejledes af dyrkning og resistensbestemmelse. Ofte vil der være infektion med S. aureus, og et penicillinasestabilt antibiotikum som dicloxacillin vil være velegnet. Lysbehandling er effektivt men tidskrævende for patienten, som typisk skal møde til behandling 2 3 gange om ugen i 6 8 uger. I tilfælde med svært kontakteksem, som ikke kan kontrolleres på anden vis, kan behandles med immunosupressiva som azathioprin, methotrexat eller ciclosporin. Sygemelding kan være nødvendig, men der skal defineres et mål og en tidsramme for sygemeldingen. Typisk vil det være indiceret ved akutte eksemer for at sikre en god behandlingseffekt og hurtig opheling, og dermed på længere sigt øge chancerne for en god prognose. Eksemet kan også være så udbredt eller voldsomt, at arbejdet

107 Fig. 3. Væskende eksem kan med fordel behandles med kaliumpermanganatbade. Fotos: Venligst udlånt af speciallæge, dr.med. Niels Veien, Ålborg. ikke kan varetages, og personen må sygemeldes. Desuden bør personer, som har inficeret eksem og er ansat i fødevarebranchen, sygemeldes. Information Det er vigtigt, at patienten forstår den tilgrundliggende årsag til eksemforandringerne, hvad enten det er allergisk kontakteksem, irritativt kontakteksem, kontakturticaria eller en kombination. Ved påvist allergi skal det pågældende allergen undgås. Dette er ikke altid en nem opgave. Der kan fx være tale om et allergen, som findes i mange produkter og materialer (fx gummi eller nikkel). Andre allergener har lange og indviklede navne (fx konserveringsmidler og parfumestoffer), som kan være svære at huske og læse (19). Betydningen af hudpleje og hudbeskyttelse i form af brug af fed fugtighedscreme, minimering af irritative påvirkninger og anvendelse af beskyttelseshandsker, hvis forandringerne sidder på hænderne, skal understreges. På www.videncenterforallergi.dk findes en oversigt med»ti gode råd om hudpleje ved forebyggelse og behandling af håndeksem«, som med fordel kan printes ud og udleveres. Både eksperimentelle studier (20) og klinisk erfaring har vist, at huden i de første 3 6 måneder efter opheling har en øget følsomhed over for allergener og irritanter. Det er vigtigt, at patienten orienteres om dette og forstår, at hudpleje og hudbeskyttelse har stor betydning for at forebygge recidiv, særligt i den første tid efter at eksemet er ophelet. Anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen Danske læger har pligt til at anmelde såvel klare som formodede tilfælde af erhvervssygdomme. Årligt anmeldes ca. 1.300 tilfælde af kontakteksem til Arbejdsskadestyrelsen, og ca. 75 % af tilfældene anerken-

108 Personer med kontakteksem af mere end 1 måneds varighed skal henvises til dermatologisk speciallægepraksis eller hospitalsafdeling. Lokalsteroid er førstevalgspræparat både ved akut eksem og til vedligeholdelsesbehandling. Fed fugtighedscreme anvendes både i behandlingen af og forebyggelse af eksem. Vigtig information til patienten: Undgå evt. påviste allergener. Undgå irritative påvirkninger. Vær omhyggelig med hudpleje Husk anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen Fig. 4. Håndtering af kontakteksem i almen praksis. Opsummering. des. Efter anmeldelse afgør Arbejdsskadestyrelsen, om sagen kan anerkendes som erhvervssygdom. I så fald skal det derefter afgøres, om der skal udbetales erstatning for varigt mén og/eller tab af erhvervsevne. De fleste af de anerkendte tilfælde tilkendes en eller anden form for erstatning. Modsat de øvrige erhvervssygdomme er hovedparten af dem, som rammes af kontakteksem, yngre mennesker. Opsamling Irritativt og allergisk kontakteksem er hyppige lidelser i befolkningen. Ofte vil den første kontakt med sundhedsvæsenet være hos den praktiserende læge. Alle med symptomer i mere end 1 måned skal henvises til dermatolog med henblik på vurdering og udredning med epikutantest. Forsinkelse af diagnose og behandling øger risikoen for dårlig prognose. Efter udredning og behandling hos dermatologisk speciallæge kan opfølgning og vedligeholdelsesbehandling i mange tilfælde foregå hos patientens egen læge. Fugtighedscreme og lokalsteroid udgør grundpillerne i behandlingen af kontakteksem. Både i behandlingen og ved forebyggelsen af recidiver er patientinformation helt afgørende. Patienten skal forstå at undgå evt. betydende allergener og irritanter og sørge for omhyggelig hudbeskyttelse og hudpleje. Endelig bør alle mistænkte tilfælde af erhvervsbetinget kontakteksem anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen. Se Fig. 4 for opsummering. Interessekonflikter: ingen angivet. LITTERATUR 1. Referenceprogram om kontakteksem. Ugeskr Læger 1997; 159. Klaringsrapport nr. 6. Udarbejdet for Dansk Dermatologisk Selskab af Den Danske Kontaktdermatitisgruppe. 2. www.ask.dk. Arbejdsskadestatistik 2003. 3. Rycroft RJG, Menné T, Frosch PJ, Lepoittevin J-P, eds. Textbook of contact dermatitis. Third edition. Berlin: Springer Verlag, 2001. 4. Forebyggelse af kontakteksemer. Sundhedsstyrelsens serie om forebyggelse og sundhedsfremme, 2001/17. 5. Johansen JD, Andersen KE, Menné T. Quantitative aspects of isoeugenol contact allergy assessed by use and patch test. Contact Dermatitis 1996; 34: 414 8. 6. Nielsen NH, Linneberg A, Menné T, Madsen F, Frølund L, Dirksen A et al. Allergic contact sensitization in an adult Danish population: two cross-sectional surveys eight years apart (the Copenhagen Allergy Study). Acta Derm Venereol 2001; 81: 31 4.

109 7. Sosted H, Agner T, Andersen KE, Menné T. 55 cases of allergic reactions to hair dye: a descriptive, consumer complaint-based study. Contact Dermatitis 2002; 47: 299 303. 8. Sosted H, Rastogi, SC, Andersen KE, Johansen JD, Menné T. Hair dye contact allergy: quantitative exposure assessment of selected products and clinical cases. Contact Dermatitis 2004; 50: 344 8. 9. Sosted H, Hesse U, Menné T, Andersen KE, Johansen JD. Contact dermatitis to hair dyes in an adult Danish population an interview based study. Br J Dermatol 2005; 153: 132 5. 10. Agner T. Noninvasive measuring methods in the investigation of irritant patch test reactions. A study of patients with hand eczema, atopic dermatitis and controls. Acta Derm Venereol Suppl (Stockh) 1992; 173: 1 26. 11. Skoet R, Olsen J, Mathiesen B, Iversen L, Johansen JD, Agner T. A survey of occupational hand eczema in Denmark. Contact Dermatitis 2004; 51: 159 66. 12. Nilsson E, Bäck O. The importance og anamnestic information of atopy, metal dermatitis and earlier hand eczema for the development of hand eczema in women in wet hospital work. Acta Derm Venereol 1985; 66: 45 50. 13. Forebyggelse af latexallergi. Sundhedsstyrelsen, 2003. 14. Halbert AR, Gebauer KA, Wall LM. Prognosis of occupational chromate dermatitis. Contact Dermatitis 1992; 27: 214 7. 15. Held E, Lund H, Agner T. Effect of different moisturizers on SLS-irritated human skin. Contact Dermatitis 2001; 44: 229 34. 16. Veien NK, Larsen PO, Thestrup-Pedersen K, Schou G. Long-term, intermittent treatment of chronic hand eczema with mometasone furoate. Br J Dermatol 1999; 140: 882 6. 17. Schnopp C, Remling R, Möhrenschlager M, Weigl L, Ring J, Abeck D. Topical tacrolimus (FK506) and mometasone furoate in treatment of dishydrotic palmar eczema: A randomized, observer-blinded trial. J Am Acad Dermatol 2002; 46: 73 7. 18. Saripalli YV, Gadzia JE, Belsito DV. Tacrolimus ointment 0.1% in the treatment of nickel-induced allergic contact dermatitis. J Am Acad Dermatol 2003; 49: 477 82. 19. Noiesen E, Larsen K, Agner T. Compliance in contact allergy with focus on cosmetic labelling: a qualitative research project. Contact Dermatitis 2004; 51: 189 95. 20. Hindsén M, Bruze M. The significance of previous contact dermatitis for elicitation of contact allergy to nickel. Acta Derm Venereol (Stockh) 1998; 78: 367 70.