U l a n d s m a g a s i n e t

U l a n d s m a g a s i n e t F a g b e v æ g e l s e N i u d v i k l i n g s l a n d e n e J u l i 2 0 1 1 Hun havde en dyb flænge i hånden efter nattens kampe, men det var for intet at regne imod smerten ved at leve under Mubarak Kamal el-fayoumi, 46-årig egyptisk maskinarbejder, fortæller om et møde på Tahrir-pladsen i Kairo otte dage før diktatorens fald Ulandssekretariatet LO/FTF Council 1

Ulandsmagasinet Juli 2010 Ikke et ord om religion Når vi taler om Mellemøsten, handler det ofte om religion. Det gør det ikke i dette nummer af Ulandsmagasinet. Det har den forklaring, at fagbevægelsen er en sekulær altså en ikke-religiøs organisation, hvor der er plads til alle trosretninger, og til dem, der ikke er troende. Kun en lille tommelfingerregel: Der findes forskellige muslimer, ligesom der findes forskellige kristne. Sunni og shia er de største retninger i Islam. I Saudi Arabien hersker en sunni kongefamilie. I Iran hersker et shia præsteskab. Ingen af dem er interesserede i demokrati og faglige rettigheder.. Saudi Arabien støtter Bahrain i at bekæmpe demonstranterne ved at henvise til, at 60-70 procent af befolkningen er shia-muslimer og derfor, lyder det, er demonstranterne agenter for Iran. Også fagbevægelsen. Men det er ikke sandt. Nogle af de fremmeste demokratiforkæmpere er tværtimod sunni-muslimer, som for eksempel Ebrahim Sharif, som er omtalt på side 14. Fagbevægelsen i Tunesien 14. januar 2011 Ben Ali flygter til Saudi Arabien Libyen Side 10-13 Det Arabiske Forår Status Juni 2011 2 Udgiver: Ulandssekretariatet, Vester Voldgade 100, 1552 København V. Telefon: 33 73 74 40. E-mail: mail@loftf.dk, www.ulandssekretariatet.dk Ansvarshavende redaktør: Mads Bugge Madsen Redaktion: Helle Schøler Kjær (redaktør), Katrine Dichmann Christophersen, Carsten Flint Hunneche Forsidefoto: Tahrirpladsen i Egyptens hovedstad Kairo den 1. februar 2011. Kvinder og piger i alle aldre. De fleste har aldrig været til en demonstration før. På skiltet kan man læse: "Hosni er blevet skør". Foto: Flemming Weiss Andersen Grafisk tilrettelæggelse: Koefoed/Ægir Tryk: Thomsen Offset A/S. Oplag: 5.000 Ulandsmagasinet er produceret med støtte fra Danida ISSN 1603-5232 Retfærdig fordeling er afgørende for oprøret Fagbevægelsen skal bruge sin indflydelse til at kræve en mere retfærdig fordeling af de økonomiske ressourcer i Tunesien, siger den tunesiske fagforeningsmand Ben Han Zekri i dette nummer af Ulandsmagasinet. Den egyptiske tekstilarbejder Kamal el-fayoumi siger, at revolutionen fortsætter indtil alle vore krav er opfyldt. Det arabiske forår er både et oprør mod korruption, magtvælde, mangel på demokrati og menneskerettigheder. Men det er også et ønske om en lang række ændringer på arbejdsmarkedet:

Syrien Ulandsmagasinet Juli 2011 Egypten 11. februar 2011 Mubarak går af og overlader magten til et militærråd Side 4-7 Bahrain 16. marts 2011 Sikkerhedsstyrker angriber og rydder Perlepladsen Side 14-15 Det drejer sig om retten til et anstændigt arbejde, til ordentlige arbejdsforhold og til at være dækket af sociale sikringsordninger. En af de væsentligste grunde til, at det arabiske forår spredte sig så hurtigt, som det gjorde, var at befolkningen var træt at de elendige og usikre forhold på arbejdsmarkedet. Både i Tunesien og Egypten var der år forinden strejker og protester mod de økonomiske forhold. I Tunesien begyndte det interne opgør rettet mod de faglige ledere, der støttede diktaturet, flere år før oprøret startede i januar 2011. Fagbevægelsen spillede en afgørende rolle for at få væltet Ben Ali i Tunesien og Mubarak i Egypten. Den er helt central i den fortsatte kamp for at opnå de nødvendige ændringer, der i sidste ende også er et spørgsmål om fordeling af de økonomiske ressourcer. Dette nummer af Ulandsmagasinet fortæller historien om arbejdernes og fagbevægelsens centrale rolle i oprøret, og hvorfor Danmarks støtte til den del af processen er vigtig God læselyst! Harald Børsting Formand for LO Formand for Ulandssekretariatet bente Sorgenfrey Formand for FTF, Næstformand for Ulandssekretariatet 3

Af Eva Plesner Ulandsmagasinet Juli 2011 For Kamal el-fayoumi begyndte den egyptiske revolution i december 2006 med stejkerne i tekstilarbejderbyen Mahalla el-kubri cirka 150 kilometer nord for Kairo. Kamal el- Fayoumi har været i spidsen for faglige kampe i tekstilbyen Mahalla el- Kubri siden 2008. Jeg faldt på knæ og takkede Gud, da Mubarak var væltet Det var gnisten, siger den 46-årige maskinarbejder, der er ansat i byens største, statsejede tekstilfabrik med omkring 27.000 ansatte. Fra da af begyndte mobiliseringen af arbejderne over hele Egypten, og her i Mahalla rev vi Mubaraks billeder ned allerede i april 2008. Kamal el-fayoumi blev dengang arresteret og sad to måneder i fængsel. De første fire døgn bagbundet og med bind for øjnene og med timelange, natlige forhør. Jeg var rædselsslagen, siger han, men da han blev løsladt, genoptog han alligevel arbejdet med at organisere strejker, fabriksbesættelser og protestdemonstrationer i samarbejde med 6.-aprilbevægelsen, der tog navn efter den dag i 2008, da politiet skød med skarpt mod de strejkende. To blev dræbt og et ukendt antal blev såret. Da den 25. januar oprandt i år - den dag, der har givet navn til den egyptiske revolution var Kamal el-fayoumi sikker på, at noget særligt ville ske. Det var Politiets Dag, og der var opfordringer til protestdemonstrationer over hele landet. Og i Mahalla anslår Kamal, at de allerede ved 13-tiden var mindst 100.000 på Eshoun-pladsen. Så mange havde de aldrig været tidligere, og billedet var det samme i Kairo, Suez, Alexandria og mange andre byer. Om aftenen spredte politiet demonstranterne på Eshoun-pladsen med tåregas, men tre dage senere, på Vredens Dag, var det politiet, der blev drevet på flugt, da en gruppe demonstranter - iblandt dem Kamal el-fayoumis 22-årige søn, Mohamed stormede Mahallas hovedpolitistation. I KRIG Både Kamal og hans søn slap uskadt gennem dagen, men kampene kostede seks demonstranter livet. De følgende dage var Mahalla under borgernes kontrol, og alt var fredeligt. Men den 2. februar om aftenen blev Kamal el-fayoumi ringet op af venner fra Kairo. De sagde, at de befandt sig midt i en krig, og at mange allerede var blevet dræbt. Om eftermiddagen var de blevet angrebet af ryttere på heste og kameler, og nu var der snigskytter på tagene og i sidegaderne, fortæller han. Ved daggry næste morgen kunne han ikke holde det ud længere. Vennerne fra Kairo havde aktioneret for at få ham ud af 4

De sagde, at de befandt sig midt i en krig, og at mange allerede var blevet dræbt, fortæller Kamal el-fayoumi om den 2. februar. Han tog de 150 kilometer til Kairo for at hjælpe demonstranterne. Foto: Flemming Weiss Andersen Ulandsmagasinet Juli 2011 Alexandria MAHALLA el-kubri Kairo Egypten fængslet i 2008, og han så ingen anden udvej end at tage til Kairo og hjælpe. Han listede ud af huset uden at fortælle sin familie, hvor han tog hen. AMOK AF GLÆDE Den første, jeg mødte på Tahrir-pladsen, var en ung kvinde, Yasmine. Hun havde en dyb flænge i hånden efter nattens kampe. Men hun var ligeglad, det var for intet at regne imod smerten ved at leve under Mubarak, sagde hun. Jeg kan stadig få gåsehud ved tanken om hendes mod, siger Kamal el-fayoumi. Han blev på Tahrir-pladsen i tre dage, og den 11. februar om morgenen var han tilbage igen. Samme aften klokken 18 kom meddelelsen om, at Mubarak var trådt tilbage. Folk gik amok af glæde. Jeg faldt på knæ og takkede Gud. Så ringede jeg til min søn. Han havde intet hørt, og først troede han ikke på mig. Så begyndte han at græde, siger Kamal el-fayoumi. Fem dage senere gik arbejderne på hans fabrik endnu engang i strejke, og det lykkedes dem at få afsat den administrerende direktør, en kendt Mubarakloyalist. Men siden er jublen forstummet. Højst 20 procent af kravene fra revolutionen er blevet gennemført, skønner Kamal, og på mange måder er det som om, at Mubarak stadig er ved magten. På fabrikken er det gået fra slemt til værre, synes han, og den nye ledelse i den statsejede virksomhed er ligeså inficeret af det gamle regime som den tidligere. De forsøger at køre alt i sænk, så de kan sige: Der kan I bare se, alting var bedre under Mubarak! Men revolutionen fortsætter. Indtil alle vores krav er opfyldt, siger Kamal el-fayoumi. 5

Af Eva Plesner, Kairo Ulandsmagasinet Juli 2011 Kamal Abu Eita har kæmpet for faglige rettigheder i årevis. Abu Eita var tidligere formand for ejendomsskatteopkrævernes fagforening, der i 2009 blev den første uafhængige fagforening i Egypten. Den gamle fagbevægelse fører en beskidt krig imod os! Den 30. januar i år blev Egyptens første, uafhængige fagbevægelse født. Det foregik midt under revolutionen på Tahrir-pladsen i Kairo, og under stor jubel meddelte den nye bevægelses leder, Kamal Abu Eita, at de første fire fagforeninger allerede havde meldt sig under fanerne. Siden er det gået stærkt. I dag har omkring 40 fagforeninger sluttet sig til Den Egyptiske Føderation af Uafhængige Fagforeninger (EFITU på engelsk), og på det seneste er der kommet nye til hver dag. Alene i går kom der seks, siger Kamal Abu Eita. De fleste er helt nye fagforeninger, dannet efter revolutionen. Men enkelte har løsrevet sig fra den Egyptiske Føderation af Fagforeninger (ETUF på engelsk ), som indtil revolutionen var Egyptens eneste fagbevægelse og 100 procent kontrolleret af regimet. ETUF blev dannet i 1957, da Gamal Abdel Nasser nationaliserede industrien og tog kontrol over hele fagbevægelsen. Og i dag er ETUF de nye faglige organisationers største fjende. De fører en beskidt krig imod os, siger Kamal Abu Eita og fortæller om tæskehold og dødstrusler og sågar en voldsanklage mod ham. Det nye EFITU har krævet ETUF nedlagt ved lov, men det har arbejdsministeren afvist, og for nylig meddelte han, at den gamle fagbevægelse skal repræsentere Egypten internationalt side om side med den nye. Men det bliver ikke med Kamal Abu Eitas medvirken. Man kan ikke samarbejde med en mafia, siger han og peger på, at lederen af ETUF, Hussein Megawer, i dag sidder varetægtsfængslet, anklaget for at være ophavsmand til det såkaldte Kamel-slag den 2. februar, da regimet sendte ryttere på heste og kameler ind for at bekæmpe demonstranterne på Tahrir-pladsen. Efter at have indført et generelt strej- ETUF var det gamle regimes forlængede arm. De truede arbejderne til at stemme på Mubarak, og de var ekstremt korrupte. Kamal Abu Eitas 6

Mubaraks fagbevægelse overlever Den gamle landsorganisation ETUF i Egypten vil overleve, - også selvom den har været tæt knyttet til Mubaraks regime. Det mener Ghassan Slaiby, der er ansvarlig for de arabiske lande i de offentligt ansattes internationale, PSI. Fire af regeringens ministre deltog i den 1. maj, som ETUF afholdt, siger Ghassan Slaiby på en telefon fra Beirut. Regeringen ønsker ikke at lave om på det økonomiske system, og derfor er den interesseret i at have både den gamle fagforening og en ny, som kan spilles ud mod hinanden. Der er ifølge Slaiby ikke nogen tegn på, at ETUF forsøger at reformere sig selv, som det sker i landsorganisationen UGTT i Tunesien. ETUF har blandt andet forsøgt at forhindre arbejdsministeren i at fremlægge en ny lovgivning, der giver ret til at organisere sig frit. Det er dog ikke lykkedes. Helle Schøler Kjær ETUF er Egyptian Trade Union Federation EFITU er Egyptian Federation of Independent Trade Unions PSI er Public Services International Kort om Egypten Egypten har med sine 82 millioner indbyggere den største befolkning i den arabiske verden Republikken Egypten blev dannet i 1953 efter et militærkup, der satte en stopper for 70 års britisk indflydelse. Præsident Hoshni Mubarak ledede landet fra oktober 1981, til han den 11. februar 2011 måtte træde tilbage efter omfattende protester. Han er nu arresteret og står til retsforfølgelse. Protesterne bundede i utilfredshed med forringede levevilkår og med regimets korruption og dominans. Inspireret af Jasminrevolutionen i Tunesien opstod voldsomme demonstrationer med samlingspunkt på Tahrir-pladsen i Cairo. Næsten 400 mennesker mistede livet under protesterne. Magten blev efterfølgende overdraget til et militærråd. Den egyptiske fagbevægelse har siden revolutionen i 1952 været fast forankret i regeringsapparatet. De sidste år har intern uro taget til, mindre forbund har løsrevet sig fra den hidtil eneste landsorganisation Egyptian Trade Union Federation (ETUF), og et antal uafhængige fagforeninger er opstået. I januar 2011 dannede uafhængige organisationer en ny landsorganisation EFITU (Egyptian Federation of Independent Unions). Foto: Flemming Weiss Andersen Ulandsmagasinet Juli 2011 Sofie Okkels Birk keforbud er Egyptens nye premierminister, Essam Sharaf, heller ikke populær. Revolutionen var i sig selv en form for generalstrejke, og de, der har lavet loven, burde skamme sig. Jeg mødte Essam Sharaf kort efter, og jeg sagde til ham: Du er godt klar over, at efter sådan et forbud, kan du aldrig mere vende tilbage til Tahrir-pladsen! Kamal Abu Eita er imidlertid fortrøstningsfuld. Ingen af Egyptens magthavere har nogensinde formået at forhindre strejker, og det kommer heller ikke til at ske denne gang, forsikrer han. Samtidig dukker nye, uafhængige fagforeninger op overalt i Egypten, og et udkast til en ny lov, der skal regulere dem i fremtiden, ser ifølge Kamal Abu Eita vældigt godt ud. Vi kender endnu ikke detaljerne, men den frie organisationsret er sikret, og det er det vigtigste, siger han. Før revolutionen var de egyptiske arbejderes hovedkrav en højere mindsteløn og retten til at danne uafhængige fagforeninger. I dag fokuserer EFITU på arbejdsmiljø og arbejdsforhold. Mindstelønnen er nu på 400 pund (cirka 400 kroner) om måneden og skal op på mindst 1.200, men beløbet i sig selv er ikke det afgørende, mener Kamal Abu Eita. En rimelig løn afhænger af, hvad man i øvrigt har af serviceydelser så som sygesikring, uddannelse, et sikkert arbejdsmiljø, sikkerhed i ansættelsen og den slags, siger han. Arbejdsministeren har sagt, at mindstelønnen bliver 700 pund om måneden. Selv tjener Kamal Abu Aita 5.000 pund om måneden. Det er som gruppeleder i ejendomsskattedirektoratet. For sit arbejde i EFITU får han ingenting. 7

Støtte fra dansk fagbevægelse til Mellemøsten og Nordafrika: Opbygningen af faglige organisationer AF Helle Schøler Kjær Ulandsmagasinet Juli 2011 Ulandssekretariatet har i en årrække arbejdet sammen med fagbevægelsen i Marokko, og været i dialog med de faglige organisationer i Tunesien, Kuwait og Bahrain. For nylig bad Udenrigsministeriet Ulandssekretariatet om også at undersøge mulighederne i Egypten efter Mubaraks fald. I det andet nordafrikanske land, Tunesien, skal samarbejdet med fagbevægelsen konkretiseres i nærmeste fremtid. Egypten Der er to overordnede formål med indsatsen i Egypten, forklarer Henrik Als, der er Ulandssekretariatets programkoordinator i de arabiske lande. Det ene er at give støtte til en uafhængig, demokratisk og repræsentativ fagbevægelse. Det andet er at hjælpe lønmodtagere, virksomheder og staten med at få gang i en social dia- log om arbejdsmarkedslovgivning, overenskomster, arbejdsmiljø og mange andre problemstillinger, der opstår løbende i dagligdagen. Både arbejdsgivere og fagforeninger plejer at være statsstyrede. Det skal de nu vænne sig til ikke at være, - og vi kan bidrage med vores erfaringer fra det danske arbejdsmarked til at opbygge strukturer og metoder til at føre dialog, siger Henrik Als. Arbejdet går dog ikke i gang fra den ene dag til den anden. I første omgang skal vi lave en grundig undersøgelse af arbejdsmarkedet i Mellemøstens største industriland. Vi skal finde ud af, hvem vi kan støtte med hvad, og hvad andre internationale organisationer laver, og hvordan vi kan koordinere indsatsen. Migrantarbejdere i Kuwait I golfstaterne ved den persiske bugt er op til 70 % af arbejdsstyrken asiatiske migrantarbejdere, som udfører de dårligst betalte og mest beskidte jobs primært i byggesektoren og i hjemmene. Med en lovændring i Kuwait er det blevet muligt for fagbevægelsen at organisere migrantarbejderne. Det arbejde støtter Ulandssekretariatet sin kuwaitiske partner i. Migrantarbejderne har ingen retssikkerhed i tilfælde af overgreb og ulovlig fyring, siger Henrik Als. De er ikke dækket af national lovgivning; og de er næsten alle ansat under Kafala systemet, hvor arbejderen bliver ansat af en sponsor på vilkår, der minder om vilkårene for fæstebønder i gamle dage i Danmark. Sponsoren ejer reelt arbejderen i en fastlagt periode, og ofte inddrages også migrantarbejderens pas. Private agenter tjener millioner af dollars på at finde arbejdskraft til sponsorerne, og da det foregår uden kontrol, bliver migrantarbejderne snydt og står ofte med en stor gæld allerede inden arbejdets start. Derfor er der brug for, at der sker noget, lyder det fra Henrik Als. 8

Golfstaterne er Bahrain, Saudi Arabien, Oman, Kuwait, Qatar og De Forenede Emirater. Maghreb-landene er de nordafrikanske lande Marokko, Tunesien, Algeriet og Libyen ITUC er International Trade Union Confederation Selvom fagforeninger også i Kuwait har trange kår, har parlamentet for nylig vedtaget en ny arbejdsmarkedslovgivning, der blandt andet lægger kontrollen af migrantarbejdere over til en statslig trepartssikret styrelse, der kontrollerer, at migrantarbejdernes rettigheder ikke bliver overtrådt. De private agenters rolle kan dermed blive udspillet, og migrantarbejdernes situation kan forbedres. I Kuwait er der op mod 700.000 migrantarbejdere, og alene i 2009 modtog forskellige ambassader klager fra 10.000, der ikke fik løn eller arbejdede i alt for mange timer eller havde været udsat for fysiske og psykiske overgreb. I adskillige tilfælde blev migrantarbejderne deporteret, når de klagede, uanset om de var syge eller raske, skriver ITUC i den seneste årsrapport om faglige rettigheder. Den nye arbejdsmarkedslovgivning i Kuwait giver Ulandssekretariatet mulighed for at støtte et samarbejde mellem fagbevægelsen i Kuwait og fagbevægelsen i udvalgte asiatiske lande, i første omgang i Nepal. Marokko Ulandssekretariatet har samarbejdet med fagbevægelsen i Marokko i flere år. Det synlige resultat er bedre arbejdsmiljø på de virksomheder, der har indført sikkerhedsudvalg og nu efter dansk model laver arbejdspladsvurderinger. For eksempel har arbejderne på bilfabrikken ProMaghreb fået mindre farlige maskiner og en forbedret udsugning. Repræsentanter for ledelsen og for de ansatte på virksomheden har deltaget i et projekt imellem Ulandssekretariatet/LO, Dansk Industri og Arbejdstilsynet og de tilsvarende marokkanske parter. I Maghreb-landene er der ikke tradition for en løbende, konstruktiv dialog, og uenigheder ender i stedet ofte med konflikt og strejke, fortæller Henrik Als. Det dansk-marokkanske projekt arbejder på at få parterne og regeringen - til at tale bedre sammen og involvere hinanden i konfliktløsning og i udviklingen af bedre arbejdsmiljø på virksomhederne. I Marokko kom der en meget progressiv arbejdsmiljølovgivning i 2003. Desværre er implementeringen af loven og kendskabet til den ikke særlig udbredt. Projektet forsøger at bidrage til det arbejde. Også tunesiske fagforeningsfolk har deltaget i nogle af møderne i Marokko. I efteråret 2011 skal samarbejdet med den tunesiske landsorganisation Union Générale Tunisienne du Travail (UGTT) udbygges væsentligt. Foto: Flemming Weiss Andersen Ulandsmagasinet Juli 2011 π Hosni Mubarak går af efter 30 år ved magten. Mellemøsten er for altid ændret. 9

Af Thameur Mekki Foto: Thamaur Mekki Ulandsmagasinet Juli 2011 Lærernes fagforeninger var nogle af de mest aktive under den tunesiske Jasminrevolution. Ulandsmagasinet har besøgt en gruppe gymnasielærere i det indre Tunesien og spurgt dem, hvordan de oplevede de historiske begivenheder. Ghardimaou, en lille by i det nordvestlige Tunesien. 200 kilometer fra hovedstaden Tunis og ikke langt fra grænsen til Algeriet. Den 33-årige gymnasielærer Zeyneb Trabelsi viser os rundt på byens gymnasium. Zeyneb Trabelsi er en af de mest aktive i den lokale fagforening for Fra klasseværelset til barrikaderne gymnasielærere, og hun fortæller ivrigt om revolutionen. For os, som lærere, var det vigtigt at tage os af eleverne. De så en masse billeder på internettet og i fjernsynet. Og det var vigtigt for os at forklare dem, hvorfor der blev demonstreret. Det var en måde at hjælpe dem til at blive borgere i samfundet, understreger Zeyneb Trabelsi, der til daglig underviser i fransk. Revolutionen foregik dog også uden for klasseværelset. Den lokale fagforening for gymnasielærere organiserede en demonstration mod Ben Ali s styre kun en uge efter, at opstanden startede i byen Sidi Bouzid længere sydpå. Den 30-årige engelsklærer Majdi Rekik forklarer: Vi samlede os til en demonstration den 24. december, for at støtte opstanden i Sidi Bouzid. Vores demonstration samlede mange borgere fra hele regionen. Det skete spontant. Han tilføjer, at fagbevægelsen er meget respekteret i landområderne i Tunesien, fordi den var med til at kæmpe for landets uafhængighed og mod det franske kolonistyre. Lærerne i fagbevægelsen følte et ekstra stort ansvar under opstanden, fortæller Mejdi Rekik. På den ene side organiserede de demonstrationer ved siden af arbejdet, og på den anden side skulle de passe på, at deres elever ikke kom noget til under protesterne: Eleverne er unge og impulsive. De kunne nemt komme til skade i demonstrationerne. Vi følte derfor et ekstra stort ansvar for, at der ikke skete dem noget. For Zeyneb Trabelsi blev demonstrationerne en del af hendes undervisning: Jeg brugte anledningen til at lære eleverne om betydningen af den personlige frihed og menneskerettigheder, siger hun. π Jeg brugte anledningen til at lære eleverne om betydningen af deres personlige frihed og menneskerettighederne, siger Zeyneb Trabelsi, der underviser i fransk. π Mejdi Rekik følte et stort ansvar for, at hans elever ikke kom noget til, når de for første gang deltog i demonstrationer. 10

Eleverne stillede mig alle mulige forskellige slags spørgsmål. Jeg forsøgte at løfte deres forståelse af samfundet uden at forfalde til propaganda. Hun illustrerer med en anekdote: Der var en elev, der ikke forstod, hvad det ville sige at betale skat. Hun blev overrasket, da jeg fortalte hende, at pengene til skoler, veje og hele den offentlige sektor kom fra almindelige tuneseres skattebetalinger. Hun troede, at det var præsident Ben Ali, der personligt betalte. Zeyneb Trabelsis personlige engagement i fagbevægelsen startede, da hun som færdiguddannet ikke kunne finde noget job. Ungdomsarbejdsløshed er et stort problem i Tunesien, og Zeyneb Trabelsi besluttede at gøre noget ved det. Hun gik derfor ind i bevægelsen l Union des Chômeurs Tunisien en forening, der kæmper for arbejdsløses rettigheder. Idéen var at kæmpe for vores ret til et arbejde, som hun siger. Under Ben Ali s diktatur var det dog ikke omkostningsfrit at organisere sig i fagbevægelsen eller i foreninger, der ikke støttede diktaturet. Engagerede man sig for meget i politisk arbejde, kunne det få konsekvenser for ens liv og karriere. Dette har Zayneb Trabelsis kollega Sami Bouzzi mærket på egen krop. Da jeg blev færdig på universitetet for seks år siden, fik jeg forbud mod at arbejde, fordi jeg havde været aktiv i de studerendes fagforening fortæller han. Gymnasielærerne i Ghardimaou har været med til at holde fast i, at der virkelig skal ske forandringer i Tunesien. Også efter Ben Ali s flugt deltog vi i flere demonstrationer, for at få opløst Ben Ali s gamle parti. Og for at Ben Ali s gamle ministre også trådte tilbage, forklarer Sami Bouzzi. Begge krav, der senere blev opfyldt. For medlemmerne i den lokale fagforening for gymnasielærere stopper arbejdet ikke her. De samler sig stadig jævnligt for at diskutere forholdene på skolen, og hvordan de skal forholde sig til den politiske udvikling i deres land. Ghardimaou Sidi Bouzid Tunesien Tunis Foto: Moises Saman/Scanpix Ulandsmagasinet Juli 2011 Protest mod at politiet skyder og dræber demonstranter. Alene i januar blev over 35 dræbt i Tunesien, da de kæmpede for at komme af med diktatoren. 11

Tusindvis af tunesere jubler over diktatoren Ben Alis flugt til Saudi Arabien den 14. januar 2011. Jeg troede Foto: Zohra Bensemra/Scanpix Ulandsmagasinet Juli 2011 Kort om Tunesien og den tunesiske fagbevægelse Tunesien har 10,6 millioner indbyggere. Det var til 1956 et fransk protektorat. Tuneserne taler arabisk, men næsten alle mestrer også fransk. Tunesien blev fra 1987 og frem til Jasminrevolutionen i januar 2011 styret af diktatoren Zine al-abedine Ben Ali. Han lever nu i eksil i Saudi Arabien. Jasminrevolutionen startede i byen Sidi Bouzid, efter at den unge Mohamed Bouazizi havde sat ild til sig selv foran byens rådhus i protest mod dårlige levevilkår og Ben Ali s korrupte politiske system. Den tunesiske fagbevægelse er samlet i hovedorganisationen Union Générale Tunisienne du Travail (UGTT). UGTT blev stiftet i 1946 og arbejdede sammen med lederen af den tunesiske uafhængighedsbevægelse og senere præsident Habib Bourguiba i kampen mod det franske kolonistyre. UGTT s centrale ledelse samarbejdede med Ben Ali s diktatur, men sluttede sig under Jasminrevolutionen til demonstranterne. Ikke mindst under pres fra regionale afdelinger af UGTT. Kasper Ly Netterstrøm 12

aldrig, denne dag ville komme For den tunesiske fagforeningsmand Abdrazak Ben Haj Zekri var den tunesiske revolution kulminationen på et langt livs politisk kamp. Siden han i 1970 erne blev fængslet for at deltage i studenterbevægelsen, har han drømt om at se demokratiet vokse frem i sit land. Jeg troede aldrig, denne dag ville komme. Selvfølgelig var protesterne og opstanden især drevet af de unge, men det havde også rødder i de mange mennesker, der igennem tiden havde kæmpet mod regimet. Og som var blevet tortureret og fængslet. Den dag havde jeg fornemmelsen af, at de unge endelig lykkedes med det, som vores generation havde kæmpet for i årtier. Den 60-årige Abdrazak Ben Haj Zekri fortæller om den dag Tunesiens mangeårige diktator Ben Ali flygtede fra landet og dermed åbnede vejen for en overgangsproces til demokrati. Ben Haj Zekri var sammen med tusindvis af andre demonstranter samlet foran Tunesiens berygtede indenrigsministerium i hjertet af hovedstaden Tunis. Det var på dette sted, Ben Ali s forhadte sikkerhedstjeneste havde sit hovedkvarter, hvor politiske aktivister blev tilbageholdt. Ofte med brug af tortur. Indenrigsministeriet var selve symbolet på Ben Ali regimets undertrykkelse. At vi stod lige præcis dér på det mest sikrede sted i landet, og råbte til Ben Ali: dégage forsvind. Det var meget stærkt, siger Ben Haj Zekri. siske studenterbevægelse og kom også til at tilbringe en del tid i fængsel. Men Ben Haj Zekri fortsatte sit politiske engagement nu i fagbevægelsen. I slutningen af 1970 erne organiserede fagbevægelsen protestdemonstrationer og strejker imod regeringens økonomiske politik. Det hele kulminerede i 1978 med det, der i tunesisk historie er kendt som sorte torsdag, hvor politistyrker med vold nedkæmpede en demonstration organiseret af fagbevægelsen. Over 40 blev dræbt og mange flere såret. Toppen støttede diktatoren bunden var imod Da samtalen falder på fagbevægelsens forhold til den nu væltede diktator Ben Ali, bliver Ben Haj Zekri mere kritisk overfor fagbevægelsen selv. Jeg deler ikke fagbevægelsens holdning i alting. Det er vigtigt at understrege. UGTT havde fra 1989 og frem til i dag en ledelse, der havde et tæt forhold til Ben Ali. Man støttede regimet. Ben Haj Zekri skynder sig dog at understrege, det primært var ledelsen, der støttede regimet. På lavere niveauer var der stor modstand mod Ben Ali s diktatur. Lærernes fagforening, postbudenes fagforening, jernbanearbejdernes fagforening og flere andre var stærkt kritiske overfor regimet. Og der var også mange fagforeningsaktivister, der blev fængslet, tilføjer han. Det var også fra disse lavere niveauer af fagbevægelsen, at opstanden mod Ben Ali s regime hurtigst fik støtte. Oprøret startede i byen Sidi Bouzid, som ligger midt inde i Tunesien i et meget fattigt område. Og i de nærliggende byer sluttede de lokale afdelinger af UGTT sig til revolutionen. UGTT s kontor blev i de mindre byer ligefrem et samlingssted for demonstranterne. Et sted, hvor man mødtes for at organisere protesterne fortæller han. Efterhånden som protesterne spredte sig, tilsluttede ledelsen af UGTT sig, også revolutionen. Og kaldte til generalstrejke. Presset fra UGTT spillede en vigtig rolle i at vælte Ben Ali. Det var ikke den eneste årsag, men strejkerne var et vigtig element, fastslår Ben Haj Zekri. UGTT s ledelse skal skiftes ud Ben Haj Zekri er i dag rådgiver for UGTT, og han har en klar holdning til, hvad der skal ske i fagbevægelsen nu: Ledelsen af UGTT bør skiftes ud. UGTT skal holde kongres inden årets udgang, og der vil medlemmerne i de lokale afdelinger, der var med til at starte revolutionen, ikke acceptere stadig at blive ledet af folk, der har støttet Ben Ali.. På spørgsmålet om, hvilken rolle fagbevægelsen kan spille i overgangen til demokrati, er Ben Haj Zekris optimistisk: UGTT er en organisation med stor vægt i Tunesien. Den har mere end 500.000 medlemmer. Intet politisk parti har så mange medlemmer. Desuden er UGTT til stede i alle dele af landet. Det giver UGTT en unik position for at få indflydelse. Og Ben Haj Zekri er ikke i tvivl om, hvad denne indflydelse skal bruges til: Efter min mening skal UGTT bruge sin indflydelse til at kræve en mere retfærdig fordeling af de økonomiske ressourcer i Tunesien. Hvis UGTT kan være med til at sikre gode vilkår for alle tunesere, kan vi skabe et stabilt demokrati i vores land. AF Kasper Ly Netterstrøm foto: Thameur Mekki Ulandsmagasinet Juli 2011 Faglig kamp siden 1970 erne For Abdrazak Ben Haj Zekri var Ben Ali s flugt også kulminationen på mange års politisk arbejde. Jeg oplevede i en ung alder Tunesiens uafhængighed. Det gav os politisk selvstændighed, men på det økonomiske plan ændrede tingene sig ikke. Almindelige arbejderes ret til ordentlige arbejdsforhold blev ikke respekteret. Ligesom menneskerettighederne heller ikke blev det. Af disse grunde blev han i 1970 erne meget aktiv i den tune- Da Ben Ali gik af, var Abdrazek Ben Haj Zekri på pladsen foran det forhadte indenrigsministerium, der stod for tortur af fanger. Her er han tilbage, for at vi kan få et billede af ham. 13

Faglige ledere Af Helle Schøler Kjær Ulandsmagasinet Juli 2011 anklages for konspiration To af Ulandssekretariatets medarbejdere skulle være landet i Bahrain i den sidste halvdel af marts. Under besøget skulle de blandt andet møde Ebrahim Sharif. Han er generalsekretær i det sekulære Waad parti. Men kort før besøget blev Ebrahim Sharif anholdt. Det var Bahrains faglige landsorganisation, GFBTU, der formidlede kontakten til Sharif.Ulandssekretariatet planlagde sammen med GFBTU fælles initiativer for at gøre livet lettere for de mange migrantarbejdere i den lille golfstat. Men konsulenterne kom på grund af undtagelsestilstand ikke til Bahrain, og der er heller ikke meget, der tyder på, at det kommer til at ske i nærmeste fremtid. Mange af de faglige ledere er nu under anklage for forræderi ligesom Ebrahim Sharif. Han blev hentet af 40 sortklædte, bevæbnede mænd i sit hjem i hovedstaden Manama natten til den 17. marts. I flere uger kunne familien ikke komme i kontakt med ham. Nu står han anklaget ved en militærdomstol for at have planlagt et kup i samarbejde med terrororganisationer, for at have deltaget i ulovlige møder, spredt falske rygter, for fornærmelser af militæret og for at have opildnet til had mod Bahrains konge og regering. Generalsekretæren for GFBTU, Salman Jaffar Al Mahfoodh, er anklaget for lignende forbrydelser. 47 læger og sygeplejersker, der tog sig af de sårede, da Bahrains sikkerhedsstyrker skød på demonstranterne på Perlepladsen i hovedstaden, bliver også retsforfulgt. Mindst 31 mennesker er blevet dræbt siden midten af februar, og hundredvis af menneskerettighedssaktivister, oppositionelle og fagforeningsfolk er blevet tilbageholdt og risikerer lange fængselsstraffe. Ifølge GFBTU er over tusind arbejdere blevet fyret, fordi de nedlagde arbejdet og deltog i demonstrationer, efter at regimet sammen med tropper fra Saudi Arabien ryddede Perlepladsen midt i marts. 126 af dem er havnearbejdere, der var ansat hos A.P. Møller-Mærsk. Tortur Amnesty International mener, at mange af fangerne i Bahrain udsættes for tortur. Også Ebrahim Sharif, som organisationen har adopteret som samvittighedsfange. Hans familie har haft ganske korte møder med ham sammen med en advokat og siger, han har tabt sig meget, men at han er ved godt mod på trods af de alvorlige anklager. Ebrahim Sharif er en gennemført moderne, intellektuel politiker, uden religiøse bindinger, som så mange andre i oppositionen i Bahrain, siger Steen Christensen, der igennem sit arbejde for Ulandssekretariatet har mødt Ebrahim Sharif flere gange. Ebrahim og hans parti er stærkt optaget af at ændre samfundet og at gøre noget ved den svimlende økonomiske og sociale ulighed i Bahrain. Hver gang, jeg har været sammen med ham, har han kørt mig rundt i Manama og vist, hvor kongefamiliens rigdomme er lokaliseret, fortæller Steen Christensen. Ibrahim Sahrif blev i midten af juni dømt 5 års fængsel. Steen Christensen gik på pension fra Ulandssekretariatet i april i år. ITUC Rundkørslen ved Perlepladsen blev samlingsstedet for de fredelige demonstranter i Bahrain i lidt over to måneder. Nu har myndighederne fjernet perlemonumentet, og demonstranterne har i stedet omdøbt stedet til Martyrernes Plads til minde om de mange, der døde under sikkerhedsstyrkernes angreb. Efter at have fået forstærkning fra Saudi Arabien, angreb sikkerhedsstyrkerne demonstranterne i hovedstaden Manama. 14

80 års kamp for frihed i Bahrain En modig journalist fra Bahrain skriver om arbejdstagerrettigheder i Bahrain, - og man kan også følge ham på Twitter. Khalil Bohazza hedder han. GFBTU er Bahrains faglige landsorganisation, The General Federation of Bahrain Trade Unions. Jeg har igennem flere måneder abonneret på Khalils blog. Det er blevet svært at interviewe folk i Bahrain nu. I stedet interviewer jeg Khalil Bohazza over en mail. Den seneste protestbevægelse i Bahrain begyndte den 14. februar og rejste de samme krav, som vi har kæmpet for i mange år, fortæller Khalil Bohazza: Fordeling af landets ressourcer, et konstitutionelt monarki, en regering, der afspejler folkets vilje, og et parlament med fulde beføjelser. Han tilføjer, at protestbevægelsen i februar i virkeligheden blot krævede, at kongen gennemførte det reformprogram, han selv satte i gang i 2001, og som 98,4 procent af bahrainerne stemte for. Det var en handlingsplan for et konstitutionelt demokrati, som vi kender det i Danmark, men i realiteten bevarede kongehuset magten. Som mange andre steder i Mellemøsten var det unge bahrainere, der indkaldte til de første demonstrationer, inspireret af begivenhederne i Tunesien og Egypten. På 10-årsdagen for afstemningen om reformerne den 14. februar 2011 - indkaldte unge på Facebook til fredelig demonstration på Perlepladsen i hovedstaden Manama. Allerede fra første dag blev der skudt på demonstranterne, men bevægelsen voksede alligevel. Den faglige landsorganisation GFBTU opfordrede til generalstrejke midt i marts, da Bahrain havde bedt Saudi Arabien sende tropper. Strejken varede til den 23. marts, og Khalil Bohazza skriver, at tilslutningen til strejken nåede op på 85 procent af de bahrainske arbejdere. Det er ikke nyt, at fagbevægelsen i Bahrain er på gaden. Bahrain er det land i Golfen, der altid har haft den største politiske aktivitet. Allerede i 1930 erne krævede bahrainerne politiske reformer af den britiske kolonimagt. Kravene fortsatte gennem alle de omvæltninger, Bahrain har gennemlevet. I 1932 blev der fundet olie i Bahrain, og landets første sociale bevægelse krævede lige adgang til arbejde og fordeling af overskuddet fra olien. Først i 1957 blev det tilladt at danne fagforeninger. Bahrains regering og kongelige familie har nu lagt op til dialog med oppositionen. Men regimet vil ikke gå i dialog, før sikkerheden er genoprettet, skriver Khalil Bohazza. Men hvordan kan man indgå i en dialog, når demonstranter og oppositionen beskrives som forrædere og agenter for fremmede magter?, spørger han. Bahrain har brug for en politisk løsning, ikke en sikkerhedsløsning. Der er ingen tvivl om, at regeringen har magten, men magt kan ikke skabe en langsigtet løsning. Af Helle Schøler Kjær Foto: Joseph Eid/Scanpix og Foto: Nabil rajab den brændende plads Ulandsmagasinet Juli 2011 15

Kampen er først lige begyndt Foto: Flemming Weiss Andersen Ulandsmagasinet Juli 2011 De strejker igen i Egypten, lød en af de sidste meldinger, før dette magasin gik i trykken. Denne gang mod politibrutalitet og mod den lov mod strejker, der rammer følsomme dele af økonomien i Egypten. Den økonomi, som så mange er afhængige af, og som eliten har taget sig godt betalt af i årevis. Mange sidder som den tidligere diktator Hosni Mubarak nu i fængsel, tiltalt for omfattende korruption, tortur og vold mod demonstranterne under oprøret. En af de fængslede er den tidligere formand for ETUF, det egyptiske LO, der var tæt forbundet med Mubaraks regime. Han er tiltalt for korruption og støttede til det sidste Mubarak. På trods af de hårde anklager er ETUF stadig en stor og magtfuld landsorganisation for millioner af arbejdere. En ny og uafhængig landsorganisation EFITU blev dannet i begyndelsen af marts og vokser støt og roligt med nye medlemsorganisationer, der er ved at få fodfæste. Men mange forbund er stadig medlemmer af ETUF. Der er intet, der tyder på, at der er reformplaner i ETUF. Mange af både de gamle og de nye forbund, som ønsker forandringer, arbejder da også sammen med den nye landsorganisation, EFITU. Problemet er, at den skal bygges op fra grunden med medlemsorganisationer, der endnu ikke har holdt stiftende kongresser. I Tunesien er arbejderne bedre stillet. Der har landsorganisationen UGTT stor indflydelse på den nuværende regering, og organisationen består på trods af uenigheder. UGTT har nemlig længe været under forandring. Der har været plads til både politiske og faglige forskelligheder, og selvom ledelsen i UGTT støttede dikta- toren Ben Ali, så havde flere fagforbund og regionale organisationer bekæmpet diktaturet i årevis. De var hurtige til at gå med, da de unge startede oprøret i januar 2011. Nu er et opgør med Ben Ali støtterne i fuld gang indenfor de eksisterende organisationer. Men også i Tunesien bliver der dannet nye faglige organisationer, der mener, at de gamle har kompromitteret sig selv. Der er ingen tvivl om, at det var den økonomiske situation, der var grunden til, at oprørerne i Tunesien og Egypten kunne udvikle sig så hurtigt og få så massiv en opbakning. Arbejdsløsheden, fattigdommen og frustrationen blandt de unge veluddannede, der heller ikke kunne få arbejde, var stor. Fagbevægelsens styrke i Tunesien og strejkebevægelsens omfang i Egypten var med til at sikre, at diktatorerne faldt. Men mange farer truer. Ikke mindst, at lederne fra diktatorernes partier jo stadig er der og arbejder for at sikre deres privilegier og indflydelse. Som en af den internationale fagbevægelses repræsentanter i regionen siger det, så er de betydeligt bedre organiseret end de demokratiske kræfter, der nu danner stribevis af foreninger, partier og nye faglige organisationer i glædesrusen over endelig at kunne gøre, som de selv vil. Det bliver en lang sej kamp at sikre, at oprøret får de ønskede virkninger: Demokrati og at goderne bliver omfordelt i lande, hvor der er stor afstand mellem rig og fattig. Det kræver, at de kræfter, der ønsker fremskridt, arbejder sammen og er bedre organiseret end de, der ønsker tiden skruet tilbage eller blot status quo. Der er al mulig grund til at støtte de progressive kræfter i den kamp. Men der er ingen garanti for, at den kan vindes. Mads Bugge Madsen Sekretariatsleder Ulandssekretariatet 16