Ankenævnet for Patienterstatningen Forældelsesregler (2014) Lovgivningen om erstatning for lægemiddelskader og behandlingsskader indeholder tidsfrister for, hvornår patienter kan anmelde erstatningskrav. Hvis erstatningskrav anmeldes til Patienterstatningen, efter en frist er udløbet, er sagen forældet. Sagen kan så ikke behandles af hverken Patienterstatningen eller Lægemiddelskadeankenævnet (fra 1. januar 2015 Ankenævnet for Patienterstatningen). Skaden er for gammel til, at der kan tages stilling til, om patienten har ret til erstatning. Frister for anmeldelse af nye sager om lægemiddelskader Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet: Efter 60, stk. 1, skal erstatningskrav være anmeldt til Patienterstatningen senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Efter 60, stk. 2, indtræder forældelse af erstatningskrav dog senest 10 år efter den dag, hvor lægemidlet er udleveret til skadelidte. Reglerne betyder: Hvis man som patient har fået eller burde have fået - kendskab til, at der er en sammenhæng mellem en skade og det lægemiddel, man er blevet behandlet med, skal skaden anmeldes til Patienterstatningen inden for 3 år. Hvis en patient først anmelder en skade mere end 10 år efter, at lægemidlet blev udleveret til patienten, vil den blive afvist som forældet. Det gælder også, selv om der er gået mindre end 3 år fra det tidspunkt, hvor patienten fik eller burde have fået kendskab til, at der var sket en skade ved brug af lægemidlet. Det skyldes, at fristen i lovens 60, stk. 2, løber fra udleveringstidspunktet, og at det er en absolut forældelsesfrist. Patienterstatningen og Lægemiddelskadeankenævnet kan kun behandle en skade, hvis anmeldelsen sker inden for fristen på både 3 år og 10 år. Hvis lægemidlet er udleveret før 1. januar 2007, skal sagen ikke vurderes efter klageog erstatningsloven, men efter den dagældende lov om erstatning for lægemiddelskader (LMSKL). Denne lov indeholder i 22 tilsvarende regler om forældelse. For sent anmeldt skade efter behandling med næsespray (13/3885) 1
En kvinde anmeldte i juni 2012 en lægemiddelskade til Patienterstatningen. Kvinden mente, skaden bestod i, at hun havde fået blodpropper i hjernen som følge af behandling med Synarela næsespray. Lægemidlet var ordineret fra den 4. maj 2008 som led i fertilitetsbehandling. Den 7. maj 2008 blev kvinden indlagt med halvsidig lammelse af ansigt og krop, og der var mistanke om en blodprop i hjernen. Patienterstatningen afgjorde, at kvinden med overvejende sandsynlighed ikke var påført en skade som følge af egenskaber ved lægemidlet, jf. klage- og erstatningslovens 38 og 44. Kvinden ankede afgørelsen til Lægemiddelskadeankenævnet, som fandt, at sagen var forældet efter KEL 60, stk. 1. Nævnet fandt, at kvinden allerede den 7. maj 2008 fik eller burde have fået kendskab til, at der kunne være indtrådt en skade som følge af Synarela næsespray. Kvinden anførte i sin anmeldelse til Patienterstatningen, at hun den 7. maj 2008 blev klar over, at lægemidlet efter hendes opfattelse - var skyld i skaden. Hun oplyste også, at lægemidlet var den eneste forklaring på, at hun fik blodpropper. Desuden fremgik det af sagen, at behandlingen med næsespray blev stoppet den 7. maj 2008, da hun blev indlagt med blodpropper i hjernen. Lægemiddelskadeankenævnet ændrede derfor Patienterstatningens afgørelse, sådan at kvindens erstatningskrav var forældet. Hendes sag kunne derfor ikke behandles. Sagen er et eksempel på en konkret vurdering af, hvornår den såkaldte burdeviden indtræder. Sagen illustrerer, hvor meget klagers egne oplysninger om kendskabet til skaden betyder, i forhold til den bevisvurdering Lægemiddelskadeankenævnet foretager. Sagen viser også, at tidspunktet for burde-viden vurderes i forhold til den skade, klager selv mener, der er sket. Det gælder også i tilfælde, hvor den tidligere behandling i Patienterstatningen peger på, at der ikke er sket en skade. For sent anmeldt skade efter behandling med Litarex (litium) (14/2378) En mand blev fra 1981 behandlet med lægemidlet Litarex (litium). Den 24. november 2013 anmeldte han en skade i form af litiumforgiftning med nyreskade, som viste sig i 2006. Allerede i 1980 erne havde manden nyreproblemer efter litiumbehandlingen. Patienterstatningen afgjorde, at sagen var forældet efter 22, stk. 1, i lov om erstatning for lægemiddelskader (LMSKL). Lægemiddelskadeankenævnet afviste også, at sagen kunne behandles, men med en anden begrundelse end Patienterstatningen. Den del af behandlingen, der foregik før 1. januar 1996, var ikke omfattet af lov om lægemiddelskader, fordi loven ikke anvendes for lægemidler, der er udleveret før den dato. 2
Behandlingen i perioden fra 1. januar 1996 til 24. november 2003 var forældet, fordi lægemidlet var udleveret mere end 10 år før anmeldelsen til Patienterstatningen, jf. LMSKL 22, stk. 2. Lægemiddelskadeankenævnet ændrede derfor Patienterstatningens afgørelse, så erstatningskravet var forældet. Sagen kunne derfor ikke behandles. Sagen er et eksempel på, at både fristen på 3 år og 10 år kan være afgørende i en sag med et meget langvarigt behandlingsforløb. I den aktuelle sag foregik den første del af behandlingen, før loven om erstatning for lægemiddelskader trådte i kraft, og den del af sagen var derfor slet ikke omfattet af lovens dækningsområde. Frister for anmodning om genoptagelse af sager, hvor der ikke tidligere er anerkendt en skade Når en patient har fået afslag på erstatning for en skade, kan der i nogle tilfælde komme nye oplysninger, som får patienten til at anmode Patienterstatningen eller Lægemiddelskadeankenævnet om at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. De samme frister gælder for anmodningen om genoptagelse som for den første anmeldelse af sagen. Det betyder, at en sag kun kan tages op igen, hvis anmodningen er modtaget hos Patienterstatningen eller Lægemiddelskadeankenævnet inden 3 år efter, at patienten fik kendskab til de forhold, der gør, at denne beder om genoptagelse. Desuden skal anmodningen være modtaget, inden der er gået 10 år fra tidspunktet for udlevering af lægemidlet. Patienterstatningen og Lægemiddelskadeankenævnet kan kun behandle en anmodning om genoptagelse, hvis den er modtaget inden for både fristen på 3 år og 10 år. I øvrigt kan sagen kun genoptages, hvis de øvrige regler for genoptagelse er opfyldt. Det betyder, at der skal være kommet nye og væsentlige oplysninger. Det drejer sig navnlig om oplysninger, der kan begrunde en ændret vurdering af sagen. Sag om lægemiddelskade afvist genoptaget på grund af forældelse (14/9628) En mand blev i 2001 behandlet med bedøvelsesmidlet Septokain hos sin tandlæge. Manden mente, at lægemidlet havde påført ham en hjertesygdom, og han anmeldte derfor en lægemiddelskade til Patienterstatningen. I 2002 afgjorde Patienterstatningen, at hjertesygdommen ikke skyldtes egenskaber ved lægemidlet. Han havde altså ikke fået en skade af bedøvelsesmidlet. Afgørelsen blev anket til Lægemiddelskadeankenævnet, som i 2003 tiltrådte, at manden ikke havde ret til erstatning. 3
I 2005 bad manden Lægemiddelskadeankenævnet om at genoptage sagen. Det afviste nævnet i februar 2007, fordi der ikke var kommet nye, afgørende oplysninger, der var væsentlige for sagens afgørelse. I 2014 bad manden igen om genoptagelse. Her blev sagen afvist af Lægemiddelskadeankenævnet som forældet efter LMSKL 22, stk. 2. Der var gået mere end 10 år fra det tidspunkt, hvor lægemidlet var udleveret (2001) til den seneste anmodning om genoptagelse. Ved den første behandling af sagen i 2002/2003 blev der ikke anerkendt en skade. Det forhold, at manden i 2005 bad om at få sagen genoptaget, førte heller ikke til afbrydelse (forlængelse) af forældelsesfristen på 10 år, da der heller ikke her var anerkendt en lægemiddelskade. Sagen er et eksempel på, at forældelsesfristen på 10 år løber fra tidspunktet for behandlingen, også selvom en sag tidligere har været anmeldt og behandlet i Patienterstatningen og eventuelt Lægemiddelskadeankenævnet. Det gælder for sager, hvor der i den tidligere afgørelse ikke er anerkendt en skade og/eller udmålt erstatning. Det ændres ikke af, at der i forløbet var en eller flere anmodninger om genoptagelse, som blev afvist. Frister for anmodning om genoptagelse af sager, hvor der tidligere er anerkendt en skade Der gælder særlige frister for at anmode om genoptagelse af en sag, hvis en patient tidligere har haft en sag hos Patienterstatningen og eventuelt Lægemiddelskadeankenævnet, hvor man anerkendte, at denne fik en skade, der gav ret til erstatning, og man udmålte erstatning. De nye regler er vedtaget af Folketinget i maj 2014, se lov nr. 519 af 26. maj 2014. Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet: 60 b, stk. 1. Træffes der bindende afgørelse om anerkendelse af en skade omfattet af kapitel 3 eller 4 eller om udmåling af erstatning for en sådan skade, løber fra tidspunktet for afgørelsen en forældelsesfrist på 3 år for erstatningskrav som følge af skaden. 60 b, stk. 2. Var den erstatningsberettigede ubekendt med erstatningskravet, regnes forældelsesfristen efter stk. 1 dog først fra den dag, hvor den erstatningsberettigede fik eller burde have fået kendskab til kravet. 60 b, stk. 3. Forældelse indtræder senest 10 år efter den i stk. 1 nævnte afgørelse, dog senest 30 år efter den dag, hvor skaden er forårsaget eller lægemidlet er udleveret til skadelidte. Reglerne betyder: Med de nye regler er det muligt at få genoptaget en sag i op til 10 år fra den sidste afgørelse om anerkendelse af en skade eller udmåling af erstatning. Fra den sidste afgørelse, hvor der for eksempel blev udmålt erstatning, løber der nemlig en ny frist 4
på 10 år, sådan at patienten for eksempel får mulighed for at bede om genoptagelse, hvis der opstår senfølger af den tidligere anerkendte skade. Der løber samtidig en ny frist på 3 år, sådan at en sag kun kan genoptages, hvis anmodningen om genoptagelse er modtaget hos Patienterstatningen eller Lægemiddelskadeankenævnet inden 3 år efter, at patienten fik kendskab til de forhold, der gav grundlag for at bede om genoptagelse. I øvrigt kan sagen kun tages op igen, hvis de øvrige regler for genoptagelse er opfyldt. Når det gælder erstatningens størrelse, betyder det, at sagens faktiske omstændigheder skal have ændret sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning (erstatningsansvarslovens 11). Eller der skal være kommet nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger. Det drejer sig navnlig om oplysninger, der kan begrunde en ændret vurdering af sagen. De nye regler gælder både for lægemiddelskader og behandlingsskader. Ved lægemiddelskader før 1. januar 2007 vil skaden oprindeligt være anerkendt efter den dagældende lov om erstatning for lægemiddelskader. Her gælder de nye regler i klage- og erstatningsloven om frister for genoptagelse også. Reglerne om frister for sager, der er anerkendt efter de gamle love, findes i lov nr. 519 af 26. maj 2014, 4, stk. 8-9. Tidligere anerkendt lægemiddelskade genoptaget (14/6063) I november 2005 anerkendte Patienterstatningen, at en kvinde fik en lægemiddelskade ved behandling med lægemidlet Ciproxin i juli 2000. I september 2006 udmålte Patienterstatningen erstatning for skaden. I oktober 2010 bad kvinden om at få sagen genoptaget. Det afviste Patienterstatningen i juli 2011, da sagen var forældet. Kvinden klagede over afvisningen til Lægemiddelskadeankenævnet, der tiltrådte, at sagen var forældet efter 19, stk. 2, i den dagældende lov om erstatning for lægemiddelskader (fristen på 10 år). Efter de nye forældelsesfrister i KEL 60b blev indført, genbehandlede Lægemiddelskadeankenævnet af egen drift sagen. Nævnet fandt, at sagen ikke var forældet efter den nye frist på 10 år i KEL 60 b, stk. 3, da anmodningen om genoptagelse var modtaget i Patienterstatningen mindre end 10 år efter den seneste afgørelse om udmåling af erstatning. Lægemiddelskadeankenævnet fandt også, at sagen ikke var forældet efter forældelsesfristen på 3 år. Det krav, patienten fremsatte i anmodningen om genoptagelse, vedrørte nemlig hovedsageligt erstatning for en førtidspension bevilget i november 2008. Ankenævnet sendte anmodningen om genoptagelse af 23. oktober 2011 tilbage til Patienterstatningen, som skal realitetsbehandle, hvorvidt betingelserne for at genoptage sagen er opfyldt. 5
Overgangsregler for genoptagelse af anerkendte sager I de nye frister i klage- og erstatningsloven er der særlige overgangsregler. De gør det muligt for patienter at søge om genoptagelse i tilfælde, hvor de ikke søgte, fordi de regnede med, at deres sag ville blive afvist som forældet efter de gamle regler. De sager er tidligst forældede den 1. juli 2015. Dermed har de patienter en periode fra den nye lov blev indført til at sende en anmodning om genoptagelse ind. Overgangsreglerne findes i lov nr. 519 af 26. maj 2014, 4, stk. 6-7. 6