Årsberetning Patientskadeankenævnet

Transkript

1 Årsberetning 2014 Patientskadeankenævnet

2 Titel: Årsberetning 2014, Patientskadeankenævnet Patientombuddet, Publikationen kan frit refereres med tydelig kildeangivelse. Patientombuddet Finsensvej Frederiksberg URL: Format: pdf 2

3 Indhold Forord Indledning Præsentation af Patientskadeankenævnet Nøgletal Sagsgang Artikler Behandling via en sundhedsordning Forældelsesregler Klage- og erstatningssystemet Ændring til skade for klager Tortgodtgørelse til efterladte Sager ved domstolene Læring mv Patientskadeankenævnet og Læringsenheden Internationalt samarbejde Kvalitetsudvikling - brugertilfredshedsundersøgelse

4 Forord Jeg har siden 2010 været formand for Patientskadeankenævnet. I den tid er antallet af sager vokset betydeligt, og ankenævnet er derfor med årene blevet udvidet med flere afdelinger og består ved årets udgang af 9 nævnsafdelinger. Formandsskabet udgøres nu af yderligere otte næstformænd. Formanden og næstformændene varetager hver en fast nævnsafdeling, der holder månedlige møder, hvor afgørelserne træffes. Patientskadeankenævnet er ankeinstans for Patienterstatningens afgørelser om erstatning for patientskader. Formanden/næstformændene har her til opgave at lede nævnsmøderne og holde et kort oplæg om hver enkelt sag, før den bliver behandlet. I nævnsmøderne deltager som udgangspunkt otte medlemmer, der repræsenterer en ligelig sammensætning af henholdsvis lægelig og juridisk ekspertise og partsinteresser. Ankenævnssekretariatet ligger fra 2011 i Patientombuddets Erstatningscenter, hvor et sekretariat med sagsbehandlere, der har en juridisk eller kontormæssig baggrund, forbereder og lægger sagerne til rette. Året 2014 blev et spændende år, hvor vi fik en afklaring af flere interessante juridiske problemstillinger. Blandt andet blev der ændret i lovgivningen om forældelse af patientskadesager. Ændringen skete med tilbagevirkende kraft. Det betød, at ankenævnet genoptog flere gamle sager, der tidligere var afvist som forældede. Derudover fik vi en dom fra landsretten, der ændrede ankenævnets praksis om lovens dækningsområde, og formandsskabet har efterfølgende sammen med ankenævnssekretariatet fastlagt retningslinjer for den fremtidige praksis. Samtidig blev 2014 endnu engang et år, hvor ankenævnet samlet set traf flere afgørelser end tidligere. Samtidig er det lykkedes at bevare en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på under 6 måneder, som fuldt ud levede op til de fastsatte mål. Jeg vil gerne takke sekretariatet og nævnets medlemmer for deres store engagement i at få sagerne ekspederet hurtigt og afgjort rigtigt. Jan Uffe Rasmussen formand 4

5 1 Indledning Patientskadeankenævnet bliver sekretariatsbetjent af Patientombuddets Erstatningscenter. Nævnet fungerer og virker som en selvstændig og uafhængig juridisk enhed. Patientskadeankenævnet har de seneste år oplevet en kraftig stigning i antallet af ankesager. Det blev derfor nødvendigt i 2014 at udvide Patientskadeankenævnets faste nævnsafdelinger med en ny afdeling, så Patientskadeankenævnet i 2014 kom til at bestå af ni faste nævnsafdelinger. Hver nævnsafdeling har otte faste medlemmer, der mødes hver måned. Der blev i 2014 afgjort over sager mod lidt over i Stigningen ser ud til at fortsætte de næste år. Trods den kraftige stigning i antallet af sager lykkedes det igen i 2014 både at afslutte endnu flere sager end tidligere år og at fastholde den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på et lavt niveau. Alt i alt blev 2014 resultatmæssigt et meget tilfredsstillende år. Vi vil i de følgende afsnit redegøre nærmere for nævnets virksomhed og de typer af sager, som nævnet behandler. Lovændringer på patienterstatningsområdet Der kom i 2014 flere lovændringer på området, som vi uddyber herunder. Nye forældelsesregler om genoptagelse af anerkendte patientskader. Der er fastsat nye forældelsesregler i lov om klage og erstatning inden for sundhedsvæsenet. Det følger af lov nr. 519 af 26. maj De nye regler gælder for sager, hvor Patienterstatningen eller Patientskadeankenævnet tidligere har anerkendt en behandlingsskade og/eller har udmålt erstatning, og hvor sagen senere bedes genoptaget. I de tilfælde fastsætter de nye regler, at der løber nye frister på 3 eller 10 år for genoptagelse regnet fra den bindende afgørelse om anerkendelse af skaden eller udmåling af erstatning. For skader omfattet af den tidligere gældende lov om patientforsikring er fristerne på 5 og 10 år. Formålet med lovændringen er at sikre, at skadelidte har mulighed for at rejse et nyt erstatningskrav, hvis der inden for fristerne på maksimalt 10 år fra den tidligere afgørelse viser sig senfølger eller forværring af en allerede anerkendt skade. Genoptagelse af en tidligere anerkendt sag kan fortsat kun ske, hvis de materielle betingelser for genoptagelse i øvrigt er opfyldt. Reglerne trådte i kraft den 1. juli De betyder, at en administrativ praksis, som Patientskadeankenævnet fulgte frem til juni 2012, genindføres og lovfæstes. Efter 2012 ændrede nævnet praksis. Det skete, fordi nævnet konkluderede, at den tidligere praksis ikke kunne opretholdes, efter at den nuværende lov om forældelse blev indført og en dom blev afsagt af Østre Landsret i

6 De nye forældelsesfrister har tilbagevirkende kraft. Det betyder, at Patientskadeankenævnet af egen drift har genbehandlet en række sager, hvor nævnet i perioden efter juni 2012 gav afslag på at genoptage tidligere anerkendte behandlingsskader, fordi sagerne var forældede. Patientskadeankenævnet genbehandlede i alt 28 sager. I langt de fleste sager førte sagsbehandlingen efter de nye regler til, at sagerne nu ikke er forældede. En stor del af de sager er efterfølgende sendt til Patienterstatningen, som skal realitetsbehandle den tidligere anmodning om genoptagelse. I resten af sagerne foretog Patientskadeankenævnet selv realitetsbehandlingen. Få af sagerne er fortsat vurderet forældede, fordi anmodningen om genoptagelse blev fremsat efter udløbet af de nye frister på 3, 5 eller 10 år, som gælder efter lovændringen. Flere sager om forældelse af tidligere anerkendte behandlingsskader var, før loven blev ændret, indbragt for domstolene. De sager er nu enten hævet af sagsøger eller ændret til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt de materielle betingelser for genoptagelse er opfyldt. Særlig lov om erstatning for manglende invitation til screening for livmoderhalskræft I 2013 og 2014 offentliggjorde Danske Regioner oplysninger om, at et stort antal kvinder på grund af fejl i regionernes IT-systemer var blevet frameldt et screeningsprogram for livmoderhalskræft i perioden Der er indført særlige erstatningsregler for kvinder, som ved en fejl ikke har modtaget tilbud om at deltage i regionernes screeningsprogram for livmoderhalskræft. Det følger af lov nr. 717 af 25. juni Loven betyder, at de almindelige forældelsesregler i lovgivningen om patientskadeerstatning er sat ud af kraft for den særlige gruppe af sager. Der kan derfor anmeldes erstatningskrav, der følger af uberettiget framelding af screeningsprogrammet helt tilbage fra Kravene forældes tidligst den 1. januar Loven betyder også, at alle sager skal behandles efter de gældende regler i klage- og erstatningsloven, også selvom eventuelle skader er forårsaget, før loven trådte i kraft. Dermed stilles alle kvinder, der anmelder deres krav efter loven, ens, når det gælder erstatning. Det gælder både i forhold til kravenes størrelse og deres forrentning. Loven er ikke udtryk for, at der er indført en særlig godtgørelsesordning for de omfattede kvinder. Sagerne behandles og bevisvurderes efter det gældende grundlag i klage- og erstatningsloven. Selve det, at en kvinde en eller flere gange ikke er inviteret til screening for livmoderhalskræft, giver ikke ret til erstatning. Der kan kun gives erstatning, hvis den manglende invitation til screening medførte en skade, i form af at kvinden måtte gennemgå en mere omfattende behandling eller i form af en dårligere statistisk prognose for at overleve. 6

7 Patientskadeankenævnet afgjorde i 2014 fire sager om manglende invitation til at deltage i screening for livmoderhalskræft. Ændret sammensætning og sammenlægning af Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet. Der skete i 2014 flere ændringer, som har betydning for den fremtidige sammensætning og funktion af Patientskadeankenævnet. Det følger af lov nr. 519 af 26. maj Fra 1. januar 2015 nedlægges Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet som selvstændige nævn. Opgaverne føres videre i ét samlet nævn, som får navnet Ankenævnet for Patienterstatningen. Ankenævnet skal behandle anker over afgørelser om både behandlings- og lægemiddelskader. Det skaber en forenklet ankeadgang at samle ankenævnsfunktionen i ét nævn. I sager om behandlings- og lægemiddelskader vil der fremover kun skulle indgives én anke, og prøvelsen af afgørelsen vil ske i ét nævn. Formålet er at undgå forlænget sagsbehandlingstid og at opnå større overskuelighed for borgerne. Der er ikke ændret i betingelserne for at få anerkendt en behandlings- eller lægemiddelskade. Ankenævnet for Patienterstatningen varetager stadig sin virksomhed i en række nævnsafdelinger. Hver afdeling vil bestå af i alt 10 medlemmer, fordi lovændringen betyder, at sammensætningen af ankenævnet ændres og udvides. Patientombuddets Erstatningscenter sekretariatsbetjener Ankenævnet for Patienterstatningen, som det gjorde for Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet. 7

8 2 Præsentation af Patientskadeankenævnet Patientskadeankenævnet behandler klager over afgørelser fra Patienterstatningen om erstatning for patientskader. Patientskadeankenævnet tager stilling til, om en patient er kommet til skade efter en behandling eller en undersøgelse i sundhedsvæsenet. Det kan for eksempel være på et hospital eller hos egen læge. Nævnet kan også tage stilling til erstatningsudmålingen som følge af en anerkendt patientskade. Når en sag er afgjort, er der ikke flere klagemuligheder i det administrative system. Der er dog muligt at få prøvet sagen ved domstolene. Patientskadeankenævnet er nedsat efter 34 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Nævnet er organiseret i ni afdelinger, der, når det afgør den enkelte sag, er sammensat af otte medlemmer, herunder en formand, der er dommer, og som ministeren for Sundhed og Forebyggelse udpeger. Nævnet består også af to sagkyndige medlemmer, som Sundhedsstyrelsen udpeger, og ét medlem, som Advokatrådet udpeger. Danske Regioner og Kommunernes Landsforening udpeger også to repræsentanter for de driftsansvarlige. Danske Handicaporganisationer, Forbrugerrådet og Danske Patienter udpeger desuden repræsentanter for patienterne. Medlemmerne, som de tre patientorganisationer udpeger, skiftes til at deltage i nævnsmøderne med to medlemmer på hvert møde. Hver nævnsafdeling holder et møde om måneden undtagen i sommerferien, hvilket svarer til 11 møder om året. I 2014 blev der i alt 93 møder i Patientskadeankenævnet i Møderne er ikke offentlige. 8

9 Antal sager 3 Nøgletal Nye og afsluttede sager Som det fremgår af figur 1, er antallet af nye sager steget kraftigt gennem årene, men nævnet har i takt med tilgangen samtidig formået at afslutte flere sager, så de to kurver følges ad Sagsvækst Nye sager Afsluttede sager Figur 1: Antallet af nye sager og afsluttede sager i perioden I løbet af de seneste fem år er tilgangen af sager steget med næsten 60 %. Hvor nævnet i 2010 modtog ankesager, var tallet for nye sager i 2014 vokset til Målet for afsluttede sager var ved årets start sat til 2.700, hvilket dog blev opjusteret i løbet af året på grund af den kraftige tilvækst af sager. Nævnet afsluttede sager i 2014, hvilket var fuldt ud tilfredsstillende. 9

10 Måneder Sagsbehandlingstid 12,0 sagsbehandlingstid 10,0 8,0 6,0 4,0 2,0 0, Figur 2: Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i perioden Opgørelsen viser den samlede tid, fra Patientskadeankenævnet modtager klagen, til afgørelsen sendes til klageren. Det vil sige, at den tid, sagen ligger hos Patienterstatningen, hvor sagens akter og udtalelser skal indhentes, regnet med i opgørelsen. Figur 2 viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i Patientskadeankenævnet er faldet støt over årene, og at den siden 2009 har holdt sig under det fastsatte mål på gennemsnitligt seks måneder. Nævnets afgørelser Patientombuddet indførte pr. 1. januar 2013 et nyt ESDH-system, der gør det muligt mere detaljeret end tidligere at registrere nævnets afgørelser. Opgørelsen i tabel 1 svarer til den, der fremgår af nævnets årsberetning fra 2013, men adskiller sig fra oversigterne i tidligere årsberetninger. 10

11 Tabel 1: Oversigt over resultatet af afgjorte sager i Afgørelsesinformation Stillingtagen til Patienterstatningens afgørelser antal procent Tiltrædelser: ,4% ansvar ,3% erstatning ,6% andet 193 7,5% Ændringer: ,6% Ansvar ændret til skade for patienten 111 4,3% Ansvar ændret til fordel for patienten 109 4,3% Ændret, andet 19 0,7% Forhøjelse af erstatning 94 3,7% Nedsættelse af erstatning 20 0,8% Hjemvist til Patienterstatningen 19 0,7% I alt % Andet: 282 Afvisning pga. klagefrist overskredet 59 Afgørelse om genoptagelse 30 Afgørelse om ikke grundlag for genoptagelse 161 Andet 32 Afgørelser i alt Afsluttet uden afgørelse 129 Afsluttede sager i alt Opgørelsen omfatter alle sager, Patientskadeankenævnet afgør, det vil sige både sager der afgøres på nævnsmøde, og sager der sluttes ved formandsafgørelse. Der blev i 2014 truffet 363 formandsafgørelser. Patientskadeankenævnets forretningsorden giver formanden kompetence til at afgøre sager, der ikke frembyder tvivl, hvilket for eksempel kan være sager om overskridelse af klagefrister eller sager, hvor skaden falder uden for lovens dækningsområde og lignende. Antallet af sager, der blev afsluttet uden afgørelse, var i 2014 på 129. Det er hovedsageligt sager, hvor anken trækkes tilbage, inden nævnet træffer afgørelse. Det kan også være sager, hvor Patienterstatningen under ankesagen vælger at genoptage sagen. 11

12 Kategorien Tiltrædelser dækker over de sager, hvor nævnet var enig i Patienterstatningens afgørelse. Kategorien Ændringer er de sager, hvor nævnet ikke var enig og derfor har ændret afgørelsen. Som det fremgår af tabellen, ændrede nævnet Patienterstatningens afgørelse i 14,6 % af sagerne, hvilket er på niveau med årene før, hvor ændringsprocenten lå på cirka 14. Ankenævnet kan ændre Patienterstatningens afgørelse både til fordel og til skade for patienten. En opgørelse af sagerne, der blev afgjort i 2014, viser at: Patientskadeankenævnet traf afgørelser, heraf var de afgørelser en stillingtagen til en afgørelse fra Patienterstatningen. Heraf blev i alt 372 afgørelser ændret svarende til cirka. 14,6%. I 222 sager (det svarer til cirka 9% af det samlede antal afgørelser) af de 372 ændrede sager faldt afgørelsen ud til fordel for patienten. Af dem indebar 109 sager en ændring af ansvaret, mens 94 førte til en højere erstatning. Yderligere 19 blev hjemvist til fornyet behandling i 1. instansen. I 131 sager (det svarer til cirka 5% af det samlede antal afgørelser) faldt afgørelsen ud til skade for patienten. 111 af de sager resulterede i et ændret erstatningsansvar til skade for patienten. I 20 sager blev erstatningen sat ned. Af de 131 sager, hvor afgørelsen var til skade for patienten, havde patienten klaget i de 93 og den erstatningsansvarlige part (region, privathospital/speciallæge mv.) i de 38. Det er hovedsageligt patienter, der klager over afgørelser til Patientskadeankenævnet. Af de sager, der blev afsluttet i 2014, blev kun de 87 anket af regionen (eller privathospital/speciallæge). Af de 87 sager fik regionen helt eller delvist medhold i anken i 38 sager. Det svarer til cirka 44% af de ankede sager. Sagernes geografiske fordeling Det fremgår af figur 3, hvordan antallet af afsluttede ankesager fordeler sig i

13 Geografisk fordeling 0,3% 0,1% 10% 22% 24% 31% 13% Region Hovedstaden Region Sjælland Region Syddanmark Region Midtjylland Region Nordjylland Kommuner Forsikringssager Figur 3: Patientskadeankenævnets afsluttede sager i 2014 fordelt på regioner, kommuner og forsikringsselskaber. Figuren viser, at sagerne stort set fordeler sig som i årene før. Som det fremgår, er regionerne erstatningsansvarlige for langt det meste af behandlingen i de afgjorte sager. Kommunerne dækker behandling, når det gælder de kommunale sundhedsydelser, men der er, som figuren viser, kun ganske få sager, og de udgør kun ca. 0,3% af det samlede antal sager. Behandling i det private, herunder på privathospitaler osv., var tidligere omfattet af regionernes erstatningspligt. De private sygehuse, klinikker og privatpraktiserende speciallæger er dog ved en lovændring, der gælder fra 1. september 2013, selv pålagt erstatningspligt. De skal derfor tegne forsikring for de omfattede behandlinger og undersøgelser. I de sager vil den erstatningsansvarlige part derfor fremover være det respektive forsikringsselskab. Det er dog kun ganske få af sager, som indtil videre er nået til behandling i ankenævnsregi. De 0,1%, som opgørelsen viser, viser derfor ikke et korrekt billede af omfanget af sager om behandling i det private, og vi forventer, at tallene stiger de kommende år. 13

14 4 Sagsgang Vi beskriver herunder sagsgangen i Patientskadeankenævnet. Indhentelse af oplysninger Når vi i Patientombuddets Erstatningscenter, der er sekretariat for Patientskadeankenævnet, modtager en klage over en afgørelse fra Patienterstatningen, opretter vi en sag. Man har mulighed for at klage elektronisk via Nem ID. Vi undersøger i den forbindelse, om klagefristen på tre måneder er overholdt. Vi beder patienten om samtykke til, at vi kan indhente relevante oplysninger. Herefter beder vi Patienterstatningen om at udtale sig om klagen og om at sende sagens akter. Når sekretariatet får materialet, får sagens parter, ofte patient og region, en kopi af udtalelsen og bliver bedt om eventuelle bemærkninger. Hvis vi derudover vurderer, at der mangler relevante oplysninger i sagen, indhenter vi dem. Det kan for eksempel være journaler fra sygehus eller læge, kommunale akter eller oplysninger fra patienten selv. Når sagen er oplyst, vil parterne ikke høre mere fra sekretariatet, før sagen er afgjort af ankenævnet. Sagens forberedelse Når alle oplysninger er modtaget, gennemgår vi sagens akter. I de fleste tilfælde forelægger vi derefter sagen for en af de interne lægekonsulenter, der er en erfaren speciallæge, der er tilknyttet sekretariatet. Lægekonsulentens udtalelser er alene vejledende for nævnet. Nævnsbehandling Møderne er ikke offentlige. På mødet vil nævnet afgøre sagen. Hvis ikke alle nævnsmedlemmer er enige, bestemmer flertallet. Sagen kan i nogle tilfælde blive udsat, hvis vi for eksempel skal indhente supplerende oplysninger. Hvis det vurderes, at der ikke er tvivl i sagen, kan formanden jf. nævnets forretningsorden afgøre sagen på nævnets vegne. Det er typisk i sager: der alene vedrører erstatningsberegning, hvor skaden falder uden for lovens dækningsområde, hvor der anmodes om genoptagelse, hvor der mangler klageberettigelse, om klager over aktindsigt, hvor betingelserne for at anerkende erstatningsansvar efter loven anses for klart opfyldte og i øvrigt er ukomplicerede, om forældelse, om overskridelse af klagefrist. 14

15 I 2014 udgjorde formandsafgørelserne knap 13% af de afgjorte sager i Patientskadeankenævnet. Afgørelsens indhold Patientskadeankenævnet kan forhøje eller nedsætte erstatningen. Afgørelsen i en sag kan ende med: at Patientskadeankenævnet tiltræder Patienterstatningens afgørelse, det vil sige, at nævnet når frem til det samme resultat som Patienterstatningen, at Patientskadeankenævnet helt eller delvist ændrer Patienterstatningens afgørelse, eller at sagen skal behandles på ny af Patienterstatningen I 2014 ændrede Patientskadeankenævnet i 14,6% af tilfældene Patienterstatningens afgørelse. Når nævnet behandler en klage over en afgørelse fra Patienterstatningen, kan nævnet også ændre eventuelle tidligere afgørelser i sagen, uanset om der er klaget over dem. Sådanne ændringer kan betyde, at erstatningen forhøjes, nedsættes eller bortfalder. Orientering om afgørelse Inden for cirka en uge efter nævnsmødet modtager parterne afgørelsen i sagen. Det fremgår af den, hvad nævnet har lagt vægt på, og hvilke lovregler sagen er afgjort efter. Hvis der er en udtalelse fra nævnets lægekonsulent, kan man bede om at få udtalelsen, når sagen er afgjort. Det gælder, selv om der er tale om et internt notat. Al skriftlig kommunikation fra det offentlige til borgere skal foregå digitalt. Det følger af lov om offentlig digital post, der trådte i kraft den 1. november Patientskadeankenævnet har derfor siden 1. november 2014 sendt alt post, herunder alle afgørelser, elektronisk. Når Patientskadeankenævnet har afgjort sagen, er der ikke flere klagemuligheder i det administrative system. Hvis en part ikke er enig i Patientskadeankenævnets afgørelse, er det muligt at få prøvet sagen ved domstolene. I det tilfælde skal parten eventuelt i samarbejde med en advokat indgive en stævning ved retten. Sagen skal så indbringes for domstolene inden seks måneder, efter at afgørelsen er meddelt. Den frist fremgår af klage- og erstatningsloven og kan ikke fraviges. 15

16 5 Artikler 5.1 Behandling via en sundhedsordning Ordningen om patienterstatning dækker behandling på hospital, hos egen læge, hos speciallæge eller hos andre privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner, som f.eks. kan være kiropraktorer eller fysioterapeuter. Domstolene havde i 2014 lejlighed til at tage stilling til, hvad der forstås ved en privatpraktiserende autoriseret sundhedsperson. Østre Landsret fastslog i en principiel dom af 30. juni 2014, at en autoriseret sundhedsperson også kan betragtes som privatpraktiserende, når behandlingen sker via en sundhedsordning stillet til rådighed af en arbejdsgiver. Det betyder, at erstatningsordningen også omfatter behandling hos en privatpraktiserende autoriseret sundhedsperson, der sker via en sundhedsordning. Den konkrete sag Sagen drejede sig om en kiropraktor, der behandlede en kvinde via en sundhedsordning, som kvindens arbejdsgiver (en kommune) stillede til rådighed. Patienten søgte i første omgang om erstatning hos Patienterstatningen. Her blev den afvist, fordi behandlingen faldt uden for lovens dækningsområde. Begrundelsen var, at kiropraktoren i forhold til patienten ikke fungerede som privatpraktiserende. Kiropraktoren havde derimod en aftale med kvindens arbejdsgiver, der stillede en sundhedsordning til rådighed for sine ansatte. Kiropraktoren blev derfor ikke betragtet som privatpraktiserende, og behandlingen var derfor ikke dækket af erstatningsordningen. Patienten klagede over afgørelsen til Patientskadeankenævnet, som var enig i afgørelsen. Patienten indbragte efterfølgende afgørelsen for byretten. Retten i Odense gav ved dom af 30. oktober 2013 Patientskadeankenævnet medhold i, at behandlingen ikke var omfattet. Retten lagde vægt på, at kvinden blev behandlet som led i sin kommunale arbejdsgivers sundhedsordning. Retten lagde også vægt på, at det var kvindens arbejdsgiver, som betalte for behandlingen, og at den var baseret på en aftale mellem arbejdsgiveren og kiropraktoren. Retten kom frem til, at kiropraktoren ikke på selvstændig privat basis udøvede sit erhverv og i forbindelse hermed udbød tjenesteydelser til patienter. Det er ifølge dækningsbekendtgørelsens 8, stk. 1 en betingelse for, at behandlingen er dækket af loven. Retten fandt i øvrigt, at det forhold, at lovens forarbejder lægger vægt på, at erstatningsordningen skal dække så bredt som muligt, ikke kunne føre til en fravigelse af lovens og bekendtgørelsens klare ordlyd. 16

17 Patienten ankede byrettens dom til Østre Landsret, som ændrede Patientskadeankenævnets afgørelse ved sin dom af 30. juni Det betød, at erstatningsordningen dækkede behandlingen. Landsrettens begrundelse Østre Landsret tog alene stilling til spørgsmålet om, hvorvidt kiropraktoren var privatpraktiserende, fordi sagens parter var enige om, at kiropraktoren var en autoriseret sundhedsperson. Dommen fastslår, at det ikke fremgår af lovens forarbejder, hvad der menes med privatpraktiserende, men at dækningsbekendtgørelsens 8 definerer en privatpraktiserende autoriseret sundhedsperson som en sundhedsperson, der på selvstændig basis udøver sit erhverv og i forbindelse hermed udbyder tjenesteydelser til patienter. Landsretten lagde til grund, at kiropraktoren udøvede privat virksomhed, og at kvinden efterspurgte hans ydelse som patient ved at vælge at lade sig behandle af ham. Derfor fandt retten, at kiropraktorbehandlingen efter en naturlig sproglig forståelse var omfattet af klage- og erstatningslovens 19, stk. 1, nr. 5. Landsretten bemærkede også, at det ikke ændrede noget, at arbejdsgiveren (kommunen) betalte for behandlingen. Betydning af landsrettens dom Dommen fastslog, at Patientskadeankenævnets (og Patienterstatningens) fortolkning af privatpraktiserende, når det gælder sundhedsordninger, var forkert. Patientskadeankenævnet søgte derfor, ligesom Patienterstatningen, i tidligere afgjorte sager og fandt fem lignende sager. Patientskadeankenævnet genoptog sagerne og vurderede, at de lå inden for klage- og erstatningslovens dækningsområde, jf. lovens 19, stk. 1, nr. 5. Sagerne blev herefter sendt tilbage til Patienterstatningen, der nu som 1. instans skal vurdere, om patienterne har ret til godtgørelse eller erstatning. 17

18 5.2 Forældelsesregler Lovgivningen om erstatning for behandlingsskader indeholder tidsfrister for, hvornår patienter kan anmelde erstatningskrav. Hvis erstatningskrav anmeldes til Patienterstatningen, efter en frist er udløbet, er sagen forældet. Hverken Patienterstatningen eller Patientskadeankenævnet (fra 1. januar 2015 Ankenævnet for Patienterstatningen) kan så behandle sagen. Skaden er for gammel til, at der kan tages stilling til, om patienten har ret til erstatning. Frister for anmeldelse af nye sager om patientskader Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet: Efter 59, stk. 1, skal erstatningskrav være anmeldt til Patienterstatningen senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Efter 59, stk. 2, indtræder forældelse af erstatningskrav dog senest 10 år efter den dag, hvor skaden er forårsaget. Reglerne betyder: Hvis man som patient har fået eller burde have fået kendskab til, at der er en sammenhæng mellem en skade og den behandling, man har fået, skal skaden anmeldes til Patienterstatningen inden for 3 år. Hvis skaden bliver anmeldt mere end 10 år efter behandlingen, vil den blive afvist som forældet. Det gælder også, selv om der er gået mindre end 3 år fra det tidspunkt, hvor patienten fik eller burde have fået kendskab til, at der var sket en skade ved behandlingen. Det skyldes, at fristen i lovens 59, stk. 2, løber fra forårsagelsestidspunktet, og at det er en absolut forældelsesfrist. Patienterstatningen og Patientskadeankenævnet kan kun behandle en skade, hvis anmeldelsen sker inden for både fristen på 3 år og 10 år. Hvis behandlingen foregik mellem 1. januar 2007 og 1. januar 2008, er den korte frist 5 år i stedet for 3 år. Hvis behandlingen foregik før 1. januar 2007, skal sagen ikke vurderes efter klage- og erstatningsloven, men efter den dagældende lov om patientforsikring. Den lov indeholder i 19 tilsvarende regler om forældelse, men den korte frist er også her 5 år i stedet for 3 år. En skadelidt kan rejse sit erstatningskrav mod for eksempel et sygehus uden for rammerne af ordningen om patienterstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler, selvom om erstatningskravet er forældet efter reglerne om erstatning for behandlingsskader. 18

19 Eksempel: For sent anmeldt skade efter overset svangerskabsforgiftning (13/10748) En kvinde blev under sin graviditet flere gange undersøgt af egen læge og lægevagten. Hun mente, at man overså tegn på svangerskabsforgiftning, som førte til, at hun i april 2009 fik kejsersnit i 25. graviditetsuge. Barnet blev født med handicap. I oktober 2013 anmeldte kvinden sagen til Patienterstatningen. Hun krævede erstatning for følgerne af den forsinkede diagnosticering og behandling af svangerskabsforgiftning. Hun anmeldte først skaden mere end 4½ år efter, at den var forårsaget. Kvinden anførte, at hun havde brugt flere år på at komme sig psykisk, og at hun havde brugt al sin tid og energi på sin handicappede søn. Kvinden anførte også, at anmeldelsen var indgivet, inden fristen på 10 år udløb. Patientskadeankenævnet fandt ligesom Patienterstatningen, at sagen var forældet efter KEL 59, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at kvinden senest i forbindelse med kejsersnittet fik eller burde have fået kendskab til de forhold, der gav anledning til anmeldelse af skaden. Nævnet fandt, at kvindens grunde til at anmelde for sent ikke kunne føre til suspension af anmeldelsesfristen på 3 år, selvom det måske også skyldtes ukendskab til reglerne om erstatning for patientskader. Patientskadeankenævnet anførte til fristen på 10 år, at den kun anvendes, hvis fristen på 3 år ikke er overskredet. Sagen er et eksempel på en konkret vurdering af, hvornår den såkaldte burde-viden indtræder. Desuden viser sagen, at både fristen på 3 år og 10 år skal være opfyldt, for at sagen ikke er forældet. Frister for anmodning om genoptagelse af sager, hvor der ikke tidligere er anerkendt en skade Når en patient har fået afslag på erstatning for en skade, kan der i nogle tilfælde komme nye oplysninger, som får patienten til at anmode Patienterstatningen eller Patientskadeankenævnet om at genoptage og afgøre sagen på ny. De samme frister gælder for anmodningen om genoptagelse som for den første anmeldelse af sagen. Det betyder, at en sag kun kan tages op igen, hvis anmodningen er modtaget hos Patienterstatningen eller Patientskadeankenævnet inden 3 år, efter at patienten fik kendskab til de forhold, der gør, at denne beder om genoptagelse. Desuden skal anmodningen være modtaget, inden der er gået 10 år fra behandlingstidspunktet (forårsagelsestidspunktet). Patienterstatningen og Patientskadeankenævnet kan kun behandle en anmodning om genoptagelse, hvis den er modtaget inden for både fristen på 3 år og 10 år. I øvrigt kan sagen kun genoptages, hvis de øvrige regler for genoptagelse er opfyldt. Det betyder, at der skal være oplysninger, der er nye og væsentlige for sagens afgørelse. Det drejer sig navnlig om oplysninger, der kan begrunde en ændret vurdering af sagen. 19

20 Eksempel: Patientskadesag afvist genoptaget på grund af forældelse (14/4509) En mand blev behandlet på et sygehus i august Han anmeldte en skade til Patienterstatningen, som i oktober 2005 afgjorde, at han ikke havde ret til erstatning. I januar 2014 bad manden om at få sagen genoptaget, men det afviste Patienterstatningen, fordi der var gået mere end 10 år fra behandlingen i august Afgørelsen blev anket til Patientskadeankenævnet, som i juni 2014 tiltrådte, at sagen var forældet efter 19, stk. 2, i den dagældende patientforsikringslov (fristen på 10 år). Sagen er et eksempel på, at forældelsesfristen på 10 år løber fra tidspunktet for behandlingen, også selvom en sag tidligere er anmeldt og behandlet i Patienterstatningen og eventuelt Patientskadeankenævnet. Det gælder for sager, hvor der i den tidligere afgørelse ikke er anerkendt en skade og/eller udmålt erstatning. Frister for anmodning om genoptagelse af sager, hvor der tidligere er anerkendt en skade. Der gælder særlige frister for at anmode om genoptagelse af en sag, hvis en patient tidligere har haft en sag hos Patienterstatningen og eventuelt Patientskadeankenævnet, hvor man anerkendte, at denne fik en skade, der gav ret til erstatning, og man udmålte erstatning. De nye regler er vedtaget af Folketinget i maj 2014, se lov nr. 519 af 26. maj Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet: 60 b, stk. 1. Træffes der bindende afgørelse om anerkendelse af en skade omfattet af kapitel 3 eller 4 eller om udmåling af erstatning for en sådan skade, løber fra tidspunktet for afgørelsen en forældelsesfrist på 3 år for erstatningskrav som følge af skaden. 60 b, stk. 2. Var den erstatningsberettigede ubekendt med erstatningskravet, regnes forældelsesfristen efter stk. 1 dog først fra den dag, hvor den erstatningsberettigede fik eller burde have fået kendskab til kravet. 60 b, stk. 3. Forældelse indtræder senest 10 år efter den i stk. 1 nævnte afgørelse, dog senest 30 år efter den dag, hvor skaden er forårsaget eller lægemidlet er udleveret til skadelidte. Reglerne betyder: Med de nye regler er det muligt at få genoptaget en sag i op til 10 år fra den sidste afgørelse om anerkendelse af en skade eller udmåling af erstatning. Fra den sidste afgørelse om for eksempel udmåling af erstatning løber der nemlig en ny frist på 10 år, sådan at patienten for eksempel får mulighed for at bede om genoptagelse, hvis der opstår senfølger af den tidligere anerkendte skade. 20

21 Der løber samtidig en ny frist på 3 år, sådan at en sag kun kan genoptages, hvis anmodningen er modtaget hos Patienterstatningen eller Patientskadeankenævnet inden 3 år efter, at patienten fik kendskab til de forhold, der gav grundlag for at bede om genoptagelse. I øvrigt kan sagen kun tages op igen, hvis de øvrige regler for genoptagelse er opfyldt. Når det gælder erstatningens størrelse, betyder det, at sagens faktiske omstændigheder skal have ændret sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning (erstatningsansvarslovens 11). Eller der skal være kommet nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger. Det drejer sig navnlig om oplysninger, der kan begrunde en ændret vurdering af sagen. Hvis behandlingen fandt sted før 1. januar 2007, vil skaden oprindeligt være anerkendt efter den dagældende lov om patientforsikring. De nye regler i klage- og erstatningsloven om frister for genoptagelse gælder også for de sager, men her er den nye, korte frist på 5 år i stedet for 3 år. Reglerne om frister for sager, der er anerkendt efter gamle regler, findes i lov nr. 519 af 26. maj 2014, 4, stk Eksempel: Tidligere anerkendt patientskadesag genoptaget (14/5667) I maj 2003 anerkendte Patienterstatningen, at en kvinde havde fået en behandlingsskade af en behandling i september I samme afgørelse og en senere afgørelse fra maj 2005 udmålte Patienterstatningen erstatning for skaden. Kvinden bad senere om at få genoptaget sagen, men det afviste Patienterstatningen i december I april 2012 bad kvinden igen om at få genoptaget sagen. I maj 2012 afviste Patienterstatningen sagen, da den var forældet. Kvinden klagede over afvisningen til Patientskadeankenævnet, der tiltrådte, at sagen var forældet efter 19, stk. 2, i den dagældende patientforsikringslov (fristen på 10 år). Efter indførelsen af de nye forældelsesfrister i KEL 60b genbehandlede Patientskadeankenævnet af egen drift sagen. Nævnet fandt, at sagen ikke var forældet efter den nye frist på 10 år i KEL 60 b, stk. 3, da anmodningen om genoptagelse var modtaget i Patienterstatningen mindre end 10 år efter den seneste afgørelse om udmåling af erstatning. Ankenævnet sendte anmodningen om genoptagelse af 26. april 2012 tilbage til Patienterstatningen, som skal afgøre, om sagen er forældet efter forældelsesfristen på 5 år, jf. KEL 60b, stk. 2, jf. 4, stk. 9, i lov nr. 519 af 26. maj Hvis det ikke er tilfældet, skal Patienterstatningen realitetsbehandle spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at genoptage sagen er opfyldt. Sagen er et eksempel på, at det først skal vurderes, om sagen er forældet efter de nye frister, der er indført med lov nr. 519 af 26. april 2014, når der anmodes om at genoptage en tidligere anerkendt skade. Hvis sagen ikke er forældet efter henholdsvis fristen på 10 år eller 5/3 år, skal det vurderes, om betingelserne i erstatningsansvarslovens 11 for at genoptage sagen er opfyldt. Sagen viser også, at et tidligere afslag på genoptagelse ikke udløser nye forældelsesfrister. 21

22 Eksempel: Tidligere anerkendt patientskade forårsaget i maj 1995 var stadig forældet (14/5661) I oktober 1995 anerkendte Patienterstatningen, at en kvinde fik en behandlingsskade ved behandling i maj I 1998 udmålte Patienterstatningen erstatning. I januar 2000 ændrede Patientskadeankenævnet den afgørelse, så erstatningen blev forhøjet. I april 2011 bad kvinden om at få sagen genoptaget. Det afviste Patienterstatningen, da sagen var forældet. Kvinden ankede afvisningen til Patientskadeankenævnet, der i juli 2012 tiltrådte, at sagen var forældet efter 19, stk. 2, i den dagældende patientforsikringslov (fristen på 10 år). Efter indførelsen af de nye forældelsesfrister i KEL 60b genbehandlede Patientskadeankenævnet af egen drift sagen. Nævnet fandt, at sagen fortsat var forældet efter den nye frist på 10 år i KEL 60b, stk. 3, da anmodningen om genoptagelse var modtaget mere end 10 år efter den seneste afgørelse om udmåling af erstatning. Den nye frist på 10 år skulle regnes fra den 20. januar 2000, hvor Patientskadeankenævnet afgjorde sagen. Overgangsregler for genoptagelse af anerkendte sager I de nye frister i klage- og erstatningsloven er der særlige overgangsregler. De gør det muligt for patienter at søge om genoptagelse i tilfælde, hvor de har undladt at søge, fordi de regnede med, at genoptagelsen ville blive afvist som forældet efter de gamle regler. De sager er tidligst forældede den 1. juli Dermed har de patienter en periode fra den nye lov blev indført til at indsende anmodning om genoptagelse. Overgangsreglerne findes i lov nr. 519 af 26. maj 2014, 4, stk

23 5.3 Klage- og erstatningssystemet Denne artikel belyser de væsentligste forskelle mellem klage- og erstatningssystemet i sundhedsvæsenet. Den belyser også, hvorfor patienter i visse tilfælde kan få afgørelser med forskelligt udfald fra Patientombuddets klageinstanser om det samme behandlingsforløb. Patientombuddet er en offentlig, uafhængig myndighed under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, der blev oprettet den 1. januar 2011 for blandt andet at skabe én samlet klageadgang for patienter. Patientombuddet træffer som myndighed selv afgørelser og sekretariatsbetjener desuden flere nævn. Ombuddet betjener Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, Patientskadeankenævnet, Lægemiddelskadeankenævnet og Det Psykiatriske Ankenævn. Patientombuddets afgørelser i henholdsvis klage- og erstatningssystemet Patientombuddet afgør som myndighed sager om klager over patientrettigheder, der er tilsidesat, og klager over en sundhedsfaglig behandling på et behandlingssted. Patientombuddet er sekretariat for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der afgør klager over konkrete sundhedspersoners behandling. Patientombuddet er også sekretariat for Patientskadeankenævnet, der afgør ankesager over Patienterstatningens afgørelser om erstatning for skade, der er sket ved behandling i sundhedsvæsenet. Patientombuddet og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn udgør det såkaldte klagesystem. De afgør, om et behandlingsforløb giver anledning til at udtale kritik enten af et behandlingssted eller en konkret sundhedsperson. Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen udgør det såkaldte erstatningssystem. De afgør, om et behandlingsforløb kan udløse erstatning. Hvorfor afgørelser med forskelligt udfald i klage- og erstatningssystemet Klage- og erstatningssystemets afgørelser om samme behandlingsforløb stemmer ofte overens. Hvis en patient ønsker et behandlingsforløb vurderet i både erstatningssystemet og klagesystemet, vil det imidlertid i nogle tilfælde være sådan, at patienten får medhold i afgørelsen fra det ene system, men ikke i afgørelsen fra det andet system. Patienten kan måske opfatte det som uoverensstemmende og ufor- 23

24 enelige afgørelser. Et forskelligt resultat af afgørelserne i de to systemer kan imidlertid i langt de fleste tilfælde forklares med forskellene i forskellige lovgrundlag for de to systemer. Af og til må forskellen dog tilskrives en egentlig faglig uenighed i den konkrete sag. Nedenfor beskrives de mulige årsager til forskelligt udfald af afgørelser nærmere. Kun i erstatningssystemet er der krav om, at der er sket en skade Når det gælder erstatningssystemet, er det en grundlæggende betingelse for at få medhold (erstatning), at patienten har fået en skade. Det kan for eksempel være et forlænget sygeforløb eller et varigt mén. Når det gælder patientklagesystemet, får patienten medhold, hvis der er begået fejl i behandlingen. Det er uanset, om patienten har fået en skade eller ej. Se eksemplet herunder: Kritik af behandlingsforløb, men ikke erstatning (j.nr. 13/4250) En 30-årig mand blev den 31. oktober 2010 bragt på skadestuen, fordi han under en håndboldkamp havde skadet sin venstre ankel. Manden blev undersøgt med røntgen, som viste brud på skinnebenet og skade på nogle ledbånd. Skadestuen fikserede derfor foden med en gipsskinne. Manden blev så flyttet til hospitalets ortopædkirurgiske afdeling, fordi bruddet skulle opereres. Operationen blev dog udskudt nogle gange på grund af andre akutte operationer. Manden blev derfor efter nogle dage flyttet til et andet hospital for at blive opereret dagen efter. Her blev operationen dog også udskudt nogle gange på grund af andre akutte operationer. Manden blev opereret den 5. november Operationen gik godt, og han blev udskrevet efter et par dage. Efter cirka en måned blev manden indlagt igen. En skanning viste tegn på, at der var en blodprop i hjertet. Manden fik derfor blodfortyndende medicin. Manden fik i januar 2011 en operation, hvor en del af det indsatte materiale i foden blev fjernet, fordi det gjorde, at han ikke kunne bevæge foden frit. Cirka et år efter havde manden stadig smerter i anklen. Han blev undersøgt med røntgen, som viste forkalkninger omkring bruddet. Manden ønskede sagen vurderet både i klagesystemet (Patientombuddet) og i erstatningssystemet (Patienterstatningen og Patientskadean- 24

25 kenævnet). Manden klagede, fordi han fandt ventetiden på operation uacceptabel lang, og fordi han mente, at ventetiden havde ført til et dårligt operationsresultat. Han mente også, at den blodprop, der opstod senere, hang sammen med den forsinkede operation af foden. Patientombuddet udtalte kritik af behandlingen på de to hospitaler, fordi man burde have sikret, at manden blev opereret på et tidligere tidspunkt. Det blev bemærket, at han fastede flere gange, fordi det var meningen, at han skulle opereres. Patienterstatningen afslog at give erstatning til manden, fordi man vurderede, at han ikke fik en skade af behandlingen. Man fandt, at en erfaren specialist ville have opereret ham nogle dage før. Manden fik dog ikke en skade i foden, fordi operationen var forsinket. Resultatet af operationen var ikke forringet, og der var heller ikke en sikker forlængelse af behandlingsforløbet. Patienterstatningen fandt også, at ventetiden ikke betød noget for, at der opstod en blodprop. Blodproppen var heller ikke en komplikation til operationen. Patientskadeankenævnet tiltrådte, at der ikke var grundlag for erstatning, fordi manden ikke fik en skade ved behandlingen. Nævnet fandt, at generne i anklen var velkendte følger efter et ankelbrud. Ankenævnet vurderede også, at blodproppen med overvejende sandsynlighed opstod, fordi manden skulle holde sig i ro i længere tid på grund af ankelbruddet. Forskellige faglige normer Der er anden vigtig grund til, at afgørelser ikke nødvendigvis har samme resultat. Grunden er, at systemerne bygger på forskellige faglige normer. Erstatningssystemet vurderer sagerne ud fra den erfarne specialists standard. Det er er en specialistmålestok, der tager udgangspunkt i, hvordan den erfarne specialist på området ville have handlet under de givne ressourcemæssige forhold. Det er en objektiv målestok. Det betyder derfor ikke noget, hvilke individuelle forudsætninger den behandlende sundhedsperson har. Den erfarne specialist repræsenterer en person, der har en tilstrækkelig faglig uddannelse og viden på det pågældende område. 25

26 Klagesystemet vurderer sagerne ud fra, om behandlingen lever op til normen for almindelig anerkendt faglig standard. Det er en almindelig, forventelig god faglig praksis set i forhold til den pågældende sundhedspersons erfaring. Den lægelige standard i erstatningssystemet er derfor højere end den lægelige standard i klagesystemet. Det betyder, at det kan være lettere at få medhold i erstatningssystemet end i klagesystemet. Erstatning, men ikke kritik af behandlingsforløb (j.nr. 03/865) En 37-årig kvinde fik fjernet en godartet bindevævsknude i brystet. Kvinden blev før operationen undersøgt med ultralyd, hvor huden blev tegnet op som vejledning for kirurgen. Det fjernede væv indeholdt ikke som forventet en bindevævsknude. Kvinden blev tre måneder senere igen undersøgt med ultralyd. Undersøgelsen viste en bindevævsknude, der var lidt større end den knude, der blev fundet før operationen. Kvinden fik umiddelbart efter fjernet bindevævsknuden. I patientklagesystemet udtalte man ikke kritik af de involverede sundhedspersoner, fordi normen for almindelig anerkendt faglig standard var fulgt. I erstatningssystemet fandt man derimod, at kvinden havde fået en skade, og at der derfor kunne være grundlag for erstatning. Man vurderede, at en erfaren specialist ville have skannet kvinden, inden man afsluttede operationen. Der var nemlig tale om en godartet knude, som var fundet billeddiagnostisk. En skanning ville have vist, om det korrekte væv var fjernet. Den senere operation kunne så med overvejende sandsynlighed være undgået. Lægefaglig uenighed En tredje årsag til forskellige resultater i afgørelserne kan være en egentlig lægefagliglig uenighed i en konkret sag. De to systemer fungerer nemlig selvstændigt og uafhængigt af hinanden. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Patientskadeankenævnet har en forskellig sammensætning af medlemmer, herunder forskellige sundhedsfaglige medlemmer. Nævnene kan derfor have forskellige sundhedsfaglige holdninger til et behandlingsforløb. Det kan munde ud i forskellige afgørelsesresultater. 26

27 Retssager om forskelligt udfald af afgørelser fra klage- og erstatningssystemet Patienter eller deres efterladte kan indbringe en afgørelse fra Patientskadeankenævnet for retten. Det sker en gang i mellem i tilfælde, hvor de ikke fik erstatning eller ikke fik deres sag genoptaget i Patientskadeankenævnet, selv om de fik medhold i deres klage i klagesystemet. Det kan som patient eller efterladt være svært at forstå, hvorfor de ikke får erstatning, når de har fået medhold i klagesystemet. Så svært at forstå, at de vælger at føre sagen ved domstolene. Domstolene har flere gange slået fast, at en afgørelse, der udløser kritik, ikke i sig selv fører til erstatning eller fører til, at en afsluttet (afvist) erstatningssag skal genoptages. Se eksemplet herunder: Dom af 10. april 2014 fra Københavns Byret (j.nr. 12/2312) Sagen handlede om en kvinde, som i efteråret 2008 fik konstateret leukæmi. Hun fik knoglemarvstransplantation og efterfølgende immunsupprimerende behandling. Efter en længere periode med forskellige alvorlige komplikationer, udviklede kvinden i juli 2009 svært nedsat nyrefunktion og fik blandt andet dialyse. Dialysen blev i første omgang udført akut og senere fast hver anden dag. Efter behandlingsplanen med dialyse skulle hun have haft dialyse søndag den 13. september Planen blev dog ændret uden nærmere forklaring i journalen til dialyse mandag, onsdag og fredag. Det førte til, at dialysen den 13. september 2009 blev aflyst. Kvinden blev den 14. september 2009 dårlig med feber og pludseligt opståede brystsmerter. Hun udviklede hjertestop og døde på trods af livreddende behandling. Patienterstatningen fandt, at man ikke kunne give erstatning, fordi behandlingen var udført, så den stemte overens med den erfarne specialists standard. Kvindens død skyldtes med overvejende sandsynlighed komplikationer til behandlingen for leukæmi. Komplikationerne var dog ikke tilstrækkeligt sjældne til, at de kunne udløse erstatning. Patientskadeankenævnet var enig i Patienterstatningens afgørelse og begrundelse. Ankenævnet bemærkede, at dialysebehandling den

28 september 2009 ikke med overvejende sandsynlighed ville have ændret kvindens sygdomsforløb. De efterladte klagede til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn over behandlingen. Disciplinærnævnet fandt grundlag for kritik. Kritikken gik blandt andet på, at dialyseplanen blev ændret til et andet tidsinterval, og at dialysebehandlingen den 13. september 2009 blev aflyst uden nærmere begrundelse i journalen. De efterladte bad Patientskadeankenævnet om at genoptage sagen. De henviste til Disciplinærnævnets afgørelse. Patientskadeankenævnet fandt dog, at der ikke med Disciplinærnævnets afgørelse var kommet nye, faktiske oplysninger til sagen. Patientskadeankenævnet kunne derfor ikke tage erstatningssagen op igen. De efterladte indbragte Patientskadeankenævnets afgørelse for retten. De nedlagde påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle genoptage sagens behandling. De mente, at det ikke kunne udelukkes, at Patientskadeankenævnet ville have vurderet betydningen af den aflyste dialysebehandling anderledes, hvis Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns afgørelse var blevet forelagt for nævnet. Patientskadeankenævnet blev frifundet. Retten var enig i, at oplysningerne i Disciplinærnævnets afgørelse ikke var nye og væsentlige, i forhold til om sygdomsforløbet ville have været anderledes, hvis dialysebehandlingen den 13. september 2009 var gennemført. 28

29 5.4 Ændring til skade for klager Denne artikel forklarer, hvorfor en patient kan risikere at få en afgørelse fra Patientskadeankenævnet, hvor en tidligere tilkendt erstatning helt eller delvist nedsættes. Det kan nemlig ske i visse tilfælde, selvom patienten har anket sagen for at få mere i erstatning. For at forstå, hvorfor og hvordan Patientskadeankenævnet kan ændre en afgørelse til skade for klager, skal man vide, hvordan sagsbehandlingen i en patientskadesag foregår, og hvordan ankenævnets prøvelse foregår. Det forklares herunder. Afgørelse af sager i Patienterstatningen Patienterstatningen er 1. instans, når det gælder patientskader. Det betyder, at de i første omgang tager stilling til, om en patient kan få erstatning for en patientskade. Når de behandler en sag, tager de først stilling til, om patienten er påført en patientskade. Hvis patienten er påført en patientskade, tager de også stilling til, hvor meget erstatning, patienten kan få. Sagsgangen i en patientskadesag er altså, som følger: 1. Patienterstatningen vurderer, om patienten har fået en patientskade For at Patienterstatningen kan anerkende en patientskade, skal patienten have fået en skade som følge af behandlingen. Man kan ikke få erstatning for selve sygdommen, som man blev behandlet for eller for andre forhold, som ikke har noget med behandlingen at gøre. Det er også et krav, at skaden er sket på en af følgende måder: - fordi behandlingen ikke levede op til standarden for den erfarne specialist, - fordi der var fejl eller svigt i det apparatur eller udstyr, der anvendtes, - fordi man kunne have anvendt en ligeværdig, alternativ behandlingsmetode, - fordi man ved behandlingen fik en hændelig komplikation, som er sjælden og alvorlig i forhold til, hvad man fejlede Reglerne om, hvad der kan anerkendes som en patientskade, findes i klage- og erstatningsloven. 2. Patienterstatningen opgør, hvor meget erstatning patienten skal have. Hvis patienten har fået anerkendt en patientskade, opgør Patienterstatningen bagefter, hvor meget erstatning patienten skal have. 29

30 Der kan gives erstatning for forskellige poster, som Patienterstatningen hver især tager stilling til. Det drejer sig især om følgende erstatningsposter: - Udgifter og andet tab som følge af patientskaden, for eksempel medicin og transport. - Svie og smerte for de midlertidige gener ved patientskaden. - Varigt mén for de vedvarende gener, patientskaden gav. - Tabt arbejdsfortjeneste, hvis man mistede indtægt - Erhvervsevnetab, hvis man helt eller delvist - mistede evnen til at arbejde og tjene penge Reglerne om, hvilken erstatning der kan gives, findes i erstatningsansvarsloven. En eller flere afgørelser fra Patienterstatningen Patienterstatningen kan nogle gange gøre hele erstatningen op, det vil sige tage stilling til alle erstatningsposterne, i samme afgørelse som den, hvor de tog stilling til, om der var en patientskade. Eller de kan opgøre erstatningsposterne i én eller flere senere afgørelser. Patienterstatningen træffer afgørelse om de enkelte erstatningsposter, så snart de kan. Men ofte kan de kun tage stilling til nogle erstatningsposter og er nødt til at indhente og afvente yderligere oplysninger (for eksempel kvitteringer for udgifter, speciallægeerklæring eller lønsedler) for at tage stilling til de andre erstatningsposter. I mange sager træffer Patienterstatningen derfor to eller flere afgørelser, før de har taget stilling til alle erstatningsposterne, og sagen dermed er helt afsluttet. Klage over Patienterstatningens afgørelse Når Patienterstatningen træffer en afgørelse, skriver de til sidst i afgørelsen, at parterne kan klage over afgørelsen til Patientskadeankenævnet. Samtidig forklarer de i afgørelsen, at Patientskadeankenævnet kan tiltræde eller ændre afgørelsen, så erstatningen forhøjes eller nedsættes. De skriver også, at nævnet kan ændre den oprindelige afgørelse, så hele erstatningen bortfalder og skal betales tilbage. Hver gang Patienterstatningen træffer afgørelse i en sag, kan sagens parter klage over afgørelsen. Det skal altid ske inden for en frist på tre måneder. Når fristen på tre måneder er udløbet for hver enkelt afgørelse, har parterne ikke længere et krav på at få denne afgørelse prøvet i ankenævnet. De parter, der kan klage, er patienten og regionen (eller et forsikringsselskab). I nogle tilfælde kan andre også have ret til at klage. Patientskadeankenævnets prøvelse 30

31 Patientskadeankenævnet prøver (vurderer) selvstændigt de sager, som patienten eller regionen/forsikringsselskabet klager over. Det betyder, at ankenævnet i sin afgørelse kan komme frem til noget andet, end Patienterstatningen kom frem til. Ankenævnet kan ændre afgørelsen både til fordel og til skade for klager. Når Patientskadeankenævnet modtager en klage over en afgørelse, så ser ankenævnet af egen drift på, om patienten er påført en patientskade. Det skyldes, at ankenævnet er berettiget til at træffe den rigtige afgørelse. Sådan er det også, selvom der slet ikke er klaget til Patientskadeankenævnet over den oprindelige afgørelse om, at der kan anerkendes en patientskade. I en sag, hvor en af parterne kun har klaget over en senere afgørelse om en erstatningspost, vil Patientskadeankenævnet alligevel altid sikre sig, at patienten overhovedet er påført en patientskade, som der kan gives erstatning for. Nogle gange klages der over en afgørelse, hvor Patienterstatningen både har afgjort, at patienten er påført en patientskade, og har beregnet erstatningen. Her ser Patientskadeankenævnet også på, om patienten er påført en patientskade, selvom klagen egentlig kun går på selve erstatningen. Når en patient klager over en afgørelse fra Patienterstatningen, fordi denne mener, at det varige mén skal være højere, kan ankenævnet derfor komme frem til, at der slet ikke er en patientskade. Det betyder, at patienten slet ikke har ret til erstatning. Det gælder, uanset om Patienterstatningen anerkendte en patientskade i samme afgørelse som det varige mén eller anerkendte en patientskade i en tidligere afgørelse. Patientskadeankenævnet har også altid lov til at ændre selve den afgørelse, der er klaget over. Det kan ske både til fordel og til skade for den part, som har klaget. Ankenævnet er berettiget til at tage stilling til alle de erstatningsposter, der er med i den afgørelse, der er klaget over. Ankenævnet kan derfor forhøje eller nedsætte alle erstatningsposter i afgørelsen, selvom klageren ikke har klaget over alle erstatningsposterne. Hvis en afgørelse indeholder flere erstatningsposter, vil ankenævnet dog normalt kun tage stilling til den eller de erstatningsposter, der er klaget over. Hvor fremgår det, at en afgørelse kan ændres til skade for klager Højesteret fastslog i en principiel dom fra 2005 (U ), at Patientskadeankenævnet har ret til ændre en tidligere ikke påklaget afgørelse, hvori Patienterstatningen anerkendte en patientskade, hvis nævnet mener, at afgørelsen er forkert. Højesterets begrundelse var, at sager om patientskader har to parter med modsatrettede interesser. På den ene side er der patienten, som gerne vil have erstatning. På den anden side er der regionen eller forsikringsselskabet, som skal betale erstatningen. Ankenævnet skal altid varetage begge parters interesse og træffe den rigtige afgørelse, uanset hvem af parterne der har klaget over afgørelsen. Hvis der ikke er grundlag for erstatning 31

32 Hvis Patientskadeankenævnet kommer frem til, at betingelserne for at anerkende en patientskade ikke er opfyldt, så ændrer nævnet afgørelsen til skade for patienten. Det kaldes reformatio in pejus. Det betyder, at ankenævnet ændrer Patienterstatningens afgørelse, så patienten slet ikke er påført en patientskade. I ankenævnets afgørelse bliver Patienterstatningens eventuelle senere afgørelser om erstatning også ophævet, fordi de ikke skal gælde længere. Der er nemlig ikke grundlag for at give erstatning, når patienten slet ikke er påført en patientskade. Partshøring over Patientskadeankenævnets udkast til afgørelse Hvis det drejer sig om en sag, hvor Patienterstatningen først har truffet en afgørelse om, at patienten er påført en patientskade, og derefter i senere afgørelser har fastsat erstatningen, så følger Patientskadeankenævnet en særlig procedure. Sagen behandles på et møde i Patientskadeankenævnet. Her laver ankenævnet et udkast til afgørelse, som sendes i partshøring hos sagens parter normalt patienten og regionen. Partshøring betyder, at man får tilsendt en kopi af udkast til afgørelse og bliver opfordret til at komme med eventuelle bemærkninger inden en bestemt frist. Nævnet partshører i udkast til afgørelse i disse tilfælde, fordi sagens parter især patienten måske slet ikke havde grund til at komme med sine synspunkter om, hvorvidt denne var påført en patientskade. Parterne får nu lejlighed til at komme med bemærkninger til spørgsmålet om, hvorvidt patienten er påført en patientskade. Hvis der kommer bemærkninger fra en part til nævnets udkast til afgørelse, så bliver de inddraget i Patientskadeankenævnets vurdering, før den endelige afgørelse træffes. Når patienten modtager Patientskadeankenævnets udkast til afgørelse, kan patienten også vælge at bede ankenævnet om at slutte sagen uden at træffe afgørelse (hæve sagen). Så sender ankenævnet denne anmodning i partshøring hos den anden part i sagen - ofte regionen. Hvis regionen modsætter sig, at sagen sluttes uden afgørelse, så træffer Patientskadeankenævnet en afgørelse i sagen. Her betyder det ikke noget, om regionen selv har indgivet en klage i sagen eller ej. For når først Patientskadeankenævnet behandler sagen, kan begge sagens parter efter nævnets faste praksis kræve, at der træffes en endelig afgørelse. Hvis det drejer sig om en afgørelse, hvor Patienterstatningen både har afgjort, at patienten er påført en patientskade, og har beregnet erstatningen, så sender Patientskadeankenævnet efter nævnsmødet sin afgørelse direkte ud til sagens parter uden først at parthøre over et udkast. I de tilfælde ved parterne, at der er klaget over den afgørelse, hvor der også blev taget stilling til, om patienten var påført en patientskade. De bør derfor være forberedte på, at nævnet kan ændre alle dele af den påklagede afgørelse både til fordel for og til skade for klageren. Når sagen starter i ankenævnet, er parterne opfordret til at komme med bemærkninger til klagen. Tilbagebetaling af erstatning 32

33 Når Patientskadeankenævnet træffer afgørelse om, at en patient slet ikke er påført en patientskade, bortfalder retten til erstatning. Hvis regionen eller forsikringsselskabet har udbetalt erstatning til patienten, kan de vælge at kræve pengene betalt tilbage. Patientskadeankenævnet afgør ikke, om erstatningen kan kræves tilbage. Den beslutning træffes af den part, der har udbetalt pengene, det vil sige regionen eller forsikringsselskabet. Muligheden for at kræve pengene betalt tilbage findes i almindelige, uskrevne grundsætninger om tilbagebetaling (condictio indebiti). Hvis regionen eller forsikringsselskabet kræver pengene tilbage, og patienten ikke er enig i det, er der en uenighed, som i sidste ende kan afgøres af domstolene. Prøvelse af Patientskadeankenævnets afgørelse Når Patientskadeankenævnet har afgjort sagen, er der ikke flere klagemuligheder i det administrative system. Hvis man er uenig i Patientskadeankenævnets afgørelse, er det dog muligt at få prøvet sagen ved domstolene. Det sker ved, at man eventuelt i samarbejde med en advokat - indgiver en stævning ved byretten, hvor man bor, inden seks måneder efter afgørelsen. Domstolene vil så vurdere, om Patientskadeankenævnets afgørelse er rigtig. 33

34 5.5 Tortgodtgørelse til efterladte Erstatningsansvarsloven har, siden den trådte i kraft i 1984, indeholdt en bestemmelse om, at den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort. Det blev også muligt, at nærtstående pårørende i særlige tilfælde kan få en tortgodtgørelse, da 26 a i 2003 blev indført i erstatningsansvarsloven. Bestemmelsen lyder: 26 a. Den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens død, kan pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær. Stk. 2. Ved vurderingen af, om der skal betales godtgørelse efter stk. 1, og ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse, skal der lægges særlig vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som må antages at være påført den eller de efterlevende. Som det fremgår af bestemmelsens ordlyd kan pålægges, er der tale om en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Flere betingelser skal være opfyldt, for at bestemmelsen kan bruges: 1) For det første skal den skadelidte være død som følge af den skadevoldende handling. På patientskadeområdet betyder det, at døden skal være anerkendt som en skade, der giver ret til erstatning, efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. 2) For det andet skal man som pårørende have stået den afdøde særlig nær. Her tænkes der ifølge forarbejderne til loven særligt på ægtefæller, samlevende eller på hjemmeboende mindreårige børn og deres forældre. Derimod vil der normalt ikke være grundlag for at tilkende en godtgørelse i tilfælde, hvor der er tale om voksne børn, der er flyttet hjemmefra eller forældre til disse. 3) For det tredje skal døden være forvoldt forsætligt (det vil sige med vilje) eller ved grov uagtsomhed. Når uagtsomheden vurderes, kan der ifølge forarbejderne til loven tages udgangspunkt i, om skadevolderens adfærd indebar en indlysende fare for den indtrådte skade. 4) For det fjerde skal dødsfaldet være forvoldt under omstændigheder, der normalt må forventes at påføre de efterladte ekstraordinær lidelse eller krænkelse ud over, hvad dødsfaldet i sig selv påfører nærtstående af sorg og savn. Derfor er der tale om en generel vurdering af dødsfaldets egnethed til at medføre en sådan særlig belastning for de efterladte, og ikke en konkret vurdering af om de efterladte rent faktisk er blevet påført en særlig belastning. 34

35 Bestemmelsen 26 a er ifølge forarbejderne blandt andet tænkt anvendt i situationer, hvor dødsfaldet er forvoldt på en særlig brutal måde. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis offeret var udsat for omfattende vold eller seksuelle overgreb inden døden, døde på en særlig pinefuld måde, eller hvis skadevolderen udviste grov hensynsløshed. Bestemmelsen kan også anvendes i tilfælde, hvor de efterladte var til stede, da ofret blev dræbt, eller var til stede umiddelbart efter. Forarbejderne forudsætter, at reglen navnlig anvendes i tilfælde, hvor dødsfaldet blev forvoldt under omstændigheder, der samtidig indebærer en overtrædelse af straffelovens regler om beskyttelse af menneskers liv og legeme (f.eks. straffelovens 237 om drab, 246 om grov vold med døden til følge eller 252 om fremkaldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed). På området for patientskader er der endnu ikke udbetalt tortgodtgørelse til efterladte efter 26 a. Patientskadeankenævnet har dog i flere tilfælde taget stilling til, om bestemmelsen kunne anvendes. Herunder følger en række eksempler på afgørelser og domme om 26 a. Ankenævnet fandt i alle sagerne, at dødsfaldet var en følge af ansvarspådragende adfærd, fordi behandlingen ikke stemte overens med, hvordan en erfaren specialist på området ville have handlet, jf. klage- og erstatningslovens 20, stk. 1, nr. 1 (inden 1. januar 2007 patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1). J.nr. 07/1198: En fødsel blev sat i gang, og barnet døde, fordi behandlingen på sygehuset ikke stemte overens med den erfarne specialists standard. Ankenævnet lagde blandt andet vægt på, at sygehuset på intet tidspunkt foretog skalp PH måling på barnet for at vurdere, om der var iltmangel. Sygehuset overvågede heller ikke tilstrækkeligt sidst i fødselsforløbet, mens man målte barnets hjerterytme under veerne (CTG). Ankenævnet fandt dog, at der ikke var grundlag for at yde godtgørelse efter 26 a, fordi dødsfaldet hverken var forvoldt på en særlig brutal eller krænkende måde. J.nr. 08/1130: En kvinde udviklede blodforgiftning på grund af infektion i et større sår på benet og døde. Patienterstatningen fandt, at kvinden døde, fordi der ikke var optimal blodprøvekontrol og behandling. Patientskadeankenævnet fandt, at der trods den fatale fejl ikke var grundlag for at yde godtgørelse efter 26 a. Dødsfaldet var hverken forvoldt på en særlig brutal eller krænkende måde. Dødsfaldet skete derfor ikke under sådanne kvalificerende omstændigheder, at de efterladte efter en generel vurdering var påført lidelse eller krænkelse i særlig grad. Højesterets dom af 4. maj U H (j.nr. 05/828): En 20-årig mand fik under en operation afklemt blodforsyningen til tynd- og tyktarm. Efter operationen blev manden tiltagende dårlig, men sygehuset foretog ikke de nødvendige undersøgelser og indgreb for at diagnosticere og behandle skaden. Manden døde derfor 11 dage senere, mens hans forældre overværede det. Patientskadeankenævnet fandt på baggrund af forarbejderne og foreliggende retspraksis, at der ikke var grundlag for at yde godtgørelse efter 26 a til forældrene. 35

36 Forældrene indbragte afgørelsen for domstolene, men Vestre Landsret afviste sagen ved dom af 27. marts Landsretten fandt, at Patientskadeankenævnet ikke havde kompetence til at behandle spørgsmålet, om hvorvidt pårørende til en afdød patient kan tilkendes en godtgørelse efter 26 a. Landsretten kom dog med en tilkendegivelse om, at hvis retten skulle have taget stilling til sagen, ville den have frifundet Patientskadeankenævnet for kravet om godtgørelse efter 26 a. Forældrene ankede sagen til Højesteret, der ved dom af 4. maj 2009 fandt, at patientforsikringsordningen også omfatter godtgørelse til efterladte efter 26 a. Højesteret fandt, at betingelser for at tilkende godtgørelse efter 26 a ikke var opfyldt. Retten lagde vægt på oplysningerne om behandlingsforløbet, og de lægelige fejl der blev begået. Vestre Landsrets dom af 25. februar 2013 (j.nr. 07/1110): En yngre mand blev bragt til et sygehus med ambulance i bevidstløs tilstand. Efter ankomsten udviklede han hjertestop. Det blev opdaget så sent, at man efter genoplivningen konstaterede, at han ikke kunne overleve på grund af massivt organsvigt. I samråd med familien blev det derfor besluttet at slukke for respiratoren, og manden døde. Han havde indtaget alkohol, og en obduktion viste, at han også havde sniffet heroin i en høj koncentration. Nævnet fandt, at manden ikke med overvejende sandsynlighed ville være død, hvis han var blevet observeret og behandlet korrekt på sygehuset. Ankenævnet fandt dog ikke grundlag for at yde godtgørelse efter 26 a, fordi dødsfaldet hverken var forvoldt på en særlig brutal eller krænkende måde. Forældrene indbragte afgørelsen for domstolene, og Vestre Landsret fandt ligesom Retten i Århus at forældrene til den afdøde yngre mand ikke havde krav på godtgørelse for tort efter 26 a. Byretten fandt, at der ikke var tvivl om, at den yngre mands død og omstændighederne ved dødsfaldet havde påført forældrene en betydelig følelsesmæssig belastning. Det behandlende personale havde udvist grov uagtsomhed. Retten antog dog, at der ikke var så kvalificerende omstændigheder, at der var grundlag for at yde godtgørelser efter 26 a. Dødsfaldet havde ikke påført forældrene en sådan følelsesmæssig belastning, at det rakte ud over den sorg og det afsavn, der normalt forbindes med at miste en søn. Retten fandt, at den yngre mand ikke havde været udsat for grov hensynsløshed under behandlingen, og at dødsfaldet ikke var sket på en særlig krænkende eller pinefuld måde. Retten lagde også vægt på, at forældrene ikke selv var til stede, da sønnen blev indbragt på sygehuset, og natten inden han døde. Landsretten henviste til de grunde, som byretten anførte. Forældrene gjorde, da sagen blev behandlet i landsretten, gældende, at de havde overværet dødsfaldet, fordi de var til stede, da respiratoren blev slukket. Landsretten fandt dog, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at forældrene efter de ansvarspådragende forhold var sket var til stede på sygehuset, da deres søn blev behandlet og senere døde. Retten i Glostrups dom af 18. november 2013 (j.nr. 2011/1216): En 75-årig kvinde med sklerose blev indlagt med brud på den ene knæskal efter at være faldet ud af sin kørestol. Da hun blev indlagt, var hendes mave desuden voldsomt udspilet mave på grund af forstoppelse gennem længere tid. På sygehuset kunne man ikke umiddelbart finde årsagen til kvindens forstoppelse, og det lykkedes hel- 36

37 ler ikke at afhjælpe den. Efter fem dage opererede man for at finde årsagen. Under operationen bristede tarmen, som var voldsomt udspilet. Kvinden udviklede derfor svær betændelse i bughinden og deraf følgende blodforgiftning. Hun blev overført til intensiv afdeling, hvor hun var indlagt frem til sin død cirka en måned senere. Det samlede sygeforløb varede i 32 dage. Patienterstatningen fandt, at erfaren specialist ville have opereret kvinden to dage tidligere. Tarmbristningen, det efterfølgende infektionsforløb og dødsfaldet kunne så med overvejende sandsynlighed være undgået. Sagen blev også behandlet i klagesystemet. Her fandt Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, at to læger handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard. Kvindens to døtre krævede at få tortgodtgørelse efter 26 a, men det blev afvist af både Patienterstatningen og Patientskadeankenævnet. Kvindens ene datter anlagde sag mod Patientskadeankenævnet og gjorde blandt andet gældende, at hun var særligt nærtstående i lovens forstand. Hun havde på grund af forældrenes skilsmisse boet alene sammen med sin mor, fra hun var 10 til 22 år, hvor hun flyttede hjemmefra. Hun havde efterfølgende fortsat tæt daglig kontakt med moren, og på grund af morens sygdom hjalp hun hende med praktiske ting. Hun og moren var afhængige af hinanden, og en psykolog bekræftede, at moren og datteren havde et nærmest symbiotisk forhold. Endvidere bekræftede psykologen, at datteren var svært belastet af morens død og den måde, hun døde på. Retten fandt, at der ikke var et sådan særligt forhold mellem moren og datteren, at datteren var omfattet af den personkreds, der kan tilkendes godtgørelse efter 26 a. Retten lagde vægt på, at datteren var flyttet hjemmefra som cirka 20-årig, og at hun var 42 år gammel, da moren døde. Retten fandt det heller ikke godtgjort, at dødsfaldet var forvoldt ved grov uagtsomhed eller under sådanne omstændigheder, at det indebar en særlig belastning eller krænkelse af de efterladte. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet. Konklusion De nævnte afgørelser og domme er konkrete eksempler på den vurdering, som skal ske i hver enkelt sag. Som det fremgår, fortolkes kravene til, hvornår man er nærtstående i lovens forstand, ganske restriktivt. Der skal ganske meget til, for at kravet om, at dødsfaldet skal være forvoldt ved grov uagtsomhed, er opfyldt. Den omstændighed, at behandlingen var under den erfarne specialists standard eller endda under normen for almindelig anerkendt faglig standard, er ikke tilstrækkelig til at fastslå, at dødsfaldet kan tilskrives grov uagtsomhed eller grov hensynsløshed. Der skal også meget til, før et patientforløb med fatal udgang belaster de efterladte så meget, at det er en ekstraordinær lidelse eller krænkelse ud over, hvad dødsfaldet i sig selv påfører nærtstående af sorg og savn. 37

38 6 Sager ved domstolene Hvis man ikke er tilfreds med en afgørelse fra Patientskadeankenævnet, kan man indbringe afgørelsen for retten. Det sker normalt ved, at man kontakter en advokat, som indgiver stævning og i øvrigt fører sagen i retten. Stævning indgives ved byretten, hvor man bor. Sagsanlæg skal ske inden 6 måneder, efter at afgørelsen er modtaget. For at få behandlet en sag ved domstolene skal den administrative rekurs være udtømt, det vil sige, at klageadgangen skal være udnyttet. Det betyder, at Patientskadeankenævnet skal have behandlet den eller de erstatningsposter, man vil have prøvet ved retten. Det kræver retlig interesse at sagsøge Patientskadeankenævnet, og i langt de fleste af retssagerne er det patienter eller deres efterladte, som er sagsøgere. Det er ret sjældent, at det er den professionelle part i en patientskadesag (normalt regionen), der er sagsøger. En tidligere højesteretsdom fastslår, at Patienterstatningen ikke har søgsmålskompetence i en patientskadesag. Den rette sagsøgte i en patientskadesag er Patientskadeankenævnet. Både Patienterstatningen og Sundhedsministeriet er tidligere sagsøgt, hvor retten afviste sagerne. Patientskadeankenævnet er en selvstændig juridisk enhed, og selvom sekretariatsbetjeningen nu foregår i Patientombuddet, er det fortsat Patientskadeankenævnet og ikke Patientombuddet, der er rette sagsøgte i patientskadesagerne. Det er Kammeradvokaten, der fører Patientskadeankenævnets retssager. Hvis man ikke kan få fri proces eller retshjælpsdækning, er der omkostninger ved at indbringe en sag for retten. Hvis man får medhold i sagen mod Patientskadeankenævnet, bestemmer retten imidlertid normalt, at Patientskadeankenævnet skal betale sagsøgers sagsomkostninger. I 2014 blev der anlagt 205 retssager, hvilket dækker over både helt nye sagsanlæg og anker. Det kan umiddelbart virke som et ret højt antal, men det skal ses i forhold til det samlede antal sager, som Patientskadeankenævnet afgør. I 2014 traf Patientskadeankenævnet afgørelser, hvilket svarer til, at cirka 7% af sagerne blev indbragt for retten. Afsluttede sager I 2014 blev der afsluttet 129 sager ved retten. Af dem blev 47 sager ført helt til ende, og der blev afsagt dom, mens sagsøger i 82 sager hævede sagen undervejs. Der kan være forskellige årsager til, at en sagsøger hæver en sag. Det kan være, fordi der ikke opnås fri proces eller retshjælpsdækning. Det kan være, at en udtalelse fra Retslægerådet og/eller Arbejdsskadestyrelsen betyder, at udsigten til at vinde sagen er ringe. Det kan også være, fordi Patientskadeankenævnet under retssagen har gen- 38

39 optaget den administrative sagsbehandling og truffet en ny afgørelse, som giver sagsøger helt eller delvist medhold. Da der i 2014 blev indbragt flere sager for retten, end der blev afsluttet, steg antallet af verserende sager i forhold til året før. Ved udgangen af 2013 verserede der 355 sager ved domstolene, mens tallet ved udgangen af 2014 var 431. Figuren herunder viser, hvor mange retssager der er indbragt og afsluttet de sidste år. Retssager Indbragte sager Hævet af parterne Domme Heraf sager tabt af nævnet Afsluttede sager Nævnsafgørelser I alt afgjorte sager Figur 4: Antal retssager, der er indbragt og afsluttet. Udfaldet af sagerne Patientskadeankenævnet er frifundet ved de fleste domme afsagt i I otte af de 47 domme blev Patientskadeankenævnet dog dømt, hvilket svarer til 17% af de afsagte domme. Det er måske overraskende, at patienterne ikke får medhold i flere sager. Det er der imidlertid flere forklaringer på. Én væsentlig faktor er, at Patientskadeankenævnet følger retssagen nøje og genoptager sagen, hvis der fremkommer nye oplysninger, der viser, at patienten har helt eller delvist ret i sin påstand. Nye oplysninger i en sag er typisk en udtalelse fra Retslægerådet eller Arbejdsskadestyrelsen, som ikke harmonerer med nævnets afgørelse. Hvis Patientskadeankenævnet genoptager sagen og træffer en ny afgørelse, vil sagsøger typisk hæve sagen eller i hvert fald tilpasse påstanden. Retssystemet i Danmark består af 24 byretter, 2 landsretter og Højesteret. Der er tale om et to-instans system, der betyder, at det er muligt at anke en afsagt dom til en højere instans. Kun ved helt særlige omstændigheder, og hvis Procesbevillingsnævnet tillader det, kan en sag prøves i tre instanser. Indtil 2007 skulle sager mod Patientskadeankenævnet anlægges ved landsretten. Det betød, at det automatisk var muligt at anke til Højesteret. En domstolsreform i 2007 ændrede instansordningen i civile sager. Formålet var blandt andet at sikre en mere hensigtsmæssig brug af ressourcer ved domstolene, så Højesteret i højere grad kunne 39

40 koncentrere sig om at behandle principielle sager. Siden 2007 skal man derfor anlægge sager mod Patientskadeankenævnet ved byretten. Det betyder, at der kun kan ankes til landsretten. Dermed kan sager som nævnt kun i særlige tilfælde ankes til Højesteret. Der verserer stadig ganske få retssager mod Patientskadeankenævnet, som er anlagt ved landsretten som 1. instans før De sager kan derfor ankebehandles af Højesteret. Der er i 2014 afsagt en sådan højesteretsdom. Det kan tage lang tid at få en sag afgjort i retssystemet, især hvis sagen skal igennem flere instanser. Typisk tager det cirka et par år pr. instans. Det skyldes hovedsageligt en kombination af, at sagerne normalt forelægges Retslægerådet en eller flere gange, at sagerne også af og til også forelægges Arbejdsskadestyrelsen, og at der er ventetid på at få hovedforhandlet sagerne ved retterne (berammelsestid). Byretten kan efter anmodning i visse tilfælde henvise sager af principiel karakter til behandling i landsretten som 1. instans, det sker dog i praksis ret sjældent. De afsagte domme i 2014 fordeler sig sådan, at 40 er afsagt af byretten (1. instanssager), 6 er afsagt af landsretten (ankesager) og 1 er afsagt af Højesteret (ankesag, hvor sagen før 2007 var anlagt ved landsretten som 1. instans). Hvad handlede de afsagte domme om Alle domme, hvor Patientskadeankenævnet har været part, findes på Patientombuddets hjemmeside, både i et kort referat og i fuld ordlyd. Herunder beskriver vi, hvad dommene i 2014 handlede om. Godt halvdelen af de afsagte domme i 2014 gik på spørgsmålet om, hvorvidt der var sket en patientskade. Cirka en tredjedel vedrørte spørgsmålet om, hvordan en eller flere erstatningsposter skulle opgøres. De sidste få domme, der svarer til knap 15%, berørte andre spørgsmål om for eksempel genoptagelse, forældelse eller dækningsområde. Patientskadeankenævnet var i 2014 part i en meget medieomtalt retssag om afgrænsningen af dækningsområdet for patientskadeordningen. Sagen handlede om, hvorvidt en behandling hos en kiropraktor var omfattet af patientskadeordningen, når behandlingen var ydet som led i en arbejdsgiverbetalt sundhedsordning. Patienterstatningen og Patientskadeankenævnet afgjorde, at den pågældende behandling ikke var omfattet. Byretten var enig i denne fortolkning af reglerne, men landsretten fandt ved en dom i 2014, at behandlingen var omfattet af patientskadeordningen. Vi beskriver problemstillingen og dommen i afsnit 5.1. Domme om, hvorvidt der var sket en patientskade 27 af de 47 domme gik på spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet var sket en patientskade (såkaldt ansvarsgrundlag). Det er tilfælde, hvor Patientskadeankenævnet ikke anerkender, at der er sket en patientskade, og hvor der af patienten eller de ef- 40

41 terladte er indbragt en sag for retten med påstand om, at Patientskadeankenævnet skal anerkende en patientskade. I nogle af retssagerne om ansvarsgrundlag var det centrale spørgsmål, om der var sket en skade som følge af behandlingen. Det er nemlig en af flere betingelser for at få anerkendt en patientskade. Det var tilfældet i godt halvdelen af sagerne. I den anden del af sagerne om ansvarsgrundlag stod det klart, at der var sket en skade som følge af behandlingen, og omdrejningspunktet var derfor, om den anden betingelse for at få anerkendt en patientskade var opfyldt. Det var knap halvdelen af sagerne om ansvarsgrundlag. Hvis patienten er påført en skade, er det nemlig muligt at få erstatning, hvis skaden med overvejende sandsynlighed er sket på en af følgende fire måder: 1. En erfaren specialist ville i samme situation have handlet anderledes, og skaden ville derved være undgået. 2. Skaden skyldes fejl/svigt i apparatur eller lignende. 3. Skaden ville være undgået ved en anden lige så effektiv behandlingsteknik eller metode. 4. Skaden er en meget sjælden og alvorlig komplikation i forhold til den sygdom, patienten blev behandlet for, og skaden går ud over, hvad man med rimelighed bør tåle. Emnet i de fleste af retssagerne om de betingelser var, om en erfaren specialist ville have handlet anderledes, og/eller om der var påført en sjælden og alvorlig komplikation. Domme om erstatningens beregning 14 af de 47 afsagte domme i 2014 vedrørte selve erstatningsberegningen. Det er sager, hvor patienten har fået anerkendt en patientskade og har fået opgjort erstatningen. De domme handler derfor om sager, hvor patienten mener at have ret til en højere erstatning, end den der er fastsat af Patientskadeankenævnet. Når en patient får anerkendt en patientskade, opgøres erstatningens størrelse efter erstatningsansvarsloven. Det er blandt andet muligt at få erstatning for svie og smerte, varigt mén, tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. 41

42 7 Læring mv. 7.1 Patientskadeankenævnet og Læringsenheden Patientskadeankenævnet bidrager løbende på forskellig vis til Patientombuddets læringsaktiviteter. Formålet er at Læringsenheden via alle dele af Patientombuddet, herunder også Patientskadeankenævnets- og Lægemiddelskadeankenævnets arbejde, kan skabe et overblik over problemområder, der kan indgå i en samlet prioritering af forslag til indsatsområder. Senest har Patientskadeankenævnets og Lægemiddelskadeankenævnets sekretariat (Erstatningscenteret) i 2014 medvirket med eksempler fra erstatningssagerne, som blev anvendt i en temarapport om observation af patienter på sygehuse. 7.2 Internationalt samarbejde Der har igennem årene siden erstatningsordningens start været et vist samarbejde mellem de nordiske patientforsikringer og patientskadeankenævn. Samarbejde er muligt, fordi de nordiske patientskadeordninger i grove træk er bygget over samme læst, og der er en lang række ligheder. De nordiske patientskadeankenævn har ud over et fælles lovgrundlag en række fælles udfordringer som ankeinstanser. Derfor blev der i 2003 taget initiativ til at formalisere samarbejdet, så man kunne drage nytte af at udveksle erfaring og viden på mere systematisk vis. Fra 2004 er der afholdt konferencer hvert andet år, hvor de nordiske patientskadeankenævn deltager. Sverige, Norge, Finland og Danmark deltager med hver sin delegation, der består af nævnsformænd og sekretariatsmedarbejdere. Typisk deltager hvert land med cirka ti personer. Hver konference består af en vekselvirkning mellem plenumindlæg og gruppedebat om diverse emner, hvilket sikrer en effektiv erfaringsudveksling for samtlige deltagere. De år, hvor der ikke er konferencer, er der formøder med en mere snæver deltagerkreds på cirka tre personer fra hvert land. Det primære formål med formøderne er at fastlægge programmet for næste års konference, ligesom hvert land fremlægger en situationsrapport, som danner grundlag for diverse drøftelser og erfaringsudveksling. I 2014 var det danske patientskadeankenævn vært for den fælles nordiske konference for patientskadeankenævn. Konferencerne og formøderne giver alle et stort udbytte og danner grundlag for, at landene også drøfter diverse problemstillinger og vidensdeler i løbet af året. Inden for de sidste par år har det danske patientskadeankenævn haft mulighed for at dele viden om den model, som man i Danmark anvender ved jævnlige kvalitetsundersøgelser og brugertilfredshedsundersøgelser. Undersøgelserne har til formål at højne kvaliteten af sagsbehandling og afgørelser. Der har også fra de andre nordiske lande 42

43 været stor interesse for at høre om, hvordan man i Danmark tilrettelægger sagsbehandlingen, så man kan opretholde en kort sagsbehandlingstid på gennemsnitlig mindre end et halvt år. Endelig har Danmark inspireret flere af de andre lande på den elektroniske front, herunder i forhold til at afholde elektroniske nævnsmøder, hvor akterne kun foreligger elektronisk, og hvor nævnsmedlemmerne ved møderne bruger bærbare computere. Det danske patientskadeankenævn nyder også godt af de andre landes erfaringer på flere områder. Danmark har i 2014 blandt andet udvekslet erfaringer med Norge om måden at håndtere retssagerne på. Det svenske patientskadeankenævn er i øjeblikket også ved at udarbejde en fremstilling af alle de nordiske landes regelsæt og tilhørende praksis, et arbejde som Danmark deltager aktivt i. 7.3 Kvalitetsudvikling - brugertilfredshedsundersøgelse Patientskadeankenævnet arbejder løbende på at sikre og udvikle kvaliteten i afgørelserne. I 2014 undersøgte Patientskadeankenævnet derfor, som sekretariat for Patientskadeankenævnet, brugernes tilfredshed. Formålet var at undersøge tilfredsheden med den sproglige udformning af ankenævnets afgørelser og information/service i forbindelse med sagsbehandlingen. Metode Undersøgelsen blev gennemført i perioden fra april til november 2014 via et spørgeskema, som blev sendt ud til brugerne, når deres sag blev afsluttet. Patientskadeankenævnet har tidligere gennemført brugertilfredshedsundersøgelser, men denne undersøgelse adskilte sig fra de tidligere ved at have en større stikprøve. Behovet for den større stikprøve skyldtes, at det stigende antal nævnsafgørelser gør det nødvendigt at inddrage flere brugere, så konklusionerne kunne drages med rimelig statistisk sikkerhed. Spørgeskemaet blev sendt til patienter og professionelle partsrepræsentanter (typisk advokater). Der blev også gennemført interviews med seks personer fra regionerne, som beskæftiger sig med Patientskadeankenævnets afgørelser. Resultat Den samlede svarprocent for undersøgelsen er på 21,2 procent. Undersøgelsen viser overordnet, at brugere, som fik medhold i deres klage, på alle punkter er mere tilfredse, end de brugere, som ikke fik medhold. Det ser også ud, som om de professionelle partsrepræsentanter (typisk advokater) på alle punkter er markant mere tilfredse, end de patienter som selv påklagede en sag til ankenævnet. Undersøgelsen viser, at 72% af brugerne mener, at Patientskadeankenævnets afgørelse er skrevet i et sprog, der er let at forstå. 43

44 Når det gælder information, finder 86% af brugerne, at de blev tilstrækkelig informeret om sagsgang mv., da de indgav klagen. Færre brugere (64%) svarer, at de under sagens forløb blev tilstrækkeligt informeret om, hvad Patientskadeankenævnet foretog sig i sagen. Endvidere mener 92% af de brugere, som henvendte sig telefonisk til Patientskadeankenævnet, at de blev behandlet tilfredsstillende. Hjemmesiden blev generelt vurderet positivt. 82% oplevede, at siden var overskuelig og let at finde rundt på. Tilsvarende oplevede 79%, at der var hurtig adgang til information, og 74% oplevede, at de fandt oplysningerne, som de søgte. Endelig mente 84%, at hjemmesiden var skrevet i et sprog, der er let at forstå. Der er på trods af en række gode resultater stadig forbedrings- og udviklingspotentiale for Patientskadeankenævnet. Brugerundersøgelsens resultater vil danne grundlag for løbende at forbedre ankenævnets afgørelser, når det gælder sproget. Der er i tråd hermed planlagt et større sprogprojekt for Patientombuddet i Undersøgelsens resultater vil også danne grundlag for at videreudvikle den information og service, som klagerne får i forbindelse med ankenævnets sagsbehandling. Dog er det ikke realistisk at stræbe efter en tilfredshed på 100% på alle punkter. Undersøgelsen viser nemlig, at der er en direkte sammenhæng mellem resultatet af en afgørelse og brugerens tilfredshed. Der vil altid være patienter, som ikke får det resultat af afgørelsen, som de havde håbet på, og som derfor - alt andet lige - vil være mindre tilfredse. Interesserede kan finde hele rapporten om brugertilfredshedsundersøgelsen, som er udarbejdet af konsulentfirmaet Efficiens på vegne af Patientombuddet, på Patientombuddets hjemmeside. 44