Entrepriseforsikringsbetingelsernes dækningsundtagelsers overensstemmelse med forsikringsaftaleloven

TBB2012.231 Entrepriseforsikringsbetingelsernes dækningsundtagelsers overensstemmelse med forsikringsaftaleloven Er entrepriseforsikringers sædvanlige dækningsundtagelser vedrørende fx»skade som skyldes tilsidesættelse af sædvanlige sikkerhedsforanstaltninger«eller»skade som følge af mangelfuldt arbejde«i strid med forsikringsaftaleloven? Advokat Allan Kvist-Kristensen og advokat Henrik Rise Jensen, Advokatfirmaet Erritzøe En stor del af danske forsikringsselskabers entrepriseforsikringsbetingelser indeholder generelle dækningsundtagelser vedrørende eksempelvis:»skade, der skyldes tilsidesættelse af sædvanlige sikkerhedsforskrifter«,»skade, der skyldes mangelfuldt arbejde«,»skade, der kunne være undgået ved iagttagelse af sædvanlige sikkerhedsforskrifter«,»skade, der kunne være undgået ved mere hensigtsmæssig udførelsesmåde«. Retten på Frederiksberg har den 10. januar 2012 afsagt dom i Flintholm Have-sagen (BS A-1006/2010), der belyser, om sådanne generelle dækningsundtagelser er i overensstemmelse med forsikringsaftalelovens (FAL) 18 og 51, og dermed om entrepriseforsikringsselskabet i praksis kan afvise dækning med henvisning til, at skaden skyldes grov uagtsomhed eller tilsidesættelse af sædvanlige sikkerhedsforskrifter eller mangelfuldt udført arbejde. 1. Sagen ved Retten på Frederiksberg I sagen opstod der skade på det igangværende byggeri ved Flintholm Have, da en 450 tons mobilkran væltede i forbindelse med aflæsning af kranens kontravægtsklodser. Kranen havde på tidspunktet for løftet helt indtrukne støtteben og kunne derfor kun løfte et bestemt antal ton. Kranføreren indtastede imidlertid ved en fejl en forkert støttebensindstilling til kranens computer, så kranens computer troede, at kranen havde udtrukne støtteben og derfor kunne løfte flere tons. Kranens computer afgav derfor ikke advarselssignal og standsede ikke kranen, inden den overskred den tilladte belastning. Kranen væltede herefter ind i det igangværende byggeri og forårsagede dermed skade på hovedentreprenørens entreprise. Bygherren havde tegnet entrepriseforsikring, der dækkede skade på byggeriet under opførelsen. Entreprenørerne var medsikrede på policen. Entrepriseforsikringsselskabet afviste blandt andet dækning med henvisning til en dækningsundtagelse i forsikringsbetingelserne, der lød:»dækningen omfatter ikke tab eller skade, som normalt betragtes som forudsigelig (forventelig) eller uundgåelig for det pågældende arbejde, eller som kunne undgås ved iagttagelse af sædvanlige sikkerhedsforanstaltninger eller ved anvendelse af en anden, mere hensigtsmæssig udførelsesmetode«. Herudover afviste entrepriseforsikringsselskabet dækning med henvisning til sikredes grove uagtsomhed, jf. FAL 18 og 20. Kranentreprenørselskabets maskinansvarsforsikringsselskab havde anerkendt dækning for skaden og udbetalt ca. kr. 1,1 mio. i erstatning til kranentreprenørselskabet mod at få transport i kranentreprenørselskabets krav mod entrepriseforsikringsselskabet. Der var ikke under sagen tvist om, hvorvidt kranentreprenørselskabet var erstatningsansvarligt for beløbet på ca. kr. 1,1 mio. over for hovedentreprenøren, der havde udbedret skaderne. Omdrejningspunkterne i sagen var således: 1) om der var dækning for skaderne under begge forsikringer, og 2) i givet fald, om den ene forsikring gik forud for den anden i dækningsmæssig henseende. Entrepriseforsikringsselskabet havde foruden afvisning af dækning gjort gældende, at dækningen under maskinansvarsforsikringen gik forud for dækningen under entrepriseforsikringen, da det fremgik af entrepriseforsikringsbetingelserne, at entrepriseforsikringen var subsidiær i forhold til entreprenørens erhvervsansvarsforsikring. Maskinansvarsforsikringsselskabet gjorde gældende, at dækningsundtagelsen vedrørende manglende iagttagelse af sædvanlige sikkerhedsforanstaltninger ikke var en objektiv risikoafgrænsning, da der var tale om en adfærdsregulerende handlingsklausul. Maskinansvarsforsikringsselskabet gjorde desuden gældende, at dækningsundtagelsens generelle formulering ikke overholdt bestemthedskravet i FAL 51. Trods dækningsundtagelsens ordlyd kunne entrepriseforsikringsselskabet derfor kun afvise dækning, hvis skaden skyldtes sikredes grove uagtsomhed, jf. FAL 18 og 20. Maskinansvarsforsikringsselskabet gjorde endvidere gældende, at kranføreren (der ikke havde ledelsesansvar i kranentreprenørselskabet) ikke identificeredes med kranentreprenørselskabet i relation til FAL 18 og 20, og at entrepriseforsikringsselskabet derfor ikke kunne afvise dækning med henvisning hertil, uanset om kranføreren havde forårsaget skaderne ved grov uagtsomhed eller ej. Endelig gjorde maskinansvarsforsikringsselskabet gældende, at dækningen under entrepriseforsikringen gik forud for dækningen under maskinansvarsforsikringen med henvisning til U 1996.1161 H. Retten vurderede, at dækningsundtagelsen i entrepriseforsikringen ikke var en objektiv risikoafgrænsning, og at bestemmelsen ikke overholdt bestemthedskravet i forsikringsaftalelovens 51 til at være en sikkerhedsforholdsregel. Entrepriseforsikringsselskabet kunne herefter kun afvise dækning, hvis skaden skyldtes sikredes grove uagtsomhed, jf. FAL 18 og 20. Retten anså det for ufornødent at vurdere, om kranføreren havde udvist grov uagtsomhed, da kranføreren ikke havde ledelsesansvar i kranentreprenørselskabet og derfor ikke identificeredes med kranentreprenørselskabet i henhold til FAL 18 og 20. Entrepriseforsikringsselskabet blev derfor pålagt at dække skaden. Retten fastslog endvidere, at dækningen under entrepriseforsikringen gik forud for dækningen under maskinansvarsforsikringen, og at entrepriseforsikringsselskabet derfor skulle betale fuld erstatning til maskinansvarsforsikringsselskabet. Som vi vil redegøre nærmere for nedenfor, indebærer dommen efter vores opfattelse, at entrepriseforsikringsselskaberne skal været meget omhyggelige med at præcisere i forsikringsaftalen, hvilke sikkerhedsforholdsregler medsikrede entreprenører skal overholde, hvis entrepriseforsikringsselskabet skal have mulighed for at afvise dækning med henvisning til simpel uagtsomhed udvist af entreprenørens medarbejdere. Dette gælder også, selv om der er tale om større entrepriser, hvor der potentielt er 10-20 medsikrede underentreprenører, og arbejdet Copyright 2012 Karnov Group Denmark A/S side 1

med at identificere relevante sikkerhedsforholdsregler forud for arbejdets påbegyndelse kan blive betydeligt. Nedenfor følger en kort redegørelse om teori og retspraksis vedrørende FAL 51 (afsnit 2), identifikationsproblemstillingen i FAL 51 ctr. FAL 18 og 20 (afsnit 3) og sondringen mellem objektive risikoafgrænsninger og sikkerhedsforholdsregler (afsnit 4). Retten på Frederiksbergs præmisser vil i lyset af teori og retspraksis blive behandlet mere udførligt i afsnit 5. Endelig vil vi sammenfatte retsstillingen og vurdere konsekvenserne heraf i afsnit 6. 2. Forsikringsaftalelovens bestemmelser Forsikringsaftalelovens 51 om sikkerhedsforholdsregler lyder:»er der i forsikringsaftalen givet pålæg om forholdsregler, der før forsikringsbegivenhedens indtræden skal iagttages for at forebygge denne eller formindske skadens omfang, og har den sikrede eller nogen, hvem det påhviler at påse forskrifternes gennemførelse, gjort sig skyldig i forsømmelse med hensyn til overholdelsen af sådant pålæg, har den sikrede kun krav mod selskabet, når og for så vidt det må anses godtgjort, at forsikringsbegivenhedens indtræden eller omfang ikke skyldes overtrædelse af disse forskrifter. Stk. 2. Aftale, der går ud på i videre omfang end angivet at fritage selskabet for ansvar, når sådanne forskrifter overtrædes, er uden retsvirkning«. Bestemmelsen fastslår for entrepriseforsikringers vedkommende, at forsikringsselskabet kan undtage dækning, hvis forsikringsselskabet forud for skaden har givet entreprenøren pålæg om forholdsregler, der skal iagttages for at forebygge eller formindske skader, og skaden skyldes manglende overholdelse heraf. Det er således tilstrækkeligt, at sikrede ved simpel uagtsomhed har tilsidesat forholdsreglen. Bestemmelsen fastslår endvidere, at det sikrede entreprenørselskab identificeres med de medarbejdere, som det påhviler at påse forskrifternes gennemførelse. Endelig fastslår bestemmelsens stk. 2, at den er beskyttelsespræceptiv - også over for erhvervsdrivende. Det er således ikke muligt for entrepriseforsikringsselskabet at indgå aftale med bygherren om, at dækning skal være undtaget i videre omfang, end hvad der følger af stk. 1. I betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven opsummeres det om bestemthedskravet i FAL 51, at der skal være tale om et pålæg, der indeholder en eller flere bestemte forholdsregler. Det vil sige, at det på en klar og tydelig måde skal være angivet, hvad det er, som undlades eller foretages, således at sikrede har mulighed for direkte af forsikringsbetingelserne at se, hvad der kræves af ham eller hende. Betænkningen fremhæver, at en bestemmelse, der i almindelige vendinger kræver, at sikrede skal gøre, hvad han eller hun kan for at forebygge skader, ikke er tilstrækkelig.(1) Den juridiske teori om FAL 51 i relation til erhvervsforsikringer er ganske begrænset.(2) Der kan blandt andet henvises til Jønsson & Kjærgaard, Dansk Forsikringsret, 8. udgave, 2003, side 330. Her anfører forfatterne, at der skal være tale om bestemte forholdsregler. Det er efter forfatternes opfattelse i orden, at der henvises til normer, vejledninger, regulativer mv., som den sikrede har kendskab til eller let kan få kendskab til. Men princippet bag FAL 51 er, at den sikrede skal have mulighed for direkte af forsikringsvilkårene at se, hvad det er han skal gøre eller ikke skal gøre. Forfatterne fremhæver ligesom betænkningen, at en klausul om, at sikrede»skal gøre hvad han kan for at undgå skade«eller lignende, ikke er tilstrækkelig. Fra retspraksis kan der henvises til følgende relevante afgørelser: I U 1988.811 Ø indeholdt forsikringsaftalen en bestemmelse om, at en laksebestand skulle passes omhyggeligt til enhver tid. Østre Landsret fastslog, at der ikke var tale om en sikkerhedsforholdsregel efter FAL 51, da der ikke var givet nærmere anvisninger, og da der ikke var påvist en norm for omhyggelig pasning til enhver tid. I FED 1995.1253 V indeholdt forsikringsaftalen en bestemmelse om, at der var en forudsætning for dækning under en stormskadeforsikring, at arbejdet udføres i overensstemmelse med det godkendte projekt og sædvanlig fagmæssig praksis. Vestre Landsret fastslog, at der ikke var tale om en sikkerhedsforholdsregel efter FAL 51, da klausulen ikke indeholdt nærmere anvisninger på de foranstaltninger, der skulle foretages, og da der ikke fandtes faste normer for afstivning af et byggeri som det omhandlede. I U 2004.993 H indeholdt forsikringsaftalen en bestemmelse om, at det vedrørende halmfyringsanlægget var en betingelse, at halmfyringsanlægget var placeret, opstillet og indrettet i overensstemmelse med brandteknisk vejledning nr. 22, og at det blev forudsat, at vejledningens regler om drift og vedligeholdelse af anlægget blev overholdt. Højesteret fandt ligesom Vestre Landsret, at der med tilstrækkelig klarhed var givet et pålæg om overholdelse af bestemte sikkerhedsforholdsregler efter FAL 51. I FED 2001.1203 V indeholdt forsikringsaftalen en bestemmelse om, at forsikringen ikke dækkede ansvar på skade på dyr eller ting, der havde sin årsag i anvendelsen af forkert faglig fremgangsmåde eller i undladelse af at træffe hensigtsmæssige (eller for området) særlige påbudte eller sædvanlige foranstaltninger til afværgelse af skade. Vestre Landsret fastslog, at bestemmelsen måtte forstås således, at den angik tilfælde af så klare eller elementære fejl, at der forelå grov uagtsomhed, jf. FAL 20. Vestre Landsret vurderede således ikke, at der var tale om et pålæg om en forholdsregel, der overholdt bestemthedskravet i FAL 51. Forarbejderne til FAL, den juridiske teori og retspraksis viser således, at entrepriseforsikringsselskaberne skal være meget præcise med beskrivelsen af de forholdsregler, som sikrede skal iagttage for at undgå skaden, førend der er tale om en sikkerhedsforholdsregel efter FAL 51. Da FAL 51 er beskyttelsespræceptiv over for såvel privatpersoner som erhvervsdrivende, jf. 51, stk. 2, kan entrepriseforsikringsselskaberne ikke aftale sig ud af bestemthedskravet i forsikringsaftalen med bygherren. Konsekvensen af, at en dækningsundtagelse ikke overholder bestemthedskravet i FAL 51 er, at dækning kun kan afvises, hvis sikrede har handlet groft uagtsomt efter FAL 18 og 20, jf. FED 2001.1203 V. 3. Identifikation Efter FAL 51, stk. 1, bortfalder dækning, enten hvis sikrede selv tilsidesætter den pålagte sikkerhedsforholdsregel, eller hvis sikredes medarbejdere,»hvem det påhviler at påse forholdsregelens overholdelse«, tilsidesætter den. Den medsikrede entreprenørvirksomhed identificeres således efter FAL 51 med en tilsidesættelse af sikkerhedsforholdsregler begået af entreprenørvirksomhedens medarbejdere, forudsat at den pågældende medarbejder har haft til opgave at påse forskriftens overholdelse. Denne identifikation mellem sikrede og medarbejdere er ikke sammenfaldende med identifikation i henhold til FAL 18 og 20, der lyder:» 18 Fremkalder den sikrede forsætligt forsikringsbegivenheden, har han ikke noget krav mod selskabet. Stk. 2. Har han fremkaldt forsikringsbegivenheden ved en uagtsomhed, der under de foreliggende omstændigheder må betegnes som grov, skal det under hensyn til skyldgraden og omstændighederne i øvrigt afgøres, om erstatning skal ydes og i bekræftende fald med hvilket beløb. Ved livsforsikring og ansvarsforsikring hæfter selskabet dog fuldt ud«.» 20 Det kan ikke med retsvirkning aftales, at selskabet skal være fri for ansvar, hvis forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved en uagtsomhed, der ikke kan betegnes som grov. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at det aftales, dels at selskabet skal være fri for ansvar for forsikringsbegivenheder, som den sikrede har forårsaget under selvforskyldt beruselse, dels at selskabet kan af- Copyright 2012 Karnov Group Denmark A/S side 2

korte indtil 5 pct. i erstatningen, hvis forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved en uagtsomhed, der ikke kan betegnes som grov«. I betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven opsummeres det ganske kortfattet om identifikation i henhold til FAL 18, at udgangspunktet er, at 18 ikke finder anvendelse, hvis forsikringsbegivenheden er fremkaldt af en anden end sikrede. Forsikringsselskabet kan dog i et vist omfang i forsikringsbetingelserne forbeholde sig ansvarsfrihed for forsikringsbegivenheder, der er fremkaldt af andre end sikrede.(3) Jønsson & Kjærgaard fastholder i overensstemmelse med betænkningen i Dansk Forsikringsret, 8. udgave, 2003, side 293 og 299, at den altovervejende hovedregel er, at der ikke sker identifikation mellem en tredjemand og den sikrede. Begrundelsen herfor er, at det fremgår af ordlyden i 18-20, at bestemmelserne kun omfatter tilfælde, hvor det er den»sikrede«, der har fremkaldt forsikringsbegivenheden og kun går ud på, at»han«- dvs. den sikrede - under visse betingelser ikke har noget krav på selskabet. Ordlyden i 18 og 20 tager ikke sigte på situationer, hvor sikrede er et kapitalselskab, da et juridisk begreb ikke kan fremkalde en forsikringsbegivenhed;»det kan kun mennesker af kød og blod«. Forfatterne anfører derfor, at hvis reglerne om fremkaldelse af en forsikringsbegivenhed ikke skal være helt uden betydning i selskabsforhold, er man derfor nødt til at anerkende, at der i et vist omfang sker identifikation i selskabsforhold:»det må navnlig antages, at der sker identifikation mellem på den ene side selskabets bestyrelse og direktion og på den anden side selskabet som sådant. Hvor langt man kan gå, er det ikke muligt at sige noget sikkert om«. Fra retspraksis kan der henvises til følgende relevante afgørelser: I U 1999.1018 H havde Topdanmark udvidet kredsen af medarbejdere, som sikrede (A A/S) måtte tåle identifikation med ved indsættelse af et vilkår i pkt. 2.6:» at forsikringen ikke omfattede skade, der bl.a. skyldtes grov uagtsomhed fra den forsikrede eller hans ansvarlige medarbejderes side«. Sikredes kranførere forårsagede ved grov uagtsomhed, at kranen væltede, hvorved der opstod skade. Højesteret udtalte:»pkt. 2.6 fraviger forsikringsaftalelovens 18, som alene omhandler sikredes fremkaldelse af forsikringsbegivenheden. I forhold hertil indebærer pkt. 2.6 en udvidelse af personkredsen til forsikringstagerens ugunst. Bestemmelsen kan derfor kun antages at omfatte medarbejdere, som klart er omfattet af ordlyden. Højesteret finder, at dette ikke er tilfældet for så vidt angår medarbejdere uden selvstændigt ledelsesansvar. De to kranførere kan derfor ikke anses for omfattet af pkt. 2.6 ( ).«Højesterets dom viser således, at en almindelig medarbejder ikke identificeres med sikrede i henhold til FAL 18, når sikrede er et selskab. I FED 2004.33 V fastslog Vestre Landsret på linje med U 1999.1018 H, at en person, B, der var ansat som produktionschef i et selskab, E ApS, og som forsætligt forvoldte brandskade på E's ejendom, ikke kunne identificeres med E i relation til FAL 18, da han ikke var medejer eller havde haft direktions- eller bestyrelsesposter. Dette til trods for, at B var i fremskredne forhandlinger med ejeren af E (personen C) omkring medejerskab, at B tegnede E udadtil og i et vist omfang over for omverdenen fremstod som virksomhedens reelle leder. Vestre Landsret udtalte:»det lægges efter bevisførelsen til grund, at B ikke har været medejer af sagsøgernes virksomhed. Han har heller ikke haft direktions- eller bestyrelsesposter eller i øvrigt haft en sådan stilling i sagsøgernes virksomhed, at han kan identificeres med sagsøgerne i relation til forsikringsaftalelovens 18«. B ejede 1/3 af anparterne i et leasingselskab, F ApS, der havde leaset effekter til E. Da B var medejer af F, kunne F ikke kræve forsikringsdækning for skaden på de til E leasede effekter. Dommen viser således, at der skal ganske meget til, førend medarbejdere med ledelsesansvar identificeres med et kapitalselskab i FAL 18 og 20's forstand, hvis de pågældende medarbejdere ikke har direktions- eller bestyrelsesposter. Da konsekvensen af, at en dækningsundtagelse vedrørende forholdsregler ikke overholder bestemthedskravet i FAL 51, er, at dækningsafvisningen i så fald skal overholde FAL 18-20, herunder identifikationskravet, har det stor betydning for entrepriseforsikringsselskabernes mulighed for at afvise dækning, om bestemthedskravet i FAL 51 er opfyldt. Det er kun efter FAL 18 og 20 muligt at udvide kredsen af personer, der identificeres med sikrede. Det er ikke muligt at udvide kredsen af personer, der identificeres med sikrede efter FAL 51, da bestemmelsen er beskyttelsespræceptiv. Det er således ikke muligt at afvise dækning med henvisning til en medarbejders grove tilsidesættelse af sædvanlige sikkerhedsforskrifter, medmindre det udtrykkeligt fremgår af dækningsundtagelsen eller policen, at den pågældende medarbejder identificeres med sikrede. Hvis bestemthedskravet i FAL 51 er opfyldt, er det derimod tilstrækkeligt, at den af sikredes medarbejdere, hvem det påhviler på at påse forholdsreglens overholdelse, har tilsidesat forholdsreglen ved simpel uagtsomhed. 4. Sondring mellem sikkerhedsforholdsregler og objektive risikoafgrænsninger Trods FAL 51's beskyttelsespræceptivitet anerkendes det i motiverne til forsikringsaftaleloven, den juridiske teori og retspraksis, at forsikringsselskaber i forsikringsaftalen kan fastsætte objektive risikoafgrænsninger - altså at forsikringsselskabet slet ikke ønsker at dække bestemte risici (fx skade som følge af anvendelse af sprængstoffer). Betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven angiver, at det må afgøres ved en fortolkning af de enkelte bestemmelser i forsikringsaftalen vedrørende selskabets ansvar, om der er tale om en objektiv afgrænsning af selskabets risiko eller en sikkerhedsforholdsregel. Betænkningen henviser blandt andet til Ivan Sørensens sondring mellem vilkår, der udelukker forsikringsdækning for visse farearter (objektiv risikoafgrænsning), og vilkår, hvor selskabet fraskriver sig ansvar under visse fareomstændigheder (sikkerhedsforholdsregler mv.).(4) Ivan Sørensen anfører i Forsikringsret, 5. udgave, 2010, side 7, at selskabet kan fraskrive sig ansvaret for bestemte risici, fx tyveri fra bestemt angivne steder, eller tyveri af bestemt angivne ting. Sådanne klausuler er ulovregulerede og er anerkendt i motiverne til FAL. Endvidere har selskabet ifølge Ivan Sørensen ret til i aftalen at indsætte forudsætninger for dækningsløftet, fx at det kun vil dække tyveri fra aflåst bygning eller lokale. Sådanne subjektive forudsætninger vil ifølge Ivan Sørensen i almindelighed være reguleret af reglerne i forsikringsaftaleloven, jf. 51. Ivan Sørensen konkluderer, at:»en handlingsklausul henføres under de subjektive ansvarsfraskrivelsesklausuler, idet den går ud på, at den sikrede skal foretage en bestemt handling, og gør han ikke det, bortfalder (eller nedsættes) erstatningen, hvis undladelsen kan tilregnes den sikrede som mindst uagtsomhed«(fremhævelser i orig. er fjernet). Fra retspraksis kan der henvises til følgende relevante afgørelser: I U 2005.2227 H dækkede en ansvarsforsikring skader som følge af jordarbejde på betingelse af, at sikrede, inden arbejdet gik i gang, havde undersøgt, hvor eventuelle kabler var anbragt. Entreprenøren E havde forsømt at foretage sådanne selvstændige undersøgelser og forlod sig på oplysninger fra en underentreprenør om, at der ikke var noget til hinder for at påbegynde boring. Østre Landsret gav forsikringsselskabet medhold i, at betingelsen var en objektiv dækningsbetingelse, og frifandt selskabet fra at skulle betale forsikringsdækning. Højesteret nåede derimod - enstemmigt - frem til at der var tale om en sikkerhedsforskrift, og begrundede det således: Copyright 2012 Karnov Group Denmark A/S side 3

»Uanset formuleringen indebærer bestemmelsen i realiteten et pålæg til sikrede om før en mulig forsikringsbegivenheds indtræden at foretage en handling for at forebygge skade, og Højesteret finder, at bestemmelsen må anses for en sikkerhedsforholdsregel, jf. forsikringsaftalelovens 51, stk. 1«. I U 2010.98 V indeholdt en bygningsbrandforsikring en klausul om en særlig bygningsindretning for lysproduktion:» Produktionen skal foregå i en BS-60 brandcelle«. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en sikkerhedsforholdsregel eller en objektiv risikoafgrænsninger, udtalte Vestre Landsret:»BS-60-klausulen er et krav om en særlig bygningsmæssig indretning af det eller de rum, hvori lysproduktionen skulle foregå, som betingelse for, at forsikringsselskabet - hvis der på et tidspunkt, hvor der drives lysproduktion i bygningerne, opstår ildebrand - skal dække omkostningerne til udbedring af brandskaden. Et sådant vilkår er ikke et krav om iagttagelse af en særlig adfærd fra ejers og/eller lejers side under lysproduktionen, men et objektivt krav om forudgående etablering af en permanent ikke-adfærdsbetinget foranstaltning. Den opstiller efter sit indhold en objektiv betingelse rettet mod ejeren af bygningen«. Da BS-60-klausulens krav om brandsektionering i den konkrete sag ikke var opfyldt, frifandtes forsikringsselskabet. Det afgørende for, om der er tale om en objektiv risikoafgrænsning eller en sikkerhedsforholdsregel, er således, om dækningsundtagelsen er adfærdsregulerende - altså om bestemmelsen pålægger sikrede eller dennes medarbejdere at foretage bestemte handlinger eller undladelser. 5. Retten på Frederiksbergs præmisser i Flintholm Have-sagen Omdrejningspunkterne i sagen var som nævnt indledningsvist: 1) om der var dækning for skaderne under begge forsikringer, og 2) i givet fald, om den ene forsikring gik forud for den anden i dækningsmæssig henseende. Retten på Frederiksberg fastslog med henvisning til U 1996.1161 H,(5) at et entrepriseforsikringsselskab ikke har regres mod en medsikret entreprenør, medmindre entreprenøren har udvist grov uagtsomhed, jf. FAL 18 og 20. Dette indebærer således, at dækningen under entrepriseforsikringen går forud for dækningen under ansvarsforsikringen, når der er dækning under begge forsikringer. Retten fastslog endvidere, at en kranfører ikke identificeres med sikrede i relation til FAL 18 og 20, når sikrede er et kapitalselskab, og kranføreren ikke har ledelsesopgaver. Retten anså det derfor for ufornødent at tage stilling til, om kranføreren havde udvist grov uagtsomhed. Denne del af afgørelsen er helt på linje med U 1999.1018 H og FED 2004.33 V. Det spændende i sagen var herefter, om dækningsundtagelsen vedrørende manglende iagttagelse af sædvanlige sikkerhedsforanstaltninger overholdt bestemthedskravet i FAL 51. Retten udtalte:»efter forsikringsbetingelsernes pkt. A1, omfatter forsikringen ikke forudsigelig skade eller skade som kunne undgås ved iagttagelse af sædvanlige sikkerhedsforanstaltninger eller ved anvendelse af en anden mere hensigtsmæssig udførelsesmetode. Det fremgår af skønserklæringen, at kranen kan anvendes til at aflæsse kontravægte ved fuldt indtrukne støtteben, når der ikke er plads nok, og at arbejdstilsynet alene stiller krav om et 12 måneders eftersyn og et 10 års eftersyn af kranen. Som følge heraf, og da forsikringsbetingelserne ikke indeholder bestemte sikkerhedsforholdsregler, der kan anses for tilsidesat, kan Gjensidige Forsikring ikke afvise dækning af skaden på denne baggrund.«retten synes således at vurdere, at kranføreren og kranentreprenørselskabet havde overholdt helt grundlæggende sikkerhedsforanstaltninger såsom, at kranen faktisk kunne anvendes til afrigning af kontravægtsklodser med fuldt indtrukne støtteben, og at der var udført de påkrævede sikkerhedseftersyn på kranen. Eftersom kranen faktisk væltede som følge af, at kranen havde løftet mere, end den kunne ifølge driftsvejledningens bæreevnetabel, var der ikke tvivl om, at kranføreren ikke havde overholdt driftsvejledningen, og at dette som minimum skyldtes kranførerens simple uagtsomhed. Hvis dækningsundtagelsen udgjorde en sikkerhedsforholdsregel efter FAL 51 og dermed skulle fortolkes efter sin ordlyd, var der således næppe tvivl om, at entrepriseforsikringsselskabet kunne undtage dækning. Rettens ordvalg»og da forsikringsbetingelserne ikke indeholder bestemte sikkerhedsforholdsregler, der kan anses for tilsidesat«må på baggrund af sagens faktiske omstændigheder (og i lyset af parternes anbringender og procedure under sagen) anses som en henvisning til bestemthedskravet i FAL 51. Retten på Frederiksberg vurderede således, at dækningsundtagelsen i entrepriseforsikringsbetingelserne vedrørende»skade, som kunne undgås ved iagttagelse af sædvanlige sikkerhedsforanstaltninger«, ikke opfyldte bestemthedskravet i FAL 51. Konsekvensen heraf var, at entrepriseforsikringsselskabet alene kunne afvise dækning på grund af sikredes grove tilsidesættelse af sædvanlige sikkerhedsforskrifter. Denne bedømmelse skulle foretages efter FAL 18 og 20. Men da retten allerede havde vurderet, at kranføreren ikke identificeredes med sikrede (kranentreprenørselskabet, et ApS) i henhold til FAL 18 og 20, kunne entrepriseforsikringsselskabet således ikke afvise dækning med henvisning hertil. Dommen er ikke blevet anket af entrepriseforsikringsselskabet til Østre Landsret. 6. Konklusion og vurdering Om end der ikke er tale om en landsrets- eller Højesteretsdom med den præjudikatsværdi, som dette ville have medført, belyser afgørelsen, under hvilke omstændigheder entrepriseforsikringsselskaber kan afvise dækning med henvisning til generelle dækningsundtagelser. Endvidere fastholder dommen i overensstemmelse med U 1996.1161 H, at sikrede ikke identificeres med medarbejdere i henhold til FAL 18 og 20, og at entrepriseforsikring i dækningsmæssig henseende går forud for ansvarsforsikring, uanset hvad der fremgår af entrepriseforsikringsbetingelserne omkring subsidiær dækning. Det er således væsentligt for dækningen under en entrepriseforsikring, om en generelt formuleret dækningsundtagelse er en objektiv risikoafgrænsning eller ej. Hvis ikke der er tale om en objektiv risikoafgrænsning, fordi den generelle dækningsundtagelse vedrører sikredes handlinger eller undladelser, skal forsikringsselskabet dokumentere, at overtrædelsen af handlingsklausulen skyldes sikredes grove uagtsomhed. En generel dækningsundtagelse vedrørende» skade, som kunne undgås ved iagttagelse af sædvanlige sikkerhedsforanstaltninger eller ved anvendelse af en anden, mere hensigtsmæssig udførelsesmetode«er ikke en objektiv risikoafgrænsning og overholder ikke bestemthedskravet i FAL 51. Entrepriseforsikringsselskaber har ofte som modsynspunkt til ovennævnte anført, at det i større entrepriser ikke er praktisk muligt eller uforholdsmæssigt omfattende at præcisere alle de sikkerhedsforskrifter, som man ønsker, at medsikrede entreprenører skal overholde. Derfor mener entrepriseforsikringsselskaberne, at dækning bør kunne afvises, hvis medsikrede entreprenører har tilsidesat helt sædvanlige branchekendte sikkerhedsforskrifter. Denne opfattelse stemmer dog ikke overens med FAL 51, stk. 2, der udtrykkeligt fastslår, at FAL 51, stk. 1, er beskyttelsespræceptiv - også over for erhvervsvirksomheder. Skader i forbindelse med entreprisearbejde opstår ofte som følge af, at en entreprenør eller rådgiver har udført mangelfuldt arbejde eller tilsidesat en helt sædvanlig og branchekendt sikkerhedsforskrift. Hvis entrepriseforsikringsselskaberne kunne afvise dækning med henvisning til sådanne helt generelle handlingsklausuler, ville forsikringsaftale- Copyright 2012 Karnov Group Denmark A/S side 4

lovens hovedregel i 18 og 20, hvorefter dækningsafvisning kræver grov uagtsomhed udvist af sikrede, blive udvandet. Generelle dækningsundtagelser vedrørende»skader, der skyldes mangelfuldt arbejde eller projektering«eller»skader, som skyldes ikke korrekt håndværksmæssig udførelse«overholder heller ikke bestemthedskravet i FAL 51. Sådanne dækningsundtagelser kan således kun undtage dækning for omkostninger vedrørende udbedring af selve manglerne ved arbejdet. Sammenfattende er det således helt i tråd med forsikringsaftalelovens opbygning og beskyttelseshensynet til forsikringstagere, at entrepriseforsikringsselskaber (og andre forsikringsselskaber, fx ansvarsforsikringsselskaber) er nødsaget til at præcisere, hvilke sikkerhedsforskrifter (fx vejledninger, regulativer, branchenormer mv.) der kræves iagttaget af medsikrede entreprenører, førend forsikringsselskabet vil dække skaden. Tilsvarende må entrepriseforsikringsselskaber præcisere, hvis de ikke ønsker at påtage sig risikoen for skader som følge af bestemte typer af arbejder, fx grundvandssænkning eller arbejde med sprængstoffer. Det er vores håb, at nærværende artikel og den omtalte dom fra Retten på Frederiksberg vil være med til at skabe fokus hos forsikringsselskaber, bygherrer og entreprenørvirksomheder om, hvad der skal til, førend forsikringsselskaber kan afvise dækning med henvisning til generelle dækningsundtagelser. Copyright 2012 Karnov Group Denmark A/S side 5