Renæssancefesten Claus Frederik Sørensen Europas magtelite var i det 16. århundrede vidne til et samfund i forandring. Den moderne statsdannelse begyndte at tage form, og religiøse reformationer blev gennemført flere steder i Europa bl.a. i Danmark, der bekendte sig til den lutherske reformation. De danske renæssancekonger gjorde deres bedste for at fremstå som moderne fyrster. Man byggede prægtige bygninger, førte krige imod mægtige fjender og dyrkede tidens hofkultur. Ved hoffet afholdt man fantastiske fester, der i dag kan virke helt urealistiske i deres pomp og pragt. Festerne var en politisk og kulturel reklame for fyrsten og hoffet. Selviscenesættelsen var med til at konsolidere kongens magt i et samfund under forandring. I den tidlige renæssance var Danmark stadig et rejsekongedømme, hvor kongen rejste fra slot til slot og regerede landet fra forsvarsmæssige og administrative knudepunkter. Slottene stod ikke fuldt møblerede året rundt, og meget indbo fulgte kongen på rejserne. Slottenes beholdning af service og møbler var ofte ikke nok til de mange gæster, der kom rejsende fra både nær og fjern. Man sendte derfor befalinger af sted til både adel og borgere om at sende låneservice og møbler til slottet, når en kongelig fest skulle afholdes. Som eksempel holdt Frederik 2. i 1560 en stor fastelavnsfest på Nyborg Slot. Til festen var det nødvendigt, at Odenses borgmester sendte kongen 200 tinfade, 150 tintallerkener, 150 saltkar, 24 par lysestager, 200 duge og sidst 12 herresenge med alt tilbehør. Tilsvarende skrev kongen til borgmesteren i Svendborg og bad ham sende 150 tinfade, 50 tintallerkener, 100 duge, 16 store bækkener, 10 par lysestager og 10 herresenge. De mange lånte genstande er med til at fortælle om livet på et dansk kongeslot, hvor dagligdagen kunne se meget forskellig ud, alt efter om kongen befandt sig på slottet eller ej. Nyborg Slot blev til dagligt bestyret af en lensmand, der havde sin bolig og virke i den nordøstlige del af slottet, hvorimod slottets kongelige gemakker og sale bl.a. denne - stod delvist tomme og afventede kongens komme.
Nyborg Slot og Slotsholmen, hvor prægtige renæssancefester blev afholdt i det 16- og 17 århundrede. Frem til slutningen af det 16. århundrede var det skik, at hver gæst medbragte sit personlige service - kniv og ske til det store fester. Især kniven var et helt uundværligt redskab. Man brugte endnu ikke spisegaffel og stangede i stedet maden med sin kniv og brugte om nødvendigt hånden til hjælp. At spise med fingrene regnedes som den ældste og mest effektive måde at spise på, og måske derfor holdt skikken sig i brug meget længe. Den ældste danske kilde, der omtaler en spisegaffel, er fra 1621, hvor Christian 4. skriver i sin dagbog, at han har købt en gaffel af en franskmand. Til det store fastelavnsgilde på Nyborg Slot i 1560 lånte den danske konge tintallerkener af borgmestrene i Odense og Svendborg. Det var dog ikke kun tin, guld og sølv, der blev regnet som fornemt service. I 1541 bestilte Christian 3. tre kister med rødt trætøj med tallerkener og kander til Malmø slot i forbindelse med hans ophold på slottet. Frederik 2. var også glad for det røde trætøj og bestilte senere i det 16. århundrede 100 røde trækander til et barselsgilde i Kolding og et hundrede røde fade og to hundrede røde tallerkener til store festligheder i Odense i 1580. Ved Christian 2.s fester anbefalede kongen, at der altid var to tallerkener i gang til hver person. Så kunne den ene vaskes af, mens den anden var i brug. På tallerkenen lagde man en skive brød, som kødet blev serveret på. Det skånede både de fine tallerkener, og efterhånden blev brødet gennemvædet med sauce og kødsaft og regnedes som en delikatesse, der blev spist som dessert.
Kongelige klæder som de så ud under Christian 3. Produceret af Nyborg Slots Dragtlaug til udstillingen Renæssancefesten. Både tin-, sølv- og træbægre blev regnet som almindeligt service ved de store kongelige fester. Træbægrenes holdbarhed blev ofte sat på prøve, da de var særligt velegnet som kasteskyts. Flere lensregnskaber fortæller, at der blev uddelt bøder, hvis man slog hinanden i hovedet med bægrene. En skriftlig kilde fra midten af det 16. århundrede fortæller at Hans Bægermager, under et af Christian 3.s besøg på Malmøhus, uafbrudt måtte levere nye bægre til festlighederne. Drikkeglas var også at finde ved de kongelige fester. Det var bl.a. god skik, at man efter kongens eller særligt vigtige personers skål smadrede glasset. Glassene kan derfor ses som en særlig prestigefyldt form for engangsservice. Som eksempel anskaffede Frederik 2.
12.000 glas til tre af sine store fester, og at Christian 4. bestilte hele 35.000 glas til sin kroningsfest i 1596. En udpræget drikkekultur prægede renæssancens fester. Historikeren Cornelius Hamsfort (1546-1627) skrev følgende: Der gøres aldrig et gæstebud eller gilde, uden man drikker løs. Adelen især fører sådant et liv og glemmer statens forsvar. Den der drikker mest regnes for stridbar. Den der er afholdsmand er foragtet. I fordums tid øvede adelen sig i at kaste, løbe, brydes, ride, nu forsager den al militær disciplin og har ingen andre våben end bægrene. Til de kongelige fester hørte sig skueretter. Nogle var spiselige f.eks. stegte påfugle, svaner eller høns med fjerdragten på, og andre var lavet af f.eks. voks, gips eller sukker. Derudover kunne man servere helt op til 24 forskellige retter bestående af stort set alle former for kød, brød, frugt og konfekt. Til retterne drak man især øl og vin. Serviceringen af festens gæster blev hovedsageligt varetaget af tre personer: køgemesteren, skænken og forskæreren. Køgemesteren havde opsynet med madens tilberedning og frembæring. Skænken forestod borddækningen og serverede drikkevarer under måltidet og forskæreren skar kød og brød for og uddelte det til gæsternes tallerkener. Forskæreren havde derudover en særlig vigtig opgave: at smage på hver enkelt ret og værne kongen imod forgiftning. Man frygtede især forgiftning af madens krydderier og havde her særlige forholdsregler til kongens beskyttelse. Kongens saltkar blev derfor afhentet og sat på bordet af to betroede personer samt overdækket med en serviet til kongen var klar til at tage saltkarret i brug. Underholdende og festlige indslag var en fast bestanddel ved de kongelige fester. Ved Frederik 2.s fastelavnsfest på Nyborg Slot d. 25. februar 1560 indkøbte man masker og afholdt et maskebal. Derudover besluttede kongen at være vært for nogle gode mænds bryllupper, og to adelige bryllupper indgik som en del af festlighederne på slottet. En måned før den store fastelavnsfest på Nyborg Slot i 1560 sendte Frederik 2. besked til København Slot om, at hans rustkammer, dvs. rustninger, lanser og turneringssværd skulle sendes til Nyborg. Kongen havde besluttet at afholde ridderturnering, hvor rigets fornemste mænd skulle dyste imod hinanden i de ridderlige kunster. Netop i Nyborg havde Frederik 2.s far Christian 3. anlagt en stor permanent turneringsplads. Turneringspladsen blev skabt som en del af Christian 3.s store prestigeanlæg Nyborg, med et klart ønske om, at by og slot skulle danne en værdig ramme og residensstad for en af tidens store renæssancefyrster.
Nyborg oprindelige turneringsplads genskabt i forbindelse med byens årlige store marked Danehofmarkedet. Rammerne for Christian 3.s turneringsplads ligger der stadig - lige foran byens rådhus, og på slottet kan man stadig gå rundt i de prægtige sale, hvor kongelige fester blev afholdt og fyldte kongeslottet med liv og glæde.