En artikel fra KRITISK DEBAT Reel effektivisering kræver demokrati Skrevet af: Line Barfod Offentliggjort: 15. oktober 2010 Jeg er meget enig i de fleste af Jan Helbaks betragtninger i kommentaren "Nedskæringer i kommunerne. Hvad er svaret? Billigere og bedre!" Hvis vi skal have en ordentlig og effektiv velfærd, så er vi nødt til at tage et radikalt opgør med New Public Management og i stedet indføre meget mere demokrati. Demokrati kan godt virke besværligt, men det betyder at man lytter til mange forskellige og ud fra de mange bidrag sammen finder løsninger. Det vil normalt være løsninger, der er langt bedre og billigere end løsninger der opfindes af nogen der er meget langt fra opgaven. Vi skal gennemgå område for område og se på hvordan vi ønsker at det skal organiseres. Hvad der egentlig er formålet med at det offentlige gør noget på området og hvordan vi så bedst muligt opnår det formål. Det nytter ikke bare at fjerne lidt hist og sætte en lap på pist. Lad mig tage et konkret eksempel: Ældreplejen. Nok et af de mest overadministrerede og kontrollerede velfærdsområder. Hvis ikke vi snart får stoppet kontrolsygen, så ender det med at alle de ansatte render rundt med en mikrochip og at der er kameraer i alle de ældres hjem. Men al den administration og kontrol, har jo ikke ført til bedre forhold for ældre og ansatte. Tværtimod. Selvfølgelig kan vi lappe lidt på det, ved at fjerne noget af kontrollen, droppe at der skal udsendes lange kataloger i tilfælde af at private firmaer vil byde ind osv. Men så længe man fastholder at området skal styres ved at måle og veje hver enkelt ydelse, så bliver det ved at gå galt. I stedet har vi fra Enhedslisten flere gange foreslået at vi skal organisere området ud fra en holdning om, at ældre skal have ret til selv at bestemme, hvornår de vil sove, hvad de vil have at spise, hvornår de vil i bad osv. Det kræver at ældreplejen tilrettelægges i et tæt sammenspil mellem ældre og ansatte. Man bliver nødt til at droppe minutvisitationen og i stedet tildele et rundt timetal og så lade de få ansatte, der kommer i den ældres hjem fordele tiden på de forskellige opgaver, som den de bliver enige med den ældre om at løse den dag. Og det vil så kunne være den samme ansatte, der både kan stå for personlig omsorg og pleje, rengøring, indkøb, mm., i stedet for at det er splittet op på en række forskellige personer, for at private firmaer kan konkurrere. Det vil kunne frigøre rigtig mange ressourcer som i dag bliver brugt på at visitere, måle og veje og beregne og lave evalueringsrapporter mm. Samtidig vil det give et langt bedre arbejdsmiljø, så vi sparer både de menneskelige lidelser og de offentlige udgifter, når ansatte går ned med stress, fordi de ikke kan holde til et arbejde, der kræver at de skal løbe hurtigt og ikke må bruge deres menneskelighed og faglighed. 1 / 5
Den store udfordring bliver at fastlægge, hvad der er det vigtige for opgaveløsningen på hvert område. Et konkret eksempel lige nu er politiet, der er underlagt resultatkontrakter med måltal. Både for de enkelte politidirektører og politikredsene som sådan, har det direkte økonomisk betydning om de når måltallene. Lige nu mangler politiet at udskrive 14.000 sigtelser, for at nå måltallet for 2010. Derfor skal man være meget påpasselig med ikke at overtræde den mindste færdselsregel i den kommende tid, for ellers kommer der en betjent og skriver en sigtelse. Også selvom det måske var bedre at han brugte sin tid på at opklare indbrud og kun engang imellem lavede færdselskontrol. Men som politiet siger: Når det vigtige ikke er målbart, så bliver der målbare vigtigt. Jeg mener det vil være svært at opstille måltal for politiet. Og der skal i hvert fald slet ikke være resultatkontrakter, hvor det får direkte økonomisk betydning, hvor mange mennesker der bliver spærret inde. Det vil svare til at vi begyndte at give brandvæsenet penge efter hvor mange brande de slukker. I stedet vil jeg foreslå at vi hvert tredje eller fjerde år fastlægger nogle indsatsområder, hvor vi ønsker at der skal være særlig opmærksomhed. Og så må vi lave evalueringer sammen med medarbejderne, hvor vi ser på, hvad der er gået godt og hvor der er problemer. Jeg savner at Jan Helbak kommer ind på spørgsmålet om magt og ansvar i sin kommentar. For jeg mener det er helt centralt, når vi taler om den offentlige sektor. Venstre har - med støtte af Konservative og Dansk Folkeparti - gennemført en voldsom flytning af magt fra demokrati til markedsstyring. Men samtidig er ansvaret så også forsvundet. Der er aldrig noget der er en ministers skyld. I hvert fald ikke når noget går dårligt. Hvis en borger har fået dårlig behandling, så kan borgeren jo bare vælge en anden leverandør, er ministerens svar. Jeg er grundlæggende uenig. Jeg mener vi har et fælles ansvar for at fru Olsen får en ordentlig hjælp, for at Fatimas og Lises børnehave er et dejligt sted at være, for at hr. Jensen ikke skal ligge på gangen på sygehuset. Hvis tingene ikke er i orden, så skal vi i fællesskab sørge for at forholdene bliver ændret. Den ansatte skal have ansvar for at en opgave løses fagligt forsvarligt. Det kræver selvfølgelig at de ansatte må bruge deres faglighed og ikke tvinges til at gøre noget, som de mener er uansvarligt og uforsvarligt. Som fx at vække ældre midt om natten for at bade dem eller at uddele en høj kontrolbøde, til et barn der ikke har den rigtige busbillet. Jeg forstår godt Jan Helbaks pointe om at vi kan løse velfærdsopgaverne bedre og billigere. Og jeg er for så vidt også enig. Det er ekstremt dyrt med konstante beregninger af udbud, med at måle og veje og kontrollere. Og ikke mindst er det dyrt med elendigt arbejdsmiljø. Så ja, vi kan løse de nuværende opgaver langt bedre og billigere. Det vi skal diskutere er så, om vi ikke skal blive ved med at udbygge velfærden og altså dermed bruge de samme ressourcer som vi bruger nu, men til mere og bedre velfærd og om vi fortsat ønsker at have en vækst i velfærd. 2 / 5
Grundlæggende skal vi jo vælge hvilken type vækst vi ønsker. Lytter man til VKregeringen og de borgerlige økonomer, så er vækst for dem lig med materiel vækst. Vi skal producere flere og flere varer. Langtidsplanerne - som S-SF desværre også bygger på - regner jo med en vækst i det private forbrug på over 100 % i løbet af de næste 30 år. Selvfølgelig er der en del med lave indkomster, som bestemt har behov for en kraftig stigning i privatforbruget. Men for flertallet af os har jeg meget svært ved at se, hvad vi skal bruge det til. Der er grænser for hvor mange fladskærme, computere m.m. vi kan presse ind i vores hjem. Og hvor meget rødvin vi kan drikke. Men til gengæld har vi alle behov for at vide at den offentlige velfærd fungerer. Jeg synes vi skal begynde at tale om en vækst der er menneskelig. En vækst der ikke handler om at vi skal købe mere og mere, men som handler om at vi skal få det bedre som mennesker. Vi skal have tid til os selv og hinanden. Tid til at være sammen med vores børn, mens de er børn og ikke først når vi er gået på pension og har fået børnebørn. I stedet for at snakke om at vuggestuer og børnehaver skal have nærmest døgnåbent, eller vi skal ansætte au pair, så lad os snakke om at gi' tilskud til at småbørnsfamilier kan arbejde på nedsat tid. Lad os snakke om hvordan vi kan fordele arbejdet på flere hænder, så vi kan sætte tempoet ned. Når man hører de borgerlige - og her desværre også de Radikale - snakke om efterløn, så siger de jo nærmest at man skal blive på arbejdsmarkedet til man er helt slidt ned. Jeg synes vi skal begynde at kræve et bæredygtigt arbejdsmarked, hvor man hver dag får lige så meget energi med hjem fra arbejde, som man havde med derhen. Og hvor man kan holde til et helt arbejdsliv og så stadig har kræfter til at løfte sine børnebørn. Vi skal snakke om hvordan vi får en vækst i at have tid til hinanden, så der er en jordemoder til stede under hele fødslen, når man kommer til verden og som har tid til at følge mor og barn de første døgn til man er sikker på at alt fungerer. Vi skal have tid til at snakke med børnene i børnehaven og skolen, så vi hurtigt opdager, når noget går galt og har tid og overskud til at gøre noget ved det. Så vi kan få stoppet den udvikling, hvor flere og flere børn har behov for psykologhjælp og specialundervisning. Vi skal have tid til de unge, så de ikke i desperation og ensomhed begynder at skære i sig selv eller forsøge selvmord. Vi skal have tid til de mange med psykiske og fysiske lidelser og handicap, så de kan være med på arbejdsmarkedet og i samfundet, frem for at blive sat udenfor. Vi skal have ordentlig tid til de ældre og til at de fortsat kan være med i det omfang de har kræfter til det, frem for at de får depressioner af kedsomhed og ensomhed. Vi skal have masser af kulturtilbud, biblioteker, teater, musik, litteratur, film, computerspil. Vi skal sikre en god natur og der er i det hele taget masser af områder, hvor vi kan få en menneskelig vækst, der ikke bruger af jordens ressourcer og 3 / 5
ødelægger klima og miljø. Så derfor foretrækker jeg at sige at de nuværende velfærdsopgaver kan løses billigere og bedre, men de ressourcer vi sparer, skal blive i fælles regi. Det siger jeg også ud fra en overvejelse om magt. Det har stor betydning for magten i samfundet, om vi bruger samfundets ressourcer ud fra fælles demokratiske beslutninger eller det ligger i privatforbruget, med markedsstyring. Det er kun for de allerrigeste, at det er bedre at pengene ligger i borgernes lommer og man så skal købe sig til alting med forsikringsordninger og brugerbetaling. For langt de fleste af os og for samfundet er det en stor fordel med demokratisk styring. Men det første store skridt vi skal i gang med er, at få nogle helt konkrete forslag til hvordan vi begynder at demokratiser den offentlige sektor. Det kræver at vi kan tænke nyt og at vi ikke sidder fast i de rammer der er i dag. Det er en kolossal udfordring og kræver at politikere og fagforeninger, ansatte og borgere bruger ordentlig tid på det. Fagligt Ansvar holdt for nylig et seminar med kommunalordførerne fra S, SF og Enhedslisten. Vi havde nogle rigtig gode debatter og det er aftalt at det skal fortsætte. Men det var tydeligt at vi stadig mangler meget for at kunne fremsætte de helt konkrete forslag, der skal til. Både i folketinget og i regioner og kommuner. Hertil kommer så at fagforeningerne efter min opfattelse også bliver nødt til at holde med at slås indbyrdes og i stedet bruge langt flere kræfter på sammen at kæmpe for at velfærden faktisk bliver bedre. Det nytter ikke at Danmarks Lærerforening, BUPL og FOA slås så meget indbyrdes om hvilken faggruppe, der skal være undervisningsassistenter, at det blokerer for at indføre noget, som de fleste er enige om vil være et stort fremskridt. Selvfølgelig betinget af, at det ikke bliver brugt som besparelse, men som et tiltag, der væsentlig kan forøge kvaliteten af skoledagen for mange børn. Det må være muligt at sætte sig sammen og sammen med elev- og forældreorganisationer og politikere og få afklaret, hvordan det kan bruges, hvilke betingelser der skal stilles fx om hvad undervisningsassistenter kan bruges til og hvad de skal have af uddannelse til forskellige funktioner. Om man kan forestille sig i et vist omfang at bruge seniorer - også fra andre områder, eller unge der overvejer at søge ind i den pædagogiske sektor. Det er afgørende at vi kommer i gang med at rejse de helt konkrete forslag om meget mere demokrati og at fagbevægelsen bliver aktiv i dette. Det hjælper ikke meget at vi får et nyt flertal efter næste valg, hvis ikke vi er villige til at ændre på de grundlæggende magtforhold. Kommunalreformen og de øvrige reformer Venstre med støtte af Konservative og Dansk Folkeparti har gennemført har grundlæggende ændret samfundet, en fløjsrevolution som Claus Hjort Frederiksen kalder det. Det er i 4 / 5
fuld gang med at smadre hele velfærdssamfundet. Derfor skal vi hurtigst muligt få gennemført demokratiske reformer. Ikke med topstyring og mere centralisme som de borgerliges reformer, men tværtimod ved at give magt til borgerne. Vi skal fjerne de mange krav om at der skal måles og vejes. Vi skal fjerne taxameterstyringen og have faste flerårige bevillinger. Og vi skal sikre at borgere og ansatte sammen får ansvaret for at sikre at skolen, børnehaven, biblioteket fungerer godt og bruger skatteborgernes penge bedst muligt. Vi har allerede fået hele oppositionen med på et forslag om at sikre de offentligt ansattes ytringsfrihed, når vi får et nyt flertal. For det er afgørende at offentligt ansatte blander sig i den offentlige debat og kommer med deres viden. Vi er også enige i oppositionen om at regionerne igen skal have en kommunalfuldmagt og skal have langt flere opgaver i dag. Fra Enhedslistens side vil vi fortsætte med at komme med forslag til demokratisering, fx bedre muligheder for folkeafstemning, ret til lokalråd med reelle kompetencer og egne midler. Borgerinddragelse i budgetprocessen i kommunerne og inddragelse af de folkelige organisationer i beslutningsprocessen. Og så vil vi give kommunerne lov til at lave kommunal produktion og samarbejde med lokale virksomheder om udvikling og innovation. Gerne ligeså langt som i Norge, hvor man har det princip at alt hvad der ikke er forbudt ved lov er tilladt for kommunerne. Alle de forslag vi kommer med bygger på en holdning om at ændringer skal komme fra neden. Vi skal have afskaffet topstyringen. I stedet skal vi finde måder at få inddraget så mange som muligt og sikre at man får ret til indflydelse i sit eget liv. Både som borger og som offentlig ansat. I Enhedslisten prioriterer vi udviklingen af meget mere demokrati højt og vi tror på at det faktisk kan lykkes at komme meget langt, hvis fagbevægelsen forstår at det er nu, der skal tænkes kreativt. Der mangler penge i statskassen, fordi der er givet så meget i skattelettelser. Og S-SF er meget tilbageholdende med at ville hæve skatterne. Derfor er der rigtig gode muligheder for at komme igennem med forslag der uden at koste noget ekstra, vil give langt mere velfærd. Jeg håber der er rigtig mange der vil byde ind med helt konkrete forslag. Vi er i fuld gang i Enhedslisten og har en række forslag, som jeg har været inde på her, men vi har brug for viden og ideer fra mange andre for at kunne gøre det endnu mere konkret - også på de enkelte velfærdsområder. 5 / 5