Revolutionær bevidsthed

Revolutionær bevidsthed HÅNDBOG FOR AKTIVISTER Tommy FalkeØje

Revolutionær bevidsthed. Håndbog for aktivister. Tommy FalkeØje. København 2012. Copyright: Det er ikke tilladt at kopiere og trykke bogen uden tilladelse fra Tommy FalkeØje; men man må gerne genbruge enkelte kapitler eller dele heraf frit. 2

Forord Der er ved at komme en ny opvågning; og det viser sig blandt andet ved, at der på universitetet er unge studerende, som igen er begyndt at interessere sig for marxisme. Da jeg så for nyligt foreslog nogle marxistiske studenter at læse min bog Rundt om Marx, svarede én af dem efter at have bladet i bogen, at de ikke var interesseret i min form for marxisme eller min marxismeforståelse. Det forstår jeg godt, for han var vant til en marxisme, som er anderledes end min. Sagen er, at man på venstrefløjen de sidste hundrede år har haft en forståelse af Marx, som efter min opfattelse er en total misforståelse. Og de teorier, som man holder sig til, og som man tror, at Marx har udtænkt, er efter min opfattelse nærmest det modsatte af, hvad Marx har tænkt. Problemet har været, at nogle af Marx s vigtigste skrifter først er oversat til engelsk og dansk så sent som i 1950-60. Og mange af disse skrifter er også oversat på en måde, så de kun kan misforstås. I de allerseneste år er der så kommet nogle nye bøger om Marx, sådan at nogle nu skelner mellem marxisme (traditionel forkert forståelse) og den Marx ske teori (hvad mente han egentlig). I denne bog bygger jeg på den Marx ske teori, sådan som jeg har forstået den. Ikke fordi, jeg synes, at man nødvendigvis skal bygge på fortidens teorier - men fordi Marx faktisk erkendte noget meget centralt, hvis man vil opnå en revolutionær bevidsthed, så man bliver i stand til at ændre samfundet til socialisme. Oven i dette bygger jeg så på andre erkendelser, som især er inspireret af Østens tankegange. I løbet af 17-1800-tallet påvirkede indisk tankegang hele den revolutionære bevægelse i Europa. Det samme skete i 1960-70érne. Her kom der også en inspiration fra kinesisk tankegang. Og studenteroprøret i Paris i 1968 var båret af denne påvirkning. Det var i forlængelse af det, at vi begyndte at læse Marx dengang. I 1980érne er der igen kommet en inspiration fra kinesisk tankegang; men det har mest været i USA, hvor for eksempel halvdelen af bøgerne, som de studerende på filosofiske uddannelser skal læse, er gammel kinesisk litteratur om bevidstheden. Det er ikke min intention med denne bog, at den skal repræsentere sandheden. Jeg ønsker mere, at den sætter nye tanker i gang, og at den giver anledning til er revolutionær politisk aktivisme. Tommy FalkeØje København 2012 3

Indholdsfortegnelse Fra revolutionær bevidsthedt til spaltet og stivnet bevidsthed Bevidsthedsrevolution 1750-1850... 6 Alienation... 6 Utopi... 6 Marx... 7 Feuerbach... 7 Historisk materialisme... 7 Bevidsthedsforandring... 8 Reifikation... 8 Revolutionær bevidsthed... 8 Revolution... 9 Åndelig opvågning... 9 Kontrarevolution... 10 Demokrati... 11 Første Internationale... 11 Pariserkommunen... 11 Engels... 12 Produktivkræfternes udvikling... 13 Anden Internationale... 13 Den russiske Revolution... 14 Tyskland... 15 Nazismen... 16 Sovjetunionen... 17 Trotskisme... 18 Psykoanalysen... 19 Fransk bevidsthedsspaltning... 20 Kulturrevolution 1968... 20 Splittelse i samfundsvidenskaben... 20 Arbejderkurser... 21 Nationalisme... 22 Venstreorienterede partier... 22 Kommunisme... 23 Deperdution... 23 Sygdom... 23 Politik og café-bevidsthed... 24 Familie og virtuel bevidsthed... 25 Produktion... 25 Hvor er vi havnet?... 25 Bevidsthedsspaltninger... 26 Vi er lykkelige... 26 Profitraten... 26 Økonomisk teori... 27 Økonomisk vækst... 27 4

Energimønster og bevidsthedsstruktur Meridianer og energimønstre... 29 Energilegemet... 30 Befrielse... 30 Indisk bevidsthed... 30 Arabisk bevidsthed... 30 Kinesisk bevidsthed... 30 Illusion... 31 Fra spaltet og stivnet bevidsthed til revolutionær bevidsthed Socialisme... 32 Praksis... 35 Organisation... 42 Kvindefrigørelse... 43 Skoling... 44 Teori og praksis... 44 Politisk bevidstgørelse af jordens fattigste... 52 Virtuel bevidsthed... 56 Musik og sang... 58 Erkendelsesrunde... 58 Pressen og massekommunikation... 60 TV-debat... 64 Aktivisme... 66 Venstrefløjens sammenbrud... 66 Bevidsthedsmæssig opvågning... 67 Forvandling af bevidstheden... 69 Top down eller bottom up... 70 Klassekamp... 71 Land og produktion Natur... 73 Ansvarlig kapitalisme... 74 Ansvarlig socialisme... 76 Index... 78 5

Fra revolutionær bevidsthed til spaltet og stivnet bevidsthed Bevidsthedsrevolution 1750-1850 Vi skruer nu tiden 250 år baglæns til den revolutionære periode, hvor socialismen opstod. Men inden vi dykker ned i detaljerne, går vi endnu længere tilbage. Allerede i 1400-tallet havde europæerne hævet sig op over det dyriske i sig selv. De havde fået et civiliseret jeg i hovedet, og nede i underlivet var der så en dyrisk bevidsthed. Og nu skulle de konstant bruge forstanden i hovedet til at kontrollere og styre sig selv, så det dyriske ikke tog magten over dem. Satan var en ond kraft, som kunne besætte især kvinders underliv; og så blev man nødt til at brænde dem levende for at slippe af med Satan. De sindsyge havde ikke forstand, så de var jo dyr; og derfor blev de nu spærret inde i stalde, hvor de stod lænkede, til de døde. Fordi mennesker i andre kulturer ikke havde gennemført sådan en bevidsthedsspaltning, var de stadig dyr; og derfor var det acceptabelt at slå dem ihjel og stjæle alt fra dem. Alienation Bevidsthedsspaltningen mellem underliv og hoved hedder alienation. Og i hver generation i Europa gennemfører børnene i 1-2 års alderen denne spaltning af sig selv. Det sker primært ved, at børnene spejler sig i de voksne. Og forældrene opfører sig altid sådan, at underlivets følelser og bevidstheder aldrig vises. Barnet føler sig derfor forkert. Det føler skam. Og hvis barnet alligevel udfolder dele af underlivets bevidsthed, viser forældrene misbilligelse. Så er der kulde og ingen kærlighed. For at blive accepteret bliver barnet nødt til at gennemføre spaltningen. Først bagefter kan barnet slappe af. Og så har det lært, at man skal være civiliseret, sådan at man altid skal kontrollere sine dyriske følelser. Utopi Men i 1700-tallet kom der folk hjem fra Indien, som fortalte om en fri bevidsthed. Inderne havde den dyriske bevidsthed ligesom europæerne; men de havde ikke en kontrollerende og styrende bevidsthed i deres hoved. Og det stred mod den gængse opfattelse i Europa. Hvis man ikke kontrollerede sit underliv med forstanden, ville man opføre sig aggressivt og voldeligt. Så ville man voldtage og slå ihjel. Civilisationen var kun mulig med en forstandig selvundertrykkelse. Men de indiske mennesker var anderledes end de europæiske. Mens de europæiske mænd var i kontakt med underliv og hoved, var de indiske mænd i kontakt med underliv og bryst. I underlivet er der ganske vist aggression og voldsomhed. Men i brystet er der ømhed og medfølelse. Og når man kobler underliv og bryst, opstår der nogle helt tredje følelser, hvor man bare er fræk, sjov og spændende. Digtere og filosoffer begyndte så at visualisere et frit samfund. I sidste halvdel af 1700-tallet var der mange, der skreg vrede ud og græd sorgen ud og befriede sig fra alle andre undertrykte følelser. Og man dannede lokale fællesskaber og snakkede om et fremtidigt utopist samfund, hvor bevidstheden var fri. Hegel Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) frigjorde sig fra den europæiske selvundertrykkelse og forsøgte at beskrive, hvordan bevidstheden var, og hvordan den udviklede sig. 6

Hegel mærkede tydeligt 3 bevidstheder inde i sig selv. Der var den dyriske bevidsthed i underlivet. Og der var en forstandig bevidsthed i hovedet. Og de to bevidstheder tilhørte det verdslige samfund. Men så var der også en følelsemæssig bevidsthed i brystet; og den var religiøs. Han mente, at Gud hele tiden påvirkede menneskene, så vi blev klogere. De 3 bevidstheder påvirkede gensidig hinanden. Og de udviklede hele tiden hinanden. Når der opstod noget nyt i for eksempel underlivets bevidsthed, medførte det, at man tænkte over det med hovedets bevidsthed, og så fik man derefter nogle nye følelser i brystets bevidsthed og de gjorde, at man ændrede bevidstheden i underliv eller hoved osv. Allerede på Hegels tid var der nogle, der fortolkede ham sådan, at udviklingen starter med en tese. Så kommer en antitese. Og endelig en syntese. Det tog Hegel kraftigt afstand fra, for så gør man sig ikke klart, at der er 3 meget forskellige slags bevidstheder. Så tror man bare, at det er bevidsthedsprocesser i én og samme bevidsthed. Marx Karl Marx (1818-1883) flyttede sammen med sin kone til Paris i 1843 og boede først i et kollektiv. Her blev han inspireret til utopien om fællesskab og socialisme. Han mærkede ligesom Hegel, at der var 3 bevidstheder og han kunne også godt mærke, at de var i underliv, hoved og bryst. Han filosoferede sig så frem til, at det hele startede for flere tusinde år siden, hvor manden hævede sig op over kvinden og fik en kontrollerende og styrende bevidsthed. Det blev senere til en overklasse, der herskede over en underklasse. Og så studerede han perioden fra 1650-1800, hvor kapitalismen brød frem og udviklede sig. Og her så han, at de 3 bevidstheder udviklede sig selv og hinanden på en bestemt måde. Han mente, at den dyriske bevidsthed i underlivet ændrede sig i takt med den historiske udvikling, sådan at man altid her oplevede sig selv fysik. Denne del af bevidstheden rummede altså produktionen og den måde, man producerede på. Han kaldte denne bevidsthed for basis. Og så var der overbygningen, som bestod af de to andre bevidstheder i henholdsvis hoved og bryst. Feuerbach Marx kritiserede Ludwig Andreas von Feuerbach (1804-1872), fordi Feuerbach kun opererede med to bevidstheder, nemlig underlivets og hovedets bevidsthed. Feuerbach kaldte det en materialistisk bevidsthed. Han mente, at når der skete en teknisk udvikling, så ændredes bevidstheden i hovedet sig også. I princippet er det selvfølgelig rigtigt. Men politisk set er det katastrofalsk, for så tror man, at arbejderne og de undertrykte bare automatisk udvikler deres bevidsthed i takt med den tekniske udvikling. Så skal man bare vente på, at udviklingen kommer langt nok, og så opstår socialismen. Men sådan fungerer det ikke. Historisk materialisme I stedet formulerede Marx, hvad han kaldte den historiske materialisme. Og her inddrog han den tredje bevidsthedspol, som er brystets følelser. Alle tre bevidsthedspoler påvirker gensidigt hinanden. Og det er brystets følelser, som får folk til at tænke revolutionært. Hans hovedværk udkom i 1867, hvor han dels redegør for, at kapitalismen altid bliver nødt til at have en økonomisk vækst, og dels for, at kapitalismen medfører en splittet bevidsthed. Han skrev blandt andet: Arbejderen producerer konstant værdier (kapital), der opleves objektivt (selvom det jo egentlig er subjektiv produktion), og denne bevidsthed er en fremmed magt, som dominerer og udnytter ham. Og kapitalisten producerer tilsvarende konstant arbejdskraft, som i form af arbejderen er en subjektiv legemlig værdikilde, men for kapitalisten er en abstrakt rigdomskilde, idet den anskuelsesmæssigt og virkeliggørelsesmæssigt er adskilt fra arbejderen som menneske. Denne konstante gen- 7

skabelse eller forevigelse af arbejderen som arbejdskraft er kapitalismens uomgængelige produktion. Marx fremhæver her begreberne objektiv og subjektiv, samt abstrakt og tænker også på begrebet konkret. Og pointen er, at disse begreber på en måde har byttet plads, efter at kapitalismen har ændret samfundet.. Bevidsthedsforandring Jeg forsøgte engang at få en artikel i et webmagasin; men redaktøren afviste det med, at han ikke helt kunne forstå mine argumenter. Og så skrev han tilbage, at man ikke kan "opleve noget objektivt", oplevelser er subjektive. Det der er subjektivt i oplevelsen for arbejderen er at det er fremmed, dødt arbejde (kapital), der hersker over det levende arbejde. Arbejderen oplever at maskiner og penge dominerer over arbejdet, ikke at arbejderen behersker sit arbejde. Men her demonstrerede han, at han ikke forstod Marx s pointe. Vi har alle sammen oplevelser af noget objektivt og noget subjektivt. Vi bilder os så ind, at det objektive ikke er en oplevelse, men kendsgerninger. Det subjektive er derimod noget, som vi tror er rigtigt. Det interessante er imidlertid, at det objektive og det subjektive har byttet plads. Det, som oprindelig var subjektivt, er nu blevet objektivt, sådan at alle mener, at det er kendsgerninger. Og det som tidligere var objektivt, er blevet til noget subjektivt, som kan diskuteres. Problemet er ikke, at en arbejder i dag oplever, at maskiner og penge dominerer over arbejdet. Det kan enhver umiddelbart se er rigtigt. Problemet er, at han ikke kan se, at det kan være anderledes. Selv indenfor det offentlige, hvor der ikke er noget marked og heller ingen kapitalist, kan man ikke se andet end, at alt må organiseres på samme måde, som om der er en kapitalist og nogle lønarbejdere. Man kalder det ganske vist leder og medarbejdere. Men bevidsthedens struktur er den samme. Det er hele samfundssystemet, der har skabt denne kollektive bevidsthedsstruktur. Men der er mange andre muligheder. Man kunne lade en medarbejder på skift udfører lederinitiativer. Man kunne organisere hele samfundet i klaner. Man kunne lade pensionister stå for ledelsesrollerne. Man kunne gøre det på tusinde andre måder. En hvilken som helst sådan anden måde, ville kræve en anden kollektiv bevidsthedsstruktur. Men Marx ser altså, at kapitalismen har splittet bevidstheden; og at indholdet i delbevidsthederne er blevet unaturligt. Reifikation Splittelsen mellem højre og venstre kropssiders bevidstheder kaldes reifikation. Man kalder det også fremmedgørelse eller tingsliggørelse. I højre side oplever man sig som en slags maskine, nemlig arbejdskraft. I venstre side er man et familiemenneske. Og Marx mener, at man forbliver i denne splittede bevidsthed, indtil systemet udvikler sig til sine grænser, hvorefter folk begynder at få modstand mod systemet. Enhver af os gennemlever denne splittelse i 3-4 års alderen, hvor der er en konstant kamp mellem dig og dine forældre, og hvor du til sidst opgiver og spalter din bevidsthed, så du i venstre side får et følelsesmæssige jeg og i din højre side får et tingsliggjort jeg, du kan bruge på arbejdspladsen. Revolutionær bevidsthed Marx mente så, at der ville komme en stadig større modsætning mellem bevidstheden i hovedet og så den dyriske bevidsthed i underlivet. Det er også en modsætning mellem kapitalister og arbejdere. Og den vil medføre, at folk på et tidspunkt får en følelse af sig selv i modsætning til systemet; og det er denne følelse, som får dem til at blive revolutionære. 8

Han mente, at det først vil blive intellektuelle mennesker fra mellemlagene (ligesom ham selv), der fik denne bevidsthed. Det ville brede sig til præster, filosoffer og studerende. Siden til bønder, håndværkere og arbejdere. Selv små kapitalister ville også få sådan en revolutionær bevidsthed. Og det ville til sidst medføre, at der kom så stor en folkelig bevægelse, at der skete det samme, som der skete i årene fra 1789 til 1850, nemlig en lang konstant revolutionær proces, der omformer samfu n- det. Han og alle andre socialister var helt sikre på, at det ville ske inden for en generations tid. Men der skete lige det modsatte. Spaltningen mellem højre og venstre sides bevidstheder blev mere og mere markant. Og i dag er den total. I dag identificerer de venstreorienterede sig med højre kropsside. De har projiceret venstre side ud på de politiske modstandere. Og de mener, at bevidstheden i venstre side er kunstig skabt af kapitalismen. Revolution I dag er ordet revolution blevet ensbetydende med et voldeligt oprør, hvor nogen tager magten ved et kup. Det kan lade sig gøre i et fattigt land, hvor der er en magthaver i et palads. Vi ser det i Afrika, hvor 100 mand stormer præsidentens palads, hvorefter de er de nye magthavere. Det kunne også lade sig gøre i Rusland i 1917, selv om det kostede flere års borgerkrig bagefter. Men det er totalt umuligt i et land som Danmark. Skal vi storme Christiansborg? Eller Hovedbanegården? Eller Industrien Hus? Selv hvis vi besætter flere hundrede institutioner, vil det ikke give nogen revolution. Den venstreorienterede forestilling er, at en revolution vil ske, sådan som der var optræk til det i Tyskland i 1920-21. Man forestiller sig, at der kommer massearbejdsløshed. Folk sulter. Der er demonstrationer hele tiden. Politikerne magter ikke at gøre noget. Fagforeningerne indkalder til pr o- testmøder. Der opstår vold i gaderne. Befolkningen mister til sidst tilliden til både politikere og hele systemet. Der kommer generalstrejke. Arbejderne begynder at besætte fabrikkerne. Der dannes gadekommitéer. Der opstår arbejderråd. Og det hele ender med, at arbejderne sætter sig på alle magtorganer i samfundet. Problemet er bare, at samfundsbevidstheden er 3-delt. Cirka en tredjedel identificerer sig med hovedet; og det er socialisterne, der vil styre med forstanden. En anden tredjedel identificerer sig med underlivet; og det er kapitalisterne, der vil have markedets frie kræfter. Og den sidste tredjedel er nationalisterne (tidligere nazisterne), der identificerer sig med brystet; og de vil have et klasseløst samfund, hvor vi alle er én stor familie. I 1920 erne viste det sig så, at kapitalisterne og nazisterne samarbejdede om at bekæmpe socialisterne. Og det lykkedes. Vi har set noget tilsvarende i Chile i 1972, og her var resultatet det samme. Går vi tilbage til Anden Verdenskrig og den Kolde Krig bagefter, var der først et samarbejde mellem nazisterne og socialisterne. Dernæst et samarbejde mellem kapitalisterne og socialisterne. Og til sidst et samarbejde mellem nazisterne og kapitalisterne. Det sidste kører videre i dag; nu hedder det samarbejde mellem kapitalister og nationalister. Egentlig er det også sådan, at alle 3 grupper har fået mere, end de tidligere havde turdet håbe på. I dag er der mere styring og kontrol, end socialisterne tidligere forestillede sig. Der er også betydelig mere frit marked, end kapitalisterne drømte om. Og der en meget mere socialstat, end nationalisterne engang håbede på. Åndelig opvågning Der rejser sig et kommunistisk spøgelse overalt i Europa, skrev Marx (på en lidt anden måde). For sagen var, at der siden 1750 begyndte en åndelig opvågning. Filosofferne på universiteterne kom først med efter år 1800, hvor de så beskrev idéerne. Folk mødtes på caféer og snakkede om at ændre samfundet. De dannede grupper, hvor de gensidigt forsøgte at tænke og føle nyt. Man diskuterede, hvad man skulle producere og hvordan. Man snakkede om at danne produktionskollektiver. Nogle 9

gik ind for, at de skulle være kommunale; andre, at kollektivisterne skulle eje jord og bygninger. Man snakkede om penge. Og bankvæsen. Og at leje eller eje. Og brugsret. Om banker og renter. Om retsvæsen. Om staten eller nedlæggelse af staten. Det var i disse år, at der var en stor indflydelse fra den indiske tankegang. Europæerne var generelt stivnet i det bevidsthedsmønster, der hedder analyse-energien, hvor man dels har en dyrisk og legemlig bevidsthed (underliv) og dels en intellektuel og abstrakt bevidsthed (hoved). Og så skulle man hele tiden kontrollere sig selv. Og hvis man ikke gjorde, kom statens håndlangere og gjorde det. Her var folk ofre for magthaverne, og de var en del af deres kontrollerende system. Men så var der den indiske bevidsthed med udlevelses-energien, hvor man ikke skulle have nogen selvundertrykkelse (fra hovedet), og hvor skulle lave et samfund, hvor der ikke var en stat (hoved), der kontrollerede og styrende folk. Det sidste blev dengang kaldt for at opnå individualisme. Så var man ikke længere en ting i et system. Så var man sig selv. Og alle både socialister og kapitalister snakkede om at afskaffe staten. Og hermed mente de alle de mennesker og de institutioner, som benyttede hovedets bevidsthed til at kontrollere og styre folket. Når man så ikke længere havde sådan en stat, skulle man jo finde på noget andet, så mennesker kunne samarbejde. Og her var der mange forskellige bud. Fælles for dem alle var det, som managementfolk i dag kalder bottom-up; nemlig at det starter med det enkelte menneske. Man skal finde ud af, hvad man selv vil. Og så skal man lave en slags social kontrakt med andre om samarbejde. Det vil medføre, at der opstår lokale grupper, hvor man koordinerer hinandens aktiviteter. Og så vil der opstå et samarbejde mellem grupper, så man koordinerer sig på egnen, i regionen og på landsplan. Det interessante var, at der var rigtig mange helt konkrete og detaljerede forslag til, hvordan man skulle gøre det. Det betød, at alle disse mennesker netop ikke var reificerede (bevidsthedsspaltning mellem højre og venstre) eller alienerede (bevidsthedsspaltning mellem underliv og hoved). De havde formået at slippe bevidsthedsspaltningerne. De havde genvundet evnen til at forbinde de enkelte bevidsthedsdele. Og deres visioner og forslag gik netop ud på at spejle disse bevidstheder i hinanden og se muligheder og udfordringer ved at organisere samfundet helt anderledes. Den største teoretiker for alt det her var Pierre-Joseph Proudhon (1909-1965). Og den mest aktive politiske frontkæmper var Mikhail Bakunin (1814-1876). De var begge mest inspireret af den indiske bevidsthedsstruktur, hvor der ikke skulle være nogen statsledelse; og de kaldte et samfund uden denne ledelse for anarki. Der var også en borgerlige form for anarki, som bare handler om, at den enkelte gør, hvad der passer én bedst. Og det er denne form for anarki, som de fleste tænker på, når man hører ordet anarki. Men Proudhon og Bakunin havde en anden forståelse af anarki. Her var man social bevidst. Man var med i et samarbejdende fællesskab. Man koordinerede sig med hinanden. Kontrarevolution Men hele den revolutionære proces gik i stå omkring 1850. Ganske vist havde man fået afskaffet adelsvældet, og man fik også skabt en republik. Men borgerskabet havde sat sig på magten. Og efter 50 år med konstante politiske kampe og flere revolutionære opstande, resignerede folk og indså, at en kamp for frihed blev en lang sej kamp. Borgerskabet fik dannet et samfund, der byggede præcis på de 3 bevidstheder, som deres bevidsthed var stivnet i. I modsætning til adelsvældet skulle de 3 bevidstheder udgøre hver deres magt i samfundet. Der var den lovgivende magt i parlamentet; det var hovedets bevidsthed. Så var der den udøvende magt med stat, militær og politi; og det var underlivets dyriske bevidsthed. Og endelige var der den dømmende magt med domstole og dommere; og de skulle dømme ud fra folks retsfølelse, som er brystets bevidsthed. 10

I England i dag ser vi stadig denne 3-deling. I Danmark er den reelt afskaffet, selvom grundloven foreskriver denne opdeling af magten. Men embedsmænd har ingen selvstændig magt mere. Politikerne i Danmark laver love, der helt ned i detaljen foreskriver, hvad embedsmænd på ethvert niveau skal gøre. Dommerne har heller ingen selvstændig magt mere. Hvis de ikke dømmer efter politikernes ønsker, laver man lovene om, og så forventer man, at dommerne retter sig efter de nye lovbestemmelser. Vi har fået et samfundssystem med en central magt. De er vor tids adel. De er bureaukrater og teknokrater. De regulerer alting. Alt, hvad de ikke på forhånd har godkendt, er forbudt. Vi har dog stadig 3-delingen i bevidstheden. I højre side er der bevidsthed i hovedet, som bruges til styring af samfundet. Og i underlivet er der en kropslig bevidsthed, som bruges til at gå på arbejde med. Denne bevidsthed bruges også af kapitalisterne, som vil have et frit marked, hvor man konkurrerer mod hinanden. I venstre side er der så en følelsesfuld bevidsthed; og den bruges til at opleve familien og det at være menneske. Demokrati Den form for demokrati, som vi har i Europa, startede i byerne. Siden 1200-tallet havde der været en kamp mellem adel og bønder. Adelen tvang bønderne til at være slaver for sig. Og bønderne forsøgte at frigøre sig. Så red adelen ind i en landsby og myrdede nogle bønder. Og bønderne slog sig sammen i en lille bondehær og angreb en adelsborg og brændte den ned. Så slog flere adelsfolk sig sammen og dannede en adelshær og angreb nogle bondelandsbyer og brændte dem ned. Men så slog flere landsbyer sig sammen og dannede en større bondehær og angreb og brændte flere adelsborge. Det fik dog adelen til at slå sig sammen i store adelshære og angreb mange bondelandsbyer og brændte dem osv. Det fortsatte frem til 1600-tallet. Resterne af den slagne adel og nogle af de overlevende fra nedbrændte bondelandsbyer slog sig ned i byer, og selvom der var modsætninger mellem adelen og bønderne her, skulle de dog finde ud af at overleve. Adelen blev til kapitalister, og bønderne blev til arbejdere. Og der opstod et klassesamarbejde mellem de 2 klasser. Det blev til det europæiske demokrati. På venstrefløjen i dag er der nogen, der mener, at vi har et politisk demokrati. Det knytter sig til hovedets bevidsthed. Og bevidstheden i venstre side er jo bare en familiebevidsthed; og her skal samfundet ikke blande sig. Problemet for disse venstreorienterede er, at der ikke er demokrati på arbejdspladserne. Her er der underlivets bevidsthed. Her kæmper vi mod hinanden. Den stærke sejrer. Denne konkurrence vil de gerne have erstattet af en solidaritet, hvor vi hjælper hinanden. Første Internationale I slutningen af 1850 erne kom der en økonomisk krise, hvor der blandt andet var en lang strejke i England, der resulterede i, at arbejdere opnåede ret til at organisere sig. I 1864 stiftede så nogle engelske og franske arbejdere den Internationale Arbejdersammenslutning, senere kaldt Første Internationale. Marx, der var med til det stiftende møde, fik indskrevet sine synspunkter i indledningen til sammenslutningens vedtægter. Bakunin tilsluttede sig Internationalen i 1868. Pariserkommunen Allerede i 1792 havde pariserne for en kort tid dannet deres egen folkekommune. Og under den fransk-tyske krig i 1870-71 genopstod kommunen for en kort stud. Tyskerne havde omringet Paris og sejrede over Frankrig. Og så ville de gå i triumftog gennem Paris. Men her gik folket til modstand. De byggede barrikader og erklærede Paris for befriet. Det skulle være starten på socialismen. Men det holdt dog kun 72 dage. Det endte med, at militæret slagtede 30-40.000 mænd, kvinder og børn. Efter pariserkommunen kom der en splittelse mellem Bakunin og Marx. Bakunin beskyldte Marx for at svigte de grundlæggende idéer, idet han mente, at Marx og det kommunistiske parti bare ville 11

sætte sig på det borgerlige magtapparat og køre systemet videre. Marx beskyldte Bakunin for at ville planlægge en hemmelig militant bevægelse, som skulle forhindre en kontrarevolution - næste gang arbejderne dannede en folkekommune. Marx ville af med Bakunin. På kongressen i 1872 lykkedes det Marx at få besluttet, at internationalen skulle flytte til USA. På dette tidspunkt var Marx mest populær i Tyskland, og Bakunin mest populær i de andre europæiske lande. De vedkendte sig begge til socialisme, men havde altså forskellige strategier for at opnå det. Arbejderne i Europa var splittet mellem de to strategier, og det var årsagen til, at Internationalen blev nedlagt i 1876. Dem, der tilsluttede sig Marx, kaldte sig herefter marxister. Og dem, der tilsluttede sig Bakunin, kalde sig anarkister. Bakunin og Marx kørte videre med hver deres organisation; men begge organisationer døde langsom hen. Det er vigtigt at forstå, at der her er tale om det modsatte af, hvad der skete i periode 1750-1850. I denne revolutionære periode oplevede folk begge de to bevidsthedsmø n- stre; og der var bred enighed om, at det første var undertrykkende og det andet befriende. Men siden hen har marxister holdt sig til det første og anarkister til det andet. Når Marx og de tyske arbejdere påtog sig selvundertrykkelsen, skyldes det jo, at de ikke ville slagtes af militæret. De ville hellere have en langsigtet politisk bevægelse, som på et senere tidspunkt kunne indebære frihed og socialisme. Engels Marx levede sine sidste år i London under fattige vilkår. Hans skrivekammerat Friedrich Engels (1820-1895) var ældste søn af en rig bomuldsfabrikant; og han kom ofte og gav Marx penge, så Marx kunne overleve og skrive. Marx og Engels var egentlig noget uenige, men Marx kritiserede aldrig Engels - måske af frygt for at miste sin forsørgelse. Marx døde i 1883. Engels mente, at kapitalismen spillede en positiv rolle. Men fordi kapitalismen bygger på en magtkamp mellem kapitalister og arbejdere, kan kapitalismen ikke udvikle sig mere end frem til et vist niveau. Herefter går udviklingen i stå. Først når arbejderne har lavet revolution og afskaffet klassesamfundet, kan den tekniske udvikling fortsætte. I 1877 skrev Engels Socialismens udvikling fra utopi til videnskab. Heri gennemgår han den historiske udvikling, hvor han mener, at socialismen vil komme med nødvendighed. Efter den socialistiske revolution opstår en hel ny situation: Med samfundets overtagelse af produktionsmidlerne er vareproduktionen afskaffet og dermed produkternes herredømme over producenterne. Anarkiet inden for den samfundsmæssige produktion erstattes med planmæssig bevidst organisation. Kampen for den enkeltes eksistens hører op. Dermed træder mennesket i en vis forstand endeligt ud af dyreriget, træder fra dyriske kår ind i virkelig menneskelige. Engels mente, at mennesket tidligere og også under kapitalismen bliver styret af den dyriske bevidsthed i underlivet. Men under socialismen vil det blive bevidstheden i hovedet, ser skal styre. Først fra da af skaber menneskene selv deres historie med fuld bevidsthed Det er menneskehedens spring fra nødvendighedens rige ind i frihedens rige. Engels mente altså, at socialismen er en videreudvikling af tidligere historie, og at socialismen gør os til herrer over naturen. Marx s tidlige skrifter fra 1840-58 indeholdt en teori om bevidsthed. Og hans senere skrifter fra 1858-75 indehold en teori om økonomi. I de sene skrifter er der ofte hentydninger til, at det bevidsthedsmæssige spiller en rolle i forståelse af den økonomiske teori. Men Marx gentager ikke argumenterne fra de tidligere skrifter. 12

De senere skrifter om økonomi blev oversat meget tidligt, så alle socialistiske partier i Europa og Sovjet havde den økonomiske teori som det centrale. Og her forstod man ikke de små hentydninger til det bevidsthedsmæssige, for man kendte ikke de tidligere værker. De tidlige skrifter blev oversat meget sent, nogle af dem så sent som i 1960 erne. Og da man så læste dem, blev den almindelige opfattelse, at Marx i sin ungdom havde nogle helt andre tanker, som var småborgerlige, og som slet ikke havde noget med den økonomiske teori at gøre. Hvis man imidlertid læser de tidlige og de sene skrifter i den rigtige rækkefølge, opstår en logisk sammenhæng. Og man kan ikke forstå de økonomiske skrifter korrekt, hvis man ikke fortolker dem i lyset af den bevidsthedsmæssige teori. Produktivkræfternes udvikling Analyse-energiens bevidsthedsmønster giver en følelse og oplevelse af, at alting kommer fra noget dyrisk og primitivt (underliv) til noget forstandigt og fornuftigt (hoved). Det er ligegyldigt, hvad man tænker på. Det er også ligegyldigt, om der faktisk er en fremgang eller tilbagegang. Når man er stivnet i dette energimønster, oplever man altid en fremgang. Energimønstret overføres via nervetrådene til hjernen, så der her opstår et tilsvarende energimønster. Det giver strukturen i bevidstheden. Og analyse-energien giver altså to bevidsthedspoler i hjernen, så man har to sæt tanker samtidig. Den ene tanke knytter sig til underlivets energipol. Og den anden tanke knytter sig til hovedets energipol. Når jeg i næste afsnit skriver, at der er en bevidsthed i underlivet, mener jeg selvfølgelig, at bevidstheden er i hjernen; men energimæssig knytter den sig til underlivet og en tilhørende energipol i hjernen. I underlivet er der produktivkræfternes bevidsthed. Det er den tekniske udvikling og den måde, man producerer på. Og i takt med produktivkræfternes udvikling, vokser forstanden og visdommen i hovedet også. Og når produktivkræfterne er blevet udviklet nok, får folk en socialistisk bevidsthed, og så indfører de socialismen. Det er den tankegang, som Engels har; men den har Marx ikke. Engels tankegang bygger ikke på analytisk teori, men på de følelser, som analyse-energien giver. Marx bruger også analyse-energien, når han tænker og skriver; men han har også en analyse af virkeligheden. I 1950 erne var der mange socialister, der mente, at produktivkræfterne kun manglede lidt i udvikling, inden socialismen ville opstå. Og i 1970 erne var der mange socialister, som mente, at produktivkræfterne var udviklede nok; men at den Kolde Krig udsatte socialismens virkeliggørelse. Det er tanke, som ligger i forlængelse af Engels. Marx havde engang skrevet, at kvantitative forandringer i samfundet kunne blive så ekstreme, at de ville slå om i kvalitative forandringer. Og her mente han, at den kapitalistiske økonomiske vækst kunne nå dertil, at folk fik nok, og at de så ville få en bevidsthed om at ændre systemet. Men han mente ikke, at det skete automatisk. Han mente, at det socialistiske eller kommunistiske parti skulle spille en aktiv rolle, for at skabe den revolutionære bevidsthed. Anden Internationale I 1889 dannedes så den Anden Internationale, der i høj grad var præget af det tyske socialdemokrati. Set udefra havde de teorier om demokrati, revolution og internationalisme, men deres praksis var ret bureaukratisk, reformistisk og nationalistisk. Efter Marx s død var det Engels, der forklarede den marxistiske teori. Han overførte naturvidenskabens love på samfundet og mente, at marxismen havde en sådan lov for, hvordan et samfund udvikler sig. Hovedpointen var, at kapitalismen ville udvikle en stadig større krise, som ville få kapitalismen til at bryde sammen; så derfor skulle man bare vente. Internt kom der så en højreorienteret fraktion, ledet af Eduard Bernstein (1850-1932), der mente, at kapitalismen ikke ville bryde sam- 13

men af sig selv. Det borgerlige samfund ville kun ændres, hvis socialisterne gik ind i det og dannede et politik parti, der arbejdede for forandringer. Senere opstod der så en venstrefløj, ledet af Rosa Luxemburg (1871-1919), der også mente, at kapitalismen ikke ville bryde sammen af sig selv ; socialisterne måtte tage magten og ikke vente på, at den faldt i hænderne på dem som et modent æble. Der var nogle teoretiske debatter. Marx havde i sin teori gennemgået vekselvirkningen mellem basis (underliv) og overbygning (bryst/hoved); men Engels lagde stadig mere vægt på, at det var basis, der dannede bevidstheden i overbygningen. Klassekampen, som hos Marx var en del af den historiske proces, der dannede bevidstheden, faldt væk. Så modsætningen mellem basisbevidstheden (pr o- duktivkræfterne) og familiebevidstheden (produktionsforholdene) blev bare til et skel mellem offentlig og privat. Og så argumenterede Engels med, at marxismen havde videnskabelig bevist, at alle samfund skulle igennem de samme økonomiske stadier, og at en socialistisk revolution kun kunne bygge på arbejderklassen. Socialdemokraterne knyttede an til Anden Internationale. Her er der ingen analyse af, hvordan strukturerne i bevidstheden er opstået. Den er bare, som den er. Der er heller ingen alienation (bevidsthedsspaltning mellem underliv og hoved) eller reifikation (bevidsthedsspaltning mellem højre og venstre side), som man skal forholde sig til. Der er bare 3 bevidsthedspoler. Og der har altid været en højre- og en venstrefløj - svarende til bevidstheden i de to sider. I højre side har man fri kapitalisme (underliv) samt den politiske styring (hoved). Kapitalismen udgøres af markedets frie kræfter, og det kan ikke styres. Den politiske styring skal så forsøge at kompensere for de uheldige virkninger, der måtte opstå. I venstre side har man det private med familiefølelsen (bryst), hvor det er tilladt at have en religion og privat ejendomsret. Det offentlige (højre) og det private (venstre) har ikke noget med hina n- den at gøre. Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, faldt Internationalen sammen; men den genoprettedes i 1951 under navnet Socialistisk Internationale, som stadig eksisterer. I Storbritannien kalder man socialdemokrater for de liberale. I Frankrig og andre lande i Sydeuropa for socialister. Og i Nordeuropa for socialdemokrater. Den russiske Revolution Vladimir Iljitj Uljanov (1870-1924), som tog dæknavnet Lenin, mente, at arbejderne havde en bevidsthed med sig selv som undertrykte og magthaverne som undertrykkere. Han skrev: Arbejderklassen er med egne evner kun i stand til at udvikle fagforeningsbevidsthed; og det kan være, at de kan finde ud af at forene fagforeninger, kæmpe mod arbejdsgivere samt forsøge at tvinge regeringen til nødvendig arbejderlovgivning osv. Politisk bevidsthed er de derimod ikke i stand til at skabe. Arbejderne havde en reificeret og alieneret bevidsthed, sådan som Marx også mente det. Derfor skulle man danne et kommunistisk parti, hvor medlemmerne havde frigjort fra disse bevidsthedsspaltninger, og som kunne lede arbejderklassen. Marx havde i Det kommunistiske Manifest dristet sig til at skrive, at man skulle indføre Proletariatets diktatur. Hermed mente han ikke, at man skulle besætte den borgerlige statsmagt, sådan som nogle i dag fortolker det. Han mente, at proletariatet skulle sætte sig på tusindvis af små magtcentre på fabrikker, i boligkvarterer, i militæret og alle andre steder, og så skulle de udgøre den nye magt, sådan at borgerskabets gamle statsmagt blev sat ud af kraft. Det var også Lenins opfattelse i starten, men så skiftede han opfattelse. 14

Inden krigen brød ud, havde Rusland været igennem en voldsom udvikling. Befolkningen var fordoblet på 50 år, og selvom 80 % af befolkningen stadig var bønder, havde der rejst sig en omfattende industri og en ny arbejderklasse. Ingen af de socialistiske teoretikere i Europa havde forestillet sig, at der kunne komme en socialistisk revolution i Rusland. For man troede på Engels teori om, at det var produktivkræfternes udvikling, der skabte bevidstheden, så derfor troede man, at socialismen ville opstå (automatisk) i et af de mest udviklede lande i Europa. Men så kom der en spontan opstand i begyndelsen af 1917 i Rusland. Det skyldtes især krigen og de stigende fødevarepriser. Men den gav anledning til en generalstrejke. Myndighederne satte militæret ind og opløste parlamentet. De fleste troede, at oprøret var slået ned; men så besluttede soldaterne i nogle af regimenterne at tilslutte sig oprøret. Bønder og arbejdere fik dermed mere magt. Bolsjevikpartiet med Lenin i spidsen forsvarede opstandene. Lev Bronstein (1879-1940), der tog dæknavnet Trotskij, blev leder af Petrograd (Sankt Petersborg) sovjetten. Sovjet betyder folkeråd. Han havde udtænkt, hvad han kaldte den permanente revolution. De fleste socialistiske teoretikere havde misforstået Marx og var inspireret af Engels, som mente, at produktivkræfterne først ville medføre en borgerlig revolution, der kunne omdanne et underudviklet land til kapitalisme og så senere ville medføre en socialistisk revolution, der kunne omdanne kapitalisme til socialisme. Trotskij mente, at en begyndende revolution i et underudviklet land godt kunne være permanent og føre udviklingen helt frem til socialisme. Det lykkedes ham at overbevise Lenin om det. De var dog begge godt klar over, at en isoleret revolution i Rusland ville blive knust af de kapitalistiske lande. Derfor var det altafgørende, at der også kom revolution i Tyskland, som var det mest udviklede land i Europa; og at revolutionen så bredte sig til alle andre lande. I oktober i Petrograd besatte bolsjevikkerne så de institutioner, der endnu ikke var under folkets kontrol. Trotskij organiserede et magtfuld forsvar; og han blev formand for en militær revolutionskomité, der skulle forberede et forsvar af revolutionen mod en mulig kontrarevolution. Han blev senere leder af den røde (sovjetiske) hær; og der kom så en borgerkrig mellem de røde og de hvide. De hvide var en blandet gruppe, der blandt modtog støtte fra udlandet, og som modsatte sig bolsjevikkerne; men borgerkrigen endte med de røde som sejrsherrer. Første Verdenskrig sluttede november 1918, og i Rusland stiftede man så i 1919 den Tredje Internationale, også kaldet Komintern. Lenin skrev: Foran den Tredje Internationale står opgaven med at organisere proletariatets kræfter til et revolutionært stormløb mod de kapitalistiske regeringer til borgerkrig mod borgerskabet i alle lande, for den politiske magt, for socialismens sejr! Man skulle bare igangsætte det revolutionære stormløb på det rigtige tidspunkt. Og her skulle man vente på, at produktivkræfterne i Europa havde nået det udviklingstrin, hvor tilstrækkelig mange arbejdere havde fået en socialistisk bevidsthed. Man troede altså stadig, at bevidstheden ville udvikle sig, så flere og flere blev af-reificerede og af-alienerede altså slippe bevidsthedsspaltningerne. Men det skete nærmest det omvendte. Tyskland I løbet af krigen kom der alvorlig hungersnød i Tyskland; og mange døde af sult. Befolkningen protesterede mod krigen, og i november 1918 gjorde nogle matroser mytteri og startede en revolutionær opstand. Der blev dannet soldater- og arbejderråd; og revolutionen bredte sig hurtigt til hele Tyskland. Overalt blev der oprettet arbejder- og soldaterråd. Hele det tyske folk blev revet med i begejstring. Og hurtigt kom de 60 største byer i Tyskland under de revolutionæres kontrol. Den tyske kejser satte militæret ind; men mange af soldaterne sluttede sig til de revolutionære. En demonstration besatte rigsdagsbygningen, og Tyskland blev udråbt til en demokratisk socialistisk republik. Overalt blev der nedsat arbejder- og soldaterråd. Og 3000 delegerede samledes i Berlin og 15

udråbte sig til landets højeste magt. Socialdemokraterne fik en massiv indflydelse; og folkemasserne ønskede bare fred og brød. De revolutionære begrænsede sig til analyse-energiens bevidsthed. Her var valget, om man skulle have et borgerligt demokrati, hvor kapitalisterne (hoved) undertrykte arbejderne (u n- derliv), eller om man skulle have et nyt socialistisk demokrati, hvor arbejderne (underliv) dannede nogle styrende råd (hoved). Mange teoretikere i dag mener, at der pludselig skete noget nærmest ud af den blå luft. Der dukkede borgerlige råd op af husejere, udlejere, læger, lærere og præster; og de trængte også ind i arbejderrådene. Og på landet opstod bonderåd af storbønder, der infiltrerede de rigtige bonderåd. Og sammen med kapitalister, officerer og højreorienterede socialdemokrater lykkedes det dem at vildlede arbejderne til at tro, at man skulle stemme på politikere til en ny parlamentarisk forsamling. Faktisk var der bare tale om, at folk også havde enheds-energiens bevidsthed. Her oplever man sig som individ og familiemenneske. Og med denne bevidsthed føler man, at alle udgør ét stort fællesskab, og så må man stemme på nogle politikere, der kan varetage fællesskabets interesser. På en rådskongres i december gav man den socialdemokratiske regering den udøvende og den lovgivende magt og besluttede at afholde valg den 19. januar 1919 til en konstituerende nationalforsamling. De revolutionære fortsatte med strejker og opstande, som socialdemokraterne vendte sig imod; og et frikorps af frivillige soldater myrdede kort før valget de revolutionæres ledere. De borgerlige vandt valget, og socialdemokraterne støttede deres politik. De revolutionære gav ikke op. De iværksatte strejker og krævede nationalisering og samfundseje af produktionsmidlerne og frikorpsene opløst. Men under en strejke i Berlin indsatte man kampvogne, morterer, flammekastere og fly mod de strejkende arbejdere, så 1.200 blev dræbt og titusinder såret; og frikorpsene fortsatte med at nedskyde arbejdere. I begyndelsen af 1920 startede de tyske minearbejderne så generalstrejke. Den socialdemokratisk dominerede rigsdag bekæmpede den med militær. Men så besluttede minearbejderne at danne Rote Armee (Den røde hær). 50.000 arbejdere erobrede hele Ruhr distriktet. De socialistiske ledere mente, at nu måtte socialismen sejre. De var overbevist om, at produktivkræfterne var udviklet nok, og at bevidstheden hos arbejderne derfor ville være socialistisk; men flertallet af tyskerne forblev passive. Og frikorpsene kunne så nedslagte de revolutionære i Ruhr. Det interessante er, at de socialistiske ledere troede, at arbejderne ville identificere sig med analyse-energien og den venstreorienterede bevidsthed. Men det var jo her, at arbejderne oplevede magthavere (hoved) og sig selv som arbejdskraft (underliv). De var selvfølgelig meget mere parate til at identificere sig med enheds-energien, hvor de jo oplevede sig selv som kødelige familiemennesker. Nazismen I 1920 opstod så det nazistiske parti i Tyskland. De tog afstand fra klassesamfundet, som fulgte analyse-energiens bevidsthed. Og i stedet opfandt de en national socialisme, der knyttede sig til enheds-energiens bevidsthed. Man begyndte ganske enkelt at snakke om, at samfundet var én stor familie og man opførte sig også i overensstemmelse hermed. I stedet for abstrakte teorier byggede man på omsorg for hinanden. Så brugte man analyse-energien til at dele folk op i overmennesker (hoved) og undermennesker (underliv). Tyskerne selv var overmennesker, der havde forstand (hoved). Og især jøderne var undermennesker, hvis bevidsthed befandt sig på et meget lavere niveau (underliv). Da man jo havde både alienationens og reifikationens bevidsthedsspaltninger, gav det god mening. Man følte ikke jøderne; de var projiceret udenfor (underliv). Man mente, at alle i den jødiske race var listige, forræderiske og grådige; mens alle tyskere var oprigtige, ærlige og modige. Nazisterne mente så, at historien altid havde været og ville blive en kamp mellem racer, hvor den stærkeste race ville vinde. Tyskerne, som opfattede sig selv som den højest stående race, skulle der- 16

for udskille alle mennesker fra laverestående racer, for hvis man fik børn, hvor der var blod fra fremmede racer, ville bevidstheden falde ned på et lavere niveau. Og så skulle tyskerne erobre hele verden og skabe fred og lykke for alle. Adolf Hitler (1889-1945), som var nazisternes fører, blev rigskansler i 1933. Han førte Tyskland ud i Anden Verdenskrig, som endte i 1945, hvor tyskerne tabte, og han begik selvmord. Sovjetunionen Da det mislykkedes at gennemføre den socialistiske revolution i Tyskland i 1920, befandt man sig i Rusland i en mærkelig situation, fordi man jo mente, at det nødvendigvis ville gå sådan, at de kapitalistiske lande ville omringe Rusland og knuse revolutionen her. I 1922 dannede man så Sovjetunionen, som var en sammenslutning af 15 republikker. Lenin døde i 1924; og Joseph Stalin (1878-1953) overtog lederskabet. Stalin proklamerede så idéen om socialisme i ét land ; og så begyndte en kamp for at udvikle Sovjetunionen og forsvare sig mod de kapitalistiske lande. Hitler troede, at han militært kunne bekæmpe Sovjetunionen; men det gik lige omvendt, så det var Sovjet sammen med Vestmagterne, der besejrede tyskerne. Under krigen i 1943 besluttede Sovjet at nedlægge Komintern (Tredje Internationale). Den havde mest haft den funktion at give opbakning til Sovjet; men da den også var styret af Sovjet, blev den meningsløs. Efter krigen lagde Vestmagterne en militær ring rundt om Sovjetunionen og gennemførte en økonomisk blokade. Det blev starten på den Kolde Krig. Det blev forbudt at sælge strategiske varer til lande i Sovjet. En hemmelig komité blev nedsat i Paris; og her besluttede man sig for, hvad der var strategiske varer. Og det var næsten alt. En kam af plastik var det for eksempel forbudt at sælge til et land i Østeuropa. Argumentet var, at de russiske kvinder dermed kunne rede håret og blive lige så smukke som vestlige kvinder. Og hele idéen var, at almindelige arbejdere og bønder i øst skulle blive misundelige og ønske, at de levede i vest. Vietnam-krigen i 1960 erne sled også hårdt på økonomien i øst, fordi alle lande i Sovjetunionen økonomisk støttede nordvietnameserne, som førte krig mod amerikanerne. Vesten militære omringning medførte også, at man i øst udviklede raketter, der kunne ramme både Vesteuropa og Amerika; og så startede et våbenkapløb. Da det blev åbenbart, at Vestmagterne både var rigere og havde et stærkere militær, besluttede stalinisterne sig for en optrapning, der ville fremtvinge den revolution i Vesteuropa, som ikke var kommet. Man arrangerede alle sine militære tropper i 3 linjer. Når krigen så brød ud, skulle den første linje rykke frem mod vest; og man regnede realistisk med, at de ville komme cirka 1/3 ind i Vesteuropa. Så skulle den anden linje følge efter, trænge igennem første linje og komme yderligere 1/3 frem mod Atlanterhavet. Og endelig skulle den tredje linje trænge frem og komme helt ud til Atlanterhavet. Militært var man klart underlegen. Men man havde så mange soldater, at fremmarchen ikke kunne bremses. Er man stærk, kan man godt slå et par rotter ihjel; men man kan ikke slå millioner rotter ihjel. Vestmagterne var godt klar over det; og de planlagde så, at mens Vesteuropa ville blive løbet over ende, ville man sende vestlige soldater østpå og bombe Moskva og andre store byer sønder og sammen, så de sovjetiske soldater ikke havde noget hjemland mere. Men det vidste man godt i øst, og det var præcis, hvad man planlagde ud fra. For idéen var så, at alle de sovjetiske soldater skulle dele deres våben ud til arbejderklassen i Vesteuropa. Her skulle man så smide uniformerne og danne arbejdermilitser i alle byer og hermed starte verdensrevolutionen. Der er nogen her i Vesten, som nedladende har ment, at de sovjetiske tropper ikke var lige så velorganiserede til krig som de vestlige soldater; men det er, fordi man har misforstået det hele. De sovjetiske soldater skulle netop ikke organiseres til traditionel krig. De skulle opdrages til at opfatte arbejderne i Vest som deres brødre, som de skulle dele våben med. 17