Kapitel 16. 11. december Hvem fanger hvem? På toppen af Notre Dame - Paris Jeg fik langsomt trukket mig tilbage og forsvandt ind gennem taget, stivfrossen. Det jeg havde mest lyst til nu, var et dejlig varmt karbad, men det var der ligesom ikke tid til. Inde på loftet ventede et ulvemenneske på mig med tæpper, masser af varm the og marcipan. Marcipan er virkelig næringsrigt og jeg er vild med marcipan, fortalte jeg til ulvemennesket med klaprende tænder. Ved jeg, var hans korte svar. Så jeg fortalte videre, mens han løftede øjenbrynene og tænkte, at nu plaprede konen igen. Jeg elsker at forme marcipan i alle mulige og umulige figurer, og så gå rundt og give dem til folk jeg kender ved juletid. De bliver så glade, og jeg bliver glad og så nyder jeg at lave dem. Det er virkelige en dejlig uforpligtigende måde at udfolde sine kunstneriske evner på, for det kan blot spises og så er det væk. Jeg fik engang en gave, en vase, som giveren syntes var fantastisk og så var det et familieklenodie. Vi syntes at vasen var umådelig grim, så den blev stillet ind i et skab og kom kun frem når giveren kom på besøg. Sådan går det aldrig med marcipan, det bliver spist ganske hurtigt. Varulvens øjenbryn havde efterhånden bevæget sig op til hans hår kant, så jeg kunne bare ikke lade være med at tale videre. Jeg kan personligt godt selv lide, når marcipan bliver blandet lidt op med abrikoser, men ikke så meget at det smager af abrikos, mere sådan lidt for syrlighedens skyld. Jeg blander ofte marcipan med appelsinsyltetøj, men sikke noget snask, putter det ind mellem valnøddekerne og overtækker det med klar karamel. Det smagte himmelsk. Denne konfekt kaldes Cleopatras kys. 1.
Jeg kunne se på varulven, at al min snak nu var nået til et punkt, hvor det irriterede ham grænseløst. Jeg viste jo godt, at varulve ikke var til alt det her smalltalk og social konversation, men jeg kunne ikke lade være med at drille dem bare en gang i mellem. Jeg havde simpelthen tilbragt for meget at mit liv i nissernes selskab. Så jeg fortsatte med at plapre løs om alt muligt, mens tænderne stadigvæk klaprede løs. Varulven gik ud fra det lille loftsrum, så jeg kunne få lidt privatliv - ellers også var det fordi hans øre trængte til at hvile sig - nu hvor jeg skulle have våddragten af og skifte til normalt tøj og menneskeskikkelse. Ja, helt normalt var tøjet nu ikke, for der var alle mulige elektriske dimser indsat i tøjet. Kameraovervågning, samtaleanlæg, GPS sender, så alle der havde mit signal kunne følge mig, en enkelt lammerpistol med 5 skud, en stor kniv og en feltflaske med vand, hvis jeg blev nødsaget til at være i kloakkerne i længere tid end vi havde regnet med. Da jeg kom ud fra loftsrummet, tjekkede varulven at alt virkede og sad hvor det skulle. Så begyndte vi nedstigningen af alle trapperne for at komme ned til pladsen foran katedralen. Det er godt nok mange trappetrin. Men jeg fik da varmen. Da jeg nåede ned af trapperne var jeg så sandelig også begyndt at svede. Det tøj jeg havde på, var 100 % syntetisk, og udstyr var 100 % organisk, for at sikre mig at jeg kunne komme igen alt uorganisk materiale. For at teste det havde jeg taget turen gennem katedralens vægge nogle gange. Aftenen før havde jeg midt om natten taget turen gennem pladsens cementfliser - foran katedralen - og jeg havde med små røde malerklatter vist hvor jeg ubesværet ville kunne komme igennem og ned i kloakkerne. Det havde givet nogle hårde knubs, når jeg røg igennem forkerte steder, og nogle gange var der bare jord og murbrokker omkring mig og det dybeste mørke, så jeg måtte skynde mig op igen, for ikke at blive kvalt. 2.
Jeg havde gået sammen med Kasper og Lai. Lai holdt en usynlighedsdragt op foran mig, så der ikke var nogen der kunne se mig smutte op og ned af jorden. Det bare at holde en dragt op foran en, var bestem ikke lige så effektivt som at have hele dragten på. Så hvis nogen havde kigget nærmere efter, var der nok en arm eller et ben som var synlig ind i mellem. Vi havde fundet ud af hvor Olaf og hans bodyguards boede. Der var ingen af os der på nuværende tidspunkt var i tvivl om at Olaf ikke var en fri mand. Spørgsmålet var så om han var tilfreds med det eller utilfreds. Et fangenskab på den måde som Olaf var fanget på, kunne have sine behageligheder, i form af ikke at skulle tænke på den daglige økonomi og de daglige gøremål, men at kunne hellige sig sine undersøgelser og forskning indenfor det paranormale. Det var lykkedes nogle af præsidentens mænd at støde ind i Olaf, og i denne handling havde de fået placeret en seddel i hans lomme. På sedlen stod der, at han skulle handle ind i en bestemt butik, hvor ekspedienten ville give ham noget bestemt tøj, som han skulle insistere på at købe. Det var tøj der var 100 % syntetisk. Hvis Olaf var indstillet på en flugt, kunne jeg tage ham med ned i kloakkerne. På sedlen stod der, at han til mødet intet uorganisk materiale måtte bære, heller ikke sin urrem, der var af læder. Det havde kostet et ekset cykelhjul og en del skrammer på en af præsidentens mænd at få den seddel placeret. Så var der jo kun at håbe på, at Olaf fandt og læste sedlen. Men spændingen om hvorvidt Olaf var en frivillig fange eller ej, ville dog bestå et stykke tid, også selvom jeg tog ham med ned i kloakkerne det kunne være aftalt spil. Præsidentens mænd havde sendt en professionel afhører med en psykolog baggrund til os, så han pænt og høfligt kunne udspørge Olaf omkring hans hensigter og ærligheden i det Olaf sagde. 3.
I min høresnegl kom en meddelelse ind til os fra Kaspar, der nu havde set Olaf i en lidt speciel, men dog meget smart sportsdragt. Han var som sædvanligt fulgt af sine to bodyguards eller skulle man måske hellere kalde dem; fangevogtere. Det måtte tiden vise. Der kom også andre meddelelser ind, for selvfølgelig var der mange af præsidentens mænd placeret rundt omkring og der var også mange af elverfolket. Fra denne ekstragruppe blev der meddelt, at der var rigtig mange andre som fulgte med Olaf og hans lille gruppe. De kunne fortælle, at en del af de mennesker som var gemt og skjult rundt omkring på pladsen og i bygningerne, var folk som var kendt indenfor den russiske mafia. Gad vide om Olaf kendte noget til sin evne til at gå igennem uorganisk materiale, og gad vide om den evne nu blev brugt af den russiske mafia i så fald var Olaf jo en rigtig lille guldfugl for dem. Så var der ikke noget at sige til at de passede så godt på ham. Han ville jo være i stand til at gå igennem en hvilken som helst boks helt uden problemer. Sven havde fået den samme tanke, for han bad præsidentens mænd undersøge disse forhold nærmere. I baggrunden gennem hørersneglen - kunne vi høre sagte elver stemmer, som havde travlt med at finde oplysningerne frem og undersøge denne nye ledetråd i mysteriet omkring Olaf. Jeg begyndte at gå hen imod Olaf. I høresnegle bad Sven mig om at være meget forsigtig. Olaf s bodyguards gik i en afstand af 5 til 10 meter fra ham. Hvis det var den afstand som bodyguards mente var nok for at man ikke kunne regne ud, at de passede på Olaf, så var de ikke særligt professionelle. Jeg brød mig ikke om den bule som de havde under frakken. Det kunne være våben. 4.
Det her var ikke nogen særlig sikker situation for mig, og jeg kunne mærke at hele min krop var spændt som en stålfjeder. Da jeg var ca. en 1 meter fra Olaf begyndte bodyguards ene at trække sig hastigt sammen omkring mig. Det var en fælde. De ville fange mig også. Jeg kastede mig af al kraft ind mod Olaf og hev ham ned gennem fliserne og ned i kloakkerne, hvor vi slog os noget så grundigt. Det var ikke lige ved en af mine maleklatter at vi var trukket igennem, men det var godt nok, for vi landede direkte i en af kloakkerne. Det var heldigt, bortset fra at vi landede i vandet, og det var temmelig ulækkert. Nu var det spændende øjeblik kommet, hvad ville Olaf gøre? 5.