Film i Glostrup Bio Medlemsblad for Sofarækken Nr. 50 - juni 2010 Jesper Asholt
Se bladet i farver på www.glostrupbio.dk Film i Glostrup Bio er medlemsblad for Biografforeningen Sofarækken og Glostrup Filmklub for Børn og Unge. Ansvarshavende: Henning Richard Jensen Redaktør: Holger Pedersen redaktionen@glostrupbio.dk Tryk: Foreningsbureauet, Glostrup Fritidscenter. Oplag: 750 Indhold: Formandens klumme Sofarækkens jubilæum Filmklubben - andet end bare film Nogle af sommerens film Jesper Asholt Kampen for og med rollerne 8 Rud og mælkemanden 10 Clausen-filmene 14 Alt det andet 18 De aktive lavede en scene! Bakspejlet: Sveriges ældste filmstudie 3 4 5 6 7 23 24 Biografforeningen Sofarækken Formand : Henning Richard Jensen, Brandsbjergvej 36, 2600 Glostrup Glostrup Bio Bryggergårdsvej 2 2600 Glostrup Billetter: 4396 0201 og www.glostrupbio.dk Biografleder Lotte Warming. 4396 0806 / glostrupbio@glostrupbio.dk Støt vores samarbejdspartnere 2
Formandens klumme Ja, så har vi taget hul på det andet årti i Sofarækkens historie. Det første succesfulde årti fejrede vi på behørig vis i forbindelse med, at vi holdt den ordinære generalforsamling den 14. marts. Under beretningen kunne jeg se tilbage på et godt år for biografen. Billetsalget havde i 2009 slået alle rekorder, hvilket vi retfærdigvis må tilskrive millennium-trilogien, der alene stod for ca. en tredjedel. Desværre ser det ikke ud til, at der bliver nye rekorder i år. Det er det aktuelle udbud af film ikke tilstrækkelig til. Som det vil være de fleste bekendt, sker der dramatiske ting i biografbranchen i denne tid. Sagen er kort fortalt, at den gamle filmstrimmel snart skal på museum og erstattes af en lille harddisk. Det giver fantastisk kvalitet og mulighed for 3D. Det er først og fremmest distributørerne der vil spare penge, mens vores problem er, at denne digitalisering koster rigtig mange penge. Vi skal købe udstyr for en formue og have bygget en del om. Der er tale om en investering, som vi ikke lige kan tage op af kassen. Vi gør alt, hvad vi kan, for at tjene penge ud over selve billet- og cafésalget. Vi har netop investeret i en ny projektor, der gør det muligt for os at tilbyde lokalreklamer. Dette har premiere den 10. juni, og vi arbejder intensivt for at gøre opmærksom på denne nye mulighed for de lokale forretningsdrivende og institutioner. Det nye udstyr giver mulighed for mange andre tilbud. Vi kan for eksempel vise film med videre via Blu-ray /dvd, hvilket kan være aktuelt i forbindelse med Filmklubben for Børn og Unge, skolebio, særlige film, som ikke findes som 35 mm - osv. I maj deltog vi for første gang i DOX:BIO, en ny Dansk filmklub, der hver anden måned viser dokumentarfilm. Den nye projektor giver også muligheder for bedre tilbud i forbindelse med f.eks. præsentationer, når salen benyttes til andre formål end film - f.eks. af firmaer og institutioner. At udstyret også kan benyttes til transmitterede operaer, sportsbegivenheder med videre giver os rige muligheder for at udvide paletten i fremtiden. Efter en stor indsats fra nogle af biografens frivillige har vi nu også fået bygget en stor og flot scene, som giver os fleksibilitet og endnu flere muligheder for brug af salen. Ud over det, vi selv kan tjene, får vi god støtte af Glostrup Kommune. I Sofarækkens bestyrelse - som i øvrigt fortsætter uændret - kan vi byde velkommen til to nye repræsentanter fra kommunalbestyrelsen, nemlig Lars Høimark og Jan Due. Der er meget at glæde sig over i Sofarækken. Vi har nu rundet 500 medlemmer og af de 75 entusiastiske aktive kunne vi på generalforsamlingen hylde 20, der har været med helt fra start. 3 Henning Richard Jensen
Sofarækkens jubilæum Som bekendt fejrede vi Sofarækkens 10 års jubilæum i forbindelse med den ordinære generalforsamling i marts. Mod sædvane blev der ikke vist film, men i stedet var der festlige indslag med Glostrup Line Dance og Glostrup Gospel. Desuden markerede vi begivenheden med en præsentation på vores nye projektor, hvor vi viste en kavalkade over en del af alt det, der er sket i de 10 år. De aktive er stærkt medvirkende til, at det hele kan lade sig gøre. Ved denne lejlighed kunne vi hylde hele 20, der havde været med helt fra start. Læs mere om både generalforsamling og jubilæum på hjemmesiden. www.glostrupbio.dk/sofa Se Arrangementer. 4
Filmklubben - andet end bare film Naturligvis drejer det sig om at finde nogle gode film, og de aktive i Glostrup Filmklub for Børn og Unge sætter en ære i at gøre visningen af disse til en så festlig oplevelse som muligt. Med hensyn til at finde de rette film samarbejder Glostrup Bio med en række andre biografer, der er organiseret i DaBUF (Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber). Repræsentanter fra disse klubber mødes et par gange om året for at se en masse film, og den 20. marts var det Glostrup Bios tur. Det blev et velbesøgt arrangement med 15 biografer repræsenteret. Den 10. april havde Filmklubben besøg af Elena Arndt-Jensen, der har spillet titelrollen i flere Karla-film, hvoraf Karla og Katrine var på programmet denne dag. Elena/ Karla holdt et fantastisk foredrag om, hvordan det er at være med til at optage film. Desuden skrev hun autografer og besvarede spørgsmål. Børnene ville ikke slippe hende, og hun fortalte bagefter, at interessen havde været aldeles overvældende. Natten efter den 16. april arrangerede Filmklubben en Filmmaraton for store børn og unge. Her kunne de rigtig seje se hele fire film i træk. Den første film startede kl. 23 og den sidste sluttede ved 7-tiden næste morgen. Undervejs var der pauser, hvor der var sandwich, kage og sodavand. Alt inkluderet i den yderst beskedne pris på 125 kr. Læs mere på www.glostrupbio.dk/filmklub 5
Knight and day Frihed på Prøve Den småkriminelle John, som vi kender fra Erik Clausens sidste film Ledsaget Udgang, bliver løsladt på prøve. John tager til Jylland for at hjælpe sin søn, der efter eget udsagn står i lort til halsen. Endelig er der en chance for at være den familiefar, han inderst inde altid gerne har villet være. John sætter alt ind på at løse sin søn og svigerdatters problemer ud fra to ord, han har drømt om under sit fængselsophold: Frihed og Kærlighed. Men virkeligheden er mere broget, for John finder ud af, at han er farfar til et farvet barn. Han bliver nødt til at tage nogle kriminelle jobs. Han bliver forelsket, og så jages han i øvrigt på livet. Danmarkspremiere 10. juni. Filmkompagniet James Mangold har tidligere instrueret western, thriller, drama og romantik, nu har han kastet sig over action komedien med Knight and Day, der har danmarkspremiere den 22. juli også i Glostrup Bio. Tom Cruise spiller en spion, der har fået en single kvinde på slæb altså Cameron Diaz. Sex and the City 2 Mød Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha igen. Danmarkspremiere 3. juni Prince of Persia Computerspillet der blev en film. Masser af action! Fra 24. Juni. 6 Erik Clausen Film Susanne Mertz
Jesper Asholt Et møde på Halmtorvet Jesper Asholt kommer slentrende på Halmtorvet med en telefon ved øret. Han vinker til mig på lang afstand, selv om vi ikke har mødt hinanden før. Jesper Asholt bliver 50 år den 11. maj, og han virker ungdommelig, glad og spændstig. De lyse lokker har måttet lade livet af hensyn til rollen, han skal spille om lidt. Nogle gange må man ofre noget for kunsten. Han er aktuel med sin rolle i den nye Erik Clausen film, Frihed på Prøve, der har danmarkspremiere den 10. juni også i Glostrup Bio. Der er altså flere gode anledninger til at interviewe Jesper Asholt, men det handler faktisk mest om, at jeg længe har haft kik på denne altmuligmand i dansk teater og film. Denne helt specielle menneskefremstiller, der gennem en række uforglemmelige biroller nu er på toppen af karrieren med hovedroller og alt muligt andet! Jesper Asholt skal ind og gøre det, han er allerbedst til: at forsvare et menneske gennem en rolle. På Husets Teater går stykket Sandsynligvis, der handler om Frank Grevil, efterretningsmanden, der blev straffet for i 2004 at have lækket oplysninger, der mere og mere ligner sandheden om Danmarks involvering i Irak-krigen. Kødbyen dækker et stort område langs banen vest for Hovedbanegården. Der handles stadig med kød og flæsk i Den Hvide Kødby (indviet 1935), men der er også ved at dukke gallerier og caféer op hist og her. Den brune Kødby, der blev bygget i 1878, er et stort spændende område, der ikke længere har noget med sit oprindelige formål at gøre. Et par skoler er rykket ind, og der er da liv i en del af de gamle huse, men der vil givetvis ske en hel masse med stedet i de nærmeste år. Forskellige kulturer mødes her. Unge, med tjek på det hele og forhutlede narkomaner, der ikke har tjek på noget som helst. Nærheden af DGI-byen og udstillingsstedet Øksnehallen (bygget 1901) tiltrækker et ungt klientel, der også hygger sig på PH-caféen og mange andre chikke steder på det før så barske Halmtorv. Ved indgangen til Den Brune Kødby ligger et af Københavns små teatre: Husets Teater. 7
Inden han skal på scenen i denne krævende hovedrolle, har han sat en times tid af til mig til dette interview. Vi finder en mørk krog med bløde stole i teatrets café og får en latte, som det hører sig til sådanne steder. Jesper har taget en håndfuld private billeder med, hvoraf de fleste er med i denne artikel. Det har jeg bedt ham om i det oplæg, han har fået tilsendt på forhånd. Han er præcis lige så venlig og imødekommende, som jeg havde forestillet mig. Og det siger ikke så lidt! Jeg føler, at det ligger ham på hjerte, at jeg får et godt interview med hjem til Glostrup. Fra biroller til hovedroller I begyndelsen var teatret Jeg er fascineret af forskelligheden i de opgaver, du påtager dig. Små og store roller. Mainstream og karakterroller. Dogme og Clausen. Men det begyndte med teatret. Du er uddannet på Århus Teater og har spillet klassiske teaterroller rundt omkring. F.eks. har du spillet narren i Kong Lear og den slags. Har du oplevet det sådan, at du fik de store klassiske roller i provinsen for derefter at få biroller i København? Nej, slet ikke! Jeg har jo aldrig været fastansat på et teater. Jeg har været freelance hele mit liv. Det er de fleste af os jo. Af os ca.1.400 skuespillere er det kun omkring 140 og det er inklusiv operasangere der er fast tilknyttet et teater. Det gør naturligvis, at vi må sprede os over flere ting. Jeg har jo spredt mig over mange ting på teater, film, tv, radio, stemmer til tegnefilm og så videre. Når man har hele paletten fuld, kan man jo være nogenlunde sikker på, at der altid er én af boldene, man kan få i spil. Jeg startede i 1984 som skuespiller på Vestvoldens Egnsteater, hvor jeg var i tre sæsoner. Derefter søgte jeg ind på Teaterskolen i Århus, hvor jeg afsluttede uddannelsen i 1991. Straks derefter tog jeg til København, hvor jeg fik en rolle på Nørrebros Teater. Samtidig kom jeg hurtigt i gang med noget tv. 8
Et benarbejde at komme til filmen Hvordan gik det så til, at det blev filmen, du skulle blive mest kendt for? I starten var det da et benarbejde at komme til at lave film. Vi var nogle stykker, der simpelthen lavede et katalog om os selv. Det hængte vi så op ude på filmskolen med en opfordring til, at vi var klar, hvis nogen havde brug for os til næsten hvad som helst. Jeg kom på den måde med i forskellige ting omkring øvelser, midtvejsfilm og et par markante afgangsfilm, hvoraf den første var i 1995. Det var Omveje af Henrik Ruben Genz. I de år mødte jeg folk som Thomas Vinterberg, Lotte Svendsen og Jonas Elmer. De to sidstnævnte kom jeg senere til at lave film sammen med. Jeg var f.eks. med i Lotte Svendsens første novellefilmen Café Hector (1996) og Royal Blues (1997) og senere i hendes første spillefilm, Bornholms Stemme (1999). Jonas Elmers film Let s get Lost (1997) fik gode anmeldelser og en Bodil for bedste film. Det var dog nok Omveje, der særligt satte gang i mine filmroller. Jeg mener også, det var den, Søren Kragh-Jacobsen havde set, da han spurgte mig, om jeg ville spille Rud i Mifunes sidste sang. At forsvare almindelige mennesker Morten Piil giver dig i sin bog om danske skuespillere denne karakteristik: Stort navn i små roller, der har vist ham som en forvanskningskunstner af de sjældne og en specialist i at fremstille, hvad man ofte har kaldt den lille mand. Det er godt nok skrevet før de hovedroller, du ofte spiller i dag. Men alligevel: Er det dækkende for dig? Jeg synes, det er dybt interessant at gå ind og forsvare et såkaldt almindeligt menneske. Et menneske, der har almindelige dagligdags kampe, som alle kan forholde sig til. Jeg ser min opgave i at finde ud af, hvad det er, der gør sådanne mennesker interessante. Selv i birollerne spiller jeg sjældent helt neutrale karakterer. Jeg tror, at de fleste trods alt husker de roller, jeg har spillet. Jeg prøver altid at gøre disse almindelige mennesker til noget særligt. I starten havde jeg mest det, man kan kalde lavstatus roller, altså folk som hele tiden retter sig efter andre. Jeg kan se i tilbageblik, at det nok hang sammen med den type menneske, jeg faktisk selv var dengang. Jeg var meget diplomatisk og venlig. Det førte jo så nok til, at jeg fik den type roller, som jeg dengang fandt mig bedst tilpas i. 9
Med tiden finder jeg mig bedre og bedre tilpas i roller som mennesker, der tager teten og har autoritet. Det er dejligt at mærke, at man både som menneske og kunstner bevæger sig og kan tage nye udfordringer op. Det er dog ikke sådan, at jeg egentlig spiller mod min natur. Jeg har fundet ud af, at det andet også er en del af min natur, som bare ikke har været brugt så meget. Du har spillet både eksperimentelle ting og mere mainstream. Du vil gerne prøve det hele? Ja, jeg veksler så meget som muligt. Jeg går meget efter, hvad det er for en historie, og hvad der er meningen med rollen og filmen eller forestillingen. Så må det da gerne være mainstream. På Nørrebros Teater mødte jeg et folkeligt og fantastisk godt publikum. Jeg har været med i forestillinger af høj kvalitet på dette teater. F.eks. var jeg med i et par forestillinger sammen med Tommy Kenter, hvor vi fremstillede rørende historier om rigtige mennesker, som man både kunne grine lidt af men også få et par tanker med hjem af. Det synes jeg, er god kunst. Mifunes Sidste sang En gave af en rolle Første gang jeg - og vel de fleste andre - fik øje for dit særlige talent, var i Søren Kragh- Jacobsens dogmefilm, Mifunes Sidste Sang (1999). Her spillede du den retarderede Rud, broder til hovedpersonen Kresten, der blev spillet af Anders W. Bertelsen. Du fik både en Bodil og en Robert for denne store birolle. Var det ikke en gave for dig, at få denne rolle? Det var en helt fantastisk gave at få! Jeg synes, at Rud er en smuk person, og jeg havde stor lyst til at gå ind og opleve verden, som Rud oplevede den. Nogle måneder forinden havde jeg siddet sammen med manuskriptforfatteren Michael Horsten, der sagde, at han godt kunne tænke sig at skrive en rolle til mig, og spurgte mig, hvad jeg kunne tænke mig. Jeg havde lige læst en bog af den norske forfatter Tarje Vesaas, der hed Fuglene. Her forekommer den unge mand, Mattis, der kommunikerer med snepperne. Vi arbejdede lidt med dette tema, men det blev ikke til noget. Da så Søren Kragh-Jacobsen et par måneder efter fortalte mig om rollen som Rud, slog det mig, at det jo fuldstændig var den rolle, jeg havde drømt om. Jeg syntes, det var mirakuløst. Vi snakkede meget om rollen og til sidst på location sammen med bl.a. fotografen (Anthony Dod Mantle) nede på Lolland, hvor scenerne med Rud skulle tages. 10
Mens de andre var ude i anden sammenhæng, tullede jeg alene rundt på gården og byggede Rud op. Derefter fik jeg helt frie hænder. Jeg bruger en form for Method Acting til mine roller. Under forarbejdet til en rolle på Nørrebros Teater, hvor jeg spillede sammen med Tommy Kenter (Sig noget Charlie), havde jeg gået rundt inde i København i flere dage og ageret retarderet. Jeg gik rundt, kørte i busser og havde noget mærkeligt tøj på, mens jeg forestillede mig, at jeg var evnesvag. Formålet var at se, hvordan folk forholdt sig til mig. Jeg fik gennembrudt nogle barrierer og brudt noget blufærdighed ned på denne måde. Disse erfaringer hjalp mig også med at bygge rollen som Rud op. Også plads til Mona, Mona, Mona Søren Kragh-Jacobsen som instruktør? Søren Kragh-Jacobsen er en dejlig instruktør og han var i herligt humør hele tiden. Man kunne mærke på ham, at han havde savnet denne type film, hvor skuespillerne sammen med historien er det vigtige. Han kom lige fra en kæmpeproduktion, hvor alt for mange skulle have noget at bestemme. Her var det bare ham og os. Allerede den første aften på campingpladsen fik vi ham til at tage guitaren frem og synge Mona, Mona, Mona. 11 Scene fra filmen Anthony Dod Mantle
Det var dog en hård rolle for mig. Jeg går 100% ind i mine roller og vil virkelig forsvare figurerne. Jeg vidste, at hvis der bare var én scene i filmen, hvor man kunne ane Jesper Asholt inde bag øjnene af Rud, så ville det ødelægge magien. Hvis man f.eks. tog en take 5-6 gange, var jeg nødt til at være 100% Rud hver gang, for jeg kunne jo ikke vide, hvilken take, der endte med at blive valgt. Når jeg nu havde fået min drømmerolle, måtte der ikke være noget som helst, jeg kunne ærgre mig over bagefter. Mifune var jo en af de oprindelige dogmefilm. Var det noget, du forholdt dig meget til? Nu var det jo en af mine første store roller, så jeg var ikke vildt garvet som filmskuespiller. Men jeg nød da, at der ikke var så meget teknik, at der ikke hele tiden skete afbrydelser. Fotografen listede rundt imellem os med sit kamera på skulderen og var nærmest som en flue på væggen. Vi kunne bare spille løs, og det var jo en gave. Der er ikke noget, der bryder illusionen om, at vi er i en anden verden. Men ærligt talt, så betød det ikke så meget for mig, om man kaldte det dogmefilm eller ej. Kunsten at græde i kor At forsvare et dumt svin Den første rigtige hovedrolle fik du i Peter Schønau Fogs film Kunsten at Græde i Kor (2006). Her spillede du den hykleriske og incestuøse far. Hvordan har du det med at spille et menneske, som man jo må tage afstand fra? Er der en grænse for, hvilke roller, du vil påtage dig at forsvare? Jeg var glad for rollen. Jeg havde jo læst Erling Jepsens bog og var vild med den. Særligt syntes jeg om den balance, der var mellem det humoristiske og det tragiske det forfærdelige. Jeg synes, at det er en god måde at sætte fokus på problemerne på, fordi det er til at holde ud at se på. Man får lov at blive befriet engang imellem, fordi man kan grine af noget af det groteske i figuren. 12 En afslappet Jesper Asholt i 1999. Polfoto, Morten Bjørn Nielsen
Jeg vil faktisk gå ret langt med en rolle, hvis jeg synes, at målet er at fortælle en vigtig historie. Hvis sigtet med at spille en rolle harmonerer med mit verdensbillede, er der egentligt ikke grænser for de roller, jeg vil påtage mig. Jeg vil gerne stå på den side, hvor folk som udgangspunkt hader en. Min egen holdning skal altid med i rollen, og jeg har sagt nej til rigtig mange ting, som jeg ikke kan stå inde for. Nu behøver man jo ikke at gå ud og begå incest for at forstå mælkemanden. Ligesom i tilfældet med Rud, skulle jeg nedbryde nogle barrierer af blufærdighed. Denne gang ikke mindst i forhold til det sprogmæssige. Jeg taler jo ikke sønderjysk, men skulle lære mig det. Jeg brugte meget sproget til at lære min figur at kende. For mig var det en fantastisk rolle at få lov at spille sådan et dumt svin som mælkemanden i Kunsten at Græde i Kor, efter at have spillet så mange flinke, rare og kærlige typer. Koncentration før den vanskelige scene Jesper Asholt har hovedtelefoner på Billedet tilhører Jesper Asholt Den uforglemmelige scene Final Cut Productions Søren Rønholt Filmfamilien til filmtræf i Toronto Billedet tilhører Jesper Asholt 13
Masser af priser Kunsten at græde i kor blev jo en stor succes også internationalt. I var bl.a. i Japan. Du fik en Bodil for bedste hovedrolle og en Robert for bedste birolle. For den samme rolle. Hvordan hænger det sammen? Filmselskabet (Final Cut Productions) havde fået den idé at indstille drengen som hovedrollehaver, hvad han jo sådan set også er. Da man så alligevel ønskede at tildele mig en Robert-pris, blev det så prisen for bedste birolle. Fans i Tokyo. Så har man prøvet det med! Billedet tilhører Jesper Asholt I clinch med Clausen Clausen: et kærligt menneske Du er aktuel i den nye Erik Clausen film, Frihed på Prøve. I den første film spiller du den lidt usmarte betjent, som skal være kontrasten til Erik Clausens kulørte plattenslager, John. Hvordan er det at skulle spille den hvide klovn og lægge op til Clausens klovnerier? Billede fra den første film. Da Jesper Asholt spillede med i Erik Clausen filmen Ledsaget udgang, var han mere buttet. Takket være en masse sport, som han går meget op i, er det en noget slankere politimand, vi ser i den nye film Frihed på Prøve. Rollen er til gengæld blevet noget mindre denne gang. Clausen Film Susanne Mertz 14
Erik Clausen har altid været et idol for mig, og jeg har altid været vild med hans film. De kunne være ujævne, og nogle gange var der amatører, der trak niveauet helt i bund. Men så kommer der disse momenter, hvor man mærker hjertet i det. Der er mange andre film, der ikke har hjertet med. Film kan godt blive for dygtige og måske lidt for patetiske. Jeg savner nogle gange det moment, af dette særligt menneskelige, som der er så svært at planlægge sig frem til. Denne ægthed rammer Clausen ofte i sine film. Generelt er det at spille overfor Erik Clausen anderledes end så meget andet. Han har sin egen måde at gøre tingene på. Jeg husker den første optagedag på Ledsaget Udgang. Vi satte os ind i den taxa, hvor vi skulle spille en 8 sider lang dialog. Clausen havde jo selv skrevet dialogen, men jeg tror egentlig ikke, at han havde kigget særlig meget på den siden da. Vi startede så med indstillingen på mig, og efterhånden fik han så varmet op under sine egne replikker. Det var en mere ophakket måde, end jeg var vant til at lave film på. Jeg har været vant til, at vi skulle øve det hele igennem flere gange og afprøve alt muligt, inden kameraet overhovedet blev tændt. Clausen lod kameraet køre med det meste af tiden, og så valgte han bagefter det, der fungerede bedst. Alle billeder herover er kopieret fra traileren til Frihed på Prøve. Clausen Film 15
Jeg er rigtig glad for at arbejde med Erik Clausen. Han er jo kendt for at snakke meget, men han er faktisk også vældig god til at lytte. Og det gælder ikke bare fotografen eller skuespilleren. Han lytter også til statisten f.eks. når vi spiser frokost sammen. Han favner enormt meget, og man kan også tydelig mærke i hans film, at han er et kærligt menneske. Personligt havde jeg rigtig godt af opleve dette på netop det tidspunkt i mit liv. Der sker jo den pudsige udvikling, at min fangevogter pludselig får overtaget, mens Clausen i rollen som John overraskende for ham selv taber spillet. Da jeg så resultatet første gang, syntes jeg egentlig, at denne forvandling skete lidt for brat. Der var blevet optaget adskillige scener, som skulle antyde, at der var noget andet i mig end den tilsyneladende naive betjent. De fleste af disse scener blev valgt fra. Derfor syntes jeg at mit skifte blev lidt for voldsomt. Faktisk er der kun en enkelt scene med nogle ludere, vi møder i Istedgade, der antyder, at jeg ikke er så fin i kanten, som man skulle tro. Da jeg så den til premieren og et par gange siden hen, kunne jeg da godt se, at min forvandling helt er i tråd med filmens ånd med Clausens måde at fortælle på. Som instruktør er Clausen meget lydhør. Det var på mange måder en gensidig sparring, hvor vi støttede hinanden. Vi har også prøvet at improvisere sammen for at finde ind til figurerne, og hvad de kunne sammen. Derved blev han tryg ved, at vi havde den samme idé om, hvad vi ville med filmen. Russerne var vilde med os Clausens film forekommer jo meget danske, men de har også vakt en vis opsigt udenfor landets grænser? F.eks. blev Clausens Carl Nielsen film modtaget lunkent i Danmark, men fik store priser østpå. Billedet til højre er fra den internationale filmfestival i Moskva, hvor Ledsaget Udgang, der deltog i hovedkonkurrencen, blev hædret med de russiske filmkritikeres pris. Tilhører Jesper Asholt 16
Ja, vi var f.eks. i Moskva med den. Clausens film rammer sikkert noget hos folk i disse østlande. Vi var til den kæmpestore filmfestival i Moskva, der ikke lader de øvrige berømte festivaler noget efter i pragt og udstyr. Begivenheden er lige så stor som Oscar-uddelingen med en kilometerlang rød løber. Folk bliver fløjet ind fra hele Rusland. En af de professionelle anmeldere, der var med, fortalte os, at han anså vores film for at være en af de bedste, han havde set, i de mange år, han havde været med. Jeg tror det skyldes, at det er film om almindelige mennesker, som hverken er rige eller helte. Figurerne er ikke specielt sportstrænede eller smukke, men rigtige mennesker, som man kan forholde sig til. Det tror jeg fungerer særlig godt i Østeuropa, hvor man ikke er så meget fokuseret på filmens verden som sådan. Ligesom Olsen Bande filmene er kolossalt populære østpå, er der også noget hos Clausen, der siger dem noget særligt. Selv om Rusland jo ikke længere er et diktatur, føler mange sig nok alligevel lidt i benlås. Jeg tror, Clausen rammer noget dér. Frihed på prøve I den nye film er du meget usympatisk? I modsætning til den første film er jeg faktisk ikke så meget med i den nye Clausen-film, Frihed på prøve. Jeg er med i starten, og har en scene midt i og hen mod slutningen. I filmen er jeg blevet opgraderet til fængselschef. Jeg er med til at sætte en intrige i gang mod Clausen altså John, som han hedder i filmen. Jeg stikker ham ved at give en anden fange nogle oplysninger om ham, som kommer ham til skade. Jeg er en rigtig skidt fyr i denne nummer to. Jeg viste mig jo allerede i etteren som noget kynisk, men jeg er bestemt ikke blevet bedre af at blive forfremmet. Tværtimod! Du er jo fra Bjerringbro, og har ofte roller, hvor man skal høre lidt dialekt. Hvordan har du det med at spille jyde? De roller, hvor det ikke betyder noget, bruger jeg ikke kræfter på at lave mit sprog om, bortset fra, at jeg jo ikke taler, som vi gør i Bjerringbro. Det ville nu også være meget markant! Jeg har brugt mange år på at bygge et neutralt sprog. Jeg er jo blevet castet til et hav af lidt større biroller, hvor jeg skulle spille betjent eller andet, hvor lidt accent var et virkemiddel. Det kunne være den lidt godmodige fætter eller den rare far, hvor der godt må være lidt jysk i tonen. 17
Bent Werther og Asterix Fra Four Jacks til More Jacks Din alsidighed viser sig jo også i, at du ind imellem flirter med regulær showbusiness. Du har været med i f.eks. Græsted Revyen, og nu er du med i kvartetten, der har genoplivet de legendariske Four Jacks. Du spiller adskillige instrumenter og synger også gerne? Ja da, vi skal på turné med Four Jacks her til efteråret. Derudover skal vi snart have møde med de to skriverkarle, der har skrevet det første show, om at skrive en efterfølger. Det nye show kalder vi More Jacks! Showbusiness er et nyt felt for mig, som jeg nu har fået på paletten sammen med alle de andre ting, jeg laver. Da jeg gik på teaterskolen, troede jeg egentlig, at musik ville komme til at betyde mere i min karriere, end det er blevet tilfældet. Tredje og fjerde år på skolen lavede vi noget Strindberg, Norén og den slags. Ting, der var sådan lidt mørkere i det. Det fascinerede mig meget lige fra start. Jeg kom der med mit lyse sind lige fra Jylland, og havde dyrket sport hele mit liv. Netop fordi, jeg var så ufattelig sund og livsglad, fascinerede det mig ekstra meget at møde en side af livet, som jeg slet ikke kendte. Den slags stykker kom så til at fylde meget i det, jeg kom til at lave. Det trak ligesom den vej. Jeg har også hele 90 gange være rundt på gymnasier og handelsskole med en monolog om nazisme, hvor vi bagefter diskuterede. Gynger og karruseller Four Jacks er jo også brød på bordet? Det giver en stor økonomisk frihed at være med i sådanne ting som Four Jacks. For eksempel den forestilling, jeg om lidt skal ind at lave her på teatret, er meget dårligt lønnet. Faktisk var jeg nødt til at spare op for at få råd til det, og jeg har måttet sige nej tak til mere lukrative opgaver. Der var henvendelser fra Det Kongelige Teater, Folketeateret og en audition i London på Chicago. Men jeg havde bare mest lyst til at spille denne rolle som Frank Crevil, og jeg har nogle meget dygtige medspillere her på teatret. 18 Officielt reklamemateriale
Hvis jeg skal være god på film, er det vigtigt at jeg holder mig varm. Jeg skal hele tiden dygtiggøre mig og udfordre mig selv. Man lærer vældig meget under en forestilling som denne. Vi har haft syv ugers prøver, hvor vi har vendt og drejet hver eneste replik. I sådan et prøveforløb diskuterer man jo alt sammen med instruktøren og de andre skuespillere, og man prøver alting af. Det er der sjældent tid til ved en filmoptagelse. Da kommer du på settet, du kan din rolle - og du leverer varen. Selvfølgelig er der også på film arbejdet med rollen, men det er en fordel at have en værktøjskasse med mange ting, der er prøvet grundigt af. Ellers bliver det et meget lille menneske, du kommer til at vise foran kameraet. Skuespillerens værktøjskasse får man bedst fyldt op på teatret. Fra Shakespeare til Asterix I Glostrup Bio går just nu tegnefilmen Prinsessen og Frøen. Der lægger du stemme til en af figurerne. Det er altså også en del af din metier? Ja, jeg har lavet en del sådanne opgaver. Jeg spiller en kuet butler, der får chancen for at overtage prinsens legeme. Jeg er altså både butleren og ham, der er inde i prinsen. Det var egentlig rigtig svært at lave. I det hele taget synes jeg, det er ret svært at lægge stemme til tegnefilm og den slags. Man står i en boks med en mikrofon og kigger på en stor skærm, hvor filmen ruller. Nede i bunden kører der så nogle talkoder, som svarer til koder i manuskriptet. Så skal man læse de ofte ret lange replikker, samtidigt med, at man skal ramme mundbevægelserne på filmen. Man får ikke udleveret manuskriptet på forhånd, så det er virkeligt hårdt arbejde fra det øjeblik, man stiller sig ind i boksen. Nogen gange er det jo kampscener og andre vilde ting, hvor ens stemmer virkelig bliver sat på prøve. Filmselskaberne har en base med os, der er vant til dette. Hvis vi så bliver valgt til rollen, skal vi først godkendes af Disney, eller hvem der nu har produceret filmen. Noget af det mere markante, jeg har lavet er jo Asterix både i tegnefilmene og spillefilmversionerne. Det er jeg lidt stolt af, fordi Ove Sprogøe havde denne rolle i mange år. 19
Den private Jesper Asholt Nej til reklamer Efterhånden som du bliver mere og mere kendt, skal vi så se dig sælge køleskabe i reklamerne eller figurere som kendis i tv-programmer? Nej, jeg vil ikke stille op til reklamer og den slags. Inden for en uge har jeg faktisk sagt nej til reklamer for halvanden million. Det var lige op til, at vi skulle i gang med Erik Clausens nye film. Jeg tænkte, at Clausen nok ikke havde ringet til mig, hvis han lige havde set mig i tv med en hvid cowboyhat stå og sælge vaskepulver. Jeg ville også hade det, hvis folk, der så mig i Kunsten at Græde i Kor, som det kostede mig så meget at lave på det personlige plan, inden filmen skulle se mig stå og sælge køleskabe. Det betyder meget for mig, at jeg kan se mig selv i øjnene. Jeg har heller ikke rigtig lyst til at stille op som underholdningsvært i tv eller den slags. Forhold til pressen Nu ved jeg jo godt, at du bor i Værløse, er gift med Nanna, og har Marie på 6 og Peter på 11. Men det er der vist ikke så mange, der ellers ved. Du er meget privat med dit privatliv? Nu bliver jeg jo meget snart 50, og en dag ringede Se & Hør for at lave et interview i den anledning. Det kom jeg så udenom på en pæn måde. Aftenshowet har også ringet et par gange for at få mig med i forbindelse med fødselsdagen. Begge gange har jeg holdt dem hen med, at jeg ville tænke over det. Jeg vil gerne have, at det handler om mit arbejde og ikke mit privatliv. Hvis der er tale om en premiere eller sådan noget, som jeg synes skal have opmærksomhed, stiller jeg gerne op. Det synes jeg, er en del af min opgave. Så fortæller jeg da gerne, hvad mine fritidsinteresser er, og hvem min familie består af. 20 På optagelse et sted i Europa. Tilhører Jesper Asholt