From: Dramaturg Date: Thu, 10 Apr 2014 13:48:32 +0200 Subject: Maildialog Hej Henrik! Tak fordi du gerne vil være til et interview i mailform eller en skriftlig samtale om Altid for AaB. Det er efterhånden over et år siden, du sagde ja til at skrive et stykke ny, dansk dramatik til Aalborg Teater. Det var en bunden opgave, du sagde ja til. Det skulle handle om AaB, og vi vidste også præcis hvilke skuespillere, der skulle medvirke, og meningen var, at du skulle skrive specielt til dem. Nu er prøverne i fuld gang og inden vi ser os om, er der premiere. Hvad er det første, der falder dig ind, når du tænker tilbage på dette år med AaB og Aalborg Teater? Hilsen JC Fra: Henrik Szklany Sendt: 11. april 2014 16:07 Til: Dramaturg Emne: RE: Maildialog Hej JC. Selv tak - jeg tror det bliver sjovt. Eller pudsigt i hvert fald! Det første, jeg kommer til at tænke på, er egentlig, hvordan jeg stod midt i Netto og var ved at tage letmælk op fra køledisken, da I ringede, og jeg ikke anede at hele mit næste år skulle gå med at komme så tæt på AaB. At det skulle gå med at prøve at finde ud af, hvad det betyder, når man taler om AaB, og hvordan man sætter ord på den oplevelse, eller den følelse, rigtig mange har af AaB. I forhold til mit konkrete arbejde med 'Altid for AaB', er nogle af de første oplevelser, jeg kommer til at tænke på, nok mine første besøg ude på Hornevej. Hvordan jeg kom i lidt for god tid og sad på den anden side af glasdørene i A/S, hvordan mit interview med Lynge Jakobsen varede længere end nogen af os havde regnet med, og at jeg drak for meget kaffe. Og så den første træning jeg så, som af en eller anden grund overraskede mig ved at minde om en almindelig fodboldtræning - bare på et noget højere niveau! Men også første gang jeg selv gik gennem spillertunnellen og så stadion i totalt forladt mørke. Det gik lige i kroppen. Og tunellen havde jeg forestillet mig var sådan et langt, langt rør, men der er kun lige plads til to fodboldhold. De højeste skal vist bukke hovedet, når de løber op, så vidt jeg husker. Måske er jeg begyndt at lyve lidt nu? Alt det her faldt mig nok ikke ind som det første lige nu, men
det er i hvert fald de ting, der popper op. Med hensyn til selve stykket er det mit første forsøg på at lave en fodboldkamp i ord, jeg kommer til at tænke på. Det tog en hel dag hvor jeg snurrede rundt på stolen og kiggede ud ad vinduet og trykkede på internettet og den slags uden at skrive et eneste ord, fordi det var så skørt, eller vildt eller hvad man skal sige, at skulle på en eller anden måde tror jeg. Men også skrivedagene på et værelse i Tyskland og vores skypemøder om teksten og hvordan det gik med den. En sidste ting: Det første, der falder mig ind, er også noget med hvordan det hele endte med at falde på plads; at alle otte skuespilleres karakterer og figurer er endt med at blive et billede på noget af det AaB er. Som forhåbentligt giver en oplevelse af hvad spilleres og fans' liv kan være. Hvad er det første der falder dig ind? Du har vidst, i noget længere tid end jeg, at I ville lave den her forestilling på teatret. Er dit indfald tidligere end mit? God weekend! Hilsen Henrik From: Dramaturg Date: Fri, 11 Apr 2014 16:24:20 +0200 Subject: SV: Maildialog Hej Henrik Det første, der falder mig ind er, at der var tre ønsker om lige det felt i sæsonen, der blev til Altid for AaB. Vi ville gerne lave noget om AaB, Minna ville gerne have et hold af mandlige skuespillere og vi ville også gerne bestille en ny tekst fra dig. Så kan jeg huske, at jeg læste første udkast med grebet Hvis jeg ikke var skuespiller, men AaB-spiller, så. Og jeg tænkte: Det skal nok blive godt, det her. Er bange for, at næste store billede, der popper op hos mig er Allan Gaardes deltagelse i borgerscenens første middag. Det var via dig, jeg kom i dialog med ham. Men hvis vi nu skulle lade erindringsglimtene ligge lidt, kunne vi måske åbne et andet emne: sport og kunst. De to er traditionelt ikke venner. I kunstverdenen er sport noget, man stort set kun kan forholde sig ironisk til. Man kan godt være fodboldfan og teaterkunstner, men verdnerne er adskilte. Og spørger man ind til kunstneres opfattelse omkring fodbold kan man let møde den opfattelse, at det er en underlødig kultur, der er tendentielt fascistisk (hvis ikke åbenlyst og eksplicit), sexistisk, osv. En opfattelse jeg også selv er tæt på at dele. En af dine nok så berømte kolleger, Elfriede Jelinek, har skrevet en teatertekst om sport, Ein Sportstück, hvor hele pointen er at vise og afsløre sport som et element, der trækker samfundet langt til højre.
Altid for AaB er på ingen måde en sådan ensidig hudfletning af sport eller af klubben der er bestemt også elementer, der kan opfattes som hyldest. Hvor står du selv i denne konflikt mellem sport og kunst, og har projektet her rykket på din holdning? Hilsen JC Fra: Henrik Szklany Sendt: 16. april 2014 00:21 Til: Dramaturg Emne: RE: SV: Maildialog Hej JC. Det var en meget hyggelig borgermiddag, så vidt jeg husker. Det er vanskeligt med det politiske i sport, synes jeg. Især internationale sportsbegivenheder vil altid være uløseligt forbundet med noget politisk, lige meget hvor mange der prøver at tale den del af de begivenheder nok så meget ned. Man kan i et åndedrag nævne Putin og vinter-ol og om man kunne deltage uden at billige systemet, og også OL i Atlanta, hvor alle hjemløse blev transporteret væk fra byen, hvor turisterne skulle være, kunne være et eksempel. Det, der er en af finterne i forholdet mellem det politiske og sport, er måske det at holde sammen om noget i forhold til at holde sammen mod noget. Det er let - næsten gratis - at holde sammen mod noget, og det kunne godt lugte af ret ekstreme politiske holdninger til enten den ene eller den anden side. Måske især den anden side, sådan som man hører historierne flest. Samtidig er det svært at holde af Brøndby, når man er AaB-fan. Jeg ved ikke, hvornår det kammer over. Jeg oplever et stadion som et sted, hvor man får lov at have meget stærke følelser, der ellers ikke er plads til - had og kærlighed som de to mest tydelige ekstremer. Der er ingen grænser for hvad man kan råbe efter modstanderne og især ikke efter deres fans. Under en fodboldkamp er alle i Århus nazister, alle fra Brøndby på bistand og Aalborg er Danmarks Afghanistan og fyldt med bonderøve. Det er måske først, når alle disse følelser tages med videre fra fodboldkamps-situationen og ud på den anden side af stadion, at det bliver problematisk. Når man ikke længere er en del af samme teatralitet længere ville man nok sige i teatersammenhænge. Det, jeg mener, er nok, at de sort/hvide følelser hvor man enten elsker eller hader nogen har plads på stadion, men udenfor lægterne bliver det problematisk, hvis man tror verden er ligeså unuanceret som på banen. Man kan sige sporten ikke ligefrem sætter spørgsmålstegn ved ens livsopfattelse. Det er nemt at blive bekræftet i at man er perfekt som man er, og de andre er dumme, når man tager ud og ser en fodboldkamp. Den giver en et fællesskab og en form for holdepunkt. I hvert fald den tid kampen og festen før og efter varer. Når man vågner, er alle de andre 6-14.000 folk man var ét med dagen før måske lidt langt væk. Men samtidig kan man måske også sige at sport kan hæve ens opfattelse af grænserne for, hvad der er muligt. For eksempel - lidt forenklet - at man kan slå kortsigtet pengeplanlægning med knoklearbejde og en plan brygget efter omstændighederne. Jeg ved ikke helt om jeg har svaret på dit spørgsmål i alt det her. Det er lidt sent, og det har været
en lang prøvedag. Hvad er det sexistiske ved fodbold? Det er måske et dumt spørgsmål, og det er altid sådan en diskussion, man får hug for, når man går ind i den som mand. Men mener du den professionelle afdeling af spillet, eller fan-delen? Venlige hilsner fra Henrik From: Dramaturg Date: Fri, 18 Apr 2014 21:31:23 +0200 Subject: SV: SV: Maildialog Kære Henrik Nå, nu gik der lidt påske i den for mig. Men det sexistiske ved sport: Det er elitesport, navnlig fodbold, jeg tænker på, og det, der hyldes her, er jo den sejrende, stærke mand. Det handler vitterligt ikke om at være med, men om at vinde, at erhverve håneretten, at tryne de andre og hylde den stærke mand og hans stærke krop. Nu er dette selvfølgelig ikke naturgivent mandligt, men det er alligevel en mentalitet, som kulturelt er forbundet med klassisk, mandlige og patriarkalske værdier. Far ordner det, for far et stærk. I det perspektiv er det ikke overraskende, når fodbold viser sig at være en meget homofobisk verden. Hvis professionelle, homoseksuelle fodboldspillere outer sig, gør de det som regel først, når de trækker sig tilbage og indstiller deres karriere. Thomas Hitzlsperger er det seneste eksempel, jeg kan komme i tanke om. Men hvis vi nu skulle lade de mere generelle overvejelser om sport, politik, kunst og køn ligge en stund, så kunne jeg godt tænke mig at få dig til at fortælle lidt om, hvad du tænkte om opgaven, da du fik den og undervejs. Hvad var dit eget forholdt til fodbold generelt og særligt til AaB. Du er jo vokset op her i området og i den forstand vel også med AaB? Én af dine karakterer, Jebro, har du givet et par mulige homoerotiske træk åbent for fortolkning, men alligevel lagt ind som et muligt spor. Hvor kom det fra? Endelig vil jeg gerne høre om din teksts grundlæggende greb, nemlig at du tager udgangspunkt i de konkrete skuespillere og lader dem begynde med replikken Hvis jeg ikke var skuespiller, men AaB-spiller, så. Hvordan kom du på den efter min mening meget fremragende idé? Fortsat god påske, hilsen JC Fra: Henrik Szklany [mailto:henrik Szklany] Sendt: 21. april 2014 15:05
Til: Dramaturg Emne: RE: SV: SV: Maildialog Hej JC. Også her, men det var tiltrængt - påsken altså! Ikke sexismen. Diskussionen, i forhold til det fascistiske, machoprægede og sexistiske omkring fodbold, går vel også på en diskussion vi to kort havde for noget tid siden; om fodboldkampe fungerer som en ventil for negative tilstande (had, fordomme, ekskludering, vold) eller som en forstærkning af de tilstande. Fangrupperne virker til at gøre meget ud af, at de er åbne overfor alle. Så længe man er AaB-fan, er man velkommen, og så er det det, man er. Det skaber et eksklusivt fællesskab, som også fungerer ved, at alle dem, der ikke er med i fællesskabet, er nogle idioter. Hadet og fordommene går meget på modstanderne. Jeg er endnu ikke stødt på en AaB-fan der ville sige noget ondt om en anden AaB-fan. Ikke på dagen i hvert fald. Men jeg er flere gange stødt på folk udenfor stadion på kampdagen, der råber trusler ind i en mobiltelefon. Det er på én gang et skrøbeligt og et stærkt fællesskab. Stærkt fordi der er noget der binder sammen. Skrøbeligt fordi man på de dage der ikke er kamp, ikke kan se eller mærke de ting der binder sammen, hvis man ikke lige er fuldtidsfan. Og farligt, hvis man bliver så bekræftet af sit fællesskab, at man ikke længere kan tage fejl, så kan man eddermame hurtigt finde nogle kæmpeidioter blandt andre mennesker, der ikke fatter en skid. Det selvbekræftende er måske det farlige ved fankulturen. Men, til dine spørgsmål: AaB og fodbold har altid været noget nærværende på den ene eller anden måde. Jeg startede selv til fodbold da jeg var fire, stoppede samme dag og startede først igen da jeg var 19. Jeg så min første AaB-kamp på stadion omkring fjerde klasse, hvor Ib Simonsen spillede og en tilskuer bag mig råbte "Pas på Ib, bolden er rund!", og jeg så kampen mod AGF i fjernsynet med min far og min søster da AaB blev mestre i '95. Men jeg har aldrig været gå-i-døden-for-klubben-fan. Jeg var hyggefan i lang tid og fulgte kampene med mine venner, men det var først i 2011 jeg opdagede at AaB betød mere for mig end jeg lige gik og troede. Det var først da AaB fik klø i parken i sidste spillerunde i 2011 og faktisk var rykket ned, at jeg mærkede den der helt tomme fornemmelse i kroppen. Jeg havde aldrig troet AaB kunne rykke ned. Og så kom redningen fra Tim Janssens mål, hvor Esbjerg trak Randers med sig i faldet i næsten sidste sekund og reddede AaB. Det var næsten for sindssygt til at være sandt. Og da jeg så skulle skrive den her forestilling blev det en kærkommen lejlighed til at opsøge noget af al den nørdeviden andre fans bruger det meste af deres liv på at samle op. Den antydning af noget homo- eller biseksuelt, der er i Jebros karakter er blandt andet inspireret af Anders Lindegaards bloginlæg fra 2012 om homoseksualitet i fodbold. Som han skriver, føler omkring 12 procent af danske mænd sig homoseksuelle, mens der ud af de cirka 1000 medlemmer af Spillerforeningen er nul erklærede homoseksuelle.
Det handler for mig ikke om hvorvidt der findes homoseksuelle professionelle fodboldspillere eller ej, det handler mere om at undersøge grænsen mellem venskabelig kærlighed og seksuel tiltrækning i en kultur, hvor ømhed, kærtegn og anderledeshed af mange ses som et svaghedstegn og et muligt punkt for angreb fra modstandere og måske især modstanderfans. Ideen til "Hvis jeg ikke var skuespiller, men AaB-spiller" var noget af det allerførste jeg skrev til stykket. I slutningen af juni 2013 havde jeg skrevet et udkast til en kampscene - den der blev til scenen hvor Mosen mister bindet. Så holdt jeg ferie i juli og da jeg satte mig ned 1. august skrev jeg et Brøgger-citat at skrive efter "...hvad fodbold inderst inde er, altid bør være: Livsudfoldelse". Og derefter skrev jeg Mosens replik "Hvis jeg var AaB-spiller i stedet for at være skuespiller..." Jeg husker egentlig ikke helt hvor bevidst det var. Jeg så det ikke som en stor ting, det virkede bare oplagt i forhold til alt det materiale jeg havde fundet, at præsentere legen på den måden. Og så lå der en form, som jeg kunne arbejde videre med. Hilsen Henrik From: Dramaturg Date: Wed, 23 Apr 2014 11:16:16 +0200 Subject: SV: SV: SV: Maildialog Kære Henrik Tak for dine svar. Vi skal til at tænke på at afrunde vores dialog. Og mine sidste spørgsmål til dig er: Hvordan fungerer det for dig at arbejde med de bindinger, som lå i opgaven? Dels var emnet AaB givet på forhånd, dels lå det allerede før du begyndte at skrive stort set fast, hvilke skuespillere, der skulle medvirke. Er det en konstruktiv eller hæmmende ramme at skrive til? Hvad håber du forestillingen Altid for AaB kan udrette? Hvad drømmer du om, at tilskueren tager med sig? Hilsen Jens Christian PS: tiden løber, så du må meget gerne svare indenfor 24 timer. Pres er godt, er det ikke? Fra: Henrik Szklany Sendt: 23. april 2014 14:12 Til: Dramaturg Emne: RE: SV: SV: SV: Maildialog Kære JC. Selv tak. Det har været pudsigt at opdage hvad der var svært at svare på. Der er mange sort/hvide
fælder at falde i. Især når man holder med holdet. Det havde måske været nemmere at skrive en sportskritisk forestilling om FCK eller Brøndby eller Midtjylland. Bindingerne har fungeret ret så optimalt. AaB var en på én gang bred og smal ramme, som jeg i princippet kunne dreje, som jeg havde lyst til. Også fordi den professionelle fodboldverden var en arena som jeg enormt gerne ville undersøge nærmere. Skuespillerne fungerede på mange måder som afsæt for mange af karaktererne. Ikke på den måde at fx. Martin Ringsmose er = Mosen, men mere i kraft af deres alder og køn og udseende og spillestil og sådan. Det havde fx. været svært at skrive en U19-spiller ind, hvis der ikke havde været en praktikant fra Skuespilleruddannelsen med på holdet. Det var selvfølgelig en udfordring at skulle skrive til otte skuespillere, men det var en ret så forrygende leg. Det at sætte dem sammen på kryds og tværs i forskellige roller, inden det faldt på plads, hvem der var hvem. Og hele tiden vide man havde otte stemmer der kunne råbe noget på én gang. I virkeligheden giver det tit en enorm tryghed at have en fast ramme at skrive ind i. Så er der i hvert fald et eller andet der ligger fast, når man sætter sig hen til den tomme side. Så er spørgsmålet måske bare om det skal være trygt at skrive teatertekster, men det bliver det alligevel aldrig rigtigt. 'Altid for AaB' skal ikke udrette noget. Det er ikke det, den er sat i verden for. Men den kan forhåbentligt give en oplevelse til nogen - gerne en stor oplevelse selvfølgelig. Hvis jeg drømmer om noget med tilskueren, skulle det være, at tilskueren tager oplevelsen af 'Altid for AaB' med sig ud sammen med de andre tilskuere og måske på en eller anden måde mærker eller ser livet fra et ekstra sted. Om ikke andet så med oplevelsen af at have besøgt et ekstra sted. Hvad de derudover tager med sig - hvis noget - må være op til dem. Men jeg håber da, der er nok at vælge imellem. Jeg glæder mig i hvert fald til at opleve hvad de oplever. Venlige hilsner fra Henrik PS. Jeg ved ikke om pres er godt, men det er effektivt :)