Vold mod kvinder. Initiativer og anbefalinger til bekæmpelse af vold mod kvinder

Vold mod kvinder Initiativer og anbefalinger til bekæmpelse af vold mod kvinder Status og forslag til national handlingsplan fra den tværministerielle arbejdsgruppe om vold mod kvinder og handel med mennesker Oktober 2001

Initiativer og anbefalinger til bekæmpelse af vold mod kvinder Status og forslag til national handlingsplan fra den tværministerielle arbejdsgruppe om vold mod kvinder og handel med mennesker Oktober 2001

Titel: VOLD MOD KVINDER, Initiativer og anbefalinger til bekæmpelse af vold mod kvinder. Status og forslag til handlingsplan, oktober 2001. Udarbejdet af: Tværministerielle arbejdsgruppe, bestående af repræsentanter fra: Socialministeriet, Sundhedsministeriet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet og formand for den tværministerielle arbejdsgruppe i Ligestillingsafdelingen, afdelingschef Vibeke Abel. Udgivelsesår: 2001 Udgave, oplag: 1. udgave, 500 eks. ISBN 87 87904 91 8 Tryk og bogbind: Schultz Grafisk Udleveres så længe lager haves hos: Ligestillingsafdelingen Skindergade 38, 2. Postboks 40 1002 København K Tlf. 33 92 33 11 Fax. 33 91 31 15 E-post: lige@lige.dk VOLD MOD KVINDER, Initiativer og anbefalinger til bekæmpelse af vold mod kvinder findes også på minister for ligestillings hjemmeside: www.lige.dk 2

1. Indledning.................................................................... 5 2. Resumé...................................................................... 7 Anbefalinger................................................................... 9 3. Anbefalinger fra arbejdsgruppen en national handlingsplan........................ 11 National handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder............................. 11 Anbefalinger til de enkelte elementer i handlingsplanen................................ 12 3.1 Tværfagligt samarbejde mellem aktører ved vold i hjemmet......................... 12 3.2 Uddannelse og efteruddannelse af fagpersoner.................................. 12 3.3 Oplysning................................................................ 12 3.4 Lovgivning............................................................... 13 3.5 De kommunale og amtskommunale myndigheder................................ 13 3.6 Politiet.................................................................. 13 3.7 Behandlingstilbud til voldelige mænd.......................................... 14 3.8 Voldsramte kvinder fra etniske minoriteter....................................... 14 3.9 Børn i voldsramte familier................................................... 14 3.10 Voldsramte kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.................... 15 3.11 Forskning og statistik....................................................... 15 3.12 Opfølgning............................................................... 15 4. Definition og omfang af vold mod kvinder........................................ 17 Hvad er vold mod kvinder?...................................................... 17 Voldens omfang............................................................... 17 Gennemgang af 2 undersøgelser af skadestuerapporter vedrørende vold mod kvinder........ 18 Konklusion om voldens omfang................................................... 19 5. Indsatsen mod vold en indsats med mange aktører............................... 21 Politiet..................................................................... 21 Kommunale og amtskommunale myndigheder....................................... 21 Sundhedsmyndighederne....................................................... 21 Krisecentrene................................................................. 22 6. Indhentning af information om praksis........................................... 25 Høring af kommuner........................................................... 25 Høring af amter............................................................... 26 Høring af uddannelsesinstitutioner................................................ 26 Konklusion på indhentning af information om praksis.................................. 27 7. Særlige grupper.............................................................. 29 Voldsramte kvinder fra etniske minoriteter........................................... 29 Børn i voldsramte familier....................................................... 30 Voldsramte kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne........................ 30 8. Mænd og vold................................................................ 31 Teorier om vold i familien........................................................ 31 Behandlingstilbud til voldelige mænd............................................... 31 White Ribbon Campaign........................................................ 32 Kortlægningsundersøgelse af volds-udøvende mænd................................. 32 3

9. Indsatsen mod vold mod kvinder i EU og Norge................................... 33 Lovgivning................................................................... 33 Opgørelser over voldens omfang................................................. 33 Nationale handlingsplaner...................................................... 33 Det tværfaglige samarbejde..................................................... 34 Behandlings- og rådgivningstilbud til voldsudøverne.................................. 34 Voldens omkostninger......................................................... 35 10. Danmarks implementering af konventioner og anbefalinger......................... 37 De internationale forpligtelser.................................................... 37 Den danske implementering..................................................... 38 11. Initiativer og konkrete tiltag fra ministerierne..................................... 41 12. Baggrund for arbejdsgruppen.................................................. 45 Arbejdsgruppens kommissorium................................................. 45 13. Litteraturoversigt............................................................ 47 4

Vold mod kvinder i hjemmet er en forbrydelse. En forbrydelse, som straffes på linje med ethvert andet voldeligt overgreb på et andet menneske. Tidligere har der været en tilbøjelighed til at betragte vold i hjemmet som et privat anliggende; ikke en problemstilling, som det offentlige havde et ansvar for at gribe ind over for. I dag er det anderledes. I Danmark anses og behandles vold mod kvinder som en problemstilling, der hører under menneskerettighederne 1. Ligeledes har det internationale samfund efterhånden eksplicit anerkendt vold mod kvinder som et menneskerettighedsproblem, som staten har et ansvar for at bekæmpe. Det internationale samfund har erkendt, at vold mod kvinder skal ses i det perspektiv, at vold er et udtryk for den ulige magtfordeling mellem kvinder og mænd. Det udtrykkes tydeligt i slutdokumentet Platform for Action fra FN s 4. Verdenskvindekonference i Beijing i 1995: Violence against women is a manifestation of the historically unequal power relations between women and men, which have led to domination over and discrimination against women by men and to the prevention of women s full advancement. 2 Tal fra Verdensbanken anslår, at 20% af kvinder verden over har lidt fysisk overlast eller er blevet seksuelt udnyttet 3. Andre rapporter fortæller, at mere end 40% af de gifte kvinder i Indien får bank af deres ægtemand, i USA tæskes en kvinde hvert 15. sekund og i Ægypten udsættes 35% af kvinderne for voldelige overgreb fra deres ægtemand 4. For mange kvinder er hjemmet ikke en tryg havn, men et sted fyldt med frygt og vold. I Finland viser nyere tal, at 90.000 kvinder årligt udsættes for fysisk vold i deres parrelation. Samme undersøgelse viser, at hver tredje kvinde udsættes for fysisk vold, og at 20% af de adspurgte kvinder, som lever i et parforhold, har været udsat for fysisk vold af deres nuværende partner. 5 1. Udenrigsministeriet, Ligestillingsafdelingen og Ligestillingsrådet (2000). 2. Beijing Platform for Action, paragraph 118. 3. Heise (1994). 4. Amnesty International (2001). 5. Heiskanen & Piispa (1998). 6. Rigspolitichefen (1998). I Danmark viser den seneste undersøgelse 6, at der årligt er 4.250 kvindelige ofre for partnervold. Formidlingscentret for Socialt Arbejde i Esbjerg, som arbejder indgående med problemstillingen vold mod kvinder, påpeger i en undersøgelse, at der må formodes at være et stort mørketal på dette område, da det har vist sig, at kun 25% af de kvinder, der kommer på krisecenter på grund af vold i hjemmet, anmelder det voldelige overgreb 7. Foruden at ødelægge livet for de involverede kvinder og for deres familier, er vold mod kvinder samtidig en stor belastning af samfundsøkonomien. Hvis tal fra andre europæiske lande omsættes til danske forhold, skønnes det, at voldens samlede årlige omkostninger i Danmark er i størrelsesordenen 370 mio. kroner 8. Vold i hjemmet er en krænkelse af kvindens fysiske integritet. Vold kan stå på i mange år og kan blive værre med tiden. Vold mod kvinder er sjældent et én gangs fænomen, men må ses som en fortløbende tilstand. Konsekvenserne kan være vedvarende helbredsproblemer udover de umiddelbare følger af vold. Følgerne vil ofte vare ved, også efter volden er stoppet. Den officielle danske holdning er klar og tydelig: Vold mod kvinder kan ikke accepteres og må betragtes som et levn fra en tid, hvor mænd opfattede kvinder som underlegne. Derfor er bekæmpelsen af vold også et spørgsmål om ligestilling mellem kønnene. Selv om der allerede gøres en stor indsats, ikke mindst for at støtte ofrene for vold, overvejer de ansvarlige myndigheder løbende, om indsatsen for at stoppe volden er god nok, og om indsatsen sættes ind de rette steder. Vold er et komplekst problem med mange forskellige konsekvenser, og indsatsen involverer mange myndigheder og private organisationer. Det er derfor af afgørende betydning for at mindske volden og dens følger, at samarbejdet indbyrdes mellem myndighederne og mellem myndighederne og de private organisationer fungerer på bedst mulige vis. Internationalt er der vedtaget konventioner og anbefalinger på området, som stiller krav til de enkelte lande om en specifik og målrettet indsats mod voldelige overgreb på kvinder. Danmark har tilsluttet sig disse instrumenter og har løbende iværksat initiativer for at styrke indsatsen mod vold. Initiativerne har været gode og velovervejede, men en del af den tværministerielle arbejdsgruppes opgave har været at overveje, hvordan indsatsen kan gøres endnu bedre. For selv om vi ikke kender det præcise omfang af vold i Danmark, er det tydeligt, at alt for mange kvinder stadig udsættes for vold i familien 9. Indsat- 7. Behrens og Dybtved (2001). 8. Behrens & Tilia (2001). 9. Rigspolitichefen (1998). 5

sen er derfor ikke tilstrækkelig. Der er behov for yderligere viden om, hvilke behov de voldsramte kvinder har, for derefter at målrette eksisterende tilbud eller skabe nye, så støtten til ofrene bliver bedst mulig. Desuden er det nødvendigt at vurdere, hvorvidt forebyggelsen, herunder behandlingstilbud til voldelige mænd, fungerer på tilfredsstillende vis. Det er overordnet set vigtigt at have en helhedsorienteret tilgang til problemet vold mod kvinder. Derfor er en tværfaglig indsats påkrævet, og arbejdsgruppens væsentligste anbefaling er derfor, at der udarbejdes en national handlingsplan, og at den tværfaglige forståelse og indsats styrkes. Det skal bemærkes, at den tværministerielle arbejdsgruppe ikke har skelnet mellem de forskellige former for vold, som kvinder udsættes for i hjemmet. Det har været drøftet, hvorvidt voldtægt skulle være en særskilt del af arbejdet, men arbejdsgruppen har dog ikke fundet, at dette faldt indenfor rammerne af arbejdsgruppens kommissorium at medtage denne problemstilling (se side 73). 6

I forbindelse med et samråd i Folketingets Retsudvalg den 27. april 2000 om lovgivningen på området voldsramte kvinder, hvor både justitsminister Frank Jensen og daværende minister for ligestilling Jytte Andersen deltog, blev det fra regeringens side foreslået, at der skulle nedsættes en tværministeriel arbejdsgruppe på embedsmandsniveau. Den tværministerielle arbejdsgruppe om vold mod kvinder og handel med mennesker har til opgave at fungere som kontaktforum med henblik på at sikre en yderligere styrkelse af indsatsen mod vold i hjemmet samt styrke bekæmpelsen af handel med mennesker. Arbejdsgruppen har gennem efteråret 2000 drøftet problemstillingen vold mod kvinder under følgende temaer: Krisecentrenes rolle overfor og tilbud til voldsofre. Politiets håndtering af sager om vold i hjemmet. Sociale myndigheders procedurer ved vold i hjemmet. Sundhedsmyndighedernes håndtering af voldsofre og voldsudøvere. Arbejdsgruppen har som definition af vold mod kvinder benyttet definitionen fra Platform for Action fra Verdenskvindekonferencen i Beijing i 1995, som lyder således: Enhver kønsbaseret voldshandling, der påfører eller sandsynligvis vil påføre kvinder fysisk, seksuel eller psykisk skade eller lidelse, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten dette finder sted i det offentlige liv eller i privatlivet. Omfanget af vold mod kvinder i Danmark er endnu ikke opgjort på en dækkende og fuldstændig måde, og mørketallene på området kan være af en anseelig størrelse. Den hidtil største undersøgelse af fænomenet blev udført i forbindelse med Rigspolitiets voldsofferundersøgelse fra 1995/1996. Denne undersøgelse viste et årligt antal tilfælde af partnervold på 10.000. Disse 10.000 tilfælde blev begået mod 4.400 personer, heraf 4.250 kvinder. Dette er absolutte minimumstal, idet der er en underrapportering. Den danske indsats mod vold er en indsats med mange aktører. Vold mod kvinder er først og fremmest en alvorlig forbrydelse, som vil kunne straffes efter flere bestemmelser i straffeloven. Politiet spiller også af den grund en vigtig rolle i bekæmpelsen af vold. For politiet handler indsatsen om at undgå en eskalering af den voldsomme situation samt at retsforfølge voldsudøveren. Politiets procedurer ved vold i hjemmet blev præciseret af Rigsadvokaten med udsendelse af meddelelse nr. 5/2000 vedrørende efterforskning af sager om vold i parforhold. De kommunale myndigheder har flere vigtige opgaver ved vold i familien. Som fastslået i lov om social service (herefter serviceloven) 3, er det en kommunal opgave at sørge for tilbud om rådgivning om sociale problemer. De kommunale myndigheder kan blandt andet henvise kvinderne til et kvindekrisecenter. De kommunale myndigheder fører desuden tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge lever, herunder børn i voldsramte familier. Sundhedsmyndighederne tager sig af den lægelige behandling af skader efter vold, enten hos praktiserende læge, på landets skadestuer eller, i alvorlige tilfælde, på relevante sygehusafdelinger. Krisecentrene er som nævnt en central del af støtten til kvindelige voldsofre. Det første krisecenter åbnede i 1979 udsprunget af kvindebevægelsen, og der er i dag ca. 40 krisecentre. Kommuner og amtskommuner er i stigende grad involveret i driften af krisecentrene, som hører under servicelovens 94 om støtte til hjemløse. Det vil i dette tilfælde sige kvinder, der på grund af vold ikke kan opholde sig i eget hjem. Krisecentrenes rolle er at give midlertidigt husly for voldsramte/truede kvinder med eller uden børn, at udbrede oplysninger om vold i familier og parforhold, samt at arbejde med forebyggende og opfølgende aktiviteter i tilknytning til krisecentre. Arbejdsgruppen har udsendt et høringsbrev til amter, kommuner og uddannelsesinstitutioner om den nuværende indsats mod vold mod kvinder. De kommuner, som har besvaret henvendelsen, oplyser alle, at de iværksætter foranstaltninger i henhold til serviceloven i tilfælde af vold mod kvinder, det vil sige, at de yder rådgivning og henviser kvinderne til krisecenter. For amtskommunernes vedkommende gælder det også, at de følger servicelovens regler og blandt andet støtter krisecentrene økonomisk. Uddannelsesinstitutionerne oplyser, at vold mod kvinder, som i større eller mindre omfang er en del af undervisningen. 7

Arbejdsgruppen har drøftet forskellige samfundsgrupper, som kan have særlige behov i forbindelse med tilfælde af vold mod kvinder. Arbejdsgruppen finder det afgørende, at støtten til voldsramte kvinder afspejler behovene hos de enkelte kvinder samt tager hensyn til de særlige forhold, som gør sig gældende for disse grupper. Voldsramte kvinder fra etniske minoriteter er tilsyneladende overrepræsenterede på krisecentrene, ligesom de opholder sig længere end danske kvinder på krisecentrene og flytter oftere tilbage til voldsudøveren. Problemerne for denne gruppe af kvinder kan skyldes manglende socialt netværk samt et dårligt kendskab til rettigheder og muligheder i tilfælde af vold. Forskellige myndigheder arbejder med støtte til kvinder fra etniske minoriteter, som tilsyneladende kræver en særlig indsats. Børn i voldsramte familier påvirkes i høj grad af vold. Mange børn opholder sig i kortere eller længere tid på krisecentrene med deres mødre. I 1996 blev KRIB-puljen etableret. Formålet med puljen er at etablere og udvikle støtte-tilbud til børn på krisecentrene, herunder at kvalificere personalet til at håndtere børnenes særlige problemer og støtte den forebyggende indsats. Vold mod kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er tilsyneladende et område, der ikke er tilstrækkeligt belyst, men der kan dog være særlige problemer for denne gruppe af kvinder ved tilfælde af vold. Kvinder med nedsat funktionsevne er ifølge udenlandske undersøgelser mere udsatte for vold end ikke-handicappede kvinder. Der findes flere forskellige teorier om baggrunden for mænds vold mod kvinder. De teoretiske retninger strækker sig fra biologiske til feministiske forklaringer med deraf følgende implikationer for valg af indsats mod vold. Teoriernes forskellighed tyder på, at en bredspektret indsats kan være nødvendig for at sikre en effektiv bekæmpelse af vold. Der findes i øjeblikket kun få behandlingstilbud til voldelige mænd, der ønsker at komme i behandling for deres voldelige adfærd. Behandlingstilbud af denne slags vil være yderst relevante i forebyggelsen af vold mod kvinder. I forhold til den nuværende indsats vil regionale behandlingstilbud til voldsudøvende mænd være en styrkelse i bekæmpelsen af vold mod kvinder. En nyligt udgivet kortlægningsundersøgelse af voldelige mænd viser blandt andet, at kun en lille del af de voldsramte kvinder på krisecentrene anmelder det voldelige overgreb til politiet, nemlig 25%. Dette lave antal kan skyldes det nære forhold mellem offeret og udøveren og frygten for repressalier og yderligere vold. Undersøgelsen viser også, at 53% af de voldsramte kvinder har oplyst, at den voldsudøvende mand har et misbrug af en eller anden slags, hvoraf alkoholmisbrug er det mest udbredte (30,2%). Ligestillingsafdelingen har til brug for arbejdsgruppens drøftelse fået udarbejdet en undersøgelse af indsatsen mod vold mod kvinder i EU og Norge. Arbejdsgruppen ønskede med denne undersøgelse at afklare andre landes indsats samt finde inspiration i denne indsats. Undersøgelsen har gennemgået landenes indsats på følgende områder: a) Lovgivning, b) voldens omfang, metoder til opgørelse og eventuelt statistik på området, c) nationale handlingsplaner, konferencer og kampagner, d) det tværfaglige samarbejde på området, e) rådgivnings- og behandlingstilbud til voldsudøvende mænd, og f) en eventuel opgørelse af voldens omkostninger. Undersøgelsen angiver blandt andet, at en omregning af de øvrige landes omkostninger i.f.m. vold mod kvinder til danske forhold, vil svare til, at vi i Danmark årligt har udgifter i størrelsesordenen 370 mio. kr., som kan relateres direkte til vold mod kvinder. Arbejdsgruppen har drøftet internationale konventioner, politiske hensigtserklæringer og anbefalinger vedrørende bekæmpelse af vold mod kvinder og implementeringen af disse i dansk lovgivning og praksis på området. Det kan dog være en vanskelig opgave konkret at vurdere hvert enkelt element i konventioner og anbefalinger, idet den danske indsats mod vold mod kvinder kun delvist har form af lovgivning på området. I praksis består indsatsen mod vold mod kvinder af en lang række initiativer. Initiativer, der er med til at opfylde de forpligtelser, som Danmark har underskrevet i forhold til det internationale samfund. Vi har et udbygget net af krisecentre, der har været fokus på børn i voldsramte familier og vold mod kvinder fra etniske minoriteter, der undervises i emnet vold mod kvinder på Politiskolen, der er sat fokus på efterforskningen i voldssager, vold mod kvinder er kriminaliseret, og der er med Socialministeriets projekt Vold i familien sat mærkbart ind i forhold til forebyggelse. Arbejdsgruppen bemærker, at Danmark har ratificeret de relevante konventioner på området vold mod kvinder. 8

Allerede på nuværende tidspunkt er der en fokuseret indsats mod vold mod kvinder, og arbejdsgruppen har fundet det relevant at liste de igangværende initiativer. Af disse kan fremhæves, at den endelige tilrettelæggelse af en ordning, hvorefter voldstruede kvinder forsynes med en såkaldt overfaldsalarm, for tiden finder sted hos Rigspolitichefen, at Socialministeriet i indeværende år vil iværksætte større projekter under titlen vold i familien. Projekterne tager udgangspunkt i en helhedsorienteret indsats mod vold i familien og omfatter flere af arbejdsgruppens anbefalinger til den fremtidige indsats, at Indenrigsministeriet har støttet IND.sam s arbejde med voldsramte kvinder fra etniske minoriteter, og at Ligestillingsafdelingen som nævnt har fået udarbejdet en undersøgelse af andre europæiske landes indsats mod vold mod kvinder. Anbefalinger På baggrund af ovenstående drøftelser om problemstillingen vold mod kvinder vil arbejdsgruppen i hovedtræk anbefale følgende for at styrke indsatsen mod voldelige overgreb på kvinder: En samlet national handlingsplan for bekæmpelse af vold mod kvinder. Behandlingstilbud til voldelige mænd. Landsdækkende informationskampagne for fagfolk om tværfagligt samarbejde. Tidligere indsats fra de kommunale myndigheder. Vurdering af krisecentrernes kapacitet. Yderligere forskning om vold mod kvinder. Oplysning til ofre for vold om muligheder for støtte og rådgivning. 9

10

Som det vil fremgå af denne status, er der i Danmark taget en række initiativer for at forebygge vold mod kvinder og for at tilbyde voldsofre hjælp og beskyttelse. På baggrund af de undersøgelser, som arbejdsgruppen har foretaget og de ekspertbidrag, som er indhentet til drøftelserne, fremkommer arbejdsgruppen her med en række forslag til initiativer, der skal gøre indsatsen endnu bedre. Skal vold mod kvinder forebygges, og skal behandlingen af voldsramte kvinder forbedres, er det nødvendigt at se både på enkeltstående aktiviteter og at se på den samlede indsats på tværs af ministerierne. I tilfælde af vold mod kvinder er mange myndigheder involveret, og vold er ofte en del af familiens samlede problemer. Arbejdsgruppens anbefalinger indeholder derfor en række forslag indenfor enkelte konkrete områder og et forslag til en konkretisering og samlet prioritering af forslagene i en samlet national handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder. Handlingsplanen skal sikre en samlet og effektiv indsats med et helhedsorienteret perspektiv. National handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder Handlingsplanen, der foreslås iværksat i 2002, bør omfatte følgende områder: Tværfagligt samarbejde mellem aktører ved vold i hjemmet. Oplysning. Uddannelse af fagpersoner. Lovgivning. De kommunale og amtskommunale myndigheder, herunder forbedring af støtten til de voldsramte kvinder. Politiet. Behandlingstilbud til de voldsudøvende mænd. Voldsramte kvinder fra etniske minoriteter. Børn i voldsramte familier. Voldsramte kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Statistik og forskning. Regeringen har allerede taget hul på handlingsplanen, idet Socialministeriet har iværksat 2 projekter omkring vold i familien. Projekterne er finansieret via puljemidler og drejer sig om metodeudvikling, udbredelse af kendskabet til best practice på området vold mod kvinder, styrkelse af den koordinerede indsats fra de involverede instanser samt bidrag til, at voldsudøvende mænd ophører med den voldelige adfærd. For en uddybende beskrivelse af projekterne, se bilag 1. Socialministeriets projekter afspejler ønsket hos samtlige ministerier om både en bedre tværfaglig indsats til støtte for offeret for vold og en indsats for at forebygge vold ved at tilbyde voldelige mænd rådgivning og behandling, med henblik på at de ændrer den voldelige adfærd. Arbejdsgruppen finder også, at beslutningen om at iværksætte projekterne afspejler intentionen med arbejdsgruppens etablering, nemlig at inspirere og støtte de deltagende ministerier i at fokusere på emnet vold mod kvinder. Det anbefales, at der i 2002 iværksættes følgende aktiviteter: 1. Støtte til udvikling af regionale behandlingstilbud til voldsudøvende mænd. 2. Informationskampagne om tværfagligt samarbejde til fagfolk i landets 14 amter. 3. Udarbejdelse af en såkaldt værktøjskasse til de involverede myndigheder, indeholdende lovregler, henvisningsmuligheder, beskrivelse af den nuværende indsats, gode råd og vejledning. 4. Vurdering af kapaciteten på krisecentrene for at få analyseret hvilke problemer, kvindekrisecentrene står overfor. 5. Udarbejdelse af oplysningspjece til voldsramte kvinder om systemets muligheder for at hjælpe dem. Pjecen vil blive oversat til de relevante fremmedsprog. 11

6. Oprettelse af hjemmeside med informationer om vold mod kvinder. 7. Styrkelse af krisecentrenes telefonrådgivning, herunder oprettelse af 24-timers hotline. 8. Udarbejdelse af befolkningsundersøgelse af voldens omfang. 9. Undersøgelse af de særlige forhold, der gør sig gældende for voldsramte kvinder med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne. 10. Øget anvendelse af overfaldsalarmer til voldsramte kvinder. Arbejdsgruppens øvrige forslag til aktiviteter indarbejdes i 2002 i en langsigtet handlingsplan. Det anbefales, at den tværministerielle arbejdsgruppe bliver ansvarlig for gennemførelsen af handlingsplanen. Anbefalinger til de enkelte elementer i handlingsplanen 3.1 Tværfagligt samarbejde mellem aktører ved vold i hjemmet For at sikre en hensigtsmæssig indsats overfor voldsramte kvinder og deres familie, er det nødvendigt at udnytte de involverede myndigheders ressourcer og muligheder på bedste vis. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der etableres netværk og samarbejdsfora, hvor professionelle, der arbejder med forskellige facetter af vold mod kvinder, kan mødes, uddannes og udveksle erfaringer om, hvordan indsatsen for at forebygge vold og støtte ofrene kan udformes. Samarbejdet skal kvalificere indsatsen og det allerede fungerende samarbejde mellem krisecentre, sociale myndigheder, politi og sundhedsmyndigheder. Arbejdsgruppen anbefaler, 3.1.1 at der nedsættes tværfaglige teams eller fora på regionalt eller lokalt niveau, 3.1.2 at effektiviteten af det nuværende samarbejde mellem de berørte faggrupper analyseres, så der kan udarbejdes en beskrivelse af det forløb, som en voldsramt kvinde gennemgår. For at give en effektiv hjælp, er det væsentligt, at alle de berørte myndigheder er bekendt med, hvordan de øvrige parter prioriterer deres indsats for at løse problemerne ved vold i familien, indeholde en oversigt over lovregler, forskellige myndigheders indsatsmuligheder, relevante henvisningssteder og råd og vejledning om, hvordan man bedst håndterer de forskellige problemstillinger, der opstår i relation til vold mod kvinder. Det vurderes eksempelvis, at de kommunale myndigheders samarbejde med krisecentrene kunne forbedres, hvis de kommunale sagsbehandlere meget hurtigt efter tilfælde af vold blev en integreret del af processen med at støtte den voldsramte kvinde. 3.2 Uddannelse og efteruddannelse af fagpersoner Det er en væsentlig forudsætning for et effektivt arbejde med at forebygge vold og i arbejdet med ofre for vold, at de relevante fagfolk sikres den rette viden. Det er derfor vigtigt, at problemstillingen vold mod kvinder indgår i uddannelse og efteruddannelse af de relevante faggrupper. En kort høring af uddannelsesinstitutioner har ikke kunnet give arbejdsgruppen et dækkende billede af situationen vedrørende uddannelsernes fokus på vold mod kvinder. Taget i betragtning, at fagfolkenes indsats for både forebyggelse af vold og støtte til ofrene for vold er af afgørende betydning, vil det være relevant yderligere at afklare omfanget og arten af undervisningen på uddannelsesinstitutionerne og få igangsat en informationskampagne for allerede uddannede fagfolk. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, 3.2.1 at der udarbejdes en nærmere og mere grundig analyse af den undervisning, der på de relevante uddannelser tilbydes omkring problemstillingen vold mod kvinder, og 3.2.2 at der i 2002 gennemføres en kampagne bestående af regionale konferencer, hvor fagfolk på området tilbydes tværfaglig efteruddannelse i håndtering af sager om voldsramte kvinder. 3.3 Oplysning Hjælp til voldsramte kvinder afhænger i høj grad af ofrets ønske om medvirken i dette arbejde samt viden om mulighederne for at få hjælp. Det er derfor afgørende, at det bliver kendt, at der findes myndigheder og andre instanser, som kan og vil give støtte og rådgivning i situationen. En sådan udbredelse af information er en del af Socialministeriets projekt om vold i familien. 3.1.3 at der produceres en såkaldt værktøjskasse til involverede myndigheder. Værktøjskassen kan 12

Udover dette projekt, der allerede er igangsat, anbefaler arbejdsgruppen, 3.3.1 at voldsramte kvinder gennem en pjece og andre informationsmidler oplyses om systemets muligheder for at hjælpe dem. Informationen gives til kvinderne på de steder, hvor de henvender sig ved tilfælde af vold, eller hvor borgerne normalt kommer i kontakt med de offentlige myndigheder, 3.1.2 at informationen skal være tilgængelig på Internettet, således at ofrene og udøverne får mulighed for at indhente information på en anonym og passende måde, og 3.1.3 at kvindekrisecentrenes telefonrådgivning styrkes således, at voldsramte kvinder døgnet rundt kan modtage telefonisk rådgivning fra et krisecenter. 3.4 Lovgivning Det er vigtigt for bekæmpelsen af vold mod kvinder, at man fastholder og styrker holdningsændringen til vold i hjemmet. I dag er det for langt de flestes vedkommende uacceptabelt, at kvinder udsættes for vold i deres eget hjem af tidligere eller nuværende partnere. Det er også afgørende, at der findes den nødvendige lovgivning. Lovgivningen er foruden at være det juridiske grundlag for indsatsen mod vold også vigtig som signalværdi om den officielle afstandtagen fra vold mod kvinder. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, 3.4.1 at erfaringer med fjernelse af manden fra hjemmet i tilfælde af et voldeligt overgreb på en partner (den østrigske model, se side 57), følges for nærmere at vurdere, om det vil være hensigtsmæssigt at indføre en hel eller delvis tilsvarende ordning i Danmark, 3.4.2 at man nærmere vurderer kommende behandlingstilbud til voldelige mænd (som beskrevet under Socialministeriets projekt), inden der træffes beslutning om, hvorvidt det kan anbefales at indføre en ordning med behandling for den voldelige adfærd som et vilkår ved en betinget straf for vold, 3.4.3 at behandlingstilbud under afsoning af en dom for vold så vidt muligt også tilbydes mænd, der er dømt for vold mod en nuværende eller tidligere partner. Der kan allerede på nuværende tidspunkt i vidt omfang tilbydes programmerne anger management og cognitive skills til voldelige mænd under afsoning af fængselsstraf. 3.4.4 at det sideløbende med de til handlingsplanen nævnte tiltag vurderes, hvorvidt indsatsen mod vold kunne styrkes ved hjælp af en ændret lovgivning. 3.5 De kommunale og amtskommunale myndigheder De kommunale og amtskommunale myndigheder spiller en helt central rolle i problemstillingen vold mod kvinder. Amter og kommuner er ansvarlige for at yde støtte og rådgivning til voldsramte kvinder og deres familier, og de finansierer en stor del af de tilbud, som findes ved tilfælde af vold. Det er derfor af afgørende betydning, at myndighederne er i stand til at løfte opgaven. Samtidig er det også meget væsentligt, at der findes tilstrækkelige tilbud til de voldsramte familier, herunder at krisecentrenes kapacitet er tilstrækkelig til at kunne huse de voldsramte kvinder, der har behov for midlertidigt husly. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, 3.5.1 at de kommunale myndigheder på et så tidligt tidspunkt som muligt støtter ofre for vold, 3.5.2 at det vurderes, hvorvidt den nuværende kapacitet på kvindekrisecentrene er tilstrækkelig. 3.5.3 at der, så vidt det er praktisk muligt, stilles tolke til rådighed for voldsramte kvinder fra etniske minoriteter, som har behov for denne bistand, 3.5.4 at de kommunale myndigheders samarbejde med de øvrige in-stanser og krisecentrene, som det er beskrevet under anbefalinger af tværfagligt samarbejde, styrkes, og 3.5.5 at sagsbehandlere i de kommunale og amtskommunale myndigheder tilbydes efteruddannelse i problemstillingen vold mod kvinder samt instrueres i tværfagligt samarbejde. 3.6 Politiet Politiets rolle i forbindelse med vold mod kvinder har udviklet sig fra hovedsageligt at være mægler i tilfælde af husspektakler til en mere direkte beskyttelse af ofret samt en mere aktiv indsats for at optage anmeldelse i forbindelse med strafbare forhold. Rigsadvokaten har med sin meddelelse af 31. august 2000 understreget politiets pligt til også af egen drift at indlede efterforskning i sager om hustruvold. Arbejdsgruppen finder, at Rigsadvokatens meddelelse er et vigtigt skridt i bekæmpelsen af vold i familien. 13

Arbejdsgruppen anbefaler, 3.6.1 at der i fremtiden i højere grad tilbydes overfaldsalarmer til kvinder, som er i fare for at blive udsat for vold. 3.7 Behandlingstilbud til voldelige mænd Der er i dag kun få permanente tilbud om behandling til voldelige mænd, der ønsker at ændre denne adfærd. Resultaterne fra de få eksisterende rådgivninger og antallet af henvendelser hertil viser tydelig, at der er behov for flere lignende tilbud rundt i landet. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, 3.7.1 at behandlingstilbud til voldelige mænd udbygges, så der regionalt over hele landet findes tilbud til voldsudøvende mænd, der ønsker støtte til at ændre deres voldelige adfærd, 3.7.2 at rådgivning til voldelige mænd skal inkorporeres i de allerede eksisterende tilbud om rådgivning, 3.7.3 at en holdbar indsats mod vold i familien antager et bredt perspektiv, så indsatsen ikke alene som hidtil rettes mod kvinden og børnene, men tilrettelægges sådan, at også de voldsudøvende mænd bliver genstand for en indsats, 3.7.4 at det skal undersøges, om konfliktråd vil kunne benyttes i forbindelse med vold i familien, 3.7.5 at man nærmere vurderer kommende behandlingstilbud til voldelige mænd (som beskrevet under Socialministeriets projekt), inden der kan træffes beslutning om, hvorvidt det kan anbefales at indføre en ordning med behandling for den voldelige adfærd som et vilkår ved en betinget straf for vold. 3.8 Voldsramte kvinder fra etniske minoriteter Kvinder fra etniske minoriteter er overrepræsenteret på de danske krisecentre og undersøgelser viser, at problemet er specielt stort i denne gruppe. Gruppen af voldsramte etniske kvinder udgøres af kvinder i vidt forskellige situationer og med meget forskellig baggrund. Derfor kan kvinderne også have meget forskellige behov, når de har været udsat for vold og efterfølgende skal have støtte og rådgivning. etniske minoriteter. Det er dog samtidig klart, at voldsramte kvinder fra etniske minoriteter kan mangle viden om det danske samfund med dets system af støttemuligheder. Desuden kan der for mange kvinder fra denne gruppe være tale om sproglige og kulturelle vanskeligheder i mødet med danske sagsbehandlere, læger, krisecentermedarbejdere og andre støttepersoner. Det er derfor vigtigt med fortsat særlig fokus på denne gruppe af kvinder. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, 3.8.1 at ligestilling mellem kønnene og problematikken vold i hjemmet indgår i den danskundervisning, som gives i kommunalt regi til etniske minoriteter, herunder kan anvendes en dansk-sproget pjece om problemstillingen vold mod kvinder, 3.8.2 at tolkebistanden på krisecentrene forstærkes. Det skal herunder bemærkes, at det er et problem overhovedet at skaffe de rette tolke, og implementering af denne anbefaling er derfor afhængig af en løsning på dette problem, 3.8.3 at medarbejderne på krisecentrene skal have viden om kulturelle forhold, som gør dem i stand til at støtte voldsramte kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, og 3.8.4 at voldsramte kvinder fra etniske minoriteter gennem en effektiv informationsindsats gøres opmærksomme på mulighederne for støtte ved henvendelse til politiet, de sociale myndigheder og sundhedsmyndighederne. Der bør eventuelt i samarbejde med indvandrerorganisationerne iværksættes en informationskampagne, eksempelvis en pjece om problemstillingen, udgivet på flere sprog. 3.9 Børn i voldsramte familier Erfaringerne fra KRIB-puljemidlerne viser, at børn i høj grad påvirkes af vold i familien. Da flere og flere svært belastede familier tager ophold på et krisecenter, ser man også flere og flere børn, der er ofre for vold. Disse børn kræver en speciel indsats for at undgå en forværring af deres forhold samt omhyggelig støtte til en bearbejdning af deres oplevelser i en familie præget af vold. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, 3.9.1 at de erfaringer, der er opsamlet i projekterne under KRIB-puljen, videreføres i kommunerne. De øvrige forslag til initiativer fra arbejdsgruppen omfatter naturligvis også voldsramte kvinder fra 14

3.10 Voldsramte kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne Kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der udsættes for voldelige overgreb af en nuværende eller tidligere partner, kan have særlige behov for efterfølgende støtte. Forebyggelse af vold i denne gruppe af kvinder kan kræve en specifik og målrettet indsats. Området er imidlertid utilstrækkeligt belyst. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, 3.12 Opfølgning Arbejdsgruppen vil følge op på denne status anbefalinger og initiativer med en høring om vold mod kvinder i efteråret 2001. Her skal den konkrete udformning af den nationale handlingsplan til bekæmpelse af vold drøftes med eksperter og NGO er, og der skal gives inputs til, hvordan den fremtidige indsats med implementeringen af handlingsplanen kan foregå. 3.10.1 at der iværksættes en undersøgelse af de specifikke problemer ved vold i hjemmet, herunder bo-tilbud, som kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne oplever. 3.11 Forskning og statistik Større viden om vold mod kvinder vil kunne styrke og målrette indsatsen og dermed være et vigtigt grundlag for succesen af den fremtidige indsats. Som det fremgår af denne status, mangler der viden på flere områder. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, 3.11.1 at forskning i årsagerne til vold mod kvinder prioriteres, 3.11.2 at det analyseres, hvordan man bedst og på den mest effektive vis kan behandle voldsudøvende mænd. Erfaringer fra andre lande, som arbejder målrettet med at ændre udøvernes adfærd, kan med fordel inddrages her, 3.11.3 at de eksisterende former for statistik på området i fremtiden skal indeholde oplysninger om køn, alder, nationalitet, relation mellem offer og gerningsmand og voldens gerningssted, og 3.11.4 at der afsættes midler til en større befolkningsundersøgelse til kortlægning af voldens omfang. 15

16

Hvad er vold mod kvinder? I Beijing-erklæringen fra 1995 defineres vold mod kvinder som: Enhver kønsbaseret voldshandling, der påfører eller sandsynligvis vil påføre kvinder fysisk, seksuel eller psykisk skade eller lidelse, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten dette finder sted i det offentlige liv eller i privatlivet. Vold mod kvinder er derfor omfattet, men ikke begrænset, af følgende: Fysisk, seksuel og psykisk vold, der foregår i familien, herunder tæv, seksuelt misbrug af husstandens børn af hunkøn, medgiftrelateret vold, voldtægt begået i krig eller krigslignende situationer, lemlæstelse af kvindelige kønsdele og anden traditionel praksis, der skader kvinder, vold begået mod andre end ægtefællen og vold i forbindelse med udnyttelse. Fysisk, seksuel eller psykisk vold, der finder sted i samfundet generelt, herunder voldtægt, seksuelt misbrug, seksuel chikane og seksuelle trusler på arbejdspladsen, i undervisningsinstitutioner og andetsteds, handel med kvinder og tvungen prostitution. Fysisk, seksuel og psykisk vold begået af staten, eller som staten lader gå upåagtet hen, hvor som helst det måtte finde sted. (Violence against women, Beijing Platform for Action, 113) Beijing-definitionen er relativt bred, hvilket betyder, at den omfatter alle former for vold mod kvinder, og at den ikke skelner mellem det private og det offentlige rum. Vold i international fokus har en bredere definition end vold i hjemmet. Det skal i den forbindelse bemærkes, at arbejdsgruppens arbejde har koncentreret sig om vold i hjemmet. Voldens omfang Omfanget af vold mod kvinder i Danmark er blevet forsøgt opgjort på forskellige måder og ved forskellige undersøgelser gennem tiden. Ingen af de nedennævnte undersøgelser har kunnet give et fuldt ud dækkende billede af voldens omfang, og det er kendetegnende for dem alle, at det erkendes, at mørketallene på dette område må formodes at være af en anseelig størrelse. Der er med andre ord ikke gennemført en fuldstændig undersøgelse af, hvor mange kvinder, der udsættes for vold i familien. For at få et indtryk af, hvor stor en del af befolkningen, der udsættes for vold, gennemføres med mellemrum voldsofferundersøgelser. Den seneste blev gennemført i 1995/96 på initiativ af Rigspolitichefens forskningsenhed 10. Begrebet partnervold omfatter i voldsofferundersøgelsen fysiske overgreb, hvor offer og gerningsperson er nuværende eller tidligere kærester, samlevere eller ægtefæller. Der er årligt ca. 10.000 tilfælde af partnervold med ca. 4.400 ofre, heraf er ca. 4.250 kvinder og ca. 150 mænd. Men der er en underrapportering, således at dette er absolutte minimumstal. De 10.000 tilfælde af partnervold svarer til en tiendedel af al vold i samfundet, og mere end en femtedel af den vold, som kvinder udsættes for. 10.000 tilfælde med 4.400 ofre betyder, at hvert kvindeligt voldsoffer i gennemsnit udsættes for ca. 2,4 overgreb 11. Dette gennemsnit tyder på, at vold ofte er en række af overgreb og ikke et enkeltstående tilfælde. Hustruvold er således en voldsform, hvor risikoen for gentagelser er stor. 80% af tilfældene af partnervold er ifølge denne undersøgelse begået af en tidligere ægtefælle/samlever. Når hustruvold synes så vanskelig at modvirke, skyldes det ikke mindst, at selve gerningsstedet for volden ofte er identisk med offerets private bolig. Det er især enlige mødre, der har en risiko for at blive udsat for partnervold; de udgør op mod halvdelen, 44% af alle de kvinder, der overhovedet udsættes for partnervold. Det betyder, at 1 ud af hver 51 enlige mødre - 1,9% - udsættes for partnervold. Samtidig er de enlige mødre ofte offerrecidivister. 4% af enlige mødre mellem 20-49 år, som samtidig er arbejdsløse eller bistandsmodtagende, har været udsat for partnervold 12. Partnervold kommer betydeligt sjældnere til politiets kendskab end mange andre voldsformer, hvilket sky- 10. Undersøgelsen, der omfatter interviews med i alt 26.193 personer, er den største, der hidtil er gennemført i Danmark. Resultaterne er offentliggjort i rapporten "Vold på gaden, i hjemmet og på arbejdet", udsendt af Rigspolitichefen i 1998. 11. Rigspolitichefen (1998). 12. Danmark deltog i begyndelsen af 2000 i en international offerundersøgelse (Kesteren, Mayhew & Nieuwberta (2000)). Den danske del af undersøgelsen omfatter er repræsentativt udsnit på 4552 personer på 16 år og derover. Personerne blev kontaktet telefonisk og der blev udført 3007 interviews med samme antal personer. Af de 3007 interviewede er 1570 kvinder og der er på baggrund af data for disse personer foretaget særlige analyser vedrørende kvinders udsathed for kriminalitet. På grund af det forholdsvis lille undersøgelsesmateriale, og fordi tallene efterfølgende er opdelt i kvinder og mænd, er resultaterne forbundet med relativ stor usikkerhed. Samlet viser den danske undersøgelse, at 3% af kvinderne har været udsat for vold det seneste år (1999) og at der ikke er signifikant forskel mellem andelen af kvinder og mænd, der udsættes for vold eller trusler om vold. Til gengæld udsættes kvinder oftere end mænd for trusler fremfor vold/overfald. Vold mod kvinder foregår forholdsvist hyppigt i hjemmet og udøves forholdsvis hyppigt af nogen, som kvinden kender, idet henholdsvis 19% og 49% af de kvinder, der har været udsat for vold eller trusler om vold oplyser dette. 17

ldes den nære relation mellem gerningsmand og offer. 40% af de voldsofre, der har undladt anmeldelse på grund af frygt for repressalier, er ofre for hustruvold. Voldsramte kvinder er tilsyneladende mere tilbageholdende end andre voldsofre med at anmelde voldsudøveren. En ny undersøgelse understreger dette, idet undersøgelsen viser, at kun 25% af voldsramte kvinder på krisecentrene anmelder det voldelige overgreb 13. Dette viser, at der ved anvendelse af tal fra kriminalstatistikken vil være et stort mørketal. Det er endvidere relevant for forståelsen af vold, at vold anmeldes oftere, jo kortere tid samlivet har varet. Det ville naturligvis være nyttigt at vide mere om baggrunden for det relativt lave antal af anmeldelser. En forklaring er, at kvinden formentlig er bange for yderligere overgreb fra mandens side og derfor ikke har modet til at anmelde vold 14. Alle kontakter til sygehuse i Danmark (privathospitaler undtaget) registreres i Landspatientregisteret. Denne registrering betyder, at det er muligt i Landspatientregisteret at identificere enhver sygehuskontakt, hvor det er oplyst, at skaden skyldtes forsætlig vold, og at identificere de skader, der for eksempel er sket i hjemmet (skadested). Siden 1995 har registreringen omfattet alle skadestuekontakter på alle sygehuse samt ambulante og indlagte patienter. Hvis man vurderer incidensen af vold mod kvinder i Danmark ud fra antal kontakter til sygehuse (skadestuer), finder man for 1997, at i aldersgruppen 16-34 år har næsten 2 pr. 1000 kvinder henvendt sig til skadestue angiveligt efter vold i bolig 15. Tallet for aldersgruppen 35-44 år er en smule lavere, mens under 1 kvinde pr. 1000 i alderen 45-54 år har henvendt sig efter vold i bolig. Se endvidere bilag 2 16. Samlet viser denne opgørelse over vold i bolig (altså ikke kun partnervold), at hvis antallet af kvinder, der henvender sig til skadestuerne efter vold i bolig, var repræsentativt for hele den kvindelige del af befolkningen, ville ca. 2500 kvinder over 16 år have været udsat for behandlingskrævende vold i bolig. Problemet ved vurderingen af voldens omfang ud fra antallet af skadestuekontakter er, at disse oplysninger ikke nødvendigvis indhentes for alle patienter eller, at patienten ikke ønsker at oplyse den korrekte baggrund for henvendelsen til skadestuen. 13. Behrens & Dybtved (2001). 14. Hansen & Østvand (1998). 15. Tallene stammer fra oplæg for arbejdsgruppen ved speciallæge Karin Helweg- Larsen, Statens Institut for Folkesundhed. 16. Der er naturligvis om al registrering usikkerhed - dels kan skadestuepersonalet undlade at spørge om årsagen til skaden, dvs. volden kan fejlregistreres som en ulykke, dels vil en del kvinder selv oplyse, at en skade var forårsaget af en ulykke og ikke af vold. Statens Institut for Folkesundhed arbejder i øjeblikket på et projekt til en mulig forbedring af registreringen af voldsskader på sygehusene. 17. Brink (1999). For at give et andet billede af voldens omfang end den, man finder ved at gennemgå anmeldelser om voldelige overgreb i hjemmet, besluttede arbejdsgruppen at lade sekretariatet gennemgå 2 analyser af skadestuerapporter, for på den måde at få endnu et billede af voldens omfang. Gennemgang af 2 undersøgelser af skadestuerapporter vedrørende vold mod kvinder I forbindelse med kontakt til sygehuse sker der en registrering af kontaktårsagen, dvs. om baggrunden for skadens opståen. Registreringen bygger på den tilskadekomnes oplysninger. Pga. tabuet om vold i hjemmet må det antages, at der sker en underregistrering af tilfælde af hustruvold. Der foretages ikke på samme måde en registrering af kontaktårsagen ved henvendelse til den praktiserende læge. Det er derfor ikke muligt at få et fuldstændigt overblik over omfanget af skader efter vold, der behandles i sundhedsvæsnet. Der er imidlertid udarbejdet 2 undersøgelser af skadestuerapporter vedrørende behandling for vold. I Ph.d. afhandlingen Vold i Århus gennemgås rapporter om de personer, som har henvendt sig til skadestuerne efter at have været udsat for vold 17. Omfanget af vold i hjemmet i Århus og omegn er ifølge undersøgelsen for hele gruppen af kvinder 0,8 tilfælde af hustruvold om året pr. 1000 kvinder. Hustruvold rammer hyppigst kvinder i alderen 25-34 år, hvor der er registreret 1,9 episoder pr. 1000 kvinder. Undersøgelsen viser endvidere, at 63,5% af de voldsepisoder, som kvinder oplevede i hjemmet, kunne karakteriseres som hustruvold, og at 44,6% af de registrerede tilfælde af voldelige overgreb på kvinder foregik i kvindens eget hjem. Udenlandske kvinder var hyppigere end danske kvinder udsat for vold i eget hjem. Undersøgelsen fra Århus viser også, at anmeldelse af det voldelige overgreb sker i 33,9% af tilfældene, når der er tale om hustruvold, mens anmeldelsesraten er 37,8% for de episoder, der ikke kan karakteriseres som hustruvold. Interessant er det, at tilbøjeligheden til at anmelde tilfælde af hustruvold er faldende, jo ældre offeret er. Det, at der er mindre tilbøjelighed til at anmelde vold, jo ældre ofrene er, kan skyldes, at ofrene har accepteret volden og ikke har ressourcerne til at henvende sig til politiet med de dertil hørende konsekvenser for parforholdet og partneren. Tilsyneladende er det sådan, at ofre, der udsættes for vold for første gang, har større tilbøjelighed til at 18