Til beboerne i afdeling Borupgård I Helsingør, 23. januar 2002 Referat af ordinært afdelingsmøde om regnskab MANDAG DEN 14. JANUAR 2002. D A G S O R D E N: 1. Valg af dirigent og referent. 2. Fremlæggelse af beretning for regnskabsperioden. 3. Godkendelse af afdelingens regnskab for 2000/2001. Regnskabet er vedlagt. 4. Beboerrådgiver. 5. Eventuelt. Ad 1. Palle Wørmann blev valgt til dirigent og Dennis M. Christensen, Boligkontoret Danmark til referent. Ad 2. Peter Andersen aflagde på afdelingsbestyrelsens vegne følgende beretning: Året der gik - skimmelsvamp Året der gik har i høj grad været præget af Skimmelsvamp. Omfattende skimmelsvamp blev konstateret i sommeren 2000, og gav anledning til opstarten på det første byggeprojekt af sin art, hvor lægelig ekspertise er involveret i planlægningen af renoveringsprojektet. Nu står en prøveblok klar i Borupgård 2, som er renoveret efter alle forskrifter både vedrørende skimmelsvamp og de øvrige byggetekniske tiltag, der længe har været planlagt gennemført i de to afdelinger. Prøveblokken har været beboet under hele renoveringen, ligesom det vil være tilfældet i resten af boligerne, når de skal renoveres. Her ud over også som forsøg er de 7 boliger, der har været værst ramt af skimmelsvamp, nu også renoveret, og der er flyttet nye beboere ind i boligerne, der har været fraflyttet i renoveringsperioden. Status her og nu Status for bebyggelsen kan i dag opsummeres i følgende punkter: Alle boliger i Borupgård kan udlejes. Beboerne virker tillidsfulde i forhold til håndteringen af ejendommenes problemer. Projekterne følger i alt væsentligt de afsatte tidsplaner. Økonomien i projekterne holder.
Hvad er renoveret Alle de nævnte boliger er renset for synlig skimmelsvamp, badeværelserne er renoverede, der er etableret mekanisk udsugning og de lette facader er blevet udskiftet eller kraftigt renoveret. I prøveblokken er desuden lagt nyt tag på med rejsning, ligesom omfangsdræn og kloakker er repareret og/eller udskiftet efter behov. Prøveblokken skal i høj grad ses som en mulig teknisk løsning af de forskellige problemer, tilbage står så diskussionen om arkitektur mv., som vi her i afdelingen først skal se på senere på året. Hvad skal der ske herefter? Prøveblokken og de forsøgsrenoverede lejemål bliver nu tæt fulgt af et panel af eksperter, der på baggrund af målinger af indeklimaet og lægelig vurdering af beboerne, vil udtale sig om, hvor vidt den gennemførte renovering vil kunne løse byggeriernes byggetekniske og sundhedsmæssige problemer. Målingerne gennemføres af SBMI A/S (Skandinavisk Bio-Medicinsk Institut A/S), der er et privat firma med speciale i indeklima, og hvis direktør, læge Henning Mørck, har fastlagt de kriterier, boligerne vurderes sundhedsmæssigt på. I panelet af eksperter indgår repræsentanter fra Helsingør kommune, Statens Byggeforskningsinstitut By og Byg, Arbejdsmedicinsk klinik samt embedslægefunktionen for Frederiksborg amt. Samarbejdspartnere udviser stor interesse for de nye veje der betrædes i sagen, i forhold til at hjælpe beboerne igennem en renovering af denne størrelse, hvor der tillige er skimmelsvamp med i billedet. Formentlig kan vi medio 2002 tage endelig stilling til, om de gennemførte renoveringer vil kunne løse de tilsvarende problemer i resten af byggeriet. Hvad med resten af beboerne? Bor de i sundhedsskadelige byggerier? Alle boliger i Borupgård blev visuelt gennemgået af teknikere i 2000, for at konstatere omfanget af skimmelsvamp. De værst ramte boliger er alle gennemgået med undersøgelser af indeklimaet, og de boliger, der af den lægelige ekspertise blev vurderet ubeboelige, er blevet rømmet. Størsteparten af disse boliger er efterfølgende renset for skimmelsvamp, målt påny, og genindflyttet. Alle beboere har haft et stående tilbud om at få besøg af indeklimaeksperterne, også selv om der ikke var synlig skimmelsvamp i boligen. Utryghed ved sin boligsituation kan ofte opstå, når der sås tvivl om boligens
sundhedsmæssige standard særligt ved skimmelsvamp og det har været vigtigt for boligselskabet, at denne utryghed kunne fjernes hos den enkelte beboer. Konkret er det sket ved samtaler, fysisk gennemgang af boligerne og målinger af indeklimaet alt efter den enkelte beboers og boligs enkelte behov. Af samme årsag er alle boliger ved opsigelse og genudlejning gennemgået på samme måde, og dette er anført i den enkelte lejekontrakt. Afværgeforanstaltninger De foranstaltninger afdelingen har etableret som afværge over for konsekvenserne af den konstaterede skimmelsvamp rækker længere end disse undersøgelser. I alle boliger er der etableret midlertidig mekanisk ventilation, indtil en mere permanent udsugning etableres i forbindelse med den store renovering. Dette har givet store, positive effekter på boligernes indeklima. Der er, efter behov, i de enkelte boliger foretaget afrensning af skimmelsvamp, maling, midlertidig fraflytning, etc. alt i forhold til omfanget af problemet i den enkelte bolig. Det skal her bemærkes, at op imod halvdelen af alle boliger har ingen eller meget lidt skimmelsvamp langt under de værdier, hvor der kan være tale om sundhedsmæssige problemer. Fraflytningen halveret Som sagt forventer vi at kunne tage endelig stilling til renoveringsarbejderne i Borupgård i løbet af 2002. Med støtte fra Landsbyggefonden og Helsingør kommune er afdelingernes økonomi under genopretning, hvilket i regnskabsåret 2000/2001 har resulteret i det bedste regnskabsresultat i mange år, med overskud i afdelingen. Tab ved fraflytninger er mere end halveret i afdelingen, og fraflytningsprocenterne er de laveste i de seneste fem år. Således er 14,6% af boligerne i Borupgård 1 opsagt i 2001. I de senere år har fraflytningsprocenter på 25-30% ellers været hovedreglen. Og nye beboere må væbne sig med tålmodighed idet der nu kan være mellem 2 4 års ventetid på en bolig. Byggesag og genopretning i øvrigt: Allerede i februar afholdes der licitation på den tekniske rådgivning, hvilket vil sige at vi om kort tid skal vælge vores samarbejdsparter til vores byggesag. Det bliver et spændende og interessant arbejde, som vi nok skal fortælle mere om, når tid er. Den længe ventede huslejenedsættelse udeblev til alles overraskelse og frustration.
Det var forventet at landsbyggefonden ville gennemfører den omprioritering der var lagt op til allerede i sommer, men alt er tilsyneladende udskudt som følge af den politiske situation, og valget i november har absolut ikke givet hurtigere ekspedition. De seneste tiltag har været en endelig udarbejdelse af helhedsplan for Borupgård, som kommunen endeligt godkendte i December 2001. (efter kommunalvalget) Der har også været tid til andet end bygge og svampesager. Frem for alt har afdelingsbestyrelsen arbejdet intenst med at revidere og/eller udarbejde; husordner, vedligeholdelsesreglementer, arbejdsplaner, affaldsordninger / storskraldsordning, plan for grønne områder, plan for boligsociale aktiviteter, og meget meget andet. Resultaterne af dette arbejde vil blive synligt i løbet af de næste måneder, hvor vi vil præsenterer beboerne for de forskellige emner, således at de kan føres til afstemning ved det kommende budgetmøde. Beboerhuset er endvidere blevet malet, og er nu åben for privat udlejning til overkommelige priser, og er ligeledes åben for boligsociale aktiviteter for alle områdets beboere. Af nye tiltag i bebyggelsen vil vi her kort hilse kommunens initiativ til et cafe-møde med borgmesteren og bevilling til beboerrådgiver til Borupgård velkommen, ligesom vi hilser samarbejdet med Borupgård 2 omkring såvel beboerhus, beboerrådgiver og etablering af containerplads velkommen. Sidst men ikke mindst ser vi frem til Landsbyggefondens endelige behandling af genopretningssagerne for vores afdeling, som formentligt vil finde sted en gang efter den 20. januar. Bestyrelsen har i årets løb haft et godt og konstruktivt samarbejde med såvel organisationsbestyrelsen som administrationen. Vi ser frem til et spændende, konstruktivt og givende forår for alle beboere i Borupgård. Efter denne fyldige beretning var der spørgsmål til samme: Benny Larsen ønskede at høre, hvad der sker, hvis Borupgård 2 ikke vil have beboerrådgiveren. Spørgsmålet blev henvist til punkt 4 på dagsordenen. Palle ønskede at høre om det var et problem, at der boede nogen i prøveblokken under renoveringen. Peter havde haft kontakt til en beboer i prøveblokken, der bestemt var meget træt af larm mv., men omvendt mente, at det havde været værd at vente på. Kaj mente avisernes udmeldinger om omfanget af skimmelsvamp var mere negativt ladet end de meldinger administrationen/dennis er kommet med. Palle mente det var medierne, der er nødt til at give skruen en ekstra tand for at sælge bladene, hvilket Dennis til dels bekræftede, ved at meddele, at aviserne jo får
de samme informationer som beboerne. Dahlerup og Kaj ønskede begge en afklaring af, hvor lang tid renoveringerne vil tage. Bestyrelsen meldte ud, at der ikke kan siges noget konkret blot at det vil tage væsentlig kortere tid end prøverenoveringen. Kaj pegede på, at det var forkert aktiveringsfolkene og vore egne blå mænd klipper hækkene helt ned til jord. Palle takkede for at dette blev påpeget, og bestyrelsen giver meldingen videre til de blå mænd. Alice ønskede at høre, om der bliver alternativer for dem, der ikke har overskud til at blive boende under renoveringen, og Palle supplerede med mulighed for rokader til ledige lejligheder, kunne det være muligt? Dennis fortalte, at som udgangspunkt vil der blive opsat toilet- og badevogne, og for dem, der ønsker det, kan der suppleres med et kemisk toilet i boligen. Muligheden for i særlige tilfælde at flytte folk midlertidigt har ikke været drøftet, men kunne falde på, at det koster penge. Herefter udspandt en debat om farvevalg sig, hvor mange ønskede kvarterfarver. Debatten må forventes at fortsætte, når de endelige renoveringstiltag skal forelægges beboerne i Borupgård 1. Beretningen blev herefter godkendt. Ad 3. Dennis M. Christensen forelagde afdelingens regnskab, herunder de delregnskaber vedr. byudvalgsmidler, børnegruppe og Sct. Has fest, som Benny Larsen havde spurgt til. Det blev præciseret, at delregnskaberne var bilag til hovedregnskabet for afdelingen, og det er alene det sidste, der er pligt at forelægge beboerne. Men som udgangspunkt kan beboerne få meget stor indsigt, hvis de ønsker dette, som tilfældet er her. Under gennemgangen var der får afklarende spørgsmål, hvorefter regnskabet blev godkendt. Ad 4. Dennis M. Christensen forelagde oplægget til beboerrådgiver, der godt nok koster ca. kr. 75.000 om året, men hvor udgiften er en del af den samlede genopretning af afdelingen, der er godkendt af Landsbyggefonden og kommunen. Ansættelsen af en beboerrådgiver nu, vil således ikke medføre en ekstraordinær huslejestigning. Beboerne stillede få afklarende spørgsmål, hvorefter beboerrådgiveren blev godkendt. Ad 5. Et punkt i Benny Larsens brev ud over de nævnte regnskaber under punkt 3. var opdelingen af driften mellem Borupgård 1 og 2 hvorfor den ikke var til ende
bragt. Palle Wørman kunne meddele, at den var til ende bragt med opdelingen af redskaberne i december måned 2001. Før det er mænnerne delt op 1. april 2001, dog således at Borupgård 1 har støttet Borupgård 2 med oplæring frem til 1. september 2001, hvor Borupgård 2 s daværende varmemester stoppede i afdelingen. Efter 1. september 2001 har driften været opdelt. Dahlerup roste de blå mænds indsats på de grønne områder, hvilket flere tilsluttede sig. Brandstrup foreslog, at der bruges en landskabsarkitekt til at hjælpe med planlægningen af de grønne områder. Jan ønskede afklaret, hvad der skal ske med de rodede haver. Palle Wørmann fortalte, at bestyrelsen fremlægger en ny husorden og et nyt vedligeholdelsesreglement på beboermødet, der kan tage højde for dette. Brandstrup spurgte til bredbåndsnet via antennesystemet. Peter Andersen fortalte, at bestyrelsen har flere overvejelser, der arbejdes på. Herefter sluttede mødet. Dirigent Referent Palle Wørmann Dennis M. Christensen