xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx Gertraudt Jepsen BITTEN CLAUSEN Gyldendal I henhold til aftale med Gyldendal, er følgende uddrag af bogen Bitten Clausen historier fra et liv kun til internt brug i Danfoss.
5
1. september 1951 Et kongeligt venskab I 1951 besøgte Frederik IX og dronning Ingrid for første gang officielt Danfoss, blev vist rundt på fabrikken og fik forklaret produkterne af Mads Clausen. Det bliver begyndelsen til en række kongelige besøg på virksomheden og et livslangt personligt bekendtskab med det danske kongehus. Nok var Bitten vant til at spille rollen som værtinde, men hun var alligevel mærkbart nervøs, da regentparret i september 1951 havde meldt sin ankomst for at se på industrieventyret Danfoss. Dragten og hatten, indkøbt på Amerika-turen året før, blev fundet frem. Søsteren blev hidkaldt fra Haderslev for at hjælpe til i huset. Og dagen inden dronning Ingrid og Frederik IX ankom, købte Bitten personligt de blomster, hun ønskede at overrække dronningen. Næste dag ankom kongeparret så i Krone 1 til en hel allé af flag op mod fabrikken og et spændt ægtepar Clausen som velkomstkomite. Der stod vi så alle sammen, benovede og opstillet i en række uden for fabrikken, for at tage imod kongeparret. Nu var blomsterne helt udsprungne, så de var ikke helt, som jeg ønskede. Men reporterne skrev, at det var en pragtfuld buket og sådan så den da også ud på afstand. Da vi sagde goddag, og jeg nejede med min buket i hånden, glemte jeg helt at aflevere den. Heldigvis var der én, der skubbede lidt til mig, så jeg blev opmærksom på min forglemmelse og rakte blomsterne frem. Dronningen var vældig sød, lod som ingenting og takkede for buketten. Mads viste kongeparret rundt og forklarede de enkelte maskiner, og hvordan produkterne virkede, sammen med sine to nærmeste medarbejdere Andreas Jepsen og Magne Schøler. Både dronningen 80
og kongen spurgte meget interesseret til funktionerne. Dronningen ville ved selvsyn konstatere, hvordan processerne forløb, og kongen tog endog sine briller på for at studere mekanikken nøjere. Magne Schøler forklarede beredvilligt. Han var på det tidspunkt ansvarlig for produktudviklingen. Egentlig ville han i 1948 rejse til et job som ingeniør i Sydafrika, hvor han havde været med sit hold fra Ollerup på en gymnastikturné, da Anden Verdenskrig brød ud. Til opvisningen var også en dansk tilskuer, der inviterede Schøler til at bo hos sig. De unge fik muligheden for at vælge, om de ville hjem til Danmark eller blive i Sydafrika. Schøler blev dernede, fik et job i en guldmine og studerede til ingeniør under sit ophold. Efter krigen ville han hjem til Danmark for at se udviklingen i køleindustrien. Som sidste sted, inden han skulle tilbage til Sydafrika, besøgte han Danfoss og fik rodet godt og grundigt rundt i sine planer. Han og hans kone havde købt en skibspassage, og deres bagage og klaver var allerede om bord på skibet ved kajen i Esbjerg, 81 Kongen og dronningen undersøger en maskines funktion nøje. Mads Clausen, Andreas Jepsen og Magne Schøler følger kongeparret rundt i virksomheden.
Frederik IX får forklaret produktionsforløbet under kongeparrets første officielle besøg på Danfoss i 1951. mens han besøgte Danfoss. Jeg var klar over, at Mads gerne ville have ham som medarbejder. Under frokosten spurgte Mads ham, hvorfor han og hans kone ville netop til Sydafrika. Han svarede Jeg tror, det er umagen værd, hvorpå Mads spurgte Hvad nu, hvis jeg gør det umagen værd at blive her? Schøler gik op i videnskab og teknologi og havde under besøget på fabrikken været meget imponeret over produkternes teknologiske niveau. Jeg spurgte ham, hvad hans kone måtte mene om det, nu alt allerede var pakket og om bord på skibet. Han forklarede mig, at hans kone gerne ville til Sydafrika, så han måtte hellere ringe til hende. Lisbeth Schøler havde tøvet lidt, men sagt: Prøv det et års tid, så kan vi tage til Sydafrika senere. 82
Han sagde ja til vores tilbud, og de fik hurtigt deres bagage og klaveret af skibet. Magne Schøler blev i 60 erne chef for vores udviklingsafdeling og senere medlem af direktionen og fortsatte i Danfoss i 34 år, det vil sige resten af sit arbejdsliv. Engang Schøler og Mads havde besøg fra udlandet, spurgte en af gæsterne, hvilken titel Schøler havde. Han kiggede forvirret og havde ikke noget svar, for Mads havde ansat alle som ingeniører. Så satte Mads gang i titler Schøler blev overingeniør, og Jepsen og Kruuse fik også titler. Mads havde næse for gode folk. Han spurgte dem altid om alt muligt andet end det, der var deres egentlige arbejdsområde. På denne måde fik han et indtryk af, om de passede ind i vores ånd og måde at håndtere tingene på. Han var ikke synderligt interesseret, når ansøgere fortalte ham om deres uddannelser og kvalifikationer. En af vores tidligere direktører i Frankrig fortalte mig, at Mads ved ansættelsessamtalen havde sagt til ham: Hvad De har præsteret tidligere, interesserer mig ikke. Men hvad De laver fremover, det interesserer mig. Jeg husker engang, vi søgte en sagfører til firmaet og havde haft en annonce i avisen. En mand ved navn Poul Schlüter meldte sig. Ham ville Mads gerne have over til os herhjemme, så vi kunne tale sammen alle tre. Det var en nydelig herre, elegant og velklædt. Han var meget veltalende og gjorde sig stor umage for at fortælle os, hvad han kunne betyde for firmaet, hvis han fik den stilling. Da så han var gået, spurgte Mads mig, hvad jeg syntes. Han var meget vidende og flink, men jeg var bange for, at han ikke var stærk nok til en sådan rolle. Der skal man jo kunne blive uvenner med folk og have en mening. Det mente jeg ikke, han ville kunne, så det var jo morsomt, at han senere blev valgt til statsminister. Det gjorde han godt, synes jeg, og han var usandsynlig god til at mægle mellem folk og få dem til at samarbejde. Måske havde han været den rigtige alligevel, men jeg kendte kun til sagførere med skarpe kløer, så det mente jeg, man måtte have i en sådan stilling. Jeg mødte i øvrigt Poul Schlüter ved daværende prinsesse Alexandras modtagelse i Møgeltønder. Vi havde mødt hinanden nogle gange før, men ved denne lejlighed sad jeg ved siden af ham. Vi kom til at 1. september 1951 et kongeligt venskab 83
tale om denne ansættelsessamtale. Han kunne godt huske det, og vi lo begge to, og så var jeg jo glad for, at han ikke var gået i hundene, da han havde fået afslag fra os. Besøget i 1951 blev ikke det sidste fra kongehuset på det nordlige Als. 1. september 1951 et kongeligt venskab I 1964 var hele kongefamilien, undtagen kronprinsesse Margrethe, igen på visit og blev inviteret til kaffe hjemme hos mig. Mens en ung pige serverede kaffe for prinsesse Benedikte, faldt låget af sukkerskålen. Hun prøvede på at gribe efter låget, imens flødekanden, som hun også balancerede med på bakken, blev spildt ud over prinsessens skulder, hvorefter fløden løb ned gennem stolens fletværk og ud på gulvet. Prinsessen tog det ganske roligt. Den unge pige forsvandt skyndsomst, og jeg blev selvfølgelig flov, da hun ikke vendte tilbage. Når man sidder ved siden af kongen, rejser man sig ikke, men jeg måtte ud for at hente en klud. Den unge pige ude i køkkenet ville ikke med ind og rydde op, det var hun alt for flov til. Så måtte Andreas Jepsen og jeg tørre op. Men som sagt tog prinsesse Benedikte det med et smil. Især forholdet mellem Bitten og dronning Ingrid udviklede sig med årene. De havde begge stor interesse for blomster og brugte tid i hinandens haver, især når dronning Ingrid opholdt sig på Gråsten Slot. Vores møder begyndte, da dronningen kom til Gråsten Slot engang, efter kong Frederik var død. Dronningen inviterede amtmanden, politimesteren og andre lokale repræsentanter. Som Danfoss frue blev jeg også inviteret med. Vi havde mange ting til fælles ikke mindst haven og familien. Derfor spurgte jeg hendes hofdame, om hun troede, at dronningen havde lyst til at se min have. Det blev derefter sådan, at hver gang dronningen kom til Gråsten Slot, kom hun og besøgte mig og så på min have. Jeg tror, de fleste kvinder er glade for blomster, og hun var i al fald meget glad for sin have. Hun vejledte mig også, uden at vi talte meget om det. Hun kunne, uden at sige ret meget, gøre mig opmærksom på, at den og den plante kunne hun ikke så godt lide dér og så videre. Det var meget givtigt. Det er svært at 84
kalde det et nært forhold, fordi dronning Ingrid var dronning. Det kunne jeg godt mærke, og det ville hun gerne hævde. Der skulle være sådan en usynlig linje. Det kom vi til at tale om på et tidspunkt, da jeg sagde, at jeg syntes aviserne var begyndt at blive lige frie nok med hensyn til tituleringen. De skrev Ingrid gør sådan, og Ingrid gør sådan og så videre. Da sagde hun, at der skulle være en usynlig streg, og det syntes jeg jo også. Hun var dronning Ingrid, og jeg var bare den, jeg var. Sådan var det. Men hun viste mig stor venlighed og inviterede mig med, når hendes familie, hendes bror og svigerinde var der. Senere fik Bitten også et godt forhold til de næste generationer i kongehuset. Min ven igennem mange år, Frede Sørensen, inviterede prins Henrik, grev Schack og prinserne på jagt ved Grindsted. De to 85 De kongelige gæster orienteres i Danfoss administrationsbygning om virksomhedens udvikling siden sidste besøg.
Dronning Ingrid og Bitten ved statuen Spiralen udført af Monica Poulsen på Gråsten torv. Danfoss skænker byen denne statue i anledning af Danfoss Drives i Gråstens 25-års jubilæum i 1993. prinser må på det tidspunkt have været seks-syv år. De kom til at stå i en Hochsitz, en forhøjet post, hvor man kan stå og skyde, når dyrene kommer forbi. Det var en meget kold vinterdag, og ved middagstid ville børnene gerne ned og hjem, men Frede mente, at jagt er jagt, og så længe vi var der, skulle der præsteres noget. Vi skulle få skudt de dyr, der skulle skydes på grund af vildtplejen. Da klagede drengene meget til grev Schack, og senere hørte vi så, at Frede blev kaldt onde Frede, fordi han havde holdt fast på, at de ikke skulle hjem i varmen. Da prinserne var 11 og 12 år gamle arrangerede Bitten en skattejagt for dem, hendes barnebarn Martin og Frede Sørensens to sønner, der alle var nogenlunde på samme alder. Turen gik til den ubeboede ø Langli i Ho bugt ud for Esbjerg. Der blev gravet en skat ned på Langli. Skatten bestod af udgåede udenlandske pengesedler, som var blevet tilovers fra 86
tidligere rejser, samt gamle halskæder og lignende. Derudover var der en flaskepost med et kort i og en beretning om en stakkels sømand, hvis skib var sunket ud for Langli. Frede Sørensen, hvis idé turen havde været, havde skaffet en skonnert. Det her med den øde ø og skatten, det troede drengene nu ikke rigtigt på. De var ved at blive så store. Men det blev dårligt vejr, og vi måtte ind i styrehuset til kaptajnen. Pludselig siger kaptajnen, som selvfølgelig var indviet i vores planer Er det ikke underligt, fru Clausen, nu har den skat ligget dér i over 200 år, uden at den er blevet fundet. Da begyndte de at spidse ører. Vi blev sat i land med en lille båd og måtte balancere på græstotter. Helt tilfældigt, som planlagt, fandt en af de voksne flasken med kortet og den tragiske beretning fra den sidste overlevende fra skibbruddet. Udstyret med kort og skovle blev skatten omsider befriet fra 200 års forglemmelse. Greveparret Schack, som også var med, og jeg morede os over børnenes reaktion. På den måde har forholdet til prinserne udviklet sig igennem årene, og det er altid dejligt at være i deres selskab. Det er en stor ære for mig, at prinserne har inviteret mig med til deres højdepunkter i livet, bryllupper og barnedåb. De behandler mig med stor respekt og varme. Det er jeg taknemmelig for. Jeg blev inviteret med til prins Joachims bryllup, og på denne måde fik jeg et godt forhold til daværende prinsesse Alexandra og hendes forældre. De har været med ude ved Vesterhavet på ferie et par gange, ligesom hr. og fru Manley og jeg besøger hinanden. 1. september 1951 et kongeligt venskab Når Danfoss toppen og Clausen-familien rejser rundt i hele verden og besøger sine selskaber eller åbner nye, sker det af og til sammen med en af prinserne, der så repræsenterer det officielle Danmark. For eksempel var vi i foråret 2006 i Kina for at indvi flere fabrikker. Der havde jeg ambassadøren ved min ene side og prins Joachim ved min anden side. Ved første spadestik til samme fabrik i Kina havde kronprins Frederik deltaget året før. Efter ceremonien gik vi hver til sit. Danfoss folkene spiste frokost på 87
den kinesiske mur, hvor der blev serveret i et af murens store tårne, mens kronprinsen og ambassadør Bramsen havde spist sandwiches et andet sted på muren. Da Frederik så vores mad, sagde han: Jeres mad er bedre, det ville jeg da hellere have haft. Ved disse arrangementer har vi selvfølgelig også lejlighed til at genopfriske vores fælles oplevelser igennem tiderne. I løbet af årene er det blevet til en del besøg af højtstående personer, både fra ind- og udland, hos Danfoss. Mange udenlandske ambassadører finder vej til Nordals for at blive vist rundt i fabrikkerne og tale med Danfoss direktørerne. I 1968, efter Rhodesia skiftede navn til Zambia, kom den daværende præsident Kenneth Kaunda til Danfoss med et stort opbud af bodyguards og sikkerhedsvagter. Sådan noget havde vi aldrig set før. Den kun 44-årige præsident, der var ledsaget af sin kone, var enormt interesseret i fabriksområdet, hvor Peter og jeg ledsagede ham sammen med udenrigsminister Poul Hartling. Zambias præsident Kenneth Kaunda besøger i 1968 Danfoss med et stort opbud af bodyguards. Bitten, fabrikschef Kidde-Hansen og Peter Clausen viser rundt. 88
Bitten får en kærlig omfavnelse af kronprins Frederik ved åbningen af Danfoss Universe den 5. maj 2005. Blandt de mange besøg gennem årene stikker et særligt ud i Bittens hukommelse. Det var, da både kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim og daværende prinsesse Alexandra og deres to små børn deltog i åbningen af oplevelsesparken Danfoss Universe. Det var således kronprinsesse Mary, der forestod den officielle indvielse den 5. maj 2005. Bagefter var der middag i bestyrelseslokalet på 11. sal i Danfoss nyrenoverede hovedbygning. 89
Jeg havde kronprins Frederik til bords efter rundvisningen i foyeren med de nye glasfacader. Da vi var på Jørgens kontor med kronprinsen, sagde Jørgen til Frederik, at han skulle lægge hånden på en glasplade på skrivebordet, der via en projektor kaster billedet i stor forstørrelse op på væggen. Da sagde jeg: Ja, så kan man rigtig se, om man har rene negle. Kronprinsen trak hurtigt sin hånd tilbage, men lagde den så lidt senere hen igen. Da har han nok set, at der ikke var noget at komme efter. Men jeg var jo lidt flov over, at jeg bare sådan for løjer havde drillet. Kronprinsen sendte mig dog blot et stort smil, og sådan har vi tit kunnet drille hinanden lidt. Under middagen var han meget hjertelig og hjalp mig med at læse menukortet. Mine øjne er jo ikke helt så gode mere, og det har han åbenbart noteret sig. Det er helt fantastisk, så opmærksom han er. Venskabelig erfaringsudveksling i Bittens have. Dronning Ingrid og Bitten delte ikke mindst en stor fælles interesse for blomster. 90
Ved et møde med dronning Ingrid talte vi engang om, hvad der gør en forskel. Man skal gøre sig umage, sagde hun. Vi her på landet har kunnet nyde det lidt afsides liv, mens dronning Ingrid tog en masse på sig. Hele kongehuset, med de mange repræsentative forpligtelser, gør et stort arbejde. Alle i den kongelige familie gør sig stor umage for vores land, og de gør det meget godt. Vi har en masse at leve op til.