Nr.5, 2000 17. årgang ISSN 0901 1374 Redaktionelt Indhold: Kadafi i Kairo: Ny politik eller "business as usual"? 1 Jens Kirk Nielsen Demokratisering i Jordan? 4 Khaled Salih Frihandelsområder - en vej til udvikling 6 Jens Kirk Nielsen Intelligente sanktioner: Ny strategi mod Irak 9 Khaled Salih Ære, skam og national repræsentativitet 12 Mehmet Ümit Necef National eller religiøs? 15 Torben Rugberg Rasmussen Redaktion: Lars Erslev Andersen, Gunna Funder Hansen (redaktør), Martin Hvidt (ansvarshavende), Jens Kirk Nielsen, Helle Lykke Nielsen, Torben Rugberg Rasmussen og Khaled Salih. Redaktionen afsluttet 30. april 2000. Udsendt til abonnenterne 1. maj 2000. Næste nummer udsendes 5. juni 2000. Redaktøren modtager gerne kommentarer til artikler, ideer til artikelemner mm.via e-mail på adressen: g.funder@hist.sdu.dk Årsabonnement kr. 1.000 inkl. to bogudgivelser. Løssalg kr. 60. Citater tilladt med kildeangivelse. Gengivelse af hele artikler kræver aftale med Mellemøst-information. Mellemøst-information, Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M, tlf. 65 50 21 83. Internet: http://middle-east.hum.sdu.dk/ Kadafi i Kairo: Ny politik eller "business as usual"? Jens Kirk Nielsen Vi behøver ikke demokrati, vi behøver vandpumper. Dette var blot et af Muammar Kadafis mange udfald mod Vesten under det nyligt afsluttede Afrikanske- Europæiske topmøde i Kairo, hvor han kritiserede Europas manglende hjælp til Afrika. Ved topmødet, som fandt sted i begyndelsen af april, var mange forskellige politiske emner til debat. Etiopiens ønske om nødhjælp blev imødekommet, borgerkrigen i Sudan blev diskuteret og også Afrikas store gæld til Europa var på dagsorden. Resultaterne var hverken værre eller bedre end forventet. Et emne skuffede dog. Mange havde troet, at Libyens leder gennem mere end 30 år ville benytte topmødet til at signalere en politisk tilnærmelse til Vesten. Sådan kom det ikke til at gå. Meget tydede ellers på, at en genetablering af Libyens relationer til omverden var på vej. Således accepterede landet i april sidste år at udlevere de to libyere, der er blevet sat i forbindelse med Lockerbiesagen tilbage i 1988. Libyen har også accepteret at betale 31 mio. US $ til ofrenes efterladte for et terroranslag mod et fransk UTA fly i Nigeria i 1989 hvor Libyen også var impliceret. Og endelig har landet besluttet at hjælpe med opklaringen af drabet på den engelske betjent, der i 1984 blev skudt under en demonstration foran den libyske ambassade i London. Dette har medvirket til, at England har genoptaget de diplomatiske forbindelser til landet. Selv USA har vist interesse for at genoptage diplomatiske forbindelser til Libyen. De mest markante tilnærmelser består i, at amerikanske olieselskaber er blevet inviteret tilbage til Libyen, og at USA har givet repræsentanter for amerikanske firmaer lov til at
2 tage på kortvarige besøg til Libyen. Det er muligt, at disse gensidige tilnærmelser skal ses som skridt på vejen til at acceptere formelle diplomatiske forbindelser. - Men hvorfor fører Kadafi sig så igen frem i en så bombastisk stil, og hvad har han opnået ved igen at rette en række hårde angreb mod Vesten? Opvisning Kadafi har altid haft tæft for at stå i centrum. Som vanligt havde han i Kairo også denne gang valgt en spektakulær entre, der var en ørkensheik værdig. Således kom Libyens leder kørende til topmødet i en større karavane af pansrede limousiner hele den lange vej fra Libyen til Kairo. Vel ankommet til Kairo slog Kadafi sit beduintelt op i haven til det til rådighed stillede gæstehus. Som for at gøre sig yderligere bemærket kom han for sent til åbningscermonien 3. april - efter Ægyptens præsident Hosni Mubarak var begyndt på sin åbningstale. Kadafis egen tale var med sine 50 minutter endivdere så tilpas for lang, at flere andre statslederes taler måtte aflyses. Hermed formåede Kadafi endnu engang at stjæle billedet. Gæstehuset Al-Salam var efterfølgende ramme om flere møder mellem Kadafi og andre ledere. Kadafi mødtes bl.a. med EU kommissionens formand, Romano Prodi, som tidligere har været katalysator i bestræbelserne på at få normaliseret forbindelserne til Libyen. I december sidste år forsøgte Prodi at få stablet en officiel invitation til Kadafi på benene. Planen gik dog i vasken, da adskillige af EU s andre medlemslande ikke var enige i den disposition. Ideen med invitationen var dog udmærket, da man ved at lokke Libyen med muligheden for at indgå i Euro-Med Dialogen, EU s samarbejde med de sydlige Middelhavslande, måske kunne få Libyen til at acceptere Israel og palæstinensernes deltagelse i samme forum, samt undlade at kritisere fredsprocessen. Det ville være et positivt skridt, da Libyen altid har været en af den arabiske verdens skrappeste modstandere af staten Israel. Prodi mødtes med Kadafi 3. april om eftermiddagen, og de havde en tilsyneladende succesfuld samtale, hvor Kadafi til og med siges at have nævnt, at Libyen ville tage officiel kontakt til Israel. Kontakten skulle ske gennem et tilbud til det israelske arbejderpartis generalsekretær, Raanan Cohen, om at komme til Tripoli som det libyske parlaments gæst. Fra israelsk side har Raanan Cohens talsmand bekræftet, at Cohen fik en mundtlig invitation om at komme til Libyen. At den 59 årige Raanan Cohen er født i Irak og taler arabisk, og at hans kone er født i Libyen, har uden tvivl været medvirkende årsager. Den efterfølgende dag nedtonede Prodis talsmand Riccardo Levi nyheden, da Prodi kun havde hørt om tilnærmelsen gennem en israelsk journalist, og Kadafi ikke havde bekræftet udsagnet. Man var dog fuld af forhåbninger, og Prodi annoncerede, at: Det er en generel holdning, at vi må have et fredeligt område i Middelhavet, ( ) Kadafi har sendt et budskab. På mange måder tydede det altså umiddelbart positivt for det videre samarbejde mellem Libyen og EU. Derfor var det også med nogen undren, at Prodis talsmand dagen efter måtte lægge øre til, at Kadafi under et tv-transmitteret interview afviste tilnærmelsen som en aprilsnar, og det officielle libyske nyhedsbureau JANA beskrev ideen om et israelsk-libysk møde som en løgn og en latterlig vittighed. Hermed havde Kadafi slukket håbet om et politisk tøbrud. Hans udtalelser ved åbningsceremonien om aftenen 3. april mindede foruroligende meget om tidligere tiders fjendtlige retorik. Han kritiserede endnu engang europæerne for deres rolle under kolonitiden, og hævede, at europæerne indtil for nylig anså afrikanerne for at være aber. Efterfølgende udtalte EU-Kommissionens præsident, at han var meget skuffet over Kadafis tale, da: Dette er ikke ord, der vil hjælpe dialogen mellem EU og Libyen. Sidst på topmødet forsøgte den libyske minister for afrikansk samling at blødgøre Kadafis udtalelser ved at fremhæve at Vores relationer med europæerne er meget gode men, forsatte den libyske minister, europæerne bør også forstå at vi har traditioner der er meget forskellige fra deres. En åbning på vej? Måske er der alligevel noget i vente. Den tyske kansler Gerhard Schroeder og den spanske premierminister Jose Maria Anzar mødtes med Kadafi 4. april. Schroeder udtalte efterfølgende, at samtalen havde været hjertelig. Og USA har som nævnt vist
3 tegn på, at de ønsker at slække på sanktionerne mod Libyen. USA s diplomatiske forbindelser til Libyen har siden 1981 været afbrudt med henvisning til landets støtte til terror, og siden 1986 har USA desuden haft en handelsembargo mod landet. Efter amerikanske oliefolks besøg i Libyen var en amerikansk delegation i marts i landet for at undersøge, hvorvidt det kan anses for sikkert at tillade amerikanske turister indrejse i Libyen. Dette besøg kan måske ses som forløberen for en start på beskedne diplomatiske forbindelser mellem de to lande. Det er dog indlysende, at de økonomiske motiver er af stor betydning for en sådan udvikling. Libyen er rig på olie af en meget høj kvalitet og vil med den nuværende produktion have reserver til endnu 50 år. Meget af olieindustrien og den generelle infrastruktur er dog stærkt nedslidt efter de mange års sanktioner fra FN og USA. Libyen skal derfor modernisere og investere meget i de kommende år. Det netop godkendte libyske statsbudget har da også fordoblet den post på budgettet, der hedder udvikling. Investeringer i teknologi og knowhow vil være nødvendige og her vil europæiske firmaer være mere end villige til at træde til, mens amerikanske investorer indtil videre er forhindret adgang pga. embargoen. Hidtil har relationerne mellem Libyen og omverden primært været af økonomisk art. Spørgsmålet er dog, om Libyen ikke vil se en fordel i at retablere et normalt forhold til resten af verden eller om det netop afsluttede topmøde i Kairo skal ses som udtryk for, at Libyen forsætter sin politiske afsondrethed. Hvis Kadafi har opnået noget med sin fremturen i Kairo, er det at bremse de politiske tilnærmelser mellem landet og Vesten, som tilsyneladende var under opsejling. Dette har dog næppe været formålet. Baggrunden for Kadafis udtalelser skyldes snarere indenrigspolitiske hensyn. Efter udleveringen af de to Lockerbie-mistænkte, hvis retssag starter til maj, har Libyens leder behov for at vise, at han ikke danser efter Vestens pibe. Og det var netop det, han demonstrerede ved topmødet i Kairo. Samtidig er de udenrigspolitiske konsekvenser formentlig til at overskue. USA vil reagere på udtalelserne og måske udskyde en politisk opblødning overfor Libyen og ligeså vil EU. Der er dog intet der tyder på, at de økonomiske forbindelser vil lide skade, eller de politiske bestræbelser på diplomatiske tilnærmelser vil stoppe. Prodis iver for at komme Libyens leder i møde i hvert fald på, at der vil komme flere tilbud fra EU. Hvis det således været Kadafis mål at markere sig indenrigspolitisk, har hans taktik under topmødet nok slet ikke været så ringe endda. Kilder: BBC: www.bbc.com Hawley, Caroline: Gadafi Steals the Show, 4. April, 2000. Henderson, George: Continual Re1volution, Middle East International, 10. Marts, 2000. Jerusalem Post: www.jpost.com Harris, David Zeev: Barak Loyalist Dub Ra an Cohen a Joke, 6. April, 2000. The Independent: www.independent.co.uk Reeves, Phill & Caroline Hawley: In a Beduin Tent, Kadafi lectures World Leaders, 5. April, 2000. The Middle East and North Africa 2000 (London, Europe, 1999) Washington Post: www.washingtonpost.com Schneider, Howard: Libya Seeks to Restore Broken Ties at Summit, 4, april, 2000.
4 Demokratisering i Jordan? Khaled Salih I februar fejrede Jordans kong Abdullah sit første år ved magten. Magtskiftet skete efter et årti, der bød på en række kriser udløst af den relative isolation som fulgte af kong Husseins position under Kuwaitkrigen, indgåelsen den kontroversielle fredsaftale med Israel samt gennemførelsen af et stramt økonomisk spareprogram og den udeblevne regionale samhandel. Grunden til, at magtovertagelsen på trods af dette er forløbet uden tegn på uro eller legitimitetskrise for monarkiet, er at det jordanske politiske system har taget en række skridt mod øget politisk liberalisering det mest markante eksempel på processen er, at der i Jordan i 1989, 1993 og 1997 er blevet afholdt parlamentsvalg inden for rammerne af et politisk liberaliseringsprogram, som er blevet beskrevet som det mest vidtgående skridt til demokratisering i den arabiske verden. Et skridt frem og to tilbage Kong Hussein og hans rådgivere kaldte liberaliseringsprogrammet for en overlevelsesstrategi, hvilket synes at være det rette navn. Programmet blev nemlig iværksat i kølvandet på Jordans accept af den Internationale Monetære Fond (IMF) s strukturtilpasningsprogram i 1989, som blev iværksat for at skabe kontrol over den økonomiske udvikling i landet, hvilket bl.a. indebar store nedskæringer i de offentlige udgifter. I april 1989 afskaffede regeringen subsidierne på en række basale fødevarer, hvilket førte til omfattende uroligheder. Kort efter at de jordanske sikkerhedsstyrker fik kontrol med situationen offentliggjorde Kong Hussein sine planer om et parlamentsvalg. Da valget blev udskrevet fandtes der ingen legale politiske partier i Jordan, og de kandidater, der stillede op, havde kun 25 dage til at organisere sig. Desuden var reglerne for valget til Underhuset af en meget særegen karakter: De 20 valgdistrikter kunne vælge fra to til ni repræsentanter til Underhusets 80 pladser. Af disse var 68 reserveret til arabisk-muslimske kandidater, ni til kristne, to til tjerkesser og en plads til både tjerkesser og tjetjenere at konkurrere om. Mens valgkampen vakte stor entusiasme var valgdeltagelsen en stor skuffelse, eftersom kun 54% af de registrerede vælgere (41% af alle stemmeberettigede) deltog. Valgene gennemførtes, uden at undtagelsestilstanden blev afblæst. Den meget korte frist fra valget blev udskrevet til det fandt sted, indebar store fordele for de grupper, der tidligere havde haft mulighed for at organisere sig. Det Muslimske Broderskab og en række stammeledere var ikke overraskende at finde blandt vinderne, da disse gruppers gode relationer til monarkiet gav dem en række organisatoriske fordele. Mens islamisterne vandt knap halvdelen af parlamentets pladser, forblev deres muligheder for for alvor at påvirke det politiske arbejde begrænset af kongens og regeringens ambitioner om at forhindre dem i at få indflydelse. Under hele valgperioden måtte parlamentet mere eller mindre lade sig nøje med at eksistere i skyggen af kongen og regeringen. Det lykkedes dog at tage enkelte betydningsfulde skridt i en demokratisk retning, bl.a. vedtagelse af loven om politiske partier og loven om presse og publikationer samt pres for ophævelse af undtagelsestilstanden. Det er imidlertid en udbredt opfattelse, at alle disse tiltag i forvejen var på vej, og at parlamentets fornemmeste opgave i denne periode bestod i at legitimere kongens politiske agenda. Den Nationale Jordanske Vedtægt Det første parlamentsvalg i Jordan fandt sted uden tilstedeværelsen af et konkret demokratiseringsprogram. Som en slags ad hoc løsning nedsatte kongen en kommission på 60 personer, som skulle formulere målene og bestemme rammerne for landets demokratisering. Første udkast til et sådant program blev offentliggjort i begyndelsen af december 1990 og blev godkendt af kongen i juni 1991. Det fik titlen al-mithaq al-watani al-urduni (Den Nationale Jordanske Vedtægt) Vedtægten er på mange måder et interessant dokument. Det vidner om tro på fremtiden og betoner demokratiske rettigheder, frihed, tolerance og ligestilling (herunder mellem kønnene). Det
5 betoner også retten til privat ejendom, hvilket mange har set som en vigtig gulerod til magteliten. Endvidere henviser dokumentet til forskellige former for legitimitet: wataniya (den partikularistiske/jordanske nationalisme), qawmiya (arabisk nationalisme), islam (som civilisation såvel som religion) samt internationalt deklarerede demokratiske principper hvilket af mange er blevet kaldt et udtryk for en sund skizofreni hos kommissionen. Derudover peger dokumentet på de statslige institutioners manglende legitimitet hos den jordanske befolkning. Endnu mere interessant i denne sammenhæng er, at dokumentet er skrevet under af en række personligheder, som repræsenterer vidt forskellige interesser fra erhvervslivet samt monarkiets og regeringens støttepiller til venstreorienterede kredse og det Muslimske Broderskab. Dokumentet har dog vel at mærke aldrig fået noget formelt retsligt grundlag. Loven fra 1992 om politiske partier forbyder partierne at tage imod finansiel eller organisatorisk støtte fra udenlandske kræfter dette for at hindre panarabiske partier såsom Baathpartierne i Irak og Syrien, men også partier med direkte forbindelse til palæstinensisk politik, at få fodfæste i Jordan. Endvidere tvinges politisk engagerede palæstinenserne i fremtiden til at fravælge deres palæstinensiske statsborgerskab, eftersom loven forbyder ikkejordanske statsborgere at være politisk aktive i Jordan. Men i det mindste anerkender loven retten til at etablere politiske partier i landet, hvilket ikke var muligt før kongens udskrivelse af valg i 1989. Loven om presse og publikationer er ligeledes et vigtigt aspekt af liberaliseringen, eftersom pressen i mange henseender er meget friere nu end tidligere. Men også her har friheden imidlertid sine på forhånd bestemte grænser: Det er ulovligt at forulempe kongen eller kongefamilien, andre arabiske, islamiske eller venligtsindede ledere og at akkreditere udenlandske diplomater i Jordan. Det er også forbudt at publicere noget, der strider imod den offentlige moral eller skader et individs integritet eller rygte eller fornærmer militæret eller sikkerhedstjenesten. Der findes samme restriktioner mod udenlandske publikationer som for den hjemlige presse. Men i det mindste går tvister om publikationers lovlighed nu til domstolene det er ikke længere muligt for myndighederne blot at nedlægge eller forbyde publikationer, som man gjorde tidligere. De følgende parlamentsvalg Det andet parlamentsvalg fandt sted i november 1993 - på trods af de mange vanskeligheder der fulgte af f.eks. Oslo-aftalerne, den økonomiske reformpolitik og mange partiers ønske om at udskyde valget. Både regeringen og kongen så frem til et lettere håndterligt parlament, hvilket i praksis vil sige et parlament med færre islamister. Valgsystemet ændredes til et en mand en stemme system. Mange forudså, at reformeringen af valgsystemet først og fremmest ville tvinge mange mennesker til at vise loyalitet med stammelederne, hvilket ville gå ud over islamisterne. Og resultatet blev som eksperterne havde forudset: Islamisterne tabte stort de gik fra 32 til 22 pladser, og parlamentet blev snart kaldt et stammeparlament. Majoriteten af de nye medlemmer kom nemlig fra de loyale stammefamilier. Valgdeltagelsen var igen lav: 56% af de registrerede vælgere og 45% af de stemmeberettigede satte deres kryds. Det tredje parlamentsvalg, som fandt sted i november 1997, har fået mange iagttagere til at udtrykke en vis skepsis over for Jordans videre demokratiseringsproces og elitens reelle hensigter i forhold til at udbrede de demokratiske tiltag. Denne gang foregik valget i en atmosfære af tiltagende statslig repression mod oppositionsgrupper og indskrænkninger i ytringsfriheden. Pressen fik pålagt nye restriktioner i maj 1997, hvilket førte til, at de vigtigste oppositionsgrupper med islamisterne i spidsen besluttede at boykotte valget. Dermed var kun monarkiets og regeringens støtter på valg. Således forstærkedes tendensen fra valget i 1993, og endnu flere stammeledere og regeringsloyale personer fik plads i parlamentet. Partipolitiske medlemmer udgør nu kun en lille majoritet og landets eneste kvindelige parlamentsmedlem forlod også sin plads. Alt i alt fik kongen og regeringen et parlament, som ikke vil byde dem nogen nævneværdig modstand. Status quo Demokratiseringstendenserne i starten af 1990 erne ligner defor mest en afledningsmanøvre, som IMF s krav til strukturtilpasning gjorde påkrævet. Strukturtilpasning var i 1980 erne et fast krav fra IMF til
6 låntagerstater, hvis indkomster i høj grad kom udefra, f.eks. som i Jordans tilfælde i form af udenlandsk bistand. I Jordan anvendes disse penge til at skabe gode relationer til nøglegrupper i det jordanske samfund. Når kriser opstår, dvs. når statsgælden stiger mens de offentlige indkomster falder, må regimet mindske de generøse bidrag til sine klientgrupper og samtidig beskatte den brede befolkning. Sådan en situation kræver, at relationen mellem stat og borger ændres, hvis den politiske stabilitet skal kunne opretholdes. Får borgerne mere politisk indflydelse, vil de måske acceptere at miste privilegier og blive pålagt nye skattebyrder. Demokratiseringen i Jordan har været et redskab til på en afdæmpet måde at håndtere en økonomisk og politisk krisesituation, uden at landets magtpiller har mistet deres privilegier. Mange håbede, at det ville føre til en bred liberalisering af landet, men demokratiseringen har været en topstyret proces fuldstændig under den politiske elites kontrol. Den nye konge ser ikke ud til at have anderledes vidtløftige demokratiseringsplaner. Han har arvet et politisk system, som kan håndtere sociale og politiske forandringer og udfordringer. Hans første år på tronen har han sandsynliggjort, at der ikke er markante ændringer på vej, men at han derimod mere eller mindre vil gå i sin fars fodspor. Kilder: Brand, Laurie: In the beginning it was the state... : The quest for civil society in Jordan, i: Norton, Augustus Richard (ed.): Civil Society in the Middle East, vol. 1. (Leiden, E.J.Brill, 1995) Salih, Khaled: Demokratisering och civilsamhället i Jordanien, i: Demokratins möjligheter-fallstudier Jordanien och de palestinska områdena. MENA-projektet, delstudie 4, 1999. (Stockholm, Utrikesdepartementet, Regeringskansliet) Salih, Khaled: Demokrati eller regimesikkerhet? Mellemøstinformation, 15. 5. 1998. Salih, Khaled: Går det tilbage for demokratiet i Jordan?, Mellemøst-information, 15. 8/9. 1998. Artiklen er oversat fra svensk af Gunna Funder Hansen Frihandelsområder en vej til udvikling Af Martin Hvidt Hvad skal de olierige Golfstater leve af når olien slipper op? Det spørgsmål er stillet igen og igen af konger, sultaner og emirer i området, siden olieindtægterne for alvor begyndte at rulle i 1950 erne. Og spørgsmålet er stadig lige påtrængende, selv om nye oliefund og indvindingsteknikker sørger for at slutdatoen for olieeventyret skydes stadig længere ud i fremtiden. For lande som Kuwait, Bahrain, Qatar, Emiraterne og Oman ser det dog ud til at slutte om 20 til 60 år, hvis den nuværende produktion fortsættes. Den strategi konger, sultaner og emirer har forfulgt i udviklingen af deres lande har været at forsøge at opbygge industrialiserede samfund efter vestligt tilsnit. Samfund der kan sikre landenes indbyggere en fortsat høj levestandard også når olien en dag ikke længere flyder. Men det har vist sig ikke at være let. Olieproduktion er nemlig højteknologisk og kræver meget kapital men relativt få ansatte. En lille styrke af udlændinge har i samarbejde med en beskeden mængde lokal arbejdskraft været i stand til at udvinde olien og få den transporteret ud af de respektive lande. Olieproduktionen har således ikke skabt beskæftigelse og dermed ikke været medvirkende til at oplære befolkningen til at indgå i en industrialiseret produktion. I forsøget på at opbygge en produktiv sektor og gøre sig uafhængige af olien, som ofte er den eneste eksportvare, har Golflandene alle som én bestræbt sig på at opbygge en industriel sektor, - som regel med udgangspunkt i en videreforarbejdning af olieeller gasforekomsterne eller ved at benytte gas til at drive energitung produktion. I Qatar har regeringen f.eks. investeret i store anlæg til smeltning af aluminium, mens den videre forarbejdning af råmaterialet har været overladt til private virksomheder. Denne industrialiseringsstrategi har generelt set haft beskeden succes og ikke ført til en væsentlig industrialise-
7 ring af landene. Erkendelsen i dag er, at det ganske enkelt er sværere og mere bekosteligt at opbygge en industrisektor end forventet. De Forenede Arabiske Emirater (UAE) har taget en markant afstikker fra denne industrialiseringsstrategi. De har satset på etablering af frihandelsområder. Og det er gået godt endda rigtig godt. Så godt, at en række mellemøstlige lande (Tunesien, Libyen, Libanon, Jordan og Egypten) i dag er i færd med at opbygge eller videreudbygge sådanne. Globalisering Frihandelsområder er et udtryk for det faktum, at industriel produktion i dag er globaliseret. Internationale virksomheder skimmer verdensmarkedet og sammensætter deres produkter af komponenter indkøbt i en række forskellige lande. Et fjernsyn består således f.eks. af et kabinet fra Korea, et billedrør fra Belgien og en elektrolyt fra England. Hvor disse dele sættes sammen til det endelige produkt afhænger af, hvor den enkelte vare kan samles billigst muligt, samt hvor der er billigst adgang til de markeder, varen skal afsættes på. Og det er denne organisering af produktionen UAE med dygtighed har udnyttet i sin udviklingsstrategi. Et blik på globusen viser, at Emiraterne geografisk set ligger cirka midt på sejl-og flyruterne mellem Asien og Vesten, og dermed er placeret centralt for de væsentligste afsætningsmarkeder. Ønsker man at udnytte de muligheder, der ligger i den globaliserede produktion, så er hurtig og nem adgang til verden som helhed en nødvendighed. Det har Emiraterne erkendt og har gennem de sidste 15-20 år bevidst satset på at udnytte deres geografiske placering til at etablere sig som et transportknudepunkt. I dag håndterer deres seks internationale lufthavne mere en 14 millioner passagerer årligt (Kastrup befragter til sammenligning 17,5 millioner) og Emiraternes havne anløbes årligt af ca. 10.000 skibe. I betragtning af, at UAE blot er ca. halvanden gang så stort som Danmark og har det halve indbyggertal, er dette ganske imponerende. For at kunne tiltrække virksomheder i den globaliserede verden, har landet således brugt sine oliepenge på at opbygget en moderne infrastruktur, der spænder lige fra havne, lufthavne og veje over nyeste faciliteter inden for IT og telekommunikation til serviceydelser som skibscatering, bunkerterminaler og hoteller. Et mellemstort containerskib koster mellem 300.000 og 400.000 kroner i døgnet at drive, så der er ganske enkelt ikke råd til spildtid i havnene. De krav der i dag stilles til en moderne havn er, at et skib skal kunne anløbe, blive losset, skifte besætning, proviantere og få påfyldt brændstof inden for ganske få timer. Det kræver selvsagt en overordentlig velorganiseret logistik. Konkurrencen på søtransportområdet er i dag så hård, at ingen havn, der ikke lever op til disse krav, vil blive brugt af de store rederier. Det ser imidlertid ud til, at Emiraterne lever op til standarden. Frihandelsområderne Emiraternes satsning på opbygningen af disse logistikfaciliteter har gjort landene til et trafikknudepunkt for den øst-vestgående trafik, såvel som for trafikken i Golfen. Dette har skabt mulighed for opbygningen af frihandelsområderne. Emiraterne har i dag 7 frihandelsområder. Sammenlagt er der næsten 3000 firmaer etableret i disse. De samlede investeringer udgør mere end 4 mia. dollars og den handel områderne afstedkommer udgør i dag 15% af UAE s samlede handel. Den ældste frihandelszone i UAE er Jebel Ali beliggende 30 km. vest for Dubai by. Den blev etableret i 1985 på et 100 kvadratkilometer bart sandområde. Det er den største menneskeskabte havn i verden, og er sammen med søsterhavnen Mina Rashid lige uden for Dubai by verdens 16 ende travleste containerhavn. Alene i Jebel Ali er der etableret 1650 firmaer, med i alt ca. 50.000 ansatte. Firmaerne har ophav i 90 forskellige lande, især England, Indien, USA, Japan og Tyskland er stærkt repræsenteret. Firmaerne producere alt. Lige fra kunstgødning og raffinerede olieprodukter over maskindele og elektronik til småkager og drikkevarer. I opstartsårene tog Jebel Ali alle industrier ind, mens de i dag er mere selektive. Ønsket er at tiltrække flere højteknologiske industrier inden for computer eller optiske fibre. Endvidere gives der i dag prioritet til firmaer, der sikrer omsætning af godsmængder i havnen.
8 I forlængelse af Jebel Alis succes er der siden 1990 etableret 6 andre frihandelszoner i Emiraterne. Og alle tal viser stigende omsætning for de seneste år. Yderligere tre zoner er under udvikling. Den mest specialiserede af disse er Dubai Internet City, der bliver verdens første frihandelsområde for e- business, internetbaseret handel. Softwarehuse, ITog medieselskaber vil få tilbudt de samme favorable etableringsbetingelser som produktionsvirksomheder, og regeringen har planlagt at etablere et universitet og et forskningscenter i tilknytning til zonen. Første fase af projektet forventes færdiggjort i efteråret 2000. Hvad gør frihandelsområderne attraktive? Men god logistik er ikke nok til at tiltrække virksomheder. I frihandelsområderne giver Emiraterne både lokale og internationale virksomheder favorable vilkår. Det tillades at virksomheder er 100 % udenlandsk ejede, virksomhederne er fritaget fra at betale skatter samt import- og eksporttold, og overskud og kapital kan uhindret føres ind og ud af landet. Sidst men ikke mindst tilbydes et stort udbud af både billig og kvalificeret arbejdskraft samt billig energi. Afkastet af disse utroligt favorable vilkår er først og fremmest, at udenlandske virksomheder investerer i landenes produktionsapparat. Herved tilføres både kapital og know-how, hvilket konkret omsættes i en mængde arbejdspladser. Det betyder, at folk modtager lønninger og oplæres i industriel produktion eller servicevirksomhed. Endvidere er spredningseffekten stor: Med det betydelige servicenetværk der skal til for at drive havnene og områderne i sig selv, skabes der yderligere arbejdspladser inden for eksempelvis transport, hoteller, godshåndtering og vedligeholdelse. Endvidere er det lokale entreprenører, der bygger fabriksbygninger, kloakerer osv. For hver krone udbetalt i løn bruges en stor del til forbrug, hvorved samfundets hjul holdes i gang, - i økonomiske termer kaldes dette multiplikatoreffekten. Frihandelsområderne bliver hermed en katalysator for økonomisk aktivitet. Så selv om virksomhederne ikke betaler skat, så tjener landet gode penge, hver gang omsætningen i områderne vokser. En anden fordel ved at huse frihandelsområderne er, at landet bliver attraktivt for fremtidige investorer, for industrier har det med at etablere sig der, hvor der ligger andre industrier. Den langsigtede gevinst for emiraterne kan blive, at landet kommer på verdenskortet som et godt sted at etablere industrielle virksomheder. En tredje gevinst ved frihandelsområderne er, at der skabes økonomi i de voldsomme investeringer i infrastruktur, der hidtil er foretaget. Liberal islamisme Emiraternes forsøg på opbygning af frihandelsområder synes at have virket. Det viser de tørre tal. Om frihandelsområderne med de tilhørende infrastrukturelle faciliteter på længere sigt kan skabe et gennemindustrialiseret samfund, der efter oliens ophør vil kunne sikre befolkningen en fortsat høj levestandard er endnu uvist. I forhold til andre stater i golfregionen synes Emiraterne i sjælden grad opsatte på at gennemføre deres mål. Ét er at Emiraterne har gennemført de betydelige investeringer i infrastruktur. Men måske mere bemærkelsesværdigt er det, at de har fået befolkningen med på de holdningsmæssige ændringer, der er nødvendige for at være en del af en globaliseret verden. Det må ikke glemmes at Emiraterne er diktaturer og på mange måder fortsat meget traditionelle islamiske samfund. Men samtidigt hermed er politikken i forhold til frihandelsområderne og de folk der beskæftiges der, stærkt liberal. Jo, Emiraternes udviklingsstrategi tegner lovende. Kilder: The Middle East and North Africa 2000. 46 udgave, Europa publications p. 1157-1186 Middle East Economic Digest, 18. februar 2000, Årgang 44 nummer 7 p. 7-13 og 20-21. Middle East Economic Digest, 31. marts 2000, Årgang 44 nummer 13 p. 2-3. Trafikstatistik Københavns Lufthavn: http://www.cph.dk/traffic/dk/trafikstatistik.asp
9 Intelligente sanktioner: Ny strategi mod Irak Khaled Salih For nylig skrev Kofi Annan, at når stærke og omfattende sanktioner er rettet mod autoritære regimer, rammer de normalt folket i stedet for de politiske ledere, hvis adfærd har udløst sanktionerne. Ejendommeligt nok, mener Annan, styrkes magthaverne ofte af sådanne sanktioner, fordi de kan kontrollere og dermed i høj grad profitere af det sorte marked, der opstår, og udnytte sanktionerne som påskud for at eliminere den indenlandske politiske opposition. Annans kommentarer kan umiddelbart betragtes som en beskrivelse af situationen i Irak, hvilket en række tjenestemænd i FN, uafhængige iagttagere og amerikanske politikere kan bekræfte. I slutningen af februar præsenterede det amerikanske udenrigsministerium nye beviser for, hvordan Saddam Hussains regime anvender enorme summer til at opføre paladser til sig selv og sine nærmeste. Indkomster fra illegal olieeksport spenderes ligeledes på indkøb af luksusvarer som whisky, øl, vin og cigaretter. Samtidig har flere rapporter dokumenteret, at sanktionerne har ramt den irakiske civilbefolkning hårdt. Mange mener, at en veritabel menneskelig tragedie udspiller sig i skyggen af sanktionerne. Dette sætter naturligvis FN i et overordentlig alvorligt dilemma. FN s sikkerhedsråd har i løbet af de seneste ti år gennemført sanktioner mod 12 lande. I takt med at sanktionernes negative konsekvenser er blevet stadig tydeligere i denne periode, er debatten om sanktionspolitikkens berettigelse blevet stadig skarpere. Anvendelsen af sanktioner og de konsekvenser de afstedkommer har nemlig med al tydelighed blotlagt et stadig mere iøjnefaldende paradoks: Mens sanktionerne betragtes som et humanitært alternativ til anvendelsen af militærmagt og gennemføres for at standse menneskerettighedskrænkelser, kan deres iværksættelse medføre så alvorlige økonomiske, sociale og humanitære konsekvenser, at de ikke står tilbage for de skader, der følger af en reel krig. Allerede i 1998 skrev Kofi Annan, at økonomiske sanktioner er et stumpt instrument, der ikke har de tilsigtede virkninger. Han opfordrede samtidig FN til at søge at mildne sanktionernes humanitære konsekvenser. Annan mente, at sanktionspolitikken skaber et særskilt dilemma for FN s dobbeltmandat til at søge at bevare fred og tilgodese menneskelige behov, da det ofte er vanskeligt at forene sanktionspolitikken med humanitære indsatser. Intelligente sanktioner FN s sanktioner mod Irak har uden tvivl været blandt de mest drastiske sanktioner, organisationen nogen sinde har rettet mod et land dels har de været meget omfattende, og dels har de varet meget længe. Alligevel har Irak ikke opfyldt FN s krav. Spørgsmålet er, om Irak bør straffes yderligere på trods af de menneskelige tragedier, der finder sted i landet, eller om sanktionerne skal revurderes. I et studie konstateres, at ingen moderne humanitær indsats har været så intensivt gransket som den humanitære krise i Irak. Mere end 30 omfattende studier af krigens og de fortsatte økonomiske sanktioners konsekvenser er blevet gennemført. Alligevel er der fortsat stor uenighed om resultaterne og om hvorvidt sanktionspolitikken bør fastholdes. Kofi Annan synes med sine seneste udtalelser at høre til kritikerne. Han mener, at sanktionspolitikken skal ændres, således at sanktionerne effektueres mere målrettet mod den politiske elite, så også den kan føle effekten. Dette er i princippet hvad en gruppe kritikere fra Det International Fredsakademi og organisationen Fourth Freedom Forum i flere år har argumenteret for. Disse kritikere har søgt svar på, hvorvidt sanktioner kan gøres mere humane men fortsat virke afstraffende på den gruppe, man ønsker at ramme. I et antal artikler og rapporter har man navngivet strategien for effektive men samtidig humanitært acceptable sanktioner intelligente sanktioner. Intelligente sanktioner er først og fremmest finansielle. De indebærer blokering af adgangen til de finansielle markeder, fastfrysning af tilbagebetalinger til landet og tilbageholdelse af kreditter, lån og bistand. Disse finansielle sanktioner kan suppleres med restriktioner mod kommerciel fly-
10 trafik, begrænsninger på diplomaters rejse- og anden aktivitet samt boykot indenfor idrætskonkurrencer og kulturelle begivenheder. Historisk viser denne fremgangsmåde med fokus på finansielle sanktioner i større grad ramme dem, der har været ansvarlige for de brud mod de internationale normer, som sanktionerne skal straffe, og samtidig gøre omkostningerne for en allerede sårbar civilbefolkning langt mindre, end hvad der er tilfældet ved anvendelse af generelle økonomiske sanktioner. Samtidig har finansielle sanktioner stor betydning for sanktionernes legitimitet og dermed deres effekt på det politiske liv, da de underminerer det politiske lederskabs muligheder for at mobilisere støtte imod omverden og således styrke sin interne position, men derimod isolerer regimet fra befolkningen og giver mulighed for at støtte regimets potentielle modstandere i landet ved at give dem adgang til udviklingsfonde el. lign. Canadas udenrigsminister Lloyd Axworthy er i øjeblikket en af de drivende kræfter bag ideen om, at FN må revurdere sine sanktioner mod Irak, for det første med henblik på at gøre noget ved den forfærdende humanitære situation i Irak, men også for at komme ud af det dødvande, der for tiden præger situationen. Axworthy udtaler således, at selvom sanktionerne mod Irak fungerede udmærket de første år, hvor FN s særlige Irak-kommission UNSCOM formåede at tilintetgøre store dele af Iraks masseødelæggelsesvåben, så kan en fortsættelse af sanktionerne i deres nuværende form skade FN s troværdighed. Han mener derfor, at dilemmaet med sanktionerne mod Irak og FN s sanktioner generelt må tages til efterretning, og han foreslår derfor, at der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal redegøre for, hvordan sanktioner kan indgå i strategier for at hindre eller løse konflikter, analysere FN s kapacitet og den politiske vilje hos medlemsstaternes regeringer til at gennemføre sanktioner, udforme en kodificeret retsstandard for sanktionspolitikken, udvikle et retsligt organ, der kan styre anvendelsen af sanktioner samt foreslå generelle retningslinier og principper for sanktionernes implementering. Men at beslutte sig for en sådan arbejdsgruppe og komme frem til en række fælles retningslinier for sanktionspolitikken er én ting konkret at revurdere sanktionerne over for Irak i den akutte situation er nogen ganske andet. USA s position Det ser ud til, at det amerikanske udenrigsministerium bestræber sig på at komme et krav om en sådan revurdering i forkøbet. Madeleine Albrights talsmand James Rubin konstaterede endnu en gang på en pressekonference i slutningen af februar, at i USA s øjne handler sanktionernes konsekvenser for den irakiske civilbefolkning om Saddam Hussains kyniske manipulering af den irakiske befolkning, som er et led i hans bestræbelser på at holde sig ved magten. Rubin mente, at det irakiske regime kunne og burde anvende olieindkomsterne til at hjælpe den irakiske befolkning og genoptage samarbejdet med FN s forskellige organer i stedet for at satse på vanvittige projekter, der kun kommer eliten til gode. Han påpegede ironisk det urimelige i, at det irakiske regime drikker sig fuld alt imens det påstår, at dets folk ikke har nok at spise. Han tilføjede, at USA er træt af at lægge øre til udtalelser om, at sanktionerne er den konkrete anledning til den irakiske befolknings problemer. Rubin gentog flere gange, at regimet i Bagdad er selv skyld i landets ulykke. Rubin forsvarede samtidig sanktionerne med, at de hindrer Irak i at få adgang til hård valuta og dermed afværger, at Irak får genopbygget sin militære kapacitet. Han tilføjede, at de tjenestemænd i FN, som kritiserer sanktionerne og for at markere deres synspunkter opsiger deres jobs i protest, nok gør det ud fra velmente motiver, men er urealistiske i deres bedømmelser af Irak, eftersom et årtis samarbejde mellem Irak og FN har vist, at Irak på ingen måde ønsker at opfylde sin del af aftalen. Og netop derfor vil USA ikke revurdere sin position i spørgsmålet om FN s sanktioner mod Irak. En opblødning vil nemlig give Saddam Hussain mulighed for at genopbygge sit krigsmaskineri og derpå udsætte hele regionen for en ny bølge af ustabilitet og usikkerhed. På spørgsmålet om, hvor længe sanktionerne skal fastholdes svarede Rubin, at USA fører en aktiv politik for at opretholde sikkerheden i regionen som en del af USA s nationale sikkerhed. Så længe
11 Irak truer nationale amerikanske interesser, vil USA fortsætte med at forsvare dem. Dødvande? Det ser ud som om FN s forsøg på at revurdere sine sanktioner mod Irak forudsætter klar enighed i Sikkerhedsrådet. Og så længe USA ikke vil diskutere en sådan revurdering, er det svært at se en ende på sanktionerne. Men ser man nærmere på Rubins udtalelser under pressekonferencen i februar kan man måske drage den slutning, at USA trods alt har nedtonet en række af de argumenter, de tidligere har fremført for i stedet at fokusere på elementer, som faktisk er forenelige med det, kritikerne efterspørger. Rubins fokusering på Iraks adgang til hård valuta er i mangt og meget på linie med hvad Axworthy og folk fra Det Internationale Fredsakademi og Fourth Freedom Forum taler om, når de foreslår intelligente sanktioner. Hvis det lykkes for FN inden for en overskuelig tidshorisont at komme frem til en række retningslinier, og hvis USA nedtoner sin ledende rolle i sanktionspolitikken mod Irak, kan det skabe åbninger, som FN kan bygge videre på. Og hvis regimet i Bagdad også konkluderer, at intelligente sanktioner underminerer dets magtposition, vil de så frivilligt acceptere at indgå et samarbejde med FN? Hvis de seneste to årtiers erfaringer skal tages som et fingerpeg for, hvordan den fremtidige udvikling vil forme sig, er svaret klart nej. Iraq and the West: When sanctions don t work, The Economist, 8, april 2000. Lopez, George A. & David Cortright: Finanzelle Sanktionen: der Schülssel zu einer Stategie Intelligenter Sanktionen, Die Friedens-Warte, vol. 13, 1997. Malone, David: Goodbye UNSCOM: A sorry tale in US-UN relations, Security Dialogue, vol 30, nr. 4, 1999. Rubin, James P.: Presentation on Iraq : http://www.state.gov/www/regions/nea/000229_rbin_iraq.html United Nations: Press conference on santions by Security Council President, Press Artiklen er oversat fra svensk af Gunna Funder Hansen Kilder: All wrong in Iraq, The Economist, 8 april 2000 Annan, Kofi: We the People: The role of the United Nations in the 21st Century. (New York: United Nations, Department of Publications, 2000) Cortright, David and George A. Lopez: Are santions just? The problematic case of Iraq, Journal of International Affairs, vol. 52, nr. 2, 1999. Garfied, Richard: Morbidity and Mortality among Iraqi Children from 1990 through 1998. Assessing the impact of the Gulf War and Economic Santions. (Colombia University, March 1999).
12 Ære, skam og national repræsentativitet Mehmet Ümit Necef En gruppe unge tyrkere myrdede med kniv to United Leeds fans under et slagsmål på Taksim-pladsen midt i Istanbul to dage før kampen mellem den tyrkiske fodboldklub Galatasaray og den engelske Leeds United 6. april. Dette mord skabte en voldsom debat i Tyrkiet, om hvorvidt der var tale om med dagbladet Hürriyets ord en national skændsel eller almindelig kriminalitet. Den tyrkiske offentlighed var delt i tre grupper: En gruppe, angiveligt den største, betragtede mordet som en almindelig kriminel episode, og mente, at morderne ikke repræsenterede den tyrkiske nation, hvorfor der ikke var nogen grund til at føle sig ansvarlig eller skamme sig som nation. Man burde heller ikke undskylde overfor det britiske folk. Som Gülay Göktürk fra dagbladet Sabah skrev: De mordere repræsenterer os lige så lidt som de hooligans, der døde, repræsenterer England. Desuden, påpegede man, blev de folk, der var indblandet i slagsmålet og derved de mulige mordere anholdt, og resten vil det juridiske system ordne. Der er ikke tale om en skændsel, som kan nationaliseres, som det blev opsummeret i en artikel om debatten i Hürriyet. En velfortjent afstraffelse En mindre gruppe støttede ligefrem mordene. Det er svært at vurdere, hvor udbredt denne holdning er blandt almindelige tyrkere, men det er alarmerende, at det mest skrigende eksempel på denne holdning, dagbladet Star, der også ejer en populær tv-kanal ved samme navn, er en af de største aviser i landet. Star havde som overskrift det engelske udtryk Two size med klar adresse til de to myrdede englændere og resultatet 2-0 til Galatasaray. Næste dag var overskriften: Sådan går det ikke her! Det her er Tyrkiet. Artiklens klodsede forsøg på at forklare, hvorfor det var i orden, at nogle af os dræbte to af dem må betragtes som et af de værste eksempler på nationalistisk demagogi: Hooligans er fodboldgangs. De er racister, mordere, anarkister. Indtil i dag har de i mange byer i Europa hærget, stiftet brand og dræbt. Disse hooligan-gangsteres historie er fyldt med blodige begivenheder. Man kan stadigvæk huske hvordan de myrdede 39 mennesker under Heysel-katastrofen. Denne terrorbande forsøgte med den samme provokation og aggressivitet i Tyrkiet. Midt i Istanbul brændte de tyrkiske pengesedler foran øjnene på tyrkiske fodboldfans, tegnede fuldog overskæg på Atatürks billeder, overfaldt forbipasserende og fornærmede politibetjentene ved at vise deres røv. Vi nøjes med at sige en ting til disse hooligans, som har hærget og myrdet i europæiske byer: Sådan går det ikke her. Det her er Tyrkiet. Med andre ord: Hvis nogen krænker vores nationale symboler, er vi i vores gode ret til at myrde dem. Sådan fungerer tingene i vores land. På en tegning ved siden af denne famøse artikel kunne man se, hvordan tyrkerne tvinger englænderne på alle fire både på Taksim-pladsen og på stadion. Tegningen legede med det tyrkiske udtryk at tvinge én til at kysse jorden (yeri öptürmek), som ligner de danske udtryk at tvinge én til at bide i græsset og tvinge én på knæ. Tegningen legede desuden med en anden tankefigur: Vi (de mandlige tyrkere) har bollet dem (de kvindagtige englændere) bagfra. Kommentatoren Etyen Mahcupyan fra dagbladet Radikal kommenterede denne association i en artikel, hvor han tog kraftigt afstand fra Stars galimatias: Ifølge disse skribenter og tegnere var morderne mandlige og tyrkiske, mens de myrdede var fremmede og feminine bøsser (ibne). Stars hovedcolumnist og studievært i et populært politisk-kulturelt program Engin Ardic skrev: Disse fremmede idioter skal have lov til at komme hertil og hærge, til at drikke sig fulde, til at forulempe vores kvinder både mundtligt og fysisk, til at angribe biler og sparke til dem, til at forsøge at tage det tyrkiske flag ned, til at fornærme forbipasserende, til at ødelægge stole og borde, og som om alt dette ikke var nok, til at trække knive... Skal de tyrkiske rødder bare stirre i luften, mens de engelske rødder opfører sig på den måde? Sådan går det! De indkasserer to mål og to knivstik!
13 Skandalisering af nationen En mindre gruppe betragtede omvendt mordene på to Leeds-fans som en national skam og mente, at denne begivenhed har skandaliseret Tyrkiet i vesterlændingenes øjne, da episoden foregik midt i Tyrkiets mest moderne by Istanbul. Denne gruppe beskyldte hovedsageligt byens politistyrker for ikke at have grebet tidligt ind og stoppet slagsmålet og forhindret mordene. Güngör Mengi fra dagbladet Sabah skrev: De ansvarlige myndigheder bør stå til regnskab for deres forsømmelser. Vi bør officielt undskylde mordene overfor England. Samfund, der kan undskylde, bliver større. Kürsat Basar, kommentator ved Star, den selv samme avis, hvis redaktion forsvarede mordene, skrev: Tyrkiets image bliver aldrig forbedret, og det skyldes den slags idioter, der myrdede englænderne. For Hürriyets kvindelige columnist Ferai Tinc var der tale om voldsporno fra Stars side, og hun rettede en skarp kritik imod medierne: Voldsporno er det laveste niveau, hvortil avisernes oplagsbekymringer er sunket. Den er det punkt, hvortil rødder, der tror, at Tyrkiet er et land af hærgere og røvere, er nået. Racisme er den sidste station for en tænkning, der går ud på: Jo lavere niveau, jo større oplagstal. Dagen efter kaldte Ardic i Star tyrkere, der mener, at Tyrkiet officielt bør undskylde mordene over for Storbritannien, for forrædere og koloniintellektuelle : Disse koloni-intellektuelle hævder, at vi skal undskylde det engelske folk. Ifølge disse herrer skal de engelske rødder, som har gnedet det tyrkiske flag mod deres seksuelle organer, så også sende en undskyldning? Disse såkaldt intellektuelle siger, at lignende ting sker også i Frankrig og Holland. Dér tørrer hooliganerne deres røv med det franske flag, uden at nogen tager notits af dem. Det lyder som om man bliver europæisk af at tillade hooliganerne at tørre deres røv eller seksuelle organer i et flag. Hooliganerne har desuden overtegnet Atatürks billeder på pengesedlerne med over- og fuldskæg... Og nu græder disse intellektuelle snot over, at EU ikke vil have Tyrkiet med på grund af mordene. Nationens mental sundhed En ting er hvad en gruppe rodløse fanatikere gør, når de har drukket tæt eller sniffet til et par gram coke, men når en kendt mediefigur kan tillade sig at skrive således, må man have lov til at stille spørgsmålstegn ved nationens mentale sundhed, og det er netop hvad de såkaldt koloni-intellektuelle columnister og intellektuelle har gjort. Det alarmerende ved episoden er, at den afslører en del tyrkeres grænseløse chauvinisme og tendens til at forsvare vold og mord, hvis det handler om den nationale ære. Det var ikke den omstændighed, at nogle af os fandt på at myrde to mennesker på åben gade, der krænkede den nationale ære, men det, at nogle fulderikker nedgjorde det tyrkiske flag og viste deres tissemænd til forbipasserende mænd og kvinder. Under et kort samtale med tv-stationen NTV sagde en af de tiltalte: Vi har reddet vores nationale ære. De har gnedet flaget imod deres ting. Vi måtte redde vores ære. Selv Istanbuls politichef bakkede op om denne mærkelige forståelse af ære og skam. Han var meget fornærmet over, at politiet blev kritiseret for ikke at gribe ind for at redde englænderne, og beskyldte kritikerne for at opføre sig som nationale forrædere: De tyrkiske medier kritiserer os, som om de har overtaget de engelske mediers opgave sagde han. I politichefens univers kan der åbenbart ikke være tale om objektiv mediedækning : Der er nemlig engelske mediesandheder og tyrkiske mediesandheder, og dermed kan der ikke være tale om én sandhed eller forsøg på at afdække sandheden overnationalt. I hans forsøg på at forklare hvad der var sket, sagde han: Der var tale om en alvorlig provokation. Efter de var blevet fulde, opførte de sig på en sådan måde, at de fornærmede folks nationale følelser. Stars dækning af mordet og fodboldkampen foruroligede en gruppe tyrkiske advokater så meget, at de anmeldte avisen til Istanbuls statsanklager for åbenlyst at lovprise en ulovlig akt, at opildne mennesker i religiøse og racemæssige grupper og opildne til had og fjendskab. Enis Berberoglu, kommentator ved dagbladet Hürriyet, skrev, at folk, der forsøger at dække over mordene og bortforklare
14 dem, opererer med en tankegang, ifølge hvilken vores hooligans og mordere er per definition gode. Berberoglu kunne have lige så godt tilføjet det engelske mundheld, som nu om dage bruges til at ironisere over nationalismen: My country, right or wrong! Hvem skal repræsentere os? Hvilken side har ret? Hvis vi udelader folk, der forsvarer eller bortforklarer mordene, skal man så mene, at tyrkerne officielt burde undskylde mordene overfor Storbritannien eller at de burde betragte sagen som et slagsmål mellem enkeltindivider, som desværre fik en tragisk, dødelig udgang? De tyrkere, der ikke vil undskylde, virker umiddelbart utroværdige, fordi deres argumentation virker ulogisk: Hvis en gruppe individer, som vi ikke kan lide, dvs. morderne, på ingen måde repræsenterer en hel gruppe eller nation, hvordan kan man så tildele repræsentationsretten til en gruppe individer, som vi godt kan lide, i denne konkrete situation foldboldklubben Galatasaray. Hvis man skal være konsekvent i sin tænkning, skal de selvsamme debattører principielt erklære, at en lille gruppe ikke kan repræsentere en hele nation og heller ikke glæde sig over Galatasarays sejr over Leeds United. Men sådan fungere det ikke: Alle nationer jubler over deres drenges sejre. I moderne tider er man nærmest nødt til at tilføje fodboldlandsholdet til nationens karakteristika. I en landskamp kæmper vores drenge imod deres drenge. Det er vores mandighed imod deres mandighed. Sådan opfatter åbenbart millioner af mennesker situationen. Der er sågar en del nationalismeteoretikere, der mener at fodboldkampe og ritualerne omkring kampene er en godartet måde at aflede nationale aggressioner på. Det er immervæk bedre hvis nationers sønner kæmper og sejrer imod hinanden på fodboldmarken end på slagmarken så længe de naturligvis ikke myrder hinanden ved knivstikkeri. Man kan ikke undgå at tænke på, hvordan danskerne ville reagere, hvis danske hooligans fandt på at dræbe to englændere. Man kan godt forestille sig, at de allerfleste danskere ville anse mordene som en national skændsel, og at den danske regering med det samme ville undskylde mordene overfor Storbritannien. Derfor skal man ikke stirre sig blind på tyrkernes dilemma som udelukkende værende et eksotisk islamisk/mellemøstligt ære-skam-kompleks, men også se det som en generel repræsentativitetsproblematik. Problematikken omkring repræsentativitet, dvs. hvem der skal have lov til at repræsenter os, kan nemlig nogen gange virke vilkårlig. Vi vil allesammen åbenbart repræsenteres af sejrende fodboldklubber, guldmedalslugere ved Olympiaderne, fremragende forfattere og videnskabsmænd, men ikke af mordere, stofmisbrugere eller lignende. Men det enkelte eller en gruppe individer repræsenterer næsten altid en gruppe på godt og ondt. Albert Einstein kommenterede en gang et spørgsmål om, hvorvidt folk betragtede ham som jøde eller tysker sådan: Hvis det viser sig at relativitetsteorien er forkert, vil tyskerne sige, Han var bare en tosset jøde, og jøderne vil sige, Han var bare en skide tysker. Men hvis teorien viser sig at holde, vil tyskerne sige, Han var en god tysker, og jøderne sige, Han var en god jøde. Kilder: Ardic, Engin 2000: To mål og to knivestik. (Iki gol iki bicak). Star. 8. april. Ardic, Engin 2000: Herkesin lumpeni kendine (Alle har sine rødder). Star. 9. april. Berberoglu, Enis 2000: Vores morder er ikke god. (Katilimiz iyi degil). Hürriyet. 8. april, s. 12. Göktürk. Gülay 2000: Det er ikke et nationalt anliggende (Milli mesele degil). Sabah, 8. april, s. 16. Hürriyet: National skam eller almindelig kriminalitet (Milli ayip mi, adi olay mi?). Hürriyet, 11. april. S. 10. Mahcupyan, Etyen 2000: Holligans i os, Kirkpinar udenfor (Disimizda holigan, icimizde Kirkpinar. Radikal, 11. april, s. 13. Tinc, Ferai 2000: Voldsporno (Vahset pornoculugu). Hürriyet, 8. april, s. 14.
15 National eller religiøs? Torben Rugberg Rasmussen Selv om iranske børn og unge formodentlig stadig er mere autoritetstro end f.eks. danske børn og unge, er der ingen grund til at tro, at de uden videre blot overtager de synspunkter og sandheder, som de iranske skolelærere formidler på vegne af den iranske stat. Det gælder ligegyldig, om lærerne artikulerer islamiske synspunkter, nationalistiske synspunkter eller noget tredje. Der er aldrig 100% lighed mellem undervisningens erklærede ambitioner og den faktiske videnstilegnelse. På samme måde er der ingen grund til at tro, at de iranske børn og unge blot kopierer eller sampler skolebøgernes officielt fastlagte indhold og udblik på verden, selvom de formodentlig i højere grad stadig er præget af en oral kulturs traditionelle respekt for det skrevne ord - f.eks. de officielle lærebøger, som i den islamiske republik har været præget af styrets officielle islamiske ideologi og en klar ambition om at rense ud i shahtidens ideologiske vildfarelser. I en tv-, billed-, internet- og i det hele taget massemedialt formidlet kultur er en sådan selvfølgelig respekt for det-der-står-skrevet i f.eks. lærebøger og hellige tekster ikke i samme omfang til stede. Her bærer den skrevne tekst ingen autoritet i sig selv, men er tværtimod henvist til at benytte sig af f.eks. gode argumenter og diverse stilistiske raffinementer og autoritetskneb for at kunne klare sig i konkurrencen med andre tekster, medier og teksttyper. Her kan skolen sagtens vise sig at få problemer, og det bliver stadig vanskeligere at operere med forestillingen om en enhedskultur eller et centralt udblik på verden og historien. Denne prekære konkurrencesituation, der afspejler en fuldt udfoldet moderne samfundsformation, er kun i sin vorden i Iran. Ikke desto mindre er der heller ikke i Iran nogen automatik mellem skolens formulerede ambitioner og den faktiske læring, videnstilegnelse og personlige identitetsdannelse. Selv om den iranske stat med alle til rådighed stående midler forsøger at påvirke, forkynde, socialisere og producere den korrekte islamiske identitet via et centralt styret uddannelsessystem, findes det via skolen 100% socialiserede individ ikke. Hverken i Iran eller noget andet sted. Vi kan med andre ord ikke koble direkte fra skolens ideal om det totale islamiske menneske dvs. et menneske, for hvem dyd, tro, viden og praktiske livsfærdigheder går op i en højere enhed, til de millioner af unge iranere, der rundt omkring i landets skoler har lagt krop og identitet til dette ambitiøse islamiske projekt. Derimod markerer dette ideologiske projekt, at det iranske uddannelsessystem i høj grad har fungeret som et ideologisk udstillingsvindue, at styret i hele republikkens levetid har benyttet skolen som et afgørende identitetspolitisk redskab, og at der på en række punkter er sket et afgørende brud i forhold til shahperiodens ligeledes centralt fastsatte og autoriserede læseplaner. Der er således gode grunde til, at der er blevet gennemført en række komparative undersøgelser af skolebøgernes indhold henholdsvis før og efter revolutionen. Den ariske hypotese I første omgang er det ikke overraskende det ideologiske brud med shahtiden, der falder i øjnene, hvis man undersøger skolebogsmaterialet i den islamiske republik. De bærende værdier i det iranske uddannelsessystem op igennem 1970erne, der var kulminationen af Muhammed Reza Shah Pahlavis moderniseringsprogram, var således funderet i principper som vestliggørelse, sekularisering og nationalisme. Det var med dette udgangspunkt, der blev bedrevet skole, formuleret identitetspolitik og gennemført en række uddannelsespolitiske reformprogrammer i overensstemmelse med principperne fra Den Hvide Revolution. Det var samtidig med dette udgangspunkt, der i en lind strøm blev produceret lærebøger til det iranske uddannelsessystem - herunder historiebøger, der med udgangspunkt i den såkaldt ariske eller indo-europæiske hypotese dels kunne godtgøre
16 eksistensen af en afgrænset iransk nation fra ca. år 800 f.v.t, dels kunne bekræfte en før-islamisk forbindelse og beslægtethed mellem Iran og Europa. Denne historieskabelon, der oprindelig er en europæisk-orientalistisk konstruktion fra slutningen af 1800-tallet, udgjorde den bærende akse i den officielle iranske historieskrivning. Det var den, der blev doceret i skolerne. Hermed kunne der dels fastslås en iransk identitet, der på klassisk nationalistisk vis lod sig datere tilbage til en fjern, tåget og imposant fortid. Dels kunne der med historien som belæg mobiliseres mod islam og den tilbagestående og uciviliserede arabiske civilisation på grund af det angivelige middelalderlige mørke, som den i kraft af erobring havde påført den iranske nation. Dels kunne der behændigt argumenteres for, at shahens ambitiøse modernisering af Iran, der eksplicit havde Europa og Atatürks Tyrkiet - som målestok og forbillede, ikke var udtryk for en afståelse eller eliminering af den iranske kultur, men snarere et udtryk for en tilbagevenden til Irans sande og urgamle nationale identitet som medlem af den europæiske kulturkreds. Det er dette medlemsskab, den ariske hypotese begrunder, og uddannelsessystemet blev selvsagt i høj grad brugt til at formidle denne særegne syntese af europæisering og nationalisme. Man kan også sige, at selv om vi i dag vil tilbagevise den ariske hypotese som nationalistisk pseudo-videnskab, legitimerede den med både historien og videnskaben som belæg, at statens moderniseringsiver kunne gå hånd i hånd med noget, der retrospektivt ligner både fortidsdyrkelse og traditionshysteri. Brud eller kontinuitet? Den islamiske Republik Irans afgørende brud med shahperiodens uddannelsespolitiske værdiorientering knytter sig selvsagt til principperne om vestliggørelse og sekularisering. Her er der slet og ret tale om et sammenstød mellem to forskellige verdensbilleder. Forestillingen om det totale islamiske menneske er således eksplicit skabt som modspil og alternativ til det ikke-dydige, ikke-troende og vestligt inficerede individ. På samme måde er synet på den islamiske civilisation selvsagt blevet ændret, ligesom dyrkelsen af den før-islamiske fortid er blevet erstattet af en mere regelret islamisk historieskrivning, der fastslår, at alle før-islamiske kulturer - også de iranske - er at forstå som uvidende og afgudsdyrkende. Omvendt kan man med stor ret hævde, at i hvert fald elementer af den ariske hypotese er blevet videreført i skolebøgerne i Den islamiske Republik. Med hensyn til troen på eller henvisningen til en afgrænset iransk nation med dybe og intakte historiske rødder er der således en iøjnefaldende kontinuitet mellem skolebøgerne i 1970erne og dem, der er blevet produceret og publiceret op igennem 1980- erne og -90erne. I betragtning af at nationalisme af f.eks. ayatollah Khomeini og andre af præsteskabets prominente ideologer er blevet afvist som en imperialistisk europæisk opfindelse, der er skabt med henblik på at undergrave og svække sammenholdet blandt muslimer i verden og enheden af nationer i Afrika og Asien, kan denne kontinuitet overraske. Ikke desto mindre kan man konstatere, at vi i de iranske skolebøger finder en karakteristisk legering af islam og iransk nationalisme. Ugudeligheden og forestillingen om et oprindeligt kulturelt slægtsskab mellem den iranske nation og Europa er fraværende, men påstanden om en urgammel iransk kultur eller identitet, på hvis skuldre de nulevende iranere står, er stadig intakt, men nu indfældet i et islamisk værdiunivers. Blut, Boden und Islam Som et eksempel på denne legering af islam og nationalisme er flg. tekst fra en iransk læsebog fra midten af 1980erne nærmest eksemplarisk, og eksemplet er langt fra enestående. Vi er tæt på forestillinger, som vi kender fra den tyske Blut-und- Boden-mysticisme, tæt på den shiitiske martyrkult og tæt på et dementi af, at nationalisme og religion ikke er antagonistiske og hinanden ekskluderende kategorier. Tværtimod har vi her et markant eksempel på, hvordan kærlighedsforholdet til religionen er uadskilleligt fra kærlighedsforholdet til stedet, folket og nationen:
17 Oh Iran, mit prægtige hjem! Jeg elsker dig. Dine børns latter, ungdommens råb, dine mænds kampråb. Jeg elsker dem alle. Oh mit prægtige hjem. Jeg elsker din jord, som er farvet af martyrernes blod. Hver morgen og aften kysser jeg dine røde tulipaner på martyrernes grave. Oh Iran, mit prægtige hjem! For mig er dine høje bjerge et tegn på dine børns ære og mod og dine uendelige sletter et tegn på din frihed og uafhængighed. Jeg ser dine syngende floder og mindes dine ædle sønners råb: Gud er den største. Oh Iran, mit prægtige hjem! De ædles og modiges land! De frie muslimers land! Oh Iran, islam og troens land! Jeg vogter på dig og arbejder for dit fremskridt. Oh Iran. Med tro og brændende lyst elsker jeg dit frie folk. Jeg tøver ikke med at hjælpe dig og ødelægge dine fjender med vrede og had. Oh Iran, mit prægtige hjem! Kilder: Mehran, Golnar. Socialization of schoolchildren in the Islamic Republic of Iran, Iranian Studies 22, 1989 Nafisi, Rasool: Education and the Culture of Politics in the Islamic Republic of Iran, i: Farsoun, Samih K. & Mehrdad Masayekhi (ed.): Political Culture in the islamic Republic, (London, 1992) Ram, Haggay: The immemorial Iranian nation?, Nations and Nationalism, vol. 6.aprt 1, januar 2000
18 Syddansk Universitet - Odense Mellemøsten i tal af Peter Seeberg Areal Bef. Bef. - Leveår Analfa- BNP Vækst Valutakurser Eksport Import vækst betisme i BNP fra DK til DK (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7) (8) (9) (10) Algeriet 2.382 302,3 71 41 1.5505,00,11 per dinar 189.075 139 Bahrain 0,7 0,6.. 73 14 8.787-1,3 20,7 per dinar 125.659 1.400 Emiraterne 84 2,7.. 75 25 19.720-8,9 2,12 per dirham 934.115 23.807 Irak 438 22.. 58.. a.. suspenderet 47.905 66 Iran 1.633 62 1,9 70 27 1.770.. 0,005 per rijal 385.588 28.496 Israel 21 6 3,5 78 5 15.940-0,4 1,93 per shekel 838.180469.689 Jordan 89 5 5,2 71 13 1.520-2,5 10,80 per dinar 152.272 3.112 Kuwait 18 2-1,8 77 20c.. 25,46 per dinar 328.384 755 Libanon 10 4 2,1 70 16 3.560 2,7 0,0052 per pund 349.663 7.961 Libyen 1.7605,3.. 70 24 b.. 16,50per dinar 121.273.. Marokko 447 28 2,1 67 56 1.250-1,0 0,75 per dirham 244.081 37.636 Oman 213 2,3 5,073 33 b.. 20,24 per rijal 164.357 2.415 Qatar 11 0,7.. 74 20 c.. 2,14 per rijal 89.499 824 Saudi-Ar. 2.15021 3,9 71 28 b.. 2,08 per rijal 1.758.428 20.936 Sudan 2.506 28.. 55 47 290 2,7 0,03 per dinar 83.496 3.932 Syrien 185 15 3,3 7028 1.0201,8 0,17 per pund 115.95014.251 Tunesien 164 9 2,07033 2.0503,9 5,95 per dinar 161.609 97.768 Tyrkiet 775 63 1,8 70 17 3.160.. 0,000014 per lira 1.126.171 1.213.554 Vestbr./Gaza 6.2 2,7.. 71...... Yemen 528 16 4,7 55 57 300 4,6 0,049 per rijal 171.073 73 Ægypten 1.001 61 2,3 67 48 1.290 3,3 2,28 per pund 899.312 53.541 I alt14.434 379,2 8.286.090 1.980.355 Danmark 43 5 0,4 76 <5 33.260 2,6 Uddybning af tabeloverskrifterne: 1. Areal i 1.000 km 2 6. BNP per capita 1998 i $ 2. Befolkningstal medio 1998 i mio. 7. Årlig gns. vækst i BNP per capita 1997-98 i % 3. Befolkningsvækst årligt gns. 1990-98 i % 8. Valutakurser ultimo marts 2000 i kroner per enhed 4. Forventet antal leveår ved fødslen, 1997 9. Eksport fra Danmark 1997 i 1.000 kroner 5. Analfabetisme 1997 blandt voksne i % 10. Import til Danmark 1997 i 1.000 kroner Vedr. BNP-tal: a) estimeret mellem 761 og 3.060$. b) estimeret mellem 3.061 og 9.360 $. c) estimeret over 9.361 $. Kilder: World Development Report 1999/2000, Statistisk Årbog 1998 og Den Danske Bank a/s. Syddansk Universitets Trykkeri - Odense Universitet