R E P L I Q U E
Replique, 4. årgang 2014 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book antiqua, Myriad pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 Munch & Lorenzen
YTRINGSFRIHED Racismeparagraffen er både historisk og i sin nutidige praksis totalitær. Det skriver Kuzma Pavlov, der også eftersporer paragraffens noget paradoksale tilblivelseshistorie. Kuzma Pavlov Ingen politikere eller meningsdannere vil få sig selv til at sige, at de er imod ytringsfrihed. Vi fordømmer fortidens og nutidens regimer, der har begrænset retten til at ytre sig frit, og vi er bredt enige om, at begrænsningerne intet godt har ført med sig. Få ved dog, at disse regimers forsøg på at knægte ytringsfriheden er blevet lov i Danmark, og at deres totalitære tankegods ivrigt støttes af mange af de selvsamme meningsdannere, som hævder at forsvare ytringsfriheden. TOTALITÆRE REGIMERS KÆLEDÆGGE Stort set alle vestlige straffelove indeholder bestemmelser, som forbyder såkaldt "hate speech". Bestemmelsen i Danmark er straffelovens 266b i folkemunde kaldet racismeparagraffen. Den hviler i sin nuværende form på en FNkonvention fra 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Konventionen har den besynderlige historie, at det var regimer som Saudi-Arabien, Cuba og Sovjetunionen, som var de primære drivkræfter bag dens gennemførelse. Da disse lande ikke kunne overholde deres internationale forpligtelser til at respektere negative frihedsrettigheder, bestræbte de sig i stedet på at få gennemført så mange positive rettigheder som muligt, så de havde mulighed for at kritisere Vesten for ikke at overholde internationalt anerkendte menneskerettigheder. Herudover var det ganske belejligt, at man kunne lukke munden på ens egen befolkning i menneskerettighedernes navn. De vestlige demokratier var imod konventionen, men måtte se sig nedstemt. Og således blev vejen for racismeparagraffen banet. Den meget omdiskuterede paragraf har således noget af en totalitær historie, den skal leve op til, hvilket den også klarer helt fint. Man kan blive straffet for meningstilkendegivelser, hvorved en gruppe trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Der er tale om en meget bred definition, hvorved rene politiske ytringer kan straffes, hvis de kan fortolkes som krænkende en befolkningsgruppe. Der tages intet hensyn til, om ytringerne er sande, så selv påstande, man kan bevise ved en domstol, kan man straffes for. Herved giver man ikke den tiltalte nogen mulighed for at forsvare sig ved en retssag, hvilket ellers er en forudsætning for et fungerende retssamfund. FALSK TOLERANCE Alt dette forsvares i tolerancens navn. Det er dog mere end svært at se, hvad det har med tolerance at gøre. Tolerance er netop evnen til at anerkende, at folk har forskellige meninger om de politiske tilstande og at kunne møde disse folk i en åben debat. I det øjeblik, man tyr til at straffe folk med forkerte holdninger, er der snarere tale om intolerance. Når man ikke længere kan sige sin mening om politiske Side 21
emner uden frygt for straf, fjernes en stor del af fundamentet for et frit samfund, og vi burde som samfund være tolerante nok til at rumme alle slags holdninger; om det måtte være nazister, der prædiker racerenhed eller islamistiske prædikanter, der råber op om, at jøder er svin og aber. Det er soleklart, at sådanne ytringer er egnede til at krænke visse befolkningsgrupper, men har vi ikke længere ret til at krænke nogen, og må vi kun sige det, alle kan nikke genkendende til, er ytringsfriheden ikke meget værd. Ytringsfrihed indebærer også retten til at krænke. I stedet for at stå fast på friheden har vi valgt at betræde totalitarismens sti ved at forbyde folk at ytre sig om visse emner og ved at lade domstolene bedrive politik og vurdere, hvilke ytringer der kan tillades. Det er dog ikke kun ekstremister, der rammes af racismeparagraffen. Vi rammer også modige enere, der tør at stå frem med kontroversielle synspunkter. Senest er Yahya Hassan sigtet for overtrædelse af racismeparagraffen. Dermed står man i Danmark i den situation, at Hassans bidrag til den offentlige debat er blevet bredt anerkendt som nødvendigt og modigt. Samtidig forsvarer en stor del af Hassans beundrere en retstilstand, hvor han kan blive dømt for selvsamme bidrag til debatten. Også folk som ham risikerer vi altså at lukke munden på i tolerancens navn. HOLDNINGSSKIFT Venstrefløjen var stærkt skeptisk over for indførelsen af paragraffen. I Folketingssalen var blandt andre SF's ordfører - Poul Dam - stærkt kritisk over for at implementere konventionen. Den moderne venstrefløj har dog taget bestemmelsen til sig og forsvarer den hellere end gerne. Mens venstrefløjens forsvar til dels kan forstås, vækker det altid undren, når også højrefløjen hopper med på flosklerne om respekt og tolerance. I en debat i Konservativ Ungdom i København for nylig fremstillede Lars Barfoed De Konservative som et parti, der har kæmpet og ville fortsætte med at kæmpe for ytringsfriheden. Da han blev konfronteret med den realitet, at konservative justitsministre gennem ti år har forsvaret en totalitær international forpligtelse til at begrænse ytringsfriheden, slog han så vredt i bordet, at tomme øldåser fløj afsted i alle verdenshjørner. SVAGE POLITIKERE Barfoed blev tydeligvis fornærmet, men det er måske snarere de konservative vælgere, der skal være fornærmede på De Konservative over deres manglende vilje til at røre en finger på dette område. På ti år med konservative justitsministre er der absolut intet sket. Mulighederne var mange; viljen var knap. Man har med største sindsro set til, mens debattører som Lars Hedegaard og Jesper Langballe er blevet straffet for den blotte brug af deres ret til at ytre sig frit. Da Dansk Folkeparti fremsatte forslag om, at man i det mindste skulle være uskyldig, hvis man kunne føre sandhedsbevis, afviste justitsminister Lars Barfoed det klart. Selv langt ind i konservative kredse forsvarer man altså totalitært tankegods. De seneste sager har heldigvis vendt folkestemningen, og racismeparagraffen er kommet i modvind i den offentlige debat. Dette har også været tiltrængt. Vi har
REPLIQUE 4. årg. s. 21-23 En vandring ad totalitarismens sti Af Kuzma Pavlov brug for at gøre op med den indskrænkning af ytringsfriheden, som paragraffen indebærer. Borgere i et frit land må ikke lade sig kue af staten til at holde mund. Lader vi først staten være dommer over, hvad vi som frie borgere må sige, vinker vi for alvor farvel til friheden og vandrer i stedet ned ad totalitarismens sti til de regimer, vi ellers alle fordømmer. Kuzma Pavlov er medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse. Side 23