Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Transkript

1 R E P L I Q U E

2 Replique, 3. årgang 2013 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book antiqua, Myriad pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen ISSN: Munch & Lorenzen

3 Fyrtårnet og det forliste parti FESTSKRIFT I anledning af Per Stig Møllers 70-års fødselsdag udkom festskriftet Det konservative fyrtårn men anekdoterne har fået forrang for det substantielle. Af Christian E. Skov Per Stig Møller er et konservativt fyrtårn. Det er udgangspunktet for dette festskrift, som Det Konservative Folkeparti udgav til ære for ham i forbindelse med hans 70-års dag sidste år. Der er sikkert nogle, der vil bestride denne påstand af forskellige grunde. I de ungkonservative kredse, hvor undertegnede har brugt nogen tid, såvel som blandt liberalister og de fleste nationalkonservative, har Per Stig Møller ikke nogen høj stjerne. Her vil man ikke anerkende ham som et fyrtårn og da slet ikke et konservativt af slagsen. Jeg er uenig med dem. Per Stig Møller er uden tvivl en af de vigtigste konservative intellektuelle i dette land i den sidste generation. Derfor er det al hæder og ære værd, at Det Konservative Folkeparti har besluttet at hylde sin ideolog. Festskriftet kan måske også for nogle blive en lejlighed til at stifte bekendtskab med Per Stig Møllers forfatterskab, som i dag bortset fra et par enkelte bøger lider hyldedøden. Hvorfor dette er tilfældet, kan man spekulere over, og da man her er mig, skal jeg gerne tage det på mig. FORREVNE SKROG Lad os dvæle ved billedet af fyrtårnet. Hvad betyder det? Jo, det betyder vel to ting: dels at Per Stig Møller rager højt op over andre partikonservative, dels at han lyser i mørket, så den konservative flotille kan finde hen, hvor den skal. Det første holder i hvert fald stik. Skuer vi ud over det partikonservative landskab, ser vi ikke andet end et meget fladt og goldt areal, hvor elendigheden kun forstyrres af et væld af gamle ruiner og så dette ene fyrtårn, der majestætisk knejser over forfaldet. (Et andet fyrtårn, Ditlev Tamm, har måske også engang stået her i nyere tid, men det har efter sigende hjul og er trodsigt trillet bort, skønt ingen rigtig ved hvorhen). Men hvordan nu med den føromtalte konservative flotille, hvordan forholder det sig med den? Jo, kigger vi ud over havet, ser vi kun få skibe i yacht-klassen flyde planløst rundt. Er det flotillen? Hvor er de andre? Vi spejder forgæves efter dem, men drejer så kikkerten mod de farlige rev, der omgiver partikonservatismens flade kyster. Oh rædsel, der ligger de jo alle sammen! Ituslåede med oprevne bunde, knækkede master, forrevne skrog. Hvad er her dog sket? Virker det fyrtårn nu også korrekt, eller har det lokket flåden på afveje? Spørger vi os for, bliver vi ikke klogere. Nogle bekræfter, at det er fyrtårnet, den er gal med. Andre taler om en række tvivlsomme skipperes aktive forsøg på at kæntre hinanden og sig selv uden egentlig årsag ud over inkompetence og almindelig drukkenskab. En sidste gruppe nævner et konservativt kompas, der, uanset hvordan man vender det, peger lige ind mod revet! Klogere bliver vi ikke her, men noget galt er fat. Selvom det næppe er fyrtårnets skyld, står det Side 67

4 klart, at dets lys heller ikke har forhindret katastrofen. INTELLEKTUEL KRISE Lader vi nu billede være billede, inden vi voldføres ind på fantasteriets overdrev, står det tilbage oprigtigt at spørge: Hvad gik egentlig galt, og hvad kan et jubilæumsskrift om Per Stig Møller måske fortælle os om det? Først og fremmest kan det bekræfte, at Det Konservative Folkeparti er i krise, og det kan bekræfte, at denne krise ikke handler om kommunikation, om at komme ud over rampen eller andet, men om, at partiet har en intellektuel krise, som har fortæret det indefra. I alt for mange år har partiet, der engang havde ry for at være et professorparti, undladt at stille grundlæggende spørgsmål om sin egen ideologiske selvforståelse og konservatismens visioner for samfundet. Og fordi man i så mange år har glemt at spørge, er der nu ikke længere nogen, der magter at svare. Nej, faktisk står det værre til: Det Konservative Folkeparti har intet sprog til at besvare disse spørgsmål. Det er dømt til at tale med andres tunger eller helt at tie. Hvordan bekræfter det udmærkede initiativ om et jubilæumsskrift til en mand, der synes at afkræfte ovenstående tese, denne historie? Lad mig, før jeg vender tilbage til dette, atter forsikre om, at der for så vidt ikke er noget i vejen med skriftet som sådan det er jo heller ikke så dyrt. Særligt vil jeg fremhæve Nikolaj Bøghs introduktion til Per Stig Møllers liv og virke. Nikolaj Bøgh har tidligere skrevet en fremragende bog om Aksel Møller og Poul Møller, hhv. onkel og far til Per Stig, og hans indlæg træder frem som det bedste i bogen. Glimrende er også tekstuddragene fra Per Stig Møllers eget bagkatalog; selvom det nu virker noget underligt at fylde et festskrift til Per Stig Møller med artikler af Per Stig Møller. Det er imidlertid i svaret på, hvorfor man dog har gjort det, at vi finder svaret på det ovenfor stillede spørgsmål. LIGEGYLDIGHEDER PÅ STRIBE Sandheden er, at når bogen er fyldt med gamle artikler af Per Stig Møller en praksis der mig bekendt ikke kendes fra festskriftgenren skyldes det, at der ikke er andre konservative, der har noget at sige. På den måde bliver bogen et eksempel på konservatismens krise. Lars Barfoed hævder i sit forord, at Per Stig Møller har haft en uvurderlig betydning som filosof og forfatter. For hvem, tør man spørge? Næppe for Lars Barfoed selv, som i sit meget korte indlæg ikke går ind i denne filosofs filosofering, men holder sig på et konverserende, anekdotisk plan. Og som formand så parti! Bortset fra Bøghs føromtalte indlæg har alle bidrag til bogen denne anekdotiske karakter og dette skær af ligegyldighed. Det gælder samtlige indlæg fra Poul Schlüters som det første til Mads Lebechs som det sidste. De har intet at sige, men heldigvis er teksterne da også korte. En enlig undtagelse turde måske være Gyldendals redaktør Johannes Riis, som faktisk har lidt at sige og kan skrive mere, end hvad der svarer til en A4-side. Det mærkes, at han ikke er plaget af det, der plager Det Konservative Folkeparti.

5 REPLIQUE 3. årg. s Fyrtårnet og det forliste parti Af Christian E. Skov FILOSOFFEN, DER IKKE BLEV LÆST Hvis Per Stig Møller har haft uvurderlig betydning som filosof, hvorfor er der så ikke en eneste af bogens bidragsydere, der magter at forholde sig til, hvad han har skrevet? Det bliver ved behagelighederne. Ingen synes provokeret, ingen synes anfægtet, ingen synes i det hele taget påvirket. Et standardindlæg lyder: Per Stig er jo en meget særlig konservativ. Både praktiker og teoretiker. Han har skrevet så mange bøger. Det er så imponerende. Nu skal I høre engang, hvor han blev rigtig vred over næsten ingenting. Bevares, det er da meget skægt, at Bertel Haarder fortæller om dengang, da Per Stig Møller fik muret Bertel Haarders dør til. Men er der virkelig ikke andet? Er Per Stig Møller bare et kolerisk offer for vennernes hyggelige anekdoter? Bidragene blegner ved sammenligning med festskriftet til Søren Krarup, Jorden Tro. Her fik man indtrykket af en mand, der med sine synspunkter havde anfægtet folk. Det var ikke denne ulidelige række af rygklappere og småpludrende anekdotefortællere, som har fået lov til at optræde på særdeles slap line i Det konservative fyrtårn. Hvorfor denne forskel i bøgerne til disse to dansk konservatismes mest interessante skikkelser gennem de sidste 40 år? Måske er det, fordi Per Stig Møller virkelig ikke er værd at læse? Det vil jeg personligt afvise. Forklaringen er en anden. Nemlig at de konservative enten ikke kan eller ikke vil læse bøger; og hvis de endelig gør og i al fairness, nogle af bidragsyderne har vel nok læst lidt af ham, f.eks. Connie Hedegaard, der endda citerer så magter de ikke at gå i debat med det, de har læst. De forstår ikke at lade sig anfægte, fordi det kræver intellektuelt mod at lade sig anfægte. Derfor er Per Stig Møllers mange ord faldet som perler for svin. Et held, at han også har skrevet en bog som Munk, der har relevans uden for partikonservatismens rækker. Den unge Per Stig Møller var lidt af en revser af det bedsteborgerlige parti, han var født ind i, og skrev engang noget i retning af det er ikke en dyd, ikke at tænke. De Konservative lyttede ikke. GODT ORD IGEN Man kan undre sig over, at bogens redaktører, Lars Barfoed, Nikolaj Bøgh, John Wagner og Martin Dahl, ikke har gjort mere ud af at lave et rigtigt festskrift. Men ved nærmere eftertanke er det nok mig, der har misforstået. Måske bogen ikke er skrevet for uindviede. Måske den er skrevet personligt til Per Stig, der så kan glæde sig over de hyggelige historier om ham selv og de mange hilsener i postkortformat fra venner og bekendte. Måske den subsidiært er skrevet til bidragsyderne; måske årsagen til, at broderparten af bogen er gamle artikler fra Per Stig Møller selv, er en slet skjult opfordring fra redaktionens side om at stifte bekendtskab med dette interessante forfatterskab. Set som en sådan opfordring skal bogen hilses velkommen. Som festskrift er den uinteressant, som diagnose af partikonservatismen er den skræmmende, men som en samling af tekster til Per Stig Møllers bidrag til dansk konservatisme er den sammen med den fine artikel af Nikolaj Bøgh en glimrende introduktion for såvel udenforstående som partikonservative, Side 69

6 der endelig har opdaget læsningens og dannelsens glæder. Lad mig anføre en slutbetragtning. Hvad sker der, når lyset går ud i Det Konservative Fyrtårn? Ja, så bliver der mørkt. Måske Det Konservative Folkeparti skulle overveje, hvordan det skal komme videre derfra. Partiet har få intellektuelle. De fleste er væk. At lægge større vægt på den udmærkede Nikolaj Bøgh burde være oplagt. Han har vist både evner som bidragsyder til en principiel konservativ debat, kender partiets selvforståelse bedre end nogen karrierepolitiker, og har endog det for en intellektuel usædvanlige træk at være oprigtig interesseret i at deltage i politik. Indtil videre har Det Konservative Folkeparti efter min egen særdeles subjektive holdning ikke belønnet ham for hans indsats, men givet ham en dårlig folketingskreds og en utilfredsstillende plads på opstillingslisten til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, hvor man i stedet har prioriteret at skabe beskæftigelsestilbud til drevne, men karakterløse karrierepolitikere. Det konservative fyrtårn. 100 kr. + porto, ved henvendelse til Det Konservative Folkeparti.