Replique, 5. årgang Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov, Mikael Brorson.

Transkript

1

2 Replique, 5. årgang 2015 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov, Mikael Brorson. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen ISSN: Munch & Lorenzen

3 Nye vinde i Det Konservative Folkeparti KONSERVATISMENS FREMTID Det Konservative Folkeparti har netop afholdt sit årlige landsråd, og der blæser nye vinde i partiet, der befinder sig i en brydningstid. Især de yngre generationer plæderer for en mere systematisk konservativ tænkning, i modsætning til den pragmatisme, som længe har domineret partiet. Således skriver månedens kronikør. David Munk Bogballe Hvis man i de seneste år har færdes i eller omkring Det Konservative Folkeparti, vil man have haft svært ved at undgå at bemærke den diskussion, der i særlig grad har optaget dets medlemmer; nemlig diskussionen om hvad det vil sige at være konservativ. PARTIKONSERVATISMEN I nyere tid har partikonservative overvejende været af den opfattelse, at konservatismen er noget ganske særligt, idet dens kendetegnende træk, hævdes det, er, at den som ideologi er ikke-ideologisk. Det skal forstås sådan, at konservatismen hverken har noget idealsamfund eller baserer sig på noget sammenhængende system af idéer; der er ingen kernebegreber, for at bruge Michael Freedens terminologi, uden hvilke ideologien vil kollapse og være uigenkendelig. Hvor socialismen og liberalismen har henholdsvis lighed og frihed som fundamentale, centrale begreber, der betinger, hvordan resten af ideologien skal se ud, har konservatismen noget andet. Eller rettere: Den er noget andet. Den er en livsstil, et livssyn der beskrives som hvilende på menneskelige værdier som anstændighed, ansvarlighed, tolerance, åbenhed og balance. Per Stig Møller har populært defineret det konservative syn på staten som et, der kræver, at denne er stærk nok til at hjælpe den svage, men for svag til at knække den stærke, og anført at det særligt konservative er at kunne finde denne balance i en kompleks og omskiftelig verden. Generationskontrakten, der af den irskengelske politiker-filosof Edmund Burke blev defineret som det bånd, der binder de døde, de levende og de endnu ufødte sammen i et forpligtende forhold til en verden, i hvilken alle tre gruppers interesser, erkendelser og behov må medtænkes i de politiske beslutninger, der måtte blive truffet angående dens indretning og udvikling, er en anden ofte nævnt balancefordring. Hvor altså liberalisme og socialisme har faste og principielle begrebskerner, som andre begreber og idéer kan lægge sig op ad og dermed fuldende dem som ideologier, der søger at ændre samfundets indretning i en bestemt retning, således dets forskellige dele kommer til at reflektere bestemte udlægninger af ideologiernes kernebegreber, søger partikonservatismen myndigt at afveje forskellige hensyn i en pragmatisk, holistisk-menneskelig tilgang uden prædefineret endepunkt og principielle indskrænkninger. MANGLEN PÅ ET IDÉSYSTEM Bekendelsen til en sådan anstændig og pragmatisk humanisme synes nok at have kunnet samle størstedelen af de partikonservative i en nominel enighed, men fraværet af et konsistent idésystem med Side 127

4 REPLIQUE 5. årg. s Nye vinde i Det Konservative Folkeparti Af David Munk Bogballe kraften til at tale i imperativer har hyppigt efterladt Det Konservative Folkeparti i retningsløs vildrede i det arbejde, hvor anstændigheden, åbenheden, tolerancen, humanismen og balancen skal omsættes til politik. Det er næppe overraskende, for begreberne knytter kun svagt og overfladisk an til konkrete politiske tiltag, og samtidig kan de fortolkes overordentligt bredt. Mon ikke de fleste partier vil hævde, at netop deres politik finder den rigtige balance mellem tingene? Og mon ikke de fleste politisk engagerede mennesker anser sig selv som anstændige, åbne og tolerante? I disse tider hævdes værdierne ligefrem at være fælleseje, idet de fremføres som værende det særligt danske, der gør vores demokrati så stærkt, og som indvandrere og flygtninge skal acceptere for at høre til. SUBJEKTIV KONSERVATISME Den meget brede fortolkningsramme for de angiveligt konservative værdiers nærmere bestemmelse har derfor ikke uforventeligt sat sine tydelige spor i den interne, partikonservative debat om konservatismen. Mangt et velmenende medlem har forsøgt at hjælpe partiet med at finde kursen ved at bidrage med en operationaliseret udlægning af ideologien. Disse udlægninger har været vidt forskellige, selvom de tit har delt indledningen For mig er konservatisme... eller For mig handler konservatisme om..., og debatten har således kørt i årevis uden at tilvejebringe nogen videre ideologisk klarhed. Dermed ikke sagt, at de mange bud på den sande konservatisme har været resultatløse. Et klart udkomme af diskussionerne er, at konservatismen i partimæssig sammenhæng er blevet accepteret som et subjektivt defineret begreb. Der er ingen anerkendt overdommer, og Det Konservative Folkepartis konservatisme kan derfor bedre forstås som forskelligt udlagte minikonservatismer, der afhænger af hvert partimedlems mavefornemmelse, end den kan ses som en klart optegnet begrebssamling. Forsøg på systematisk at definere konservatisme som noget bestemt og absolut ud fra politisk filosofi og idéhistorie er nemlig enten druknet i debatten, blevet set som endnu en mavefornemmelse blandt mange andre, eller, oftere, blevet udskammet som en overlegen tagen patent på konservatismen, der ikke hører sig til. PRAGMATISMENS BAGSIDE Ærgerligt er det, for partiet har længe ligget, som det har redt: ideologisk nøgent, impotent og komplet forvirret. Ideologier sætter begreber i system og muliggør på den måde konsistent og sammenhængende politisk handling, så når ideologien er væk, er det ingen overraskelse, at forvirringen indtræffer. En forvirring der i øvrigt for Det Konservative Folkepartis vedkommende sjældent er blevet anerkendt som sådan, idet den i stedet rationaliseres væk som en del af den konservative pragmatisme. Det, der i virkeligheden har været partiets manglende evne til at identificere og holde fast i hvilke værdier, der er de vigtige, er blevet bortforklaret som værende ansvarligheden og indflydelsens pris. Det fortærskede slogan borgerlige stemmer der arbejder er blevet brugt som et legitimerende varemærke til at retfærdiggøre og bagatelisere det ene politiske svigt efter det andet som noget, der følger med at sidde Side 128

5 REPLIQUE 5. årg. s Nye vinde i Det Konservative Folkeparti Af David Munk Bogballe med ved de voksnes bord og tage ansvar. På den led er nederlagene og forvirringen om den politiske kurs blevet omdefineret til en art ansvarlighedens hædersorden, der skal bæres med stolthed. Jo mere forvirring og nederlag, jo flere ordner. Det er ikke denne korte artikels formål at analysere årsagerne til udviklingen i Det Konservative Folkepartis vælgertilslutning, men det er ikke så utænkeligt endda, at årsagen til, at partiet opfattes som værende gammeldags og uden nærmere definerbart indhold, kunne have at gøre med de mange forskellige og ofte modsatrettede positioner, det over kort tid har indtaget. NY VINDE PÅ KONSERVATIV KONSENSUS Imidlertid blæser der nye vinde omkring partiet. Naturligvis i form af en ny og energisk folketingsgruppe, men især, og på sigt måske vigtigere, i form af holdningsændringer den yngre del af partiets bagland og i Konservativ Ungdom. Særligt på den seneste afholdte udgave af den årlige konference Konservativ Konsensus, der er et arrangement finansieret af Fonden af 28. maj 1948 og har til formål at udvikle og skabe konsensus om politiske idéer blandt yngre konservative, kunne man se tegn på, at de nye generationer af konservative vil i en anden retning. På Hindsgavl Slot, hvor arrangementet afholdes, blev tonen slået an til en mere målbevidst, principiel og substantiel konservatisme. Konferences opgave var at anbefale en retning for Det Konservative Folkeparti på baggrund af den nye politiske situation efter folketingsvalget i juni, og hvad der måske vil overraske de ældre generationer af partikonservative var, at dette blev gjort yderst systematisk og med et sjældent svigtende fokus på klarhed og konsistens. Hvad end det handlede om at fjerne inklusionsmålene, gøre grundskolerne selvejende eller private, sikre misbrugere behandlingsgaranti inden for 24 timer, afskaffe automatikken i prøveløsladelse, bruge 2% af BNI på forsvaret og opruste til et kompletforsvar eller afskaffe arve-, registrerings- og en række energiafgifter, var deltagerne alle opmærksomme på fordelene ved at fundere deres argumentation i rationelt sammenhængende strukturer hinsides flertydighed og mavefornemmelse. Konferencens afsluttende anbefalinger kom endvidere til at indeholde en række bindende principper til sikring af, at sammenhængen mellem politikanbefalingerne ikke sættes over styr ved forhandlingsbordet, når de skal omsættes til politisk handling. Ønsket fra konferencedeltagerne om, at det er en sammenhængende og substantiel konservatisme, der skal præge Det Konservative Folkepartis arbejde, var altså klart, og det samme var ambitionen om at definere en sådan. Det ville dog være en fejl at tolke anbefalingerne som rendyrket konsensus, idet weekenden bød på betragtelige uenigheder, og der måtte mange steder arbejdes hårdt for at nå frem til kompromisser. Det ændrer dog ikke på, at der blandt yngre konservative er en tendens til at nærme sig, hvis ikke hinanden, så i hvert fald idéen om, at konservatisme ikke er noget, vi definerer hver især. Der er et ønske om at finde ind til en ideologisk kerne, der kan holdes fast i og arbejdes ud fra. HÅB FORUDE? Denne artikel har forsøgt at vise, at det er en god idé, at ikke mindst partikonserva- Side 129

6 REPLIQUE 5. årg. s Nye vinde i Det Konservative Folkeparti Af David Munk Bogballe tive intensiverer søgningen efter den konservative kerne, og afslutningsvis er det derfor glædeligt at kunne meddele, at kernen faktisk findes. Den udgøres af et ønske om opretholdelsen af en orden, der forener erfarings- og forventningsrum med udgangspunkt i eksisterende traditioner og institutioner og i en række antagelser om menneskets natur. Ved første øjekast ser det måske en anelse kompliceret ud, men en væsentlig del af ordensopretholdelsen består i praktisk levevis. At konservatisme er en livsstil eller et livssyn er derfor mere rigtigt, end det ovenstående måske har givet indtryk af. Udlevelsen af traditioner indenfor rammerne af velfunderede institutioner er kernekonservativt, og deres bevarelse er afgørende, så længe traditionerne og institutionerne såvel som deres bevarelse ikke afkobles fra de erfaringer, konservatismen har gjort sig om mennesket. Menneskets natur må nemlig nødvendigvis betinge det politiske arbejde og dets udkomme, hvis muligheden for at leve gode liv skal sikres. DET KONSERVATIVE FUNDAMENT Konservativ Konsensus kan spille en vigtig rolle i forhold til arbejdet med at trænge ind til denne ideologiske kerne og identificere og formidle de begreber, der skal knyttes til den. Således kunne konferencen næste år passende lægge ud med at tage fat på spørgsmålene om, hvilke antagelser konservatismen gør sig om mennesket, og hvad ideologiens centrale ordenstanke handler om. Det er grundlæggende og spændende spørgsmål, der imidlertid også er potentielt afgørende, for hvis der blandt konservative kan skabes konsensus om ideologiens fundamentale antagelser, vil den i vid udstrækning tåbelige, sekteriske kamp, der i øjeblikket med forholdsvis store omkostninger udkæmpes mellem stadig mindre grupper af liberal-, social-, national- og sølvpapirshattekonservative kunne afblæses. Ikke for at genforene alle partisaner i et rummeligt parti med plads til store grupperinger med tungtvejende, gensidigt udelukkende ønsker det vil blot kaste partiet tilbage i handlingslammende forvirring og uenighed - men for at blotlægge det konservative noumenon, som mange hører sammen i. Nogle vil selvfølgelig falde fra undervejs, og mange vil være nødt til at genoverveje og bringe orden i dele af deres holdningsarsenal, men der er ingen tvivl om, at det ville styrke den konservative sag betragteligt, og det må trods alt være det vigtige: at fremme den konservative sag politisk og muliggøre udlevelsen af gode liv. Partiets nye folketingsgruppe forsøger i øjeblikket at sadle om, og selvom Søren Papes skridt mod højre endnu ikke har haft tid til at trække klare konturer, ikke mindst grundet den lange politiske sommerpause, synes opgøret med fortidens anstændighedspragmatisme at være undervejs. Partikonservatismen befinder sig således i en brydningstid, og sætter man ind med tyngde de rigtige steder, kan den nye generation af politisk aktive være med til at fastsætte formen og indholdet af fremtidens konservative politik. David Munk Bogballe er doktorand ved Freie Universität Berlin samt direktør for Munk Bogballe. Side 130