DANSK LITTERATURFORSKNING I 1946 P A U L K R O G E R

Section critiqiie. DANSK LITTERATURFORSKNING I 1946 AF P A U L K R O G E R Til de to første bind af den nye udgave af H olbergs E pistler h ar udgiveren F. J. BILLESKOV JANSEN nu føjet Kommentar til Epistel 1 183 (H. H agerup), fast kom poneret, overskuelig, stofm æ ttet. E n kolum netitel, svarende til den i tekstbindet, er den første hjæ lp til hurtig orientering. En indholdsoversigt optræ k k er hovedlinjerne i epistlens disposition. D erpaa følger en indledning, som bestem m er epistlens sæ rart, p lacerer den i forfatterskabet, viser dens forbindelser m ed tidens problem er og drøftelser og m eddeler dens hovedkilder, litteræ re og p erso n lige. Til sidst kom m er en p u nk tk om m en tar m ed sproglig vejledning ogsaa til ret at forstaa H olbergs danske gloser oplysninger om de i epistlen næ vnte p ersoner og skrifter, supplerende idéhistorisk m ateriale og h en visninger ikke blot til tidens litteratu r, m en ogsaa til senere. Citater oversættes. Det viser, h v o rfra de er hentet jo ikke altid direkte hos den citerede fo rfatter og der redegøres for citaternes overensstem m else m ed k ilden sam t dens forekom st andre steder i Holbergs skrifter. Holbergs forhold til de i indledningen næ vnte kilder bestem m es i enkeltheder, og an d re m u lige kilder noteres: skriftet, artiklen, sæ tningen, der h ar sat Holbergs tanke igang, teksterne, der indgaar i H olbergs m ed hans tilslutning, eller som frem kalder m odsigelse, debat: stoffet, som han gør til sit uden derfor altid at følge forlæggets ideer; kom binationerne af tiere kilder i sam m e epistel: hos en eller flere kan han hente em net, andre k an have givet tanken dens retning, dens udtry k kan afspejle helt andre kilder. F or sligt kan redegøres, n aar m an som forfatteren af H olberg som E pigram m atiker og Essayist" h a r reko n stru eret H olbergs bibliotek og h a r nøje kendskab til hans ben y t telse af de skrifter, der stod til hans raadighed. Billeskov.lansen ved, hvad H olberg h ar læst, hvorledes han h ar læst, og hvad han ikke h ar læst. Det i kom m entaren i knap form frem lagte rige m ateriale rum m er adskilligt, som ikke findes i det næ vnte værk, nye sm ukke resultater af Billeskov Jansens sporsans og skarpsind. Vederkvægende og trøsterigt for frem tidens forskning virk er det, at enkelte p u n k ter endnu ikke er k lart belyste, der er

SECTION CRITIQUE 313 stadig ikke-kendt litteratur, som h ar givet Holberg argum enterne og stoffet. Men ser vi her H olberg som den overordentlig kække benytter, saa sørger udgiveren ogsaa for at frem hæ ve essayistens originalitet, det glemmes ikke. at H olberg ofte u d trykker sine interessanteste og m est selvstændige tanker ved hjæ lp af eller i anledning af citater af and re skribenter. I indledningerne og i detailkom m entaren paapeges ikke blot den in db y r des forbindelse mellem epistlerne, m en der henvises ogsaa til parallelsteder i Holbergs andre væ rker, hans udnyttelse af egne skrifter, ogsaa dem plyndrede han baade ved fri erindrende gengivelse af tidligere publicerede passager eller ved sim pel afskrift, hvad der er interessant nok, m en endnu væ rdifuldere er det, n aa r vi ved kom m entatorens hjæ lp ser H olberg i epistlerne indtage en holdning til personer og ideer, som afviger fra h ans tid ligere. K om m entaren til epistlerne rum m er ogsaa derved den allerede veludviklede kim til den H olberg-haandbog, som Billeskov Jansen en dag vil k unne give os. Som eksem pler paa kom m entarer, der så rlig fyldigt knytter traadene m ellem epistlerne og det øvrige fo rfattersk ab k an peges paa ep. 3: B ogtrykkerkunstens gode og daarlige virkninger; ep. 13: Statsm æ ndene Fleury, Richelieu og M azarin; ep. 15: Apologi for K ejser Claudius. U dredningen af epistlernes tilblivelseshistorie, et om raade paa hvilket Billeskov.lansens H olberg-forskning jo bringer overordentlig meget nyt, kan eksem pelvis følges i kom m entaren til ep. 66: K araktererne og E nhederne i m ine Kom edier; ep. 87: O ldtidens D ansekunst; ep. 157: Nyere ironiske M oralister. F lere indledninger bliver hele sm aa afhandlinger. N aturligt er det, at fø r ste epistel som indledning lil alle de andre ledsages af en karak teristik af P ierre Bayle, Epistlernes Helt eller S kurk, hans store igangsætter af saa m ange diskussioner, navnlig den vigtige om det ondes oprindelse, da H olberg først var blevet baylem oden, og et af arsenalerne for viden og citater m en jo rigtignok ingenlunde det eneste; hos Le Gendre, som H olberg kun næ vner een gang, hentede han paafaldende meget, C ham bers Cyclopædia var hans konversationsleksikon, B ibliothéque B ritannique holdt h am u nd errettet om nyere udenlandske skrifter. Epistlernes tilknytning til europæ isk idédebat frem kalder tiere korte, m en m eget substantielle vuer over diskussioner om tidstypiske sp ø rg sm aal: ep. 31, H ar D yrene en Sjæl; ep. 42, D escartes' F ysikteori bedre end Newtons; ep. 46: F orslag til en m oralsk K atekism us; ep. 52: Straffen efter Døden. Nogle steder loves i næste kom m entarbind en sam let oversigt over forskellige problem er, f. eks. Holberg og F rim urerne og en sam let udsigt over deism ens historie. Kommentaren nøjes ikke med at oplyse og vejlede med hensyn til forstaaelsen af epistlens enkeltheder, kilder, tilblivelseshistorie, sammenhæng med Holbergs skrifter og tankeverden og forbindelser med europæisk aands-

314 SECTION CRITIQUE liv den bidrager ogsaa m ere direkte til forstaaelsen af den enkelte epistels værdi ved vurderende bem æ rkninger varieret fra de strenge: perspektivfattigt Essay", skødesløst kom poneret Artikel", ikke videre aaiulfu ld t til de rosende ord, der ledsager epistler, som er fast kom ponerede, k lare i udtrykket, personlige i tonen. Billeskov.lansens forgæ nger som kom m entator af epistlerne følges nogle steder, forskelligt kan gaa over i den nye kom m entar, Chr. B ruuns oplysende an m æ rkninger er jo i m ange henseender grundlæ ggende, hvor lu nefulde de end kan forekom m e. I Billeskov.lansens kom m entar tindes h e n visninger til megen H olberg-litteratur: E hrencron-m iillers F o rfatterlek sikon, W erlaults A ntegnelser hvis læ seren vil have oplysninger om alk y miens tilstand i første halvdel af det IS. aarhundrede, m aa han se efter hos W erlautf H olbergs biografi vil m an vide næ rm ere om Holbergs forhold til hans slægtninge, henvises til hans biografi, hvad der vel først og frem m est vil sige Tb. Mullers Den unge H olberg". Ganske sæ rligt h en vises til Billeskovs kom m entar til M oralske T ank er" og til de to bind H olberg som E pigram m atiker og E ssayist41. Disse skrifter er det godt at have ved haanden, n aar m an bruger kom m entaren til epistlerne, ikke blot for henvisningens skyld, m en ogsaa fo r at kunne glæde sig over nye fund, u d videlse i opfattelsen, revision af enkeltheder og yderligere bekræ ftelse af form odninger. P aa det af ham selv støbte fundam ent rejser han sit hus. Æ ldre bygningsm ateriale indgaar afpudset i konstruktionen, de fleste sten stam m er dog fra Billeskov.lansens teglværk, haard tb ræ n d te og bundet sam men m ed vejrfast m ørtel. Skulde noget forvitre, vil m indre reparationer ikke fo ran d re bygningens ark itek tu r. D enne H olberg-kom m entar er en bedrift ikke blot ved den m ed saa stor taalm od og snilde indsam lede viden, m en ogsaa ved frem stillingens faste form, oplysningernes præ cision og den gennem førte vilje til at meddele, hvad der er væ sentligt og kun det. Gustave L anson vilde have nikket b ifaldende, 0111 h an havde oplevet tlette arbejde. MOGENS BRØNDSTED indleder sit skrift om Henrik Hertzes Teater (E jnar M unksgaard) m ed en redegørelse for H ertz's m eninger om dram aets væsen og sam m enholder dem m ed en undersøgelse af hans dram aturgiske praksis. H ertz, der ellers ikke var meget for den filosofiske æstetik, teo retiserede ganske bravt over sin kunst. 1 m odsæ tning til Hegel og Heiberg, for hvem den dram atiske poesi var enheden af den lyriske og den episke, fandt Hertz, at dram aet m aatte opfattes som en højere form for lyrikken; dram aet k an antage k ara k ter af det selvstændige lyriske digt eller af vekselsang. Den d ram atiske K unst lader den lyriske Poesis um iddelbare U d strøm ning bryde sig i O bjektivitetens P rism a. At der kan findes episke elem enter i æ ldre teater, indrøm m er han, m en sligt bør ikke efterlignes. De teoretiske betragtninger, der sandt at sige er lidt afslørende for den davæ rende spekulative æ stetik, faar deres pudsige skæ r ogsaa derved, at en h y p

SECTION CRITIQUE 315 pig indvending m od H ertz's slykker netop var, at de virkede m ere episke end dram atiske, hvorpaa Mogens B røndsted giver tiere eksem pler. Bogens hovedafsnit er en gennem gang af sam tlige teaterstykker af H ertz m ed yderligere præ cisering af de i indledningen næ vnte grupper, m otiver, tendenser og dram aturgiske praksis: H ertz s figurgalleri fo rtrin s vis fra den borgerlige fam ilie eller den Holbergske, F ru Heibergs betydning, hvorom nok kunne siges m ere, de sociale problem er, der eksisterer, k v in derne som hovedpersoner, bipersoner, der kan være bæ rer af stykkets idé eller tendens, den pikante virkning, som opstaar ved m odstriden mellem en persons ydre optræ den og sande natur, de tilliyllede karakterer, milieuskildringen, den københavnske og den frem m ede, begge m ed couleur locale, kom positionsteknikken, de lyriske m onologer osv. Af og til indflettes lidt forfatterpsykologi, som godt kunde undvæ res, hvad der ogsaa kan siges om spørgsm aalet i noten til p. 131: For om noget Ø dipuskom plex hos digteren er vel ikke ta le. F o rfatteren dem onstrerer sm ukt sin sans for det om fattende fo rfatterskabs dom inerende betydning for sam tiden m en undgaar trods al veneration og naturlig optagethed af em net at overvurdere dets værdi for eftertiden. A fhandlingen giver besked 0111 meget og frem kalder lyst til at vide m ere endnu, hvad der er Mogens B røndsteds trium f. F oruden kendte trykte kilder er benyttet refleksioner fra de Studiebøger, som gemmes p aa Det kongelige Bibliotek. P røver findes i K yrres m onografi, af Mogens B røndsted er de udnyttede m ed større skønsom hed, synes det. Man kunde ønske at faa dem publicerede m ed Mogens Brøndsteds kom m enterende oplysninger. E t skuespilregister at sige over H ertz's skuespil forefindes, men intet navneregister. Det er skade. Breve og A ktstykker vedrorende Johan Ludvig Heiberg udgivet af MOR TEN BORUP (Gyldendal) vil blive inddraget i gennem gangen af udgiverens senere publicerede sk rifter om Heiberg. K ulturkam pen I II (Gyldendal) af HAKON STANGERUP h ar inspireret H enning Fenger til en m etodisk gennem ført undersøgelse i denne aargang af Orbis litterarum. Bem ærkes m aa det, at H enning Fenger h a r valgt et enkelt m en væ sentligt eksem pel: det m oderne sam m enbrud. K onklusionen findes kursiveret p. 286. Læseren bør selv understrege de følgende ord, som H enning Fenger anvender 0111 de positive sider ved de to bind:... de m ange ny pressehistoriske oplysninger, den om fattende gennem gang av u bearbejdet stof, inddragelse av ny om råder til litteratu rfo rsk n ing en, in te r essante strejflys over ukendt stof.. JOHS. BRØNDUM-NIELSEN h ar i Gustav W ied i Breve (Gyldendal) sam let en ræ kke kuriøse undersøgelser. En rom an fra 1906 Jonnas andet Æ gteskab fundet blandt en antikvarboghandlers udskudsbøger, viser sig a t indeholde et Gustav W ied-portræ t. F o rfatteren v ar M aria P erm in Møller. Orbis Litterarum 21

316 SECTION CRITIQUE Om hende findes ikke oplysninger i haandbøgerne, end ikke i forlagets arkiv. Den litteræ re detektiv lader sig dog ikke standse. Dam ens identitet fastslaas, hendes fam ilie bliver interesseret, billeder, breve og m an u sk rip ter udleveres. Den lidet kendte fo rfatterind e placeres i Gustav W ieds tilværelse, og til digterens arbejdsvaner føjes nye træ k. Rom anens W ied-portræ t viser os hans Ydre, hans Væsen og T aleform saa levende, at andre P o rtræ tstu d ier som Anna Larssens eller Agnes H enningsens stilles fu ld k om men i Skygge deraf. Vor L itteratu r kan kort sagt ikke opvise Mage til Digte r-p o rtræ t. De citerede prøver viser, at W ieds brevstil er ganske sikkert truffet. F orfatterinden, hvis fornavn i det borgerlige liv var M arie og ikke M aria, og som først om byttede pigenavnet Perm in m ed Sveistrup og derpaa m ed Møller, kendte W ied gennem m ange aar, helt fra hans ungdom. Det venskabelige forhold blev til praktisk nytte for W ied, da hun blev' hans overhofkorrekturlæ serinde. En saadan havde han stæ rk brug for, men ogsaa nogle kvaler med, n aar hans villede sproglige fordrejelser blev taget for fejl. De to h a r brevvekslet fra begyndelsen af 1890erne til op m od fo r fatterens død. Indsat i kom m enterende ram m e og m ed oplysende noter i parentes i teksten gives prøver paa W ieds breve. H an selv og andre m ente, og en del m ener endnu, at disse breve er baade skæ m tefulde og alv o r lige. l i l skæ m ten h ø rer en i tiden ud b red t jargon, blandet sannnen af o rd fordrejninger, gam m elm odige vendinger og fandenivoldske k raftudtryk, tem m elig pinagtig læsning. Den paastaaede m u nterh ed synes at være m e get anstrengt, m an kan gerne tage sin tilflugt til den populæ re form el for clownens psykologi. Ogsaa bag W ieds grim asser er der alvor, en fortvivlet alvor, og en jam ren over egen elendighed, sjælelig og legemlig. Selv ø n skede h an ikke at m odtage tilsvarende udgydelser fra sin veninde, han fo r bød hende ren t ud elegier, som v ar forbeholdt ham. O verhovedet regerede han svæ rt med den hjæ lpsom m e dam e, tiltalte hende i en pjan k et overlegen tone og paakaldte sam tidig hendes bistand. En antydning fra hendes side om, at hu n i deres ungdom s dage m aaske b urde have lyttet til sil h je r tes stem m e hvad der efter sam m enhæ ngen betyder, at hendes følelser paa et vist tid sp u n k t havde væ ret varm ere end venskabets afvises bestemt af W ied i et brev, hvortil Brøndum -N ielsen føjer disse ord: Saa sm ukt og næ nsom t kan kun et rent og kæ rligt H jerte ytre sig. U dtrykkene er næ nsom m e nok, m en dog svæ rt konventionelle efter form ularbogens rubrik: en herre svarer paa en dam es plagsom m e kæ rlighedserklæ ring, og brevet er ikke fri for magelig egoisme:.ieg forbyder Dem ikke at elske mig, ti det kan jeg ikke; m en jeg forbyder Dem at tale til mig derom, ti saa tø r jeg ikke m ere kom m e til D em. Som Skribent er jeg et Rovdyr", erkendte Gustav W ied. En tid brevvekslede han m ed fru Marie Perm in Møller paa den m aade, at hans breve kom i try k t form i K øbenhavn, stilede til F ru M ax, m edens hun besvarede h ans breve privat. I disse som m erbreve skim tes hans kortvarige

SECTION CRITIQUE 317 forlovelse m ed den unge skuespillerinde, hvis p o rtræ t den dag i dag fo ru roliger baade unge og gamle. De annalistiske K ruseduller", der knytter sig til hendes eller hendes senere m ands beretning 0111 den lille barokke episode, erstattes her af den rigtige tids- og aldersangivelse: Anna H alberg var ikke 143/4 aar, m en næ r de 17. Et brev fra Gustav W ied til den, han kaldte F erd n and, er bevaret og aftrykkes. Skade, at de andre er tilintetgjort. W ied v ar virkelig grebet og tu rde vise det. D er findes prøver paa m ange andre breve fra Gustav W ied, der synes at strøm m e ind til B røndum -N ielsen, der med sk arpsind viser deres fo rb in delse m ed forfatterskabet, W ieds benyttelse af eget og paarørendes oplevelsesstof, hvorved vi faar bidrag til forstaaelsen af digterens arbejdsm etode. Det er ogsaa breve, der er grundlaget for Omkring Gustav Wied (Rosenkilde og Bagger) af EDDIE SALIGATH, overvejende breve til Gustav W ied. Med oplagt fortæ llerglæ de kom m enterer Salicath disse breve, gør rede for aktuelle hentydninger, eftersporer forbindelsen m ed literæ re og p rivate begivenheder, m eddeler stort og sm aat, velkendt og ukendt om den sørgm untre fo rfatter og lians korrespondenter og søger med held at realisere sit program som kom m entator: indlevelsen i nuet, hvor brevet blev til, og eftersporingen af den indre sandhed, der ikke tager brevenes ordlyd alene bogstaveligt. Til belysning af kom m entatorens frem gangsm aade kan følgende tjene: Johannes Jørgensen sender 1-8-92 et brev fra Svendborg m ed en kostelig forvrøvlet kom m unal kundgørelse. Salicath gør opm æ rksom paa, at W ieds k orresp on d enter beflitter sig paa at aflevere pudsige oplevelser og situ a tioner, som legetøj til et b arn eller blom ster til en kvinde. I sam m e brev m eddeler Jørgensen: Schovelin h ar anfaldet mig i B erlingske og en cand. mag. p aa Filologm ødet, Salicath føjer disse linier til: Man erfarer altsaa ogsaa, at den senere landstingsm and og børsinspektør Julius Schovelin, denne velskrivende, arrogante og rastløse begavelse, der livet igennem havde for skik, eller uskik 0111 m an vil, at skulle m eddele offentligheden sin rapide og glam m ende m ening 0111 hvad som helst, ogsaa her i 1892 optraadte som litteræ r dom m er i B erlingske T idende. Nogle lin jer fra den ikke signerede artikel citeres, og fra en senere a n meldelse, som ogsaa form odes at stam m e fra Schovelins pen passer det? hidsæ ttes den udtalelse 0111 Stem ninger, at digteren tager med valne Fingre om Livets P oesi, en bem æ rkning, som Salicath ledsager med disse ord: Det burde Schovelin næsten have lagt navn til, m ed ham som afsender m aatte det forbøje enhver læsers nydelse af denne særlige dom. Cand. m ag. en paa filologmødet forbliver i det ukendte, skønt han nok kunde findes. I et andet brev skrev Jørgensen: De og Mile F erdinande er os altid velkom ne41. K om m entaren hertil udskilles som et helt lille kapitel 0111 W ieds forlovelse m ed Anna H alberg. Og p aa den vis breder kom m entaren sig um aadeligt. 2 1 *

318 SECTION CRITIQUE E t andet afsnit kaldes H am sun og Strindberg i K øbenhavn. Mellem W ied og H am sun synes der ikke at være anden forbindelse end den, at de begge skrev i Ny Jo rd, H am sun første kapitel af S ult og W ied nogle digte, fæl efterklang af H erm an Bang og J. P. Jacobsen. Der er ingen breve her fra hverken H am sun eller Strindberg, men m an bem æ rker, at W ied har væ ret virksom ved, ja synes at have foranlediget opførelsen af F røken Ju lie paa S tudentersam fundets scene i m arts 1889, hvad der vist ikke frem gaar af de hidtil kendte kilder. Om W ieds forhold til teatret m eddeles adskilligt af teaterh isto risk interesse. Den engang saa hyppigt opførte fo r fatter var ikke nogen stor dram atiker, han m aatte have hjæ lp fra flere erfarne teaterfolk for at faa skik paa sine stykker. Man h ar fundet behag i hans evne til at aflytte og gengive replikker, hans sans for pudsige udtryk og vendinger, som kan afsløre noget ejendom m eligt ved personerne; virkningsfulde scener kunde h an ogsaa skabe, m orsom m e optrin, m en det kneb m ed at faa scenerne til at hænge sam m en, og for egentlig karakterfrem stilling havde han ringe evne, skuespillenes personer er gennem gaaende ens fra første til sidste akt, hurtigt afslørede - meget er der ikke at afsløre. S tørre variation er der ikke i situationer eller figurer i W ieds teater. Ogsaa det er vel en af grundene til, at det nu forekom m er saa fossilt. Der findes nok endnu læsere, som dette teater og det hele forfatterskab kan aflokke et smil. E fter sam tidens udtalelser at dom m e m aa m an have fu n det det um aadelig kom isk. Amalie Skram forsikrer, at hun har leet, saa taarern e h a r trillet ved læsning af W ieds H um oresker". Anne M arie Carl- N ielsen bedyrer, at folk var lige ved al knæ kke over af G rin'1 ved oplæ s ningen af satyrspillene, Carl Nielsen rapporterer, at de h ar frem kaldt den vildeste latter. Samme Carl Nielsen h ar nogle ligefrem m e ord om Drachm ann: Sikken O rdskvalder det M enneske kan pjadske af sig. Det Sym bolistvrøvl! D enne lange Spiral m ed en Stemm e som en K astrat. Det er nok ikke udelukkende, som kom m entatoren rigtigt bem æ rker, Carl Nielsens m usikalske øre, der naturligt m aatte hæ fte sig ved D rachm anns stemme. D igterkongens ord og storladne gebæ rder var ham inderligt imod. I et af Amalie Skram s breve findes den bekendelse efter udgivelsen i 1891 af F ru Inés : E ndnu aldrig i én af m ine bøger h ar jeg havt m od til at sige sandheden som jeg vidste den var. Altid h ar jeg lirket og lusket og gåt p aa akkord m ed m in sam vittighed". Eddie Salicath lægger vægten paa hendes i brevet udtalte ønske om ikke at kom m e i fængsel og tager deraf anledning til nogle betragtninger over censurens skadelighed. Det er ogsaa væ rd at bem ærke, at Amalie Skram i dette brev ytrer sin lede ved den evige opsang om mod og dristighed og m andig ukvindelighed, eller hvad det altsam m en h ed d er og især, at hun føler m angel paa evne til at finde en bestikkende fo rm. Det var jo ikke blot m od det ydre, hun m aatte føre krig. F ra Betty N ansen er der nøgle breve, der tydelig taler om, at ogsaa hun

SECTION CRITIQUE 319 tvivlede om sine evner. Hendes yndlingsord om sig selv er fjo ttet44, først (i 1898) som helhedskarakteristik for det, folk tog for talent, lidt senere som betegnelse for hendes sceniske specialitet: Min spæde Komik gaar i Retning af det m ildt-bedrøvet-fjottede. F ra den store tragédiennestil var hun endnu langt borte. Og Johannes Jørgensen var et stykke fra den senere saa from m e stil i de aftry kte epistler til Gustav W ied. B landt de m ange brevskrivere skal yderligere frem hæ ves Ove Rode, Carl Ewald, Agnes H enningsen, Sophus Schandorph, W illiam Bloch. F ra m ange andre findes et enkelt brev eller nogle tilsyneladende ret ligegyldige billetter. Eddie Salicath faar noget ud af det altsam m en. Brevene fra Johan K nudsen er uden stor interesse, m en de foranlediger Salicath til nogle sider om Johan K nudsen, hans broder Riis-Knudsen, livet paa Bangsbo, ogsaa efter herregaardens litteræ re fornedrelse, spredte træ k, som vistnok ram m er noget meget væsentligt ved baron T rip-t rap, godsejeren, der legede litterat, og som saa m ange fra H erm an Bang til Agnes H enningsen h ar søgt at forstaa. Jo h an K nudsen du kker ogsaa op i Salicaths store frem stilling af B ernina ; husets historie, caféens store litteræ re tid, dens særlige k ara k ter sam m enlignet med and re københavnske restau ran ter, dens stam publikum i den berøm te periode og helt frem til C hristian Rim estads og Kai Friis Møllers unge aar, nordm æ nd paa B ernina, hjem lige bohém e- profiler og endda et afsnit om tidens begivenheder betragtet fra B ernina, intriger, skandaler, sm aating og tilsyneladende store som fyrstebesøgene p aa Fredensborg slot og efterdønningerne i V im m elskaftet, hvorom der fortæ lles med stor underfundighed. Disse escapader uden for det strengt nødvendige44, som Salicath i sit forord h ar lovet læseren, skal litte ra tu r forskningen ikke gaa uopm æ rksom t forbi, ej heller bogens sidste afsnit, en afhandling om T hum m elum sen og m odellen, antikvitets- og cigarhandleren i Roskilde, et bidrag til Gustav W ieds ro vd y rvan er som forfatter. Den overdaadigt illustrerede bog virker unægtelig noget kaotisk, breve fra enkelte ko rrespo n denter findes i forskellige afsnit, fo rfatteren s m eddelelser fører ham ofte paa afveje, m en ogsaa de h a r deres charm e og kan tilm ed være belærende at følge ved de m ange ukendte dokum enter og ved Eddie Salicaths portræ tter, nogle skitsem æssige m ed faa karakteriserende streger, andre m ere udpenslede og m ed fyldigere opfattelse af personens ejendom m eligheder. Af den sidste art er portræ ttet af Johan K nudsen og af Melsted; til den første gruppe h o rer et broget galleri, hvor k a ra k te ristikken af og til bliver karikatur, m en ogsaa kan udm æ rke sig ved i ganske faa ord at m eddele iagttagelser, der bestem m er væsentlige sider af en p e r sonlighed. Ydre træ k og personers værem aade fastholdes og meddeles med spids elegance. Det ydre afspejler det indre, nulevende og afdøde prom e nerer forbi, m ed figurdrejende hilsen 4 passerer Kai Friis Møller, vi faar et glim t af K nud Pontoppidan, den ensom m e og tillukkede, hvis vandkl are lyse blik, der næ sten synes ubeboet, så u b arm h jertig t gennem a lt44.

320 SECTION CRITIQUE Gustav W ied glemmes ikke for de m ange om kring ham. Spredt findes vurderende lin jer om satirikeren som m enneske og som skribent. Salicath ser m eget vel fo rfatterskab ets svagheder, rom anernes vidtløftighed, de træ t tende d røjheder, de løst sam m enflikkede skuespil, sindets svaghed, alvo rsm anden, der p arto u t vilde være m unter, n aar han skrev, m elankolikeren, for hvem alt blev k arik atu r, der var ingen indre styrke og intet livssyn, der bar ham oppe. EMIL FRED ER IK SEN indleder sit skrift om Johannes Jørgensens Ungdom (Gyldendal) m ed en skildring af Svendborg og den af den runde m and hos F ritz Jiirgensen saa ram m ende karakteriserede omegn. Den halve snes sider h a r deres vehnotiverede plads i afhandlingens kom position, bestem t af Em il Frederiksens ledende tanke om digterens ene hovedm otiv i de unge aars liv og produktion. Em il F red eriksen er ikke faldet for fristelsen til at overpoetisere staden eller til udelukkende at bygge sin b eskrivelse paa digterens, han giver de nydeligste pennetegninger af Svendborg i 1880'erne og af det, der er tilbage fra dengang. Da det er Johannes J ø r gensen, der h ar givet byen købstadsrettigheder i digtningens D anm ark her tæ ller H. C. A ndersen trods Kun en S pilleinand slet ikke m ed kunde det væ re rim eligt at se næ rm ere paa virkeligheden og den af digteren skabte by, som et p ar generationer h a r væ ret fortrolig med. Em il F re deriksen h ar stillet sig andre opgaver, m en af hans indledende sider kan m an faa bekræ ftet, at den ydre virkelighed, der h ar sat digterens følelser igang, er gengivet, uden at fantasien h ar fo rsty rret den topografiske nøgternhed, der ender m ed at behage byraadsm edlem m er. Jørgensens barndom shjem er et ordinæ rt hus i F ruestræ de. Ved siden af ligger et bindingsvæ rkshus. Em il F rederiksen fortæ ller, at Johannes J ø r gensen engang gik gennem stræ det med en ven og pegede paa det kedelige hus: Ja, dér er det altsaa; m en m ed Tiden vil m an nok blive enige om at sige, det er Sim onsens Hus, det kønne rom antiske, og det passer jo ogsaa meget bedre! Denne ytrings anbringelse skal form odentlig antyde, at det ganske godt er lykkedes digteren at befri sig for ungdom m ens u n d erlegenhedsfølelse, hvorom det hedder: Den U nderlegenhedsfølelse, Johannes Jørgensen senere h ar tillagt sig, kan naturligvis ikke afdisputeres ham, m en den svarer ikke til K am m eraternes O pfattelse af ham i Svendborg Realskole saa lidt som siden hen i det københavnske Gym nasium og endnu senere i unge S tudenters og vordende Skribenters K redse. Stedet er k a ra k teristisk for Em il F rederiksens Frem stilling. Selv om han ikke vil benægte rigtigheden af digterens selvkarakteristik, saa nuanceres billedet af den unge Johannes Jørgensen ved andres opfattelse af ham, og et og andet k o r rigeres. Med styrke frem hæ ves Jørgensens kundskaber, hans belæ sthed og hans evne til at give tanker og anskuelser og følelser form, en evne, der nok er skæ rpet ved dagbogsskriveriet, for hans vedkom m ende begyndt, da h an

SECTION CRITIQUE 321 var 14 aar og u brudt fortsat, saa dagbøgernes antal er over 1000. De er kladdegrundlaget for hans bøger og h ar væ ret af um aadelig betydning ved deres evindelige paam indelse om gengivelse af selviagttagelser og iagttagelser af om verdenen og gennem det vedvarende arbejde m ed sproget. Vægten m aa her lægges paa arbejdet m ed sproget og paa selvransagelsen at dømme efter forfatterskabet, hvis iagttagelser af om verdenen er uden større variationer, og hvor evnen til at analysere andre m ennesker ikke synes frem træ dende, og den skikkelsesdannende form aaen er bestem t af digterens m uligheder for identifikation, lyrikerens skæ bne og styrke. Som an fø rt begrundes de indledende sider om Svendborg hvortil k om m er lidt om Johannes Jørgensens slægt og det milieu, h v o rfra han udgik ved den overbevisning, at det ene store m otiv : i hans forfatterskab er følelsen af, at udenfor alt. hvad B arndom sbyen og B arneaarene betyder, er der kun Blændværk og Skuffelser, kun Tingenes store Gliden hen i en frem m ed Verden, der drager og kræ ver, m en aldrig kan skæ nke den T ilfredsstillelse og den Følelse af Ret til at være som B arndom m ens Liv d erhjem m e giver'4. Det andet m otiv" er det ypperlige begavede M enneskes T rang til at erobre, tilegne sig aandelige Skatte og saaledes udvide sit Væsen. Den følgende redegørelse for Johannes Jørgensens ungdom sliv og ungdom sdigtning bestem m es af disse lo grundm otiver, der i digterens sind og produktion ses som spæ ndingen mellem barndom sbyen og alt, hvad den aandeligt betød, og den nye verden i hovedstaden, det nye ufrom m e, aa n delige liv og det m indre aandelige, som indtager en ganske stor plads i ungdom srom anerne, og som Emil F rederiksen gaar ret let hen over. Mit Livs Legende" er her benyttet, m en meget behersket, af og til med kritiske reservationer. Emil F rederiksen h a r rigtigt set, at der ingen brug er for en fo rko rtet genfortæ lling af digterens selvbiografi, m en at der træ ngtes til en dybtgaaende analyse af forfatterskabet. En saadan h ar han givet. M eddelelser om digterens privatliv er vderst sparsom m e, korte oplysninger gives om ydre begivenheder, bekendtskaber, venskaber, boliger og fo rb in delser paa redaktionskontorer. F ortolkeren n aar fortrinsvis de intim e lag i det udpræ get selvbiografiske forfatterskab ved energisk analyse af dets tekster, dog naturligvis m ed viden om de af digteren selv rundeligt givne underretninger om hans livsskæbne, muligvis ogsaa støttet af m eddelelser, der ikke er tilgængelige for alle. V ersbøgerne og de sm aa p rosastem ningsstykker gennem gaas. Nye iagttagelser m eddeles ved paavisningen af frem m ede forbilleder, ved skelnen m ellem det oprindelige i inspirationen og de litteræ re eksperim enter. D igtsam lingernes m odtagelse belyses ved citater af tidens anm eldelser. C. E. Jensen, E inar C hristiansen, Vilh. Andersen, Peter N ansen ytrer sig. Baade Georg og E dvard B randes holdt længe ud. Det vises, at V aldem ar Vedel,

322 SECTION CRITIQUE selv om den gensidige forstaaelse til at begynde m ed ikke var stor, dog var den, der havde ilest forudsæ tninger for at begribe Johannes Jørgensen, hans asp iratio n er og h ans aandelige situation. R om anerne ser Em il F rederiksen som en helhed med det fælles m otiv, at B arndom m ens Magt gør Mødet m ed Livet til en Skuffelse - Lykken kom m er først, n a a r B arndom m en sejrer, n a a r et M enneske giver sig over til sit Livs første Oplevelses M agt. F ortæ llingerne viser ligesom digtene en hjem gang. Psykologien i de sm aa rom aner F oraarssagn, En F rem m ed'4, Somm er, Livets T ræ, H jem vé betegnes m ed rette som enkel og sum m a risk. Redegørelsen for de sjælelige aarsager til digterens tilbagevenden fra udlæ ndigheden i hovedstaden til den provinsielle barndom segn er noget fo r enklet. Emil F rederiksen m edtager naturligvis i sin karakteristik digterens foragt for Lykkens Side af Tilvæ relsen11, hans had til de andre, fordi de - m ed Jørgensens ord»ejer Livet, fordi de ejer Sol og Ilaab og K vinder11. Det forekom m er dog, at Em il F rederiksen gaar for let ben over den unge digters følelse af at staa udenfor, ikke at være bæ nket ved livets bord, hvis retter han begæ rer med sanselig hunger, der um æ ttet frem kalder den h ovm odige følelse af at være bedre end den syndige verdens børn, en følelse, der jo ogsaa vurderes i den m oralske selvdom, og som findes side om side med fortvivlelsen over at have forødt ungdom saarene: qu as tu fait... de ta jeunesse? Ved Em il F rederiksens gennem gang af rom anerne kom m er de til at se k arsk ere ud end helt forsvarligt. I bogen er indsat og delvis indarbejdet Em il F rederiksens tidligere offentliggjorte studier over Johannes Jørgensens ungdom sjournalistik. L itteræ r D aglejer 1 h a r digteren senere kaldt sig selv i den periode. H ans virksom hed som journalist, kunst- og boganm elder, essayist og oversæ tter tjener ikke blot til belysning af den unge digters trang til intellektuel erobring, men paa meget afgørende vis til klarlæggelse af tendenser i tidens aandsliv. Em il F rederiksen h ar udnyttet begge m uligheder; ogsaa derved bliver hans skrift et væ rdifuldt bidrag til forstaaelsen af dansk aandsliv i slutningen af 1880 erne og begyndelsen af 1890 erne. D okum entationen er i saa henseende fyldig, avis- og tid ssk riftartik ler er benyttede i vid udstræ kning. E n k eltp ersoner i pressen og det litteræ re liv karakteriseres. Om B ørstidende i den m æ rkelige litteræ re periode under E rn st B ran des redaktion findes m orsom me sider, m ange nye bidrag gives til forstaaelse af tidens litteræ re cirkler og sam m enslutninger, de sm aa private kredse og de m ere officielle foreninger. F o rfattersk ab et og dets faser ses saaledes i forbindelse m ed sam tidens idéstrøm ninger; disses afspejling i den københavnske journalistik granskes og deres m anifestationer i de større aandsvæ rker, de skønlitteræ re og de kritiske, bliver genstand for undersøgelse og vurdering. Man finder her ypperlige iagttagelser og karakteristikker, der udm æ rker sig ved fin sans for det væsentlige.

SECTION CRITIQUE 323 Den fortræffelige bog er ikke forsynet med et navneregister, end ikke med en gemen indholdsfortegnelse. Hvad er m eningen? En fortsæ ttelse paa et eller efter undersøgelsens anlæg at døm m e adskillige bind? E n saadan fortsa'ttelse ses meget gerne. Men m aa vi saa faa de næ vnte nyttige in d retninger ogsaa til første bind, som m an gang paa gang vil vende tilbage til ikke blot for at søge oplysninger om Johannes Jørgensens ungdom sdigtning, m en ogsaa for at hente besked om de m ange frem m ede og danske skrib en ter, der indgaar i det aandshistoriske værk. Den til denne oversigt tildelte plads m uliggør i aar kun en opnotering af de betydeligste afhandlinger 0111 frem m ed litteratur. De siden 1945 af IREN E FRISCH FUGLSANG offentliggjorte studier over Le style de Colette (Orbis litterarum ) er nu afsluttede. Den store undersøgelse, rig paa væ rdifulde iagttagelser, en sproglig billedbog, der er mere ægte end de danske oversæ ttelsers omslag, udnytter kritisk vurderende den stilistiske analyse til fo rfatterk arak teristik. PAUL V. RUBOW vurderer Shakespeare's sonnets (Orbis litterarum ) med udgangspunkt i den fam øse tilegnelse, som sam m enholdes med tidens andre dedikationer, renæ ssancens digtervaner, udgaverne og tekstens tale, h v o r ved disse digle m ister deres autobiografiske karak ter, m en ikke deres p e r sonlige tone. N. BØGHOLM undersøger i The Hamlet IJrama (Orbis litterarum ) fo r holdet til kilderne, overensstem m elser og afvigelser mellem Shakespeares dram a og Der bestrafte B ruderm ord, de stæ rkt varierende tekster i de æ ldste udgaver, kvartudgaverne 1603 og 1604 og folioudgaven. B erørt b liver ogsaa karaktertegningen og det evige spørgsm aal 0111 H am lets alder, som m an næ ppe faar svar paa ved sproglige undersøgelser eller ved en klippefast tro paa digterens nøjeregnende om hyggelighed. ANNE FR IIS h a r udsendt en studie Katherine Mansfield Life and Stories (E jnar M unksgaard), en næ nsom t berettet biografi m ed sm ukke prøver paa den i en ond tid forunderligt sjæ lfulde og i lidelserne ukueligt livselskende fo rfatterind es dagbogsoptegnelser og breve, og en lille introduction i fo r fatterskabet, der ikke knuger ved sit om fang m en fængsler ved den indre rigdom, som Anne F riis bidrager til at afdække. Textgeschichtlische Beitråge zu W ielands kom ischen Erzåhlungen (Orbis litterarum ) af AAGE KABELL udnytter et m orsom t fund i Det kongelige Bibliotek. Adelbert Stifter (U niversitetsforlaget i Aarhus. Nyt nordisk Forlag) af ERIK LUNDING er første bind af Studien zur K unst und Existenz og er forsynet m ed et tillæg: K ierkegaard und die existentielle Litteraturw issenschaft sam t et lofte om i et kom m ende bind nøjere at bestem m e det saa flertydige og m egetsigende ord E insam keit. TOM KRISTENSENS Mellem Krigene (Gyldendal), artikler og kronikker udvalgt af Regin H øjberg-pedersen, er up rak tisk vægtig i bogstavelig fo r

324 SECTION CRITIQUE stand, tungtvejende ved sil indhold. Tredive aars dansk, europæ isk og am e rik ansk lyrik og ro m an litte ra tu r om tales her af en m edvidende og m edskyldig: Sigurd Iloel, Olaf Bull, Joyce, H em ingway, W illiam F aulkner, Steinbeck, T. S. Eliot, ekspressionistiske lyrikere, psykoanalytiske prosaister, sociale ro m an forfattere, associationsteknikere, haardkogte, der p ræ senteres, indføres og senere lem pes ud. De fleste stykker er bestem t af avisens stram m e ram m er, nogle h ar h aft tidsskriftets eller fortalens m uligheder for bredere frem stilling. Man bem æ rker i m angfoldigheden Joyce-afhandlingen med det ærlige forsøg paa at vejlede læ serne saadanne gives i forstaaelsen af den labyrintiske U lysses, karakteristikken af den passatiske H arry M artinson, af Tom K ristensen døbt den fribaarne fyrbøder, de 30 sider om en nu glemt engelsk skribent, II. 1). Law rence, som m an ru n d t om i E uropa, D an m ark iberegnet, ved en fatal m isforstaaelse en overgang troede havde m ere end lokal betydning. K ronikken om T. S. Eliot er fra m aj 1933; det er ikke første gang, Eliot om tales her i landet, m en det er nok væ rd at lægge m æ rke til, at en af hans danske oversæ ttere tidligt h a r syslet m ed at dechiflrere den citatstæ rkes kryptografi. Tom K ristensen er paa vagt m od simili og m erkantil forfladigelse af det, der h ar væ ret grum alvor. Man læse M oderne R om antik i anledning af Dow P o rtb u ry s Egypt L an e : H ans Rom an bliver farlig, fordi den uden at ville karikere afslører de rom antiske T ræ k i vor Tids P ionerkunst: at vi trods al vor E fterkrigstids Kynism e ogsaa er forfalden til en Poséren, der i E ftertidens Øjne vil kom m e til at tage sig lige saa overfladisk og paataget ud som den sm ukke L ord Byrøns H eltedyrkelse for hundrede Aar siden... Det, der h ar oprevet os mest, er der nu ved at gaa R om antik og derm ed F o rløjethed i. K ritikeren er sundt m istroisk overfor litteræ r bokserberøm melse, han sam ler overvejende sin interesse om de bøger, som han h ar a n set for nødvendige i de 30 aars skiftende situationer. H ans essay-sam ling er ogsaa derved et stykke aandsliistorie. Nødvendige bøger, det vil sige bøger, hvori m an m øder Sm erten og H aardheden, som er i al S andhed, eller sagt m ed sam lingens sidste ord, der accentuerer det artistiske krav:... et Værk skal fyldes m ed Livshunger og m ed E rfaring og sam tidig snøres inde af den Lov, at m an skal finde det eneste ene Ord, der tæ t om slutter Oplevelsen. Kun det præcise Ord gør et K unstvæ rk levende. Til fortolkning af Tom K ristensens eget fo rfatterskab gives der jo i dette kritiske væ rk bidrag ved registrering af forskydninger i hans interesser og litteræ re ønsker og direkte ved de passager, hvor han placerer sig i tidens digtning: Den unge L yrik og dens K rise (1925), og ved glim t fra senere tider.